[1] Begrebet oprindelige rettigheder Historisk baggrund og retlig praksis i Nordamerika af Douglas Sanders ved Jens Brøsted Da den norske regering i efteråret 1979 besluttede at udsætte anlægsarbejdet på vandkraftprojektet for Alta-Kautokeino vandløbet i Finmarken, skabte det en ny opmærksomhed i Norden om urbefolk- ningernes - Den fjerde Verdens - livssituation og retsstilling. Udsættelsen skete ikke med den norske regerings gode vilje, men blev fremtvunget af en demonstration ved det såkaldte nulpunkt ved Stilla, hvor anlægsmaskinerne gennem flere måneder fy- sisk blev forhindret i at starte arbejdet - og denne demonstration blev senere forstærket ved en samisk sultestrejke foran Stortinget i Oslo. I Norge skabte begivenhederne stærke indrepolitiske spændinger, som endnu giver politiske tømmermænd: udførel- sen af lovlige, demokratiske beslutninger var ble- vet forhindret ved demokratisk civil ulydighed. Efter anlægsarbejdet var udsat, blev der på Tromsø Museeum, Tromsø Universitet, arrangeret et forskningsseminar »Urbefolkningens rettigheder - hvad med norsk retspraksis« i dagene d. 7.-8. november med deltagelse af bl. a. den canadiske ekspert i urbefolkningsret, Douglas Sanders, der er professor ved det retsvidenskabelige fakultet ved University of British Colombia i Vancouver. Ved konferencen talte Douglas Sanders om »begrebet oprindelige rettigheder-historisk baggrund og ret- lig praksis i Canada.« Hovedparten af professor Sanders fremstilling gengives her i direkte citat baseret på båndudskrift. Enkelte mindre fyldord og kortere passager, som ikke bidrog grundlæggende til sagsfremlægningen, er her udeladt, men frem- stillingens form af en tale er ellers bevaret. End- videre er nogle afsnit af mere speciel art gengivet i referat. Et formøde for seminaret blev afholdt på Oslo Universitet d. 5.11.79: Urbefolkningens ret til land - samernes rettigheder. Professor Douglas Sanders Fot: Jens Brøstcd. på formødet i Oslo den 5. november 1979. Begge møder, men særlig seminaret i Tromsø, var velbesøgt af repræsentanter for regering og retsvæsenet, herunder en vicestatsminister, rege- ringsadvokaten (dvs. statens procesfuldmægtige) og et medlem af højesteret. Panelsammensætningen og de mange indbudte observatører med taleret og forsamlingen iøvrigt førte til gode muligheder for en dybtgående diskussion, som det desværre ikke kan lade sig gøre at referere her. De samlede forhandlinger fra konferencen, som også vil kunne have interesse i grønlandsk sammenhæng, vil imid- 164 [2] lertid blive udgivet af Universitetsforlaget, hvor- til interesserede må henvises. Som følge af konflikten om vandkraftudbygnin- gen og af seminarets behandling af samiske urbe- folkningsrettigheder, vil den norske regering i lø- bet af sommeren 1980 nedsætte bl. a. et udvalg, som skal undersøge problemerne omkring samiske rettigheder (sameretsudredningen). Udvalgets man- dat er for tiden til høring hos de samiske organi- sationer m.m. For grønlandsinteresserede er den norske be- handling af problemerne omkring oprindelige ret- tigheder en interessant parallel til behandlingen heraf i hjemmestyrekommissionen og de politiske konflikter omkring kommissionen. Douglas Sanders fremhævede i sin indledning, at de dramatiske begivenheder ved vejblokeringen i Alta og sultestrejken i Oslo måtte ses på linje med mange andre demonstrationer indfødte folk havde gennemført rundt om i verden, f. eks. be- sættelserne af Alcatraz og Wounded Knee. Til Douglas Sanders række af eksempler kunne man føje besættelsen af grønlandsministeriet i 1975: I alle disse tilfælde har der været en grundlæggende frustration hos de ind- fødte folk. Det har i deres erfaringværet vanskeligt blot at få storsamfundet til at erkende deres eksistens