[1] De indfødtes kamp for deres landrettigheder i Nordcanada af Inger-Lise Nielsen OLUMBIA .'. ALBERTA .' i' SASKAT- Kort fra »Vort land, vort liv. Udvikling og oprindelige rettigheder i artisk Canada«, redigeret af Helge Kleivan og Karen Nørregaard. Institut for Eskimologi, København 1976. Den vestlige verdens ekspansion ud over resten af verden til selv fjerne steder be- boet af etniske minoriteter har medført, at disse etniske minoriteter er begyndt at organisere sig og gøre krav på de land- områder, de nogle steder er blevet frarø- vet, eller at de kræver medbestemmelse over deres landområder. De senere års rå- 153 [2] stofmangel har medført, at nationalsta- terne, f or at kunne fortsætte deres vækst- programmer, er begyndt at udnytte ikke- fornyelige ressourcer (olie og mineraler) i minoritetsgruppernes områder. Det er meget få steder, der er fundet løsninger på problemet ikke-fornyelig ressourceud- nyttelse kontra fornyelig ressourceudnyt- telse. / Canada er der langt fra fundet en løsning. I det følgende vil jeg søge at beskrive de indfødtes kamp dersom eks- empel på den kamp, der foregår overalt i den 4. verden. Der er selvfølgelig andre indfødte grupper i Canada med tilsvarende pro- blemer end dem, jeg her vil beskæftige mig med. Min afgrænsning skyldes to ting: 1) det er territorier, som har et andet forhold til føderalregeringen end provin- serne (føderalregeringen alene bestem- mer over ressourceudviklingen. Territor- rialregeringernes magt er meget begræn- set, de er først og fremmest rådgivende og er afhængige af økonomisk støtte fra føderalregeringen). 2) der er områder,hvor deindfødte har ejendomsretten. For en del af Macken- ziedistriktet findes der ganske vist 2 trak- tater (nr. 8 og 11), men disse tillader jeg mig at anse for tvivlsomme, da de af indianerne betragtedes som freds- og venskabstraktater og ikke som landaf- ståelsestraktater. Endvidere synes der at have været snyderi ved underskrivelsen af traktaterne.1 Yukon og N.W.T. udgør tilsammen over Vs af hele Canada. I Yukon bor der 18.388 mennesker, hvoraf de 6000 er in- dianere* og i N.W.T. bor der 34.807, heraf ca. 13.000 indianere og 15.000 inuit (eskimoer). Hele Canadas befolk- ning er på 21.568.311.2 Økosystemet i territorierne kan kende- tegnes ved sin simpelhed, en simpel føde- kæde, dvs. få arter, der eksisterer her. Desuden store svingninger i bestandenes størrelser og lave vækstrater. Altså om- i åder, der er meget følsomme og sårbare over for forstyrrelser som f. eks. forure- ning. I den Kongelige Proklamation af 1763 nævnes for første gang indianernes ret- tigheder. I denne lov opstilles der proce- durer om ophævelse af de indfødtes ret- tigheder, dvs. retningslinier for indgåelse af traktater. I 1876 kom den første indi- anerlov (Indian Act), hvor føderalrege- ringen fik ansvar for og kontrol over in- dianerne. Inuit, der som følge af deres perifære geografiske placering levede re- lativt i fred langt op i tiden, blev fra 1939 i lovgivningen betragtet som india- nere og fik ret til samme særbehandling som disse. * 3000 status og 3000 ikke-status indianere i Yukon 7000 status samt 6000 ikke-status indianere i N. W.T. Denne opdeling i status og ikke-status er ren administrativ påført af føderalregeringen. Statusindianerne er registreret i DINA (De- partment of Indian and Northern Affairs - parallel til grønlandsministeriet), der har særligt ansvar for dem. De har visse særrettigheder og er underlagt visse begrænsninger. Ikke-status indianere er folk, der af forskellige -ofte tilfæl- dige - grunde ikke er registreret som indianere. Metis (blandinger af hvide og indianere) hører til denne gruppe, som er almindelige borgere med almindelige rettigheder. Til trods for, at mange af dem lever traditionelt som indianere har de ikke samme muligheder som statusindia- nerne for økonomisk støtte o. lign. fra føderal regeringen. 