[1] ANGALATITSEQATIGIIFFIK af Stig Lage rejser Turisme — hvorfor? Verdens største ø, den kæmpemæssige indlandsis, enorme landområder med ødemark, alpine fjelde, højsletter, stor- slåede canyons, levende og døde bræer, dybe fjorde, både dybt inde i landet og dybt ned til bunden, fjeldsøer og elve, der vrimler med ørreder, krystalklart vand og luft, isbjerge i alle størrelser og former. Skal det blive et nyt Mallorca? Denne verdens største ø er samtidig et af verdens tyndest befolkede lande. De enorme landområder ligger hen som naturressourcer for befolkningen, der har samlet sig i byer, som - bortset fra Nuuk, hovedstaden — rummer mellem 2 og 3 tusinde sjæle. Hvor mange turi- ster må der komme, før menneskene i en sådan by mister lysten til at tale om gæster? Det var overvejelser af denne art, der i midten af 70'erne fik grønlandske kredse til at gå i gang med at undersøge, hvad turisme egentlig er for noget, hvad turisme egentlig indebærer for et stort land med en lille befolkning. Eskimoisk/ grønlandsk gæstfrihed er legendarisk, men hvor meget kan den bære, hvor er grænsen? Erfaringerne fra Mallorca og andre masse-turistmål var foruroligende. Var der risiko for, at det kunne gå ligeså med Grønland? Der kom turister alle- rede i 50'erne og 60'erne, ja for så vidt i hele dette århundrede, men i så lille antal, at de naturligt kunne gå ind under kategorien gæster. I 60'erne og i begyn- delsen af 70'erne var det klart, at turis- men ville udvikle sig. Hvordan skulle den udvikle sig? Vi ser altså det paradoksale, at en væ- sentlig motivation for etablering af det grønlandske rejsebureau INUK-rejser og de grønlandske turistorganisationer er en bekymring over for turismen. Para- doksalt, fordi løsninger jo har været at etablere organisationer og et firma, hvis klare mål er at fremme turismen. Men der er en klar tanke i dette, som ikke er paradoksal: Grønland er et åbent land, enhver udefra kan stort set gøre, hvad han vil, lave et hvilket som helst arran- gement, som er teknisk muligt, og som han kan betale. Den eneste mulighed for at styre udviklingen er, at turistmålets befolkning selv beslaglægger den kapa- citet, som står til rådighed for turist- arrangementer. 120 [2] Grønland bliver aldrig et rejsemål som Mallorca. Fot,: Stig Lage. De turistorganisationer, som nu er i gang, det drejer sig om turistforeninger i Qaqortoq/Julianehåb, Narssaq og Ilu- lissat/Jakobshavn, er gået i gang med arbejdet med en virkelig positiv interesse for at gøre noget godt for de menne- sker, der vil komme på besøg. Der sidder i disse byer — og i andre byer, hvor man endnu ikke har lavet nogen egentlig orga- nisation, men har et kommunalt turistud- valg, som overvejer mulighederne — små grupper af mennesker, som gennemgår deres område, deres by, deres bygder, de- res natur, og som tænker over, hvad der egentlig er væsentligt set fra en gæsts synspunkt, og udarbejder konkrete for- slag til, hvorledes en gæst kan opleve disse muligheder. Dette er et væsentligt grundarbejde, som nu foregår. Hvorledes det skal ende, ved vi endnu ikke. Men vi kan se på de oplæg, der er kommet fra de lokale folk, at noget me- get spændende for den internationale turistverden er under opsejling. Det grønlandske folk Naturen er fantastisk. Kun få steder i verden er det muligt at opleve noget lignende. „Verdens tag", Tibet, Åndes- bjergene. Men de isfyldte fjorde og de kælvende bræer findes kun i Grønland. Hvilket folk er det, der lever her? Hvorledes er disse mennesker blevet formet af den utrolige natur, de er om- givet af, den natur som har været deres eksistensgrundlag i årtusinder? Grønland bliver aldrig et rejsemål som Mallorca, hvor formålet for gæsten 121 [3] er den totale afslapning, afstressning, afreagering fra hverdagens trummerum