[1] Nuuk 1752 af Alfred Toft Syttenhundrede-og-tooghalvtreds - et tilfældigt valgt årstal af de 250, der udgør Godthåb/Nuuks historie. Begivenhederne på Hans Egedes tid er velkendte for de fleste godthåbcre, men denne skildring inviterer læseren på rejse til et forholdsvis „ukendt" Godthåb efter 31 års koloniherredømme. Vinteren 1751/52 var usædvanlig hård. Ikke alene var der en frygtelig kulde- periode fra februar til henimod påske, hvor det frøs uafbrudt, så fjordene lagde til med fast is og senere op fyldtes med tæt drivis, så det var umuligt at få en kajak i vandet, men efter påske blev vejret ustadigt med mange storme, led- saget af regn og sne, så grønlænderne sjældent havde mulighed for at sejle ud. Når de endelig gjorde det, var det forbundet rned livsfare, og de undgik ikke svære forfrysninger i ansigtet og på hænderne. Kolonien bestod af en lille klynge gamle, faldefærdige huse, hvoraf koloni- huset var det største. Sammen med bryg- huset, smedjen og proviantboden omslut- tede det en gårdsplads, „proviantgår- den". Hovedbygningen, opført af Hans Egede for 24 år siden, var af natursten med tagkonstruktion af træ, medens de andre var tørvemurshytter, beklædt med lidt træværk hist og her. Fodspor i sneen løb fra hus til hus. Kun foran dørene var der ryddet lidt sne bort, ellers var husene helt tilsneede. Fra fæhuset lød en geds brægen. Gik man over elvens isglatte gang- brædt og over sandbanken på den anden side, kom man til en lille høj med en flagstang og syv små jernkanoner. Længere ude lå spækhuset, beklædt med brædder og grundigt tjæret. Uden- for stod tomme spæktønder opstablet. Vendte man nu om og gik den mod- satte vej, op ad vejen til den lille klint, hvor flagbatteriet i dag står, kom man til en række jordhytter, 4—6 stykker, så- kaldte fælleshuse - grønlændernes bo- liger. Her boede 96 døbte. Den fornemste af dem var den grønlandske kateket, Povel, også kaldet Povel Grønlænder (for at undgå forveksling med navne- broderen Povl Egede). En anden, hvis navn vi kender, var Qivioq (22), der henledte opmærksom- heden på sig ved sin usædvanlige doven- skab. Så længe han havde den mindste stump fortærbart i huset, kunne han ikke formås til at tage sig noget nyttigt til, hed det. Qivioq var eskimo, døbt af Hans Egede i sin tid. Det var de „virkelige 267 [2] grønlændere" (eskimoer), der opret- holdt hele grønlandsværket med deres fangst. De opholdt sig kun ved kolonien om vinteren, resten af året tilbragte de ved fangststederne. Enkelte af dem - som Qivioq - tog imidlertid arbejde som daglejere ved handelen. Til disse „kolonigrønlændere", som var ringeagtede såvel af deres lands- mænd som af kolonisterne, hørte „blan- dingene". De blandede ægteskaber karakterise- rede Niels Egede således: „I stæden for Een huuslig og Reenlig Kone har de faaed en Soe, og øde- lægger, af nøttige Børn har de, de saakaldede unøttige, thi de duer hverken til Eet eller andet, og ikke heller kan blive Een Simpel Grønlænder: hvorover voris Folk er kommen i et slæt Udraab, som Ey kan Ernære sig, men ligner os ved gamle uduelige Kiellinger." Når disse mennesker blev så unyttige, skyldtes det først og fremmest deres dårlige opdragelse „midt imellem to kul- turer", men også, ifølge den seneste præst hr. Christen Drachardt, den dår- lige påvirkning de fik ved omgang med det udsendte kolonimandskab, hvis „van- artige forhold, der ved u-eenighed og syndig levnet give de forargeligste exempler". Godthåb „bliver anseet som en hoved- stad for cle groveste synder og laster," sagde den lille præstemand og forbød de døbte grønlændere at have samkvem med europæerne. Købmanden, Poul Moltzau (37 år gammel), beklagede sig derfor over, at de døbte „ikke rnaae være til nogen Tie- neste ved Colonien", og for at tvinge dem til at arbejde, forsøgte han i perio- der at sulte dem, men: „Hver gang — at de trængte til noget gik de til I Ir: Drachard og hang med Hovedet og vente det hvide ud af Øynene og suk- kede, saa troede han dem og gav dem hvad de ville have, og sagde: at saa skal GUDS Børn være." Sådan gik det. I de største grønlænderhuse boede der flere familier under samme tag. Vand fik de fra en lille bæk, lige uden for døren. Europæerne havde derimod deres vandhentningssted i den brusende elv, Kugssuaq. På den anden side af vejen lå skole- huset, en elendig ruin, opført af Niels Egede i 1738 efter grønlandsk bygge- skik. Ved stien, der førte over fjeldet til Nordlit og Skibshavnen, lå også en jord- hytte. Her havde den danske kateket Bertel Laersen (30 år) sit hjem. Hans kone var grønlænderinden Susanna (24), og de havde tre børn, Joseph (7), Ma- ria (5) og lille Frederik (2). Det var ellers ikke almindeligt at europæere blev henvist til jordhytter, og der havde faktisk været god plads i ko- lonihuset de seneste år, eftersom fami- lien Drachard* under konens sygdom havde indlogeret sig i Neu-Herrnhut. Men købmanden tillod ikke, at Laer- sens flyttede ind i præstestuen, for „Saa * Drachards kone, Rasina, kom fra Tyskland og tilhørte den herrnhutiske menig-hcd. Ægteparret havde to småbørn. 