[1] Bygder og hjemmestyret Giv inuit retten til selvbestemmelse afThimothæus Poulsen, oversat af Else Poulsen og Kristian Olsen Det er ganske nødvendigt at have kend- skab og viden om de grundlæggende for- hold omkring bygdernes administration. Derfor er man nødt til at stifte nærmere bekendtskab med Nalunaarutit, Grøn- landsk lovsamling, Serie A fra 1976. Den omhandler kommunalbestyrelsens og bygderådets arbejdsområder — altså de primære retningslinjer for bygde- administrationen. På side 42 kapitel 3 kan man læse om kommunalbestyrelsernes kompetenceom- råder. På side 47 § 47a står følgende skrevet: „Kommunalbestyrelsen kan be- myndige bygderådene, jfr. kap. 39, til at varetage den umiddelbare forvaltning af kommunale anliggender i bygderne. Stk. 2. Nærmere regler om bygderå- denes varetagelse af forvaltningen fast- sættes i styrelsesvedtægten." Da vedtægterne vedrører alle sags- områderne i hele kommunen, og admini- strationsapparatet findes i byerne (kom- munekontorerne) , er vi nødt til at ræson- nere, at et kommunalbestyrelsesmedlem fra byen sjældent skænker bygdeproble- merne en tanke i hverdagen. Resultatet er, at vi undertiden ligesom kommer til at mistænkeliggøre kommunekontorernes personale og deres overordnede. Det er jo vanskeligt at regne ud, i hvor høj grad de har sat sig ind i sagsproblematikken omkring bygdernes saglige ønsker om udvikling. De møder bygdernes proble- mer via korrespondancer eller ved ind- tryk gennem besøg i bygderne i ganske få timer. Det viser hvor få muligheder, de har for at sætte sig ind i de praktiske forhold samt reelle planer. Grundet en usmidig administrationsform bliver man- ge af kommunalbestyrelsens beslutninger inden for kommunen med eventuelle giv- tige konsekvenser for bygderne ikke til noget. Det skyldes ofte, at bygdernes re- præsentanter står meget ensomme og alene i deres anstrengelser for at vare- tage gennemførelsen af deres forslag. Alle disse forhold bevirker forsinkelser og en bremsende udvikling i bygderne, og for de fleste sagers vedkommende bærer bygdernes anstrengelser sjældent frugt. Endnu i vore dage praktiserer man følgende tankegang: „Alle initiativerne skal behandles via byens kommunalbe- styrelse." Beslutningerne vedrørende 214 [2] Fot.: Mogens S. Koch. bygderne bliver allesammen vedtaget i byerne. Man kan end ikke finde på at gøre det omvendte. Resultatet af denne forretningsgang har en sådan konsekvens, at anlægs- og reparationsarbejder, som udmærket godt kan klares med stedlig arbejdskraft, ud- føres af udsendte med meget højere løn - der tænkes f. eks. på reparation af vin- duesforsatser, malerarbejder i bolig- støttehuse, skorstensfejning eller repara- tion af bådkajens trapper. De udsendte udfører jo ikke altid perfekt arbejde. Arbejdsgiverne er som regel selverhver- vende eller GTO. Lad os se nærmere på vedtægterne for bygderåd i Grønland på side 57 ka- pitel 3. Vedtægterne for bygderåd består i alt af 13 stykker. Ud over de valgtek- niske bestemmelser og retningslinjerne for bygderådenes arbejde indeholder de ikke radikale forbedringer specielt med henblik på bygderne. Den mest interes- sante vedtagelse står at læse i § 77e. Der står skrevet: „Bygderådet varetager ef- ter bemyndigelse fra kommunalbestyrel- sen, jfr. § 47a, den umiddelbare forvalt- ning af kommunale anliggender i byg- den. Stk. 2. Bygderådet kan afgive ind- stilling til kommunalbestyrelsen om byg- dens forhold. Bygderådets udtalelse skal 215 [3] så vidt muligt indhentes i alle sager, der vedrører bygdens anliggender, og som ikke er henlagt til bygderådets egen afgørelse." Denne vedtægt giver ikke helt klare retningslinjer for bygderådets virksom- hed og kompetencer. Det bør ellers klart fremgå af vedtægterne, hvilke områder bygderådets formål omfatter, og hvor vidt kompetenceområdet