[1] Grønlandsk-canadiske forhold af Trevor Lloyd Oversat af Jane Christensen, Arktisk Institut At de canadiske bånd til Grønland går langt tilbage i tiden, blev jeg mindet om, da jeg som leder af et lillebitte konsulat boede i Grønland under anden verdens- krig. Jeg havde afsendt en radiomedde- lelse til Ottawa, som det var min pligt, at der inden for min consulære juris- diktion var født en ny canadier. Det drejede sig om et drengebarn, født i Narssarssuaq, som ligger kun et stenkast fra Erik den Rødes tidligere hjem, Brattahlid. Et svartelegram i kode, som jeg som sædvanlig havde meget svært ved at tyde, begyndte med ordene: „Gra- tulerer med gensvaret på Snorri." Helt forvirret forelagde jeg problemet for en af de lokale beboere, der havde ry for at være lærd. Hans kommentar var: „I har en historiker med humoristisk sans blandt de ansatte i jeres udenrigs- ministerium. Deres søn er den første canadier født i Grønland. Snorri var den første grønlænder, der fødtes i Canada ... for tusinde år siden. Han var søn af Thorfinn Karlsefni." Hvis der var tid til det, kunne vi for- følge og klarlægge andre og endog tid- ligere bånd imellem Canada og Grøn- land. Her må vi dog ikke undlade at Trevor Lloyd er født i England 1906, og efter sin universitetsuddannelse blev han først Dr. phil. i geografi ved Clark University i Massachusetts i USA og senere Dr. of Science ved Bristol Uni- versity i England. 1942-58 var han professor ved Dartmouth Col- lege, Hanover, N. H., USA og 1958-77 ved McGill University i Montreal i Canada. Fra oktober 1944 til oktober 1945 var Trevor Lloyd canadisk konsul i Godthåb i Grønland. Han var en årrække Governor i „Arctic Institute of North America" og er nu Director ved „Asso- ciation of Canadian Universities for Northern Studies" i Ottawa. 133 [2] nævne den opfattelse, som nogen har, at Davisstrædet, Baffinbugten og Nares- strædet udgør et brud i jordens over- flade, der hele tiden udvider sig, og som nu adskiller ensartede geologiske forma- tioner i de to lande; noget der forøvrigt heller ikke har undgået mine- og oliesel- skabernes opmærksomhed. Det dyb, der adskiller de to lande, er fyldt op af salt- vand og is, hvilket også har fælles inter- esse; thi storisen og de mange hundrede isfjelde, som flyder nordover langs Grønlands vestkyst, drejer senere mod vest og derefter mod syd for at plage befolkningerne på kysterne af Baffin Island, Labrador og endog Newfound- land Vore to lande er yderligere forenet i håbet om at drage fordel af minera- lerne i havet, som nu er blevet omhyg- gelig delt imellem os efter det gamle engelske princip om, at „gode hegn ska- ber gode naboer". Den europæiske genopdagelse af dette grønlandsk/canadiske område kort tid efter de sidste nordboers forsvinden, har vi også tilfælles; begge landes historie- bøger hædrer mænd som Martin Fro- bisher, John Davis, William Baffin, Jens Munk og mange andre. Men det stærkeste af alle bånd findes imellem de indfødte folk i Grønland og Nord- canada, som stadig oftere benævnes „Inuit". Disse folk er efterkommere af forfædre, der foretog den lange rejse østpå gennem Nordamerika. Den sidste vandring til Grønland fandt sted fra den nordlige del af Baffin Island for om- kring kun 120 år siden, den første van- dring fandt sted omkring 4.000 år tidligere. På trods af denne langvarige og på en måde nære forbindelse har der været en tendens i de to lande til at vende hin- anden ryggen igennem de fleste af de sidste 200 år. Bortset fra en begrænset kontakt i denne periode med europæiske opdagelsesrejsende samt hval- og sæl- fangere har Grønland været isoleret fra Nordamerika fra omkring 1750. Det skyldtes, som vi ved, en bevidst dansk politik, der havde til hensigt at holde landet lukket, og som var i kraft indtil for omkring 25 år siden. I den „luk- kede" periode var der dog af og til kon- takter mellem Canada og Grønland. Jeg vil omtale nogle af dem, der skulle blive af vigtighed imellem 1920 og 1950. Canadiere — og også andre — er op- mærksomme på det velfortjente gode ry, som Det canadiske Forbundspoliti (The Royal Canadian Mounted Police) har fået for deres lange slædepatruljer i det yderste nord. Meget er skrevet om de spredte og isolerede yderposter beman- det med et par politibetjente, hvis eneste menneskelige kontakt var det årlige for- syningsskib. På denne måde opretholdt man „lov og orden" overalt på de fjernt- liggende arktiske øer. Det hele begyndte med en misforståelse mellem Canada og Grønland, som jeg tror stadig forbløffer og forvirrer danske