[1] Eskimokunsten i Sibirien af Peter Jessen å ~^^^^^^^ Skønt inuitkulturen kun er talmæssigt svagt repræsenteret i Sovjetunionen, er den alligevel genstand for en omfattende interesse og forskning. Det sidste årti er der foregået omfattende arkæologiske undersøgelser af hele det nordøstlige Asien med henblik på en kortlægning af de såkaldte palæoasiatiske kulturers ud- vikling, geografiske spredning og etniske opsplitning. Disse undersøgelser, hvis re- sultater er publiceret af arkæologerne og eskimologerne P. A. Okladnikov, N. N. Dikov, D. A. Sergejev, S. A. Arutjunov m. fl. har afklaret mange spørgsmål om- kring havfangstens opståen, gensidige kulturpåvirkninger, og — hvad der er af interesse for denne sammenhæng—supple- ret kendskabet til den eskimoiske, forhi- storiske kunst. Den følgende, korte gennemgang af de mest markante perioder i Sibiriens eskimoiske kunst, bygger i alt væsentligt på oplysninger fra Dikov, Okladnikov og kunsthistorikeren Mitljanskaja- for- fatter til en monografi samt en række ar- tikler om den eskimoiske og tjuktiske kunst. Petgymel pelroglyfferne Ved Petgymel-floden på Tjukotka op- dagede Dikov i 1967 nogle usædvanlige klipperistninger. Billederne var hugget ind i klippen og siden var reliefbunden slebet glat. Dikov daterede petroglyffer- ne til tidligst 1. årtusinde f.v.t. og de før- ste århundreder e.v.t., eller delvist sam- menfaldende med Beringshavskulturen. Ristningerne skildrer både vildrenjagt og fangst af havpattedyr. Heraf slutter Di- kov, at tjukterne og eskimoernes forfæd- re er ophavsmænd til billederne. Af mo- tiverne lader det sig fastslå, at rnan har haft ski og brugt hunde ved vildrenjag- ten. Om efteråret har man fra kajak med spyd og harpun jagtet renerne ved de- res svømmesteder. Også den dobbeltbla- dede kajakåre har været kendt. Et bil- lede viser hvalfangst fra umiak, der åben- bart har været ganske som den nu kendte. Flere af menneskefigurerne bærer den eskimoiske dragt. Herfra har man sluttet sig til billedernes etniske tilhørsforhold. De mærkelige figurer med fluesvampe på hovedet kendes tilsvarende fra andre billedfund i Sibirien. Efter Dikovs me- 60 [2] Petroglyffer fra P ctgy mel-f loden. ning dokumenterer de brugen af eufori- serende fluesvampe som rusmiddel. Et typisk træk ved denne stenkunst er det, at man fremhæver det vigtige i teg- ningen ved at forstørre det. Dette kendes fra anden tidlig kunst. Der er tillige man- ge stiltræk tilfælles med den senere tjuk- tiske og eskimoiske kunst. Beringshavskulturen (ca. år 0—5. årh.) Beringshavskulturen er, efter Dikovs mening, senere end Okvik-kulturen, skønt de i en periode har eksisteret sideløben- de. Beringshavskulturens fundsteder er på Tjukotka, Skt. Lawrenceøen og Dio- medeøerne og dens indflydelse spores i Alaska helt op til Cape Barrow. I denne kultur er der tale om en betydelig udvik- ling af fangstredskaberne, hvis former og ornamenter når et højdepunkt. Ka- rakteristisk f or ornamenterne er de krum- me linjer og 'øjnene', der kombineres til smukke symmetriske mønstre, ofte med sammenflettede dyrehoveder og menne- skeansigter. De mest omstridte fund fra denne kul- tur er de såkaldte vingede genstande. Disses anvendelse har lige siden man fandt de første været omstridt. De første teorier lød på, at genstandens funktion var af kultisk art. En senere forklaring har lydt på, at tingen brugtes til foran og bagpå at samle de langsgående lister i kajakskelettet. Denne forklaring stam- mer antagelig fra tjukterne og eskimoer- Vingcde genstande fra Beringshavskulturen, 61 [3] ne, der vel i lighed med andre har undret sig over disse underlige tingester. Da man først i halvfjerdserne fandt og undersøgte gravpladsen i Tjinij, der rummede 101 grave fra Beringshavskul- turen, syntes fundmaterialet at antyde løsningen på gåden. De vingede genstan- de fandtes nemlig