og forstå, hvad det havde gjort imod dem; og det er denne form for skuffelser, som synes at ligge bag brugen af denne slags aktioner og demonstrationer. Det er derfor min opfattelse, at kampformerne brugt over- for Alta-Kautokeino projektet kun kan forstås i en større sammenhæng med spørgsmålet om de oprindelige folks po- sition i samfundet og spørgsmålet om de oprindelige folks rettigheder. En af folkerettens kilder er - ifølge Den internationale Domstols statut — de almindelige retsgrundsætninger, som er anerkendt af de civiliserede stater. Det vil derfor være passende at spørge, om der eksisterer nogle sådanne almindelige retsgrundsætninger, som medfører at de forskellige stater burde anerkende nogle rettigheder for urbefolkninger. Der er også den folkeretlige retsdoktrin om fol- kenes selvbestemmelsesret, som senest er blevet fremsat i konventionen om bor- gerige og politiske rettigheder og kon- ventionen om økonomiske, sociale og kul- tuelle rettigheder. Det er således pas- sende at spørge, om princippet om folke- nes selvbestemmelsesret betyder, at op- rindelige folk som har deres egen kultur og tradition har vis ret til selvbestemmel- se i en form for selvstyre. Lad mig først tale om den historiske udvikling i anerkendelsen af oprindelige rettigheder og derefter om den aktuelle praksis i spørgsmålet i de vestlige, indu- strialiserede stater. Spørgsmålet om indianernes rettighe- der i Amerika diskuteredes heftigt i Spa- nien og Portugal i det 16. århundrede. Bartholomé de las Casas havde med ubarmhjertig detalje beskrevet det folke- mord, som havde været en del af den spanske kolonisation i Vestindien. Fran- ciscus de Vittoria, der betragtes som en af stifterne af den moderne folkeret, be- handlede i Spanien alle de fundamentale argumenter, som var blevet fremført imod forestillingen om oprindelige ret- tigheder. For det første havde Spanien argumenteret med at paven havde opdelt Verden mellem Spanien og Portugal og hvordan kunne indianerne så forsvare at de havde rettigheder, som paven alle- rede havde disponeret over? Franciscus de Vittoria svarede, at paven kun kunne give, hvad paven besad; han kunne ikke afsætte kongerne i Europa eller give de- res land til andre og på samme måde fandt det samme princip anvendelse på 165 [3] regenterne i den nye verden. Og hvis en engelsk sagfører skulle hævde at det en- gelske retssystem, som er herskende i Canada, ikke anerkender oprindelige ret- tigheder for befolkningerne, så er det logisk at spørge, hvorfor det skulle være engelsk ret, der alene skal definere spørgs- målet. Der er i virkeligheden to retssy- stemer involveret: et engelsk system og et indiansk system, og at nægte at der er to systemer er at skabe en fiktion eller en forvrængning af virkeligheden. Det næste argument som Vittoria be- handlede var påstanden om at indianerne var hedninge, og at de af den årsag ikke kunne have nogen rettigheder. Han sva- rede meget enkelt, at kætterne i Europa blev anerkendt som værende i stand til at besidde ejendomsret, og at det derfor ikke var noget argument mod indianerne, at de ikke var kristne. For det tredje blev det hævdet, at indi- anere i bund og grund var uciviliserede og faktisk temmelig dumme og ikke i stand til at besidde rettigheder. Uden at gøre indianerne til forrykte, svarede Vit- toria enkelt nok, at de ikke forekom at være mere dumme end nogen af de span- ske bønder, og at de spanske bønder var i stand til at besidde ejendomsrettighe- der. Ud fra et simpelt lighedsbegreb og upartiskhed var dette derfor heller ikke noget argument. Kort sagt, det forhold at indianerne havde et anderledes rets- system, og at de havde en anden religion og en anden kultur kunne ikke tjene som begrundelse for at nægte at de var