rækker. Endelig synes man, at der ud fra disse aldrig vil blive skabt en virkelighedsnær udvikling, som bygderådet alene kan stå model til, hvis ikke der bliver etableret en selvstændig beslutningsmyndighed; forklaring om bygderådets anvendelses- muligheder vil end ikke være tilfreds- stillende. Vedtægternes ordlyd som: „Bygde- rådet kan bemyndiges af kommunalbe- styrelsen ..." kan efter nøjere gransken være vanskelig at fortolke, og i henhold til, hvad jeg er vidende om, er „kan bemyndiges" blevet flittigt anvendt af kommunalbestyrelsesmedlemmerne fra byen. Kommunalbestyrelsen kan over for bygderådet blive ved med at tale om „kan bemyndiges ..." uden at handle realistisk. Ud fra disse forhold har dannelsen af bygderåd ikke haft en reel betydning for bygdebefolkningen. Den eneste posi- tive virkning er, at kommunalbestyrelses- medlemmet fra bygden har fået mulig- hed for at diskutere tingene med andre valgte medlemmer fra sin egen bygd. Sådan har det også været, før bygderåd blev etableret. Nu har bygderne mindst 3 og maximum 5 bygderådsrepræsen- tanter, der holder møder uden selvbe- stemmelse. Endelig skal vi kaste et blik på føl- gende formulering i vedtægterne: „Det skal varetage almene interesser i byg- den, som har tilknytning til kommunen." Da der i mange tilfælde er forskel mellem bygdernes og byernes interesser, vil det være ganske spændende at få ind- blik i, hvad „almene interesser (arbej- der)" egentlig dækker over. Hvis man anser et vandværk som almen interesse fra bygdens side for i alt op imod l mill. kr. i omkostninger, så kan et sådant pro- jekt til gengæld blive væltet af byens kommunalbestyrelsesmedlemmer, hvis projektet ikke behager dem; derved bli- ver manglende interessefællesskab årsa- gen til, at et meget vigtigt projekt med uhyre gavnlig virkning bliver afslået. Så vidt jeg er orienteret, har man tidligere forkastet et lignende projektforslag, som ellers kan få en afgørende betydning for etablering af et produktionssted og dets drift i bygden. Det fremgår klart af et sådant eksempel, hvor svage bygdernes repræsentanter er som en minoritet i be- slutningsfasen. Da § 77e endnu indeholder interes- sante faktorer, og eftersom kommunal- bestyrelsesarbejdet praktiseres derefter, skal vi bore lidt mere i det. I Atuagalliu- tit læste jeg, at et bygderåd i Sydgrøn- land havde fået den opgave selv at sørge for snerydning og renovation. Sagen blev behandlet af bygderådet, dvs. tre per- soner. Tidligere var det kommunalbesty- relsesmedlemmet alene, der var sagsbe- handler. Nu behandler tre mennesker deres fælles byrde, men de kan desværre ikke selv skabe behovet for en sådan ord- ning. Selvom bygderådet måske kan have behov for en anden prioritet, så 216 [4] må det udføre den givne henstilling. Bygdebefolkningens sparsomme mulig- heder for selv at træffe beslutningerne i sager, der vedrører dem, er lige så be- grænsede som tidligere. Bygderådet bør egentlig selv have mu- lighed for at få tildelt et administrations- beløb af kommunalbestyrelsen til anven- delse til fornuftige investeringer i byg- den såsom fangstredskaber, fartøjer, produktionssteder etc. etc. Begrundelsen for fremdragelsen af dette er, at ind- tægtsmulighederne i bygderne er meget ringere end i byerne, og at bygdebefolk- ningens opsparingsmuligheder heller ikke er overvældende store. Desforuden er Grønlandsbanken og Bikuben ikke særlig begejstret for at yde lån til bygdebefolk- ningen på grund af for stor risiko. Dette til trods for at bankerne udnytter bygde- befolkningens indestående i deres handel med penge. På dette område er der ikke en rimelig udjævningsordning, da der i bankerne bør være muligheder for, at alle mennesker kan låne penge i forhold til indsatsen. Følgende ordning kan godt bli-ve realiseret over for bygderne inden for hjemmestyret! En