[1] Traditionelt lederskab og grønlandsk selvforvaltning af Gert Nooter, RijksmuseumvoorVolkenkunde,Leiden, Holland Oversættelse ved Eric van Hagen Denne artikel er baseret på undersøgel- ser udført i Østgrønland (Angmagssalik- distriktet), Nord-vestgrønland (Uper- navik-distriktet) og Canada (Baffin- land) (se Nooter, 1976). Af undersø- gelserne tog feltarbejdet i Tiniteqilåq (Østgrønland) langt det meste tid. Som undersøgelsesmetode anvendte jeg del- tager-observation. Arbejdet med at undersøge lederskab i Østgrønland vanskeliggøres en del af den lokale dialekts mangel på synonymer for ordene „umialik" og „isumataq", som bruges af andre Inuit-grupper. Ordet „umialik" bruges især i Alaska og betyder „bådejer". Nogle umialit er ikke alene ejere af en båd og ledere af dens besætning, men spiller også en le- derrolle på samfundsniveau (Lantis 1972, 45; Vanstone 1962, 163). Ordet „isumataq" bruges øst for Ala- ska, i Canada, og betyder „den der tæn- ker" (Birket-Smith 1961, 173). En isumataq er en person, der i visse til- fælde kan fungere som samfundets leder. For både umialik og isumataq gælder, at de hører til samfundets bedste fan- gere, og deres lederskab er baseret på deres jagt- og fangstevner. I den øst- grønlandske dialekt bruges en gang imel- lem ordet „nålagaq", som passende kan oversættes ved „herre", „chef" eller „leder". Det er imidlertid et ord, som næsten udelukkende bruges mellem grøn- lændere og danskere, og sjældent eller aldrig mellem grønlændere indbyrdes. Grønlænderne imellem anvendes af og til spottende udtrykket „nålagarssuaq" (store chef) om europæere, der forsøger at få deres vilje ved at råbe højt. Et vigtigt begreb i undersøgelsen af lederskab er det østgrønlandske „piniar- torssuaq", som betyder „storfanger". Begrebet bruges ikke ofte og har des- uden to anvendelser. Den egentlige be- tydning af ordet, som udtrykker respekt, er udmærket beskrevet af Krabbe: „Grønlænderens Kendskab til de forskel- lige Sælers Livsvaner er næsten uden Grænse, og Jagten paa disse Dyr er selv- følgelig drevet med en Grundighed, som gør, at hver Art, hver Situation har sin specielle Fangstteknik. Det kan derfor ikke være anderledes, end at den Fanger, som behersker hele denne Kunst til Fuld- kommenhed, er det grønlandske Sam- 249 [2] funds Ideal, som baade gamle og unge ser op til med den dybeste Respekt, og til hvis Tale og Beretning den grønland- ske Dreng lytter med største Andagt" (Krabbe 1930, 41). Men ordet bruges også ironisk om en fanger, der ikke fanger nok, eller når en fanger misbruger en oplagt chance for at skyde en sæl. Man kan godt sige, at alle de fangere, der i en eller anden situation optræder som ledere, kaldes „pimartorssuaq", men langt fra alle pi- niartorssuit er ledere. De traditionelle former for lederskab er baseret på fangernes evner i, hvad vi kan kalde jagt- og fangstfærdigheder. For Øst- grønland er dette ensbetydende med fangsten af havpattedyr. Især i Angmag- ssalik-distriktet er fuglejagten kun af mindre betydning, mens rensdyr ikke findes. Nu skal et udtryk som „traditionelt lederskab" selvfølgelig kun bruges med stor varsomhed. Uden nærmere tids- angivelse er begrebet nemlig uanvende- ligt. Man ser f. eks. ofte, at grønlandske dragter med perlekrave, bomuldsskjorte o. s. v. bliver omtalt som traditionelle grønlandske dragter, mens det må være indlysende, at denne dragttradition ikke stammer fra den såkaldte før-kontakt fase. Før-kontakt fasen er perioden før, der opstod regelmæssige forbindelser med europæerne. I denne artikel anvendes begrebet „traditionelt lederskab" i denne betyd- ning. Alle nedenunder nævnte leder- skabsformer eksisterede også i Østgrøn- land i før-kontakt fasen - for Angmag- ssalik vil dette altså sige før 1884. Traditionelle lederskabs/armer i Tiniteqilaq (Østgrønland). Lederskab på kærnefamilie-plan. Indenfor kærnefamilien er det faderen, der som farnilieoverhoved tager beslut- ningerne. Det kan der ikke være tvivl om. Det er ham, der bestemmer, hvor og hvornår der skal jages, hvornår fa- milien skal rejse, og hvem der eventuelt skal blive hjemme. Dette vil dog ikke sige, at kvinderne slet ikke spiller nogen rolle i beslutningsprocessen. Som overalt er også her situationen forskellig fra familie til familie. Der findes familier, hvor det er kvinden, der trækker i sno- rene ; hvor manden kun ser ud