[1] Kommentar og korrektion af Knud Hertling Nu da afstemningen om Hjemmestyrets indførelse i Grønland er veloverstået og medens vi venter på det første valg til Landsting/Landsstyre, vil jeg gerne ven- de tilbage til tidsskriftet GRØNLANDs temanummer om Hjemmestyre, nr. 6-7-8 1978. I dette nummer findes der flere læse- værdige artikler, som desværre samtidig indeholder oplysninger, som efter min opfattelse ikke kan holde til nærmere hi- storisk bedømmelse. Derfor tillader jeg mig at fremkomme med en kommentar og korrektion til disse. Alene tidsskriftets intensioner med hensyn til seriøsitet må fordre, at de oplysninger, som bringes i dette, er så korrekte som vel muligt. Først kommentaren: artiklen „Hjem- mestyre for Grønland" skriver H. C. Gulløv og Keld Hansen bl. a. (s. 174) : Fra officiel dansk side er det blevet fast- slået, at indførelse af hjemmestyre er en logisk konsekvens af de sidste 30 års førte politik. Men denne udlægning af det historiske handlingsforløb er præget af kraftig efterrationalisering . . ." Denne fortolkning vil jeg gerne til- slutte mig fuldt ud. "-Tema: Hjemmestyre 30 år forud for Hjemmestyrekommis- sionens afgivelse af sin betænkning skri- ver vi år 1948, det år, hvor Hans Hed- toft holdt sin berømte tale til de samlede landsråd i Godthåb. Det var det år, da begyndelsen blev gjort til, at kolonimag- ten Danmark forlod et af kolonisationens 33 [2] helligste principper, som sagde, at en ko- lonimagt — hvis man da ikke ligefrem kan tjene på kolonien—ikke bør investere så meget i koloniens indre struktur. Kolo- niens udvikling skulle foregå på koloni- ens egne økonomiske betingelser. Hans Hedtoft foreslog, at det grønlandske erhvervsliv skulle opbygges med støtte fra dansk side, ved indførelse af det dan- ske private initiativ, ganske vist under statskontrol. Men meningen var klar. Man skulle normalisere forholdet mel- lem Danmark og Grønland, man skulle indføre den fuldstændige ligestilling mel- lem grønlændere og danske. Det var ved denne tid, at Avgo Lynge, en af de på denne tid mest markante grønlandske po- litikere, kunne udtale følgende: „Vort grølandsk-nationale mål er ingen hemme- lighed : Vi ønsker udvikling indenfor det danske rige og indenfor dettes rammer til social, politisk, økonomisk og kulturel ligestillethed, samme krav, samme plig- ter, samme chancer for danskere som for grønlændere, eller med andre ord, vi øn- sker ud af grønlænderen at gøre en god dansk borger." Det var også omkring denne tid, Grøn- land fik sin status som „ligeberettiget del af riget". Ved grundlovsændringen i 1953 virkeliggjordes formelt ønsket om den fuldstændige ligestilling. Derfor er det da også klart, at denne målsætning afspejler sig i den lovgivning, der siden da — helt op til midten af 60'erne — er blevet gennemført, og den administrative praksis fulgte med helt selvfølgeligt, alt sigtende mod det mål: Ligestillingen. Det er da også først efter G60's ar- bejde, altså fra 1964, at man blev klar over, at ønsket om ligestilling ikke lod sig realisere i praksis. Men ligestillingstan- ken var så stærk, at vi, til trods for denne opdagelse, alligevel så sent som i året 1967 oplevede, at den officielle danske politik forsøgte at gennemføre en skole- lov, som i det store og hele var en kalke- ring af den danske lov. Forslagets place- ring af det grønlandske sprog blev i hvert tilfælde den anledning, som fik de første spæde stemmer frem i politisk sammenhæng om at tage mere hensyn til grønlændernes egne forudsætninger. In- teresserede kan læse mere herom i min bog: Grønlandske Paradokser side 43. Det var først ved denne tid og i begyn- delsen af 70'erne, man begyndte at be- tragte den grønlandske politik i et andet perspektiv. Derfor er det, historisk set, helt rigtigt, når Gulløv og Keld Hansen siger, at debatten om hjemmestyre må ses som en reaktion