historikere. Nu, mere end 50 år senere, kan der gøres noget for at opklare misforståelsen og klarlægge fortiden. I 1919 beskæftigede en statslig kom- mission (Royal Commission) i Ottawa sig med fredning af moskusokserne i Nordcanada og med muligheden for at gøre dem til husdyr i disse områder.1 Kommissionen skulle også undersøge, om det var praktisk muligt at indføre 134 [3] rensdyr i Arktis som et supplement til den ernæring, eskimoerne opnåede ved jagt. Begge ideer kom for en stor del fra den altid opfindsomme Vilhjalmur Stefansson, der netop var vendt hjem fra en ekspedition, han havde ledet til det nordvestlige Canada.2 Kommissionen, og embedsmænd i In- denrigsministeriet, var bekymrede over moskusoksens mulige forsvinden fra Ellesmere Island, hvor dyrene var blevet nedslagtet skånselsløst af den række polarekspeditioner, der kulminerede med Pearys rejse til Nordpolen i 1909. Disse ekspeditioner havde beskæftiget snesevis af polareskimoer fra Nordvestgrønland, og da nu grønlænderne var forladt af deres arbejdsgivere, og da vildtet nær deres hjem var sparsomt, havde de ikke anden mulighed end at foretage den lange og farefulde rejse til Ellesmere Island i deres søgen efter kød og skind. Canadiske embedsmænd, der ikke havde førstehåndskendskab til de lokale tilstande, sendte en protest imod grøn- lændernes drab af canadiske moskus- okser — tilsyneladende tilskyndet af Ste- fansson3 — gennem de dengang snoede diplomatiske kanaler: fra Indenrigs- ministeriet til Udenrigsministeriet, til Generalguvernøren, til Kolonideparte- mentet i London, til Udenrigsministeriet på den anden side af gaden, og så til den engelske Ambassade i København for viderebringelse til den endelige modta- ger: det danske Udenrigsministerium. Det danske Udenrigsministerium videre- sendte sagen til Styrelsen af kolonierne i Grønland, der også lå i København, og som forklarede, at de eskimoer, der var tale om, boede nord for den del af Grønland, for hvilken Danmark havde påtaget sig ansvaret, og sendte meddelel- sen videre til Knud Rasmussen, som sam- men med en anden ung dansker, Peter Freuchen, drev en handelsstation ved Thule på 76° 50' nordlig bredde. Knud Rasmussen sendte et svar, der i dag, næsten 60 år senere, kan tjene som model for sund fornuft og godt nabo- skab — et svar fuldt af visdom og kend- skab til de indfødte eskimoers problemer og også med en anerkendelse af behovet for at bevare dyrelivet.4 Da en oversæt- telse af brevet langt om længe nåede frem til Indenrigsministeriet i Ottawa, syntes det på grund af fejllæsning af visse sætninger at bekræfte embedsmæn- denes værste anelser om, at Danmark planlagde en invasion af Ellesmere Is- land, moskusoksens hjem. Premiermini- sterens juridiske rådgiver, Lorne Chri- stie, tog sagen meget alvorligt og rådede til øjeblikkelig handling. Et kort uddrag af hans lange analyse af situationen i 1921 angiver tendensen i, hvad der, i hvert fald for Canada, blev noget af en skandalesag: „Der er nu opstået et endnu mere påtrængende behov for at tage kon- krete skridt til at befæste Canadas overhøjhed på de nordlige arktiske øer; thi man har modtaget meddelelse om, at den danske regering, i stedet for som tidligere meddelt kun at over- veje en ekspedition næste år med hen- blik på at slå sig ned på Ellesmere Is- land, faktisk allerede har afsendt denne ekspedition. Det står nu klart, at ekspeditionen nåede frem til skue- pladsen i sommeren 1920 ... På bag- grund af oplysningerne om dette dan- 135 [4] ske forehavende er det åbenbart, at det vigtigste øjeblikkelige mål for en canadisk aktion nu er Ellesmere Is- land."« Man forstod ikke i Ottawa, som den- gang var ringe udstyret med internatio- nale jurister og geografer, at da Dan- marks adkomst til den del af Grønland, hvor thuleeskimoerne boede, ikke var almindeligt anerkendt, var det næppe et godt udgangspunkt for et overgreb mod canadisk territorium.6 Hvis embedsmæn- dene i Ottawa havde kendt Knud Ras- mussen, ville de have indset, at det var usandsynligt, at han skulle optræde som talsmand for en dansk imperialisme. Det endelige resultat blev imidlertid udsendelsen af afdelinger fra Royal Ca- nadian Mounted Police (R.C.M.P.) til Craig Habour og senere til Bache Peninsula, som begge ligger på Elles- mere Island over for den grønlandske kyst ... for at beskytte moskusokserne og opretholde Canadas suverænitet. Ef- tersom det viste sig, at eskimoerne på Baffin Island ikke var interesseret i at „gøre tjeneste" på så fjerntliggende ste- der, vendte R.C.M.P. sig klogeligt til