ofte sammen med et skaft, de havde været fæstnet til. På skaf- tets anden ende sad der i adskillige til- fælde vendeharpunspidser. Hermed men- te Dikov at kunne afvise tidligere teorier om anvendelsen, og kunne konstatere, at den vingede genstand oprindeligt var en art styrehale på harpunskaftet. Kaste- træet som også kendes fra Beringshavs- kulturen, greb med en tap ind i genstan- den. Den eneste indvending, der ifølge Dikov kan være mod teorien, er, at har- punspidserne og -bladene i gravfundene altid lå ved siden af de vingede genstan- de. Det kan naturligvis forklares med den skik, at tingene blev brudt før grav- lægningen for at udfri deres sjæl. Det kan også betyde, at de vingede genstande i visse tilfælde anvendtes som endedupper på opstandere og stave, evt. som ånde- manerredskaber i forbindelse med for- fædredyrkelse. Formet som en sommerfugl med ud- bredte vinger, har de vingede genstande ofte menneskelignende træk. I clet kunst- færdige 'øjenornament' skimter man ofte et menneskeansigt. I et tilfælde er dette menneskeansigt fuldstændig realistisk gengivet. I den tjuktiske mytologi, der efter flere forskeres mening er stærkt på- virket af den eskimoiske, er sommerfug- len hende, der tilintetgør havdyrene. I hendes skikkelse gengiver de vingede gen- stande muligvis urmoderen, som var cen- Dyrcamulct (4,2 cm høj). trum i en matriarkalsk forfædrekult. Eventuelt er det herskerinden, der kendes i så mange urreligioner. Denne antagelse er sandsynlig, da herskerinder, f.eks. ha- vets moder, helt til nyere tid har spillet en væsentlig rolle i eskimoisk religion. Der skulle altså for de vingede genstan- des vedkommende være tale om en ud- vikling fra den praktiske anvendelse som styrehale på harpunskaftet frem mod en ren kultisk anvendelse. Videreudvikling i form af punuk-kulturens trefork, førte til, at alle detaljer pegende i retning af praktisk anvendelse gik tabt. Som nævnt bærer en lang række andre genstande fra Beringshavskulturen ud- smykninger. I grave er der fundet ben- skulpturer forestillende sæler, hvalrosser, hvaler, bjørne og fugle, ligesom der ken- des menneskeafbildinger. Ofte er brugs- genstande formet som levende væsener. Det er almindeligt med dyreafbildmger, der går over i et andet dyr, når genstan- den drejes. F.eks. kendes en amulet, der på én gang er en hvalros, sæl, bjørn og buk. Denne 4,2 cm høje figur er et lille mesterværk i benskæreri med yderst rea- listiske gengivelser af de nævnte dyr og fine overgange fra det ene til det andet. 62 [4] Dyrene indgår som en harmonisk helhed i amulettens udformning. Bugsérkroge, bor og harpunspidser er udformet sådan, at funktion, form og dekoration udgør en enhed. Formålet har måske været at give tingene overnaturlig kraft for at fremme fangsten. Figurerne suppleres med de ovenfor omtalte, for Beringshavskulturen så karakteristiske, krumme linjer og 'øjne', der understre- ger genstandenes plasticitet. Ofte dukker der uventet et dyrehovede ud af streg- ornamentet. Spørgsmålet melder sig, hvilke redska- ber der for et par tusinde år siden har sat eskimokunstneren i stand til at ud- vikle en så fornem benskærerteknik. Sva- ret blev givet af Oklaclnikov i 1947, da han i en udgravning i Sarytjev-bugten fandt en jernJcniv fra 1. årh. I 1959 be- kræftedes dette fund af et nyt: I Uelen- gravpladsen fandtes et knivsblad af jern, ligeledes fra begyndelsen af vor tidsreg- ning. De fint udsmykkede harpunspidser har fået forskere til at mene, at de ikke var til praktisk brug, men af rent kultisk art. Denne tanke afvises og af både Okladni- kov og Mitljanskaja ud fra en analyse af eskimoernes naturopfattelse og den rolle 'øjnene' spiller i kunsten. Okladnikov hævder at der rent faktisk er tale om et øje med en bestemt magisk betydning. Anbragt på harpunspidsen skulle det give våbnet syn, så det bedre kunne ramme fangstdyret. Øjet besjælede redskabet og indgav samtidigt fangeren en mægtig og hemmelig kraft. Det forekommer natur- ligt, at folk, der boede ved disse ishavs- kyster, og som var totalt afhængige af naturens luner og af fangstlykken, tillåg- Bor med dyre- og menneskeskikkelser, 1.