154 [3] Kontakttiden: For ca. 300 år siden begyndte de hvide at få indflydelse på den traditionelle levevis, idet russerne begyndte at handle med kystindianerne. Ved denne handel opstod de første kom- mercielle pelsjægere. I 1840 oprettedes den første handelsstation af Hudson Bay Company, hvor der for alvor blev kontakt med indianerne og i mindre grad med eskimoerne. Senere kom missionæ- rer, hvalfangere og guldgravere til. Som følge af de hvides indmarch i området sendte den canadiske regering politi der- op, dels for at opretholde lov og orden dels for at sikre canadisk suverænitet. Det var således først omkring det 20. århundrede, at den canadiske regering påtog sig et medansvar for de indfødte. Siden den første kontakt er de ind- fødte gradvis blevet mere og mere af- hængige af storsamfundet. I begyndelsen fungerede de som en slags „turistførere" og senere opstod der handelsrelationer. Med tiden skete der også en tilflytning til byer, når man ikke længere kunne klare sig på tradtionel vis — blå. p.gr.a. overfangst — og fordi undervisning og uddannelse næsten udelukkende foregår i byerne. Trods den større afhængighed af storsamfundet er denne periode op til ca. l Q 60 dog kendetegnet af, at storsamfnn- det har brug for de indfødte. De hvide havde nemlig ikke teknologi til at klare sig i de arktiske områder. Moderne tider Den alvorligste situation for de indfødte opstod med industriudviklingen. Man har ikke længere brug for dem, men man er interesseret i de områder, de uheldigvis bebor og udnytter. De hvide ved, hvad de vil have og hvordan de skal få det. Indtil sidst i 1960'erne anså man det nordlige Canada for en enorm ødemark. Men da den vestlige verden begyndte at få energiproblemer, begyndte de multi- nationale olieselskaber at interessere sig for de arktiske områder. I 1968 fandt man olie i Prudhoe Bay, Alaska, og her- efter voksede også interessen for det nordlige Canada. Føderalregeringen op- fordrede til og tilskyndede olie- og gas- eftersøgninger. Der var pludselig opstået en trussel mod de indfødtes landområ- der. Man fandt da også gas i området og gik i gang med at løse transportproble- met. En plan gik ud på at lave en gasrør- ledning ned gennem Mackenziedalen, men denne plan stødte på stor modstand fra indfødte organisationer og miljøgrup- per. Føderalregeringen nedsatte så en undersøgelseskomite, der kom frem til at: 1) projektet burde udsættes i 10 år, så der var tid til at foretage tilstrække- lige miljøundersøgelser og til at få en af- tale i stand med de indfødte om deres landkrav. Denne plan er indtil videre lagt på hylden og man har i stedet besluttet sig for en rute gennem Alaska og ned i det sydlige Yukon via den allerede eksisteren- de Alaska Highway og videre tilAlberta. Der har været flere andre forslag frem- me (blå. rørledning fra de arktiske øer ned gennem den vestlige del af N.W.T. samt at udskibe olien/gassen). Nu betegnes det nordlige Canada som „thelastfrontier", det sidste store ubrug- te fond af naturresourcer. I Sydcanada anser man Nordcanada som en mulighed for industriel ekspansion. Storsamfundet 155 [4] ser området som et „varehus" med res- sourcer beregnet for industribyerne i sy d. Men for den indfødte befolkning er Nordcanada ikke nogen „last frontier", det er deres hjemland. Det er det land, de i århundreder har