[1] Kyst-tjuktere og asiatiske eskimoer af I. S. Gurvic Oversat af Inge Larsen »Den etnokulturelle udvikling1 hos kyst-tjukterne og asiatiske eskimoer«, er oversat fra »Sovjetisk etnografi nr. ;> 1973 (særtryk). Udgivet af Det Sovjetiske Vidensskabsakademi.« Artiklen er skrevet på baggrund af materialer, indsamlet sommeren 1972 af Nord-øst afdelingen af Det Sovjetiske Videnskabs Akademis Etnografiske Instituts Nord-Ekspedition, som arbejdede i Tju- kotskij- og Providenskij-distrikterne i Det Tjuktiske nationale område. Denne afdelings medlemmer var: I. S. Gurvi£, M. Ja. Zornickaja, T. M. Mastjugina, S. M. Jusim, og A. D. Maslov. Forord Titlen på denne artikel anvender beteg- nelserne „kyst-tjuktere og asiatiske eski- moer". Dette er imidlertid ikke de navne, som de oprindelige befolkninger selv bru- ger. De asiatiske eskimoer kalder sig selv ynit, svarende til grønlændernes inuit. Kyst-tjukterne kalder sig selv an'kallym, og rensdyr-tjukterne kalder sig caccuvat. Ved folketællingen i 1970 var der i alt 110.000 indbyggere i det Tjuktiske nati- onale område. Heraf var de 1.308 eski- moer og de 13.597 var tjuktere. Hoved- parten af resten (ca. 95.000 personer) var russere. Efter sovjetmagtens formelle etable- ring i Nordøstsibirien i 1923 begyndte man i 1925-27 at oprette de første for- mer for produktionskollektiver, de så- kaldte „integrerede kooperationer". (I nogle kilder kaldes disse kooperationer arteller]. I kooperationerne havde man kollektivt samarbejde i produktionen, f. eks. i rensdyrholdet på tundraen, i fi- skeriet eller ved fangst af større havpat- tedyr. Det enkelte hushold havde ejen- domsretten til produktionsredskaberne, og fællesskabet omfattede kun en enkelt produktionsaktivitet og ikke den overor- ordnede økonomi. I 1930-93 oprettedes de første kol- chozer i Nordøstsibirien. I kolchozerne ejes produktionsredskaberne kollektivt, og hvert kolchozmedlem har ret til et pri- vat stykke jord eller et privat rensdyr- hold. Siden 1969 har kolchoz-medlem- merne fået en garanteret betaling for de- 17 [2] Lorino '•V' Novqe Caplino Proyidenia Sireniki 1 Cukotskij distriktet 2 Providenskij distriktet res arbejdsindsats, ligesom de får andel i et evt. overskud. Den første eskimoiske kolchoz blev op- rettet i 1931 på bopladsen Caplin. Især tjukterne var i begyndelsen modstandere af dannelsen af kolchozer. I 1938 var 95 % af det eskimoiske erhvervsliv kol- lektiviseret, men for hele det Tjuktiske nationale område, hvorunder eskimoerne hører, var kollektiviseringsprocenten kun 42,1 Efter 2. verdenskrig sluttedes flere fiskerikooperationer sammen i kolchozer, og der oprettedes desuden statsbrug: sov- chozer. Statsbrugene adskiller sig fra kol- chozerne derved, at de ansatte er arbej- dere, der får udbetalt regulære lønninger. Statsbrugene er organiseret som tilsva- rende statsbrug inden for industrien i det øvrige Sovjetunionen. I Sovjetunionen findes 77,4 % af hele verdens bestand af tamrener. Det svarer til 2.400.000 rensdyr. I det Tjuktiske na- tionale område er der omkring 550.000 tamrener. Til sammenligning er der i Sve- rige 250.000, i Norge og Finland hver 200.000, i Canada 7.000 og i Grønland godt 2.000 tamrener. Verdensbestanden af vildrener er på 1.530.00, heraf findes de 800.000 i Sovjetunionen. Hans-Erik Rasmussen og Jens Dahl. 18 [3] Efter rævejagten. Tjuktiske Autonome Kreds, Wrangcl øen. APN-Pressefoto. I løbet af de sidste årtier har man kun- net iagttage betydelige progressive æn- dringer i den traditionelle økonomi, i ma- teriel og åndelig kultur og i den sociale sammensætning hos de talrige folkeslag længst mod nord. Disse ændringer øver stor indflydelse på tajgaens og tundraens oprindelige beboeres etniske udvikling, på deres tilegnelse af fællessovjetiske kultur- elementer, på en gensidig tilnærmelse og sammensmeltning af etniske og lokale grupper indenfor rammerne af ét bestemt folk, for overvindelsen af tidligere tiders interne etniske barrierer osv. I denne situ- ation er det særligt interessant at betragte den kulturelle arvs skæbne hos etniske grupper, der indgår som mindre dele af større befolkningsgrupper længst mod nord. Vor viden om kyst-tjukternes og eskimoernes liv i dag kaster et vist lys over karakteren af de moderne etnokul- turelle processer, der foregår mod nord, især over de små etniske gruppers for- svinden. En betydelig del af den kyst-t juktiske og eskimoiske befolkning er koncentreret på den yderste nord-østlige del af Tjuk- ter-halvøen, i Cukotskij- og Providen- skijdistrikterne der samtidigt udgør ho- vedcentrene for fangsten af havdyr. 