[1] Betragtninger om hjemmestyre med specielt henblik på erhvervslivet af Angmalortoq Olsen Jo tættere vi kommer til skæringsdatoen for hjemmestyrets indførelse, jo nem- mere bliver det at spå om muligheder og om hvad der skal ske, men også om kom- mende problemer, så meget mere som hjemmestyrekommissionens arbejde og landsrådets drøftelser og fastlæggelse af kurs gør billedets rammer fastere, og indholdet begynder at kunne ses i de- taljer. I et forsøg på at komme med rele- vante betragtninger, ud fra et oplæg til erhvervsudviklingsrådet der er udformet sidste sommer, kan man ikke undgå at komme ind på områder og konkrete pro- blemstillinger, der siden sidste sommer har været behandlet i diverse forsamlin- ger og råd, men selv om det så kan virke som kedelige gentagelser, er problem- stillingerne stadigvæk nok så aktuelle. Det har tidligere i Danmark været en udbredt misforståelse, og er det den dag i dag her i landet, at man kan diskutere erhvervsforhold adskilt fra samfunds- forhold. Men det kan simpelt hen ikke lade sig gøre. Erhvervslivet, eller hvis det gør det mere livsnært: arbejdsplad- serne, er uadskillelige dele af samfundet, og samfundsstrukturer og erhvervsstruk- turer er to udtryk for samme sag, lige- som man normalt kan slutte at samfun- dets trivsels- og overlevelsesmuligheder i det store og hele er identisk med det i samfundet værende erhvervslivs triv- sels- og overlevelsesmuligheder. Oven i købet har vi her i landet en anden udbredt misforståelse, nemlig at man bør diskutere samfunds- og er- hvervsforhold „upolitisk". Men hvor- dan skulle det dog være muligt? Enhver mening eller udtalelse om samfundet, om det så sker på landsplan, kommunalt plan eller på det personlige plan, er en politisk ytring. Så lad os da een gang for alle være enige om, at hvis vi skal tale om livet og samfundet her i landet, så snakker vi politik, og at hvis vi skal tale om erhvervslivet, ja så snakker vi sam- tidigt om samfundet. Når vi skal behandle erhvervslivets forhold, og de betingelser det er under- kastet nu og i fremtiden, må vi nødven- digvis prøve at se på tingene ud fra et landsdelsplan og et kommunalt plan samt ud fra et individuelt plan. Vi må prøve at skabe klarhed om ressourcer, aktivi- 191 [2] teternes art og niveau og om den over- liggende og lokale styring. Men inden vi kaster os ud i problem- behandlingen, er det måske nok så gavn- ligt at se på, hvilket udgangspunkt vi egentligt har. Det ,er næsten flovt og trivielt at skulle gøre opmærksom på, at vi i de 2 århundreder vi har været under- lagt Danmark, har levet under et ben- hårdt monopolstyre. Sagt med andre ord, et central- og planstyre hvor den centrale styrende instans endog sad så langt borte som i Danmark. Siden 2. ver- denskrig, og især efter 1953 er der så småt begyndt at vise sig ændringer, med det kommende hjemmestyre som det foreløbige højdepunkt, men uanset hvilke politiske kombinationer der har haft regeringsmagten i Danmark, og dermed i Grønland, har der ikke været ændringer i gældende praksis for sty- ringen af Grønland, og uanset de for- skellige småændringer siden 1953 så er vort land den dag i dag i hovedsagen en stærkt centralstyret og planstyret enhed. Når man i nyere tid både hører og læser om politiske diskussioner både i landsrådet og andre forsamlinger, har det næsten været tragikomisk ofte at høre både grønlandske og danske poli- tikere udtale sig med total mangel på forståelse for den kendsgerning, at det eksiserende central- og planstyre her i landet faktisk har som en naturlig konse- kvens, at vor samfunds- og erhvervs- struktur og styringen heraf af alle euro- pæiske systemer mest af alt ligner det, som findes i såkaldt socialistiske lande, øst for jerntæppet. Man kan altid disku- tere, om indholdet er rent socialistisk, men formen er det. Danmark har aldrig været rent socia- listisk, så det må have været hensigts- mæssigheden der har været afgørende for styreformen af Grønland. Landets geografi, befolkningstæthed og erhvervs- mulighederne