selv- styrende og at de var ejere af deres land- områder. Og det princip blev etableret. I 1537 vedtog Pave Poul d. III i en pa- velig bulle, Sublimis deus, at indianerne i sandhed er mennesker og frit og beret- tiget kan og skal kunne nyde deres frihed og besiddelsen af deres ejendom. Skulle det modsatte ske, skal det være ugyldigt og uden virkning. Dette blev en etableret doktrin og den omtalte bulle blev genudstedt af pave- dømmet i 1639. Principperne blev opta- get i spansk og portugisisk lovgivning. Men de lokale kolonister i de portugisi- ske og spanske områder modsatte sig i praksis lovenes anvendelse og tog til sidst magten over staterne i Central og Syd- amerika ved revolutionerne først i det 19. århundrede. Som følge heraf har historien i Latinamerika været tragisk. Men den intellektuelle arv har været klar. Diskussionerne i det 16. århundre- de viser, at hvis vi stiller os ansigt til an- sigt med de filosofiske og juridiske spørgsmål, så er det nødvendigt at aner- kende de oprindelige folks rettigheder. I det 17. århundrede etablerede fransk- mænd, hollændere, svenskere og englæn- dere kolonisamfund i Nordamerika. Den svenske koloni, som var en af de mindste koloniaktiviteter på Delaware-floden, indledtes i 1638. Den svenske koloni køb- te jord fra indianerne før bosætningen blev etableret. Hollændernes normale praksis nær ved i den samme periode var at anerkende indianernes rettigheder og formelt at købe indianenes områder. Det kan ikke påstås, at forestillingen om op- rindelig ejendomsret kun var et begreb englænderne havde. Det kan i virkelig- heden være, at englænderne kopierede mønstret med at købe indianske rettighe- der fra svenskerne og hollænderne. Ty- skerne og franskmændene anerkendte indfødte jordrettigheder i Oceanien og i 166 [4] Panelet ved formødet i Oslo. Fra venstre til højre: prof. Gudmund Sandvik, Oslo (rets- Fot': JensBr8stcd- historie), højskolelektor Odd Mathis Hcetta, Alta, Marét Sara, Karasjok (repr. for Nordisk Sameråd), prof Vilhelm Aubcrt, Oslo (sociolog), førsteamanuensis Harald Eidheim, Oslo (socialantropolog og Jon Bjørncby, Oslo (Utenriksdepartementet). dele af Afrika. Det er med andre ord ikke muligt at sige, at anerkenelsen af oprindelige rettigheder er en særhed ved blot et eller to retssystemer. Alle retssy- stemer anerkender oprindelige rettighe- der, selv om de aldrig har været fuld- stændig konsekvente. Hvorfor var der en sådan anerkendelse. Det er sikkert og vist, at spørgsmålet i det 17. århundrede ikke blev diskuteret på den samme filosofiske måde ud fra grundlæggende principper, som det var blevet det i den spanske kolonisationspe- riode. Jeg tror at anerkendelsen afspej- ler en fælles virkelighed: alle juridiske systemer begyndte med at sætte besid- delse af jord lig med ejendom af jord; begreberne var de samme. Så udviklede retssystemerne en teori om at besiddelse af jord var et enkelt tegn på ejendoms- ret. Først relativt sent i historien er de to begreber blevet fuldstændig adskilt. Og når kolonimagterne fandt landområ- der i de indfødte folks ubestridte besid- delse, så var det den logiske konklusion inden for de europæiske retssystemers egen logik, at stammerne ejede dette land. Denne simple logik kunne kun for- kastes, hvis kolonimagterne faktisk løj om virkeligheden og nægtede, at der var en klar form for indfødt besiddelse af lan- det. Der var også forsøg på at beskrive urbefolkningers land som ejerløst eller for at bruge det latinske udtryk, som blev bugt: terra nullius. Det begreb var i bed- ste fald en fiktion, og det er endelig ble- 167 [5] vet forkastet af Den internationale Dom- stol i 1975 i et responsum om Vestsahara. I Nordamerika anerkendte koloni- magterne de indianske stammers ejen- domsret ved at købe