[1] Forskning i Polhavet af Jørgen Taagholt Bundforholdene i Polhavet nord for Grønland. Kilde: Office of Nova! Research, Washington Denne artikel omhandler ikke specielt de grønlandske farvande, men det af de tilgrænsende have, som vi sædvanligvis beskæftiger os mindst med - Det Arkti- ske Ocean - POLHAVET - der forbin- der Stillehavet med Atlanterhavet. Polhavet dækkeret areal påca. 14mio. km2, det er ikke cirkulært men ovalt, og det er delt i omtrent to lige store halv- dele af en ca. 3.000 m høj bjergkæde på havbunden „Lomonosov Ryggen", der strækker sig fra Ellesmere Island i Ca- 117 [2] nada til de Nysibiriske Øer. Det vil sige at det vestligste af de to bassiner a fgræn- ses af Canada, Alaska og det østlige Sibi- rien, mens det bassin, som vi specielt skal beskæftige os med her - det østlige - af- grænses af Grønland, Nordnorge, Rus- land og det vestlige Sibirien. Dette bassin — ofte benævnt det Eurasiske Basin eller Eastern Arctic — rummer de største hav- dybder på omkring 4.500 m. På den nordamerikanske side er kontinentalsok- len ret smal - under 100 km, mens kon- tinentalsoklen ved Eurasien er meget bred - op til 1.500 km, og øer og halvøer i denne kontinentalsokkel opdeler den ca. 5.500 km lange sovjetiske kyststrækning i en række randhave. Selv om disse rand- have dækker ca. 36 % af Polhavet, rum- mer de dog kun ca. 2 % af Polhavets samlede rumindhold (volumen). Ved Kap Morris Jesup i Nordgrøn- land (83°40'N) finder vi verdens nord- ligste landområde beliggende i en af stand af ca. 740 km fra Nordpolen. Eurasiens nordligste punkt findes på Taimyr-halv- øen i Sibirien omkring 77°45'N, svaren- de til en afstand fra Nordpolen på ca. 1.360 km. Det nordligste punkt på det nordamerikanske fastland er Point Bar- row i Alaska, der ligger på ca. 71°20'N, omtrent på højde med Umanak by i Grønland. Vandtilførslen til Polhavet sker ho- vedsagelig gennem den varme Golfstrøm, som har umådelig stor betydning for kli- maet i Nordeuropa, der — som det frem- går af kortet — er væsentlig forskelligt fra klimaet ved den nordamerikanske øst- kyst. Desuden sker der ferskvandstil- strømning fra en enkelt flod i Nordame- rika — Mackenzie River — og en række meget store floder i Sovjetunionen, hvor alene Ob og Yenisey, der begge udmun- der i Karahavet, tegner sig for 45 % af Polhavets ferskvandsforsyning. Udstrømningen af sådanne meget store ferskvandsmængder i de lidet dybe asiati- ske randhave har meget stor betydning for isforholdene såvel sommer som vinter, og kan have afgørende betydning for jor- dens klimaforhold. Sydgående overflade- strøm af betydning findes kun i området mellem Svalbard og Nordøstgrønland, hvor den østgrønlandske strøm fører me- get store vand- og ismængder fra Pol- havet syd på ind i det vestlige Atlanter- hav med meget store klimamæssige kon- sekvenser. Vi skal se nærmere på det internatio- nale videnskabelige program, der i 1980- erne skal søge at kortlægge en række geo- grafiske, geologiske, meteorologiske, kli- matologiske og oceanografiske forhold i det Eurasiske Basin. Den vigtigste forsy- ningsbase for disse aktiviteter vil være Station Nord i Nordgrønland. Først skal vi dog tage et historisk tilbageblik for at danne os baggrund for den moderne udforskning af det Arktiske Ocean. Historisk tilbageblik Sejlads i isfyldt farvand har i Skandina- vien været almindelig siden vikingetiden, hvor man i slutningen af 800-tallet nåede helt frem til Kola Halvøen og til Island. Et århundrede senere — efter Erik den Rødes bosættelse i Grønland — berettes om regelmæsig trafik frem til 1400-tallet mellem Norge, Island og Grønland. I årene 1594-1597 gennemførte hol- lænderen Willem Barents ekspeditioner til Bjørnøya og Svalbard, som vikingerne 118 [3] antagelig har kendt allerede i det 12. århundrede, og til Novaja Zemlja, hvor Barents måtte overvintre på Nordspidsen. På hjemrejsen omkom Barents af skør- bug på en isflage på det hav, der nu bæ- rer hans navn, mens de fleste af hans folk nåede vel tilbage til Holland. 274 år senere, i 1871, fandt den norske kap- tajn Elling Carlsen Barents hytte på Nordøstspidsen af Novaja Zemlja med Barents gamle optegnelser. Også danskere deltog i polarforsknin- gen, således nåede Jens Munk i 1610 frem til Novaja Zemlja og udgav i 1624 beretningen „Navigation Septentriona- lis" om sin rejse til Hudson Bay, ud- sendt af Christian IV. En anden dansker, Vitus Beting — udsendt af den russiske Zar — kortlagde senere strædet, der ad- skiller Nordamerika og Asien, nu kaldet Beringsstrædet. Men det var fisker- og hvalfangerflå- dernes aktivitet i Nordatlanten, der i 1700-tallet øgede interessen for under- søgelser i de isfyldte farvande i Polha- vets randområder. Deres indvundne vi- den om fiskebanker, tidevand, strøm- og is forhold beholdt de som deres vigtigste forretningshemmeligheder, men det er dog sådanne initiativrige fiskere (eller ejere af fiskeflåder) der har lagt grun- den til vor viden om områdets geografi og geofysik, og blandt dem skal specielt nævnes englænderen William Scoresby, senior, der i 1806 nåede op til 81°31'N øst for Svalbard. Hans søn udsendte i 1820 og 1823 offentlige beretninger om den arktiske region med oplysninger om arktisk hvalfangst. Russiske ønsker om at finde en kor- tere sejlrute mellem Europa og Stille- havet enten gennem en nordøst- eller nordvestpassage var sikkert en domine- rende årsag til at den administrative le- der af det britiske admiralitet fra 1804— 1844, John Barrow, kunne yde en bety- delig støtte til forskellige ekspeditioner, der blev udsendt for at finde nordvest- passagen, fordi søfartsnationen England ikke ønskede at stå tilbage for Rusland. Af ekspeditioner skal her blot nævnes den ulykkelige Franklin-ekspedition i 1840- erne, der bl.a. resulterede i en koncen- treret indsats i de følgende 20 år for at udforske Franklin-tragedien, der fandt sted i det canadiske, arktiske arkipelag, som stort set blev kortlagt som følge heraf. I slutningen af 1800-tallet var det atter skandinavere der tog føringen in- denfor polarforskningen, bl. a. gennem svenskeren A. E. Nordenskiolds ekspedi- tioner til Svalbard og Grønland samt hans ekspedition i 1878-1879meddamp- skibet VEGA, hvor han som den første gennemførte sejladsen gennem Nordøst- passagen fra Atlanterhavet nord om Si- birien til Stillehavet. På denne færd måtte Nordenskiold overvintre i Østsibirien ved Kolymas munding, før han den 20. juli 1879 kunne sejle ind i Beringsstrædet. Manglende efterretninger om Norden- skiold forårsagede flere hjælpeekspedi- tioner udsendt, bl. a. af avisen New York Herald med skibet JEANETTE under ledelse af De Long. Skibet, der var spe- cialbygget og udrustet til polarrejser, havde udover eftersøgningen af Norden- skiold også til opgave at nå Nordpolen. Fra San Francisco sejlede JEANETTE i 1879 op gennem Beringsstrædet, hvor De Long erfarede om Nordenskiolds vel 119 [4] gennemførte rejse, gennem Nordøstpas- sagen, og i overensstemmelse med givne ordrer ændrede JEANETTE derfor kurs mod Nordpolen. Imidlertid blev ski- bet hurtigt fanget i isen på en position øst for Wangel Øen og drev i 21 måne- der uden kontrol rundt i det is fyldte hav, indtil det sidst i juni 1881 blev skruet ned nord for de ubeboede Nysibiriske Øer. Det lykkedes mandskabet at komme i land på øerne og senere at fortsætte i åbne småbåde til den sibiriske nordkyst ved Lenas munding. Her fandt man se- nere De Longs rystende dagbogsberet- ninger. Selv om JEANETTES færd ikke har bidraget væsentligt til vor viden om Pol- havet, kom denne ulykke