[1] De grønlandske ønsker og hjemmestyrekommissionens mål af Bent Nielsen I byen Whitehorse, hovedstad i Yukon- territoriet, Canada, var der officiel mid- dag i anledning af grønlandsministerens og landsrådsformandens besøg. En mand (hvid), der var medlem af territorial- rådet, spurgte mig, hvad det var for noget med planerne om „home rule" i Grønland. Jeg sagde, at det drejer sig om at overføre den administrative myn- dighed og en vis lovgivningskompetence for bestemte omrider til en grønlandsk lokalregering. — De får lov til at bestemme over skolen, socialvæsenet, kirken og kultu- ren, men ikke over udnyttelsen af mine- ralske råstoffer, afbrød han. Da han så mit lidt måbende ansigts- udtryk, tilføjede han: — Det er den traditionelle britiske kolonipolitik. Folk får lov til at bestem- me over deres nutid, men ikke deres fremtid. Vi kender det indgående. „Hjemmestyret og de grønlandske øn- sker" : Det er flere ting. De forslag, der blev fremsat af det rent grønlandske hjemmestyreudvalg, er stort set ved at blive opfyldt af hjemmestyrekommissio- nen, som nævnt af manden i Whitehorse. Der er lavet et kompromis om råstof- ferne, som hjemmestyreudvalget noget tøvende foreslog overført til hjemme- styret. Og så har man nok så flot fået KGH foræret oven i købet, med under- skud og flere tusinde ansatte og det hele. De grønlandske politikere tog imod jule- gaven, selvom det næsten var alt for meget. Det må være fordi man selv tror på, at det vil lykkes bedre på de grøn- landske forudsætninger. Det var i hvert fald nok svært at sige nej, når man nu var igang med hjemmestyret. Man kunne ellers frygte danaerne, når de bringer gaver. Spørgsmålet er om det er en trojansk hest, man får ind i hjemmestyret. Det ser stærkt ud til, at KGH bliver overført som en samlet or- ganisation, en stat i staten, eller måske delt i et par delstater, så man bare skal tage andre kasketter på og kalde det et hjemmestyre. Det er temmelig langt fra tankerne om decentralisering, lokal sty- ring, andelsbevægelse og bygdepolitik, som er det eneste, der kan give hjemme- styret et reelt indhold. Man vil ikke mærke den store forandring i hverdagen, hvis erhvervslivet skal fjernstyres fra Godthåb i stedet for København. Der er mange store tanker om at gå 180 [2] videre med den bevægelse, der er igang i produktionsvirksomhederne i Arsuk og SipineK. Der tales om et landsomfat- tende system af andelsvirksomheder og familievirksomheder, og en andelsvirk- somhed for eksport og eventuelt også import. Der dukker også aktieselskaber op, mere eller mindre i retning af folke- aktieselskaber. Situationen kompliceres ved, at andels- tanken egentlig er fremmed i Grønland. Det er endnu en tankegang, der skal læ- res udefra. Tilhængerne siger, at den kollektive ide passer til grønlandsk men- talitet og tradition. Men det er et stort spørgsmål, hvordan kollektivisme og in- dividualisme var blandet i den grønland- ske livsform. Der er stadig et stærkt fællesskab, men også en stærk friheds- trang. „Enhver er sin egen herre." Der er i hvert fald meget, der skal afklares om erhvervsforholdene, hvilken udvikling man ønsker, hvad det er for et økonomisk system, erhvervsstruktur, samfundssystem, man ønsker at arbejde hen imod, og hvordan man vil bære sig ad med det. Der er talt meget om en mere grøn- landsk udvikling, om de grønlandske for- udsætninger og præmisser og realiteter, om en udvikling der passer til grønlæn- derne, men man er ikke nået ret langt med den praktiske udformning. Det har været nærliggende at begynde med sko- len, på grund af problemet om undervis- ningssproget og den manglende forbin- delse mellem undervisningen og samfun- det. Men det afgørende er erhvervslivets struktur: Om produktion og arbejdsgang skal have lov til at gro op af de lokale forudsætninger eller fortsat skal fjern- dirigeres fra centralt sted, og om man skal have chancen for at arbejde sig ud af et stort og tungt administrationsappa- rat, som efter manges fornemmelse stjæ- ler pengene ud af produktionen. Man er kun lige begyndt at gøre sig sine egne tanker om denne grønlandi- sering. Det vil kræve tid, hvis man denne gang skal nå frem til sit eget resultat. Spørgsmålet er, om man har den tid. Hjemmestyret er i sig selv en stor mundfuld. Det er ikke så længe siden, det var et meget uartigt ord, som Jona- than Motzfeldt har sagt. Hele ideen gik jo ud på integrering og normalisering og danisering. Jeg tror ikke på, at hjem- mestyret er en logisk og planlagt fort- sættelse af den officielle, man kan sige socialdemokratiske grønlandspolitik. So- cialdemokratiet har tendens til centrali- sering og en vis ensartethed. Grønlands- politikken