jord. Efterhånden vandt begrebet oprindelig ejendomsret til landet endnu klarere anerkendelse i det juridiske system. Den kongelige kundgørelse af 1763 (The Royal Pro- clamation) og Nordvest vedtægten af 1787 (North West Ordinance) ses i Ca- nada og USA som magna charta'er for indianske rettigheder på tilsvarende må- de, som Lappekodicillen af 1751 ses som et magna charta for samiske rettigheder i Sverige og Norge. Med tiden opstod der 5 Nordamerika retssager over spørgsmålene vedrørende oprindelige rettigheder. I 1820'erne ud- viklede De forenede Staters højesteret tre grundlæggende doktriner med hensyn til de indianske stammers status og deres rettigheder til land. Den første var, at de indianske stammer havde en ret, en juri- disk ret til deres landområder. USA's højesteret begrundede dette i folkeret- lige principper. For det andet definerede højesteretten stammerne som politiske enheder. Den definerede ikke stammerne som uafhængige nationer, men udviklede i stedet en ny sprogbrug og omtalte dem som afhængige, indre nationer; men de var separate politiske samfund og blev anerkendt som sådan af domstolen og senere i De forenede Staters Lovgivning. Som _separate politiske samfund havde de logisk nok, og dét fremhævede dom- stolen, visse rettigheder til selvstyre, som kun begrænsedes af den nye kolonielle si- tuation, de befandt sig i. Disse rettighe- der er ikke blevet ophævet gennem USAs lovgivning og de består i det mindste i en begrænset form til den dag i dag. For det tredje fandt domstolen, at der påhvi- lede USA en juridisk forpligtelse til at respektere og beskytte indianske rettig- heder. Dette er oprindelsen til doktrinen om formynderskabs- eller beskyttelsesfor- pligtelsen. Disse begreber blev senere an- vendt på mandatsystemet under Folke- forbundet og formynderskabsområder under FN. Der har ligeledes været retssager i Canada, og i 1898 fandt den højeste ap- pelinstans for Canada at indianske stam- mer har juridiske rettigheder til deres landområder under henvisning til den kongelige kundgørelse fra 1763. Der har været andre retssager fra New Zeeland, Rodesia og Nigeria, som har behandlet spørgsmålene om oprindelige rettighe- der. Det er således almindeligt for kolo- niale retssystemer i det mindste teoretisk og formelt og ofte også i praksis at ind- rømme at oprindelige folk har juridiske rettigheder til deres land. Men selv dette princip medførte en endnu mere vidtgå- ende påstand fra europæernes side: på- standen om at spørgsmålet om oprinde- lige rettigheder skulle afgøres af dem og ikke efter de indfødte folks retssystemer. De europæiske stater hævder med andre ord suverænitet over urbefolkningerne på trods af det faktum, at urbefolknin- gerne har været uafhængige. For mig er det slående, at intet europæisk juridisk system har forklaret den påstand om su- verænitet på tilfredsstillende vis. En mo- derne skribent har beskrevet 5 teorier, som har været anvendt af de europæiske magter for at retfærdiggøre suveræni- tetshævdelsen: 168 [6] Den første er pavens bevilling, som vi allerede har diskuteret. Den anden er doktrinen om forudgå- ende opdagelse, hvilket selvfølgelig er en doktrin om opdagelse forud for andre europæiske magter, ikke forud for urbe- folkningen. For det tredje vedvarende besiddelse. For det fjerde, den indfødte befolk- nings frivillige godkendelse af koloni- magtens suverænitet. For det femte, væbnet erobring. Der er en ganske omfattende littera- tur, som diskuterer disse teorier, og jeg har ikke til hensigt at behandle dem de- taljeret, men vi kan sige, at ingen af disse teorier efter en omhyggelig undersøgelse giver nogen tilfredsstillende forklaring på påstanden om jurisdiktion. For mig er det overraskende, at det canadiske rets- system