til at tage beslutningerne, eller ikke engang det. Forholdet mellem en mand og hans kone giver tit anledning til små vittigheder ægtefællerne imellem. Min kone og jeg har ofte hygget os med Billiam Jona- thansen og hans kone Sigrid med at snakke om og grine af deres og vores ægteskabelige forhold. Børneopdragelse er i enhver kærnefamilie rettet mod ar- bejdsfordelingen mellem mand og kvin- de, og faderen tager sig hovedsageligt af sine sønner, mens moderen bruger mest tid og'opmærksomhed på døtrenes opdragelse. Det er nærliggende, at man i et samfund med en så udpræget arbejds- fordeling mellem mænd og kvinder også tager beslutningerne med udgangspunkt i denne. En kvinde bestemmer normalt selv, hvornår hun vil tilberede et skind, men selvfølgelig diskuterer ægtefællerne også sagerne. Når en mand f. eks. mang- ler penge til at købe ammunition for, vil han bede sin kone om hurtigst muligt at tage skindet med ind til butikken. 250 [3] Hjemme hos Patdus Jonathansen. Hans kone er i færd med at flænse den sæl, som han lige har fanget, mens børnene Asta, Tirsa og Vithus ser til. Tiniteqilåq 1973. Fol.: Gert Nooter Lederskab på familie-plan. Samfundet i Tiniteqilåq er delt op i nogle „storfamilier", såsom familien Jo- nathansen med otte husstande, familien Larsen/Umerineq med fem, familien Akipe med fire, familien Tarkissimat med tre, og nogle familier, som kun er repræsenteret: med to eller een husstand (situation 1967/68). I de store familier findes virkelig det ideelle lederskabsmøn- ster, som van den Steenhoven (1962, 55) taler orn, hvor den ældste af en gruppe brødre fungerer som storfami- liens overhoved. Det skal imidlertid un- derstreges, af: denne form for lederskab er underforstået og almindelig aner- kendt snarere end egentlig formelt ud- trykt (Steenhoven 1962, 54). Selvfølge- lig er den ene familie også i så henseende forskellig fra den anden. Tarkissimat Tarkissimats lederposition manifestere- de sig i vinterens løb, når hans yngre bror kom og spurgte ham til råds. Bil- liam Jonathansen spillede ikke nogen åbenlys lederrolle i forhold til sine brødre, men overfor sine gifte sønner var det tydeligvis ham, der var lederen. De aflagde regelmæssige besøg hos deres far, blev og spiste med, og dem, der var fangere, forsynede ham med kød i rigelige mængder. Til sammenlig- ning med situationen i Keewatin, Cana- da, som van den Steenhoven skildrer, var lederskabet på familieplan i Tinite- qilåq ikke særlig udviklet. Det fungerede kun en gang imellem og i specielle situa- 251 [4] tioner. Men man må ikke glemme, at lederskab ikke nødvendigvis eksplicit be- høver at træde frem for alligevel at fun- gere. Nogle gange er det heller ikke klart, i hvor høj grad en persons op- førsel er fremkaldt af respektfølelser for faderen eller den ældre bror. Et eksempel: I 1967 og igen i 1970 nærmede vi os i vore både lakseområdet ved Sapulit. De bedste steder for at sætte laksegarn er kendt af alle, og det gælder i høj grad om at komme først (se Noo- ter 1972, 201). Begge gange var vi i følgeskab med Billiam Jonathansen og en af hans sønner. Og i begge tilfælde blev der ved landgangen manøvreret så- ledes, at det var Billiam, der som den første kunne sige: Jeg tror, at jeg vil sætte mine garn her. Han valgte selv- følgelig det bedste sted, og nogle dage senere viste det sig også, at det var Billiam, som havde fanget langt de fle- ste laks. Lederskab ved jagt og fangst. Et eksempel: I maj 1968 tog fire fan- gere, iøvrigt uden det helt store resultat, i fem dage på fisketur for at fange laks. Min kone og jeg var med på denne rejse. Vi tog ud til en lavtliggende sø på den anden side Sermilikfjorden. Med mo- derne redskaber (et norsk isbor) borede vi mere end to meter dybe huller gennem isen, før vi nåede vandet. Udbyttet var minimalt, og efter to nætters forløb be- sluttede vi at prøve vor lykke andetsteds. Den ældste fanger, Harald Boasen, fo- reslog, at vi forsøgte os ved en anden sø, længere mod syd. På vejen dertil skød en af fangerne en sæl, som skaffede os et godt måltid ude på isen, men laks fangede vi heller ikke her. Da vi star- tede tilbageturen mod Tiniteqilåq, viste det sig, at is forholdene havde ændret sig meget i de sidste få dage. Både til højre og til venstre for vor slæde gik hundene gennem isen, og det var for Harald anledning til at lægge sig i spidsen. Størstedelen