til at få afgø- rende betydning, idet vraggods fra JEA- NETTE af is- og havstrømme blev ført tværs over Polhavet og derefter med den Østgrønlandske Havstrøm ned langs den grønlandske østkyst. Vragdele - bl. a. en proviantliste med De Longs under- skrift - er således blevet fundet i Julia- nehåbsbugten i 1884. FRAM-ekspedition 1893-1896 Da den norske polarforsker Fridtjof Nansen, der var kendt som den første, der krydsede den grønlandske indlandsis (i 188 8), læste den norske meteorolog, pro- fessor Henrik Mohns artikel med hypo- teser om Polhavets strømforhold opstået på grundlag af det fundne vraggods fra JEANETTE, fik han ideen til med eks- peditionsskibet FRAM at drive med po- larisen tværs over Polhavet for om mu- ligt på den måde at passere Nordpolen. Efter at have gennemsejlet størstede- len af den rejserute, som Nordenskiold havde tilbagelagt i 1878 med VEGA, nåede Fridtjof Nansen i september 1893 til pakisen nord for de Nysibiriske Øer, hvor han bevidst lod skibet fryse fast i pakisen. Gennem 36 måneder drev det velbyggede og veludrustede polarskib med havstrømmen tværs over Polhavet, til det nåede åbent vand nær Svalbard. Men før den tid - i marts 1895 havde Nansen imidlertid forladt skibet for til fods at nå selve Nordpolen, idet det havde vist sig, at strømforholdene førte skibet væsentligt sydøst om polen. Efter en farefuld og opslidende isvandring uden at komme Nordpolen nærmere end Fridtjof Nansen foran Jacksons hytte på Frantz Josefs Land 1896. Kilde: Jens Marius Jensen: Fridtjof Nonsens Saga. 120 [5] F RAM fastfrosset i Polhavcts is. Fotografiet er venligst stillet til rådighed af Fridtjof Nonsens familie. ca. 400 km og efter overvintring på Frans Josef Land nåede Nansen sam- men med sin kollega Johansen heldigt hjem til Norge samtidig med FRAMs ankomst i august 1896. Båret af den store interesse, der i Skan- dinavien fulgte efter Nansens bedrift, gennemsejlede Roald Amundsen i 1903 -06 med det blot 100 ton store skib GJØA som den første den i århundreder søgte rute gennem Nordvestpassagen. Amundsen havde ligesom Nansen en videnskabelig baggrund og - omend han selv betragtede sig som professionel op- dagelsesrejsende—omfattede hans ekspe- ditioner væsentlige geofysiske undersø- gelser, baseret på de erfaringer, han hav- de høstet gennem studier af geomagne- tisk forhold. I lighed med Nansen forbe- redte Amundsen sine ekspeditioner med stor omhu og forudseenhed. Selve Nordpolen, som Nansen jo ikke nåede under sin isvandring i 1895, var gennem en årrække målet for en række ekspeditioner, der ikke primært havde videnskabelige motiver, men også var båret frem af sportslig eventyrtrang og sensationslyst. Det blev amerikaneren Robert E. Peary, der efter en række for- søg, den 6. april 1909 nåede til selve Nordpolen. Med Fridtjof Nansens FRAM-ekspe- dition begynder en ny epoke i polarforsk- ningen, idet Nansen i modsætning til tid- ligere ekspeditioners blotte beskrivende kortlægning af de geografiske forhold iværksatte en systematisk, videnskabelig udforskning af Polhavet. Fra FRAM 121 [6] Fridtjof Nansen. Fotografiet er venligst stillet til rådighed af Fridtjof Nonsens familie. blev der således gennem alle 35 måneder rutinemæssigt døgnet igennem foretaget meteorologiske observationer, foruden at der så ofte det var muligt anvendtes astronomiske observationer til bestem- melse at selve ruten over Polhavet. Her- udover skulle en række opgaver i tilknyt- ning til selve havet løses, såsom bestem- melse af havtemperatur og saltholdig- hed i forskellige dybder, bestemmelse af havdybden og indsamling af vandprøver med en Nansenvandhenter for registre- ring af dyrelivet i Polhavet. Naturligvis var isforholdene også af væsentlig interesse for ekspeditionsdelta- gerne, der indsamlede et værdifuldt ma- teriale om isdannelse, istykkelse, sam- menskruninger m. m. Fridtjof Nansens banebrydende arbej- de blev efterfulgt af den norske meteo- rolog og oceanograf professor HaraldU. Sverdrup, der som leder af den norske polarekspedition med skibet MAUD i 1917-1925 udførte en meget omfattende videnskabelig indsats i det arktiske om- råde. Med MAUDs mange togter i Pol- havet afsluttedes en epoke, og nye me- toder skulle fremover finde anvendelse i den arktiske forskning. Nye transportmidler Med overgangen til det 20. århundrede ændredes vilkårene for gennemførelsen af udforskningen i Polhavet. Mens alle tidligere rejser udelukkende var sket med anvendelse af skib eller til fods med slæde over havisen, introduce- rede den svenske ingeniør August Andrée i 1896 anvendelsen af et luftfartøj i den arktiske forskning. Med ballonen ØR- NEN gennemførte Andrée i 1896 og 1897 flere hundrede kilometers flyvning omkring Svalbard og blev dermed den første, der anvendte luftfotografering til kortlægning og videnskabelig udforskning af Polhavet, omend flere af Andrées filmruller først blev fundet og fremkaldt 30 år efter ekspeditionens tragiske af- slutning i oktober 1897, hvor alle ekspe- ditionens deltagere omkom under en umenneskelig vandring tilbage mod be- boet land efter at ballonen den 14. juli var landet på polarisen. Det var dog gjort indlysende, at luftfartøjer frem- over måtte tages i anvendelse ved ud- forskningen af det store arktiske ocean. Som den næste foretog Walter Wellmann forsøg på anvendelse af luftfartøj, den- ne gang med anvendelse af styrbart luft- skib, der i 1906 og 1909 gennemførte nogle — dog ikke tillidvækkende — flyv- 122 [7] Luftskibet »ITALIA« i Ny Aalesund før den sidste rejse. ninger fra Svalbard. Den første anven- delse af egentlige flyvemaskiner fandt sted fra Novaja Zemlja, hvor russeren Nagursky i 1914 gennemførte flere hel- dige flyvninger. Det store gennembrud for arktisk flyv- ning fandt sted i 1925, hvor den ameri- kanske millionær Ellworth med Roald Amundsen clen 21. maj 1925 startede m_d en Donier-Wall flyvebåd fra Kings- bay på Svalbard, og landede den i en våge på 87°43'N, hvorfra han med stort besvær returnerede til Svalbard den 15. juni. De første, der virkelig nåede Nord- polen med flyvemaskine, var amerika- nerne Richard Byrd og Floyd Bennet, der havde erfaringer fra arktiske flyv- ninger over Nares Strædet mellem Cana- da og Grønland. De gennemførte den 9. maj 1926 en ca. 16 timers lang flyvning fra Svalbard med en 3 motor Fokker di- rekte til Nordpolen og retur til Kingsbay på Svalbard. Fra samme sted startede blot 2 dage senere Roald Amundsen og Ellsworth med Nobiles luftskib NOR- GE, og efter blot 4Va times flyvning nå- ede de Nordpolen og fortsatte herfra over totalt ukendt havområde mod Ala- ska, hvor man landede i sikkerhed ved en lille eskimoboplads Teller trods storm over havet og tåge over land. Indtil da var de fleste arktiske flyv- ninger udført fra Svalbard, men nu blev Point Barrow center for en række væ- sentlige videnskabelige aktiviteter, og Point Barrow spiller stadig en betydelig rolle indenfor polarforskning. Herfra 123 [8] gennemførte Hubert Wilkins den 15. april 1928 i løbet af ca. 20 timer den før- ste transpolare flyvning over de nord- ligste canadiske øer nord om Grønland til Svalbard. Senere samme år gennem- førte Nobile med luftskibet ITALIA ud- forskningen af området mellem Svalbard og Franz Josef Land, hvorved i alt ca. 50.000km2uudforsket område blevover- fløjet. Ekspeditionerne med ITALIA endte også med en tragedie, der kostede 8 menneskeliv, blandt andre Roald Amund- sen, der deltog i redningsaktionen. De arktiske områders store betydning for Sovjet og det stigende behov for re- gelmæssig sejlads i Nordøstpassagen