-5. årh. de naturfænomenerne overnaturlige kræf- ter. Når man ikke kunne beherske natu- ren, måtte man stå sig godt med den eller søge kraft andre steder for at stå bedre rustet. Mennesket skelnede dengang hel- 63 [5] Gravfund fra Tjini og Uden, Beringshavskulturcn. ler ikke mellem sig selv og naturen. Na- turkræfterne og de omgivende ting var ligesom mennesket besjælet. Genstande med tilknytning til fangsten tillagdes en særlig magisk betydning, som kom til ud- tryk i ornamenter og former. Naturens liv identificeres med menneskers og dyrs liv. Dyrene var for eskimoerne fangst- dyrene, som livets opretholdelse afhang af. De dyr, man ikke drev fangst på, inter- esserede ikke og har oprindeligt ikke en- gang benævnelser i eskimoernes sprog. Nar Beringshavskulturens benskærer skulle skildre et dyr, fremdrog han ofte et karakteristisk træk ved det pågælden- de dyr. På en genstand ser vi således en langagtig isbjørnesnude, et fuglenæb eller et vidtåbent hvalrosgab. Skildringen af helheden gennem en karakteristisk de- talje er noget særegent f or de gamle eski- moers tankegang, og noget som ligger til grund for deres formgivning. Sommetider ser man dyr og menne- sker afbildet sammen. Dette er atter et udtryk for, at man anså sig for værende ét med naturen og dyrene. Et godt eks- empel herpå finder vi i et keramikstem- pel. I begge ender ses et menneskeansigt med ægformet hovede, smalle øjne og dyb trekantet mundhule. Disse to ansig- ter forbindes af en langstrakt figur, der afsluttes med sælfinner; ben og hoveder, der både kan minde om sælers og bjørnes. Ideen om menneskets overgang til dyr går igen i hele Beringshavskulturens kunst og vinder fodfæste i den eskimoi- ske tradition. Endnu i dag finder man ef- terklange af denne forestilling i eskimo- ernes og tjukternes kunst. På den ene side af en krog til bugse- ring af fangst ses i relief en hvalroshun, der i munden holder en hvalrosunge; på den anden side en kvinde med dyreho- vede. Med baggrund i folkloren foreslår Sergejev, at der er tale om havets moder, Sedna kaldet. I den eskimoiske tradition kendes beretningen om en kvinde, der forvandlede sig til en hvalros og boede 64 [6] på havets bund, hvorfra hun sendte fangstdyrene op til menneskene. Sedna, den gamle havkvinde, kaldes af tjukterne hvalrosmoderen. Sammenligner man Beringshavskultu- rens dyrefigurer med menneskeafbildnin- gerne, vil man.se, at menneskene gengives langt mere skematisk end dyret. Man er- nærede sig af dyret. Dyret var den vig- tigste genstand for menneskets erkendel- se af omgivelserne. Derfor er hele den gamle benskærers opmærksomhed rettet mod det. Kendere af ur-kunst forklarer dyreafbildningernes realistiske art og det skematiske i afbilclingen af mennesker med, at dyret interesserer fangeren som bytte, mens det vigtigste ved mennesket er, hvordan det handler. Mennesket var tvunget til nøje at kende alle træk ved fangstdyrenes udse- ende og adfærd. At gengive dyret var det samme som at forstå det, opsøge og be- herske det. Denne erkendelsesmæssige funktion smeltede i urkunsten sammen med en magisk og religiøs. Eskimokimstens genoplivning Mens kunsten i Beringshavskulturen var præget af genstande udskåret i hval- rostand, er ting, udskåret i ben og rentak fremherskende i den på følgende periode. Harpunspidserne udsmykkes kun sjæl- dent. Forklaringen herpå er muligvis, at renavlen trænger frem. Havfangsten spiller ikke mere den altafgørende rolle. Man jager mere på land og har tamre- ner. Formerne i kunsten bliver strengere og stilen ændres. Perioden frem til 1700-tallet er et ube- lyst kapitel i den asiatiske eskimokunsts historie. Fundene fra denne tid er få og der findes ingen systematiske behandlin- ger af perioden. Til gengæld er kunsten fraca. 