[1] Hjemmestyrets ressourcer af Jørgen Hertling Der er mange ukendte faktorer i forbin- delse med forberedelserne til indførelse af hjemmestyre i Grønland den 1. maj 1979. Et af de åbne spørgsmål er, hvor- vidt det hjemmestyrende Grønland fra starten eller umiddelbart de følgende år vil kunne præstere menneskelige, sam- fundsøkonomiske og samfundsmoralske ressourcer. For så vidt angår de menneskelige res- sourcer må man være forberedt på, at det hjemmestyrende Grønland endnu mange år fremover må hente en del af arbejdskraften udefra, hovedsageligt fra Danmark. Det gælder ikke blot speciel sagkundskab inden for en række admini-__ strative sektorer, undervisning og sund- hedsvæsen, men også arbejdskraft af mere almen karakter. Nok kan man konstatere, at uddan- nelsessituationen er blevet væsentligt bedre i de senere år. Der er vel i det hele taget intet område, der har haft en sådan politisk bevågenhed som undervisnings- sektoren, og med den uddannelsesinten- sitet og med de uddannelsestilbud, der er, kan man håbe på, at en række ar- bejdsområder efterhånden kan klares hovedsageligt med grønlandsk arbejds- kraft, men sagkyndig hjælp udefra vil der være behov for mange år fremover. I denne forbindelse må man være op- mærksom på den aldersmæssige sam- mensætning af den grønlandske befolk- ning. De unge aldersklasser er talmæs- sigt ret dominerende. Netop i disse år når en stor gruppe af de unge til arbejds- markedet. En foreløbig prognose profe- terér med stor arbejdsløshed netop inden for denne gruppe, hvis der ikke snarest igangsættes erhvervsøkonomiske foran- staltninger. Sådan set skulle man tro, at der ville være menneskelige ressourcer nok til at dække arbejdskraftbehovet med grønlændere, men så simpelt går det nok ikke, selvom man skulle indrette de forskellige uddannelser efter grønland- ske behov og normer. Det er i denne forbindelse værd at be- mærke, at den grønlandske befolkning kun tæller små 50.000 mennesker, børn, unge og gamle. Det forekommer mig meget optimistisk at tro, at samfundets mangfoldige funktioner skulle kunne klares uden et væsentligt supplement udefra. Når foranstående noget skeptiske fremstilling stilles i relation til hjemme- styrets inderste kerne, at de grønlandske organer skal have et selvstændigt ansvar 204 [2] Fot.r Mogens S. Koch. inden for en række områder, er der imid- lertid ingen grund til bekymringer. Det er ønskeligt, at forskellige samfunds- funktioner klares så vidt muligt af grøn- landsk personale, men det behøver jo ikke at være det eneste saliggørende. En del udefra kommende arbejdskraft må være med til at klare ærterne under grøn- landsk ansvar. Såfremt Grønland i de kommende år kan fostre dygtige og selv- bevidste lederemner, og såfremt der kan herske et fordrageligt arbejdsklima, er der ingen grund til at male fanden på væggen. Ud fra den nuværende situation ser det ret så trist ud med Grønlands er- hvervsøkonomiske ressourcer. Det kom- mer selvfølgelig an på, om man ønsker den voksende politiske indflydelse fulgt op af en voksende erhvervsøkonomisk indflydelse. Det gør jeg ud fra den be- tragtning, at den politiske beslutnings- myndighed efter mit skøn først kan blive til en ægte oplevelse for de grønlandske politiske organer, hvis der findes selv- erhvervede økonomiske ressourcer til at beslutte med. Det er en kendsgerning, at det økono- miske grundlag for det grønlandske sam- fund idag sikres ved overførsel af kapi- tal fra den øvrige del af riget. Det er helt acceptabelt sålænge samfundet fun- gerer som en slags amt, en politisk-admi- nistrativ del af helheden. I det øjeblik 205 [3] Grønland bliver hjemmestyrende og er nødt til at modtage et bloktilskud, virker systemet knap så naturligt. Uanset at tilskuddet ydes som en naturlig forplig- telse fra Danmark, eftersom hjemme- styret indføres i rigsenhed med Dan- mark, vil systemet på længere sigt givet være belastende i forholdet mellem Dan- mark og Grønland. Det er tilmed et stort åbent spørgs- mål, om den danske imødekommenhed med at overføre et betragteligt blok- tilskud vil fortsætte i mange år efter hjemmestyrets indførelse. Det er et spørgsmål, som umuligt kan besvares idag. Det er imidlertid nødvendigt, at den grønlandske befolkning før hjemme- styrets indførelse er klar over, at dan- skerne ved at overlade ansvaret for det grønlandske samfunds funktioner på en lang række områder kan ændre holdnin- gen over for Grønland. Med den er- hvervsøkonomiske situation i Danmark, med stor arbejdsløshed og en række uopfyldte ønsker mellem Østersøen og Skagerrak kan viljen til at overføre et bloktilskud til et hjemmestyrende Grøn- land blegne med tiden. Det skal den grønlandske befolkning være opmærk- som på før hjemmestyrets indførelse, ikke fordi man skal få kolde fødder, men fordi en muligt ødelæggende skuf- felse gerne skal undgås, hvis danskerne mod forventning skulle begynde at dreje hanen for pengetanken. Hvilke muligheder har det grønland- ske samfund til at bidrage med hensyn til driften af samfundet de kommende år? Fiskeriet har de senere år ført en kummerlig tilværelse. Den