var i mange år låst fast mel- lem to modstridende tanker: Integrerin- gen og respekten for de grønlandske for- udsætninger. Hjemmestyret er en beslut- ning, som følger af, at grønlandspolitik- ken har slået fejl. Det gik alligevel ikke at køre en udvikling udenom befolknin- gen. Det var et bundløst kar. Da lands- rådet i 1972 besluttede at gå ind for hjemmestyret, troede man selv, det var en stor dristighed. Den opfattelse lever stadig. Jeg tror, det var helt i overens- stemmelse med regeringens ønsker. Man kan nedtrappe investeringerne i Grøn- land og opretholde lønforskel, hvis man går ind for en særskilt, grønlandsk ud- vikling og ikke hele tiden skal sammen- ligne med niveauet i Danmark. Det lyder hårdt, men det kan være den eneste ud- vej, økonomisk og menneskeligt. Og det 181 [3] passer tilsyneladende perfekt sammen med de grønlandske ønsker. Men hjemmestyret var altså noget af en omvæltning, og man måtte begynde et sted. Det var naturligt at begynde med noget nogenlunde overskueligt. Man kunne ikke så godt begynde med at fast- slå, hvad det hele går ud på. Sådan fore- går det ikke i det virkelige liv. Man når aldrig frem til et resultat. Men nu er man altså på vej mod at finde sig selv, og det billede, der nu viser sig, ligner hverken helt noget kapita- listisk eller noget socialistisk eller andet europæisk. Derfor skal der tid til at gøre det færdigt. Imens er første kapitel af olieeventyret både begyndt og sluttet i Davisstrædet, ikke af hensyn til grønlandske ønsker, Fot.: Mogens S. Koch. men sat igang fordi andre ønskede det, og sluttet fordi hullerne var tørre. De multinationale selskaber venter bare på hjemmestyret for at begynde andet ka- pitel med koncessioner udfor Nordgrøn- land og Østgrønland. Hvordan vil landsstyret bremse eller bare kontrollere et olieeventyr, hvis der først bliver fundet olie? Det har været vanskeligt nok for andre og mægtigere regeringer. Man får vetoret. Men måske vil den danske stat have visse overtalel- sesmidler med henvisning til Danmarks betrængte økonomi og det årlige bloktil- skud til hjemmestyret, og den politiske stemning i Danmark. Sådan som det alle- rede er stærkt antydet, eller foreslået, i pjecen fra EF's informationskontor om „Grønland og EF", side 25. 182 [4] Så ligestillingen på råstofområdet kan blive lige så intetsigende som grund- lovens ligestilling. Der er andre råstoffer end olien. Greenex udhuler Den sorte Engel og efterlader overraskende små afgifter til landskassen og desto større mængder giftige tungtmetaller i fjordene, giver grønlandske arbejdere ligeløn og prøver at indføre danske love i Grønland. Der er planer om uranudvinding i Kvane- fjeldet, både minedrift og et oparbejd- ningsanlæg. Styringsudvalget holdes un- derrettet, Lars Emil Johansen proteste- rer, om et halvt år får det grønlandske landsstyre vetoret i råstofspørgsmål. Jeg gad se, om landsstyret vil og kan standse uranprojektet. Danmark er forpligtet overfor EF til at udvinde energi-råstof- fer, i henhold til Euratom-aftalen, og Danmark har store nationaløkonomiske interesser på spil. Der er eftersøgninger rundt om af flere metaller og mineraler, og projektet om udvinding af 2 milliar- der tons jernmalm ved Isukasia ved Godthåbs-fjorden. Det omfatter bl. a. en mineby med 12.000 indbyggere, hvor grønlænderne vil være i mindretal. De- partementschef Erik Hesselbjerg har er- klæret, at hvis dette projekt bliver gen- nemført, vil det fuldstændig ændre det grønlandske samfund. Der er ikke givet nogen udnyttelses- koncession, men undersøgelserne har stået på i flere år og kostet betydelige beløb. Kan og vil landsstyret til sin tid standse projektet? Det er altså nogle af disse koncessio- ner og projekter, der er igang. Når hjemmestyret indføres, skal „råstoffor- valtningen", som det skal hedde, fortsat ligge i grønlandsministeriet, altså en videreførelse af 5. kontor. Grønlands- ministerens embedsmænd skal fortsat forberede sagerne og være rådgivende overfor staten og landsstyret. Skal vi sige, at der godt kan komme flere projekter til. Var det forresten ikke meningen, at grønlandsministeriet gradvis skulle ned- lægges, når hjemmestyret indføres? Hvis bare eet af projekterne gennem- føres, vil det altså betyde en fuldstændig omvæltning af det grønlandske samfund: Flytning af arbejdskraft, voldsomme stigninger i lønninger og omkostninger, omfattende indvandring af fremmed ar- bejdskraft. Hvad sker der med spiritus- problemerne, kønssygdommene, alle de velkendte symptomer på fremmedgø- relsen? Råstofudvindingen skal give penge til at finansiere hjemmestyret, så man ikke fortsat er afhængig af staten. Man