taget i betragtning, for ikke at glemme befolkningens uddannel- sesniveau, synes det som om det langt ud i fremtiden også vil gælde, at det mest hensigtsmæssige vil være central- og planstyre, blot med centret nu placeret inden for landets egne grænser. Et andet udgangspunkt er at se på landets ressourcer. Af dem kan nævnes de fornyelige (de levende) og de ufor- nyelige (mineraler etc.) samt måske som et særligt aspekt vore vandkraftreserver. Mennesker og penge samt viden kan også udmærket listes som ressourcer. Vore politiske forsamlinger har udtalt som en klar målsætning, at grønlandsk erhvervsaktivitet i det nærmeste årti skal arbejde i forlængelse af og med udvik- ling af den hidtidige aktivitet inden for de fornyelige ressourcer. Det er en klar erkendelse af, at befolkningens forud- sætninger for medleven og deltagelse i aktiviteterne traditionelt og videnmæs- sigt ligger i det erhvervsliv, der bygger på fiskeri og fangst samt husdyrhold, samt at der er økonomisk ekspansions- mulighed inden for denne sektor. I tråd med denne politiske målsætning har er- hvervsinvesteringerne da også gået i denne retning, bortset fra de endnu større investeringer i infrastrukturen, som kun kan retfærdiggøres, hvis udnyt- telsen af andre ressourceområder reali- seres, — men derom senere. 192 [3] Et tredie udgangspunkt kan være at se på den grad af forberedthed, med hvil- ken vi møder det kommende hjemme- styre, med alle de mangfoldige styrings- opgaver den skal løse. Organisatorisk er man ikke ret meget længere end skitse- stadiet, og især inden for erhvervsområ- dets styrende organer mangler man næ- sten totalt et overblik, og hvad der næsten er værre, en latent ulyst blandt landsrådets højere embedsmænd til at påbegynde opbygningen af styringsorga- nerne i tide, hvilket nok vil vise sig at være meget farligt. Nu er en organisa- tion jo noget andet og mere end streger og budgetter på et stykke papir. Den forudsætter, at der er mennesker med en vis viden til at fylde pladserne. Det er nok det klareste billede på den hidtidige centralstyrings bagside, at vi nu næsten totalt mangler grønlændere med erfa- ring inden for højere administration, Fol.: Mogens S. Koch. fordi centralstyrets besluttende myndig- heder altid har været placeret i Dan- mark. Det vil sige, at hjemmestyrets start vil være baseret på udsendt arbejds- kraft. Selv om administrativ ekspertise er en akut mangelvare, også på lands- plan, er der ikke igangsat bevidst mål- rettet uddannelsesaktivitet for at af- hjælpe mangelen. Dette gælder iøvrigt mange andre videnområder. Måske vil det være mest realistisk og fremmende for eventuelle løsninger, hvis vi erkendte og handlede ud fra, at vi har hamret pandebrasken mod et faktisk viden- monopol. Et fjerde udgangspunkt, som af øn- sket om begrænsning bliver det sidste, kan være, at vi ser på den mangel på horisont, perspektiv og nuancering, hvormed befolkningen er blevet infor- meret om hjemmestyret og især om er- hvervsmulgheder og forhold i relation 193 [4] hertil. Dette gælder både pressen her- oppe og de myndigheder vi har, både inden for landets grænser og dem der sidder i Danmark. Information er givet og gives stadig på en sådan måde, at der ikke trækkes konklusioner og konsekven- ser af handlinger, begivenheder og mu- ligheder. Eksempelvis informeres poli- tikere og befolkningen om storartede grønlandske indtægtsmuligheder fra eventuelle olieforekomster, uranfore- komser, jernforekomster og fra udnyt- telsen af vandkraft til ammoniakfrem- stilling, aluminiumfremstilling etc., uden at der i mindste måde nævnes noget om konsekvenserne for samfundets mulighed for at overleve som et grønlandsk sam- fund, som et reelt hjemmestyre, og føl- gelig mulighederne for at styre de im- plicerede gigantkoncerner og dermed samfundsudviklingen som helhed. Ofte virker denne informationsformidling så skæv og fortielserne så bevidste, at det grænser til direkte bedrageri. Det bevir- ker, at informationsgraden blandt be- folkning og politikere