[1] Dansk Forfatterforenings populær- videnskabelige pris til Jens Rosing af Helge Larsen Fra venstre: Helge Larsen, Jens Rosing, Hans Jørgen Lemboitrn og Knud Holst. Fot.: Tage Rugaard.API. Dansk Forfatterforening har 50 grøn- landske medlemmer. En af dem er Jens Rosing, som for nylig fik tildelt fore- ningens populærvidenskabelige pris på 10.0DO kr., en pris som tidligere er givet til Kaj Birket-Smith, P. V. Glob, R. Broby Johansen, Steen Eiler Rasmussen, Robert Petersen og Palle Lauring. Ved overrækkelsen talte Forfatterfor- eningens formand Hans Jørgen Lem- bourn og næstformanden, og legatfor- mand, Knud Holst. Jens Rosings mangeårige ven Helge Larsen gav prismodtageren de ord med på vejen, som bringes på de følgede si- der, - en tale, der samtidig kan læses som en analyse af Jens Rosings forfat- terskab. 70 [2] Dansk Forfatterforening kunne ikke have truffet noget bedre valg, da den tildelte den populærvidenskabelige pris for 1979 til Jens Rosing. 1979 er det år man på flere måder højtideligholdt 100-året for Knud Rasmussens fødsel, og ingen senere forfatter fortjener i så høj grad som Jens Rosing at sammenlignes med vor store, afdøde landsmand. Det er naturligvis ikke de ydre omstændigheder ved de to mænds fødsel og opvækst, der spiller en rolle, men jeg kan ved denne lejlighed alligevel ikke undlade at nævne det ejen- dommelige sammentræf, at de to præste- sønner er født i det samme værelse i Ja- kobshavns præstebolig, at de begge til- bragte deres tidligste barndom i Grønland og fik deres skole- og senere udannelse i Danmark. Det der her skal fremhæves, er, at deres forfatterskab hviler på det samme grundlag, nemlig en dybtgående kærlighed til Grønland, til befolkningen og dens kultur navnlig i dens oprindelige eskimoiske form, som den finder udtryk i de mundtlige overleveringer af sagn, sange, sagaer og andre fortællinger, der afspejler den eskimoiske tankegang og forestillingsverden. Begge var de som drenge ivrige lyttere til de gamle fortæl- lere, og Jens var ydermere „arveligt be- lastet", da både hans far, hans farbror og hans farfar var flittige indsamlere af eskimoisk folklore. Hans debutbog, „Den dragende flok", der udkom på Arnold Buscks Forlag i 1954, er den eneste af hans bøger, der ikke handler om Grønland. Den er skre- vet på basis af dagbogsoptegnelser fra Hallingdalen i Norge, hvor han som ren- vogter tilbragte en stor del af året 1950. Formålet med opholdet var, at han på JENS ROSING Den dragende flok Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck Den dragende flok. 19o4. opfordring af Grønlands administration skulle sætte sig ind i rensdyravl med en senere overflytning af tamrener til Grøn- land for øje. Det er ganske interessant, at Knud Rasmussen 50 år tidligere havde været i lapmarken og i 1905 havde be- rejst Vestgrønland med det formål at un- dersøge mulighederne for rensdyravl. Det blev dog ikke til noget dengang. Allerede i sin første bog afslører Jens Rosing sine store evner som forfatter. Han er en strålende fortæller, og han holder af at fortælle. Når han, hvad der tidligere ofte hændte, mødte op med sin madpakke ved EtongrafiskSamlings fro- kostbord, bredte der sig altid en forvent- ningens glæde over de forsamlede, og de blev sjældent skuffede. Det varede nern- 71 [3] Illustration til »Den dragende flok«. lig som regel ikke længe, før Jens var igang med at berette en eller anden op- levelse, ofte fra Grønland, der fik alle til at lytte i spænding på udfaldet, og med den lykke historierne næsten altid gjorde, var det ikke svært at få ham til at fort- sætte. Den samme fortællerglæde og -ev- ne går igen i hans bøger. I „Den dra- gende flok" er det naturen, der er hoved- emnet; det er det storslåede landskab, det bestandigt skiftende vejr, men det er først og sidst dyrelivet. Her som i hans senere bøger mærker