er måske træt af KGH, GTO og ministe- riet. De tager dog trods alt andre hensyn end profitten. Mon de kapitalstærke multinationale selskaber vil være mindre dominerende overfor en befolkning på 40.000 grønlændere, der risikerer at komme i mindretal i Grønland? Grønlænderne er endelig ved at finde deres identitet og skabe tankerne om et grønlandsk samfund, som hjemmestyret kunne gøre til virkelighed. Kristian „Pablo" Poulsen har udtrykt det sådan, at det man vil have, ikke er socialisme, men inuitisme. Det har mildt sagt ikke fået nogen ube- tinget tilslutning i Siumuts ledelse. Siu- mut begyndte med de „grønlandske for- 183 [5] udsætninger", men er blevet mere og mere klart socialistisk orienteret. Råstof- politikken og hjemmestyreforhandlinger- ne har skærpet nogle standpunkter, ved pres udefra. Det gælder også opdelingen mellem Siumut og Atassut. Inuit Ataqa- tigiit har sin indflydelse fra regeringen. I det lange løb kan regering og folketing næsten ikke undgå at fremtvinge en kon- frontation, hvis man går videre med en råstofpolitik, der ligner kolonialisme. Alle de sindrige forklaringer om, at grønlænderne ikke kan have ejendoms- retten til Grønland på grund af rigsfæl- lesskabet, tjener kun til at forvirre be- greberne. Statsministeriet tager pludselig fejl af privat ejendomsret og statens højhedsret, fordi der skal findes en stats- retlig begrundelse. Sagen er, at staten vil have råstofferne. For enhver pris. Ter- ningerne er kastede, og også de første sten. Og regeringen har nok vælgerne bag sig. Nu har Danmark betalt så og så mange milliarder, så er det vores, i lige- stillingens navn. Det næste bliver så den obligatoriske løsrivelsesbevægelse, kendt fra andre kolonier, også danske. Vi lærer ingenting af historien. Så kan man pege fingre ad de utaknemmelige indfødte. Årsagerne gider man ikke høre om. Lad dem kappe forbindelsen og klare sig selv. Det er bare ærgerligt, som det hedder. Vi kunne vokse ved fællesskabet, hvis vi ville. Men den danske befolkning er alt for oplyst til at respektere andet end pengemagt. Så fællesskabet bliver måske for kostbart, både for den ene og den anden part. Men der infiltreres kraftigt, både fra venstre og højre i Danmark, for at for- hindre en selvstændig udvikling. Den marxistisk orienterede Jørgen Viemose skriver i sin bog „Dansk Ko- lonipolitik i Grønland" bl. a.: „Et hjemmestyre kan udmærket gives en sådan form, at det fungerer for en yderligere integration ... Den begyn- dende uddelegering af opgaver fra grøn- landsministeriet ... til organer i Grøn- land må nok ses som udtryk for, at sub- sumptionen (indordningen) skrider frem ... Arbejdet eller kampen for ligestilling på de danske statsretlige præmisser er i virkeligheden kampen og arbejdet for at få Grønland yderligere inddraget og un- derlagt den kapitalistiske produktions- måde. Administrationens form er lige- gyldig." På et pressemøde den 11. november 1977 erklærede Greenex' direktør Erik Sprunk-Janssen, at G.A.S. under strejken mod Greenex havde været et let bytte for de kræfter i Danmark, der ønsker at liste socialismen ind ad bagdøren. Det var nykolonialisme med rød kulør. Det kan Sprunk-Janssen have ret i. G.A.S. stod i en vanskelig situation over- for det kapitalstærke Greenex og kunne til at begynde med ikke få nogen hjælp fra LO, som ikke forstod det grønland- ske samfunds interesse i at undgå at få den danske hovedaftale „listet ind ad bagdøren". Så fik man hjælpen fra de dele af fagbevægelsen, der plejer at gå under de mystiske benævnelser „for- mandsskabet" eller „kineserne". Et par dage efter sagde Sprunk- Janssen til BT om hovedaftalen: „Hjemmestyret er et spørgsmål om at overføre nogle administrative områ- der til lokal grønlandsk forvaltning ... Vi lever i et kapitalistisk samfund, og 184 [6] Fot.: Mogens S. Koch. det vil vi blive ved med også efter hjem- mestyrets indførelse." Der er således fuldstændig enighed mellem Viemose og Sprunk-Janssen, altså på dette område. Og de repræsen- terer hver for sig noget, der kan blive afgørende for hjemmestyrets reelle ind- hold. Man kan gætte på, om det er et til- fælde, at hjemmestyret forberedes, netop samtidig med at olieeftersøgningen be- gynder, og mineprojekterne forberedes. Med en smule mistro ligner det en handel, hvor den ene part bliver snydt. Hjemmestyret skulle alligevel være ind- ført, men det får måske kun til opgave at administrere socialhjælpen til ofrene for råstofudvindingen. Som et fremtrædende landsrådsmed- lem sagde til mig: — De protesterer mod olieboringerne og vil have dem standset, men hvis de får deres vilje, så får vi måske ikke noget hjemmestyre. Som hævn. 185 [7]