medførte i 1930-erne oprettelse af et ret enestående net a f arktiske meteorologiske stationer i hele den sovjetiske halvdel af Polhavets kystområde. Dette gav også bedre muligheder for mere udbredt fly- trafik, og i 1937 demonstrerede russerne deres tekniske og praktiske overlegenhed ved en række enestående flyvninger f. eks. med anvendelse af en ny russisk ma- skine ANT-25 (12 cylindret motor med 950 HK) til en non-stop flyvning fra de sibiriske øer tværs over Polhavet til Cali- fornien. Det blev imidlertid det skandinaviske luftfartsselskab SAS, der i 1954 introdu- cerede interkontinental ruteflyvning via det arktiske område med åbningen af ru- ten mellem København og Los Angeles via Sdr. Strømfjord i Grønland, efter- fulgt af polruten fra København via po- larområdet til Tokyo i 1957.Herudover er der udbygget et imponerende tæt rute- flynet i det arktiske område som et bevis på det arktiske områdes store betydning, og naturligvis fremmet på grund af manglende alternative transportmulighe- der som vej eller jernbanetransport. De første isflagestationer Det var imidlertid ikke blot luftfartøjer, der i begyndelsen af dette århundrede blev taget i brug. Allerede i 1918 gjorde amerikanerne deres første erfaringer med anvendelse af drivende isflager som permanent base for videnskabelig udforskning af Polhavet. Men det blev atter Sovjet, der kom til at indtage en førerstilling med etablering af isdrifsta- tionen NORDPOL I i 1937. Fra en base på den nordligste ø i Franz Josef Land etableredes den 5. maj 1937 en russisk luftbro mellem basen og Nordpolen med anvendelse af 4 store 4-motorers trans- portfly, N-170, og 2 lette rekognosce- ringsfly. Mere end 10 tons gods og 35 mand blev overført til polen, hvor der opførtes isolerede teltbygninger, anten- nemaster og vindmaster, el-forsyning via vindgeneratorer og benzinmotorer. Som på en landbaseret vejrstation ud- førtes rutinemæssigt standard-meteoro- logiske registreringer og oceanografiske observationer, mens stationen langsomt bevægede sig sydover og ind i den nord- østgrønlandske strøm, indtil stationen blev evakueret nær Scoresby Sund i fe- bruar 1938. Efter 2. verdenskrig genoptog USSR i april 1950 succeen fra 1937, og siden har Sovjet kontinuert haft mindst to be- mandede isdriftstationer i Polhavet. Sejlads under Polisen Amerikaneren Rubert Wilkins, deri 1928 gennemførte den første transpolare flyv- ning, kom allerede i 1931 igen på ekspe- 124 [9] Amerikansk undervandsbåd i Nmitilus-klassen -ved Nordpolen. Kilde: US Navy. dition i det arktiske område, denne gang med den amerikanske flådes dieselelek- triske undervandsbåd 012, som til minde om den i 1800 af Robert Fulton demon- strerede første anvendelige undervands- båd blev omdøbt til NAUTILUS efter denne. Wilkins startede fra Longyerbyen på Svalbard i august 1931 sammen med den erfarne norske professor Harald Sverdrup på en række ekspeditioner nord- på i Polhavet, og selv om man bl.a. på grund af de tekniske vanskeligheder ikke nåede Nordpolen, gav de 3 ugers sejlads meget ny viden om havstrømme, isbevæ- gelser og isskruninger, som blev af afgø- rende betydning for den videre forsk- ningsaktivitet, og som viste undervands- skibets overlegenhed når det gjaldt stu- diet af bundforholdene i Polhavet. Imidlertid blev det først med indførel- sen af atomdrevne U-både, at man kunne sejle neddykket over større afstande, da atomreaktoren ikke forbruger ilt. Ver- dens første atomdrevne skib er U-båden NAUTILUS, færdigbygget i USA 1954. Den har en aktionsradius på 40.000 sø- mil og kan holde en maksimal fart på 30 knob. Dens driftsikkerhed blev i august 1958 demonstreret, da den under kom- mandør W. R. Andersens kommando sej- lede ind under Polhavets isdække nord for Point Barrow og i løbet af 96 timer sejlede under det centrale Polbassins is via Nordpolen til åbent vand mellem Grønland og Svalbard. Denne succesful- de færd blev ikke alene en teknisk triumf, men såvel ved denne som ved efterføl- gende sejladser blev der indsamlet meget 125 [10] US Coast Guard's isbryder Polar Sea i Ross Havet, Antarktis. Fotografiet er venligst stillet til rådighed af USCG. ny viden om havbunden og dens topo- grafi samt om isforhold, strømforhold m.m. I de følgende år genemførtes af US Navy en pionerindsats med atomdrevne U-både i det arktiske område. Her skal blot anføres: -USS SKATEs sejlads i marts 1959 i FRAMs rute, hvor den som den første U-båd i verden gik op til over f la den nær Nordpolen, idet skibet brød gennem relativ tynd nyis. - USS SARGOs neddykkede færd i ja- nuar 1960, op gennem Beringsstrædet med efterfølgende ca. 6.000 miles sej- lads i Polhavet. -USS SEADRAGONs neddykkede færd i august 1960 gennem Nordvest- passagen fra øst til vest. -USS SKATEs færd i juli-august 1962 op gennem Nares Strædet mellem Grønland og Ellesmere Island ud i Polhavet. En tilsvarende teknologisk og geofy- sisk udvikling har givetvis fundet sted i Sovjet. Isbrydere Den stigende sommersejlads i den sov- jetiske Nordøstpassage medførte et øget sovjetisk behov for oceangående isbryde- re til assistance f or fragtskibene ved stræ- depassager samt i for- og efterårssæso- nen. Under 2. Verdenskrig, hvor sejlads på Murmansk var af vital betydning for Sovjet, fandt der også på dette område en revolutionerende udvikling sted. Tilsvarende opbyggede US Coast Guard under 2. Verdenskrig en serie sto- 126 [11] Den sovjetiske atomdrevne isbryder Arktika i dansk farvand, fotograferet af Søværnets Flyvetjeneste. re amerikanske isbrydere af Westwind- klassen (6.382 tons, 12.000 HK diesel- elektrisk, 182 mands besætning, 550.000 gallon fuel, helikopterdæk og 2 helikop- tere). WESTWIND sejlede en årrække frem til 1952 under russisk flag som USSR Severni Polius, hvor den operere- de langs den sibiriske nordkyst. Westwind anvendes idag af US CoastGuard, der er ansvarlig for al amerikansk isbrydning såvel i det arktiske område som i antark- tis og kommer jævnligt i grønlandske far- vande, hvor det ud over isbrydning del- tager i forskellige hydrografiske viden- skabelige opgaver. US Coast Guard har haft væsentlige opgaver i forbindelse med assistance til skibstransporter til Prudhoe Bay i Nord- alaska såvel i forbindelse med optrans- port af materiel til etablering af olie- produktionsfaciliteterne som i forbindel- se med assistance til tankskibene indtil Transalaskan Pipeline blevåbnet i 1977. Mens USA har haft store tekniske problemer med den nyeste generation af isbrydere POLAR STAR og POLAR SEA (13.000 tons, 60.000 HK), har Sovjet i de senere år indtaget en førerpo- sition i forbindelse med overfladesejlads i det arktiske område. Finland har op- nået meget stor erfaring gennem opbyg- ning af isbrydere for Sovjet, og Finland har leveret de meget store isbrydere i YMER-serien, som Sverige anvender i den Botniske Bugt. På grundlag af det finsk-sovjetiske samarbejde har Sovjet opbygget meget store atomdrevne isbrydere ARKTIKA, SIBIR og LEDOLOLY (25.000 tons og 75.000 HK). I August 1977 gik ARKTIKA f rå Mur- 127 [12] mansk østover mod Asiens nordligste punkt ved Taimyr-halvøen, hvorfra ski- bet fortsatte direkte nordover mod Nordpolen, som nåedes den 17. august blot 7x/2 døgn senere. Skibet fulgte den direkte rute tilbage til Murmansk base- ret på moderne satellitnavigation. Denne verdens første overfladesejlands gennem det isfyldte arktiske ocean direkte til Nordpolen var for Sovjet et prestigepro- jekt, hvori bl. a. deltog den sovjetiske transportminister. Allerede året efter den 25. maj gik SIBIR ud fra Mur- mansk som