[1] Grønlandske børnedigte af Vagn Steen Alle digte er fra 6a i Sisimitit 1975 Undertrykkelse er et teknisk udtryk for noget der går for sig. Selvfølgelig er der personer der udfylder nogle undertryk- kende roller, men det er først og frem- mest et system. Rollehaverne kan forstå deres rolle mere eller mindre godt, og de kan for- valte systemet mere eller mindre hårdt. Men viden og magt til at ændre det har de ikke uden videre. Selvfølgelig er alle skyldige, nemlig i at der overhovedet finder undertrykkelse sted. Alle har et medansvar for at det stadig sker. Men det er svært at tale om den en- keltes skyld — hvis ikke den pågældende har mulighed for at ændre noget. Derfor er det vigtigt at fastholde at undertrykkelse ikke først og fremmest er en beskyldning, men en beskrivelse. Grønlandske børn undertrykkes af kul- turelle påvirkninger udefra. For det er - teknisk set — undertrykkende at få mate- riale der er blevet til på andres præmis- ser. Børnene ser Trille og Olsen-banden, læser Billed-Bladet og BT, hører og ser en masse dansk TV-avis men få lokalt producerede programmer, får børnebø- ger med ting de ikke kan forbinde med deres egen erfaring — og for lidt der for- tolker deres omverden. De har tegninger af Clevin men ikke af børnekunstnere fra Grønland i pegebøgerne. Der er to måder at modvirke under- trykkelse på. Det er kritik og produktion. Der må være tid og plads og lyst og miljø til at formulere en kritisk hold- ning over for de mange stærke påvirk- ninger. Det er ikke alene et menneskeligt behov men det står også i målsætningerne for folkeskolen. Og der må være tid og råd og ydre mu- ligheder for en mod-produktion. Der må formuleres alternativer. Behovsformule- ringen må produceres på grønlandske præmisser — og på børnenes præmisser. Min særlige indfaldsvinkel er at jeg i mange år har arbejdet med at sætte børn i gang med at skrive selv. Jeg har en række pædagogiske og tekniske erfarin- ger. Og jeg har kunnet bruge dem i Grøn- land-med de meget store begrænsninger der er tale om. Jeg kan ikke grønlandsk 137 [2] og har måttet arbejde i skoleklasser med elever der behersker dansk meget godt. Ja bare det at bruge dansk er en alvorlig begrænsning. Men siden 1975 har jeg i begrænset målestok sat udtryksprocesser i gang. Det meste af det er brugt i Danmarks radio. Men der har været interesse for min måde at arbejde på. Mange lærere har spurgt mig til råds. Og jeg har holdt foredrag og øvelser for lærere, ikke bare danske lærere men også grønlandske. Især har jeg haft kontakt med Skole I i Sisimiut gennem lærer Johs Jakobsen og seminarieskolen i Nuuk. Her har især den grønlandske lærer Agga Olsen arbej- det med børnenes egen produktivitet. Hun har den gode baggrund at hun selv skriver digte og er en fortrinlig fortæller. Når børn skriver digte, så er det mere processen der er vigtig end produkterne. Der sker meget mere end voksne kan læse ud af nogle digte. Der sættes noget i gang med langt videre perspektiv. Det kan jeg bekræfte både fra Danmark og fra Grønland. En klasse jeg arbejdede med i 1975 i Sisimut kunne jeg møde igen i 1979. Modet til at udtrykke sig gennem sprog, måske især gennem digte, er sær- lig vigtigt hos folk der er undertrykt og truet. Det er ikke tilfældigt at minorite- ter rundt om i verden arbejder stærkt med skriver-skoler, som de hedder i Fin- land for den finlandssvenske minoritet. Der må mange med, og professionelle forfattere er igangsættere og hjælpere for amatører. Det er en aktivitet man kender værdien af: den bevarer det sær- lige finlandssvenske sprog som ellers er truet. Det samme ved man i Nordtysk- land hvor der holdes kurser og skrives noveller på plattysk og frisisk. Men den folkeligt baserede mod-produktion, som kan bevare identiteten og udfolde den, er endnu vigtigere for et folk der ikke tæl- ler flere mennesker end det grønlandske. Kulturen skal bæres af mange. Og