af turen tilbage kørte han fra det tidspunkt opretstående på sin slæde. Mange steder havde strømmen gjort isen så tynd, at den var fuldstændig upålidelig. Solide islag lå side om side med sneflager, som dækkede over noget, der ikke længere var is. Harald havde et godt øje for de minimale farvefor- skelle, og med pludselige ryk i slæden og ved lynhurtigt at reagere førte han sin slæde igennem. Jeg var passager på Haralds slæde, og efter sådan en hurtig manøvre gav han sig af og til tid til at stikke pisken ned i sneen ved siden af slæden. Det gjorde han for at vise mig, at der slet ikke fandtes is nedenunder, og at vi kørte på overgangen mellem is- og sneflage. De andre fangere var udmær- ket klar over, at der nu kun var een iblandt dem, som havde en rimelig chan- ce for at føre os tilbage til bygden med livet i behold. Og dette tog de til efter- retning. De holdt deres slæder i eet spor og fulgte så vidt muligt i Haralds. Kun når isen brød sammen under den første eller anden slæde, lagde de for et øjeblik kursen om. Haralds lederskab blev hel- hjertet accepteret. Da vi var kommet til Tiniteqilåq og kørte på fast is igen, var det lige som om, lederrollen gled fra Haralds skuldre. Også når det drejer sig om jagt på større dyrearter som narhval, hvidhval og isbjørn, er der tale om lederskab. 252 [5] En situation hvor Harald Boasen optrådte som leder. Fra min båd giver han. sine direktiver fim, hvilken rute vi skal følge. Tiniteqilåq, september 1973. Fot.: Anne Bang. 253 [6] M. h. t. isbjørnejagt findes der ingen stor konkurrence mellem jægerne i den forstand, at den person (og det kan lige så godt være et barn), der som den før- ste får øje på bjørnen, også kommer til at eje den. Men alligevel er enhver jæger interesseret i at ramme først eller i at skyde dyret, selvom han på den måde ikke bliver dets ejer. Reglerne ved nar- hval- og hvidhvalfangst er anderledes. Her er den første, der kaster sin harpun, så den sidder fast i dyret, den lykkelige ejer. Han får de vigtige fangstparter: når det drejer sig om en han-narhval bl. a. hovedet med den store tand og oveni en god portion mattak (men den er afhængig af, hvor mange der er om fangsten). Trods dette konkurrence- element er der tale om samarbejde mel- lem fangerne, og i mange tilfælde retter alle sig efter en bestemt fangers anvis- ninger. På en succesrig jagt i 1973 var det f. eks. Tarkissimat Tarkissimat og Harald Boasen, som førte an. Disse former for lederskab er tydelig knyttet til en situation og et fælles mål, henholdsvis en hjemrejse med livet i be- hold og et stort udbytte. Som de tre vigtigste principper for lederskab næv- ner Gibb : „For det første, at lederskabet altid er bestemt af situationen, hvilket kan udtrykkes på to måder: (a) at leder- skabet kun opstår i „krisesituationer", og (b) at lederskabets natur er bestemt af gruppens mål, og dette kan i virkelig- heden opfattes som det andet princip for lederskab i og med, at det er rettet mod gruppens målsætninger. Det tredje prin- cip er, at lederskabet er en proces, som omfatter gensidig tilskyndelse, dvs. den kan opfattes som et socialt fænomen, hvor holdninger, idealer og forventnin- ger hos ledsageren spiller en lige så væ- sentlig rolle som lederens særlige karak- ter og personlighed" (Gibb 1966, 93). Lederskab i jagtsituationer er den mest iøjnefaldende form for lederskab, løvrigt har indførelsen af nye våben og fangstteknikker virket stærkt individuali- serende. Tidligere eksisterende samar- bejdsformer ved åndehuls f angst og ved fangst af laks og tejst er blevet gjort overflødige p. g. a. indførelsen af nylon- garn og rifler (se også Damas 1966, 47, 48; Kleivan 1964, 66). Besiddelsen af store jagt- og fangst- evner er en betingelse for, at en fanger kan fungere som leder i marken. I et fangersamfund som Tiniteqilåq er disse færdigheder også en forudsætning for, at man kan gøre sig gældende som en mand, folk ser op til og lytter efter. Men det sker ofte, at de store fangere (piniartorssuaq) ikke får mulighed for at spille nogen lederrolle i samfunds- anliggender. Lederskab på lokalsamfunds-plan. I den tid mine undersøgelser varede, stødte jeg nogle gange på denne form for lederskab. I alle tilfælde havde den forbindelse med ændringer, der var op- stået under påvirkning udefra. Udgangs- forbudet for skolebørn efter et bestemt tidspunkt