og stress. Grønland vil altid have størst tiltrækningskraft på mennesker, som har indset, at rekreation også er at opleve andre væsentlige kvaliteter, at blive in- spireret af andre menneskers livsform. Den grønlandske kultur er en brat og markant overraskelse for de fleste euro- pæere. Vi er mange, der har oplevet lidt prikken bag øjenlågene, når en aften, som blot var et mere eller mindre tilfæl- digt sammenrend af mennesker, udvikler sig til en sangfest, en strålende musikalsk og selskabelig oplevelse. En gruppe men- nesker, som spontant udfører den mest betagende to- tre- firstemmige sang- kunst. Det kan være mennesker, der aldrig har sunget sammen før, det har ikke noget med sagen at gøre. Sang er en udtryksform, som bruges, når der er grund til det, og det er der ofte. Det er ikke en oplevelse, der er forbeholdt medlemmer af en sangklub, det er en oplevelse, som enhver gæst, der møder med en åben og velvillig indstilling til sine værtsfolk, vil kunne blive udsat for. Sangen har dybe traditioner i det eski- moiske samfund. I gamle dage var den en del af retssystemet, hvor tromme — dans — sang — dueller var midlet/rets- prodeduren, og hvor tilskuerne var næv- ningetinget (det hører med til erkendel- sen af, hvor fremmedartet denne kultur er for europæere, at dommen blev ud- ført af den dømte selv). Selskabelighed og leg er stadig noget karakteristisk for levestilen i Grønland. Der er altid tid til at gøre noget for sjov. Den grønlandske kultur, den grøn- landske hverdag, omgangsformerne og sprogets udtryk er væsentligt mere lige ud af landevejen, end vi er vant til i Europa. Aktiv turisme Det er naturen, der er det største aktiv for en grønlandsk turisme. Og samtidig er naturen også for dem, for hvem fol- ket og kulturen er det væsentligste, det helt fundamentale. Dette folk, dette sam- fund kan kun forstås og fattes, hvis na- turen i al dens storslåede majestæt vir- keligt opleves. Et andet forhold, som begrunder, at naturen er udgangspunkt for overvejel- ser om turisme, er, at en turisme, der baseres på naturoplevelsen, kan iværk- sættes uden store investeringer. Der er bygget hoteller i Grønland. De første var først og fremmest baseret på det lokale behov, det behov, som samfundsudviklingen, tjenesterejser osv. medførte. En hærskare af teknikere og administratorer har gennemrejst Grøn- land de sidste 20 år. De skulle have et sted at være, mens de var på stedet. Men der er også bygget turisthoteller, Arctic Hotel i Narsarsuaq og Hotel Hvide Falk i Ilulissat/Jakobshavn i Diskobug- ten. Initiativtagerne har måttet sande, at det er en vanskelig sag at gøre tradi- tionel hotelturisme til en fornuftig øko- nomisk foranstaltning i et land som Grønland, hvor den attraktive turist- sæson er på nogle få måneder om som- meren og endnu kortere tid i forårs- månederne. Den aktive turisme, hvor indkvar- terings-faciliteternes kvalitet ikke er det altafgørende, hvor det er naturen, van- dring, sejlads, for de mere avancerede 122 [4] Fåreholdere i Sydgrønland har satset på vandreturismen som et supplerende erhverv. Fot.: Hans Berg, 1969. også bjergbestigning og kajakture, er meget klart eri form for turisme, der har mulighed for at udvikle sig til noget meget mere endnu, til gavn for både arrangørerne i Grønland og dermed også — det kan ikke nytte noget at skjule, at turisme også er et erhverv — for det grønlandske samfund, som i mange pe- rioder har brug for supplerende både indtægts- og beskæftigelsesmuligheder. Det er i første omgang områderne omkring de store lufthavne, der er egnede til denne form for turisme. I Sydgrønland er vandreturismen allerede blevet en stor sag. I begyndelsen af 70'erne etablerede en række danske vandre- og fjeldsportsorganisationer „Udvalget for vandreturisme i Grøn- land", som