ikke har nogen forklaring på er- hvervelsen af suverænitet over indianere og inuit. Det er foruroligende, at De forenede Staters højesteret udtrykkeligt har sagt, at den ikke kunne udfordre, det, man kaldte „de løse påstande", som lå bag USA's suverænitet. Retten sagde, at hi- storien faktisk var en historie med fre- delig bosætning af europæere, men atden var blevet omfortolket til en teori om erobring. USA's højesteret sagde med an- dre ord: De forenede Staters suverænitet var enten baseret på fejlagtigt princip eller en forsætlig fiktion. Højesteretten sagde, at eftersom dens myndighed stam- mede fra det koloniale system, så kunne den ikke udfordre disse „løse påstande" eller fiktioner, som lå bag USA's suve- rænitet, men den kommenterede virkelig- heden og de anvendte juridiske fiktioner på samme måde som jeg har gjort. Eller for at bruge endnu et eksempel, så fore- kommer det overraskende, at det først er i dag, at den australske regering er begyndt at diskutere udformningen af en politisk traktat med urbefolkningen for at etablere de grundlæggende forhold mellem den oprindelige befolkning og eu- ropæerne, som nu har været der i 150 år. Vi har anerkendt indianske, oprinde- lige rettigheder og har igennem den pro- ces anerkendt stammerne som politiske enheder. Men efterhånden som de eu- ropæiske kolonisters magt blev større og større, hæftede vi os mindre og mindre ved spørgsmålene om indiansk ejendom og politiske rettigheder. Vi gjorde alt, hvad vi kunne for at marginalisere de in- dianske folk, vi angreb deres kultur gen- nem skolerne, vi isolerede dem fra arbej- de, vi diskriminerede i den offentlige og i den private sektor af vort samfund, og alt mens vi gjorde dette, forventede vi, at indianerne skulle blive integreret i det canadiske og det amerikanske samfund. Vort tryk mod det indianske samfund var så stort, at den indianske selvrespekt næsten døde. Det er kun indenfor de sid- ste 20 år, at indiansk stolthed er vokset frem igen, og vor intolerence mindsket. I denne sidste korte periode har vi i Ca- nada været nødt til at begynde forfra i opbygningen af meget af vores viden om de indiansk-hvide forholds historie og prøve at opnå en mere objektiv forstå- else af det canadiske samfund. Lad mig nu tale en smule om den nu- værende praksis i disse spørgsmål i de vestlige industrialiserede lande. I 1947 erkendte USA, at det ikke ge- nerelt havde respekteret de indianske 169 [7] folks landrettigheder. Det oprettede et organ, kaldet Den indianske retskravs Kommission (Indian Claims Commis- sion), for at afklare disse sager. Når jeg ser tilbage på det, er det min opfattelse at Den indianske retskravs Kommission blev bygget på grundlæggende fejlagtige forestillinger, når det drejede sig om at afklare de pågældende spørgsmål. Kom- missionen skulle simpelt hen bilægge in- dianske krav på landområder ved en op- gørelse i kontanter, men i den proces skulle der hverken anerkendes eller gives yderligere landområder tilbage til indi- ansk brug. Hovedidéen var i virkelighe- den atbilæggelsen af kravene ville hjælpe med at opnå en langsigtet målsætning med en assimilation af de indianske folk. I årenes løb har Den indianske retskravs Kommission brugt millioner og atter mil- lioner af dollars på indianske retskrav. Men da indianerne vandrede til Washing- ton i en demonstration, som blev kaldt „I sporet af de brudte Traktater", og fysisk besatte lokalerne til Kontoret for Indianske Anliggender i Washington — det skete tidligt i 70'erne - så krævede de alligevel, at der blev oprettet en me- tode i USA til at afklare indianske rets- krav. På det tidspunkt havde Den indi- anske retkravs kommission eksisteret i over 20 år, men den havde været en så eftertrykkelig fiasko, at det er, som