[1] Ophævelsen af Grønlands kolonistatus et grønlandsk krav? af Axel Kjær Sørensen I artiklen fremlægger lektor Axel Kjær Sørensen, Århus Universitet, hoved- resultaterne af en undersøgelse af den dansk-grønlandske debat om status- ændringen i 1953, som i sin helhed er trykt i tidsskriftet HISTORIE, XII, 1-2, 1977, s. 159 ff. Den statsretlige integrering af Grønland i Danmark har været behandlet af Finn Petersen med hensyn til arbejdet i FN i „Grønlandssagens behandling i FN 1946-54", Odense 1975, og er blevet berørt i samme sammenhæng i Max Sø- rensen: Denmark and the United Na- tions, New York 1956. Begge skrifter kom frem til, at den danske interesse i ophævelsen var ønsket om at frigøre sig fra et FN-tilsyn, der syntes at blive mere og mere generende. Dette resultat rokker nærværende undersøgelse ikke ved, men den prøver at få fat i den grønlandske del af debatten, ligesom den graver lidt dybere i den danske del for at kunne klarlægge, hvem der egent- lig tog initiativerne. Udover på lands- rådsforhandlinger, kommissionsbetænk- ninger o. lign. officielt materiale hviler arbejdet på en gennemgang af dansk presse via samlingen på Arktisk Institut, af Grønlandsposten og af Irs. Lannungs arkiv vedr. Grønland/FN samt materi- ale i Rigsdagens Grønlandsudvalgs ar- kiv. Som de første grønlandske ønsker kom til udtryk i befrielsessommeren 1945 indeholdt de ingen direkte ønsker om en statsretlig sammenlægning med Danmark. Tættest på kom Augo Lynge i et indlæg i Grønlandsposten 1945 s. 225, hvor han „af grønlænderen øn- skede at gøre en god, dansk borger", helt ligestillet med øvrige danske bor- gere. Det var sikkert for radikalt for øvrige grønlændere, for på landsråds- mødet 1945 blev det ikke taget op. Der- imod ønskede man at bibeholde det under krigen fungerende fællesstyre i Grønland, og man ønskede en fast re- præsentation i Rigsdagens Grønlands- udvalg. Ingen af delene fik man dog, da det udvidede grønlandsudvalg forhand- lede de grønlandske ønsker i første halv- del af 1946, Dette fremkaldte til gen- gæld en storm af protester fra reform- tilhængerne, både danske og grønland- ske. I denne sammenhæng dukkede de første danske røster op om helt at sløjfe kolonibegrebet, og det ud fra en for- uroligelse over, at amerikanerne ikke 106 [2] / forbindelse mad grundlovsændringens 25 års dag udsender Det grønlandske Postvæsen ovenstående frimærke, tegnet af Johannes Rosing, gjorde mine til at forlade de grønland- ske baser, som de havde etableret efter 1941-overenskomsten med den danske Washington-ambassadør, Henrik Kauff- mann. Så vidt det kan spores, var den første danske politiker, der tog sagen op, den radikale landstingsmand Her- mod Lannung. Efter sin deltagelse i FN- samlingen i 1947 sagde han til aviserne i december, at så snart forholdene beret- tigede til det, måtte man ikke vente med at give grønlænderne repræsentation i rigsdagen, så Grønland kunne blive en ligeberettiget del af Danmark. På Det Radikale Venstres landsmøde i juni 1948 var spørgsmålet så meget mere afklaret, som at det nu drejede sig om at få en løfteparagraf i den nye grund- lov, der var under udarbejdelse, så kunne lovgivningsmagten altid senere ophæve Grønlands kolonistatus. Stats- minister Hans Hedtoft tog også sagen op. På et pressemøde i juli, hvor han fortalte om de nye planer for Grønland, nævnte han, at spørgsmålet om at for- vandle Grønland fra koloni til et dansk amt også skulle undersøges. Det samme meddelte man i FN. „It is the intention of the Danish Government to inquire during 1948—49 into the question of establishing Greenland as a part of Den- mark and on equal footing with the rest 107 [3] of the kingdom", hed det i general- sekretærens resumé af den danske ind- beretning om Grønland dette år. Såfremt dette udtrykte en forventning om, at landsrådet også ville finde inte- greringen en god idé, blev man skuffet. Skønt landsrådet sagde ja til de øvrige planer om landets åbning og monopolets bortfald, så afviste det repræsentation i rigsdagen med den begrundelse, at tiden ikke var inde til, at den grønland- ske befolkning blev repræsenteret af et enkelt medlem i rigsdagen på grund af landets spredte bebyggelse (Landsråds- forhandlingerne 1948 s. 79). Det er ikke lykkedes at trænge om bag denne formulering, så