[1] Fra Alaska til Grønland af Påvia Petersen 1934, oversat af Frederik Nielsen, 1978 Vore forfædre i gamle dage kunne godt lide at rejse. De boede jo rundt omkring på jordens nordligste egne. De kørte på slæde for at finde fangstdyr, og roede i kajak for at fange havdyr. De drog vestfra, nogle af dern østpå. De fulgte den rute, de kære fangstdyr tog. Tappert satte de sig over brede sunde og stred sig fra den hindrende is. Familien tog de med, da de drog til deres nye hjemstavn. De kørte så stærkt, at sneen føg omkring dem. Trods kulden dampede de af varme, måtte af og til nøjes med en lille lur på isens overflade. På den anden side af sundet blev nogle af dem boende, andre drog videre sydpå langs den vidtstrakte kyst. De fandt sig bo i fjordene, og ligeså på øerne, der, hvor havet vrimlede med sæler, det var jo dem, de var ude efter. Havets sæler blev for dem de vigtigste fangstdyr. Et sælskindsbetrukket fartøj blev deres kajak. Snildt lavede de kajakredskaber og øvede sig i brugen af disse. De for afsted i kajak, så den borede sig gennem bølgerne. Vendte den bunden i vejret, blev den rejst op igen ved årerne. Langt ud i havet drog de på fangst, så langt, at bopladsen forsvandt af syne. De fandt den fangst, de søgte, og bragte den i land på slæb. 227 [2] De boede i vinterhuse bag den frådende sø. Der betrak de deres konebåde, fartøjer til transport. Drog de fra vinterbopladserne, boede de og sov i telte på de steder, hvor vinterforrådet sam- ledes til opbevaring i forrådshuse. Fot.: Mogens S. Koch. Konebåde og kajakker fulgte kysten videre mod syd. Tilsidst rundede de landets sydspids og blev østgrønlændere. Takket være vore forfædre, de vidtberejste - hører landet stadig til dem, der fandt det. Fra Alaska til Grønland holder inuit hinanden i hænderne, sammenbundne med det fælles sprog. Gid det stadig magte at udtrykke den dådskraft, der gav forfædrene styrke. 228 [3]