ikke er god, men mildest talt er skæv. Og det er skidt som grundlag for en udvikling, for en debat med efterfølgende beslutninger om en udvikling. Af det der allerede indledningsvis er sagt, vil landsdelens (Grønlands) er- hvevsliv have en nøje sammenhæng med samfundets struktur, og for at kunne planlægge en udvikling inden for er- hvervslivet vil det derfor være nødven- digt at vide noget om, hvilke målsætnin- ger der samfundsmæssigt skal sigtes imod, og hvilke betingelser samfundet (politikerne/administratorerne) vil give erhvervslivet at virke i. Det økonomiske klima i Grønland vil både være en forud- sætning for og et resultat af erhvervs- livets aktiviteter. Det kan se lidt selv- modsigende ud, men er reelt meget sim- pelt. Den væsentligste del af produk- tionsvirksomhederne er offentlig og kun en mindre del i „privateje". Men begge skal for at kunne aktiviseres og ekspan- dere yderligere, have tilført kapital til nye investeringer. Det kommende lands- styre har, som det tegner sig, to mulig- heder for at skaffe sig de midler, det skal bruge til sine aktiviteter, deriblandt finansieringsopgaver i erhvervslivet, nemlig de lovede bloktilskud fra den danske stat, og så de afgifter og skatter det selv er i stand til at få fra erhvervs- livet og befolkningen her. Det sidste vil naturligvis have stor be- tydning for erhvervslivet, og eftersom bloktilskud fra den danske stat altid vil være politisk betingede, vil landsstyret meget hurtigt være tvunget til at øge sin selvfinansiering, d. v. s. øge indtægterne fra afgifter og skatter. Og det er ikke ligegyldigt for erhvervslivet — hverken for det offentligt ejede eller det „privat- ejede" - hvilke finanspolitiske tiltag landsstyret vil gribe til. Og det er kun et levedygtigt og ydedygtigt erhvervsliv, der kan tjene de penge ind, som lands- styret har brug for. Derfor er det på sin plads at efterlyse hjemmestyrets kommende finanspolitik. At der er behov for investeringspenge er soleklart, at der er behov for blok- tilskud til driften af den offentlige pro- duktionssektor, som hjemmestyret er ved at overtage, samt alle de andre udgifts- krævende sagsområder, er soleklart. Lige så soleklart er det for alle, at de 194 [5] Kot : Mogens S. Koch. sidste to års stigende tilbageholdenhed fra den danske stat til bevilling af mid- ler er udover, hvad der kan forklares som forårsaget af den generelle økono- miske situation i Europa. Nogle vil må- ske ligefrem mene, at Danmark er ved at køre sin „politiske nøddeknækker" i stilling. Ud af alt dette vokser en overbevis- ning om, at hjemmestyret, landsstyret, vil få brug for at kunne styre sine ind- tægter og udgifter på en ganske kraftig måde. Men uanset hvilke afgiftspolitiske og skattepolitiske tiltag den beslutter sig for, hvilke befolkningsgrupper og er- hvervsgrupper den vil sigte på, vil den i sine dispositioner støde imod de selv- stændige enheder inden for landsdelen, kommunerne. Indførelsen af det kommunale selv- styre i Grønland er nok det mest effek- tive, der hidtil er gjort for at trække tænderne ud på det kommende hjemme- styre, undfanget som en „rævekage" af en venstrepolitiker og gennemført af en naiv grønlandsk, socialdemokratisk mi- nister. Nogle bestemte kommuners åben- hjertige og indædte modstand mod hjem- mestyret taler sit tydelige sprog nu. Alle, også undertegnede, er enige om det gode i nærdemokrati, men der er så vist heller ingen der kan være uenige om, at hjemmestyret ikke får sin fulde nød- vendige manøvredygtighed, før forhol- det landsstyre/kommuner er bragt i en rimelig gænge. Det er vel nytteløst her at pege på mange af de gængse finanspolitiske til- tag man kunne forberede, så meget mere som embedsmænd fortæller, at man har metervis af fagbøger om emnet. Men alene det sidste vil jo nok sikre, at det ikke bliver noget epokegørende nyt, man vil forsøge sig med. Dog kunne det måske være rimeligt at nævne, at man måske burde starte en bankvirksomhed under landsstyreregi. Det ville give en bedre føling med