Thule på den anden side af vandet for at hente hjælp. I de næste 20 år blev de lange og prisværdige politipatruljer, der skulle sikre canadisk suverænitet over de arktiske øer, udført med bistand af grøn- lændere som slædekuske og fangere. Med tiden skulle det vise sig, at R.C.M.P.s tilstedeværelse var af vigtig- hed, ikke som afskrækkende middel imod invaderende danskere, men som en tilkendegivelse af vedblivende cana- disk tilstedeværelse, da De Forenede Stater senere tøvede med at anerkende Canadas adkomst til hele det arktiske område. Selvom resultatet af det formodede danske angreb på canadisk ejendomsret til Ellesmere Island således tilsidst førte til en forbedring af forholdet imellem de to lande, kom der endnu en periode med misforståelser, hvori Knud Rasmus- sen påny blev involveret. Knud Rasmussen blev født i 1879 i Jakobshavn i Diskobugten i Vestgrøn- land. Hans far var dansk præst og hans mor af delvis eskimoisk oprindelse. Som barn talte han grønlandsk og levede som andre grønlændere. Han var kendt med deres sagn og sange og var en habil fanger, dygtig både med hundeslæde og med kajak. Efter endt skolegang i Dan- mark og nogle år på Københavns Uni- versitet greb han den første lejlighed til at vende tilbage til Grønland med en ekspedition til Thuleområdet i 1903-04. Da Peary nogle år senere for stedse for- lod Grønland, etablerede Knud Rasmus- sen som før nævnt en handelsstation ved Thule. Men Peter Freuchen og Knud Rasmussen var ikke almindelige handels- folk. Deres hensigt var at forsyne de stedlige eskimoer med de vigtigste im- porterede varer og at bruge ethvert overskud fra denne handel til at støtte den videnskabelige arktiske forskning. Blandt Knud Rasmussens første eks- peditionsplaner - de er beskrevet i „The Geographical Journal of London" for året 19107 - var måske det mest ambi- tiøse forehavende, en eskimo forsker overhovedet kunne have udtænkt. På den tid herskede der mystik omkring eskimoernes oprindelse, og man mang- lede endog gode kort over deres hjem- 136 [5] Arnarulunguaq, fadt ca. 1895. Hun fulgte Knud Rasmussen bå hele 5. Thule-ekspedition, hvor dette billede blev taget. © Arktisk Institut. lande. Knud Rasmussen mente at kunne opspore deres vej til Grønland, fordi han var bekendt med deres levevis; men han ville foretage rejsen den modsatte vej. Han håbede, han på denne måde kunne løse problemerne omkring deres oprindelse og samtidig udforske dele af det nordlige Canada. Det var hans plan at begynde i Thule, køre tværs over til Canada, finde de eventuelle kulturelle bånd, der måtte være tilbage på det nordlige Baffin Island, og sluttelig ar- bejde sig vestpå. Han ønskede også at studere den særprægede gruppe eski- moer, der jagede rensdyr i indlandet vest for Hudson Bay. Planen fra 1910 blev gennemført, men først med 10 års forsinkelse på grund af utilstrækkelige midler og første verdenskrigs udbrud. Men Knud Rasmussen var ikke uvirk- som i denne ventetid. Han gennemførte tre betydningsfulde rejser i Nordgrøn- land — Thuleekspeditionerne — og skrev uforglemmelige bøger herom. I 1920 var Knud Rasmussen igen rede til at begynde den lange rejse gennem det arktiske Amerika. Men moskusokse- episodens efterspil var nær ved at for- hindre det. Da Indenrigsministeriet i Ot- tawa erfarede hans planer, blev de end- nu mere overbevist om, at Danmark havde kig på det nordlige Canada, og at Knud Rasmussen var Danmarks ud- valgte instrument. Det britiske Uden- rigsministerium, Kolonidepartementet, Hudson's Bay Company's direktør i London, The Royal Geographical So- ciety og endelig den danske regering måtte træde til i fællesskab for at over- tale de canadiske embedsmænd til at lade Knud Rasmussen prøve at gennemføre den længe planlagte ekspedition. At for- sinkelserne forårsaget af Ottawa syntes urimelige, selv når de blev betragtet fra London, ses tydeligt af notater fra Udenrigsministeriets arkiv. Et doku- ment dateret juni 1920 indeholder føl- gende kommentar: „Jeg tror ikke, at den canadiske re- gering vil give os flere problemer med denne ekspedition."8 Og den følgende dag: „Det lader til, at den canadiske rege- ring stadig er temmelig bekymret over denne ekspedition og det uden nogen rimelig årsag, thi den danske minister 137 [6] har kategorisk forsikret, at den intet politisk eller økonomisk sigte har."9 Alligevel blev R.C.M.P. instrueret om at holde nøje øje med ekspeditionen og øjeblikkelig rapportere alt mistænkeligt. Alle, der kendte Knud Rasmussen, var ganske enige om, at han var en mand, som man ikke kunne