19 [4] Hvalrostænder med indgraverede motiver fra asiatiske eskimoer. De findes på Nationalmuseet, Etnografisk Samling, hvor følgende oplysninger kan læses i journalerne: Øverst: Indgået 1934 som gave fra fru Dagmar Rasmussen. Hjembragt af Knud Rasmussen fra j. Thule- ekspcdition. Længde 20,9 cm. De sorte, indridsede figurer danner på den ene side en ornament stribe, en renflok og tre mænd, en slæde med ni hunde, mennesker, ren og bjørn m.m. På den side af tanden, som er vist på fotografiet ses både på hval- og hvalrosfangst, og derover optrin fra bopladsen med hus, slæde, flænsning, en fanger på vej hjem med sæl o.l. Nederst Indgået 1935 som gave fra docent A. S. Forstein, Leningrad. Længde 32,5 cm. På den ene side ses en europæisk båd med 8 eskimoer, der jager 2 hvalrosser på en isflage. På den anden side er en båd i driv- isen omgivet af hvalrosser. 20 [5] Historie Beliggenheden fjernt fra byer og land- brugsområder, det på grund af isen van- skeligt farbare Arktiske Hav og den der- med vanskeliggjorte forbindelse med om- verdenen havde til følge, at den oprinde- lige befolkning i disse egne helt op til den socialistiske omstruktuerings begyndelse var kendetegnet ved den yderste tilbage- ståenhed. Gammeldags, primitive pro- duktionsredskaber var fremherskende — lanser, harpuner og økser af sten, net af barde- og remmesælsstrimler, skrabere af sten til forarbejdnnig af skind. Fangerne og deres familier levede et barsk liv, fyldt med mangler og afsavn. Når fangstfore- komsterne var små, kunne kystbefolknin- gen ofte ikke spise sig mæt og sultede end- og i perioder. De hårde levevilkår frem- mede udbredelsen af tarm-, hud- og lunge- sygdomme, samt trachoma. Den socialistiske opbygning af Tjuk- ter-halvøens kystområder tog sin begyn- delse i anden halvdel af 1920-erne. Den- gang strakte de bofaste kyst-tjukteres bygder sig fra Caunskaja Havbugten til Anadyr'. Denne etniske tjukter-gruppe bestod af 578 familier (2983 medlem- mer). IfølgeP. E. Terleckij udgjorde de bofaste tjuktere 23,5 % af samtlige tjuktere. De eskimoiske bygder strakte sig fra Tjukter-kappet til Krestbugten. Ifølge en folketælling fra 1926-27 levede der her 129O eskimoer. Alle eskimoer var bofaste. Kollektivisering I 1929-30 dukkede de første sovjeti- ske havfangst-arteller op på Beringsha- vets og Det tjuktiske Havs bredder. Dette forbedrede i betydelig grad befolkningens levevilkår. Den efterfølgende rekonstruk- tion af kyst-tjukternes økonomi og kultur medførte, at deres kollektivbrug styrke- des og blev større. Også rensdyrtjukter- nes kollektivbrug opnåede betydelige re- sultater. I 1950erne sammenlagdes de af kyst-tjukternes og eskimoernes kollektiv- brug, som havde specialiseret sig i hav- fangst, med de omkringliggende rensdyr- avls-kollektivbrug. Kyst-tjuktere og eski- moer på den ene side og tundraens tjukti- ske rensdyravlere på den anden blev med- lemmer af fælles, sammenlagte kollektiv- brug. Koncentrationen af fangere og rensdyr- avlere indenfor rammerne af store kollek- tivbrug gjorde det muligt mere rationelt at forbinde rensdyravl og fangstindustri. 11968 var alle kollektivbrug, med undta- gelse af Lenin-kollektivbruget i Cukotskij- distriktet, omdannet til industrielle stats- brug. Kyst-tjukternes og eskimoernes bo- pladser blev i denne centraliseringsperi- ode forladt. Der oprettedes bygder med fra 300 til 1000 indbyggere. Befolkningen i dag Størstedelen af tjukterne og eskimoerne i Cukotskij- og Providenskij-distrikterne er i dag arbejdere eller ansatte i statsbrug. Kun 174 tjuktiske og 7 eskimoiske fami- lier er medlemmer af Lenin-kollektivbru- get (i Lorino), et af Tjukter-halvøens mønster-kollektivbrug. Omstruktureringen af økonomien, op- rettelsen af store bygder, brød