om den aldrig var blevet oprettet. I 1950'erne bekæmpede indianerne i De forenede Stater aktivt enpolitiskmål- sætning hos forbundsregeringen, som i Nordamerika beskrives som en ophævel- sespolitik. I 1969 indførte den canadiske regering også en ophævelsespolitik. Hen- sigten med ophævelsen var at bringe alle særlige juridiske rettigheder for indian- ske folk til ophør ud fra en antagelse af, at en moderne demokratisk stat bør fun- gere på grundlag af en fuldstændig lige- stilling mellem de individuelle borgere inden for nationalstaten. Ophævelsespo- litikken i Canada og USA var en lige så stor fiasko som Den indianske retskravs Kommission. Den var baseret på den vildfarelse, at der kun var ét politisk samfund indenfor de canadiske og ame- rikanske nationalstater, og i virkelighe- den var der mange. Lighed som et poli- tisk begreb skulle have sigtet på lighed mellem disse politiske samfund. Hvis lig- hed kun betyder lighed mellem individer, så er begrebet ikke noget neutralt begreb men et princip, der er fjendtligt overfor særskilte politiske samfunds eksistens. De indianske folk i Canada og USA kæmpede imod ophævelsespolitikken og den forudindtagne opfattelse af lighed, som jeg er bange for at regeringerne hævdede — og de vandt. Idag forkaster begge regeringer officielt ophævelsespo- litikken og assimilation. I 1971 vedtog De forenede Staters kongres land claims loven for Alaska. Ifølge denne lov overdroges store land- områder og nærved l milliard dollar i erstatning til indfødt kontrollerede kor- porationer i Alaska. Det skete på grund af oliefundene i Nordalaska. Det var ikke blot et udtryk for velvilje hos den amerikanske regering; men afspejlede den juridiske og politiske nødvendighed af at beskæftige sig med de indfødte ejere af de naturgivne ressourcer i Ala- ska. Lovbilæggelsen for Alaska var dra- matisk, men den ses idag som sandsynlig- vis utilstrækkelig. Den beskæftigede sig 170 [8] Fot.: Jens Brøsted. Douglas Sonders: »Med mindre de rigtige elementer er medtaget i en bilæggelse af en urbefolknings retskrav - ikke blot spørgsmålene om ejendomsret men også spørgsmålet om politisk status, om politisk magt, så er det usandsynligt, at løsningen vil blive vellykket. Så må de laves om.« er det usandsynligt, at de vil blive vellyk- kede i virkeligheden, og så er de nødt til at laves om. I 1974 sagde Cree indianerne og inuit i det nordlige Quebeq i Canada ja til en bilæggelse af deres land claims. Også her er der en historie med ressource ud- vikling i baggrunden, i dette tilfælde et større projekt med udvikling af vand- kraft på indianske landområder. Bilæg- gelsen gav indianerne og inuit penge, jord, særlige juridiske rettigheder og særlige politiske rettigheder. Det var ef- ter min opfattelse en korrekt model i den forstand, at den både beskæftigede sig med spørgsmålet om rettigheder til lan- det og med spørgsmålet om politisk ikke med det langsigtede spørgsmål om det politiske forhold mellem Alaskas ind- fødte og det amerikanske storsamfund. På mange måder forsøgte kongressen at gennemføre en version af ophævelsespo- litiken med en større pris skrevet på og en bunke land oven i. Idag er det klart, at bilæggelsen ikke fungerer, og at den snart må revideres. Formålet med at diskutere Den indi- anske retskravs Kommissions fiasko, og det der ser ud til at være Alaska bilæg- gelsens aktuelle svigten, er at antyde, at med mindre de rigtige elementer er med- taget i en bilæggelse af retskrav - ikke blot spørgsmålene om ejendomsret—men også spørgsmålet om politisk status, så 171 [9] magt. I den del af Canada er der således i dag indianske og inuit kontrollerede sty- rende organer så vel som ressourceej en- de institutioner, som er i indiansk og inuit besiddelse. Vi er stadigvæk ikke sikre på, om den bilæggelse vil blive fuldstændig vellykket, men der er visse sprogrettig- heder, som er en del af aftalen, og de er allerede blevet efterprøve! politisk i Ca- nada og er blevet opretholdt. 