om aftenen; forældrenes reak- tion på, at børnene kom for sent i skole og sov i timerne; forældrenes bekymring over teenagernes opførsel; påhængsmo- torens brug og affaldsbekæmpelsen - alle disse emner blev ivrigt diskuteret på møderne på skolen, og man besluttede at gøre noget ved problemerne. Foræl- 254 [7] drene enedes bl. a. om at sende teen- agerne hjem ved 23-tiden, undtagen de to aftener om ugen hvor der var bal. I visse tilfælde meldte nogle forældre sig til at overvåge, at beslutningerne også blev overholdt. Men hver gang var det hele efter kort tid glemt. Dette illustre- res på en god måde af forældrenes reak- tion på de grønlandske og danske lære- res klagen over, at mange børn kom for sent i skole og sov i timerne. En sådan klage kan ikke undre én, der ved, at forældrene egentlig aldrig sender deres børn i seng. Det hænder, at man ikke putter dem i seng, før de bogstavelig talt er faldet i søvn på gulvet. I vinter- månederne står man ikke tidligt op i fangerfamilierne. Men skolebørnene skal møde i skolen klokken otte om mor- genen. Dette indebærer, at de skal stå op, mens der er mørkt og koldt i huset, og tage af sted uden at have spist mor- genmad. Et skoleskema efter dansk for- billede, med frokostpause og det hele, passer ikke ligefrem til en fangerfami- lies daglige rytme. Alligevel blev Billiam Jonathansen og Tarkissimat Tarkissimat enige om at gøre noget ved problemet. Med jævne mellemrum besøgte Billiams kone, Sigrid, og Tarkissimat ved 8-tiden skolen og fandt ud af, hvem af børnene der ikke var mødt op, for derefter at hente dem ud af sengen. Netop i denne periode havde jeg, i samråd med lære- ren, givet min ældste søn, Aartjan, lov til at blive hjemme i de første to skole- timer, for at han kunne passe sine hol- landske lektier. Dette resulterede i, at Tarkissimat omgående besøgte os for at spørge, hvor Aartjan var blevet af. Min forklaring kunne han godt acceptere. løvrigt var langt fra alle forældre be- gejstrede for denne indblanding i deres familieliv. Aktionen gik hurtigt i stå. Tarkissimat sagde, at han ville gå på jagt, og Sigrid havde for travlt med sit skindarbejde. Det var dels også et spørgsmål om penge. Selvom de frivilligt havde tilbudt deres assistance, regnede de nemlig alligevel med at få deres timer betalt. Een gang har jeg forsøgt at for- klare dem, at man i Europa, i Danmark og Holland i hvert fald, ikke plejer at betale for den slags volontørarbejde. Men jeg kunne se på deres ansigter, at de ikke troede på mig, og jeg fik at vide, at man dernede tjener penge på alt, hvad man foretager sig, så jeg måtte give op. Konklusioner. Lederskab på kærnefamilie- og familie- plan fungerer, men er ikke særlig ud- viklet. Lederskab i jagt- og fangstsitua- tionen findes nu ikke så ofte p. g. a. ind- førelsen af nye teknikker, men fungerer udmærket. Lederskab på lokalsamfunds- niveau fungerer ikke eller næsten ikke. Man kan spørge sig selv, i hvor høj grad denne form for lederskab også eksiste- rede i før-kontakt fasen. Lokalsamfun- dene var i hvert fald mindre dengang, og problemerne var af en anden art, fordi ingen faktorer udefra spillede ind. Forvaltning i forbindelse med fra dansk side introducerede embeds- og organisationsformer. Ved siden af de ovenfor omtalte leder- skabsformer (hvori, undtagen på kærne- familie-niveau, store jagt- og fangstevner viste sig at være en vigtig bestanddel) 255 [8] opstod der andre former for ledelse, da nye organisations- og kontrolsystemer blev introduceret. I sin afhandling om Nunivak Island's inuit skriver Lantis: „Når gruppeaktivi- teterne på et tidspunkt bliver domineret af en formelt etableret og godkendt or- ganisation, så har lederskab tendens til at forsvinde" (Lantis 1972, 62). Leder- skab i Tiniteqilåq var, som vi har set, ikke forsvundet, men ved siden af de gamle dukkede der fra 60-erne nye le- derskabsformer op p. g. a. indførelsen af nye sociale kontrol- og organisations- systemer. Disse nye former for leder- skab vil jeg, som Gibb og Lantis, sam- menfatte under betegnelsen forvaltning (headship). Om forskellene mellem be- greberne lederskab og forvaltning har Gibb bemærket følgende: „1. Herredømme eller forvaltning op- retholdes ved et organisatorisk sy- stem og ikke ved hjælp af den spon- tane anerkendelse, som kommer til udtryk gennem gruppe fællernes ac- cept af den enkeltes bidrag til grup- pens handleevne. 