pen- gebevægelserne i vort land, og dermed på længere sigt en bedre styring, sam- tidigt med det ville give en lettere ad- gang til den opsparede kapital. Lige- ledes kunne man måske gennemføre for- bud mod kapitaleksport i en vis årrække, koblet til favorable betingelser for re- investering her i landet, i stedet for at midlerne sendes ud af landet som det sker nu. De forskellige tiltag til varetagelse af landsdelens finansielle behov kan også 195 [6] Fot.: Mogens S. Koch. meget vel komme i konflikt med vare- tagelsen af samfundets og befolkningens tarv. Eksempelvis vil indførelsen af to- talforbud mod alkoholiske drikke af hensyn til samfundets og befolkningens tarv betyde en total ødelæggelse af landsrådets (landsstyrets) økonomi, hvis ikke andet stilles i stedet. Som noget meget væsentligt må man pege på de muligheder, der ligger i at nidføre politikker, der sigter mod, at samfundet selv frembringer goder og ydelser, i modsætning til at betale for udstrakt import af disse. Derfor er det nødvendigt at overveje samfundets grad af selvforsyning indenfor forskellige områder og sektorer, så meget mere som dette vil have erhvervsmæssige og ad- ministrative konsekvenser, som på sam- me tid både vil kræve og give mulighed for en kraftig styring af centralstyrets udgiftsside. Der kan peges på mulighed for høj grad af selvforsyning indenfor områder som: 1. Energi. 2. Råstoffer og levende ressourcer. 3. Infrastruktur og serviceindustri. 4. Menneskelige ressourcer. Positive politikker i overensstemmelse med ovennævnte punkter vil have kraf- tige erhvervspolitiske konsekvenser samt andre afledede konsekvenser langt ind i mange samfundsfunktioner. For at gøre det lidt klarere, kan der måske gives nogle få eksempler. ad. l: Hvis vi genåbnede K'utdligssat, blot på den anden side vajgattet, ville vi ikke alene skabe en mængde arbejds- pladser, men på en for fremtiden for- nuftig måde løse vort energiproblem. Derudover ville vi kunne få afledede in- dustrier deraf, såsom gas, kemisk indu- stri, og i forbindelse med andre råstof- 196 [7] fer andre industrier. Og vi ved, at grøn- lændere er glimrende kulminearbejdere. ad. 2: Som under p. l kunne vi selv udnytte forskellige råstoffer, og for de levende ressourcers vedkommende kunne vi beslutte at skabe en bedre forsynings- kæde af egne fødevareprodukter, til er- statning af de fleste af de fra Europa importerede fødevarer. Det ville skabe et opsving i yderdistrikterne og nye ar- bejdspladser i den nødvendige distribu- tionskæde og „spare valuta". ad. 3: Vi bør selv på et tidspunkt skabe vort interne trafiksystem, helst fri- gjort fra de dyre slavebindende danske normer, og i særdeleshed bør vi snarest selv overtage de i samtlige lokalsamfund værende serviceindustrier, som for øje- blikket næsten totalt er i hænderne på fremmede. ad. 4: Der bør snarest opbygges vi- dencentrer her i landet, samt uddannel- sessteder hvor man målrettet uddanner alle de mennesker med speciel kunnen, vi skal bruge nu og i fremtiden. Styring og ønsket om styring kan om muligt gradueres og prioriteres efter, hvad centralstyret betragter som lands- delens og samfundets primære og sekun- dære erhverv. Herunder skal generelt fremhæves nogle sådanne muligheder for at prioritere og evt. foretage afvejning mellem de direkte og indirekte støtte- ordninger, eftersom hvilke mål man øn- sker at nå inden for områderne: 1. Støtte til transport og energi. 2. Støtte til anlægsinvesteringer. 3. Støtte til drift og omkostninger ge- nerelt. 