ledsager for et russisk han- delsskib KAPITAN MUSJOVSKI til den sibiriske Stillehavskyst, og turen fra Murmansk direkte over Polhavet til åbent hav ved Beringsstrædet blev gen- nemført på 17 døgn. Denne russiske overlegenhed til søs i Polhavet er et re- sultat af målbevidst teknologisk forsk- ningsaktivitet kombineret med den geo- fysiske udforskning af Polhavet. Den videnskabelige udforskning efter 2. Verdenskrig Den øgede videnskabelige interesse for det arktiske område har resulteret i eta- blering af en række internationale geofy- siske år. Det første internationale Polar var i 1882-83, det andet Polar i 1932-33 og endelig det Internationale Geofysiske År i 1957-58. Danmark har deltaget ak- tivt i disse internationale år, men den største arktiske forskningsindsats finder dog sted i Sovjet, hvor hele den arktiske forskning koordineres gennem Arktisk og Antarktisk Forskningsinstitut (AANII) i Leningrad med et samlet personale på ca. 1.800 videnskabsfolk, teknikere og andet hjælpepersonale og med mere end 100 polarstationer langs den lange sibi- riske kyst og på de russiske øer i Pol- havet samt et større antal fly til rekog- noscering og omkring 10 skibe til arktisk oceanografisk forskning. Den russiske arktiske videnskabelige indsats, der også er båret frem af de meget store kommer- cielle interesser, overgår væsentligt den samlede indsats i alle de vestlige arktiske lande, hvor kun Norge har den arktiske forskning samlet i et forskningsinstitut, Norsk Polar Institut, mens forsknings- aktiviteten i de øvrige lande er fordelt på en række videnskabelige institutioner. I Danmark koordineres den danske forskningsindsats i Grønland gennem Kommissionen for Videnskabelige Un- dersøgelser i Grønland - en kommission, der blev etableret allerede i 1878. På grund af Danmarks store engagement i selve Grønland er den danske forsknings- indsats i relation til udforskning af Pol- havet ret begrænset. Polex Efter 2. Verdenskrig tog Sovjetunionen initiativ til oprettelse af det internatio- nale polareksperiment POLEX, der hav- de til formål at skaffe større viden om og forståelse for energiudvekslingen mel- lem de højarktiske områder og de til- grænsende sydligere klimabælter. Dette studium forudsatte oprettelse af et net af observatorier, bemandede eller ube- mandede, til udforskning af de dynami- ske atmosfæriske forhold i de arktiske områder. Sovjet indtager en klar fører- stilling l dette projekt, der i dag indgår i det globale, internationale FN-projekt under den meteorologiske verdensorgani- 128 [13] Sovjet har gennem de sidste 20 år udlagt over 500 automatiske, meteorologiske og oceanografiske bøjer i Polhavet, Kilde: S. M. Olenicoff, AANII, Leningrad sation WMO som Global Atmosphere Research Program, GARP. Ud over en lang række polarstationer og en række bemandede isflagestationer har Sovjet gennem en årrække forestået driften af mange automatiske vejrstatio- ner eller bøjer placeret i Polhavet. Disse automatiske stationer transmitterer idag via satellit oplysninger vedrørende så- vel meteorologiske forhold som oplysnin- ger om position og dermed om strømfor- hold. Det kan nævnes, at Sovjets Arkti- ske og Antarktiske Forskningsinstitut i Leningrad har udlagt ca. 25 nye statio- ner pr. år siden 1953 af væsentlig betyd- ning f or såvel det videnskabelige POLEX program som for vejrtjenesten for om- rådet, der i dag på grund af den tekno- logiske udvikling samt udnyttelsen af de arktiske ressourcer er væsentligt for af- vikling af skibs- og flytrafikken, der j f r. de viste kort er ganske intensiv. Som et dansk bidrag til forskningsak- tiviteten vedrørende Polhavet må næv- nes den danske indsats for at udbygge indsamlingen af meteorologiske og kli- matologiske data fra Polhavets random- råder. Dette er af vital betydning for studiet af de højarktiske klimatologiske forhold, men også af betydning for ud- arbejdelsen af vejrudsigter for Nordeu- ropa og Nordatlanten. Det var et stort tilbageskridt, da den danske regering på grund af sparebe- stræbelser i 1972 lukkede Station Nord- Grønlands nordligste og verdens næst- nordligste vejrstation, — kun Alert på Ellesmere Island i Canada ligger nord- ligere. For at søge at videreføre 20 års uaf- brudte klimatologiske registreringer på Station Nord opbyggede Meteorologisk Institut i samarbejde med Forsøgsanlæg Risø og Forsvarets Forskningstjeneste en automatisk vejrstation, benævnt UGO (Ubemandet Geofysisk Observatorium), der med støtte fra det danske forsvar kunne idriftsættes på Station Nord i au- gust 1972, og i de efterfølgende år eta- blerede Meteorologisk Institut en række tilsvarende stationer andre steder i Grøn- land. Af betydning for forskningsaktiviteten i Polhavet skal blot nævnes: — UGO stationen på Kap Morris Jesup i 1973, — nu verdens nordligste land- baserede vejrstation. -UGO stationen på Hall-land i 1975. For også at kunne udnytte de nu op- rettede klimatologiske stationer i vejr- forudsigelsens tjeneste påbegyndtes i 1977 en udbygning af stationerne i Grøn- land, således at data nu kan overføres via satellit. I dag er der ialt 5 stationer, her- iblandt Station Nord, der hver 3. time indsamler meteorologiske data og over- fører disse til en kommunikations-satel- 129 [14] lit. For tiden nedtages de via satellit over- førte meldinger enten i Tromsø i Norge eller i Toulouse i Frankrig, men vil blive nedtaget i Sdr. Srømfjord så snart den planlagte satellitmodtagestation, der på- regnes etableret i et dansk/canadisk sam- arbejde, er færdig. Behovet for den dybere forståelse af de komplexe forhold vedrørende energi- balance i det arktiske område er ikke ale- ne begrundet med en akademisk inter- esse, men tillige med det forhold, at de arktiske områder spiller en ganske afgø- rende rolle for de globale, klimatologi- ske forhold. Med en bedre daglig mete- orologisk varslingstjeneste kan samfun- det spare store beløb, og en pålidelig langtidsvejrudsigt vil muliggøre en helt ny planlægning af bygge- og anlægsarbej- T3's drift i årene fra april 1952 til marts 1976 nord for Alaska. der, af trafikafvikling, af planlægning af mest hensigtsmæssige tidspunkter for såning, gødskning o.s.v. i landbruget med følgende store økonomiske fordele. En dybere forståelse af klimasving- ningerne er yderligere af vital betydning for hele jordens befolkning, idet det un- der de gunstigste klimaforhold måske vil være teoretisk muligt at sikre en vækst i fødevareproduktionen svarende til den globale befolkningstilvækst, mens en ugunstig klimaudvikling kan betyde al- vorlig udbredt hungersnød i meget store dele af verden. Nu kan mennesker — vi må vel sige heldigvis - ikke styre klimaudviklingen, men et øget kendskab til klimaudviklin- gen giver politikerne bedre vilkår for at tilpasse samfundsudviklingen de natur- bestemte forhold. Den stigende befolk- ningstæthed, den stigende afbrænding af •TJiessUe hrænxistoffer med deraf stigende kuldioxid i atmosfæren, samt eventuel ændring af stratosfærens ozonindhold forårsaget af ukritisk forbrug af freon og andre inaktive gasser kan bevirke, at menneskeskabt aktivitet virkelig får ind- flydelse på klimaudviklingen med for os i dag uoverskuelige konsekvenser. Amerikanske isflagestationer Under rutine flyvninger i juli 1950 fra Point Barrow observeredes nord for Alaska en usædvanlig stor sammenhæn- gende is-ø på skønsmæssigt 125 km2, den fik kodebetegnelsen T3. I de to følgende år var den under stadig observation, og i april 1952, da T3 var blot 220 km fra Polen, oprettedes den legendariske Sta- tion T3, der har været bemandet i stør- stedelen af perioden 1952-1970. 