2. Gruppemål er afstukket af admini- stratoren (forvalteren) og er såle- des ikke bestemt internt i gruppen selv. 3. I herredømme eller forvaltningsfor- hold er der ingen eller kun ringe fornemmelse af meningsfællesskab eller af fælles handling i bestræbel- ser for at virkeliggøre et givet mål. 4. I herredømmeforhold er der et so- cialt svælg mellem gruppens med- lemmer og administratoren, hvor denne bestræber sig på at opret- holde en social afstand som et mid- del til at bevare sin magt over grup- pen. . S. Den grundlæggende forskel mellem disse to former for indflydelse lig- ger i kilderne til den bemyndigelse (autoritet), som udøves. Lederens myndighed er tillagt ham spontant af hans gruppefæller, og i særdeles- hed af hans tilhængere. Administra- torens myndighed stammer fra en ydre magt, som han forvalter over gruppemedlemmerne, hvilke næppe med rimelighed kan kaldes hans til- hængere. De accepterer hans for- valtning, mere på grund af risikoen for straf, end fordi de er tilhængere af hans foranstaltninger" (Gibb 1969, 213). Danskerne introducerede et antal nye stillinger i fangersamfundene, såsom kateket, udstedsbestyrer/butiksindeha- ver, kommunefoged, jordemor og kom- munalbestyrelsesmedlem. Ydermere op- stod der nye organisationsformer, da man stiftede foreninger som fanger- og fiskersammenslutningen, fritidsklubben, afholdsforeningen, sangforeningen, idrætsforeningen og spejderorganisatio- nen. I første omgang blev et antal af de nye poster i bygderne besat af storfan- gerne. De kunne nemlig godt afse lidt tid til andet end selve fangsten. Når vi sammenligner dem, der var de første til at påtage sig nogle af disse jobs i Tinite- qilåq, med fangstresultaterne fra denne periode, viser det sig, at alle disse men- nesker hørte til de bedste fangere i sam- fundet. Men med tiden blev jobbene mere tidskrævende, og der opstod en del nye, som krævede en uddannelse. Dem, der påtog sig disse, fik en løn eller godt- 256 [9] Fot.: Gert Nootcr. Kommunevalg i Tiniteqilåq, 1968. På valgdagen rasede der en voldsom storm, som. satte sit præg på valgdeltagelsen. Boas Boasen afgiver, godt påklædt, sin stemme. gørelse, og derved fødtes en ny slags borger i samfundet: en person som ikke længere udelukkende var afhængig af fangst, men også af en indtægtskilde ved siden af. Blandt storfangerne, som i visse situationer plejede at fungere som ledere, var disse jobs ikke eftertragtede, og de trak sig tilbage. Ved siden af det traditionelle lederskab opstod der så- ledes forvaltere, baseret på nye organi- sationsformer; på kontinuitet, ikke spon- tanitet. Et eksempel på sådan en ny organisa- tion med en ny embedsmand er kom- munefoged-embedet. Kommunefogeden er den lokale repræsentant for politiet. Han får et lille honorar (i 1968 Dkr. 45,00 per måned - sammenl. timeløn for ufaglært arbejde Dkr. 4,08). Kommune- fogeden skal skride ind i tilfælde af stridsspørgsmål og mægle mellem par- terne, men også holde tilsyn med over- holdelse af regler og udføre eventuelle politiordrer fra Angmagssalik. I 1967 og 68 var Eigil Tarkissimat, førnævnte Tarkissimat Tarkissimats yngre broder, kommunefoged. I denne periode måtte Eigil nogle gange skride ind mod bl. a. uro p. g. a. fuldskab, ty- veri og bidske hunde. Nytårsaften 1967 var der et slagsmål mellem nogle, der havde fået for meget at drikke, og Eigil skred ind. I håndgemænget mistede han sin politikasket, og det lykkedes ikke for ham at genoprette ro og orden. I vinte- ren 1968 blev en ung pige (født i 1956) bidt af nogle slædehunde. Hun kom al- vorligt til skade, og hendes far, som tilfældigvis stod i døren til sit hus, tog sin Enfield og skød to af hundene. Kom- munefogeden blev inddraget i sagen, og 257 [10] han underrettede politiet i Angmagssa- lik. Derfra fik han telegrafisk ordre til at dræbe alle spandets hunde. Denne ordre blev aldrig efterkommet. Allerede i 1965 havde man på et møde fået meddelelse om, at Landsrådet havde vedtaget, at alle hunde skulle læn- kes og deres store fortænder trækkes ud. Nogle år senere havde politiet oven i kø- bet fået instruks om, at hunde, der strej- fede omkring, skulle skydes. Dette gjor- de man også i Angmagssalik, hvor der i 1970 blev skudt 122 hunde i løbet af to dage. I Tiniteqilåq skete der ikke no- get i den forbindelse. Det ville nemlig have betydet, at