kyst-tjuk- ternes og eskimoernes isolation. Den etni- ske sammensætning i Tjukter-halvøens kystområder kompliceredes i kraft af den tilflyttede, fortrinsvis russiske, befolk- 21 [6] .Neskan Enurmino Incoun Uélen Naukan Cukotskij-distriktet Å gamle bygder U nye bygder Nunjamo L av rent ij a ning, som talmæssigt udgør størstedelen af befolkningen i distrikts-centrene. I stør- stedelen af kyst-bygderne udgør den til- flyttede befolkning 11-29 %. Den faste befolkning i kyst-bygderne består nu ikke længere udelukkende af kyst-tjuktere og eskimoiske fangere, men også af tjuktiske rensdyravlere. De sidst- nævnte udgør af den faste befolkning i udstedet Neskan 56 %, i Lorino 34, i In- éoun.20, i Uélen 10, i Enurmino 15, i Nun- jamo 11 %. I forbindelse hermed øgedes antallet af ægteskaber mellem rensdyr- og kyst-tjuktere. I Lorino fik vi oplysning om 16 sådanne familier, i Neskan 14, i InJoun 12 osv. På grund af disse forhold kan man kun tilnærmelsesvist fastslå antallet af efter- kommere af kyst-tjuktere. Hovedparten af dem bor i Cukotskij- og Providenskij- distrikterne (ifølge tallene fra vores un- dersøgelse-1748 i Cukotskij-distriktet og omkring 800 i Providenskij-distriktet). I Cukotskij-distriktet bor der nu 238 eskimoer, i Providenskij ca. 600. lait blev der ved folketællingen i 1970 talt 1308 eskimoer, hvoraf 1149 boede indenfor grænserne af Det Tjuktiske nationale om- råde. Således bor hovedparten af de asia- tiske eskimoer i områder, hvor dette folks forfædre i sin tid slog sig ned. I løbet af de sidste årtier har den eskimoiske befolk- ning i nogen grad bosat sig spredt langs kysten. Da det f. eks. ikke var muligt at opføre moderne byggeri i det gamle eski- moiske udsted Naukan, blev det forladt i 1959 og de naukanske eskimoer flyttede til de nærmestliggende udsteder med overvejende tjuktisk befolkning. I Uélen boede der i 1972 67 eskimoer (12 eski- 22 [7] Hundene fodres. Novo Tjaplino (Ungazik). APN-Prcssefoto. moiske familier, 12 eskimo-tjuktiske, 3 eskimo-russiske) ; i Nunjamo 81 eskimoer (12 eskimoiske, 11 tjuktisk-eskimoiske, 2 russisk-eskimoiske familier) ; i Lorino 43 eskimoer (7 eskimoiske, 5 eskimo-tjukti- ske, l russisk-eskimoisk, l tatar-eskimoisk familie) ; i Neskan 11 eskimoer (l eski- moisk, 2 russisk-eskimoiske, l tjuktisk- eskimoisk familie) ; i Lavrentija 90 eski- moer (21 eskimoiske, 10 eskimoisk-rus- siske familier). Således er en betydelig del af eskimoerne i Cukotskij-distriktet med- lemmer af, i national henseende, blandede familier. En anden situation iagttages i Provi- denskij-distriktet. I bygderne Novoe Cap- lino og Sireniki er der overvejende mono- nationale familier. Således bor der i byg- den Novoe Caplino 258 eskimoer (59 eskimoiske familier og 20 russisk-eskimo- iske og tjuktisk-eskimoiske familier), i Si- reniki—243 eskimoer (53 eskimoiske, 18 tjuktisk-eskimoiske og eskimoisk-russiske familier). Generelt er situationen den, at selvom der i løbet af de sidste årtier er sket en stadig større tilnærmelse mellem forskel- lige nationale grupper, er de mono-natio- nale ægteskaber stadig de fremherskende på den nordøstlige del af Tjukter-halv- øen. Nationalitetsmæssigt blandede fami- lier — tjuktisk-eskimoiske, eskimoisk-tjuk- tiske, tjuktisk-russiske, russisk-tjuktiske, tjuktisk-evenske, tjuktisk-ukrainske o. a.— udgør i bygden Neskan 5 %, i Enurmino 4 i Incoun 6, i Uélen 11, i Lorino 11, i Lavrentija (distriktscentret) 30, i Novoe Caplino 23, i Sireniki 16%. 23 [8] Eskimoisk langer i »bajdar«. I båden ses harpun og to store fangst-blærer. APN-Pressefoto, Fangstbrigader Traditioner og arbejdsvaner er stabilt bevarede hos kyst-tjuktere og eskimoer i Cukotskij- og Providenskij-distrikternes bygder. Størstedelen af den mandlige ungdom, nedstammede fra den oprinde- lige kyst-befolkning, foretrækker fanger- erhvervet, skønt en del er gået over til rensdyravl. Ca. 50-60 mand i hvert kyst- kollektivbrug arbejder i fangstindustrien. 