digte er et meget vigtigt redskab. De bruges ofte til kritik af undertrykkelsen og de er altid produktive processer. De har en særlig værdi for clen der skriver og for den gruppe skriveren tilhører — og her skal der ikke først og fremmest måles med æstetiske målestokke. Det afgø- rende er hvad processen betyder for den enkelte og gruppen. De læser mere i dig- tene end udenforstående kan, og de ken- der et myldrende liv omkring ordene og arbejdet med dem. Der er tale om mange slags digte og skriveprocesser. Men der er tre der er mere tydelige end andre, og som i særlig grad kan sætte noget i gang. Egentlig burde de beskrives helt uden eksempler. Hvorfor det? Fordi eksempler af skrivere der ikke er professionelle kan virke fattige eller kuriøse — i forhold til den aktivitet de er spåner fra. Og fordi jeg ikke vil vælge de eksem- pler der, ud fra målestokke der er bør- nene fremmede, er bedre end de andre. Det ville nemlig være undertrykkelse - under den etablerede litteratur eller den gode smag hos læserne af for eks dette tidsskrift. Eksemplerne skal netop være tilfæl- dige. De er taget af bunken, og bunken 138 [3] 139 [4] er kun en lille del af det der blev pro- duceret. Det er altså stærke forbehold. Et andet er skriften. De der har hørt børnene læse op og fortælle i radioudsen- delser vil huske tonefald, iver, begej- string, tøven, glæde. Men der kommer ikke nogen lydkassette med tidsskriftet. Den første arbejdsmåde er digte der begynder med Jeg er ingen. Det har jeg skrevet en bog om og en artikel i bladet Samvirke 1974 nr. 19 side 8. Her fortælles der også om den pæda- gogiske anvendelse. Hovedsagen er at alle kommer i gang og alle får skrevet digte. Der er ingen tabere. I undervisning er det ikke vigtigt at alt er med, men at alle er med. Fot.: Knud Udbyc. Jeg er ingen-digtene er starten. De giver mod til at skrive selv. Er det ikke værre ? Og det var for resten godt det de andre skrev — for der er tid til at høre hvad alle har skrevet. Jeg er ingen sommer for jeg er ikke varm men jeg er fuld af myg jeg dufter af blomster men jeg har ingen jeg er somme tider varm og så sveder jeg jeg er ikke mørk men lys og jeg skinner heller ikke fordi solen ikke er her. 140 [5] Jeg er ingen sommer jeg har ingen sol der er ingen der kan bade i mig der er igen varme i mig der er ingen der leger med mig jeg lugter ikke godt Jeg er en kold sommer der vokser ingen blomster i mig solen skinner ikke menneskene er i dårligt humør menneskene savner mig ikke men jeg er noget. Det sidste digt gengives med skriften. Læg mærke til at jeg afskriver dem på normalt dansk. For selv om nogen synes det er interessant at en grønlandsk elev skriver „menneskerne er i dårlig humor" — så er det ikke elevens hensigt at skrive dansk med fejl, og det er en a f ledende interesse for kuriositeter. L' Men det at hænge sig i stavning er kun en af de mange faldgruber der er for læreren der arbejder med at kalde på selv-udtryk hos eleverne. Jeg er igen sommer på Grønland det er ikke mig der får bådene til at sejle jeg har ikke sortebær i buskene jeg gør ikke sandet varmt jeg la'r ikke solen skinne på jer jeg la'r ikke blomsterne springe ud jeg bringer ingen luft til jer jeg er ikke dejlig som en sommer jeg får jer ikke til at købe is Jeg er ingen sommer jeg er ikke en blomst men jeg lugter jeg er ikke en sommer men det kan ses jeg er ikke varm men dejlig 141 [6] Det afgørende er at hver elev bedømmes på sine egne præmisser. Undertrykkelse er netop at blive vurderet på andres. At den elev der har skrevet det sidste digt er svagere i dansk, er ikke afgø- rende. Hun har med et mindre ordforråd end den foregående (ogmed nogetuklart i næstsidste linje) fået en flot slutning på. Den gør lykke i klassen. De skrev digte om mange andre ting end sommeren. De trak brikker fra et bil- ledlotteri, så de kunne komme i gang uden at vælge selv. Sommeren trak de