130 [15] Foto: Jens Fabricius 1965. ARLIS II fotograferet af den danske Iscentral i Julianehåbsbugten. T3's drift gennem Polhavet har været fulgt gennem foreløbig28 år,-den sidste opgivne position ca. 300 km nordøst for Wangel øen er dateret november 1979. I maj 1960 brækkede store dele af isøen af, og under en januarstorm i 1962 op- deltes øen i mange stykker, således at den flage, station T3 lå på, reduceredes til ca. 40 km2. I årenes løb opbyggedes på T3 en vel- udrustet station med et omfattende vi- denskabeligt program, der siden 1. fe- bruar 1962 henhørte under Office of Naval Research' videnskabelige center Arctic Research Laboratory på Point Barrow. I de år, hvor stationen det meste af tiden var bemandet, arbejdede 12 perso- ner udelukkende med opretholdelse af stationen, herunder rydning af en 1.200 m lang landingsbane, radiokommunika- tion, drift af el-værk, landingsbanebelys- ning, radiobeaconog bygningsvedligehol- delse m.m., for at sikre tilfredsstillende arbejdsvilkår f or den videnskabelige stab, der gennemsnitlig talte 12 personer med et maksimum antal videnskabsmænd på 26 i de travleste forårsmåneder. ^c mzs^r^--+--V^m**. ARLIS H's rute fra Alaska maj 1961 til Julianehåb maj 1965. Stationen fik forsyninger med skib, når dette var muligt, men hovedsagelig skete forsyningerne gennem regelmæssige fly- forbindelse med Point Barow med C-130 Herkules fly, idet der typisk gennem- førtes mellem 40 og 60 årlige beflyvnin- ger. De gunstige erfaringer med T3 re- sulterede i oprettelse af en serie Arctic .Recearch Laboratory /ce Stations, AR- LIS, i perioden fra 1960 frem til 1965. Her skal blot nærmere omtales ARLIS II - oprettet den 23. maj 1961 - fordi denne bemandede station efter flere års drift tværs over polhavet blev indfanget af den østgrønlandske strøm og den 5. november 1965 blev evakueret af isbry- deren EDISTO nær Aputiteq i Øst- grønland. Resterne af stationen blev se- nere iagtaget i Julianehåbsbugten. 131 [16] Fra såvel T3 som fra de øvrige ameri- kanske isdriftstationer gennemførtes en række væsentlige geofysiske undersøgel- ser, specielt indenfor disciplinen Fysisk Oceanografi. Havet spiller en væsentlig rolle for de meteorologiske forhold, idet vand på grund af dets store varmefylde har en væsentlig udjævnende virkning overfor temperatursvingninger såvel gennem døg- net som gennem året. Som allerede om- talt i indledningen, fører havstrømmen desuden ganske betydelige energimæng- der over meget store afstande med store klimamæsige konsekvenser, illustreret f. eks. ved den klimatiske forskel mellem Nordeuropa og Nordøstamerika, der væ- sentligst er forårsaget af Golfstrømmen. Åbent hav opsuger (absorberer) ca. 60 % af den indstrålede solvarme (sol- energi) , som—på grund af den konstante blanding af overfladevandet — opmaga- sineres i havets øverste ca. 50 m. Der- imod tilbagekaster (reflekterer) isdæk- ket hav ca. 90 % af varmeindstrålingen og den meget begrænsede energiabsorp- tion finder kun sted i det aller-øverste lag af isen eller i snelaget ovenpå isen. De sibiriske floder Meteorologisk set spiller isdækket i Pol- havet derfor en væsentlig rolle, og isdan- nelsen er igen betinget af det tilførte ferskvand, som hovedsagelig kommer fra de store sibiriske floder. Mere end halvdelen af ferskvandstilførslen sker ud over den trediedel af Polhavet, der er så lavvandet, at denne trediedel blot rummer 2 % af hele Polhavets vandmængde. De russiske planer om at vende dele af de sibiriske floder for på den måde at an- vende ferskvandet i det tørkeprægede Centralasien og Kazakhstan og samtidig øge vandstanden i Det Kaspiske Hav og Aral Søen, vækker derfor nogen uro. Sov- jets Ministerråd har i 1979 iværksat så omfattende forsknings-og projekterings- arbejder, at det kan forventes, at første fase af programmet kan bringes til udfø- relse i løbet af en relativ kort årrække. I første del af programmet regnes der med at overføre ca. 25 kubikkilometer vand årligt,— hovedsagelig fra Ob. Disse vandmængder skal via et nyt kanalsy- stem føres sydpå til de store landbrugs- områder omkring Det Kaspiske Hav og Aral Søen, hvis vandspejle på grund af utilstrækkelig vandtilførsel hvert år sænkes. I Sovjet har man iværksat omfattende videnskabelige undersøgelser af såvel de socialøkonomiske som de klimatiske og økologiske konsekvenser for Sovjet samt anmodet om udarbejdelse af videnskabe- ligt motiverede forholdsregler for at imødegå for store negative virkninger i Sovjet. Ifølge de foreliggende planer vil man senere øge den vandmængde, der skal føres sydover til op mod 100 kubikkilo- meter årligt, og selv om disse vandmæng- der kun andrager l—4 % af den vand- mængde de sibiriske floder i dag leder ud i Polhavet, ved man idag ikke, hvil- ken indflydelse projektet vil få på balan- cen i Polhavet. Teoretiske modelbereg- ninger viser, at mindre ferskvand i Pol- havet med deraf følgende mindre is- mængde vil øge nedbøren og sænke tem- peraturen i Nordeuropa. Undersøgelser af de klimamæssige virkninger for Grøn- land og Skandinavien som følge af æn- 132 [17] ENERGI UDVEKSLINGEN I POLHAVET VOLUMEN MIDDEL- TEMPERATUR ENERGI 1CPKCAL/SEK BERINGSSTRÆDET CANADA ØSTGRØNLANDSKE STRØM VAND + 1,5 - 2,1 - 7,'l - 0,1 + 0.5 - 0.7 - 1,0 + 1.6 - 0.2 + 0.5 + 8.0 ATLANTISKE STRØM SIBIRIEN + 7.4 + 0,8 + 2,9 + 1,0 + 21,3 + 1.7 + ANGIVER TILFØRSEL AF VAND ELLER ENERGI - ANGIVER EKSPORT AF VAND ELLER ENERGI ENERGIBEREGNING ER UDARBEJDET MED EN TEMPERATUR PÅ -0.8°c SOM REFERENCE. 32.9xlOd KCAL/SEK dret vandføring i de sovjetiske f loder bør snarest iværksættes, eventuelt i internati- onalt samarbejde, da arktiske klimaæn- dringer muligvis kan få konsekvenser på hele jorden. På grundlag af de efterhånden mange — omend tidsmæsigt og geografisk spred- te - observationer fra Polhavet kan der opstilles et skøn over vand- og energiom- sætningen i Polhavet. Skemaet ovenfor viser importen af varme og eksporten af kolde vandmasser. Med en reference- temperatur på minus 0,8° C er i højre kolonne beregnet energiimport eller eks- port, og det fremgår at den varme atlan- taiske strøm - på grund af den høje tem- peratur — giver langt det væsentligste bi- drag til varmetilførslen til Polhavet. Den østgrønlandske strøm, der volumenmæs- sigt er af samme størrelse som den atlan- tiske strøm betyder varmehusholdnings- mæssigt kun lidt, medens den volumen- mæssigt mindre mængde is, den fører med sig, giver et betragteligt varmebidrag til Polhavet på grund af ismassernes høje smeltevarme på 80 cal. pr. gram is. Pol- havet tilføres efter overslagsberegnin- gerne i middel over året ca 33 XI O9 kcay sek, hvilket — hvis vi kan regne med sta- bile forhold —svarer til den energimæng- de, der må tilføres for at opretholde den nuværende energibalance, men først ef- ter mere systematiske observationer gen- nem en årrække vil det være muligt at 133 [18] FORÅR SOMMER JUN/JUL AUG/OKT EFTERÅR NOV/DEC VINTER JAN/MAJ ÅBNE OMRÅDER i POLHAVET AMERIKANSKE BASIN % ÅBENT VAND EURASIEU BASIN l ÅBENT VAND 12 12 11 PROCENTVIS FOREKOMST AF FORSKELLISE ISTYPER: POLAR- IS (3 M) 62 56 58 62 VINTER-IS Cl/1-2 M) 33 23 23 26 NY- IS (0-1/1 M) 5 20 18 12 Isforekomst i Polhavct. udarbejde en mere pålidelig og nøjagtig oversigt. AIDJEX I perioden 1969—1975 gennemførte Ca- nada ogUSAnord for Alaska og Canada etmeget stort forskningsprojekt, Artic Ice Dynamics Joint Experiment, AIDJEX, for studier af de komplicerede dynami- ske forhold i polisen. I projektet, der var baseret på en række bemandede