4. Støtte til sociale udgifter. De selvstændige administrative og økonomiske enheder, kommunerne, kan i ly af deres lovfæstede status gøre sig de samme økonomiske overvejelser som landsstyret, også om styringsproblematik og om andre behov. Men forvaltnings- mæssigt er der dog sat sådanne grænser for deres aktivitet, at de ikke kan gøre noget effektivt for det lokale erhvervs- liv eller for ophjælpningen deraf. Selv om der er kommuner, der er meget pas- sive i erhvervsspørgsmål, er der faktisk flere, der heldigvis blæser på formalia og slår sig voldsomt i tøjret for at få lov til at være aktive, ud fra den klare forståelse, at erhvervslivet er i kommu- nerne, og at kommunens fremtid nøje er knyttet til erhvervslivet i kommunen. De nuværende muligheder er for- holdsvis få, men kommunerne burde ar- bejde mere intenst via deres landsorgani- sation og politisk på at ændre de for- valtningsmæssige regler, så de på en meget mere aktiv og direkte måde kan transformere overvejelser om oprettelse af virksomheder til realiteter, til virke- lige arbejdspladser. Disse aktive tiltag kan strække sig lige fra investerings- støtte til tilskudsordninger af diverse art, og fra uddannelsesstøtte til direkte struk- turering af det lokale erhvervsliv ved hjælp af den ret de har til udstedelse af næringsbreve. For at virksomheder på langt sigt kan blive drevet med et positivt resultat, og for at sikre en teknologisk og admini- strativ tilstedeværelse af know-how i virksomheden, kunne kommunerne ek- sempelvis udvise interesse for at yde tilskud til uddannelse inden for den en- kelte virksomhed, ved økonomisk støtte til dobbeltbesætning af nøgleposter i en 197 [8] nyetableret eller eksisterende virksom- hed i en såkaldt „følordning", indtil de lokale bliver i stand til selv at klare opgaven. Mærkværdigvås nok har kommunerne flere muligheder for at støtte erhvervs- mæssigt i de til kommunen hørende byg- der, men også her spiller det en over- vældende rolle, hvad de store statslige virksomheder, som kommunerne ikke har indflydelse på, har af igangværende aktiviteter, og om nye tiltag kan tilpas- ses dertil. Derfor vil det være forståe- ligt, hvis kommunerne også ønsker ind- flydelse for at kunne påvirke de stats- lige virksomheders funktioner. Der er voksende politisk forståelse for nødvendigheden af at gøre sig klart, hvilke selskabsformer der bør nyde fremme. Fra centralt politisk hold er vedtaget at opmuntre til dannelse af ko- operativer. Derfor burde der også fra centralt politisk hold gennemføres en lovgivning i overensstemmelse hermed. Lovgivning om kooperativer eksisterer så at sige ikke, hvilket i mange tilfælde kan stille den kooperative selskabsform ringere end andre selskabsformer. Den kooperative selskabsform er ideel for bygdeaktiviteter, og egentlig er en kom- mune en form for et kooperativ, og virk- somheder en kommune sætter i gang vil med lethed kunne køres som koopera- tiver. Ligeledes er der en voksende politisk forståelse for, at producentvirksomheder stiler mod en så høj forædlingsgrad på produkterne som muligt såvel af hensyn til beskæftigelsen som af hensyn til den værdiforøgelse, som produktet opnår. Der tiltrænges imidlertid en klart formu- leret målsætning gående ud på, at egne produkter fortrinsvis skal omsættes på hjemmemarkedet til erstatning for ind- førte varer. I fortsættelse heraf bør der gives aktiv støtte til producenternes be- stræbelser for at produktudvikle til højt forædlede varer, såvel for hjemmemar- ked som for eksportmarked. Suppleren- de bør centralstyret opmuntre til, at der a f dækkes og udvikles eksportmarkeder, hvis man dermed kan opnå større brutto- indtægt af eksport til gavn for betalings- balancen. Det enkelte individs tilpasning til den fremtidige erhvervsstruktur afhænger først og fremmest af, hvad individet får ud af arbejdet, enten økonomisk eller ved opfyldelsen af andre behov. Hvis der skal være sammenhæng mellem over- liggende udviklingsplaner om erhvervs- struktur og det enkelte individs erhvervs- valg, må der en passende motivering til, for at individet generelt vælger erhverv i de retninger, som samfundets planer går. Eksempelvis har et af de primære erhverv i dag — fiskeriet — en ringe til- gang. Dette skyldes bl. a. den udbredte misfornøjelse med måden, hvorpå kutter- ejerne behandler mandskabet i afløn- ningsspørgsmål. Mange kutterejere føl- ger ikke de af KNAPP fastlagte for- delingsregler. Eksemplet er typisk for en negativ motivering i forbindelse med individets erhvervsvalg. Og