1700 til 1900 rigt repræsenteret på museerne i Moskva, Leningrad, Magadan og Anadyr. De ting, der findes her, vid- Dyrcfigurcr Ira IS. årh. 65 [7] ner om en stærk kontinuitet i kunsten helt fra Beringshavskulturens tid. Figurer af hvalrosser,hvaler, sæler, hun- de og fugle er hyppigt forekommende fra år 1700—1900, og størrelsen ligger stort set fast mellem 2-8 cm. Disse figurer var beregnet for fangerens familie som amu- letter, der syedes fast til tøjet. Mange skulpturer er udsmykket med indgrave- rede ornamenter i form af prikker og korte streger i rytmisk mønster; men ornamentet har mistet sin magiske betyd- ning. Denne antagelse bekræftes af, at ornamenter nu findes på alle typer gen- stande, mens de under Beringshavskultu- ren kun forekom på ting med tilknytning til fangsten. I slutningen af forrige århundrede be- gynder der stadigt oftere at komme frem- mede hvalfangere til Tjukotka, og han- delsfolk sætter efterhånden udbytningen af den indfødte befolkning i system. Be- hovet for ekstraindtægter til køb af va- rer opstår. Samtidig udgør de mange til- rejsende et købelystent publikum. En sou- venirpræget husflidsproduktion opstår. Dermed sker der en revolution i kunsten. Hidtil havde den været en integreret del af dagligdagen: Den pibe, man røg, var udsmykket med billedgravurer, konebå- dens tofter med udskårne relieffer, span- dens håndtag havde indlagt figurer ud- skårne i hvalrostand. Til kultisk brug hav- de man kajakårer med indgraverede bil- leder, farvet med sæl- eller hvalrosblod. Eskimoerne satte pris på det æstetiske og holdt af at omgive sig med smukke ting. De lange vintre gav god tid og lej- lighed til sirlige kunstsysler. I og med, man begyndte at producere kunsthånd- værk udelukkende med salg for øje, løs- Pibc og hank til spand af hvtilrostand fra omkring århundredskiftet. rives kunsten funktionelt fra tilværelsen, fra fangsten og den religiøse forestil- lingsverden. Havfangsten opfattes dog stadig som en art åndelig virksomhed, som, når den brydes i kunsten, er med til at placere eskimokunsten i særklasse. I tyverne begynder en række benskæ- rere fra forskellige fanger- og renavler- kooperativer at samles om vinteren i Uelen. Det fører til, at der i 1931 opret- tes et permanent værksted her, som eksi- sterer den dag i dag og som de sidste halvtreds år har været kraftcentret i den tjuktiske og eskimoiske kunst. Benskærerne i Uelen er nu professio- nelle, statslønnede kunstnere, flere af dem prisbelønnede. Et repræsentativt ud- valg af værker fra dette værksted vistes i 1976 på en stor udstilling i Moskva. Her i Uelen accellererer sammensmelt- ningen af den eskmoiske og tjuktiske 66 [8] Kunstneren Huhutan /iå værkstedet i Uden fotograferet med eleven Elkcj. 197 kunst. Tjuktiske og eskimoiske kunstnere fremstiller den samme type billedgravu- rer og figurer i hvalrostand. Dog opret- holdes en vis forskel i motivvalget, lige- som der naturligvis er individuelle stil- forskelle. Mens tjukterne overvejende vælger motiver fra renavlen og den tjuk- tiske sagnverden og fremstiller boliger, redskaber, klædedragter m.m. efter tjuk- tisk snit, foretrækker eskimoerne at gen- give scener fra havfangsten og andre specifikt eskimoiske træk. Kunsten har som nævnt udviklet sig inden for to former: skulptur og billed- gravure. Figurskæreriet har stort set be- varet de traditionelle træk: komprimeret helstøbthed, lakonisk brug af kunstneri- ske virkemidler, enkelhed i formen og ligevægtige komposition. Dog erstattes magien af fangerens skarpe blik for dy- renes karakteristiske bevægelser. Figu- rerne er meget livagtige og næsten men- neskelige. Man fornemmer den nære til- knytning