24 [9] I statsbruget „50 år for Oktober" (den centrale bedrii't i bygden NeSkan) beskæf- tiger 9 brigader å 5 mand sig med hav- fangst Fangst anses i kyst-bygderne for at være et vanskeligt, men ærefuldt hverv. I fangst-brigaderne, som sædvanligvis be- står af unge mennesker, indgår også æl- dre, erfarne fangere, eftersom de tradi- tionelle arbejdsmetoder i fangerhvervet har bevaret deres betydning helt op til vore dage. Fangerne skal ikke alene kende de steder, hvor dyrene almindeligvis hol- der til og tage højde for deres vanlige færden, men de skal også kunne forudsige vejrforandringer, kunne håndtere en mo- tor, moderne våben og udstyr, samt tra- ditionelle jagtvåben som harpun, lanse og kniv med langt skaft til flænsning. En del af dette udstyr produceres nu industrielt. Brugen af traditionelle våben skyldes ikke fangstteknisk tilbageståenhed, men disse våbens enkelthed, deres snilde og høje grad af tilpassethed til fangererhvervets specielle krav og fornødenheder. Fangst kræver betydelig tålmodighed, koldblodighed og, naturligvis, udholden- hed. Bådenes besætninger befinder sig af og til adskillige døgn i åben sø. Fangstredskaber Hver brigade har en motorbåd til sin rådighed (i dag udstyrer man som regel båden med to motorer). Udover motor- både benytter en del fangere i nogle byg- der (Neskan, Enurmino) sigaf bajdar'er (svarende til den grønlandske konebåd umiaq o. a.), bådskeletter, overtrukket med hvalrosskind. I agterstavnen af baj- dar'en installeres en motor. Bajdarerne er ifølge jægerne mindre holdbare, og kræ- ver større pleje, end motorbådene. Efter brug er det nødvendigt at kippe bajdar'en, slå fugten ud af den med årerne for at tørre skindet, og anbringe den på et træ- stativ. Men den er yderst egnet til fangst under vanskelige isforhold: ved isskru- ninger skubbes bajdar'en op på isen. I nødsituationer kan fangerne uden større besvær selv trække den op på isen og bære den a f sted over isblokkene. Det er lettere at lægge til under en storm i en bajdar end i en motorbåd. Bajdarens bæreevne er omkring 4 tons, mens motorbådens er 1,5-2 tons. Kunsten at bygge en bajdar kendes nu kun af gamle fangere. I Neskan havde man kort før vores ankomst i 1972 gjort en ny bajdar klar. Skelettet surret med remme fra remmesælen var 10 m langt. Beklædningen til båden var syet af fire kvinder udaf 4 toårige hvalrossers skind. Mændene beklædte båden. Et sådant ar- bejde varer som regel op til to år. Enkelte fangere bygger ofte til eget forbrug små bådskeletter, indtil 4 m lange, som de be- klæder med hvalrosskind. Disse både for- synes også med motor. Små bajdarer bru- ges til fangstrejser og om vinteren til at bane sig vej gennem smeltevandsområder på havisen. Moderne fangeres arbejdscyklus er i dag ligeså tætpå den oprindelige, som den er afhængigaf de naturgivne betingelser. I maj klargør fangerne motorbåde og baj- dar'er. Hovedsæson for fangst er de tre sommermåneder — juni, juli og august, når kysterne bliver isfri. I denne periode fanges hvalros, remmesæl og mindre sæ- ler fra drivende isflager. Flænsningen fo- regår på fangststedet. Derefter bæres kød med isblokke over i motorbåde og baj- 25 [10] dår'er og transporteres hjem til bygderne. Hvalrosser, fanget på åben hav, bliver af motorbåds-besætninger bugseret til land. De døde dyr trækkes op på land af trakto- rer eller køretøjer på larvefødder. Ud- bredelsen af motorer ikke alene lettede, men revolutionerede fangstbetingelserne. Det mest anstrengende og krævende ar- bejde faldt bort — nemlig roningen. Før i tiden gik størstedelen af den dyrebare fangsttid med at ro til og fra fangststedet med byttet. I dag kan disse operationer fortages betydeligt hurtigere, hvilket har givet mulighed for at indskrænke antallet af fangere og samtidig at intensivere fangsten. Transportmidlernes mekanisering og de moderne våben sætter ganske få fan- gerbesætninger i stand til at forsyne hele kystbefolkningen, kødindustrien og slæ- dehundene med kød. Fangstprodukterne forarbejdes lokalt En del af kødindustriens produkter (indvolde, finner og luffer, hvalhoveder) bruges som tilskudskost til vilde polar- ræve. Finne- og luffespæk udnyttes i vi- dest muligt omfang. I hvert kyst-stats- brug, beskæftiget med fangst, er der byg- get spæksmelteovne. Der bruges maskiner til at presse spækket ud, transportbånd til videregivelse af kødet. Nu om dage bliver kød og fedt fra