have noget imod, og det viste sig da også at være tilfældet i det nordlige Canada. En rap- port fra politiet ved Chesterfield Inlet er således typisk for den modtagelse, hans ekspedition fik af folk rundt om- kring i landet: „Af de mænd, der har besøgt Chester- field distriktet i de sidste seks år, er Rasmussen uden tvivl den, der er bedst kendt med arktiske forhold. Han er meget populær blandt de ind- fødte, og det skulle overraske mig meget, om han får problemer, for han forstår dem fuldt ud, kender deres skikke og overtro og er meget forsig- tig med ikke at fornærme eller gøre nar af dem, hvad der forklarer, tror jeg, at han kan få de bedste rejse- førere, hvor og hvornår han har behov for dem."10 Femte Thuleekspedition nåede frem til Canada med skib fra Godthåb i Grøn- land i september 1921, og man udvalgte sig en lille ø i den nordvestlige del af Hudson Bay som base. En midlertidig varde er blevet rejst nær hovedkvarteret på „Danish Island" i sommeren 1977, og man håber, at noget mere permanent kan blive rejst i tide til hundredårsdagen for Knud Rasmussens fødsel i 1979. Efter to års intens geografisk og etno- grafisk forskning ud fra basen nær Re- pulse Bay begyndte de fem danske med- lemmer af ekspeditionen deres hjem- rejse. Hver tog afsted i sin retning for at kunne studere så meget nyt land som muligt. Freuchen tog nordpå i det lange spor mod Thule fulgt af de fleste af de grønlandske medlemmer. Andre ekspe- ditionsmedlemmer tog sydpå mod Chur- chill eller østpå til Pond Inlet. Knud Rasmussen selv fortsatte vestpå sammen med de to tilbageblevne grønlændere og nåede tilsidst sit mål, da han fik kontakt med Sibiriens eskimoer. Canada nød godt af ekspeditionen på mange områder. Bl. a. fik man et uvur- derligt vidnesbyrd i Femte Thuleekspe- ditions rapporter11 om eskimoerne den- gang — for et halvt århundrede siden — om deres folklore, sprog og materielle kultur. Af rapporterne fremgik også, hvor farlige forhold de levede under. Administratorerne i Ottawa, der for første gang prøvede at planlægge en effektiv administration for de indfødte, søgte råd hos Knud Rasmussen. Han igen rådførte sig med andre medlemmer af Femte Thuleekspedition. Hans for- slag, der blev formelt forelagt på en række møder med repræsentanter fra den canadiske regering, blev grundlaget for en helt ny opfattelse af de forhold, der burde eksistere imellem regering, til- flyttere til Arktis og den indfødte be- folkning, hvis hjemland det var. Det blev besluttet, at den tid måtte være omme, da enhver uden videre kunne slå sig ned som handlende. Ved kongelig forordning af 1926 fik alle de arktiske øer og en stor del af fastlandet status som „Arctic Islands Preserve"12 for at sikre den indfødte befolkning et område, hvor de kunne leve og jage i størst mulig 138 [7] Danish Island - Danske-øen den 23.9.1921. 5. Thule-ekspedition sejlede med Søkongen, som ses på billedet, fra Godthåb til denne ø i Hudson Bay, hvor ekspeditionshnset „Blæsebælgen" ses under opførelse. © Arktisk Institut. fred. Nogle år senere, da Norge for- søgsvis gjorde krav på at få del i udvin- dingen af mineraler på de øer, som Otto Sverdrup havde opdaget i perioden 1898 —1902, var Canadas afgørende indven- ding, at den hvide mand og hans aktivi- teter var udelukket fra dette område, fordi det var forbeholdt den indfødte befolkning.13 Direktøren for den arktiske admini- stration i Indenrigsministeriet — O. S. Finnie, som har indlagt sig stor fortje- neste igennem sit arbejde for eskimo- erne - skrev til Knud Rasmussen i 1928 og takkede ham for al den hjælp, der i årenes løb var ydet. Det hed her bl. a.: „Da „Arctic Islands Preserve" dæk- ker et område på 439.105 square miles, og da næsten hele dette område ligger inden for eskimoernes territo- rium, vil i det mindste så meget land udelukkende være forbeholdt den ind- fødte befolkning til nytte og brug."14 Området var forbeholdt eskimoerne i fyrretyve år indtil 1966, da Northwest Territories' Råd, som dengang holdt møder i Ottawa, vedtog „en forordning om ændring af en forordning". Den lød: „Den nævnte forordnings afsnit F, punkt l ophæves herved."15 Kun dette og intet mere. Med disse ord, der klart var be- regnet på at tiltrække sig så lidt opmærk- 139 [8] somhed som muligt, forsvandt „Arctic Islands Preserve" fra Canadas landkort. I februar 1975 bragte aviserne en rap- port fra Frobisher Bay i N.W.T.,16 der meddelte, at „The Eskimo Brother- hood" (Inuit Tapirisat) formelt havde anmodet om, at „Arctic Islands Pre- serve" måtte blive genoprettet. Knud