11976 gennemførtes der en bilæggelse af indfødte retskrav i nordterritoriet i Australien — også her var der ressource- spørgsmål, minedrift og herunder det aktuelle spørgsmål om uranudvinding. En del af bilæggelsen medførte oprettel- sen af to urbefolkningslandsråd —som de kaldes — med omfattende politisk myn- dighed over landområderne i Nord Ter- ritoriet. Det var et afgørende skridt mod virkelig selvbestemmelse for urbefolk- ningen. I 1977 afgav dommer Berger i Ca- nada en officiel rapport til vores rege- ring om et af regeringen fremmet for- slag om en rørledning for naturgas, som skulle gå gennem Dene indianernes tradi- tionelle territorier i Nordvest Territori- erne i Canada. Dommer Berger sagde, at ingen rørledning skulle føres gennem om- rådet, førend de indianske folks retskrav til området var blevet afklaret. Han så en bilæggelse, som behandlede hvad han kaldte en social kontrakt med det indian- ske folk og euro-canadierne, og han har efter min opfattelse givet den bedste be- skrivelse af de politiske spørgsmål i sa- gen, som nogen ikke-indfødt person har præsteret i Canada. Efter hans synspunk- ter måtte der være nogle grundlæggende forestillinger om lighed mellem folk for at opbygge et forhold mellem dem i dette grænseområde for den canadiske koloni- sation. Berger-rapporten bliver ikke set som en radikal rapport i Canada i dag. Det Nationale Energiråd, som er et af- gørende administrativt organ under for- bundsregeringen i Canada, tilsluttede sig dommer Bergers anbefalinger, og den canadiske regering har accepteret rap- porten og foreslået en helt anden rute for rørledningen. Douglas Sanders nævnte herefter to nyere eks- empler fra Canada. For det første, at den ny konservative regering (væltet i december 1979) før sit valg havde lovet at overdrage off-shore ressourcerne i havområder- ne til regeringerne i kystprovinserne. I oktober ud- talte premierministeren, »at overdragelsen ville finde sted, men« fremhævede udtrykkeligt, »at spørgsmålene om indfødte krav på ressourcerne måtte afklares først.« Sanders hensigt med at næv- ne dette var at vise, at det ikke var et spørgsmål om partipolitik; spørgsmålene om indfødtes rettig- heder rejser ensartede problemer for alle de poli- tiske partier i Nordamerika. »Jeg tror, det er et udtryk for et vist fremskridt i Canada, at demon- strationer ikke var nødvendige for at tvinge rege- ringen til at fremsætte en sådan udtalelse«. Ind- fødte retskrav betragtes nu som en fast bestanddel af de politiske spørgsmål i det canadiske samfund. I Canada har vi gennem de senere år diskuteret spørgsmålet om en ændring af vores forfatning. I en større rapport til regeringen om forfatningen blev det sid- ste år sagt, at der burde finde forhånd- Unger sted med de indfødte folk i Ca- nada for at sikre, at forfatningen på en dækkende måde afspejler deres særlige stilling indenfor det canadiske samfund. Spørgsmålet var ikke, om der skulle være en særstilling eller ej, og det var heller ikke et spørgsmål om, hvorvidt forfat- ningen skulle foreskrive denne særlige status eller ej. Det var et spørgsmål om, på hvilken måde forfatningen skulle give 172 [10] bestemmelser for de indianske og inuit folkets særlige status i Canada. I sidste måned (okt. 79) aftalte præmierminister Clark at financiere en Canadisk-Indiansk Forfatningskommission. Idéen med en kommission var blevet bragt frem af Det nationale indianske Broderskab i Canada (National Indian Brotherhood of Cana- da ) og den vil blive fuldstændig kontrol- leret af denne