beboet og levet af, de har udnyttet fornyelige ressourcer på en sådan måde, at der har været balance i naturen. Og med den nye type udvikling (indu- striudvikling) der ikke har brug for be- folkningen men kun for landet, er der vokset indfødte organisationer frem, som kræver kontrol over udviklingen via aner- kendelse af deres ejendomsret til landet. Organiseringen af de indfødte er især sket i de sidste 10 år. Ud over truslen om industriudvikling kan „The White Pa- per" (hvor man foreslår ophævelse af indianernes særrettigheder) også ses som en væsentlig baggrund for deres organi- sering. Nu findes CYI (Council for Yukon Indians), der forhandler landkrav for alle indfødte i Yukon, NIB (National Indlån Brotherhood) for satusindianer- ne i Canada, hvis underafdeling N W T IB (Indian Brotherhood in NWT), senere kaldet Dene Nation, forhandler krav for Mackenziedalen. Metis Association, som varetager Metis og ikke-statusindianernes interesser i samme område, oglTC (Inuit Tapirisat of Canada) for alle inuit (eski- moer). Endvidere er COPE (Committee for Original Peoples Entitlement), en underorganisation af ITC, aktuel i denne sammenhæng, da den fremsatte sit eget landkravsforslag for det vestlige arkti- ske område i 1977. Disse organisationer har alle fremsat landkrav overfor føderalregeringen, kra- vene begrundes med oprindelige rettig- heder. Oprindelige rettigheder er den ejen- domsret, som indfødte folk har med ud- gangpunkt i deres oprindelige brug og besiddelse af et land. Igennem Canadas historie er der en klar anerkendelse af oprindelige rettig- heder, og der findes tilkendegivelser om, at disse rettigheder ikke kunne beskæres uden efter samråd mellem de indfødte og fødralregeringen. Erstatning skulle betales ved ophævelse af disse rettig- heder. Der findes en række eksempler på lovgivning, retsafgørelser og administra- tive beslutninger som bekræfter den nævnte påstand.3 De forskellige indfødte organisationer har alle brugt tid og folk på at bevise deres behov for og tilknytning til de kræ- vede områder. Der er foretaget under- søgelser af, hvor store områder en per- son bruger til jagt, og bosætningsmønstre er blevet undersøgt. Heraf fremgår det, at „mindst 60 % af Dene-folket bruger landet konstant"4; ligeledes har NIB's medarbejdere fundet ud af, at en person normalt bruger 625 km2 til jagt. I ITC's undersøgelser er man kommet frem til, at hver jæger bruger ca. 500 km2. Føderal- regeringen har ment, at de indfødte var blevet mindre mobile end tidligere. Først handelsstationerne og senere muligheder for lønarbejde har man regnet for fakto- rer, der ville medvirke til større bofast- hed og mindre jagt. Men undersøgelser har vist, at f.eks. snescootere har gjort det muligt at udnytte et større område end tidligere. „Faktisk udnytter folk lan- det mere nu end i den normadiserende 156 [5] periode. Lønarbejde har ikke kunnet er- statte jagt og fiskeri som hovederhverv, men er tværtimod blevet integreret i den traditionelle økonomi"5. Fælles for landkravene er, at man ønsker at opnå kontrol og en eller anden form for medbestemmelse i sit område. Man understreger, at man ikke er imod udvik- lingen, men at man vil have mulighed f or at deltage og kontrollere den. Desuden understreger rnan, at man ikke er sepera- tister. „Vi ønsker hverken apartheid eller assimilation. Vores kamp drejer sig om deltagelse, en deltagelse, der vil betyde, at vore oprindelige rettigheder bliver bi- beholdt. Vi ønsker en grad af selvbestem- melse = kontrol".6 Følgerne af landkravene strækker sig fra l) ophævelse af ejendomsretten over 2) delvis ophævelse