Rasmussen ville have været glad for at vide, at de canadiske eskimoer, som han i 1920-erne fandt i en meget sørgelig forfatning, nu var nået så langt, at de selv kunne opstille et sådant krav, men uden tvivl ville det også have bedrøvet ham, at det nogensinde skulle blive nød- vendigt for dem at gøre noget sådant. Der var ikke nogen nær tilknytning imellem Grønland og Canada I 1930- erne, en periode hvor Canada både manglede interesse for og penge til at gøre mere end en minimal indsats i Arktis. Den arktiske administration, der var blevet oprettet af O. S. Finnie, blev nedlagt i 1931 som følge af Bennett- regeringens tiltrædelse, og planer om systematisk videnskabelig udforskning blev skrinlagt. I næsten et årti var om- rådet simpelthen glemt. Forholdene ændredes brat med anden verdenskrig, da Canada gik ind i krigen i september 1939. Grønland blev, på grund af sin beliggenhed, et vigtigt led i den nordatlantiske skibsfart og den transatlantiske luftfart. Lige så afgø- rende var det, at kryolit, et nøglemineral ved fremstillingen af aluminium, der var absolut nødvendigt til fabrikation af flyvemaskiner, kun blev brudt eet eneste sted: ved Ivigtut i Sydvestgrønland, som kunne blive udsat for fjendtligt angreb. Situationen forværredes yderligere, da Danmark blev besat af Tyskland i april 1940, hvorved Grønland blev overladt til sig selv, også i politisk forstand. Kon- sekvenserne af disse begivenheder er alt for komplicerede at forklare fuldt ud her. De førte dog til en canadisk ind- sats, der skulle sikre ikke blot kryolit- forsyningen til Arvida og andre nye aluminiumsanlæg, der var involveret i krigsindustrien, men også en indsats, der havde til hensigt at forsyne det grøn- landske folk med de vigtigste fornøden- heder på trods af krigstidens mangler og transportfaren. En af konsekvenserne var i en periode den reelle mulighed for alvorlige uoverensstemmelser mellem Canada og U.S.A., der på det tidspunkt var neutralt. For fuldtud at forstå, hvad der skete, måtte man vente, indtil pre- mierminister Mackenzie Kings private dagbøger blev åbnet i 1975, og indtil de danske, engelske og amerikanske ar- kiver blev tilgængelige. Med disse kilder og de involveredes personlige erindringer som baggrund skulle det nu være muligt i detaljer at rekonstruere alt, hvad der skete. At det var betydningsfuldt må være indlysende selv i dag, da der, mere end 30 år se- nere, endnu findes amerikanske styrker i Grønland. Den første canadiske kontakt med Grønland opstod i april 1940, som alle- rede nævnt, fordi man frygtede, at leve- rancerne af det vigtige kryolit skulle afbrydes. Afbrydelsen forventedes at kunne opstå som følge af fjendtlige handlinger, men også, skønt mindre presserende, på grund af vanskeligheder af teknisk eller arbejdsmæssig art ved 140 [9] minen, der altid havde været ledet di- rekte fra København uden kontakt med resten af Grønland. Nogle eksperter i Canada mente, at produktionen ved I vigtut, og især en udvidelse heraf, ville kræve teknisk assistance udefra. Der var ydermere den vanskelighed, at meget af det mekaniske udstyr ved Ivigtut stam- mede fra Tyskland. De engelske myndigheder i London havde større bekymringer end blot kryo- litten. Nye flyvemaskiner, der blev frem- stillet i U.S.A., blev fløjet over Atlan- ten under farefulde forhold på grund af den store afstand over vand og mang- lende vejr- og radio faciliteter langs ru- ten. Sydspidsen af Grønland lå ideelt for at imødekomme disse behov. Helt uafhængig af de strategiske spørgsmål appellerede canadiere af dansk oprin- delse til den canadiske regering om at sende fødevarer og andre forsyninger til Grønland, der ved besættelsen af Danmark var blevet afskåret på et tids- punkt af året, hvor forsyningsskibene normalt skulle forlade København. Disse forskellige pres på den canadiske rege- ring kom på et tidspunkt, da regeringens embedsmænd knap nok kendte til Grøn- lands eksistens og ingen idé havde om, hvordan de skulle kontakte folk i Grøn- land, så de kunne finde frem til deres eventuelle behov. Aluminiumsindustriens situation var ikke meget bedre. Selvom man havde brugt grønlandsk kryolit i årevis, var produktet blevet importeret fra Phila- delphia, hvor et amerikansk selskab havde monopol på at forsyne den vest- lige halvkugle, medens resten af verden blev forsynet fra København. Af rap- porterne fremgår, at aluminiumsselska- bet søgte at bryde den eksisterende kartel-ordning, så det canadiske behov under krigen kunne tilfredsstilles direkte fra Grønland ved anvendelse