268 [3] var samme fast blevet ruineret af skarn og ureenlighed, formedelst lidelig For- samling med Grønlænderne og altsaa bleven ubeboelig for den efterkommende Missionarius." Indgangen til kolonihuset var fra gårdsiden. Gennem et vindfang kom man ind i køkkenet, hvorfra der førte en dør til præstens stue. Præstens stue var som sagt tom. Da hans kone døde sidste år, rejste Drachard til Europa, og hans afløser forventedes at ankomme med somme- rens skib. Døren tilhøjre førte ind til kirkestuen, hvor der stod 10 bænke i to rækker, fruentimmerne til venstre, karlfolk til højre. Der var et vindue rnod nord og et mod vest. Og fra kirkestuen var der igen en dør ind til købmandens stue. Købmand Moltzau havde været i han- delsmonopolets indehaver, Jacob Seve- rins, tjeneste siden 1741, da han udsend- tes som „kjøbsvend" til Godthåb. To år efter blev han udnævnt til købmand. Da Severins koncession udløb 1749, rejste Molt/.au tit København, men blev gen- ansat af handelscompagniet (et aktie- selskab) og vendte tilbage til Godthåb 1750 med en ny „udsendt" kontrakt: „Da det octroyerede almindelige handels Compagnie nu har overtaget Grønlands handel og besejling, og vi have antaget Poul Moltzou som kiøbmand ved collo- nien Godthåb ..." skal han påse, at „den sædvanlige og u-forbigiengelige fornødne Gudsfrygt og -tieneste vorder øvet af og iblandt coloniets mandskab, ligesom hånd og saaledes selv opfører sig, at de andre hånds underhavende i ham kand have et got exempel ..." og han skal forhindre, „at noget uordentligt be- gaaes, som enten kand foraarsage nogen Guds fortørnelse eller være Grønlænder- ne til anstød og forargelse ..." stod der blandt andet. Købmanden var velanskreven i com- pagniet. I 1750 opnåede han at få sin løn sat op fra 100 til 130 rdlr. og 1751 fik han yderligere 20 rdlr. Han havde med sin kone, Else Marie (37), og deres to små børn indrettet sig med kontor, stue og soveværelse i samme rum. De havde et vindue mod vest og et mod syd. På husets nordside var der endnu en indgang; den førte ind til mandskabets og assistenterne Johan Schade (25) og Anders Olsens (34) stue med tilhørende køkken. Selv om stenvæggene var næsten en meter tykke, var huset koldt og fugtigt. Bag træpanelerne, hvor varme og kulde mødtes, var murene — ligesom vinduerne — overtrukket med et tykt lag is. Køk- kenet, hvorfra man fyrede i komfuret og bilæggerovnen, var det foretrukne opholdssted. Fra købmandens vinduer var der ud- sigt til kolonihavnen, hvor der som regel lå et mindre fartøj solidt fastgjort mel- lem to vældige jernringe fæstnede i fjeldet. Størstedelen af året lå båden trygt i sine fortøjninger, men når vejrguderne rasede, var kolonihavnen usikker. De store skibe gik derfor altid til skibshavnen omme på bagsiden af den halvø, vi plejer at omfatte med navnet Nuuk. Ved skibshavnen lå også et spækhus, 269 [4] og det lille fartøj ved kolonien havde hovedsagelig den opgave at transportere gods mellem de to havne. I magsvejr, når man kunne tage sejlet til hjælp, var det ingen anstrengende tur, men hvis vinden - og navnlig strømmen — var imod, kunne det være et mareridt. Sejgtrækkernæsset bærer ikke sit navn med urette! En halv times gang fra kolonien over fjeldet kom man til en lille sydvendt vig ved „de yderste næs", Nordlit. Her havde de tyske brødremissionærer deres anlæg, Neu-Herrnhut. Hovedbygningen var opført af bin- dingsværk, beklædt med brædder. Taget stråtækt. Altsammen naturligvis impor- teret fra Europa. Og her boede euro- pæerne. Grønlænderne boede i de to rækker jordhytter, der var indrettet således, at ugifte unge mænd boede i eet hus, de unge piger i et andet, gifte for sig, enker og enkemænd hver for sig, etc. Disse fællesskaber kaldtes „kor" (Chore), og var tænkt som en erstat- ning for de familiefællesskaber, grøn- lænderne uden for menigheden levede under. De ugifte kvinders hus „søsterhuset" var grundlagt af grønlænderinden Ju- dith, da hun vendte hjem fra en tysk- landsrejse for 3 år siden. De unge piger skulle fortsat udføre deres pligter i de familier, de tilhørte, men i øvrigt op- holde sig i søsterhuset og sove dér, „så at de ikke som før fik lejlighed til at se og høre forskelligt, som kunne forårsage unødig og skadelig eftertanke hos dem." I jordhusene lunede grønlænderne sig ved deres tranlamper, medens vinteren strengedes, og det kneb for europæerne at holde varmen. Den 8. januar blæste der en orkan, og hovedbygningen var nær ved at blæse omkuld. Den „rystede som et skib i stor- men og knagede i alle sammenføjnin- ger". Brødrenes største og nyeste båd, der lå fortøjet ved en pæl, blev smadret af de frygtelige søer. En ung grønlænder, der havde vovet sig ud for at fange fugle, blev ført bort af stormen og bølgerne, og først 3 må- neder senere fandt man ham i kajakken, halvt opædt af ravne og ræve. Efter stormen kom stilheden — med bidende frost. Menighedens sjælelige opbyggelse gik rent i stå, for: „Når det var dårligt vejr, kunne de vilde ikke vove sig uden for deres hytter, og når vejret en sjælden gang viste sig venligt, måtte de skynd- somst drage ud på fangst." Et par gange bedrede situationen sig dog så meget, at brødrene fik en jolle i vandet og kunne aflægge visit på bo- pladsen Kangeq, der lå helt ude i skær- gården, og som var anneks eller „for- gård" til Neu-Herrnhut. I april måned kom 15 hollandske hvalfangerskibe på vej nordover i van- skeligheder på grund af issituationen. Ni af dem sad fast i isen, de resterende søgte til land og kastede anker i Godt- håb skibshavn. Grønlænderne var henrykte for denne oplevelse, men europæerne rystede på deres kloge hoveder og græmmede sig, da de så mænd, kvinder og børn ile over stok og sten for at komme først til havnen. 