af ejendomsretten til 3) anerkendelse af ejendomsretten. Jeg vil nu redegøre for hovedtrækkene i de enkelte landkrav begyndende fra vest med CYIs krav, „Together Today for Our Children Tomorrow" for Yu- kon, fremsat i 1973. Forslaget omfatter alle af Yukon-in- diansk afstamning, og man kræver et mindre landområde samt jagtret i resten af Yukon. Endvidere ønskes kompensa- tion for tidligere udnyttelse af deres om- råder og garanti for indiansk deltagelse i og udnyttelse af ikke-fornyelige ressour- cer. Man vil styre egne anliggender og have garanti for indiansk deltagelse i ter- ritorialregeringen. I de følgende år foregik der forhand- linger mellem CYI, føderalregeringen og »Together Today for Our Children Tomorrow«. Fra CYI's forslag i Yukon. territorialregeringen uden, at der endnu er nået nogen løsning. I 1978 offentliggjorde CYI en slags „pakkeløsning", hvor man talte om Yu- konindianernes regering som parallel til territorialregeringen. Nu ønker man sin egen regering, det der betyder noget er den politiske magt.Dette forslag kom- mer nærmest ved 2) delvis ophævelse af ejendomsretten. Umiddelbart virker CY Is krav „blidere" end kravene i N.W.T., måske fordi indianerne kun udgør Vs af befolkningen. M e tis Associations landkrav: Efter uenighed med NIB om Dene-er- klæringen (se næste afsnit) fremsatte Metis Ass. sit eget landkrav i 1977. „Our Land, Our Culture, Our Future": Kravet gælder alle indfødte i Macken- ziedalen. Man kræver brugsret til tradi- tionelt udnyttede områder og vetoret for udviklingen i territoriet. Man ønsker kompensation for tidligere udnyttelser og 157 [6] PROPOSED POLITICAL DIVISION OF THE NORTHWEST TERRITORIES MACKENZie VAl-LEV TERRITORV Metis Ass.'s landkrav for alle indfødte i Mackenziedalen. Fra Native Perspective, vol. 2, No. 6, 1977. for tab af landområder. Via royalty (af- gifter for ikke fornyelig ressourceudnyt- telser), vil man financiere uddannelses-, socialt- og økonomisk program. Man øn- sker større magt til territorialregeringen og ændring af valgreglerne for at sikre de indfødte indflydelse. I øvrigt foreslås N.W.T. opdelt i to nye territorier, hvorved det ene af de to nye territorier bliver Mackenzie Falley Territory. Her tales der kun om brugsret og ikke ejendomsret, måske fordi Metis vil have svært ved at påberåbe sig oprindelige rettigheder. Her er nærmest tale om 2) delvis op- hævelse af ejendomsretten. D ene-indianernes landkrav 11976 fremsatte NIB forslag til en prin- ciperklæring om landkrav mellem Dene og føderalregeringen. Man krævede anerkendelse af sine ret- tigheder og dannelse af nye relationer til Canada. Ret til selvbestemmelse som et 158 [7] Dcne-indianernes landkrav. Fra: Vort land vort liv, 1976. særskilt folk, altså selvstyre indenfor fø- derationen. Forslaget skal gælde alle ind- fødte i området. Man ønsker kompensa- tion for tidligere brug af sit område og en økonomisk udvikling, der er baseret på fornyelige ressourcer. Uenighed mellem Dene og Metis med- førte 2 landkravsforslag for det samme område. Føderalreg. har lagt bl.a. øko- nomisk pres på de to organisationer for at få dem til at enes om et fælles krav, dette er dog ikke lykkedes. I juli 1977 blev foreslået en Metro- model, dvs. at N.W.T. skulle deles i 3 territorier: l med Dene-majoritet, l med Inuit-majoritet og l med ikke-indfødtes majoritet. Desuden en slags overordnet regering efter Metro- eller FN-model, der skal tage sig af fælles sager. Her er tale om 3) anerkendelse af ejen- domsretten. Senere — 1979 — er der kommet et oplæg om anerkendelse af Dene Na- tion gennem Dene regering. Man øn- sker magt