af den ubrugte københavnske kvota. Dette lyk- kedes for selskabet. Det må i denne for- bindelse og i det følgende erindres, at U.S.A. var neutralt i krigens to før- ste år. Det forekommer sandsynligt, men kan endnu ikke dokumenteres, at Canadas militære myndigheder, der allerede del- tog i krigen i Europa og Nordatlanten, ikke desto mindre havde opmærksom- heden henvendt på de nye problemer, der opstod på grund af Grønlands ud- satte stilling ved et eventuelt fjendtligt angreb. Helt bortset fra risikoen for at miste kryolitforsyningerne var der en reel mulighed for, at tyske u-både og andre krigsskibe ville forsøge at bruge havnene i området. Tyskland led tillige under et alvorligt handicap, fordi det manglede vejrstatio- ner vest for De britiske Øer (hvorfra de fleste stormsystemer kommer). Det kunne klares ved at drive meteorologiske stationer på den grønlandske kyst. Dette lykkedes senere for tyskerne. Hvilke foreløbige planer, der forelå fra det canadiske militærs side om Grønland, vides stadig ikke, men premierministe- ren nedlagde veto imod enhver plan, der kan have været. I de hektiske uger der fulgte invasio- nen i Danmark, stod Canada altså over for et fuldstændig uventet primært stra- tegisk problem — hvad skulle man stille op overfor den mulighed, at en fjendtlig base etableredes på den anden side af 141 [10] S/S Julilts Thomsen, fotograferet ved Narssak under 2. verdenskrig. © Arktisk Institut, Davisstrædet. Da Canada hverken havde erfaringen eller militære ressour- cer til at påvirke situationen væsentligt, overlod Canada faktisk de nordatlan- _ tiske problemer vedrørende strategien til England og koncentrerede sig om kryolit- og hjælpeforsyninger. Derved stod landet midt i en række begivenheder med komisk anstrøg omgivet af krigens tragedie. På dette kritiske tidspunkt stoppede den britiske flåde med vanlig effektivitet et dansk fartøj i Nordsøen og førte det til inspektion i Kirkwall på Orkneyøerne. Det viste sig, at skibets last omfattede „krigskontrabande", ho- vedsagelig tyske maskindele og tyske vine. Det var lykkedes skibet, Julius Thomsen, der ejedes af Kryolitselskabet, og som skulle til Ivigtut, at forlade Kø- benhavn lige før den 9. april 1940. Den canadiske aluminiumsindustri var for- tørnet over at høre om skibets opbring- ning, thi Jutho (skibets kodenavn) var lastet med vigtige reservedele til mine- maskineriet, fødevareforsyninger og et nyt hold folk til Ivigtut-minen. De love, der gælder for priser taget i krigstid, er imidlertid ærværdige og skal overholdes. Efter langvarige forhandlinger blev adkomsten til skibet endelig overført til Canadas regering, som påtog sig ethvert juridisk ansvar. Derefter indvilligede Canada i at overdrage ejendomsretten til skibet til Grønland, hvor det skulle registreres på behørig vis. Hvad der ikke gjorde sagen mindre indviklet var, 142 [11] at den diplomat, der blev beordret til Grønland som Canadas første konsul nogensinde, nemlig, Mr. K. P. Kirk- wood, befandt sig i London. Han havde instrukser om at afsejle fra Kirkwall med Jutho, noget han satte sig imod, thi ombord var den britiske prise-besætning. Flåden agtede imidlertid ikke at frigive skibet, før det nåede en grønlandsk havn - så konsulen havde intet valg og kom til Ivigtut under diplomatisk usædvan- lige omstændigheder, ombord på et dansk skib, Ivigtuts stolthed, der førte engelsk orlogsflag. (På et vist tidspunkt i det følgende drama besluttede Lands- fogden at beordre den engelske prise- besætning fra borde og at generobre skibet for Danmark). Trængslerne var endnu ikke omme. Canada havde tilbudt at sende hjælpe- forsyninger til Grønland, og de lokale myndigheder akcepterede dette. Man håbede også at kunne sende kryolit til- bage samt at sende en mineingeniør med, der skulle undersøge, om der var tek- niske vanskeligheder i Ivigtut, der kunne tænkes at nedsætte kryolitproduktionen. Det eneste skib, der var til rådighed til rejsen fra Canada, var det ærværdige arktiske forsyningsfartøj Nascopie, ejet af Hudson's Bay Company. Selskabet havde brug for det senere på året til at udbringe forsyninger til det østlige ark- tiske Canada og ønskede derfor ikke, at det skulle nærme sig et krigsramt om- råde. Selskabets betænkeligheder blev tilsidesat, og regeringen chartrede ski- bet. Så greb Royal Canadian Navy ind. Der var krig, og skibet skulle males gråt og udstyres med en kanon. Selska- bet protesterede. Der fulgte en diskus- sion, om dækket var tilstrækkelig stærkt til at bære en kanon. Så fandt man ud af, at der