man, hvor stærkt et indtryk naturen gør på ham, og med sit ofte overraskende ordvalg evner han at overføre sine Indtryk på læseren. Stærkt medvirkende til hansbemærkelsesværdige naturbeskrivelser er hans indgående kend- skab til den arktiske dyre- og plantever- den, hvilket igen hænger sammen med en enestående fin iagttagelsesevne Dette gi- ver sig bl.a. udslag i hans sans for detal- jer. Selvom det er mere end 20 år siden, jeg læste bogen, husker jeg stadig en pas- sage, der viser dette. Efter at have be- skrevet en dag med skiftende regn og solskin, der efterlod en tredobbelt regn- bue på himlen, skriver han, og jeg cite- rer: Jeg gik over en lille eng, og øjet -fangedes af en krusning i et vand fyldt bukkespor. En lille, brun frø, der lige havde gennemgået sin sidste forvandling fra haletudse, lå i sporet og plaskede. Hvor var den glad, den lille frø, for sit badekar. Frem og tilbage gik det med mægtige spjæt. Der var begejstring og ungdommeligt overmod i bevægelserne, mens han der ødslede med kræfterne. Ja, nogle kan nøjes med en verden, der ikke er større end et bukkespor, og endda føle sig som universests centrum". - Et andet bevis på den da 25-årige forfatters glæde over naturen ser man i de mange fine pennetegninger, navnlig af dyr, der led- sager og på udmærket måde supplerer teksten. Det var begyndelsen til en karri- ere, der med årene førte til, at han i sti- gende grad kombinerede sine evner som skribent og illustrator. Efter nogle travle år med grundlæg- gelsen og ledelsen af renavlsstationen ved Itivnera i Godthåbsfjorden, var Ro- sing i 1959 parat til at genoptage sin for- fattergerning, og allerede i 1960 kunne han præsentere sin første bog i Det grøn- landske Selskabs Skrifter. Titlen på bogen var „Isi'mardik, den store drabsmand". Emnet var hentet fra Angmagssalik di- striktet i Østgrønland, hvor Isi'mardik var hovedpersonen i en slægtssaga, der fandt sted lige før starten af den danske Illustration til »Den dragende flok«. 72 [4] Mf'®WitA$)SKE SELSKABS SKRIFTER-XX isiMARDIK STORE DRABSMAND •ved $VS ROSING SELSKAB himardik fra 1960. kolonisations- og missionsvirksomhed. Emnevalget var nærliggende, for igen- nem 36 år havde Rosing-familien været nært knyttet til dette område. Jens's bed- stefar Chr. Rosing, havde virket der som missionær 1904—21, da han afløstes af sin søn, Peter, som var præst i Angmag- ssalik 1921-34. Han efterfulgtes af sin broder Otto, Jens's far, der virkede som præst indtil 1940, og i hvis lod det faldt at døbe den sidste hedning i Østgrønland. Som allerede nævnt var de alle stærkt in- teresserede i den gamle eskimokultur, og alle udnyttede de den enestående lejlig- hed, de her havde, til ved samtaler (for de var jo alle tre grønlandssprogede) at indsamle oplysninger om oprindelig, eski- moisk levevis og tankegang. Et uvurder- ligt materiale, som Jens senere fik lov til at øse af. Allerede som dreng havde Jens hørt fortællingen om Isi'mardik, og den må have gjort et stærkt indtryk på ham, si- den han blandt cie mange fortællinger, han havde lyttet til, valgte at skrive en bog netop om ham. For ligesom at for- berede den danske læser på de voldsom- me begivenheder, der forekommer i for- tællingen, indleder han bogen med en be- skrivelse af landet og dyrelivet i de skif- tende årstider. Derefter tager han læse- ren med ind i datidens fælleshus, hvor han får lejlighed til i korte træk at gøre rede for angmagssalikkernes daglige til- værelse. Han fortæller om husets indret- ning, om deres redskaber, ofte illustreret med tegninger, om deres skikke og deres forestillingsverden. Med denne indled- ning har han bygget scenen op, og dra- maet kan begynde. Sagn og Saga, 1963. SAGN OG SAGA FRA ANGMAGSSALIK Af Jens Rosing Illustreret af Sven Hmsteen-Mikkelsen NATIONALMUSEET ou DET GRØNLANDSKE SELSKAB RHQBOS 73 [5] Isimardik var