eller ube- mandede stationer placeret i et bestemt mønster, deltog også u-både for at mulig- gøre observationer af isens underside, ligesom der blev anvendt fly og satellit- ter udstyret med instrumenter til elektro- magnetisk telemåling. Med anvendelse af helikoptere var det muligt at foretage kortvarige feltundersøgelser på udvalgte lokaliteter, og projektet har bidraget til at give væsentlige informationer om is- forholdene i Polhavet, specielt i Beau- fort Havet. Isforholdene i Polhavet er ikke så ho- mogene, som man umiddelbart kunne tro, og udbredelsen af isen harvarieret meget i dette århundrede, ligesom den årlige variation kan være meget markant, f .eks. kaa den sydlige grænse for isens udbre- delse fra år til år variere flere hundrede kilometer. Blandt de kræfter, der påvirker isen, kan opremses havstrømme og tidevand, overflade-vind, corioliskraften forårsa- get af jordrotationen, atmosfæriske tryk- gradienter, interne spændinger i isen og meteorologiske grænselag. Deltagerne i AIDJEX-eksperimentet oplevede et dramatisk indtryk af isdyna- 134 [19] Åben rende i ved ARLIS. Foto: Vie Hessler. mikken, da en af isdriftstationerne den 1. okt. 1975 blev delt af en ny revne i isen. Undersøgelser viser, at der findes mel- lem 6 og 12 % åbent vand i Polhavet, varierende med årstiderne og lokaliteten. Åbningerne findes ikke blot i de om som- meren isfrie randhave, men også som store åbninger havisen (polynyas) i Pol- havets centrale dele forårsaget af varie- rende vind- og strømforhold. Vor viden om isdækket og variationen i dette øges i disse år takket være intensive satellit- observationsprogrammer. Disse viser, at selv i vinterperioden findes 5-8 % åbent hav i den centrale del af Polhavet, sva- rende til et areal på ca. 350.000 km2, mens der observeres 15 % eller op mod 700.000 km2 våger eller nyisområder i sommerperioden. Gennem sommeren absorberes stråle- energi i isoverfladen, og smeltevand på isen ændrer reflektionsevnen, således at overfladen absorberer væsentlig mere varme. Man kan iagttage, at samtidig med at isen i Polhavet smelter på over- siden, kan der måles en tilvækst på isens underside. Foto: Arctic Research Laboratory, Et USAF C 47 transportfly fotograferet i marts 19G2 på T3, hvor flyet blev efterladt i 1952. Dette fænomen kan direkte iagttages ved nogle af isdriftstationerne, hvor man f.eks. efter 3 år har genfundet samme is- tykkelse på ca. 3 m ved en tidligere be- mandet station, men hvor teltene nu stod på 160 cm høje søjler, fordi teltene hav- de isoleret for varmeindstrålingen, så der ingen afsmeltning havde fundet sted. Til- svarende var et havareret DC3 fly på T3 gennem flere år et karakteristisk ken- dingsmærke for stationen, idet flyet ef- terhånden stod på en høj pedistal, som vist på fotografiet. Om vinteren, hvor middeltemperatu- ren over Polhavet i januar er ca. minus 40°, sker der en kraftig afkøling af isen, en afkøling, der rækker ned i det øver- ste vandlag. Oceanografiske målinger af temperatur og saltindhold i Polhavet fo- retaget sporadisk gennem snart et århun- drede viser relativt ensartede forhold, og det har været muligt at opdele Polhavets vandmasser i tre kategorier: — Øverst finder vi de kolde arktiske vandlag med temperaturer nær frysepunktet (—1,8°C). Dette vandlag har relativt lavt saltind- hold, 28-32 °/oo ned til en dybde af ca. 50 m, hvorefter saltkoncentrationen er 135 [20] stigende ned til 200 meters dybde. — Un- der det kolde overfladelag finder vi i området fra ca. 200 m og ned til ca. 900 m, det varmere atlantiske lag med tem- peraturer mellem O og +3° og et ensar- tet højt saltindhold på omkring 35 °/oo. Det atlantiske lag stammer fra den var- me Golfstrøm, der løber op langs den norske og sovjetiske nordkyst, mens langt størstedelen afvandmængderne på grund af den ringe vanddybde i Barenshavet passerer lige vest om Svalbard og ud i Polhavet, hvor det gradvist afkøles. Under det relativt varme atlantiske lag finder vi bundlaget, der er karakteri- seret ved en meget konstant saltkoncen- tration på 34,95 °/oo og en temperatur i dtt Eurasiske bassin på ca. minus 0,75° og i det Amerikanske bassin på ca. minus 0,35°. Aero-magnetiske målinger fra Grønlandshavet visende kraftige anomalier i området mellem Svalbard og Nordøstgrøn'and. Kilde: Office of Naval Research. Øvrige videnskabelige aktiviteter I forbindelse med gennemførelsen af de meteorologiske og oceanografiske under- søgelser i Polhavet har det været muligt at udnytte denne aktivitet til støtte for en række andre videnskabelige undersøgel- ser, som det dog kun er muligt at omtale meget kort her. Til nogle af de største geofysiske opdagelser, som de omkring- drivende videnskabelige stationer har gjort, hører russernes fund af den store 3000 m høje undersøiske bjergkæde, Lo- monosov-ryggen, opkaldt efter en berømt russisk videnskabsmand. Denne bjergkæ- de, der strækker sig hele vejen f rå de Ny- sibiriske Øer til Ellesmere Island i Cana- da og opdeler Polbassinet i to helt ad- skilte dybvandsbassiner, er af væsenetlig betydning for de oceanografiske forhold. Fra vestlige lande er der udført til- svarende geomorfologiske undersøgelser bl.a. af betydning for teorierne om kon- tinenternes drift. De seismiske undersø- gelser, der er udført, er væsentlige, både i forbindelse med undersøgelse af jord- skorpens bevægelser, men også til indsam- ling af viden om de almindelige geologi- ske forhold under Polhavet. Hertil bi- drager også de aeromagnetiske målinger, der har vist en række uregelmæssigheder eller anormalier netop i området mellem Svalbard og Nordøstgrønland. Af stor videnskabelig, men også prak- tisk betydning, er de omfattende hav-bio- logiske undersøgelser, der har kunnet iværksættes fra isflagestationerne, og her er den store udveksling af varme og kol- de vandmasser omkring Svalbard af væ- 136 [21] sentlig betydning for en række økologiske systemer. Danmark har også medvirket i ornitologiske og højarktiske zoologiske undersøgelser, hvor bl.a. Zoologisk In- stitut gennem en årrække har deltaget i internationale isbjørneundersøgelser i området fra Grønland til det østlige Svalbard. På grund af polarområdernes specielle geomagnetiske forhold er der stor inter- esse for at udføre geomagnetiske under- søgelser i området. Da jordens magnetfelt påvirker par- tikelstrålingen fra solen, forekommer der i de arktiske områder ganske specielle ionosfærefysiske forhold, der er til stor gene for radiokommunikation og radio- navigation. Disse specielle ionosfæriske forhold, er også af stor videnskabelig interesse, idet der gennem målinger og obser- vationer f.eks. af nordlys skaffes ny vi- den om specielle geofysiske forhold. På grund af magnetpolens sydlige beliggen- hed vil man fra isdriftstationer nordøst for Grønland have enestående mulighe- der for at iagttage den type nordlys, der forekommer i dagtimerne, hvor der kun her er tilstrækkelig mørkt i dagti- merne til, at nordlysene kan iagttages. Fra dansk side ydes et væsentligt bi- drag til denne videnskabelige aktivitet gennem rutinemæssig drift af geofysiske observatorier, f.eks. på Station Nord, hvor der foretages geomagnetiske og seismiske registreringer, nordlys fotogra- fering og ionosfæremålinger. Danmark varetager endvidere i samarbejde med Norge ionosfæremålinger på Jan May- en, Bjørnøya og Svalbard, ligesom danske institutioner gennem ballonmålinger fra Ismåge nær Station Nord, Foto: Fl. Jensen, juli 1979. Svalbard og Nordøstgrønland har ind- samlet data vedrørende partikelstrålin- gen fra det ydre rum (kosmisk stråling) af såvel meget energirige partikler som mere energifattige elektroner eller pro- toner. Station Nord som forsyningsbase Danske statsinstitutioner udfører i Nord- øst- og Nordgrønland en række aktivite- ter omfattende bl.a. geodætisk og geolo- gisk kortlægning samt geofysiske under- søgelser (herunder klimatologiske, seis- miske geomagnetiske og ionosfærefysiske undersøgelser). For at kunne sikre en ind- faldsport året rundt til Nordgrønland f or disse aktiviteter samt for at kunne vare- tage overvågnings- og inspektionsopga- ver, har det danske forsvar siden 1975 drevet Station Nord som en mindre, pri- mitiv dansk militærbase, permanent be- mandet året rundt. Siden 1977 har Station Nord tillige i relation til udforskning af Polbassinet lej- lighedsvis fungeret som forsyningsbase for bemandede isdriftstationer. 