alligevel ikke kunne opdrives no- gen skibskanon. Endelig fandt man en overskydende kanon ved forsvarsvær- kerne i Halifax. Men skibsværftet havde for travlt til at installere den. Til sidst blev det besluttet, at kanonen alligevel kunne anvendes, nemlig til at forsvare Ivigtut. Kanonen kom til Grønland pak- ket i kasser i skibets lastrum. Flåden gjorde opmærksom på, at handelsfar- tøjer havde ret til at medbringe et be- grænset antal maskingeværer til selv- forsvar - så der blev bragt, jeg tror det var tre stykker, ombord. Fire politifolk blev sendt med, som det var tradition, når Nascopie sejlede nordpå (til trods for at chefen for R.C.M.P. senere be- klagede sig til Premierministeren over, at hans civile politifolk blev sendt ind i et krigsramt område, hvor de ikke ville have haft rettigheder, hvis de var blevet taget som krigsfanger). For at bidrage yderligere til forvir- ringen, blev en embedsmand fra North- west Territories administration udpeget til at lede hele foretagendet. Så vidt jeg ved, havde han deltaget i Boerkrigen og var senere medlem af hjemmeværnet. Det var almindeligt kendt i arktisk Ca- nada og ombord på Nascopie, at han foretrak at blive kaldt „major" Mc- Keand. Så Nascopie, gråmalet og med det rygte, at den havde en kanon skjult i lasten og med en major som komman- dant, ankom til Ivigtut med fire „rød- frakker" på dækket og så højst mistæn- kelig ud. De meget neutrale danskere beordrede skibet til at ankre et dusin sømil til havs, mens man prøvede at 143 [12] S/S Nascopic tilhørende Hudson Bay Company. © Arktisk Institut. ordne sagen. Erling Porsild var ombord som den tiltrædende vicekonsul, og han, sammen med konsul Kirkwood fra Jutho (der lå i havnen), gjorde sig store an- strengelser for, at skibet kunne få losset sine forsyninger og for at forklare den britiske prise-besætnings tilstedeværelse. U.S.A. var ikke passiv til trods for neutraliteten. To Coast Guard fartøjer, der er underlagt finansministeriet og derfor civile, skønt de er svært armeret, blev sendt til Godthåb, Grønlands ho- vedstad, med den nyudnævnte ameri- kanske konsul. Alt, hvad der skete i Godthåb, er endnu ikke lagt for dagen, men det er sandsynligt at antage, at U.S.A. prøvede at gøre både dets egen og Grønlands neutralitet gældende. Landsfogden an- kom til Ivigtut ombord på et amerikansk Coast Guard fartøj. Fra da af var U.S.A. Grønlands faktiske forsvarer. Nascopie Besøgte senere Grønland flere gange med forsyninger, og andre cana- diske fartøjer blev almindelig kendt ved Ivigtut og andre steder på kysten, efter- som meget af Grønlands handel senere- hen passerede canadiske havne. 144 [13] Det canadiske konsulat, der oprinde- lig skulle have været placeret i Ivigtut, blev flyttet til Godthåb, hvor det forblev indtil 1946. Erling Porsild og Max Dunbar tilbragte meget af krigen der. Mit eget ophold i Godthåb strakte sig over årene 1944 og 1945, så jeg over- værede festlighederne, der markerede krigens afslutning i maj 1945. Himlen var oplyst af signalraketter affyret fra det gode skib Jutho, der overlevede kri- gen og tjente kryolitselskabet og Grøn- land i nogle år derefter. Krigens ophør åbnede ikke øjeblikke- lig Grønland for alle. Men i begyndel- sen af 1950-erne blev der gjort en ende på isolationspolitikken, og en ny epoke med økonomisk, social og politisk ud- vikling begyndte. Dette har frembragt markante ændringer i forholdet mellem Canada og Grønland — ikke mindst ved at den gamle barriere, Davisstrædet, er gjort smallere, og at der her henover finder en udveksling af mennesker og ideologier sted. Inuit i begge lande har også erkendt, at de drager fordel af en nærmere kontakt med hinanden, og begge regeringer har delvis erkendt, hvad Knud Rasmussen engang skrev, at udviklingen af Arktis er en historisk proces, der ikke lader sig modarbejde. På trods af de to arktiske naboers geografiske nærhed og en vis udveksling er det dog bemærkelsesværdigt, så lidt de har haft med hinanden at gøre. Femte Thuleekspedition var en viden- skabelig milepæl, men der har været forholdsvis få af dem siden 1920-erne. Van Hauen Ekspeditionen i 1938-40 til det arktiske Canada var en fornyelse af kontakten, der kunne have været ud- videt, men blev afbrudt på grund af kri- gen, og der har af og til været besøg af danske videnskabsmænd såsom arkæo- logen Jørgen Meldgård. Trafik den anden vej har for det meste været i for- bindelse med udvinding af råstoffer, spe- cielt minedrift. Vi må håbe, at den in- teresse, der har vist sig i forbindelse med Knud Rasmussens