indledningen til ialt 3 bø- ger, hvis stof var hentet fra Angmag- ssaliks tidligste historie og rige sagnver- den. Den næste bog, der udkom i 1963, fik titlen „Sagn og Saga" og er med sine mere end 300 sider hans hidtil største. Den er illustreret med træsnit og farve- plancher udført af Sven Havsteen-Mik- kelsen. Hovedparten af materialet er ind- samlet af Jens selv i 1961 som deltager i en etnologisk undersøgelsesrejse iværk- sat af Nationalmuseet i samarbejde med Dansk Folkemindesamling. Der indgår dog også stof indsamlet af faderen og onklen og ikke mindst af Karl (Kårale) Andreassen, åndemanersønnen, der blev en af de først døbte østgrønlændere, og senere blev bekendt for ikke at sige be- rømt som en enestående tegner og for- tæller om livet før kolonisationen. Det der nok i særlig græd præger „Sagn og Saga" er den omstændighed, at Jens fik lejlighed til selv at høre fortæl- lingerne, der iøvrigt blev optaget på bånd. På hans gengivelser af dem mær- ker man, at den personlige kontakt med fortælleren har betydet meget for hans forståelse af eskimoisk tankegang og af motiver for handlinger og skikke, som læseren på forhånd ville stå uforstående overfor. Dette gælder ikke mindst afsnit- tet om åndemanerne, som har haft for- fatterens ganske særlige interesse. Jeg er ikke i tvivl om, at Jens, hvis han havde levet i Angmagssalik for 100 år siden, ville have været en stor åndemaner, hvad han i og for sig også var prædestineret til, da han efter eget udsagn er født med sejersskjorte. Som et resultat af den samme rejse til Østgrønland udsendte Jens Rosing i 1970 Kimilik. 1970. hos Gyldendal en bog med titlen „Kimi- lik, digte fra Angmagssalik". På rejsen havde han medbragt en samling hånd- skrevne digte, som han havde arvet efter sin far, og som han nu benyttede lejlighe- den til at få de gamle i Angmagssalik til at forklare og kommentere. Det er nem- lig ikke så ligetil at oversætte eskimoiske digte til dansk. Rim kendes ikke, og tyd- ningen af enkelte ord er ofte kun muligt, når man kender historien bag dem. Dig- tene er af meget forskellig art, fra tryl- leformularer og vuggeviser til nidviser og eksempler fra sangkampe. Det ligger nær at sammenligne Jens's oversættelser med tilsvarende i Knud Rasmussens 74 [6] „Myter og Sagn fra Østgrønland". Da jeg ikke kender de eskimoiske tekster, burde jeg måske slet ikke udtale mig, men det forekommer mig, at Jens i hø- grad end Knud Rasmussen har ramt den eskimoiske tone. Mens Knud Rasmussen i sit folklori- ske forfatterskab begrænsede sig til det eskimoiske, til gengæld omfattede det alle eskimoer f rå Grønland til Alaska, gik Jens Rosing et skridt i den anden retning, nemlig den der havde tilknytning til den europæiske kultur. Antagelig skal vi til- bage til den omtalte østgrønlandsrejse i 1961 for at finde oprindelsen til denne interesse, for blandt de mange „sagn" var også fortællingen om Kilika, der sammen med sin broder kom til de hvi- des land. I historien, der er gengivet i „Sagn og Saga", er der et digt, hvori Kilika beskriver sine oplevelser. I digtet står der bl.a. følgende strofe: Jeg besteg det menneskegjorte fjeld, op igennem snoet hulning, op igennem røret". Det u '"W 6^-^U-. /&&&£ Ø (i SISE Skitse til frimærket om »det menneskegjorte fjeld« 1968. Sise. 1965. lyder jo mystisk, men Jens har givet for- klaringen. I en artikel i „Nationalmuse- ets Arbejdsmark" fra 1968 fortolker han „det menneskegjorte fjeld" som Runde- tårn og påviser, at ophavsmanden til dig- tet er ingen ringere en Poq, som Hans Egede i 1723 sendte til København sam- men med Quiperoq. I 1724 var Poq til- bage i Godthåb og kunne berette om sine oplevelser i „kongens København". Dig- tet stammer altså fra Godthåb og må være nået til Østgrønland via Kap Farvel. I Vestgrønland blev de eskimoiske sagn med kolonisationen og kristendom- mens