eftersom det er vort bærende erhverv, må man håbe, at man inden for KNAPP selv er i stand til at rette forholdene, inden situationen bliver helt katastrofal for fiskeriet. Derudover har børneskolens og ud- dannelsessystemernes ringe placering af 198 [9] Fot.: Mogens S. Koch. - og hermed sociale nedvurdering af — fiskerierhvervet en afsmitning på unges indstilling rned deraf følgende ringe til- gang til erhvervet. Det ville nok være ønskeligt, om med- arbejdere i virksomhederne har en med- indflydelse dels på virksomhedens drift og dels på virksomhedens bagved lig- gende politikker. Herigennem kunne sikres den ønskelige medleven og en- gagement i virksomheden, og herigen- nem kunne man sikre opfyldelsen af visse grundlæggende menneskelige behov. I dag giver kun andelsselskaber denne mu- lighed, men selv indenfor de bedst fun- gerende andelsselskaber er forholdene heromkring ikke tilstrækkelig gennem- ført, og der savnes forståelse herfor blandt medarbejdere og andelshavere og i befolkningen generelt. Ved igangsættelsen af større projekter kan der blive behov for mobilitet i ar- bejdskraften. I relation hertil må man tage individernes meget store stedbun- dethed til byer og bygder i betragtning. Der kan også inden for den enkelte loka- litet være vanskeligheder forbundet med at få individer til at søge beskæftigelse inden for en anden erhvervsgren end den, man har været beskæftiget i eller er uddannet til. Måske spiller det også en rolle, at det sociale sikkerhedsnet er blevet så meget forbedret, at motivatio- nen til at foretage et drastisk skift er 199 [10] ringe. Men det er også indlysende, at samfundet må have en bolig- og social- politik, der sikrer arbejderen, hvis man vil sikre en mobilitet i arbejdskraften. Sådanne problemer kan måske ikke løses uden aært samarbejde med Grønlands Arbejder Sammenslutning. Dog kunne det være ønskeligt, hvis arbejderorgani- sationen kunne stå stærkere som sam- arbejdspartner og modpart på arbejds- markedet, for det er jo ingen hemmelig- hed, at den har sine problemer, der er af faglig struktureringsmæssig, organi- satorisk og politisk art. Alene det fak- tum, at arbejdstagere i dagens Grønland kan inddeles i: 1. Organiserede i G. A. S., 2. Uorganiserede, 3. Udsendte, 4. Tilkaldte (herunder entreprenør- selskabers faste danske mandska- ber), giver anelser om fremtidige problemer på det grønlandske arbejdsmarked. Hvis LO og DA skal træffe afgørelser i spørgsmål vedrørende det grønlandske arbejdsmarked, vil hjemmestyrets og de lokale organisationers indflydelse blive ganske ringe, og styringsmulighederne af arbejdsmarkedet være borte. Men lad os håbe, at det er et spørgsmål, om der fra rette sted er politisk vilje og kraft til at sætte „Thorsen Entreprises" på plads, og at LO for en gangs skyld begynder at udvise reel solidaritet med arbejderbevæ- gelsen heroppe. De store statslige institutioners (især KGH's og GTO's) betydning for lands- delsøkonomien og lokaløkonomien samt deres betydning for hele samfundets ad- ministrative og forvaltningsmæssige op- gaver er så stor og altafgørende for det fremtidige hjemmestyre og samfundets forskellige funktioner, at det er ønske- ligt, at hjemmestyret har den størst mu- lige indflydelse og medbestemmelsesret i deres styring. Alene problemer som følge af, at poli- tikker fastlægges og beslutninger tages på den anden side af Atlanterhavet taler for, at de beslutningstagende organer for de vigtige „væsener" overflyttes til Grønland og koordineres med de øvrige hjemmestyreorganer. Principbeslutnin- gerne vedrørende en overførsel af KGH er allerede truffet i hjemmestyrekommis- sionen, men beslutninger vedrørende GTO lader vente på sig, vel hovedsage- ligt fordi organisationens nytte som in- strument for forberedelse af ressource- udnyttelsen heroppe endnu ikke er ud- spillet. Når man skal vælge teknologiske løs- ninger til samfundsopgaver eller er- hvervsopgaver, bør man måske ikke som hidtil kun basere sig på kopiteknologi. Det ville være ønskeligt med større