270 [5] Brodér Johannes (Wattewille). Og det gik — naturligvis - som det plejede: grønlænderne bortbyttede deres vinterforråd og fik oven i købet en smit- som sygdom bragt på halsen. Da forrådet slap op (et grønlænder- hus forbrugte en halv snes fade spæk til lys og varme i løbet af vinteren) be- gyndte man at fryse og sulte i de før så hyggelige jordhytter, men se: Brødrene åbnede da deres døre for de indfødte og lod dem skiftes til i hold at komme in- denfor og varme sig, ligesom de også delte deres levnedsmidler med dem. Sådan gik det. Men omsider kom da sommeren. Da brødrene i juni måned aflagde årets tredje besøg i Kangeq, så de et skib nærme sig fra Davisstrædet med kurs mod Godthåb. Fra agterstavnen smældede det rød- hvide Dannebrog. På grund af den stærke blæst turde brødrene ikke selv sejle hen til skibet, men sendte kajakmanden Nathanael a f sted. Han kom tilbage og fortalte, at han på det store skib havde bemærket to særligt iøjnefaldende personer, nemlig den bekendte „Matthesersoack" — såle- des kaldte han den tyske missionær Mat- thæus Stach — og ved hans side en mand, der så meget „kærlighedsfuld" ud! „Det er i sandhed en stor velgerning af Gud," udbrød Matthæus Stachs led- sager, den kærlighedsfulde biskop Jo- hann von Wattewille (34) om bord på det gode skib St. Birgitte, ført af kap- tajn Lars Pedersøn Præstøe, der forsig- tigt manøvrerede ud og ind mellem is- bjerge og skosser i Davisstrædet, „- at der på denne årstid næsten ikke er nat her i strædet." Om morgenen den 12. juni så de for første gang land og klokken 9 om for- middagen tydeligt de snedækte bjerge og tinder. Kl. 10 præsenterede sig et mærkvær- digt fænomen på himlen, nemlig tre bi- sole og seks cirkler imellem, ved siden af og omkring disse. Ingen af de ombord- værende havde nogensinde set noget lignende. „Vi havde først vesten-, derefter en kraftig søndenvind. Og da vi nu var kommet for langt mod nord, måtte vi næste morgen krydse et stykke tilbage ... strømmen hjalp os, så vi ved 10-tiden var ud for de yderste øer. Da kom den første vilde og derefter 271 [6] to grønlandske brødre ud imod os, men brødrene kunne på grund af den stærke vind ikke komme os nær. Det imponerede mig meget, at grøn- lænderne i deres kajakker, der i den hårde vind og de høje bølger så ud som svømmende ænder, var så hurtige, at de hele tiden var foran skibet, og det endda selv om de ofte var halvt under vand. Så sejlede vi mellem Kangeq og Kook- øerne gennem det såkaldte Nordergat ind i Baals Revier (Godthåbfjorden). På grund af tiltagende vind, efterhån- den næsten storm, måtte vi tage det ene sejl ind efter det andet, og dog skød skibet som en pil forbi ø efter ø. Jeg blev ganske blød om hjertet, og glædestårer trådte frem i mine øjne, da jeg fik øje på vort kære Neu-Herrnhut," skriver biskoppen i sin dagbog. Netop denne dags løsen var „På bjer- get skal være frelse, og det skal være en helligdom," og dér lå missionsstationen, ganske vist ikke på bjerget, men ved dets fod i den grønne, frodige dal — lige efter Bibelens ord: „Som en høne, der samler småkyllingerne under sine vinger" (Oba- dias). Blæsten sled i takkelagen, og det be- gyndte at regne kraftigt, men klokken l om eftermiddagen lykkedes det at få skibet bakset ind i skibshavnen. „Vi havde næppe fået gjort fast, før vor broder Johann Beck kom ud til ski- bet (de andre var ikke hjemme). Jeg skulle netop til at gå op på dækket, da han kom ned ad trappen, uvidende om, hvorvidt nogen af brødrene fra Tysk- land var med, og løb lige i mine arme - så jeg omfavnede ham, uden at han gen- kendte mig. Og da han så så på mig, 272 blev han ganske ude af sig selv af glæde, ja, begyndte at græde som et barn." Og dette spontane glædesudbrud havde den mirakuløse virkning, at en grim febersygdom, broder Johann længe havde lidt af, straks forlod ham for stedse. „I mellemtiden var skibet blevet for- tøjet med en trosse til klippernes store jernringe, og stormen tog sådan til, at vi i en jolle med et reb måtte trækkes ind til land. Og således besteg vi da i Jesu navn den grønlandske jord og gik t løbet af et kvarters tid over land til Neu- Herrnhut." Skibet havde tre andre passagerer, nem- lig koloniens nye præst, Rasmus Bruun (27), hans hustru Malene (32) og den- nes søster. Deres velkomst var ikke nær så hjer- telig som tyskernes. På compagniets vegne, som fik et år- ligt statstilskud på 5000 rdlr. til missio- nens opretholdelse, hilste Moltzau præ- sten på sit klingende norske modersmål. Købmandens mor var Hans Egedes sø- ster, og på grund af slægtskabet havde han sympati for den danske mission, men på den anden side var herrnhuternes grønlændere for tiden de bedste leveran- dører til handelen. Bertel Laersen og Povel Grønlænder var også med for at hilse på. Det var egentlig ganske betegnende, at Laersen boede midtvejs mellem kolo- nien og Herrnhutdalen, for hans kone tilhørte nemlig den herrnhutiske menig- hed, og ligesom han ved sit blandede ægteskab befandt sig midt imellem euro- pæerne og eskimoerne, stod han også [7] religiøst mellem to lejre. „En inficeret Herrenhut" kaldte Poul Egede ham. I de sidste 6 år var den herrnhutiske menighed vokset næsten eksplosivt, og dens medlemmer blev ikke alene anset for at være de mest fromme, men også „udi anseelse formedelst deres hurtighed i fangsten", hvorimod den danske me- nighed var på retur både åndeligt og timeligt. Den pietistiske hr. Drachard havde levet i fredelig sameksistens med herrn- huterne. Han og Laersen lod endog brødrene deltage i dåbshandlinger i kir- kestuen. Efterhånden udartede dette sig til, at der kun brugtes herrnhutiske san- ge — Egedemes salmeoversættelser kend- tes slet ikke i Godthåb, ja, præsten havde til sidst ligefrem været ved at overtale missionskollegiet til at sammenlægge de to menigheder! Hvorledes ville forholdet blive mel- lem kateket Laersen og den nye præst? Povel, derimod, var helt Hans Egedes mand, og håns håndtryk det mest ufor- beholdne. Bruun