Eigil havde måttet skyde hunde, som tilhørte hans brødre og andre familiemedlemmer. I april 1968 anmeldte en fanger, at man havde stjålet alt inventar, deri- blandt primussen, fra en fangsthytte i den nordlige del af Sermilikfjorden. Ved et tilfælde fik man at vide, hvem ger- ningsmændene var, og hvor de boede. Alle i bygden syntes, at dette var en sag for politiet i Angmagssalik. En fangers liv kan være afhængig af sådan en hyttes udstyr, når han p. g. a. dårligt vejr er nødt til at søge tilflugt der. Kommune- fogeden sagde, at han ville rapportere tyveriet til politiet i Angmagssalik, men gjorde det aldrig. Ved indførelsen af sælgarn blev det muligt at stjæle en sæl fra en andens net. Dette skete engang tidligt på vin- teren 1968. Alle vidste, både hvem tyven var, og hvem han havde stjålet fra. For- argelsen var stor, men ingen, heller ikke kommunefogeden, greb ind. Kommunefoged bliver man på opfor- dring; et kommunalbestyrelsesmedlem bliver valgt. I 1967 og 68 var Erinartek Jonathansen, Billiam og Sigrids søn (født i 1940), Tiniteqilåqs lokale repræ- sentant i kommunalbestyrelsen. Han var en af de dygtigste fangere i Tiniteqilåq og blev tit kaldt for piniartorssuaq. An- dre, også ældre fangere, nærede stor tillid til ham og spurgte ham også til råds i sådan nogle moderne anliggender som at købe på afbetaling. I mange si- tuationer opstået p. g. a. kulturkontak- ten viste Erinartek både handlekraft og evne til at se et fælles mål og at formu- lere det. De ældre fangere, som jeg om- talte i afsnittet om traditionelle leder- skabsformer, mestrede ikke denne kunst. Med sine vestlige styreformer, baseret på valg, er kommunalbestyrelsen et godt eksempel på ændringerne i lokalsamfun- denes sociale struktur og organisation. For fangerne i de små grønlandske byg- der er langt fra alle emner, som drøftes i Landsrådet og kommunalbestyrelsen, forståelige. Men når kommunalbestyrel- sen behandler en sag, som de fleste af bygdens beboere betragter som deres fælles interesse, viser det sig, at kommu- nalbestyrelsen også kan fungere på bygde-niveau. En moderne embedsmands autoritet beror selvfølgelig på en organisations- form, der stammer fra Europa, men også på hans jagt- og fangstevner. Wil- kinson beskrev en moderne form for lederskab, han mødte i Canada, sådan: „Indenfor alle de eskimogrupper, som jeg har kendskab til, findes der Idlouk'er (navnet på en bestemt jæger), som er intelligente og foretagsomme, parate til at opsuge den store viden og erfaring, som er blevet tilgængelig ved kontakten 258 [11] med det 20. århundredes civilisation, parate og ivrige efter at tilpasse sig de ændrede forhold i deres land" (Wilkin- son 1965, 245). Et eksempel på et kommunalbestyrel- sesforslag, som blev mødt med begej- string i Tiniteqilåq og i de andre øst- grønlandske fangersamfund, var planen om at oprette et lille, fastbeboet fangst- sted i Umivik. Umivik har altid været et udmærket fangstområde, hvor nogle fangerfamilier ofte bosætter sig for et år ad gangen. Det er givet, at de i så fald må undvære „normale" faciliteter som skole, kirke, butik, lærer o. s. v., men de får derimod rigeligt med sæler og is- bjørne. I 1915 nedlagde to fangere på dette sted henholdsvis 34 og 40 isbjørne i løbet af een enkelt vinter (Rasmussen 1938, 23). Så store jagtresultater hører fortiden til, men stadigvæk regnes steder som Umivik, Pikiutdlit, Skjoldungen og Kangerdlugssuaq for at være meget gode fangstområder, hvor en familie ofte bosætter sig for et år ad gangen. I 1971 fik fire fangere i Pikiutdlit 717 sæler i udbytte. Det samme år var der i Tinite- qilåq 46 mennesker om at fange 1589 sæler. Forslaget til fastbeboelse af Umivik kom i en tid, hvor den grønlandske be- folkning stadig voksede uhyre hurtigt, og hvor lokaliseringspolitikken i Vest- grønland kunne mærkes endnu. Planen blev hilst med bifald af fangerne, men den danske kæmner og de andre danske autoriteter i distriktet gik imod. Selvom forslaget kom til behandling i Lands- rådet, blev det aldrig realiseret p. g. a. udsættelse. I 1972 blev Erinartek Jonathansen valgt til Østgrønlands landsrådsrepræ- sentant. Hans ældre bror Paulus (født i 1938) blev medlem af kommunal- bestyrelsen. Også når en dansk lærer bliver ud- stationeret i en bygd, opstår der nogle samfundsmæssige ændringer. Nu har jeg i Tiniteqilåq flere gange været vidne