til naturen, det indgående kend- skab til dyrene og et forfriskende og umiddelbart verdenssyn. Mens man traditionelt udelukkende skar figurer, forestillende dyr og præget af naturmagien, gennemløber skulptur- kunsten i halvtredserne en afgørende ind- holdsmæssig udvikling. Man begynder nu tillige at skildre mennesker og lave kom- positioner med motiver fra fangsten og kamp mellem dyr. Benskæreren begyn- der at skildre folk i gang med daglige sysler. Der sker altså en udvikling hen 67 [9] Billedskæreren ridser motivet i den polerede flade, hvorefter snittet fyldes med blyantsjarve. Uelen ca. 1976. imod det konkrete. Dog bevares det monumentale præg. Figurkompositionen 'Spækflænsning' af Anatolij Tymnetegin er, foruden værker af Huhutan og Vuk- »Hvalros f lænsning«. Udsnit af farvelagt gravure i hvalrostand. Østkap ca. 1920-30. vutagin, gode eksempler på denne nye strømning. Også med billedgravurerne foregår der en udvikling til det mere komplice- rede. I 30'erne gengiver man naivt og umiddelbart temaer fra livet ved havet, tegnet stort i klare farver og i en flad og enkel stregsilhuet. I eskimobygden ved Østkap dannes der næsten skole med denne stil. I Uelen går man dermod sta- digt mere i retning af komplicerede og sammentrængte billeder. Uelen-skolen var så at sige mere grafisk, mens Østkap- skolen var mere 'malerisk'. Et par af Uelen-benskærerne søger at fremme per- spektivet i billedet. Herved går noget af det naivistiske tabt. Særligt spændende er hvalrostænderne med sagnmotiver. De vidner om en end- 68 [10] nu levende og stærk tradition. Også ån- detroen skinner stadigt igennem. Fortæl- lingernes hovedpersoner er tit dyr, der for en tid antager menneskeskikkelse og op- træder som mennesker. Når sagnene om- sættes til billeder, må billedskæreren om- bryde fortællingen og udvælge de mest karakteristiske scener. Foruden sagnmotiverne træffer man scener fra kunstnerens nærmeste omgivel- ser, som regel dokumentarisk skildret. Blot konkretiseres personerne aldrig. Man ser ikke bestemste menneskers an- sigter, men mennesker i almindelighed, et kollektiv. Som det fremgår af ovenstående har der været tale om en lang og ubrudt udviklingslinje i eskimokunsten i Sibirien med et forhistorisk højdepunkt i Berings- havskulturen og en renaisssance i nyere tid, hvor kunstens og kunstnerens rolle er grundlæggende ændret. Eskimokun- sten er en levende kunst, der udvikler sig og søger nye veje. I disse år er man ved »Du ryger for meget bedstefar«. Figur af L. N. Nikitin, 1970. »Harpuneret sæl«. Figur af L. N. Nikitin. 1971. at udvikle en ny form for skulpturer og billedpaneler, udskåret i hvalroskæbe og hvalknogle, materialer med helt andre egenskaber end den traditionelle hvalros- tand. Skønt brugen af disse materialer kun er i deres vorden, er den efter kunst- historikeres mening allerede ved at finde sin form. Desværre har det ikke været muligt at skaffe illustrerende eksempler. Der arbejdes tillige med oprettelsen af et kunstakademi for polarfolkene i Sovjetunionen. Det er tanken at udvikle en særlig form for undervisning med ud- gangspunkt i disse folks nationale sær- præg, tankegang og hele kulturelle bag- grund. Det må forventes, at de øvede, professionelle kunstnere, der kender fol- kets sædvaner og sprog, kommer til at spille en væsentlig rolle ved tilrettelæg- ning af denne nye kunstnerskole. Kilder: N. N. Dikov: Drevnye kul'tury Severo-Vostocnoj Azii, Moskva 1979. N. N. Dikov: Archeologif eskie pamjatniki Kamcat- ki, Cukotki i Verchnej Kolymy. Moskva 1977. Material'naja kul'tura narodov Sibiri i Severa. Leningrad 1976. T. Mitljanskaja: Chudozniki Cukotki, Moskva 1976. T, Mitljanskaja: Nov' drevnego iskusstva. Iskusstvo No. 6, 1977. Desuden er benyttet oplysninger fra D. A. Sergeev, S. A. Arutjunov og P. A. Okladnikov, refereret af Dikov og Mitljanskaja. 69 [11]