fortsat ignorerende holdning over for bygdebefolkningen kan ikke prakti- seres i hjemmestyrets regi, da en sådan holdning vil stride imod bygdernes drift og ønsket om et fremtidigt udviklings- arbejde. Det er indtil vore dage nødven- digt at have bygdemæssig placering, hvor fangstdyrene er inden for over- skuelig rækkevidde, desuden er det på- krævet i vort land med en enorm vidt- strakt kyst at etablere erhvervsudvikling. Fot.: Mogens S. Kuch. Den side af udviklingen er ikke så ud- bygget, fordi folk, selvom de udmærket er klar over mulighederne (regnskab, planlægning etc.), behøver viden og til- rettelægning. Gennem uddannelse af rådgivere for bygdebefolkningen i de ovennævnte me- get væsentlige problemer, hvor der meget ofte eksisterer stærke behov, kan man forsøge at overvinde vanskelighe- derne ved overførsel af paratviden inden for produktion. Man må jo påregne, at rådgiverne bliver ansat i bygderne efter uddannelsen. Endelig bør der planlægges en særlig ordning over for bygdebefolk- ningen ved at lade dem høste erfaringer i de eksisterende produktionssteder sam- tidig med man giver dem en boglig vi- den. Et produktionsapparat er grundlæg- gende for livets opretholdelse. Hvis ikke der findes et erhvervsliv, kan menne- skene ikke eksistere og udvikle sig. Men- neskenes kamp for at opretholde livet ud fra de levende ressourcer eksisterer også i vort land, lige som i andre dele af 217 [5] verden, men mulighederne for erhvervs- mæssige etableringer i byer og bygder er endnu ikke udviklet intensivt med fuld kapacitet. Derfor drager Kalaallit endnu ikke fuldt ud nytte af naturressourcerne, så de kan blive anvendt til glæde for Kalaallit. Det vil være rigtigt at overveje at give bygderne selvstændighed inden for hjem- mestyret. Nu bør kommunalbestyrelser, kommunernes landsforening, landsrådet og alle Kalaallit være med i planlægnin- gen af dette mål. Ved opnåelse af selvstændighed i byg- derne kan bygderådet først opnå at få en beslutningsmyndighed. For at en så- dan beslutning kan ratificeres, kræves der mindst følgende: a) At bygderådet selv henvender sig direkte til landstinget vedrørende etable- ring og ønsker etc. etc. uden indblanding af medlemmerne i den by, som har be- slutningsmajoriteten. Som det er praksis i dag har bygdebefolkningen i sager, der er af stor vigtighed for bygden, og som behandles i de forskellige udvalg, ikke en ærlig chance for at præge beslutnin- gerne fra starten af. Såfremt følgende vigtig konsekvens ikke kan vedtages, at bygderådet selv henvender sig direkte til myndighederne, vil ovennævnte skæv- heder finde sted. b) At bygderådet planlægger selv i henhold til de eksisterende behov i byg- derne. c) At bygderådet selv vedtager og ad- ministrerer de eksterne behov i henhold til bygdens realitetsbetonede krav. Med eksterne behov menes penge og folk, der har specialviden inden for ganske be- stemte arbejdsområder. Bygderne er fra „arilds tid" blevet regnet for afsidesbeliggende beboelses- områder, og deres behandling af myn- dighederne kan betragtes som værende hensynsløs. Manglende hensyntagen kan for de fleste bygders vedkommende have været en fordel, da man kan sige, at byg- derne har fået en mere selvstændig kul- turel og erhvervsmæssig udvikling end byerne. Medens en sådan selvstændighed endnu har sin eksistens, bør man inden for hjemmestyret udnytte den yderligere med tilbundsgående virkning, hvis ikke, så mister vi alt for mange kræfter. Skal man stræbe efter dette, er det tvingende nødvendigt, at Kalaallit er med i debat- ten og i dens udformning uden deltagelse af de få „tilsyneladende intelligente", som vi er så vant til. Når man ser til- bage på vort lands historie, er de få menneskers udformning af tingene for grov, og vi ved, at den altid har taget fejl - lad os nu dennegang alle ... 218 [6]