[1] Miki af Jens Nielsen »Kaptajnen« i Gudhjem med en god ven, tømrermester Viggo Petersen, som i 1930erne bl. a. byggede skolen i Ikateq syd for Angmagssalik. Jeg fandt forleden et brev. Et brev fra 26. juni 1967. Skrevet med fyldepen i den karakteristiske, voldsomme men let læselige skrift, der kendetegnede et brev fra Miki. Han har da været 8 6 Vi år gammel. Det utroligsteved brevet er ind- holdet. Han skriver hyggeligt om menne- sker, han har truffet for nylig i Gud- hjem. Brokker sig lidt over manglende kontakt mellem Grønland og Bornholm 281 [2] JENS NIELSEN En provo fylder 90 OM EJNAR MIKKELSEN Forfatterens to små bøger, tilegnet. Ejnar Mikkelsen, fra 1965 og 1970. . . . men efter alt dette skriver han om en storsag, som han harlagt op til afgørelse i højesteret. Han redegør for sagen, som var han den fødte advokat. Pludselig ændrer tonen sig i brevet. Den bliver øm og kærlig. Han skriver nu om en ung f an- gers død i Scoresbysund, hvorefter han begynder at skrive om forskellige måder, hvorpå vi kan skaffe hans enke økono- misk hjælp. Han slutter det lange brev af med en del lovord om min kone og mine børn samt en masse hengivne hilsener fra Ella og Miki. Det er et langt brev. Det er et stort brev. Det er et dejligt brev. Og det lig- ner Miki, som han var. Utrættelig til det sidste. Hovedet fuld af planer, af kærlig- hed og af vilje til kamp for det, han tro- ede på var det rigtige. Han må egentlig have været endnu større end jeg fattede, da han levede, kan jeg nu se ... bare ud af dette ene brev. Jamen, hvordan var han da ? Som jeg til hans 90-årsdag skrev, så var der man- ge, der betragtede ham som en provoke- rende og utålelig indblander. En mand, der kritiserede sager, han mente kun var 282 [3] til for bureaukraternes og ikke for grøn- lændernes vel. Og han kunne være bidsk. Han kunne nægte at sidde til bords med ministre, som han mente ikke tilgodeså Grønland tilstrækkeligt. Men han kunne også være en hygge- lig bordherre, der kurtiserede husets frue og udtale, at han aldrig havde smagt så pragtfulde kræmmerhuse med fløde- skum. Han rejste sig altid fra sin stol, hvis der kom en dame ind i stuen ... og igen, når hun gik ud. Selv, da han op i firserne havde benet i gips. Men det er vel ikke som hyggelig bord- herre eller flødskumsspiser, han vil gå over i historien? Ved rigtig eftertanke er jeg bange for, at der bliver meget lidt af ham tilbage i historien. For lidt. Alt for lidt. Lad os lukke øjnene og se frem i tiden, måske kan vi få et glimt af den side, hvor Østgrønland nævnes i fremtidens historiebog: 1819 : William Scoresby besejler Scores- bysundfjorden. 1823: Clavering træffer eskimoer på Claveringøen. 1884-85 : Gustav Holms konebådsekspe- dition til Angmagssalik. 1891: Ryder kortlægger Scoresbysund- fjorden. 1894: Handels- og Missionsstationen Angmagssalik oprettes. 1899: Amdrup kortlægger kysten mel- lem Scoresbysund og Angmagssalik. 1925: befolkes Scoresbysund af fanger- familier fra Angmagssalik. 1961: Angmagssalik og Scoresbysund til- sluttes Vestgrønland.. Jeg kan godt forstå, hvis grønlænder- ne vil stejle over en sådan historiebog. Men med mindre menneskenes mentali- tet ændres betragteligt, så vil en sådan side vist ikke være en utænkelig utopi. Men i 1925 er der altså tale om, at nogle af landets egne indbyggere flytter til et andet sted. Hvorfor? Hvordan? Se her kommer vi igen ind på en „fremmed", Ejnar Mikkelsen fra Brøn- derslev, „Kaptajnen over alle kaptaj- ner", om Tom Kristensen skrev. Men det er på en helt anden måde. Han er ikke handelsmand, han er ikke missionær. Han vil bare gerne hjælpe. Han oplever, at man pludselig har pro- blemer med at brødføde de hurtigt vok- sende kolonier Julianehåb og Angmassa- lik. Ja, man taler sågar om hungersnød. Han er samtidig faldet for Harald Ol- riks planer fra 1916 om at bebygge Sco- resbysundf jorden. Altså begynder han en tiggergag fra bank til bank, fra rigmand til godsejer, bogstavelig talt fra dør til dør for at skaffe penge til hjælp. Da pengene er skaffet, får han bygget huse i området og siger så: „Se, værså- god!" Alle andre „kolonisatorer" i historien har altid haft et eller andet, de skulle have honoreret bagefter. Sådan var Miki aldrig. Han ville bare hjælpe uden bagtanke. Og han ville hjæl- pe uden at forlange tak. Han havde det talent at kunne give. Men han var ikke tilfreds med bare at give. Han kunne også godt lide formule- ringen: „Man skal ikke give et sultende menneske en fisk. Man skal give det en fiskekrog og lære det at fiske!" Det gjaldt for ham om at give alle 283 [4] Kap Hope 1958. mennesker samme chance for at klare sig lige godt. „Mod er handlingens begyndelse, men skæbnen råder over udfaldet!" siger De- mokritos. Og mod havde han. Men jeg tror også, han inderst inde betragtede skæbnen som sin forbundsfælle. Derfor gik han med smittende begejstring i gang med tilsyneladende håbløse opgaver. Han var jo i Calcutta blevet spået, at han ville blive 83 år, så han behøvede ikke være bange for sit skind. Samme spåmand hav- de sagt, at han ville trække sine spor vidt Tegning af Jens Nielsen. og bredt over et sært, hvidt land fuld af farer og møje. Så hans ideer og gernin- ger ville vel ikke helt falde til jorden. At de var gode, tvivlede han ikke et sekund på. Alle hans eventyr og oplevelser er så tabrige, at der ville være nok til 100 spæn- dende menneskeliv. Men det største ved Miki var efter min mening hans evner til at omsætte sin menneskekærlighed til praktisk hjælp. Han var et stort menneske med et stort hjerte. 284 [5]