og de to damer, der var lidt rystede efter sørejsen, overnattede om- bord. Næste dag blev de med deres spar- somme flyttegods sejlet om til kolonien. Broder Johannes og hans to ledsagere var kommet helskindet over fjeldet og alle vandpytterne og nærmede sig Herrn- hutdalen, da Nathanael springende kom dem imøde, idet han skreg af glæde: „Johannes Assersok, takerrarparso" - den elskelige Johannes er kommet for at besøge jer! Ved året«, begyndelse havde brødrene, i mangel af en rigtig løsensbog, slået op på et tilfældigt blad i Bibelen for at l Broder Johann (Beck). finde årets løsen. Det blev: „Herren HERREN, der samler Israels bort- stødte, siger: Jeg vil samle endnu flere til den flok, som allerede er samlet." Vinteren havde dog næsten taget mo- det fra dem, men nu skinnede solen! Lad os lytte lidt til den beretning, Wattewille nedskrev og senere sendte til sin sviger- fader, Grev Zinzendorf. „... Jeg besøgte med broder Mat- thæus alle vore grønlændere i deres telte, og de besøgte også ganske flit- tigt mig i dag og de følgende dage i min stue. De vedblev at udtrykke de- res glæde over vor ankomst. Om aftenen holdt jeg forsamlingen. Jeg talte tysk og lod sætning for sæt- ning oversætte til grønlandsk af bro- der Johann. Dette har jeg fortsat med under hele mit ophold ..." 273 [8] (Herrnhuterne holdt forsamlinger og fester på bestemte dage. Til nogle af disse, f. eks. „nattevagten" og „kærlig- hedsmåltidet", havde kun de adgang, „som af Lærerne holdes for værdigere end de andre og bliver sædvanlig kaldet Opertorsuit (stortroende)"). „Antallet af tilstedeværende grønlæn- dere var ca. ISO. De andre var dels endnu ikke kommet tilbage fra ang- magssatfangsten, dels opholdt de sig på deres sædvanlige sommerpladser. Hvordan mit hjerte blev grebet ved at se en Jesu menighed i denne nation, kan jeg ikke udtrykke, og af lutter kærlighed græd jeg mangen en lille tåre. Samtidig har jeg erfaret, at man ikke kan gøre sig en fuldstændig fore- stilling om grønlænderne, når man blot ser enkelte af dem uden for deres land, hvor de slet ikke er i deres rette omgivelser. De minder mig meget om de nord- amerikanske vilde, er også af lignende hudfarve, og kan vel ikke være kom- met andetsteds fra end den nord- amerikanske kyst ... Den 14. juni holdt jeg morgenandag- ten ... Bagefter beså jeg Neu-Herrnhuts omgivelser. Man kan næppe tænke sig en så yndig lille plads i så barsk et land, der består af lutter nøgne klip- per, mellem hvilke der kun er ganske lidt jord, eller oftest sand. Og dog ser der ganske ordentligt ud omkring hu- set, i gården, haven etc. Og på hele området heromkring, hvor der tid- 274 liger e ikke voksede et eneste strå, står nu det smukkeste græs i sandet mellem stenene. Man kan kalde Neu-Herrn- hut Herrens have i det frygtelige vildnis. Medens vi så på omgivelserne, an- kom vore brødre Friederich Bohnisch, Johann Sorensen og Michael Bahlen- horst. Hvilken glæde dette møde afstedkom, og hvordan de milde kær- lighedstårer flød, det kan I næppe forestille jer ... Den 15. regnede det hele dagen. Lige- som da jeg var på Set. Thomas, gjor- de jeg det til min bibeskæftigelse at udarbejde en kirkebog på grundlag af de registrerede døbte, kommunikan- ter, gifte og døde (Heimgegangenen), med en kort angivelse af de afdødes (Entschlafenen) levnedsløb og karak- ter ... Under arbejdet gik der ikke en halv time, uden der var besøg af grønlæn- derne, hvis venlige miner - for deres ord forstod jeg ikke — opmuntrede mig ... Den 16. aflagde jeg et fornøjeligt be- -søg på skibet og derefter hos købman- den og missionæren, idet jeg beså kolonien og hele dens indretning." Selv om købmanden har haft nogle dage til at få ryddet op og pyntet lidt på hu- sene udvendigt og indvendigt, har det næppe været et imponerende skue. Kolonihuset var så utæt, at det reg- nede ned i stuerne, og man måtte placere et helt batteri af krukker, skåle og spande til at opfange dryppene. Uden [9] for havde elven gnavet sig så tæt ind på huset, at man næppe kunne gå tørskoet rundt om det. Spækhuset var faldefær- digt, og bryggerset vår styrtet sammen. Hele „handelsflåden" bestod af 2 både, 3 joller og l umiaq (konebåd). „Om eftermiddagen fik vi at vide, at der lå et skib uden for skærgården, og lidt senere bragte en grønlænder os et brev fra skipperen, Jacob Benzen, der bad os komme til hjælp. Brødrene roede straks ud med en jolle, tog nogle konebåde og kajakker med, og bugserede skibet ind i skibs- havnen, hvortil de ankom den 17. Alle var gennemblødte af regn. Skibet var afgået fra København 14 dage før vort og bestemt for den sydlige koloni, Frederikshåb, men to storme ved det sunkne land BUS og stormen pinsedag ved STATEN- HUK (som også ramte os) havde taget deres både og anrettet frygtelige skader ombord. Køkkenet og pumpen, ja, alt på dækket var skyllet bort af bølgerne, end ikke den spand, de brugte til at spule dækket med, havde de fået lov at beholde ... Den 18. ... Om aftenen afholdtes de døbte grønlænderes kirkeritual (Li- thurgie), hvor vekselbønnen mellem præst og menighed (Lithanie) bliver sunget. Over den forsamling hviler en sær- lig nåde, og den forlener dem med en særlig værdighed. Det er respektind- gydende at se den grønlandske menig- hed under andagten. Denne gudstjeneste er så vigtig for dem, at de hovedsagelig for dens skyld om søndagen rejser de 3, 4 eller 5 mil hjem for atter at rejse bort om natten. Til slut knælede jeg med dem og bad under mange tårer. Når litaniets slutstrofe: „Herre Zebaoth, Du sande Gud" intoneres, da klinger det så smukt og prægtigt på grønlandsk, og