gik i gang med at udvikle de nødvendige forudsætninger i Sydgrøn- land. Udvalget satsede på opbygning af hytter og havde i starten forskellige planer om, hvorledes dette skulle foregå. Det viste sig hurtigt, at Savaatillit Peqa- tigiit Suleqatigiissut (De samvirkende Fåreholderforeninger) var positive og overtog føringen i arbejdet. Hvor man havde talt om at bygge hytter, overtog de enkelte fåreholdere ideen. De byg- gede selv hytterne af „de forhånden- værende søm". De gjorde noget ud af vandreturismen, idet de med baggrund i deres traditionelle sympatiske indstil- ling overfor gæster satsede på vandre- turismen som et supplerende erhverv. Vandreturisme-sæsonen er nemlig sam- 123 [5] Dansk Bjergklubs Østgrønlandsekspedition 1968. I baggrunden til højre ses en pyramideformet bjergtop „Ingolf Fjeld", et af de smukkeste og mest eftertragtede bjergbestigningsmål i hele Grønland, John Andersen. tidig en rolig og stilfærdig tid for fåre- holderne. Der er tid og kræfter til overs til at beskæftige sig med fremmede fugle som kommer vandrende. I dag er van- dreturismen sat nogenlunde i system, og der er skabt et grundlag for en udvikling udover de allernærmeste områder om- kring Narsarsuaq. De samvirkende Få- reholderforeninger er gået aktivt ind i arbejdet, og da samtidig i 70'erne turist- foreningerne i Qaqortoq og Narssaq er gået i gang med opgaven at lave fornuf- tige arrangementer til byerne, er der optræk til et konstruktivt samarbejde mellem alle interesserede parter i Syd- grønland. I dette udviklingsforløb har Peqatigiit Kalaallit/Grønlænderforeningen i Kø- benhavn spillet en ikke uvæsentlig rolle som den grønlandske organisation, der på grundlag af sine egne erfaringer med organisering af medlemsrejser var i stand til at pege på muligheden for ved hjælp af et rejsebureau at organisere turismen i Grønland, som et sammen- hængende erhverv, sammenhængende fra produktion til markedsføring og salg. En erhvervsorganisation bestående af et produktionsled i de lokale turist- foreninger i Grønland og et salgsled i et rejsebureau i Danmark. I dag er vi så langt fremme i denne udvikling, at vi kan se en sammenhæn- gende struktur, hvor fåreholdere, byg- der og byernes interesser koordineres i et samarbejde, der gør turismen til et 124 [6] supplerende erhverv til glæde for både værtsfolkene og turisterne, og som und- går de negative virkninger, vi har set tegne sig i visse ulandes satsen på tu- risme. En ny epoke i den aktive turismes hi- storie skrives i år i Kangerlussuaq/Søn- dre Strømfjord — Sisimiut/Holsteins- borg-området, hvor INUK-rejser efter nogle års eksperimenter med små van- dregrupper starter organiseret vandre- turisme, som er rent grønlandsk organi- seret. I 1976 deltog et par unge grøn- lændere i en stor ekspedition organiseret af den dansk/grønlandske venskabsorga- nisation „Qatangut-gruppen". De var stærkt tilskyndet af Peqatigiit Kalaallit, som på det tidspunkt arbejdede med tan- ken om et grønlandsk rejsebureau. Disse unge mennesker blev vældigt engagerede i den tanke, at sådanne arrangementer kunne kombinere unge grønlænderes trang til at opleve deres eget lands natur og behovet for at udvikle turisme som et grønlandsk erhverv. I 1977 deltog de samme mennesker plus enkelte andre som turledere for nogle arrangementer i det samme område, organiseret af INUK-rejser. I 1978 starter 12-13 unge grønlændere i slutningen af juni på et bjergførerkursus i Kangerlussuaq/Søn- dre Strømfjord, hvor de gennemgår den nødvendige basale viden m. h. t. første- hjælp, fjeldredning, bræ-kapringsteknik, ruteledelsesteknik, hvorefter de umiddel- bart efter går ud i ødemarken som an- svarlige turledere for europæiske fjeld- vandrere. Ud af denne gruppe — som fortrinsvis består af uddannelsessøgende