hvalros, remmesæl og mindre sæler opbevaret i ishuse. Men for ganske få år siden lod man stykker af hvalroskød, som ikke var skilt fra skindet, gære — man lagrede det i firkantede jord- huler 4X3m), som var indtil 1,5 m dybe. I dem opbevaredes indtil 4 t kød. Hvis det ikke i vinterens løb var lykkedes at sætte alt kødet til livs, blev resten smidt ud, når sommeren kom, da det ellers ville blive dårligt. I slutningen af august, når stormenes tid nærmer sig, slutter fangsten på åbent hav. I september fanger man hvalrosser på deres opholdspladser på land. Dyrene dræbes med lanser og skæres ud på stedet. Jagten på opholdspladserne er strengt be- grænset. Efter fangsten renses opholds- pladsen omhyggeligt. Om sommeren er fangerbesætningerne desuden beskæftiget med flænsning af hvaler. Efter anmodning herom fra kyst- statsbrugerne, er det i dag besætningen på et særligt skib, der er specielt velforsynet med de nødvendige tekniske hjælpmidler, der driver hvalfangsten. Den døde hval blev for blot et par år siden trukket på land af befolkningen med håndkraft. I dag gøres dette af traktorer. Størstedelen af hvalkødet bruges til forråd. Det op- bevares i kølehuse. Nogle familier tørrer det i solen. Kombination af fangst, fiskeri o g renavl Om vinteren foregår jagten på rem- mesæl og små sæler på havisen. Fangerne kører ofte alene ud på jagt med hunde- slæde, men af og til slår 2-3 fangere sig sammen. Nogle driver stadig åndehuls- fangst ved hjælp af harpuner, men nor- malt foregår sælfangst ved at man sætter net ud under isen. For at kunne bevæge sig hen over den fugtige, løse sne, må man bruge snesko. Hvis man skal gå hen over den glatte is, bliver pels-støvlerne forsy- net med skøjter med jern- eller knogle- takker. De sæler, der er fanget ved Det tjuktiske Havs kyst, bliver slæbt fra fangststedet og ind til havets bred. Kælke af hvalrostænder (sådan som de kendtes 26 [11] Fangere fra Uélen. APN-Pressefoto. hos eskimoerne ved Beringshavet) bruges ikke her, på grund af pakisen. I sommermånederne tjener fangerne mellem 500 og 600 rubler, men om vinte- ren er månedslønnen omkring 100-200 rubler. Størstedelen af fangstbrigadernes be- sætningsmedlemmer driver om vinteren også jagt på polarræve. De sætter fælder op langs kysten, i nærheden af udlagt lok- kemad, og ved åers og floders udløb. Nu om dage er der for jægernes bekvemme- ligheds skyld bygget små hytter ved polar- ræve-fangststederne. Henmod jagtsæso- nens start transporterer statsbrugenes traktorer eller terrængående køretøjer i god tid levnedsmidler, redskaber og kul herhen. Transporten fra fælde til fælde foregår i hundeslæder. Som regel har hver jæger fra 6 til 10 hunde. Foderet til disse (hvalroskød og sælspæk) sørger statsbrugene ligeledes for. Hundeslæder- ne bruges også til at transportere is fra søer og floder samt brænde til bygderne, men ellers bruges de først og fremmest til kørsel til fangststederne. I hver af stats- brugs-bygderne i Cukotskij-distriktet fin- des der, afhængigt af antallet af jægere, 27 [12] fra 200 til 500 hunde. Hundene bliver som regel fodret af deres ejermand eller andre familiemedlemmer. I forbindelse hermed forsøger man at holde hundene i nogenlunde nærhed af hjemmet, som det også var tilfældet i tidligere tider. Fiskefangsten i størstedelen af stats- brugene i Cukotskij- og Providenskij-di- strikterne har ingen varemæssig betyd- ning. Sædvanligvis sætter hver familie om sommeren et net ud ved kysten. Fangster- ne er imidlertid ikke store. Om vinteren fanges der havtorsk under isen gennem små huller til personligt forbrug. Det er et vigtigt tilskud til vinterkosten. Om sommeren samler kvinder og børn bær, rødder og spiselige græsser. En mindre rolle i husholdningen spiller jagten på gæs og ænder, hvor det dog er interessant at bemærke, at nogle jægere stadig benytter slynge ogbola. Siatsbrugene i Providenskij- og Cukot- skijdistrikterne forsøger også at udvikle nye produktionsområder. Der er således i alle brug oprettet farme for blå polar- ræve. Men de barske klimatiske forhold langs Det tjuktiske Havs og Beringsha- vets kyster, mangelen på grøn bevoksning og fiskeføde, fremmer ikke dyreavlen. Også rensdyravlen er en ny ting for kyst-tjuktere og eskimoer. Den har fundet vid udbredelse i statsbrugene langs ky- sten. Ifølge lokale statstikker er der i Cu- skij-distriktet 47.000 rener, i Providen- skij 26.000 (1972). 