grønlænderne - navnlig søstrene — synger langt bedre, end man skulle formode. Efter gudstjenesten blev det med- delt, at kommunikanterne måtte møde igen, fordi man ville tale med dem om den forestående kommunion. Ey, hvor glædestrålende de dog modtog denne indbydelse! Den 20. rejste tre brødre til Kangeq for at hente noget træ, de havde købt dér. Vi andre besøgte nogle fremmede grønlændere og talte indgående med dem om Frelseren. De havde slået deres telte op henved 1000 skridt fra vort hus, hvilket jeg ikke misbilligede, da de forstyrrede os mindre, end man skulle forvente af så vilde mennesker. Mit hjerte følte det samme, som dengang jeg besøgte indianerne i Ne- skopeto ved Susquehannah ... Den 22. så jeg til, medens drengene øvede sig i deres kajakker. På forskel- lig måde kæntrede de rundt og rettede sig op, ligesom de under roningen var i stand til at dykke under vandet og komme op igen. Disse manøvrer var ret imponerende. Vore brødre sørger for, at alle unge, 275 [10] lige fra barndommen, lærer at sejle i kajak og træner så meget som muligt i disse færdigheder. Thi den, der ikke lærer det som ung, lærer det kun dår- ligt eller slet ikke. Dette glæder mig ikke mindst fordi de således efter- hånden vænnes fra rensdyrjagten og holdes til den nyttigere sælhunde- fangst. Vor Matthåus (Kajarnak) og Jo- hanan, som har været i Europa, er blevet gode erhververe. Begge har allerede giftet sig og i øvrigt fundet sig godt tilrette i den grønlandske livs- form igen. Og indefra udvikler de sig på en glædelig måde. Man ser med tilfredshed, at de har besøgt andre samfund og haft udbytte deraf." Matthæus Stach havde bragt ægteparret Simon (Arfalik) og Sara (Pussinek), dennes søster Judith (Issek) og de to drenge, Matthæus (Kajarnak) og Jo- hanan (Angusinek) med sig til Herrn- hut i Tyskland, hvor de besøgte grev Zinzendorf. Simon og Sara døde under opholdet dér, men de andre rejste med Stach til- fods gennem Tyskland til Holland og derefter til England, hvor de i London blev præsenteret for den engelske tron- følger. Herfra gik rejsen til New York. I Pennsylvanien besøgte de indianerne, og kom endelig, efter to års fraværelse og tre ugers sejlads, tilbage til Godthåb. „I dag kom 9 af vore grønlænderes konebåde hjem. I flere af disse var der 10 til 12 personer. Det var allerkærest at se dem kom- Broder Matthæus (Stach). me roende, og hvordan de glædede sig over igen at være hos deres lærere. Blandt kommunikanterne var der een, som en tidlang havde været eks- kluderet. Han fik tilgivelse under håndspålæggelse og blev under mange tårer igen optaget. Den 24. var Johannes Døberens dag og en velsignet dag for Neu-Herrn- hut ... Efter den sædvanlige morgenan- dagt holdtes kl. 10 den første grøn- lænderforsamling med over 300 del- tagere ... Den 25. afholdt vi de sædvanlige søn- dags forsamlinger, kun med den for- skel, at i stedet for børneforsamlingen holdt vi et kærlighedsmåltid for 44 drenge og 34 piger. Vi overhørte dem, 276 [11] og de svarede godt nok. Jeg fortalte dem også om børnene på den anden side af del: store vand og lod hver især nævne sit navn. Derpå kom mødrene med deres spædbørn på armen, og de fik deres andel af gårsdagens kærlighedsmåltid. De var 26. Med dem stiftede jeg en særlig forsamling, som fra nu af vil blive videreført. Heri bliver der sun- get nogle vers for børnene, og mød- rene får et formanende ord. Medens jeg kyssede og velsignede disse små, var de så stille som engle ... I dag har vi også fået oversat or- dene „kommunion" og „kommuni- kant" til det grønlandske sprog, da de hidtidige benævnelser var uegnede og skabte forvirring hos mange af dem, der fik adgang til nadveren. Den 27. traf vi bl. a. en gammel mand, som havde to hudfarver, nem- lig brune og hvide striber over hele kroppen ... Om eftermiddagen gik jeg i østlig retning over bjerge og dale til det så- kaldte Rypebjerg, hvor vore brødre om vinteren — under store farer og anstrengelser — henter agerhøns til middagsbordet. Den 28. begyndte vi at stikke tørv, der, ved siden af søgen efter træ, er brødrenes besværligste job ... Den 29. efter morgenandagten talte vi med nogle fremmede grønlændere, som der de seneste dage var kommet en del af. Vi havde underholdt os med dem i over en time, da vor grønlænder Andreas begyndte at holde en så solid evangelisk prædiken for dem (som jeg lige så stille lod en af vore brødre oversætte ord for ord), at jeg ikke ville tro mine egne øren. Han talte til dem om vor Skabers menneskegørelse, lidelser, død og kær- lighed så følsomt og sammenhængen- de, og så fint tilpasset de uoplyste grønlænderes begreber, at det ganske overgik alle mine forventninger. Ja, jeg ønskede, at mange, der har noget på hjerte i Europa, havde sådanne talegaver ... Den 30. rejste vi med vore egne og 11 grønlandske både hen for at hente tørvene. Vi ledte også efter træ og samlede æg. Disse udgør på denne årstid en væsentlig del af vore brødres kost ... Den 1. juli ... Henoch og Abraham, som købmanden for nogle dage siden sendte som „ekspresser" til Frederiks- håb for at melde det stormramte skibs ankomst, kom i dag velbeholdne hjem i deres kajakker ... Da jeg gerne ville se så meget som muligt af omegnen, og da næsten alle vore grønlændere i disse dage var taget ud i deres erhverv, så rejste jeg den 4. juli med nogle brødre ind i Kobbe f jorden. Vi så lakseelven og gik op mellem bjergene til et sted, hvor- fra vi kunne se Ameralikfjorden. Om natten sov vi i et grønlandsk telt. Disse telte er meget bedre end dem, man bruger i Pennsylvanien. Den 5. juli gik vi til venstre over 277 [12] bjergene, til vi kunne se den arm af Baals Revier, som fører til Pisigsar- fik. Vi så også Kookfjorden og på alle sider utallige snedækte bjerge og is- marker. Klokken l om morgenen den 6. roede vi tilbage igen, og var hjem- me klokken 9. Den 7. 