131; [22] „ . . Foto: T. Taagholt. aug. 1975. forsvarsminister Orla Møller, general Blixenkrone-Møller og departementschef C. Langseth ved forsvarets genåbning af Station Nord i 1975. Dette stiller naturligvis yderligere krav til stationen, og allerede i februar 1977 overførtes med C-130 fly det før- ste personale til Station Nord for vare- tagelse af opgaver i forbindelse med sta- tionens virke som forsyningsbase for to bemandede isdriftstationer, PEARL og RUBY, der etableredes i løbet af marts måned ca. 150 km nordøst for Station Nord. I operationen indgik udover trans- portfly af typen C-130 for transport af tungt udstyr til Nord 2 stk. Twin Otter, l Bell 204 helikopter, alle indchartret gennem Greenland Air Charter, samt l C-117, en såkaldt super DC-3 fra Office of Naval Research' base på Point Bar- row i Alaska. På isdriftstationerne gennemførtes i april og maj rutinemæssige meteorologi- ske observationer. De indsamlede data transmitteredes via den polar-omkred- sende satellit NIMBUS 6 RAMS sy- stem, hvor man ved anvendelse af positi- onsbestemmelsessystemet opnår en posi- tionsbestemmelse af isflagen nøjagtigere end ca. 5 km. Herudover skete bestem- melse af position via manuelt betjent sa- tellitmodtager (geoceiver) for modtag- ning af signaler fra geodætiske satellitter, med en positionsbestemmelse bedre end 100 m. Mens den nordligste station PEARL bevægede sig sydover med meget lav ha- stighed — under l sømil pr. døgn — drev RUBYca. l O-12 sømil sydover pr. døgn. Der blev desuden foretaget en række målinger af istykkelse og isstabilitet samt af andre væsentlige forhold i forbindelse med isens bevægelse. Ved hjælp af aku- stiske undersøgelser indsamledes oplys- ninger om havbundens forhold, og—gen- nem studier af lydudbredelsen i havet — tillige informationer om fysiske forhold i havet. Ved registrering med hydro foner under isflagen registreredes forbavsende meget biologisk støj bl.a. fra sæler og muligvis fra hvaler, der bevægede sig under hav- isen. Blandt zoologer er der fortsat diskus- sion om formålet med de lyde, der er re- gistreret. Standardproblemet er, om ly- dene er en art kommunikation eller om de indgår i et sonarsystem, der tillader Riometerantenne på Station Nord. Foto: J. Taagholt, april 1977. 138 [23] 4^^ Frekvensanalyse af biologisk støj (fløjtctoner fra sæler) optaget på RUBY 22. april 1977 ca. 150 km nordøst for Station Nord. sælerne at færdes i mørket under isen. Det er interessant at bemærke, at åbent- vands sælerne ikke giver lyde af den her omtalte art, mens den samme karakteri- stiske faldende tone er velkendt fraWed- dell-sælen, der lever under isdækkede områder i antarktis. FR^M-is f lagestationerne Som det er f remgået af de foregående af- snit, har der gennem en årrække været en ret aktiv forskningsindsats i Polhavet koncentreret dels om kontinentalsokkel- områderne i den sovjetiske sektor, dels om store områder i den amerikanske/asi- atiske del af Polbassinet, hvilket bl.a. og- så ses af kortene med driftsmønsteret for de mange amerikanske og russiske isfla- gestationer. Der har således ikke siden Nansens drift i 1890'erneværet en større koncentreret udforskning i den europæ- isk/russiske del af Polbassinet, altså den del, Nansen drev hen over. Fra såvel canadisk som amerikansk side har der været ønske om at uddybe kend- skabet til forholdene i denne del af Pol- havet, og enkelte stationer som RUBY og PEARL har som nævnt også været eta- bleret. 11975/76 udarbejdedes under US National Research Council en plan for en gentagelse af Nansens FRAM ekspe- dition, — denne gang med anvendelse af en moderne amerikansk isbryder af West- wind-klassen med alt hvad dette indebæ- 139 [24] «, FRAM I. April 1979. rer af tekniske muligheder for anvendel- se af moderne, avanceret videnskabeligt udstyr. På grund af den økonomiske stramning i 1970'erne blev projektet op- givet, men som et mindre ambisiøst alter- nativt projekt, har man i internationalt regi drøftet mulighederne for at gen- nemføre en serie eksperimenter, ud- ført fra isflage-stationer placeret i det meget dynamiske område mellem Po- len og Nordøstgrønland.' Komissionen f or Videnskabelige Undersøgelser i Grøn- land har for at vurdere og koordinere denne interesse, samlet interesserede vi- denskabsmænd fra en række nationer til møder i København på Danmarks Tekni- ske Højskole i januar 1978 og i januar 1979. Ved disse møder har man søgt at formulere et videnskabeligt 5-års pro- gram, der vil blive offentliggjort i løbet af foråret 1980. For at koordinere den stigende forsk- ningsindsats i det højarktiske område, har man ved Københavnermøderne eta- bleret et samarbejdsorgan Committee for High Arctic Resetrch Liaison and Infor- mation Exchange, CHARLIE, der gerne Foto: Gunnar Jensen skulle fremme internationalt videnskabe- ligt samarbejde. Med det første dagslys' tilbageven- den omkring 1. marts 1979 vågnede Sta- tion Nord op til ny hektisk aktivitet. Ligesom i 1977 - da PEARL og RUBY blev oprettet — ankom ekstra personale til Nord for sammen med ba- sens permanente danske militærperso- nale at medvirke til at gøre stationen operationsklar som forsyningsbase i for- bindelse med oprettelse af isdriftstatio- nen FRAM L Ikke blot landingsbanen skulle holdes ryddet med det tunge snerydningsmate- riel, men der skulle også skaffes plads til „handling" af de forskellige fly, der ind- gik i operationen, der skulle ryddes plads og veje til transport af byggemateriel og videnskabeligt udstyr, og der skulle klar- gøres bygninger til indkvartering af det meget ekstra personel og til transitpas- sagerer. I anden fase omkring 9. marts be- gyndte eftersøgningen af en egnet is- flage til etablering af hovedstationen, og FRAM I blev bygget på en ca. 800X 140 [25] 1600 m stor og ca. 2Vz m tyk isflage på 84,5°N, 6,0°W, omkring 330 km nord- øst for Station Nord. Gennem 2 måneder var FRAM I med sin 500 m lange landingsbane og 12 byg- ninger rammen om 17 danske, norske, canadiske og amerikanske videnskabs- mænds forskningsaktivitet samt hoved- station for 2 mindre isflagestationer op- rettet endnu nordligere i Polhavet. Med de forventede havstrømme skulle FRAM I foretage en støt og langsom drift fra Polhavets dybhavsbassin mod de stejle skrønter ved den nordøstgrøn- landske fastlandssokkels ydre grænser. Men en isdriftstations kurs og hastighed lader sig ikke forudbestemme, og mod forventning gik kursen — som det ses på kortet — gennem uger nordpå, og først omkring 20. april indstillede isflagen sig på at imødekomme forventningerne om en støt sydlig driftrute. Havdybden blev målt regelmæssigt med en trykmåler (et bathometer) og der blev under hele perioden rutinemæs- sigt indsamlet