17,6 % af landbe- folkningen i Cukotskijdistriktet er be- skæftiget med rensdyravl. Produktionen mekaniseres I vore dage undergår også arbejdet i hjemmet store forandringer. Arbejdet med forarbejdning af skind, tørring af senetråde, og især fremstillingen af såler af remmesælsskind, tiltrækker ikke unge tjuktiske og eskimoiske kvinder, som har afsluttet deres skolegang. Dette arbejde er efterhånden blevet mekaniseret. I Le- nin-statsbruget i Cukotskijdistriktet har man for nogle år siden installeret et værk- sted med maskiner, der er beregnet til at forarbejde 5000 rensdyrskind om året. I værkstedet er der ligeledes opstillet maskiner til syning af pelsfrakker ogpels- huer. Arbejdet i værkstedet interesserer ikke alene unge piger, men også unge mænd. I værkstedet arbejder mere end 70 mennesker. Månedslønnen for skindfor- arbejdning svinger mellem 250 og 400 rubler, for syning mellem 160 og220. Der bliver nu i en række kyst-statsbrug ind- rettet lignende værksteder til mekaniseret forarbejdning af skind og til syning. Det- te ikke blot letter kvindernes arbede, men muliggør en bedre udnyttelse af rensdyr- skindene. I Cukotskij-distriktet er der pla- ner om at installere et værksted specielt beregnet på fremstillingen af seletøj til hunde og rener, fangstslynger og sæl- skindsfodtøj. I de indre egne af Tjukter- halvøen er der stor efterspørgsel efter så- danne varer. Således omstruktureres og mekaniseres en del af det hjemlige håndværk hos kyst- tjukterne. Af det ovenfor beskrevne kan man slutte, at kyst-tjukternes og eskimoernes traditionelle husholdning, omend nøje un- derlagt Tjukter-halvøens natur, i sovjet- perioden har fået et nyt og moderne an- sigt. Det er i høj grad lykkedes at om- strukturere fangsten og indføre ny teknik i denne produktionsgren. Kysthusholdnin- 28 [13] gen er blevet kombineret med rensdyravl og en række for dette område nye former for landbrug. I løbet af cle sidste tiår er kystbefolk- ningens traditionelle livsvilkår blevet æn- dret fundamentalt. I 1957 påbegyndtes store byggerier i kyst-tjukternes og eski- moernes bygder. Jarang'erne erstattedes af huse, bestående af en eller to lejlig- heder. Boligforhold Overgangen til huse var virkelig en revolution i kyst-tjukternes liv. Det var ikke blot møbler og køkkentøj, som æn- drede sig, men også mad og klæder. Alle kystbebyggelser har nu elektricitet, og befolkningen benytter sig i vid udstræk- ning af elektriske hjælpemidler. Elektri- ske kogeplader, strygejern og ovne er blevet dagligdags ting. Da der ikke er nogen skov i området, bruger man impor- teret kul som brændstof i bygderne i Cu- kotskij- og Providenskij-distrikterne, og i løbet af de sidste år er man begyndt at forsyne skoler, børnehaver, kollegier og sygehuse med varme fra centralvarmean- læg. Der bygges nu 2-etages ejendomme med 12—18 lejligheder i træ eller jernbe- ton med indlagt vand, kloakering og cen- tralvarme. Opførelsen af store bebyggel- ser som Neskan, Uélen og Lorino sker efterplaner, udarbejdet af bygge-organi- sationer, og sådanne store bebyggelser på landet betød, at man har måttet finde løs- ninger på mange vanskelige problemer, især hvad angår vandforsyning, vejbyg- ning og forstærkning af kyststrækninger- ne. I en række bygder, som Konergino og Lavrentija, er der bygget vandbehol- dere, som bliver forsynet med vand fra nærliggende vandreservoirer. Andre ste- der får befolkningen vand fra egne ci- sterner. Rensdyravlerne Også rensdyravlernes arbejde har æn- dret sig og er blevet betydeligt lettere. Til rådighed for rensdyr-brigaderne står i dag moderne transportmidler — terræn- gående køretøjer og traktorer, samt trak- torslæder. I forbindelse hermed lettedes nomadelivet og den nødvendige forbin- delse med de centrale renstationer. På traktorer og terrængående køretøjer bringer man mad, redskaber, brændsel til hyrderne og fødetilskud til renerne ud til nomaderuterne. Efter at rensdyravls-kollektivbrug var