[1]
over, hvad Grønland selv måtte ønske.
Hvis man beslutter, at ressourcerne
skal udvindes, er Fællesskabet rede til
at hjælpe. Men jeg vil gerne under-
strege, så stærkt som muligt, at vi ikke
har nogen itneresse i at udnytte Grøn-
lands økonomiske og mineralske res-
sourcer på en måde, som Grønland
ikke selv måtte ønske. Så naturrig-
dommene er så afgjort ikke grunden
til, at vi ønsker, at Grønland skal for-
blive en del af Fællesskabet."
I debatten om Grønlands forhold til EF
bør der selvfølgelig indgå så mange de-
taljer og vurderinger som muligt, men
de bør i alle tilfælde bygge på realiteter
og ikke på en ønsketænkning. Og det var
det sidste, Bent Nielsen gav udtryk for.
- Vi er afhængige af et internationalt energisamarbejde,
siger grønlandsministeren
af Bent Nielsen
Når vi nu er igang med „myter" og
„ønsketænkning", så hedder det i EF-
brochuren, at „den marxistisk orienterede
del af den grønlandske befolkning ønsker
Grønland ud af EF ..."
Det er grov manipulation at udnævne
et flertal i Grønland, et flertal i lands-
rådet samt KNAPP og siumut til marx-
ister. Derefter kommer så det citerede
afsnit om „den politiske atmosfære i
Grønland" og eventuel nedskæring af
bloktilskudet. Hvis det ikke er et for-
slag, så er det et vidtløftigt og ukvalifi-
ceret politisk kandestøberi, som næppe
hører hjemme i en officiel informations-
pjece fra EF, eller hvad?
Roy Jenkins' udtalelse i Grønland kan
ses som en almindelig politisk beroli-
gende erklæring, men egentlig også som
udtryk for, at man kunne lægge pres,
hvis man ville.
Bogen „Udviklingstendenser for
Grønland" af H. C. Bach og Jørgen
Taagholt er udarbejdet på initiativ af
forsvarets projektgruppe for perspektiv-
planlægning og udgivet med forord af
Isi Foighel, formand for kommissionen
for videnskabelige undersøgelser i Grøn-
land. Det hedder side 107 bl. a.:
„Uanset, at vi eventuelt ikke får ker-
nekraftværker, vil vort ansvar overfor
omverdenen og specielt i relation til vort
medlemskab af EF og dermed af
EURATOM under alle omstændighe-
der forpligte Danmark til at prospektere
og iværksætte udvinding af uran i det
omfang, det er økonomisk forsvarligt;
Danmarks afhængighed af kul- og olie-
import gør, at man næppe kan undlade
at bidrage internationalt med energi-
ressourcer, der findes inden for dansk
område."
287
[2]
Og side 104:
„Undlader et land iøvrigt at gennem-
føre en tilstrækkelig indsats på dette
område, kan landet risikere at blive stil-
let uden for den — i henhold til traktaten
(Euratom-traktaten artikel 70) — sik-
rede ret til lige adgang til andre res-
sourcer i fællesskabet."
For at få afkræftet denne myte, hen-
vendte jeg mig den 21. juni 1976 til
grønlandsminister Jørgen Peder Hansen,
som bl. a. sagde:
— Jeg mener, at vi har en vældig in-
teresse i, set fra dansk side, at være med
i et internationalt energisamarbejde, det
gælder også indenfor EF. VI har brug
for energi, vi har brug for de råstoffer,
ressourcer, der skal til for at skaffe os
denne energi. Derfor har vi disse sam-
arbejdsinteresser. Når vi ønsker et sam-
arbejde, så må vi naturligvis yde noget,
der hvor vi er i stand til det. Og ingen
er jo i tvivl om, at for så vidt angår
Narssaq-området, Kvanefjeldet nærmere
sagt, så ved vi, der findes uran. Men der
er ingen, der har lagt pres på os, fordi
at vi præcis ved, der ligger uran i Kvane-
fjeldet ... Da vi har en interesse i, enten
direkte at kunne anvende den uran, der
ligger i Kvanefjeldet eller få det konver-
teret på en eller anden måde, det må ud-
viklingen jo vise, nå ja så synes jeg, at
det er rimeligt at vi indgår i dette sam-
arbejde, og vi prøver på, hver især, at
give vores bidrag, samtidig med at vi
så også kan nyde de fordele, der er ved
et samarbejde ... Vi ved jo allesammen,
at der på et eller andet tidspunkt skal
diskuteres i større sammenhæng Grøn-
lands forhold til Fællesmarkedet. Men
man kan jo ikke, synes jeg, have den op-
fattelse, at fordi dette spørgsmål i den
bredere sammenhæng skal diskuteres, så
kan vi altså ikke diskutere det, som lig-
ger hele det danske samfund, hele rigets
interesser så stærkt på sinde, og dermed
mener jeg også Grønlands, nemlig frem-
skaffelsen af de nødvendige ressourcer
for at kunne dække vores energi- og
kraftbehov ind. Det gælder jo også
Grønland. Vi skal jo se hen til, at selv-
om der bruges mindre olie i Grønland
end der gør i Danmark, nå ja, noget skal
der skaffes, og der er vi altså afhængige
af et internationalt samarbejde.
Så det var ikke noget dementi.
I dokument nr. 25 fra hjemmestyre-
kommissionens sekretariat fra 6. april
1977 forklares det, at rigsfællesskabet
sætter grænser for, hvilke kompetencer
der kan overgå til hjemmestyret, bl. a.
fordi rigets deltagelse i internationalt
samarbejde fortsat vil være et rigsanlig-
gende. Jeg kan tilføje, at måske skal den
foreslåede fælles dansk-grønlandske sty-
ring af råstofferne, med råstofforvalt-
ning direkte under ministeren, ses på den
baggrund. Man kan f. eks. ikke afgive
en ejendomsret, som allerede er delvis
afgivet til EURATOM, der har options-
ret til bl. a. uranmalmen i Kvanefjeldet.
Jeg hverken kan eller vil tage stilling
til, om Grønland bør være medlem af
EF eller ej. Det skal helt andre bestem-
me. Men det kunne være interessant at
få klarlagt, fra såvidt muligt uvildigt
hold, om en udmeldelse vil have nogen
som helst virkning for Danmarks even-
tuelle internationale forpligtelser til
uranudvinding i Grønland.
288[3]