det kunne afgøres, om det var en generel uvilje mod repræsen- tation, eller om spørgsmålet om l eller flere repræsentanter var et kardinal- punkt. Til gengæld var udtalelsen jo ikke en afvisning af, at repræsentation engang kunne komme på tale, og den tanke gik da også videre i den store grønlands- kommissions betænkning. I en foreløbig redegørelse til landsrådet i 1949 om kommissionens arbejde fremlagdes den af Det Radikale Venstre i juli 1948 udformede formel om en løfteparagraf i grundloven til senere udfyldning ved lov som kommissionens indstilling. Det accepterede landsrådet, og det gik i næ- sten uændret formulering videre til kom- missionens endelige betænkning (bind 2 s. 35 f.)- Den hidtidige udvikling i spørgsmålet havde altså været et dansk initiativ, der i afsvækket form havde fået accept fra grønlandsk side. Det næste udspil kom fra grønlandsk side i forbindelse med, at Augo Lynge blev valgt ind i landsrådet i 1951. Her holdt han en åbningstale, der kunne tolkes som et ønske om, at grønlandsk repræsentation i rigsdagen skulle gen- nemføres snarest. Den kunne også tolkes som, at det skulle ske engang i frem- tiden og således ikke indeholde mere end 1950-betænkningen, omtalt ovenfor. „Derfor må vi fastholde det ønske, at Grønland må i fremtiden have grønland- ske repræsentanter i den danske rigs- dag," sagde han (Landsrådsforhandlin- gerne 1951 s. 9). Der er også det pro- blem i tolkningen af dette indlæg, at det ikke klart fremgår, om det er holdt på egne vegne eller på landsrådets vegne. I lyset af, hvordan Augo Lynge senere udlagde talen, har nærværende forfatter standset ved at tolke talen som en be- vidst prøveballon, der senere kunne gi- ves den status og det indhold, der var behov for. Fundamentet var lagt, byg- ningen kunne rejses. I vinteren 1952 deltog Augo Lynge og Fr. Lynge som grønlandske tilfor- ordnede i nogle i denne sammenhæng vigtige møder i Rigsdagens Grønlands- udvalg. De bragte her selv spørgsmålet om Grønlands statsretlige stilling på bane og ville vide, hvor langt man i Danmark var kommet med det spørgs- mål. Via Hans Hedtoft, der også var medlem af den siddende forfatnings- kommission, blev det hurtigt afklaret, at det var man ingen vegne kommet med, men helt personligt mente Hedtoft, at det ville være af stor værdi overfor omverdenen, at grønlandske repræsen- tanter deltog i det parlamentariske ar- bejde på fuldstændig lige fod med de 108 [4] øvrige rigsdagsmedlemmer. På dette sted tog Augo Lynge ordet og udlagde sin 1951-tale som en landsrådshandling, men fortsatte som sin personlige mening, at man ikke kunne nøjes med repræsen- tation i grønlandsudvalget, men burde have fuld indlemmelse i Danmark (Mø- dereferater 20. og 21. febr. 1952, Rigs- dagens Grønlandsudvalgs arkiv). Dette udlagde grønlandsudvalget i sin frem- sendelse af spørgsmålet til forfatnings- kommissionen som landsrådets alminde- lige ønske orn i den nye grundlov at op- hæve Grønlands kolonistatus. Danske politikere greb således tilbuddet med begge hænder. Landsrådet tilsluttede sig enstemmigt i 1952, og med vedtagelsen af den nye grundlov i Danmark i 1953 havde et dansk-grønlandsk samarbejde, hvor danskerne havde taget initiativet i første omgang og Augo Lynge i næste part, ført til det ønskede resultat. Mens således spørgsmålet om, hvem der tog initiativerne, kan siges at være løst med den ovenstående udredning, står tilbage at forklare, hvorfor lands- rådet sagde nej i 1948, og hvorfor det sagde ja i 1952. Mere udtømmende kan det kun besvares ved at trænge dybere ind i det grønlandske (og grønlandsk- sprogede) materiale, end der ved denne lejlighed har været evner og tid til. Det er dog ikke usædvanligt i øvrig koloni- historie at finde indfødte eliter, der ser udvejen til at forbedre deres lands- mænds situation i en assimilering med moderlandet. Her skal blot nævnes „Jeune Algeriens" og Ferhat Abbas i Algier. Forbedringen af grønlændernes leve- standard blev ikke glemt som et mål for integreringen i de grundlovstaler, grøn- landske politikere holdt i 1953. Og man vidste i Grønland, at Danmark gerne så kolonistatus'en ophævet. Som Uvdlo- rianguaq Kristiansen formulerede det i 1948 (Grønlandsposten 1. marts) : „Vi kan ikke hjælpe vort land til fremskridt uden samarbejde med de danske." 109 [5]