[1] Arons ting af aaju (Kristian Olsen) Tilegnet Bodil Kaalund Den grønlandske natur kan få mennesket til at føle sig meget lille. Derfor kan det undertiden gøre ondt at se sig selv i stort format, som om et menneske kun kan dyste med magters spil i en uendelig natur, hvor livet hænger i en harpunspids. I denne storslåede natur skabtes evnen til at fortælle som Uusaqqaq videregav med følgende ord: »Nyfødtes ord kan ingen fæste lid til, men gamle slægters erfaringer rummer sandhed. Jeg taler ikke ud af mig selv, da det er forfædrenes visdom, der taler gennem mig.« I denne storslåede natur skabtes livet for at overleve aaju. og at dø i storm og stilhed, når solen opstår fra det døde hav og gør storfangeren fra Aluk tavs i kærlighed til sit land i hengivenhed til sin sjæl i solopgangens land. Vore forfædre havde evnen til at lade en følelse fortælle noget, der var usigeligt. Vore forfædre var fortrolige med at sige noget uden ord. Derfor er det svært i ord at tale om vor kunst. Du har skrevet for os om det, som har dig kært. Det er et værk om det, du tør fortælle. - En helligdom vi har som tabu. Det, som vi i virkeligheden ikke tør blotte os med i ord. Du har med dit vitale sprog benævnt vor arv, 46 [2] som vi ejer i fest og sorg. Du har lært os, hvad vi skal være stolte af, som vi er stolte af, som vi bryster os af, som vi rødrner over, som vi i beskedenhed er tavse over af generthed. Vi tager til fjelds nu, for at naturen kan give os den indre balance. Vi vender ryggen til beton, edbteknikog den moderne udvikling en tid i glæden over at have fundet os igen sammen med dem, »der trak i snorene« i livet i bogen, som et medlem af De store Danske sagde det: »Bladet i bogen sig vender let, som man ser, under veløvede hænder, let som en fjer.« 47 [3] aaju. En anden sagde disse, som jeg tager frem, når følelserne trænger til at blive styrket: »Jeg har grædt, som andre af smerte, fordi min boble brast. Men boblen er ikke verden; læg verden det ej til last!« Mens vi drager til fjelds skriver jeg ord, som jeg på vegne af forfædrenes, nærværendes og fremtidens udøvere af den grønlandske kunst vil skænke dig, som holder af solen, som manden fra Aluk har tændt i os alle, som en brand, hvor ilden ikke varmer i vort ydre, men i vort indre. Og du ved udmærket, at jeg går en tur på tundraeng, hvor blomsterne har åbnet alle kronbladenes hængsler, og tager min blå annoraaq af og kryber i ly under den for morgensolens skarpe lys, der titter frem bag fjeldet. Derfor har du lært af os det besynderlige i at være lille, når solen gør os tavs i en natur, hvorfra inuit henter deres styrke. 48 [4] Inden vi når mit fjeld, skal du høre en herlig fortælling fra min børneskoletid. Et stort digt, der siger meget om vort inuitliv. Den hedder: ARONS TING. »Aron har mange ting. Han har en kniv med et halvt blad og en blyant uden spids. Så har han to søm og en snor. Men tingene falder ned en dag. Han taber dem, fordi der er et hul i lommen. Hullet i lommen syr hans mor. Så taber han ikke mere sine ting i lommen.« Dette billede har hjulpe mig på fjeldet, når jeg trænger til at være lille. Dette billede forærer jeg dig på forfædrenes og arvtagernes vegne! Gid fuglene må bære dig op over fjeldet, så du ikke bliver svimmel. Fot.: Søren Holmberg.n.p. / februar måned udstillede aaju grafik og oliemalerier på Sygehuset i Frederikssund. På billedet fra udstillingens åbning fortæller aaju grønlandsminister Jørgen Peder Hansen om et af sine seneste arbejder. 49 [5] Litografi af Anne-Birthe Hove udført på en knækket lithografisk sten. 50 [6]