mod den (da) førte politik. Det var i hvert fald det, som no- gen af os følte, da vi begyndte at tale om atgrønlandisere den grønlandske politik. Og nu korrektionerne : Gulløv og Keld Hansen har derimod ikke ret i, at jeg i januar 1973 nedsatte hjemmestyreudvalget som følge af Mo- ses Olsen's tale i Folketinget i efteråret 1972, umiddelbart efter EF-afstemnin- gen. For at undgå historisk forfalskning er det mig meget magtpåliggende at un- derstrege, at forberedelserne til hjemme- styreudvalgets nedsættelse blev gjort læn- ge før dette tidspunkt. En direkte anled- ning til udvalgets nedsættelse var Lands- rådets behandling af spørgsmålet efter forslag fra Jonathan Motfeldt. Om de nærmere omstændigheder i denne sags udvikling, henviser jeg til side 60 i min 34 [3] ovenævnte bog. Hjemmestyreudvalget var blevet nedsat uden at Moses Olsen holdt nogen tale, men det var rart for os alle, som var involveret i denne sag, at også han gik ind for tanken. Den ordrige Angmalortoq Olsen har i samme temanummer gjort os delagtige i sine „Betragtninger om hjemmestyre med specielt henblik på erhvervslivet". På side 195 skriver AO bl, a. følgende: Indførelsen af det kommunale selvstyre i Grønland er nok det mest effektive, der hidtil er gjort: for at trække tænderne ud på det kommende hjemmestyre, undfan- get som en „rævekage" af en venstrepo- litiker og gennemført af en naiv grøn- landsk, socialdemokratisk minister . . ." Når man ser bort fra AO's banalitet om, at en venstrepolitiker absolut skal være den, som laver „rævekager", ham med ræven bag øret, så er en sådan ud- talelse enten ment meget ondskabsfuldt eller er udtryk for den totale uvidenhed om tingenes rette sammenhæng. Selvføl- gelig kan det også være begge dele. I alle tilfælde er en udtalelse af denne art en slem omgang manipulation med læserne. Tanken om at indføre kommunalt selv- styre i Grønland er ikke nogen „ræve- kage." Det var et længe næret ønske blandt grønlandske politikere op igen- nem 1960'erne. Udvalget blev ikke und- fanget som en rævekage af nogen ven- strepolitiker. Det blev nedsat af en radi- kal grønlandsminister, A. C. Normann, den 14. oktober 1970 med folketings- mand Holger Hansen som formand. Denne havde som sit partis repræsentant i Grønlandsrådet interesseret sig stærkt for denne sag. Udvalgets betænkning Grønlandske paradokser ——Træk af Grønlands politiske udvikling fra 2. verdenskrig til i dag forelå den 19. november 1973, 11 dage efter et nyt folketingsvalg var udskrevet. Da var vi i gang med valgkampen. Val- get fandt sted den 4. december s.å. Dette valg medførte som bekendt, at den „smalle" venstreregering blev dannet. Regeringen trådte til den 19. december, og Holger Hansen blev den nye Mini- ster for Grønland. De første skridt til gennemførelsen af det kommunale selv- styre blev gjort godt l år efter, fra l. ja- unar 1975, lige før Holger Hansen gik af som minister efter et nyt folketings- valg. Afløseren for Holger Hansen som grønlandsminister blev som bekendt so- 35 [4] Knud Hertling som nyudnævnt grønlandsminister med Moses Olsen, Nikolaj Carlsen, Jørgen Olsen og Lars Chemnitz. Fot.: Nordfoto. eialdemokraten Jørgen Peder Hansen. Hvad Angmalortoq Olsen anfører herom i sin artikkel, er således helt igennem forkert. Det hører dog med til historien, at de- partementschef E. Hesselbjerg, da vi i løbet af efteråret 1972 for alvor be- gyndte at tale om nedsættelse af et egent- ligt hjemmestyreudvalg, frarådede dette, idet han mente, at problemerne kunne løses af det siddende Byrde- og Opgave- fordelingsudvalg. Jeg var ikke enig med departementschefen i dette synspunkt, og resultatet blev da også, at jeg nedsatte hjemmestyreudvalget d. 10. januar 1973, og dette /// trods for advarslen. Det tur- de være det modsatte af, hvad Angma- lortoq Olsen skriver. 1. marts 1979. Knud Hertling. 36 [5]