blevet knyttet sammen med kystens kol- lektivbrug begyndte rensdyravlerne i vid udstrækning at bruge hunde til transport. Om vinteren kører rensdyravlerne på hundeslæder fra lejrene ud for at vogte rener, som man lader græsse 10—20 km fra lejrene. Hundeslæde bruges også til ture til bygderne, til jagt og til at køre rundt til fælder. Statsbrugene forsyner rensdyrbrigaderne med kød til hundene. Om vinteren vogter man hjorden i slæder som trækkes af rensdyr. Om vinteren og om sommeren står rensdyr-brigaderne i konstant radiokon- takt med bygderne via de transportable radiosendere „Torden" og „Dybet". I nødsituationer, f. eks. når sygetransport er nødvendig, sender Statsbrugene heli- koptere afsted til brigaderne. I brigaderne arbejder hyrderne sæd- vanligvis sammen med deres koner, som udfører forskelligt slags husarbejde i ja- rangerne. Dette erhverv blev oprettet på 29 [14] Behandling af rentak på et statsbrug på Tjukotka. initiativ af statsbrugene, specielt til dette formål. Det er kvindernes opgave at lave mad, tørre og rense tøj og fodtøj og passe hus. På kysttundraen, hvor der ikke er træer, benytter man sig i vid udstræk- ning af de traditionelle sammepakkelige tjuktiske jaranger. Om vinteren, når man ikke vandrer fra græsgang til græsgang, mindskes antallet af hyrder i brigaderne. Rensdyr-tjukterne tilbringer megen tid i bygderne. Børnene taler russisk I vore dage kan hele den tjuktiske be- folkning læse og skrive. Det er i denne forbindelse værd at erindre sig, at i 1926- 27 kunne ca. 4,6 % af kyst-tjukterne læse og skrive, og 0,7 % af tundra-tjukterne. Blandt de eskimoer, der boede i relativt store bygder, var procentdelen af dem, der kunne læse og skrive noget større: 21 % for mændenes vedkommende, 2,8 % for kvindernes. Rekonstruktionen af produktionen, ska- belsen af moderne bygder, kravene om nye erhverv medførte, at der dukkede nye erhvervsmuligheder op, som meka- nikere, maskinister, tømrere, styrmænd, traktorførere, murere, snedkere og mon- tører. Disse uddannelser kan man få på 30 [15] Providenskijslandbrugsproduktionstekni- ske institut. Her uddannes også rensdyr- avlere, der samtidig oplæres som radio- mekanikere, som specialister i brug af maskiner og som filmoperatører. De første år går børnene som regel i skole i deres hjembyer. I bygder med ind- til 400 indbyggere er der oprettet grund- skoler, i større byer — skoler med 8 klas- setrin. Realskoler findes i distrikts-cen- trene. Disse skoler fungerer også som kostskoler. Efter 8 års skolegang fortsæt- ter en del tjuktiske og eskimoiske børn deres uddannelse på seminariet i Ana- dyr1, på sygeplejehøjskolen i Magadan, på Magadans minedriftshøjskole, mens andre påbegynder andre f ormer f or høje- re uddannelser. I alle kystbygder findes der tjuktiske og eskimoiske lærere, pæda- goger, sygeplejersker, specialister i ma- skinbrug, bibliotekarer, bogholdere, f.eks. var der i NeSkan i 1972 blandt tjuktere og eskimoer 2 med højere uddannelse og 10 med mellemteknisk, i Uélen 3 med hø- jere og 5 med mellemteknisk, 5 Sireniki 3 med højere og 15 med mellemteknisk, i Lavrentija 11 med højere og 13 med mellemteknisk. Den sproglige situation, der er opstået i Cukotskij- og Providenskij-distrikterne, fortjener opmærksomhed. I ret høj grad er den karakteristisk for andre distrikter i det tjuktiske nationale område. Stør- stedelen af tjukterne er i dag tosprogede. Tidligere tiders sproglige barriere mel- lem tjuktere og eskimoer på den ene side, og russere på den anden, er overvundet. Modersmålet tales først og fremmest i hjemmene, og russisk i offentlige sam- menhænge. Eskimoer, som lever i tjuk- tiske bygder behersker udover deres eget sprog ikke alene russisk, men også tjuk- tisk. En rundspørge viste således, at 13 af Uélens 67 eskimoer behersker 3 sprog, 13 af Lorinos 54 og 12 af Lav- rentijas 90. Vore iagttagelser viste, at den del af den tjuktiske befolkning, som er over 50 år gamle, især kvinderne, ofte kun taler tjuktisk. Vores rundspørge blandt den oprindelige befolkning viste, at dette gjaldt for 11 %\ Uélen, 13 % i Neskan, og 21 % i Enurmino. Børn, som endnu ikke går skole, eller som går i de første skoleklasser, taler