eneste pro- duktion, der indtil dato tegner sig for Grønlands eksport, giver drønende un- derskud. De sidste 4 år har underskud- det årligt været mellem 60 og 90 mio. kroner. Der er efter al sandsynlighed ingen grund til at tro, at underskuddet bliver væsentligt mindre ved at produk- tionssektoren bliver overført fra staten til hjemmestyrets ansvarsområde. Med de geografiske og klimatiske forhold, hvorunder fiskeriet i Grønland opret- holdes, skal der ualmindelig dygtighed og usandsynligt held til at få det til at balancere, endsige give overskud. Det er bittert at konstatere, at fiskeriet ikke i disse år eller om nogensinde kan blive det bærende erhverv i Grønland. Noget helt andet er, at erhvervet som den stør- ste arbejdsplads i Grønland må opret- holdes, og helst sådan at fiskerne får noget ud af sliddet. Vi har netop i disse dage (februar 1978) måttet bide i det sure æble ved at konstatere, at boringerne efter olie ud for vestkysten er opgivet. Der var for- mentlig ingen olie derude. Man kan dog, som ræven om rønnebærrene, også sige heldigvis. Så undgår vi da de uundgåe- lige ødelæggelser i de små grønlandske samfund, såfremt der var blevet et „olie- eventyr" derude. Dog er Grønland et stor land. Der er ingen grund til at opgive håbet. Der ar- bejdes videre med andre områder af landet. Man må da håbe, at styrings- udvalget snart må blive opmærksom på de canadiske formodninger om store olieforekomster i Peary Land. Hvis disse formodninger har noget på sig, er det da i hvert fald en fordel, at man kan drive oliejagten flere hundrede kilometer 206 [4] Fot: Mogens S, Koch. væk fra beboede områder. Erhvervs- udviklingen i byerne må så foregå på en mere naturlig måde. De kendte mineraler og såmænd også de endnu ukendte hører med til frem- tidens håb, men også her ser mulighe- derne beskedne ud. Den sorte Engel fun- gerer da og pynter enormt på Grønlands eksportstatistik. Om nogle år skulle mi- nen efter sigende bidrage til det grøn- landske samfund med ca. 50 mio. kroner om året. Uranfjeldet, molybdænforekomsterne, jernmalmforekomsterne, kulforekom- sterne og en række andre mindre fore- komster må vente på bedre tider. Fælles for olie og mineraler er, at forekomsterne i Grønland skal være rige og fine for at kunne konkurrere på ver- densmarkedet. Dertil kommer, at det altid vil være et åbent spørgsmål, hvorlænge de kan bi- drage til samfundsøkonomien. Undersøgelser af vandkraftens mulige 207 [5] udnyttelse har været i gang i nogle år. Man har konstateret, at det teknisk er muligt at bygge vandkraftværker i Grøn- land. Værre er det med udsigten til, hvad man ellers kan bruge kraften til. En sag- kyndig rapport herom levner ikke store chancer uden dog at slukke alt håb. Det har ellers været forjættende at fantasere sig til vandkraftens mulige følger. For det første kunne vandkraften blive kernen til en moderne industriali- sering af det grønlandske samfund. Hvis der virkelig kunne frembringes billig energi, og hvis denne energi kunne gøres tilgængelig, ville der blive åbnet spæn- dende perspektiver for grønlandsk eks- port- og hjemmemarkedsproduktion. Et af de spændende aspekter ville være, om det kunne være teknisk og økonomisk muligt at føre kraften til allerede eksi- sterende bygde- og bysamfund. En række mindre industrier, som muligt ikke kon- kurrencemæssigt kan bære eksportpro- duktion, men som alt taget i betragtning kan bære hjemmemarkedsproduktion, kunne være med til at skabe arbejdsplad- ser for en del af den kommende ungdom. For det andet kunne vandkraften og den billige energi muligvis gøre brydnin- gen af de kendte mineraler rentabel. Alene udsigten til billigere drift af så- danne mineralforekomster ville kunne virke animerende for undersøgelser og investeringer. For det tredie ville vandkraften åbne spændende kombinationsmuligheder mel- lem den danske industri og den kom- mende grønlandske industri. Et af de store problemer for rentabel dansk indu- stri er jo netop energimulighederne. Danmark er et fattigt land for så vidt angår råstoffer og energikilder. Til gen- gæld må man jo nok sige, at dansk indu- stri er med på noderne, når det drejer sig om højt udviklet teknologi og know- how. Vi har endnu ikke know-how i Grønland, hverken teknisk eller kom- mercielt, men med energi til rentabel pris og mulige råstoffer kan vi snakke med. Dette i sig selv, at der kunne blive en dialog mellem 2 parter, der hver på sin side har noget at yde, ville være en vær- difuld nyskabelse i Grønland. Men efter eksperternes bedømmelse er chancerne ikke store. Under alle omstændigheder er den grønlandske befolkning indstillet på at betale en pris for det selvstændige an- svar, som vil blive udbygget i de kom- mende år. Ingen kender prisen nøjagtigt. Hvorvidt det grønlandske samfund kan præstere de fornødne samfundsmoralske ressourcer vil givet afhænge af prisen. Hjemmestyret bliver efter al sandsyn- lighed den største udfordring, det grøn- landske samfund hidtil er blevet udsat for. Det vil kræve mod og solidaritet. Der er al mulig grund til at ønske, at det går godt. 208 [6]