næsten som provinserne samt speciel oprindelig magt (aboriginal pow- ers), omfattende relationer til andre op- rindelige folk (såvel nationale som inter- nationale) og begrænsninger i den føde- rale magt (Dene regeringen skal bl.a. 159 [8] have vetoret overfor udnyttelsesprojek- ter). ITCs forslag, „Nunavut": I februar 1976 præsenterede ITC sit forslag, „Nunavut", for føderalregerin- gen; men i slutningen af 1976 blev det trukket tilbage, fordi lokalbefolkningen var utilfredse med det. I 1977 præsente- redes et nyt forslag, en principaftale, der meget ligner Dene-indianernes erklæring. Man understreger, at de oprindelige ret- tigheder skal anerkendes, og at man har rer til selvbestemmelse. Med dette forslag er der tale om 3) anerkendelse af ejen domsretten. (Det førsteNunavut-forslag er stort set identisk med COPEs forslag, som der redegøres for senere). I efteråret 1979 har ITC fremsat sit sidste Nunavut-forslag. Her tales om Nunavut-territoriet, som i første omgang skal have den samme magt, som den nu- værende territorialregering. Efter 15 år ønskes provinsstatus og samme magt, som provinserne har, samt større magt over planlægningen, brugen af land (land use) og kontrol med dette. Man vil sta- dig gøre krav på landområder udfra op- rindelige rettigheder og håber på ejen- domsret til en stor del af Nunavut-terri- toriet. Det, man her tager hul på, er den politiske udvikling i Nunavut, man for- venter så, at landkravsspørgsmålet afgø- res senere. Dvs. 2) delvis ophævelse af ejendomsretten. COPEs furslag, „Inuvialuit Nunangat": Efter tilbagetrækningen af Nunavutfor- slaget, som COPE indgik i, fremsatte CQPE sit eget forslag, da man følte, at det hastede med at få en aftale i stand p. gr.a. truslen om en rørledning samt olie- og gasudvinding i området. Men manøn- ker stadig at være en del af et senere Nunavut territorium. COPEs krav gælder for den vestlige del af „Nunavut". Forslaget (og der med også ITCs første forslag) skal gælde for personer af inuitafstamning, mindst J/4-blods inuk; desuden er der tale om en bopælspligt på mindst 10 år. Landområdet deles med ca. Vs, hvoraf man har almindelig kol- lektiv ejendomsret, og Vs, hvor staten har ejendomsretten, og inuit har eksklu- sive jagtrettigheder. Man kræver royalty (3 %), som skal bruges til at sikre inuits deltagelse i udviklingsprojekter. Endvi- dere kræver man kontrol over ikke-for- nyelige ressourcer. I disse forslag er der tale om 2) delvis ophævelse af ejendoms- retten. 14. juli 1978 offentliggjordes COPEs og føderalregeringens „joint position pa- per", deres forhandlingsresultat. Det var så meningen, at den endelige aftale skulle underskrives inden 31.10.79, men i mel- lemtiden havde der været parlaments- valg i Canada, og den nye konservative regering ville ikke skrive under (uoffici- elt fordi de indfødte havde fået alt for weget!) Men lad os se på, hvad COPE egetlig opnåede: Specifikke rettigheder, fordele og kom- pensation i bytte for eksisterende land- rettigheder — altså ophævelse af oprinde- lige rettigheder. Et landområde på ca. 12.000 km2 (man havde krævet 162.000 km2) Ingen royalty men erstatning på 45 mill. dollars betalt over 14 år. Ende- lig fik man løfte om større lokal magt. Samtlige andre indfødte organisatio- ner tog afstand fra aftalen og understre- 160 [9] Det foreslåede Nunavut-territoriurm. Fra: Vort land, vort liv, 1976. gede, at det ikke er den slags aftale, man vil være tilfreds med. Samtlige organisa- tioner understreger, at det er den politi- ske magt og kontrol, der betyder noget. James Bay-aftalen I november 1975 blev den første land- kravsaftale