indførelse efterhånden fortrængt og afløst af eventyr og andre fortællin- ger, der stammede fra Europa. De var blevet oversat til grønlandsk, og i hånd- skrevne små skrifter spredtes de efter- 75 [7] hånden over hele Vestgrønland. Men ved flittig brug blev de efterhånden slidt op, og som Jens et sted skriver: „ifølge tra- ditionen skal bøgerne have været så fed- tede, at hundene åd dem, når gunstig lej- lighed bød sig". Men fortællingerne le- vede videre som „sagn", der blev over- leveret mundtligt fra generation til gene- ration. Endnu i 1965 mødte Jens i Ege- desminde en kone, Cecilie Filemonsen, kaldet Sfse, der kunne genfortælle even- tyr, som hun havde hørt af sin mor og mormor. Overbevist om, at disse mundt- lige overleveringer ville forsvinde med Sise, og at de burde opbevares for efter- tiden, besluttede han sig til at optage dem på bånd og oversætte dem til dansk med udgivelse for øje. I 1976 udkom de på Wormianum under titlen „De store kon- ger, ni grønlandske eventyr", idet disse fortællinger gik under fællestitlen „Kun- gerssuit", hvad der netop betyder de store eller mægtige konger. Oversættelserne er helt i eventyrstil, og det er morsomt at f inde et grønlandsk islæt som i et af even- tyrene, det handler om „kongedatteren der skulle lære at stoppe strømper og koge suaussat". Jens har selv illustreret bogen med nogle herlige tegninger og farveplancher, der er helt i eventyrstil. Men Jens har flere strenge at spille på end åndemanere og eventyrprinsesser. Der er f.eks. arkæologi. I de 8 år han ledede rensdyrstationen ved Itivnera, havde han en boplads, der stammede fra Vestgrønlands første beboere lige uden for døren, og når han rejste rundt i di- striktet, fandt han næsten overalt spor Ting og undere i Grønland. 1973. r •*. ^ «, hvor Jens Rosing viser, hvad der kraves for at fremstille en enkelt dragt. ende hukommelse, og som han altid er parat til at dele med andre, er ofte kom- met os fagetnografer og -arkæologer til stor nytte. Bogen er bygget op over fundet af 8 velbevarede mumier i et klippelyved Qilakitsoq ved Umanakfjorden; en lille, afsides beliggende boplads, der har væ- ret ubeboet i henved 200 år. Denne lader Jens genopstå i tekst og tegninger, så vi kan danne os et billede af, hvordan han tænker sig, beboerne levede i 1400-tallet, da de 8 endnu var i live. I akvarelfarver viser han os landskabet og bopladsens be- liggenhed; vi lærer om livsbetingelserne, om fangsten og fangstdyrenes levevis, men naturligvis mest om de mennesker, hvorom det hele drejer sig. Et stort af- snit er viet til den eskimoiske dragt og 79 [11] *»r dens udvikling, hvortil mumiefundet har leveret et overordentlig vigtigt bidrag. Der kunne siges meget mere om denne bog, hvis titel, „Himlen er lav" er hentet fra navnet på bopladsen, men jeg vil nø- jes med stærkt at fremhæve den pædago- giske måde det spændende materiale er fremlagt på. Som eksempel kan jeg næv- ne tegningen, der forestiller et rensdyr, 6 sæler og 20 edderfugleskind, og som bedre end nogen tekst viser hvilken ind- sats, der kræves af fangeren og hans kone, for at fremstille en enkelt dragt. Jeg vil slutte, som jeg begyndte — med Knud Rasmussen. Da den Mindeekspe- dition, der blev udsendt af Knud Ras- mussen Fondet i anledning af 100-års- dagen, også omfattede en arkæologisk rekognoscering af Melvillebugten fra Djævlens Tommelfinger til Kap Seddon, en strækning Knud Rasmussen ofte selv berejste, var Jens Rosing en selvskreven deltager. På denne rejse traf han blandt de nordligst boende vestgrønlændere folk, der hovedsagelig levede af fangst i Melville Bugten, og hvis kendskab til fangstdyrenes levevis optog Jens i den grad, at jeg ikke er i tvivl om, at han vil hente emnet til sin næste bog blandt Mel- villebugtens fangere. Blade fra Jens Rosings skitsebog fra Melville Bugten. Sommeren 1979, 80 [12]