'N. N. Koiaukit Atatab Niarnablo Annernerublo Ajunginnerum Akka- nut, Jesub Tokkoanut" - Jeg døber dig i Faderens, Sønnens og Hellig- åndens navn, i Jesu død.' I dag døbte jeg broder Friedrichs lille datter, som fik navnet Agnes Bohnisch. Barnet blev båret ind i salen af bedstemoderen, og grønlænder- inden Judith holdt det over dåben. Søndag den 9. talte jeg kl. 9 om Jesu verdensomspændende samfund og om hensigten med menighedsdagen. Så blev der i 3 afdelinger oplæst efter- retninger fra indianerne i Nordameri- ka. Mellem anden og tredje del blev de ugifte brødre og drenge, efter en kort forklaring, inddelt i deres klas- ser. Så fulgte en prædiken over dagens tekst ... og derpå inddeltes de ugifte søstre og piger ligeledes i deres klasser ... Som fjerde punkt meddelte jeg, at vi fremtidig mere end hidtil ville bru- ge de af vore grønlandske brødre, som Frelseren havde dygtiggjort der- til, som medhjælpere ved forsamlin- gerne ... Den 10. havde vi, foruden de sædvan- lige forehavender, en sammenkomst med nogle fremmede grønlændere, og eftersom man af disse mennesker for første gang fik efterretning om Øst- kysten eller det såkaldte gamle, for- svundne Grønland, så nedskrev jeg indholdet af deres fortælling." Købmand Moltzau havde året før af compagniet fået ordre til at overtale Peder Olsen Walløe - der boede som frihandler (privat næringsdrivende) i Ameralikfjorden - til at foretage en op- dagelsesrejse til Østkysten, og med ski- bet i år har Moltzau fået et brev fra direktionen, der erklærer sig yderst til- freds med den omhyggelige ordning, han havde truffet med forberedelserne til denne ekspedition. Og når Walløes re- sultater bliver bekendt, vil man overveje Moltzaus forslag om anlæggelse af en koloni mellem Frederikshåb og Staten- huk (Kap Farvel). „Den 11. rejste jeg med nogle brødre de to mil over fjorden til Kanneisut. Det er et sted på vestlandet (i vore dage hedder det Nordlandet), der ikke har så høje bjerge, men lave fjeldhøje og udstrakte enge, gennem- strømmet af vandløb. Desværre er der for tiden en så skrækkelig mængde moskitoer (grosse Mukken), at de langt overgår dem, der findes på St. Thomas og ved Jersey i Delaware. I denne egn har vore brødre tidli- gere haft deres bedste rensdyrrevier, men efter at grønlænderne har fået så mange flinter (flintebøsser), er renen blevet en sjældenhed. Her er også en god laksefangst, og brødrene 278 [13] Hans Egedes kort over Godthåbfjorden. 1) Godthåb. 2) Neu-Herrnhut. 3) Kangeq. 4) Kookøerne. 5) Kobbcf jorden. 6) Kcmneisitt. 7) Håbets Ø. 279 [14] har ofte i ét dræt fået fire til seks hundrede laksforeller i garnet ... Den 16. havde vi for første gang en forhandling med de grønlandske hjæl- pere (kateketer). De var 11 brødre og 12 søstre ... Den 17. lod vi for første gang vor Matthåus Kajarnak holde morgen- andagten. Han talte inderligt, eftertrykkeligt og grundigt. Den 18. var jeg igen på en lille ud- flugt for at se omegnen. Vi sejlede først de 2 mil til Kangeq, der er det yderste land ved havet, hvor mangen en vinter flere hundrede grønlændere holder til - mest sydlændinge - som bliver flittigt besøgt af brødrene, og ved sådanne lejligheder har Frelseren allerede fået mange af dem som løn for sine smerter ... Jeg talte 14 store grønlandske vin- terhuse, og vi bragte noget træ om- bord, som brødrene havde købt af de bortdragende grønlændere. Roede derefter langs kysten til Hå- bets Ø, hvor kolonien Godthåb lå fra 1721 til 1729, og tog vejen gennem Nepisatsundet, hvor vi besøgte to syge grønlændere. Om aftenen i den 11. time var vi atter tilbage i Neu-Herrnhut efter en rejse på mindst 6 mil ..." Den 20. sker der noget omme i kolonien, som Wattewille ikke omtaler, selv om han godt véd det. Povel Grønlænder har samlet alle den kongelige missions døbte fra hele distrik- tet. Med Laerson som tolk overhørte Bruun dem i frelsesordenen og Luthers katekismus. De svarede tilfredsstillende, dog „de gamle ickun efter Sindet (me- ningen), men de unge efter Ordenes Lydelse" - og det sidste blev der lagt mest vægt på. Som hr. Drachard plejede at sige: Ved kolonien har vi „bogstav- trællene", men neuherrnhuterne er i be- siddelse af den hellige ånd ! Men tilbage til biskoppen : „23. juli ... De giftes kor (Ehechor) er her det vigtigste og har de pålide- ligste medlemmer. De er 48 par, me- dens der kun er 2 enkemænd. Af enker er der derimod over 40. Blandt disse findes mange kære små mennesker, men også enkelte, der ikke er nået vidt, men endnu har mange hedenske unoder ... Der er også over 40 i de ugifte søstres kor. De har en sådan aktiv, munter og resolut væremåde, at man ved første blik skulle mene, den pas- sede bedre på mandfolk. Men det kommer af den måde, de lever på, hvor de må forrette det arbejde, som i andre lande kun tilkommer mands- personer. De er også meget flinke til at af- lægge vidnesbyrd om Frelseren over- for deres medsøstre blandt de vilde. Derved er allerede mangen en vild blevet vundet, og derigennem også hendes mand. De ugifte brødre tæller kun 30, hvoraf 12 fuldvoksne. Men der er solide folk iblandt dem ... 