kommende 100 års-dag i 1979, må føre til flere kontak- ter, i det mindste med hensyn til under- søgelser af de menneskelige forhold. En begyndelse er gjort til et dansk- canadisk samarbejde omkring undersø- gelser og forvaltning af Davisstrædet, Ba f finbugten og Naresstrædet med hen- syn til den aktuelle interesse for efter- forskning og udvinding af undersøisk olie. Området behandles, fortæller man mig, som en miljøenhed med løbende fælles konsultation tillige med en ud- veksling af videnskabelige og teknolo- giske oplysninger. Som nævnt tidligere i denne tekst er Canadas østkyst den modtagende, når det gælder havvand og drivis. Den ville også blive modtager af enhver større forurening, som måtte følge af olieudvinding ud for Vestgrøn- land. Canada er således særlig interes- seret i at etablere de tættest mulige bånd med Danmark i sådanne sager. Ud fra denne praktiske begyndelse kan der meget vel udvikle sig endnu tættere videnskabelige bånd, end der hidtil har været. 145 [14] Noter: 1 J. G. Rutherford (formand), Report o f the Royal Commission Appointed by Order-in- Cauncil of Date May 20, 1919, to Investigate the Possibilities of the Reindeer and Musk-ox Industries in the Arctic and Sub-Arctic Re- gions of Canada (Rapport fra en kommission nedsat til at undersøge mulighederne for at oprette rensdyr- og moskusoksebrug i Canada), (Ottawa: F. A. Acland, 1922). 76 sider. 2 Vilhjalmur Stefansson, The Friendly Arctic (Toronto: MacMillan Go. of Canada, 1922). 784 sider. 3 Fromemoria, Vilhjalmur Stefansson til J. B. Harkin, Commissioner, Dominion Parks Branch, Department of the Interior, Ottawa, May 15, 1920, 5 sider. Public Archives Canada MG 30 C 63 - Harkin Papers. 4 Dette brev findes oversat i de canadiske arki- ver (brev, Knud Rasmussen til Styrelsen af Kolonierne i Grønland, København, d. 8. marts 1920, 4 sider). (Public Archives of Canada, MG 30 C 63 - Harkin Papers). Indtil for nylig fandtes den eneste kendte danske kopi i det danske Udenrigsministeriums arkiv (B46 N7), men den var ikke tilgængelig. Knud Rasmus- sens papirer indeholder kun foreløbige udkast. Man har imidlertid fundet en fuldstændig kopi i Stefansson-samlingen på Dartmouth College, Hanover, N. H., U. S. A. 5 Eromemoria fra den juridiske rådgiver (L. C. Christie) til premierministeren, Ottawa, d, 28. oktober 1920. Documents on External Rela- tions, 1919-1925, Department of External Af- falrs, Ottawa, 1970, side 566. Faktisk var der ingen „Dansk Ekspedition" til Ellesmere Island. 6 Hele Nordgrønland blev anerkendt af Canada i 1921 som dansk territorium. 7 Knud Rasmussen, „Project of a Danish Ex- pedition to the Central Eskimo", Geographical Journal, Vol. 35, 1910, side 295-299. S 10. juni 1920. Optegnelse af Sir John Dash- wood, det britiske udenrigsministerium, angå- ende: Knud Rasmussens ekspedition til det nordamerikanske Archipelago. Rigsarkivet, London. F. O. 371-6759-9296, Northern (Den- mark) section, sheet no. 64. 9 11. juni 1920. Det samme som noten til 8. Sheet no. 80. 10 R. C. M. P. rapport fra Sgt. Douglas, Chester- field Inlet, til Insp. Starnes, Commanding Of- ficer, R. C. M. P. Headquarters, Ottawa, d. 2. oktober 1922. Rapporten var et resultat af, at R. C. M. P.s nordlige stationer var blevet be- ordret til at holde et vågent øje med den dan- ske ekspedition. 11 Report of the Fifth Thule Expedition 1921-24. Den danske ekspedition til det arktiske Nord- amerika under ledelse af Knud Rasmussen, Doctor phil. (København: Gyldendalske, ud- givet i mange udgaver, 1927-52). 12 PC 1146 (Order-in-Council) af 19. juli 1926 indførte „Arctic Islands Preserve". Se: Canada Gazette, Ottawa, den 31. juli 1926 - angående Arctic Islands Preserve. 13 Se: Dominion of Canada, Treaty Series, 1930, nr. 17. Udveksling af noter (d, 8. august 1930 og d. 5. november 1930) angående den norske regerings anerkendelse af britisk overhøjhed over „Sverdrup Islands". (Ottawa: F. A. Ac- land, 1931). 6 sider. Ligeledes: Canadisk-norsk regerings-korres- pondance i Canada, Documents - External Relations, Vol. 4, 1926-30, kapitel 6, sektion om Norge, side 947-979. Department of Ex- ternal Affairs (Ottawa: Information Canada 1971). 14 Brev, O. S. Finnie, Director, N. W. T. Admi- nistration, Ottawa, til Knud Rasmussen, Kø- benhavn, d. 23. august 1928, l side. Public Archives of Canada, RG 85 Vol. 584 - De- partment of Interior papers. 15 18. november 1966. Ordinance to Amend the Game Ordinance, N. W. T. Ordinances, 1966, session 2, ch. 8, s. 7. 16 The Gazette, Montreal, 14. februar 1975. 146 [15]