som regel bedre rus- sisk end deres modersmål — dette være sig tjuktisk eller eskimoisk. Faktisk er russisk blevet deres modersmål. Denne situation er opstået for relativt få år si- den, da der oprettedes børnehaver og vuggestuer i alle bygder. Her passes både den lokale og den tilflyttede befolknings børn. Størstedelen af personalet i disse institutioner taler russisk. Derfor kom- mer de små børn til at berherske det rus- siske sprog fra de er ganske små. Unge tjuktiske forældre taler ofte udelukkende russisk med deres børn, for at de bedre kan lære det. Derfor er det ofte vanske- ligt for skolebørn af tjuktisk og eskimo- isk oprindelse at gøre sig forståelige på deres oprindelige modersmål. Man kan træffe familier, hvor den ældre genera- tion (bedstefar og bedstemor), udeluk- kende taler tjuktisk, familiens overhoved, konen og de ældre børn — tjuktisk og rus- sisk, og de yngste børn kun russsik. I disse tilfælde taler den ældste og den yng- ste generation med hinanden via en 'tolk' — et familiemedlem, som både kan tjuk- tisk og russisk. For at undgå et regulært brud mellem 31 [16] generationerne, har man taget visse for- holdsregler : i børnehaver og vuggestuer er der indført undervisningstimer i tjuk- tisk, og, hvor der er flest eskimoiske børn, i eskimoisk. Ligeledes undervises der i tjuktisk og eskimoisk i børnehave- klasse, L, 2. og 3. skoleår. Til dette for- mål er der udgivet de nødvendige skole- bøger. Der udgives bøger på tjuktisk, en avis for det nationale område, og der laves radioudsendelser på tjuktisk. Lærerne, der underviser i tjuktisk fortæller i denne forbindelse, at der er opstået mange nye ord og former i det tjuktiske sprog. Men den yngre generation taler tjuktisk på en måde, der er præget af forsimplede sprog- lige konstruktioner. Den specielle tjukti- ske kvinde-dialekt (eller talemåde) er ved at forsvinde. En del traditioner er naturligt forsvun- det i nyere tid. Pigerne tatoveres ikke mere i ansigtet, og en del voksne kvinder har ladet sig underkaste plastiske opera- tioner for at få fjernet deres tatove- ringer. De tjuktiske mænd bærer ikke længere den traditionelle frisure, hvor man bar- berede issen, så der kun sad en lille tot hår tilbage i en cirkel eller en lille flet- ning. Brudgommen arbejder ikke længere for svigerfaderen, før han må få sin til- kommende, og de traditionelle fødsels- ritualer er forsvundet i dag, hvor kvin- derne føder på sygehuse. Nogle familier har bevaret troen på, at en nylig afdød forfaders sjæl vender tilbage i den ny- fødte, hvorfor barnet får den afdødes navn. En gennemgang af slægtsbøgerne fra kystbygderne viste, at personer født før 1930 kun jiavde fornavne, mens de der e rfødt i 1930-erne og 40-erne nu bruger deres tjuktiske fornavn som efternavn, ofte med et russisk fornavn. Tidligere bar man de døde ud i tun- draen, hvor man lod dem ligge på jorden med en ring af sten omkring den afdøde, som symboliserer vedkommendes jarang, og man efterlod gravgaver. I 1930-erne begyndte man at begrave de døde i ki- ster, som på tundraen dækkedes med sten. I dag har bygderne kirkegårde, og de døde begraves i jorden, men man syr stadig særlige ligklæder, fortrinvis af hvide renskind. Også befolkningens fritidsbeskæftigel- ser har ændret sig. Mange huse har nu anskaffet sig radio, grammofon, bånd- optagere og musikinstrumenter. Og i nogle familier har man cykler, motorcyk- ler og motorbåde. I ungdomsklubber ar- rangeres bl. a. danseaftener med traditio- nelle og moderne danse, og de unge går som regel i biografen 2-3 gange om ugen. I 1931 oprettedes i Uélen et kunstner- værksted for gravørere og benskærere. Dette værksteds første arbejder blev ud- stillet på unions- og internationale udstil- linger i 1930-erne, hvor de fik en begej- stret modtagelse. Værkstedet får råd og vejledning af professionelle kunstnere i hele det nationale område. Kystbefolkningens kulturelle livsmøn- ster har således undergået betydelige for- andringer. Men selv om befolkningen i stadig mindre grad adskiller sig som en særlig etnisk gruppe, har en række tradi- tioner stadig stærk indflydelse på hele det tjuktiske og eskimoiske kulturliv. 32 [17]