280 [15] Godthåb, som forfatteren forestiller sig det vinteren 1752. Yderst til højre i billedet har vi spækhuset. Bag skibet (der ligesom isbjerget er tegnet af Poul Egede) ses flagspilhøjen med de syv kanoner, så følger elven og kolonihuset med den indhegnede have foran og 3-4 udhuse bagved. Bag denne „proviantgård" lå kirke- gården. Endelig har vi grønlcenderhusene, hvoraf eet er skolen. Den 31. og de følgende dage helli- gede jeg rnig som bibeskæftigelse at gennemgå den grønlandske salmebog (Gesangbuch) og lod den til den ende oversætte ord for ord, for at over- bevise mig om, at den udtrykte den rette mening. Den danske kateket Bertel Laersen, som har opnået en ganske særlig fær- dighed i sproget, hjalp også til, når han kunne komme, og der blev fore- taget mange forbedringer ... Den 1. august skrev nogle af vore grønlændere breve til Europa - en- kelte egenhændigt, andre dikterede - og lod det oversætte til tysk ..." Matthæus Kajarnaks brev lød i dansk gengivelse: „Vi har glædet os meget over Johannes Assersok. Første gang, han talte til os i salen, kunne jeg ikke holde mine øjne fri for tårer, så nær følte jeg Frelseren. Jeg kan sige med sandhed, at jeg er meget lykkelig — end- nu mere, end da jeg var hos jer. Frel- seren har siden gjort meget ved mit hjerte. Jeg kan glæde mig over Ham, når jeg forestiller mig Ham med Sine sår. Hvor ringe jeg end er, så tænker jeg dog ikke på andet end at være Ham taknemmelig ... Jeg tænker ofte på den gang, jeg så jer, men nu får jeg jer vel ikke mere at se, før vi mødes hos Frel- seren. Hans åbnede side er det hus, hvori vi skal komme sammen." „Den 2. tog jeg en venskabelig afsked med kolonien ..." Rasmus Bruun havde været huslærer i Magleby på Stevns hos sognepræst Mar- tin Ohnsorg, der havde været missionær 281 [16] i Godthåb samtidig med Hans Egede. 1747 kom Bruun på „Det grønlandske Seminarium" og begyndte samtidig at studere teologi. Han blev undervist i grønlandsk af Poul Egede og tog sin embedseksamen 1751. Der var ingen tvivl om, at Neu- Herrnhut hér ville få en alvorlig mod- stander. Det var vigtigt at „føle ham på tænderne" og gøre tilnærmelser til et venskab. Eet var sikkert: Drachards tanker om sammensmeltning af de to missioner var ikke længere aktuelle. „Derefter holdt jeg et afskedsmåltid med vore tyske brødre og søstre, hvorunder vi havde en behagelig sam- tale om Frelserens fredstanker for Grønland. Og da vi i dagene forud havde talt så meget med sydgrønlænderne, faldt det os ind, at det måske ville være nødvendigt engang at oprette en mis- sion i Syd- eller endog Østgrønland ... Den 7. blev efter mit forslag kirke- gården (Gottesakker) bragt bedre i stand, og gravene belagt med jord og småsten. Jeg var med derhenne en stund, og de grønlandske søstre - thi mændene udfører intet landarbejde og har hel- ler ikke forstand på det - arbejdede så muntert og med en sådan energi, at det var en fornøjelse at se. Imedens talte de frimodigt om døden (Heim- gehen) og opstandelsen, og det skønt grønlænderne ellers har en så stor frygt for døden og afsky for graven, som næppe nogen anden nation. Jeg besøgte endnu en gang kolonien og tog afsked med missionæren og købmanden med håbet om at de, lige- som de havde holdt venskab med mig, også ville være gode venner med mine brødre, der blev tilbage, og ikke lade noget ske, som kunne vække anstød hos grønlænderne." Købmanden havde længe haft et skrøbe- ligt helbred. Sidste år havde han søgt sin afsked, som dog ikke blev bevilget. I dag var han alvorligt syg og sengelig- gende. Moltzau var ligesom Hans Egede lidt af en eventyrer og havde altid været på udkig efter grønlandske mineraler i un- dergrunden. I Ameralikfjordens fjelde fandt han „et rødt farvestof", hvoraf prøver var hjemsendt. Var det guld? — Et endeligt svar var endnu ikke frem- kommet. „Den 9. kunne skibet, som længe havde været sejlklart, ikke gå ud på grund af modvind. Vi fortsatte derfor vort arbejde med salmerne og kom samme dag gennem resten af bogen. Den bestod af litanierne, nogle li- turgier og over 100 sange og enkelte vers. De fleste bliver brugt så ofte, at grønlænderne har lært dem udenad ... Den 10.: Ved kolonien indgik to handelsfolk i dag med præstens velsig- nelse ægteskab med grønlænderinder. Vort hus var blevet indbudt dertil, og tre brødre overværede vielsen ..." 282 [17] Det drejede sig om brødrene Anders og Hans Olsen, der blev gift med henholds- vis Tupperngat og Juditha. Anders Olsen tilhørte den herrnhuti- ske menighed, men tyskerne ville ikke indlade sig på at stifte blandede ægte- skaber. Hans Olsen var frihandler og havde sidste år indhandlet for 142 rdlr. til kolonien. ,,Da vinden nu blev gunstig for af- rejse, holdt jeg om aftenen en afskeds- tale til den grønlandske menighed og sluttede med verset: Herr Jesu Christ, Dein Tod, die Nagelmahl so roth, die durchgrabne Seite, der Schweiss in Deiner Noth, behalte deine Leute, blut'ger Kirchenfiirst bis Du kommen wirst. Ved min afrejse var antallet af bebo- ere i Neu-Herrnhut 350. Og et ret stort antal fremmede havde man for- håbning om, ville tilslutte sig allerede dette efterår. Før jeg gik om bord besøgte jeg endnu en gang den syge grønlandske broder Joseph og velsignede ham til håns hjemfart. Vore grønlændere løb rundt om os og viste på forskellig måde deres kær- lighed og taknemmelighed. Da vi færgedes over til skibet, stod der kvin- der og børn overalt på klipperne, og en stor skare mænd ledsagede os i deres kajakker. Klokken 8 sejlede vi ud af skibs- havnen. Kl. 9 passerede vi vort hus, saluterede kolonien, og kl. 10 tog vore brødre og grønlændere ved Kangeq afsked med os ..." Næppe var skibet forsvundet bag hori- zonten, før missionsstationen fik en gan- ske anderledes gæst: Døden. En sygdom, der gav sig udtryk i heftige hovedsmer- ter, bryst- og sidesting, ramte grønlæn- derne. Ved