unge grøn- lændere, der på denne måde får en pragtfuld udnyttelse af deres sommer- ferie — håber vi med tiden at få de før- ste professionelle grønlandske bjerg- førere. En enkelt, Fartato Olsen fra Sisimiut/Holsteinsborg, har gjort sig særlig bemærket som talentfuld klatrer og bræ-betvinger. Han vil i foråret gen- nemgå en intensiv træning i Norge og Schweiz og vil i sommeren 1978 stå som instruktør for sine grønlandske kamme- rater m. h. t. de tekniske færdigheder, som er nødvendige, når de som ansvar- lige turledere skal tage ansvaret for europæiske turister. En anden, Hans Kristian Olsen, ligeledes fra Sisimiut/ Holsteinsborg, gjorde sig sidste år særlig bemærket som det organisatoriske talent. Han vil i 1978 have ansvaret for orga- niseringen af de praktiske arrangemen- ter i forbindelse med denne aktive tu- risme omkring Kangerlussuaq og fra Kangerlussuaq ud til Sisimiut/Holsteins- borg. Han er den, der erhverver sig en „know-how" om, hvorledes dette er- hverv skal iscenesættes, når det skal være grønlandsk. Vandreturismen i Sydgrønland har hidtil været organiseret ved hjælp af danske turledere, unge danskere, mere eller mindre f jeldvante, som har påtaget sig opgaven mod gratis rejse og et min- dre honorar. Vi har også diskuteret, hvorledes vi fik disse opgaver ført over på grønlandske hænder. Det rent grøn- landske arbejde, som nu er i gang om- kring Kangerlussuaq, giver os løsningen. Det karakteristiske ved arbejdet om- kring Kangerlussuaq er, at det fra star- ten har været grønlandsk i alle led. Med etableringen i sommeren 1978 af et 125 [7] grønlandsk kursus, hvor instruktørerne både m. h. t. den faglige teknik og m. h. t. den praktiske organisation er grønlændere, er grundlaget skabt for at lancere denne form for beskæftigelse som et attraktivt supplerende erhverv for grønlændere. Bjergbestigere og fjeld- vandrere, som har besøgt f. eks. Nepal, vil vide, at det ikke blot er en fordel for den lokale befolkning, at man er direkte engageret i arrangementerne. Det er samtidig en berigelse af arrangementet også for gæsterne, at den lokale befolk- ning, som har et personligt forhold til den natur, det drejer sig om, er de an- svarlige. Jamen, jeg er ikke fjeldvandrer, jeg er en almindelig dansker, der har lyst til at opleve Grønland Som det fremgår er det ikke blot saglige og økonomiske argumenter, der får mig til at tale så varmt om den aktive tu- risme. Der er også gode muligheder for folk, der gerne vil opleve Grønland, men som ikke tør kaste sig ud i større strabadser. Turisthotellerne i Narsar- suaq, Arctic Hotel og Ilulissat/Jakobs- havn i Diskobugten, Hvide Falk og hotel Jakobshavn, er gode komfortable ud- gangspunkter for en turisme, hvis for- mål er en kombination af ferie, rekrea- tion og aktiv turisme. Arctic Hotel har udviklet en håndfuld meget dejlige ud- flugter beregnet for folk, som foretræk- ker et moderne hotels komfortable faci- liteter, men som alligevel vil ud. Hotel- let er forsynet med 3 moderne passager- motorbådej som bringer gæsterne rundt til bygder, fåreholdersteder og natur- seværdigheder i distriktet. Hotellerne i Jakobshavn er indrettet på samme måde, og der er udsigt til, at Diskobugten i lø- bet af 1978 vil erhverve sig et udflugts- fartøj, som vil gøre denne region til et virkeligt attraktivt rejsemål. Narsarsuaq området og i det hele ta- get Sydgrønland er bedst udviklet som rejsemål. Det er i dag muligt for hotel- turister at opleve lidt af verdens største ø, lidt af skandinavernes fortid i Nord- boernes Østerbygd, lidt af det moderne grønlandske bondelandskab, lidt af æld- gammel moderne grønlandsk gæstfrihed, — til en overkommelig pris. Helt kon- tant: fra kr. 2.130,- og opefter. Grønland er med turismens udvikling blevet en del af vor verden. 126 [8]