i nyere tid indgået mellem to indfødte grupper - Cree-indianerne og inuit i Québec-provinsen — på den ene side, og provins- og føderalregeringen på den andert side. Aftalen blev ophøjet til lov i 1977. De indfødte grupper var under stort pres, fordi James Bay vandkraftspro- jekt allerede var i fuld gang — de havde næppe andet valg end at tage, hvad de blev tilbudt, i hvert fald fortsatte James Bay-projektet under alle omstændigheder. Aftalen drejer sig stort set om to ting: a) land og b) penge. a) Landet deles i 3 kategorier: l) om- råder med indfødtes ejendomsret ialt 13.000 km2 eller 1,3 % af de traditionelt udnyttede områder. 2) områder, der ejes af provinsregeringen, men hvor de ind- fødte har eksklusive jagtrettigheder, men James Bay projektet har forret, 150.000 km2, 3) områder, der ejes af provinsen, dvs. 100.000 km2, og 161 [10] b) erstatning på 225 millioner dollars. Direkte kompensation på 75 mill. betalt over 10 år og royalty fra vandkrafts- projektet på 75 mill., endelig 25 % roy- alty i 20 år. Alle andre indfødte organisationer var imod denne aftale, idet man understre- gede, at man ikke ville bytte land for penge. Det var ikke den slags løsning, man ville være tilfreds med. Føderalre geringens holdning Det tidligere omtalte „White Paper" (hvor de indfødtes særrettigheder fore- slås ophævet) blev opgivet p.gr.a. den store modstand fra de indfødte. Efter en højesteretsafgørelse i 1973 (the Nishga Land Claim Case), hvor begrebet op- rindelige rettigheder anerkendes, udtalte føderalregeringen, at de indfødte nok havde flere rettigheder, end man før tro- ede. Senere \1973 offentliggjordes en/>o- licy statement (politisk erklæring) om landkrav, hvori man fastslog, at man ville forhandle de indfødtes krav ud fra begrebet „aboriginal interest" (oprinde- lig interesse), der kan indeholde ting som: landområder,jagtrettigheder, kom- pensation, indtægtsdeling ved ressource- udnyttelse og deltagelse i lokale og regi- onale regeringsstrukturer. Ved at bruge begrebet aboriginal interest i stedet for oprindelige rettigheder undgår man be- hændigt juridiske forpligtelser. Det er nu gjort til et spørgsmål om politisk •vilje i stedet for opfyldelse af nogle juridisk betingede krav. I de følgende år foregik der mere eller mindre helhjertede forhandlinger med de indfødte organisationer uden no- get resultat. I 1977 fremkom der en ny policy sta- tement, hvori det understreges, at man ikke ville forhandle nogle grænser, der var baseret på etnicitet, idet man sagde, at det var lig med racisme (der tænkes på Denes og ITCs andet forslag). Endvidere blev det fastslået, at f øde- ralregeringen ville bibeholde magten over de ikke-fornyelige ressourcer, ligeledes skulle territorialregeringerne også blive ved at bestg. Man erklærede, at COPEs aftale lå tæt på, hvad man anså for rime- ligt. Man lovede at styrke de indfødtes magt i territorialregeringerne ved at æn- dre valgreglerne, og via landkravsaftaler kunne de indfødte få del i ejendomsret- ten samt kontrol med fornyelige ressour- cer og med uddannelse. / august 1978 holdt Faidkner (mini- ster for DINA) en tale, vel nok det mest konkrete eksempel på, hvad føde- ralregeringen anså som rimelige løsnin- ger: Han talte om at styrke lokalråd (band councils) og regionale råd. Indføre lokal- autonomi ved overførsel af magt til lo- kalrådene (uddannelse, jagtrettigheder og landaftåelser). Han forestillede sig, at denne art selv- bestemmelse ville forme sig som et „char- tersytem", hvor lokalrådene selv kunne bestemme hvor megen magt og ansvar, de ønskede at overtage, og endelig hvor- når, de