ind- sigt i udviklingslandenes og de hjælpende industrialiserede landes bestræbelser med at finde tilpassede teknologiske løsnin- ger. Ved tilpassede teknologiske løsnin- ger opnås en højere grad af hensyntagen til eksisterende forhold, der hvor tekno- logien skal fungere. Hensynet til ni- veauet af eksisterende teknisk viden og beskæftigelsen af ledige hænder kan tale for at vælge arbejdsintensive løsninger i modsætning til højtekniske og dermed kapitalintensive løsninger. Andre steder på kloden har man på samme måde som her i Grønland er- kendt det uholdbare i at skabe en teknisk 200 [11] Fot.: Mogens S. Koch. udvikling, der betinger tilstedeværelsen af en talstaark, kostbar og fremmed tek- nisk stab. Man har også erkendt, at deraf skabte problemer ikke kan klares med en accellereret uddannelse alene. Ved tilpassede teknologiske løsninger kan der meget vel ske en reducering af uddannelsesbehovet. Dette må dog ikke forstås derhen, at der ikke er behov for uddannede teknikere, snarere tværtimod. Der vil stadig være et stort behov for teknikere i det allerede eksisterende tek- niske apparat, endog i en sådan grad at der vil være brug for intensive målret- tede og motiverende uddannelsesplaner og -systemer. Men også uddannelser kan tilpasses. Vi må erkende, at de højtekniske kapi- talintensive løsninger er koncentreret i bysamfundene. Bygdesamfundene der- imod er først nu så småt på vej ind i en udvikling og bremses netop nu af, at de hidtil kendte, højtekniske løsninger synes at forbyde sig selv og blokere andre for- mer for udvikling. Grundene hertil er forskellige, men man kan nævne kravene om danske normer og ikke mindst de økonomiske hensyn, der spiller en rolle. Der er dog et klart politisk ønske om, at en udvikling finder sted i bygderne, hvorigennem stedets egne ressourcer ud- nyttes. Den store forskelighed i tilstede- værelsen af ressourcer fra sted til sted — det gælder både art og mængde — synes allerede at tale for, at udviklings- løsningerne ikke kan være ens, men må 201 [12] tilpasses stedet, hvor det foregår. Og denne tilpasning skal også tage hensyn til miljø eller befolkningens sædvaner eller hævdvundne rettigheder, såsom brugsret til bestemte områder. På den anden side er det værd at huske på, at vi med det begrænsede antal mennesker vi har, muligvis forholdsvis hurtigt når et punkt, hvor yderligere eks- pansion inden for erhvervslivet kun kan lade sig gøre via høj tekniske og kapital- intensive løsninger. Den kommende rå- stofudvindingssektor er et område, hvor man typisk erstatter mennesker med høj- tekniske, kapitalintensive produktions- apparater. På grund af uddannelsesmæs- sige og økonomiske mangler er vi ikke på nuværende tidspunkt i stand til at gøre os gældende indenfor denne sektor. På trods heraf er vi tvunget til at gøre alvorlige overvejelser om, hvorledes hele denne store sektor skal integreres i vort lands øvrige funktioner. Problemerne som følge af de mange styringsopgaver er store og mangfoldige og strækker sig lige fra at hindre skade- virkninger på vor sociale, kulturelle og økonomiske struktur til at forhindre skadevirkninger på den økologiske ba- lance i havet og på land. Hertil lægges den kolossale opgave at sikre en reel ind- flydelse og dermed styring på de store multinationale selskaber. Disse selska- bers ressourcer og anvendelsen heraf for at sikre deres magt overstiger på mange områder de forestillinger, som man gør sig. Vi kender allerede nu planer om op- rettelse af minebyer på størrelse med Nuuk. Det kræver ikke megen fantasi og logisk sans at erkende, at en mineby ved siden af Nuuk vil have et potentiel og en økonomisk betydning, der over- stiger Nuuks mange gange. En sådan by vil meget hurtigt kræve at få medbestem- melsesret i de besluttende organer og be- slutningsprocesserne i kommunen og landsdelen. Minebyens udøvelse af denne medbestemmelsesret og indflydelse vil naturligt være centreret om at gennem- føre egne veldefinerede behov, og vil ikke erkende eller ønske at tage