til, at der kom en ny lærer fra Danmark. Ingen af dem talte så meget som et ord grønlandsk, selvom nogle af dem lærte det en del hurtigere end deres elever lærte dansk. I 1967 fik Tiniteqilåq sin første danske lærer, og herved ændredes den grønlandske lærers position. P. g. a. sin uddannelse blev danskeren omgående ansat som skoleleder, og han fik betydeligt mere i løn. I 1967 tjente den grønlandske lærer Dkr. 985,82 per måned; den danske lærer fik Dkr. 2505,44. I de fleste bygder findes der idag et blomstrende foreningsliv. Foreningernes opståen er en form for samfundsæn- dring, som ikke er blevet påtvungen. I Tiniteqilåq findes der en lokal fanger- og fiskeriorganisation, en fritids- klub, en sangforening og idrætsforening, en lokalafdeling af Blå Kors og siden 1973 også en afdeling af spejderkorpset. Med undtagelse af spejderne bliver alle bestyrelsesmedlemmer valgt på demo- kratisk vis. Dette er selvfølgelig en fuld- stændig ny form for beslutningsproces. Men det gælder også sager, som man ikke kunne tage beslutninger om i før- kontakt fasen. I praksis møder man in- gen af de ældre fangere i forenings- bestyrelser, selvom vi før så, at nogle af 259 [12] dem i andre situationer godt kan påtage sig en vis form for lederskab. En over- gang har Tarkissimat Tarkissimat, som vi allerede har mødt flere gange før, ganske vist været bestyrelsesmedlem i fanger- og fiskersammenslutningen, men han trak sig ret hurtigt tilbage igen. Det er især de unge, som har sæde i foreningsbestyrelserne, og det drejer sig hovedsageligt om unge, der ejer en kajak eller slæde og allerede har gjort sig bemærket ved deres jagt- og fangst- evner. Konklusioner. Som følge af de nye, fra dansk side in- troducerede, funktioner og organisa- tionsformer opstod der former for for- valtning ved siden af de eksisterende former for lederskab. Lederskab er i høj grad afhængig af situationen og er baseret på spontanitet. Forvaltning er baseret på organisationer. Lederskab er i meget høj grad forbun- det med store jagt- og fangstevner. Men også for forvaltning er disse evner af betydning. Tiniteqilåq er delt op i slægt- skabsgrupper, og der er så stor mulighed for individualitet, at der næppe er tale om fællesskabsfølelser, som spænder over hele samfundet. Man benytter sig ikke af de kontrol- og magtorganer, der er importeret fra Danmark. Tyveriet af sælen og plyn- dringen af fangsthytten fik ingen videre følger. Til trods for instrukserne var der ingen hunde, der blev aflivet. Kommune- fogedens autoritet er næppe accepteret i bygden. Kommunalbestyrelsen fungerer bedre. Dette kan være et personspørgs- mål, men har også noget at gøre med, at mange af kommunalbestyrelsens initiati- ver er af midlertidig karakter, hvorved de stadig bærer præg af spontanitet. Det må være klart, at Honigmanns ord, baseret på undersøgelser i Baffinland, også i høj grad har deres gyldighed i Østgrønland: „Eskimokulturen giver ikke mange muligheder for udøvelse af lederskab, undtagen i begrænsede og specifikke situationer, og a f svækker så betydeligt positionens ansvar og indfly- delse" (Honigmann 1965, 241). Men dette betyder også, at en forøget import af europæiske former for sam- fundsorganisation og kontrol vil med- føre, at lederskab erstattets af forvalt- ning. Jeg har konstateret, at der findes spirer til lederskab på lokalsamfunds- niveau. Men vi har set, at de nye former for forvaltning ikke fungerer, som de skal. Der er noget, der tyder på, at et sam- funds størrelse har stor betydning for, hvordan og hvor godt lederskab og for- valtning fungerer. (Se også Gullestrup, Schwerdtfeger og Sørensen). Da Umigtuartivits fire kærnefamilier, som udgjorde hele befolkningen, flyttede til Tiniteqilåq på den anden side af Ser- milikfjorden, opstod der store proble- mer. På tilflytterne virkede Tiniteqilåq med sine 204 indbyggere som et stort samfund, hvor de mistede kontrollen med deres børn i teenage-alderen, og hvor der var for mange fangere, hvilket betød, at fangstchancerne for den en- kelte forringedes. Umigtuartivit-boerne havde søgt til Tiniteqilåq, fordi der var blevet bygget nye huse til dem, og fordi 260 [13] Sorø kommunalbestyrelsesmedlem hilser Panlus Jonathansen en dansk prinsesse F°t : Gert Nootcr, velkommen til Tiniteqilåq. Til højre for ham, med kasketten, kommunefogeden Paulus Larsen. Tiniteqilåq 1973. der