meteorologiske og oceano- grafiske data. Den danske deltagelse i projektet var koncentreret om hav-biologiske og zoo- geografiske undersøgelser. Takket være tungt udstyr lykkedes det at få taget 13 bundprøver fra dybder ned til ca. 4.000 m, og der blev herved konstateret omkring 50 forskellige dyre- arter på havbunden, heraf 6 hidtil helt ukendte arter. Området omkring Svalbard har kraf- tige havstrømme med stort indhold af næringssalte, der giver mulighed for en stor produktion af plankton, der som første led i en fødekæde er af væsentlig .20- -10- O- FRAM l's drijtsmtc Ira 20. marts til 1. august 1979. Kilde: Norsk Polarinstitut. betydning for dyrelivet. Det er imidler- tid kun i de øverste 50 m af de kolde arktiske vandlag, der er lys nok til den fotosyntese, der skal til for at opbygge det organiske stof, der som encellede planter udgør en væsentlig bestanddel af havets plankton. Fra FRAM I blev der foretaget undersøgelser af den ret be- grænsede planktonproduktion i den nord- østgrønlandske havstrøm, hvor isdækket forringer lysforholdene, hvorfor plank- tonproduktionen f.eks kun udgør få pro- cent af produktionen i Nordsøen målt pr. arealenhed. Som led i det internationale samar- bejde mellem World Wildlife Founda- tion (Verdensnaturfonden) og Interna- tional Union for Conservation of Na- ture, gennemførtes med dansk deltagel- se undersøgelser af isbjørnes aktivitet i havisen. Isbjørne blev for første gang i dansk område forsynet med en radiosen- der, som gjorde det muligt via satellit- modtagning at følge isbjørnenes vandrin- ger. 141 [26] Foto: J. TaagTioIt. Qanaq olU. 1964. Det arktiske miljø er af væsentlig betydning for den lokale befolkning. Af ialt 7 isbjørne, der blev mærket, blev 4 forsynet med senderudstyr. Ob- servationerne viste, at isbjørne daglig kan tilbagelægge ganske betydelige af- stande. De er således langt mere aktive end tidligere antaget; — en isbjørnemor med to unger vandrede f. eks. mere end 40 km om dagen. Til sommer vil de danske havbiologer sammen med andre danske forskere igen være i aktivitet i området mellem Svalbard og Nordøstgrønland, idet de deltager i den svenske YMER-80 ekspedition med den svenske statsisbryderYMER, der er stillet til videnskabens rådighed til minde om den forsknigsindsats, der for 100 år siden blev ledet af A. E. Nordenskiold. Mens det indsamlede materiale fra FRAMI i øjeblikket analyseres, foregår forberedelserne til oprettelse af FRAM II ved selve Nordpolen i marts 1980 samtidig med, at det internationale vi- denskabeige program for FRAM III i 1981 er ved at blive formuleret. Netop på grund af det højarktiske områdes industrielle udbygning og sti- gende betydning specielt i Sovjet, men også i Alaska og Canada, er det væsent- ligt at udveksle informationer og erfa- ringer internationalt - på tværs af såvel faglige som politiske skel — blandt andet for at sikre en beskyttelse af det sårbare og hidtil ret uberørte arktiske miljø. For at imødkomme dette behov, har man i 1979 etableret en international ARK- TISK KOMITE, der netop skal virke som forum for sådanne uformelle tvær- faglige drøftelser. I foråret 1980 har man ved et møde i Royal Geographical Society i London i Arktisk Komite for eksempel drøftet de specielle arktiske mil- jøproblemer, der jo også har stor betyd- ning for det grønlandske samfund. 142 [27] Oversigt over væsentlige passager af Pol havet Skibet Jeanette, USA................................ sept. 1879 - maj 1881 Skibet Fram (Nansen), Norge............................ okt. 1893 - jan. 1890 Nansens slæderejse, Norge ............................ marts 1895 - sept. 1895 Ballonen Ørnen, (Andrée), Sverige........................ 1896 Robert Peary, USA, Nordpolen .......................... febr.-april 1909 Skibet Karluk, (Stefanson og Barlett), Canada.................. 1913 Første bemandede isflagestation, (V. Stefansson og S. Storkerson), Canada .. 1918 Skibet Maud, (Amundsen), Norge.......................... sept. 1922 - jan. 1924 Første flyvning til Nordpolen, (Byrd), USA .................. maj 1926 Trans polar luftskibsflyvning, (Amundsen), Norge .............. maj 1926 Trans polar flyvning, (Wilkins), USA...................... april 1928 Isflage Northpole-1, (Ivan Papanin), USSR.................... maj 1937 - jan. 1938 Skibet Sadko, USSR ................................ okt. 1937 - jan. 1938 Skibet Seedov, USSR ................................ nov. 1937 - jan. 1939 Isflage No-rthpO'le-2, USSR ............................ apr. 1950 - jan. 1951 Isflage Fletcher's T-3, USA ............................ apr. 1952 -jan. 1970 Rutinemæssig, kommerciel transpolar ruteflyvning, (SAS) .......... 1954 Isflage Northpole-3, USSR ............................ juli 1954 - jan. 1955 Isflage Northpole-3A, USSR ............................ aug. 1954 - jan. 1955 Isflage NorthpoIe-4, USSR ............................ nov. 1954 - jan. 1957 Isflage Northpole-5, USSR ............................ apr. 1955 - jan. 1956 Isflage Northpole-6, USSR ............................ maj 1956 - jan. 1958 Isflage Alpha, USA ................................ april 1957 - jan. 1958 Isflage Northpole-7, USSR ............................ maj 1957 - jan. 1959 Atomubåd Nautilus, USA, (transpolar)...................... aug. 1958 Atomubåd Scate, USA, (Nordpolen)........................ marts 1959 Isflage Northpole-8, USSR ............................ maj 1959 - jan. 1962 Isflage Charlie, USA ................................ juni 1959- Isflage Northpole-9, USSR ............................ maj 1960 - jan. 1961 Isflage Arlis-I, USA ................................ sept. 1960 - jan. 1961 Isflage Arlis-II, USA ................................ juli 1961 - jan. 1965 Isflage Northpole-10, USSR ............................ nov. 1961 -jan. 1964 Isflage Northpole-11, USSR ............................ maj 1962 - jan. 1963 Isflage Northpole-12, USSR ............................ maj 19G3 - jan. 1965 Isflage Northpole-13, USSR ............................ maj 1964 - jan. 1967 Isflage Northpole-14, USSR ............................ maj 1965 -jan. 1966 Isflage Northpole-15, USSR ............................ april 1966 - jan. 19G8 Britisk Trans-Arktisk slæderejse.......................... marts 1968 - jan. 1969 Isflage Northpole-16, USSR ............................ maj 1968 -jan. 1970 Isflage Northpole-17, USSR ............................ juni 1968 - jan. 1969 Isflage Northpole-18, USSR ............................ nov. 1968 - jan. 1970 Isflage Northpole-19, USSR ............................ nov. 1969 - jan. 1970 Isflage Northpole-20, USSR ............................ maj 1970 - maj 1972 Isflage Northpole-21, USSR ............................ maj 1972 - maj 1974 143 [28] Isflage Northpole-22, USSR............ .. .............. sept. 1973 - Isflage Aidjex, USA ................................ marts 1974 - okt. 1975 Isflage NorthpoIe-23, USSR ............................ dec. 1975- Isflage Pearl, USA .................................. mart/april 1977 Isflage Ruby, USA ................................ mart/april 1977 Atomisbryder Arktika, USSR, Nordpolen .................... august 1977 Isflage NorthpoIe-24, USSR ............................ april 1978- Isflage Fram I, USA ................................ marts/maj 1979 Isflage Lorex, Canada .............................. marts/maj 1979 Isflage Fram II, USA .............................. marts 1980 Nationale og interkontinental flyruter i det arktiske område. Kilde: National Forcign Assessment Center. 144 [29]