jo ikke. Men den var de særligt glade for — netop i Grøn- land. Og meget af den glæde er ikke kommet med i digtene men kom frem på anden måde — netop fordi de ikke er pro- fessionelle. Et godt digt — for den enkelte — er et digt hvor eleven har samlet de ord han eller hun kan om sommeren og fået den orden han/hun selv finder rimelig i ord og linjer. Digtet har kaldt på noget. På ord der var kendt, på måder at ordne på som var kendt men ikke meget brugt—og så åbner det for nogle nye sider ved tin- gene. Et godt digt — for skoleklassen og for folket — er et digt der får nogle udtryk som andre vedkender sig og kender igen og kan opleve som deres (identitet) og kan arbejde videre med. Særligt godt er det hvis digtet viser ikke blot noget de kendte hos kammeraten men nogle nye sider de ikke kendte før eller var mindre opmærksomme på. Jeg er ingen-digtene var meget gode digte.for klassen, og sommer-digtene var kun en lille del af dem. De nærmeste udtryk er mundtlige — hvis vi ikke regner bevægelser, gestus, minespil og berøringer med. De mundtlige er nærmere end skriften. Hvordan kalder man på koncentrerede mundtlige improvisationer over for en mikrofon? Hvordan finder man noget stof der ikke er slidt op men har noget nyt i sig, måske noget de aldrig har talt sammen om før? Og alligevel noget som alle har erfaringer med? Her er drømmene sagen. Hele klasser i Grønland har fortalt hinanden — og min mikrofon - om deres drømme. Det sker ikke sammen med hele klas- sen men en del af den, halvdelen eller tredjedelen. Så sidder eleverne i rund- kreds mens jeg kan være i midten med min mikrofon og holde den foran en hvis øjne og minespil fortæller at hun eller han gerne vil sige noget lige nu —måske — Der er stille og lydhørt. Der fortælles ting som er almindelige og nye, men også ualmindelige og æld- gamle. Det at fortælle drømme rører ved dybe lag, og det rører ved ting der ikke altid kan forklares uden videre. Og selv om de forklares, så bliver der en rest tilbage af myte og gammelt fællesskab. Drømmesnak er utroligt igangsætten- de og velegnet. Også fordi drømme er erfaringer vi normalt undertrykker i os selv. De indgår alt for sjældent som fuldgyldige ingredienser i vores vågne liv - i Vesteuropa ! Måske er det ander- ledes i Grønland ... Det er uden tvivl anderledes: for jeg kan groft sige at jo dårligere en elev var til dansk, jo bedre var drømmene. Og allerbedst da en pige 142 [7] fortalte om sin mors drømme. Det be- gyndte på langsomt dansk men gik så hurtigt over i meget udtryksfuldt mine- spil og grønlandsk tale — på de andre elevers krav. Der er ting der næsten kun kan fortæl- les på et bestemt sprog. I Vårmland kan de femtenårige drenge (som må deltage i jagt) ikke tale om elgjagt på rigssvensk men kun i dialekt. Så går det ellers over stok og sten. Og det er elever der ellers behersker rigssvensk udmærket. På samme måde tror jeg at grønland- ske elever der går i såkaldte danske klas- ser drømmer på grønlandsk. De er mere grønlandske i deres drømme —end i deres sprogligt undertrykte skoledag. Det begynder i et gammelt slot hvor jeg hele tiden ser en mand med sort tøj. Så er jeg fanget i et stort værelse, plud- selig flygter jeg, jeg løb alt hvad jeg kunne, pludselig faldt jeg i et stort hul, det var som om at det i flere timer . . . Jeg drømmer tit om min grønlandske hund der er med mig ude at sejle. Den falder ud over rælingen og svømmer ef- ter båden. Da vi kommer til Jakobshavn er den der ikke mere. Men jeg ved at den ikke er druknet. Jeg drømte engang om nogle mennesker der var lavet af sand deres tøj var helt lige de gik i en ørken de gik og gik uafbrudt pludselig forvandt de ned i jorden og så ... Det er solskinsvejr. Jeg står på gaden. Jeg taber en hvid knap fra min turkisfar- vede trøje. Jeg går op i vores lejlighed. Der kommer en stor grøn lastbil med nogle meget store sten på laddet. Stenene (ta cf Ji