fandtes en jordemor, en butik og en dansk lærer. To fangere fra Umigtuar- tivit — brødre — satte om vinteren en seddel op på skolebygningen for at få et møde om deres problemer i stand med Tiniteqilåqs øvrige befolkning. De for- klarede, at man i denne „store" bygd mistede kontrollen med sine børn. I Umigtuartivit var der kun fire huse, et træhus og tre af sten. Sam f undskontr ol- ien var let at opretholde. Alle tilstede- værende forældre var enige om, at for- holdene i Tiniteqilåq var dårlige. Billiam Jonathansen (født i 1912), en af byg- dens bedste fangere, foreslog, at børnene skulle være hjemme ved 23-tiden, und- tagen de aftener hvor der var dans i for- samlingshuset. I de første uger over- holdt i hvert fald nogle af forældrene denne aftale. Men aktionen var ikke særlig succesfuld, og efter kort tid glemte man det hele. Igen et eksempel på lederskab på lokalsamfunds-plan, som kun fungerede i kort tid. Hvis jagt- og fangsterhvervet og de dermed forbundne former for lederskab og social kontrol hos grønlændere, der bor i ret gode fangstområder som Thule, Upernavik, Scoresbysund og Angmagssa- lik, skal bestå, bør man indse, at en kon- centration af befolkningen i større by- centre ikke er nogen særlig god ide. Man skal også huske, at hvad der er godt for København, ikke nødvendigvis er godt for Esbjerg; eller, oversat til grønland- ske forhold, at hvad der er godt for 261 [14] Nuk, ikke altid er godt for Tiniteqilåq, Sermiligag, Ivnarssuit eller Nutarmiut. Det ville være bedre at forsyne disse bygder, og de bygder i gode fangst- områder som eventuelt skal genbefolkes, med en række nødvendige institutioner som kirke, kateket, butik, jordemor, skole og frysehus (se Gullestrup 1976, 225). Det er selvfølgelig dyrt at måtte oprette disse service-foranstaltninger i flere bygder. Men det har den fordel, at befolkningen på de små steder får bedre tid og mulighed for at tilpasse sig de nye organisationsmønstre. Det er ikke utænkeligt, at de små sam- funds erfaringer i fremtiden vil vise sig at være af betydning ved løsningen af byernes problemer. Ydermere kan man på denne måde måske vinde tid til at overbevise større kredse om, at Grønland ikke er Europa, og heller aldrig bliver det. Litteraturhenvisninger: Birket-Smith, K., Eskimoerne, København, 1961. Damas, D., Diversity in White-Eskimo Leadership Interaction, Anthropologica, vol. VIII, Ottawa, 196C. Gibb, C. A., The Principles and Traits of Leader- ship. in: Small Groups: Studies in social inter- action, edted by Hare, A. P., pp. 87-95, New York, 1966. Gibb, C, A., Leadership. in: The Handbook of So- cial Psychology, edited by Lindzey, G. and Aronson, E., pp. 205-283, University of Texas, 19C9. Gullcstrufj, H., Bygdesamfund i Grønland. Rap- port om nogle udviklingsproblemer. Nyt fra Samfundsvidenskaberne, København, 1976 (nr. 37). Honigmann, J. /., and /., Eskimo Townsmen, Ot- tawa, 1965. Kleivan, H., Acculturation, Ecology and Human Choice: Case Studies from Labrador and South Greoiland, Folk, vol. 6, I, pp. 63-74, Køben- havn, 1964. Krabbe, Th. N., Greenland, its nature, inhabitants and history, Copenhagen/London, 1930. Lantis, M., Factionalism and Leadership: a case study of Nunivak Island. Arctic Anthropology, vol. IX, nr. I, pp. 43-66, Wisconsin, 1972. Nooter, G. W., Change in a Hunting Community in East Greenland, Folk, 14/15, pp. 163-204, København, 1972/73. Nooter, G. W., Leadership and Headship. Chang- ing authority patterns in an East-Greenland hunting community, Mededelingen van het Rijksmuseum voor Volkenkunde nr. 20, Leiden, 1976. Ostermann, H., Knud Rasmussens posthumous notes on the life and doings of the East-Green- landers in olden times. 6 and 7. Thuleekspedi- tion til Sydøstgrønland 1931-33. Meddelelser om Grønland, bd. 109, nr. l, København, 1938. Rasmussen, K., se Ostermann, H. Schwerdtfeger, H., Atangmik - Påtvungne udvik- lingsproblemer i en grønlandsk bygd. Nyt fra Samfundsvidenskaberne, København, 1976 (nr. 38). Sørensen, M., Kangåmiut - Påtvungne udviklings- problemer i en grønlandsk bygd. Nyt fra Sam- fundsvidenskaberne, København, 1976 (nr. 39). Steenhoven, G. van den, Leadership and Law among the Eskimos of the Keewatin District, Rijswijk, 1962. Vanstone, J. W., Point Hope, an Eskimo Village in Transition, Seattle, 1962. Wilkinson, D., Land of the Long Day, New York, 1956. 262 [15]