hensyn til det omliggende samfunds mere eller mindre veldefinerede behov. Bortset fra den økonomiske magtposi- tion, som disse nye enheder vil få, er det en politisk realitet, at blot 2 eller 3 nye minebyer af størrelsesorden som i pla- nerne for Isukasia vil kunne tage den reelle politiske magt her i landet. Dette gælder blot i kraft af antallet af de med minedrift beskæftigede set i forhold til antallet af grønlandske vælgere. Dermed vil for altid det grønlandske samfunds styringsmuligheder være borte. Individernes, og dermed samfundets, forbrug af goder, der igen skal erstattes med andre goder, er nok betydeligt større heroppe end i andre samfund. Denne vor uhæmmede „forbrugermenta- litet" kan blive en alvorlig samfundsom- kostning. Alle med åbne øjne kan hver dag se den skandaløst dårlige behand- ling, som størsteparten af køretøjer, fartøjer, fangstredskaber, boliger og mange andre forbrugsgoder bliver til del. Selv om mange udfører en vis vedlige- holdelse på forbrugsgoderne, er et be- greb som „forebyggende vedligehol- delse" totalt ukendt i Grønland. Eksem- pelvis skal her nævnes 3 faktorer, som 202 [13] har indflydelse på denne tingenes til- stand : 1. De ting, man misrøgter eller be- vidst skader, opleves som ikke til- hørende én selv, og man skal ikke selv betale for reparationer. 2. Man mener, at man opnår øget social status ved at vise, at man har råd til at købe nyt. 3. Den eksisterende service-sektor er ikke interesseret i forebyggende vedligeholdelse, da lønsomheden er større ved hyppige reparationsar- bejder. Denne indstilling har af- smitningseffekt på befolkningen, bl. a. via grønlandske håndværkere. I lighed med tidligere vil vi i den kom- mende tid se uhyre summer investeret i infrastruktur, produktionsanlæg og bo- ligmasse. Det er tvingende nødvendigt, at det kommende hjemmestyre med det samme kraftigt forsøger at ændre be- folkningens indstilling til bevarelse af forbrugsgoderne. Der kan også arbejdes konstruktivt med at uddanne „vedlige- holdelsesmekanikere". Forbrugsgoder- nes lange levetid og de åbenbare økono- miske fordele herved burde være driv- kraft nok, således at man ikke behøver at køre frem med de moralske aspekter, der også ligger heri. Forbrugsmønsteret kan naturligvis også påvirkes på en mere direkte måde ved at øve en indflydelse for at nedskære det uhyre varesortiment inden for mange områder. Det ville blandt andet også have gode konsekvenser i form af ned- skæring af investeringer og servicebehov. Det kunne være passende at afslutte dette indlæg med et par korte betragt- ninger om et af aspekterne i det frem- tidige forhold til Danmark. Der er ingen tvivl om, at forholdet Danmark/Grønland i fremtiden vil kræve en anderledes vilje til forståelse og takt end tidligere. Som de mere poli- tisk erfarne vil man forlængst i Dan- mark via denne forståelse have opfattet, at Grønlands fremtidige uhyre store af- hængighed økonomisk, videnmæssigt etc. i sig indebærer uhyre politiske pressions- muligheder (den „politiske nøddeknæk- ker" in mente). Vi er ganske klar over, at Danmark på sin side er økonomisk afhængig af andre, og også via traktatmæssige for- pligtelser kan blive udsat for pression. Vi er klar over, at Danmark meget gerne vil give los for uhæmmet res- sourceudnyttelse heroppe, — på hjemme- styrets eget ansvar. Vi er klar over, at man politisk gennem århundreder er træ- net i at „bringe modparten i umulige økonomiske/politiske situationer", så man får sin vilje med modpartens „vel- signelse". (Det er jo hovedparten af indholdet i ethvert politisk spil i Dan- mark) . Men der er jo nok grund til at råde til, at man ikke misbruger disse politiske muligheder. Grønlænderne er traditio- nelt tålmodige og politisk tavse, men tiderne skifter jo, — og der kommer jo generationsskift også i grønlandsk po- litik. Og glemmes må det i sidste ende ikke, at vi jo har Atlanterhavet imellem os, og at der skal gensidig god vilje og me- gen reel og ærligt samarbejde, hvis de gode bånd skal bevares. 203 [14]