[1] Nogle tanker om bjergturisme i Grønland Kunne man uddanne unge grønlændere til bjergførere? af Chåpp Schindler, oversat af Keld Hansen Hvert år rejser stadigt flere bjergbesti- gere til de herlige bjergtoppe i Øst- og Vestgrønland. Siden 1966 har jeg selv været fem gange i Grønland, og hver gang har jeg ønsket, at jeg kunne blive og opleve alle årstiderne i dette skønne land. Som det vil være alle bekendt, er der stor arbejdsløshed blandt unge grønlæn- dere. Og om sommeren rejser så til gen- gæld mange mere eller mindre gode udenlandske turistførere omkring i Grønland og udfører mere eller mindre godt arbejde. Der findes stadig turist, førere, som forsøger at engagere grøn- lændere til at gøre sig alle mulige tjene- ster for en meget ringe betaling, for at de selv kan tjene mest muligt i ferien. Dfitte har jeg gentagne gange måttet konstatere, og jeg har naturligvis også selv flere gange måttet bede den lokale befolkning om hjælp. Men i retfærdig- hedens navn bør det dog også nævnes, at der blandt grønlændere findes nogle sorte ravne, der, når det overhovedet er muligt, forsøger at snyde turisterne. Bjergfører-faget har været kendt i Schweiz siden 1895. Det bliver over- vejende udført som bierhverv, fordi det oftest er sæsonbestemt, — sommer- og vinterturisme. Og bjergførerne bliver engageret af turister for en eller flere dage, ja undertiden for hele ferier. Ønsker man at blive bjergfører, star- ter man som aspirant i en alder af 19 år. Ifølge et særligt reglement kræver dette en speciel tilladelse, og er aspiranten op- taget, forberedes og uddannes han i to år ved årlige kurser på 2—3 uger i føl- gende fag: Turskiløb, klatren i fjeld og is, rute- valg, teltrejsning og bivuak-bygning, førstehjælp, kort, kompas, højdemåling, reb-håndtering i fjeld og is, rednings- teknik og sprog. Kurset afsluttes med en praktisk og en teoretisk prøve. Mellem de enkelte kurser må aspi- ranten forberede sig til det egentlige bjergførerkursus, som han først kan på- begynde, når han er fyldt 21 år. På bjergførerkurset undervises i føl- gende fag: Botanik, zoologi, geologi, meteorologi, retslære, alpin historie og sprog. I løbet af 6 uger foretages lange ture på ski og til fods, hvor aspiranten trænes til turfører og til at kunne klare 118 [2] Dansk Bjergklubs Østgrønlandsekspedition 1968. Førstebestigning af et 2000 m højt bjerg i den nordlige del af Schweizerland. Bjerget blev opkaldt efter Johannes V. Jensens hustru „Else". Fot.: John Andersen sig i enhver tænkelig situation. Også dette kursus afsluttes med en teoretisk og en praktisk prøve, og består aspiran- ten disse, bliver han udnævnt til stats- anerkendt bjergfører. I kraft af sin ud- dannelse er en del af bjergførerens ar- bejde at værne om plante- og dyrelivet i fjeldet. Han er det vagtsomme øje der ude i naturen. I begyndelsen af 1960'erne blev sherpaer fra Nepal uddannet til bjerg- førere, og i årenes løb er der kommet folk fra næsten alle bjergegne i verden, — fra Japan, New Zealand, Argentina, Chile og Peru, men endnu ingen fra Grønland. Alle unge bjergførere har rigeligt at lave, og turiststrømmen fra Europa og de oversøiske lande stiger jo støt. At Grønland med sin storslåede natur har meget at tilbyde, det ved bjergbesti- gere fra mange års erfaringer. I Schweiz har jeg faktisk selv i flere år fungeret som en slags rejsebureau. 119 [3]