Herrnhut alene bragte sygdom- men 30 af de døbte over i evigheden. Fra midten af august til midt i okto- ber kulminerede denne farsot, så man somme tider måtte begrave flere lig ad gangen, og tit skete det, at læreren (mis- sionæren) , når han kom tilbage fra en begravelse på kirkegården, straks fik besked om et nyt dødsfald. Brødrene havde uhyre meget at gøre, idet de naturligvis også tog sig af læge- behandlingen og pasningen af de syge. Nogle af dem havde selv sygdomsanfald. De raske grønlændere hjalp til så godt de kunne, først og fremmest sørgede de for transporten af de syge, der for de flestes vedkommende befandt sig ved Nepisatsundet. Det var ofte en farefuld opgave at passere fjorden med patienter, og de, der ikke kunne tåle at transpor- teres, måtte have besøg af europæerne fra Nuuk. Distriktets hedninger kunne naturlig- vis ikke tilbageholde deres sarkastiske bemærkninger, da de kosntaterede, at det hovedsagelig var de hellige „nook- leet", sygdommen kastede sig over. Ja, Djævelen for i en hedensk kvinde og fik hende til spottende at bemærke: „Der 283 [18] -^^ •^3? ..«*' ,i&Z'S,* é" / /' 3 Ncit-Hcrrnhiit, som forfatteren forestiller sig det vinteren 1752. Hovedbygningen har to længer, hvor den ene er to-etagcs. Foran gårdspladsen ligger den indhegnede have og foran denne et græsareal, hvor grøn- lænderne opslog deres sommertelte. Det lille trceskiir ved stranden er bådehuset. Det store hus med to ind- gange til venstre i billedet er „søsterhuset" oprettet af grønltenderinden Judith. Isbjerget i forgrunden er tegnet af Poul Egede. ser man, hvad der kommer ud af at tro for meget på „Sauarangoak" (lam- met)." Men turen kom også til hedningerne. Sygdommen bredte sig som en pest i hele distriktet. Et af de første ofre blandt de døbte var vor ven Nathanael. Han var en af de første kommuni- kanter og hjælpere (kateketer). En mun- ter sjæl med et varmt hjerte. Han fik mange af sine landsmænd med sig i troen, flittig og pålidelig som han var. Selv om det var svært for ham at holde husorden med sin uregerlige fami- lie, så man ham altid tilfreds og tålmo- dig. Han havde en så respektabel karak- ter, at alle mennesker — kristne og hed- ninger, europæere og grønlændere — måtte elske og ære ham. Ved hans begravelse vistes stor bevæ- gelse. Alle, der kunne kravle eller gå, strømmede til og bar deres sorg med sig i form af sten, som de lagde på graven. Ligprædikenen var over ordene i Pau- lus' første brev til tessalonikerne 4.13. Også Matthæus Kajarnak måtte for- lade denne verden. Han var søn af den afdøde Samuel Kajarnak, neu-herrnhuternes første- døbte (der Erstling). Kort efter dåben måtte Matthæus flygte sydpå med sin 284 [19] far, som hedningerne stræbte efter livet. Familien var således lige ved at lide martyrdøden. For 3 år siden vendte Matthæus hjem efter et ophold i Europa og blev en værdsat kateket. Han havde et afklaret sind, et glad væsen, et mildt hjerte, og alle så op til ham. Det var opbyggende at overvære hans endeligt. Under sin sygdom talte han ustandse- lig om det sårede lam (Frelseren), som han snart skulle møde. Under døds- kampen mistede han stemmens brug, og da man spurgte ham, hvad han tænkte på, pegede han på sine håndflader og antydede således, at han mediterede over Jesu sår. Da han igen fik mælet, begyndte han at tale tysk: „Ach ich håbe den Heiland sehr lieb, ich freue mich går sehr, dass ich bald zu ihm kommen wer- de — wilst du nicht bald nachkommen?", så greb han missionærens hånd og sagde: „Ich håbe dich sehr lieb." Derefter så det ud, som om hans åndedræt stand- sede, men endnu en gang åbnede han øjnene, så sig om og begyndte at synge: „Schlaf ins L...", længere ville hans tunge ikke, og det blev hans sidste ord. Men de omkringsiddende sang salmen til ende, og under verset „Die Seele Christi heilge dich etc." sov han stille ind. Et af de næste dødsfald skete i kolo- nien. Det var købmand Moltzaus fire- årige datter, „en kær lille pige, som ofte glædede sine forældre med at synge de smukkeste grønlandske vers." Senere døde Anna, Samuel Kajarnaks enke. „Hun var vel ikke, hvad hendes mand havde været," men alligevel en god kvinde, der havde fået mange hed- ninger til at antage troen. Jonas, en dreng der var blevet døbt samme sommer, blev bragt syg hjem. Da en missionær blev tilkaldt, sagde drengen tappert: „Mich verlangt sehr zum Heil- and zu gehen," lod sig iføre sine ligklæ- der, nemlig den bedste pels han havde, og forlod således denne verden. Så kom de ruskende efterårsstorme. Sne- vejr og bidende frost meldte, at en ny vinter var kommet til Grønland. Grønlænderne mindedes sommerens fangstrejser, medens de med en pind „pudsede" tranlampens flammende mos- væge, der gav dem varme og lys på een gang. Europæerne samledes i stuens varme- ste krog, ved bilæggerovnen, og lagde i det blå tusmørke planer for fremtiden. Et år var gået. Artiklen „NUUK 1752" er hovedsagelig skrevet på grundlag af /. F. W. Ritter: „Leben des Frey- herrn Johannes von Wattewille, Bischofs der cvangelischen Bruderkirche und dessen GemaJilin, Frau Henriette Benigna Justine Freyfrau von Wattewille gebohrne Grdfin von Zinzendorf" Altona 1800, David Crantz: „Historie von Gron- land", 1765, og Hother Ostermann's 2 bøger: „Danske i Grønland i det 18. århundrede" og „Nordmænd på Grønland 1721-1814", hhv. 1945 og 1940 I-II. Læsere, der vil vide mere, opfordres til at læse Finn Gad's monumentale værk: „Grønlands Hi- storie", Louis Bobe's bøger om Grønland samt na- turligvis Hans og Pouls Egede's dagbøger. Alle disse værker kan lånes på bibliotekerne. 285 [20]