følte sig i stand til dette. Dette forslag lignede mest et forsøgpå at split- te de indfødte organisationer, idet lokal- rådene står langt svagere i en forhand- lingssituation end de landsdækkede orga- nisationer vil gøre. Faidkner talte over- hovedet ikke om „de store løsninger" — landkravsforslagene — så man kunne nn- 162 [11] dre sig over, at føderalregeringen på den ene side støtter de indfødtes organisatio- ner økonomisk, hvis man få den anden side ikke vil tage deres forslag alvorligt. Føderalregeringens holdning må nær- mest blive 2) modificeret ophævelse af ejendomsretten, idet man fortsat vil satse på udnyttelse af ikke-fornyelige ressour- cer, men man vil dog give de indfødte mulighed for at deltage i denne udvik- ling. Endvidere vil man give dem et land- område af en vis størrelse og en vis lokal magt. fornyelig ressourceudnyttelse, hvor det gælder om at få en hurtig aftale i stand? Henvisninger: 1) Se Fumoleau, Rene: »As lang as this land shall last«. Toronto 1975. 2) Canada Year Book, special edition. (Ottawa 1978). 3) »Vort land, vort liv« s. 21 (Kbhvn. 1976). c 4) Bulletin, nr. l, 197C, s. 10. tS 5 »Vort land. vort liv«, s. 62. ^ 6) Native Perspective, vol. 2 nr. 3. 1979. s 7) Native Perspective, vol. 3 nr. 1. 1979. % Sammenfatning: Der ser ud til at være stor afstand mel- lem, hvad føderalregeringen på den ene side og de indfødte organisationerpå den anden side anser for tilfredsstillende og rimelige løsninger. De resultater, der er opnået (James Bay og COPE aftalen), ser ikke for lovende ud, man kunne fri- stes til at kalde disse to løsninger for „pay off" - føderalregeringen har købt de indfødtes rettigheder for en sum pen- ge. De andre indfødte organisationer har da også taget afstand fra de to af taler. De har tværtimod understreget, at man ikke vil sælge sit land. Det er ikke et spørgs- mål om penge, men om magt og kontrol i sine egne områder. Man kan have føde- ralregeringeri mistænkt for at trække af- gørelserne i langdrag bl.a. med Drury- kommissionen (der skal foreslå konstitu- tionelle ændringer i N.W.T.) og en igangværende revision af indianerloven. Måske venter man på, at de indfødte ikke længere udgør befolkningsmajorite- ten i N.W.T., eller man venter måske på, at der skal opstå pres p.gr.a. ikke- Litteratur: Udover nævnte »værkex« under henvisningerne: Agrccmcnt in Principle between Dene Nation and HerMajesty theQueen in right of Canada, 197G. Berger, Thomas: »Nothern Frontier - Nothern Homeland«.The Report of theMackenzie Valley Pipeline Inquiry, vol. l, Ottawa 1977. Hunt, Constance i Nothern Transistions vol. II, s. 5-35 »land claims, implication for land use and resource management«. Ottawa 1978. »Indian Claims in Canada«, Indian Claims Com- missions Research Resource Center, Ottawa 1975. »Inuit Tapirisat of Canada«, et lille introduktions- hæfte. 1977. »Inuvialuit Nunangat« the proposal for an Agree- ment-in-Principle between the Government of Canada and COPE. 1977. »Inuvialuit Land Rights Settlement« agreement in principle. 1977. Kleivan,H. og Nørregård K: »Vort land, vort liv«. Kbhvn. 1976. »Native perspective« udgives af Nat.Ass. of Friend- ship centers, Ottawa. Nielsen, Inger-Lise: »Indfødte gruppers kamp for deres landrettigheder i det nordlige Canada, dvs. Yukon og N.W.T.«. Specialeopgave, Kø- benhan 1979. »Nunatnit« a proposal for the settlement of inuit Lands in N.W.T., ITC, Ottawa 1976. »Our land, our culture, our Juture«. Metis Ass. Yellowknife. 1977. »Together Today for our Childern tomorrow«. CYI. 1977. »Yukon Indian News«, Y e Se To Communications Society, Whitehorse, Yukon. 163 [12]