organisation. Kommissio- nen vil afholde høringer, vil forestå forsk- ning, og den skal udforme detaljerede in- dianske standpunkter med hensyn til for- fatningen. I det følgende vendte Sanders opmærksomheden mod mere specielle problemer i det samisk-norske forhold: spørgsmålene om hvordan man definerer en same og udskiller et samisk territorium. Overfor antydningen af at disse tekniske problemer var så vanskelige, at ethvert forsøg på at løse dem ville blive stift og upraktisk (at man derfor hellere skulle lade være), fremstillede Sanders især de meget fleksible og formålstjenlige regler i New Zealand omkring maoriernes rettigheder til deres landområder og deres muligheder for politisk ind- flydelse gennem særlige maori repræsentanter i parlamentet. Definitionen er ikke et mål i sig selv, men skal tjene et eller flere formål, som man må begynde med at gøre sig klart. Svarene bør inde- holde politisk fornuft både for samer og andre og de skal have mening både i forhold til en historisk og en samtidig virkelighed og strengt traditionelle svar på spørgsmålene kunne være utilstrækkelige. Mere fundamentale spørgsmål måtte besvares først, når sagen drejede sig om anerkendelse af urbefolk- ningsrettigheder: ikke spørgsmålet om en anerken- delse kan være fleksibel og funktionel, men om den skal finde sted eller ej. I Canada havde situatio- nen nu ændret sig så langt bort fra de ialt væsent- ligt negative forestillinger som regering og lov- givning havde haft om begrebet »indiansk«, at der måske kunne genoprettes et sundt forhold mellem de oprindelige folk og euro-canadierne: Anerken- delsen af oprindelige rettigheder er ikke et udtryk f or at dreje tiden tilbage og genoprette en tidligere livsform. Den indebærer anerkendelsen af et øko- nomisk grundlag, et territorielt grundlag for ind- fødte folk. Det medfører en anerkendelse af retten til selvstyre inden for nationalstaten, men det an- tyder ikke, at den indfødte økonomi er begrænset til tidligere praksis, eller at styreformen skal være fuldt ud traditionel. Ny politiske strukturer i Nord- amerika og Australien er en vigtig tilpasning af forestillingen om en traditionel ret til selvstyre, som kan indfri aktuelle politiske behov. Jeg tror, at der er disse klare konklusio- ner, som kan uddrages af de aktuelle er- faringer i Canada, De forenede Stater, Australien og New Zealand. Staternes regeringer har alle forsøgt at assimilere urbefolkningerne, og de er alle blevet klare over, at assimilationspolitikken bå- de er slået fejl, og at den var en fejlta- gelse fra begyndelsen. Staternes regerin- ger har ofte forsøgt at definere indfødte rettigheder udelukkende som ejendoms- retlige rettigheder. De har nu måttet ac- ceptere, at det både drejer sig om ejen- domsspørgsmål og politiske spørgsmål. Det kan med sikkerhed siges, at intet større projekt, det være sig minedrift, en rørledning eller et vandkraft projekt, vil blive indledt i et område, hvor landet regelmæssigt anvendes af en urbefolk- ning uden en politisk proces med diskus- sioner, debat og forhandlinger. Det er en grundlæggende tanke, at udviklingspro- jekter skal være acceptable for den op- rindelige befolkning. Regeringerne i Ca- nada, USA og Australien vil idag sige, at de ikke vil påtvinge urbefolkningen et projekt undtagen som en sidste udvej. De oprindelige folk i disse lande indta- ger et stærkere standpunkt og siger, at det skal ske ved overenskomst eller slet ikke. Selv i visse dele af Latinamerika er en tilsvarende opfattelse på vej. Det cu- naindianske territorium i republikken Pa- nama har været i stand til at afvise pro- jekter indenfor deres område imod rege- ringens ønsker. 173 [11] De lande, som i dag vil påtvinge ud- viklingsprojekter på indfødte folk uden en anerkendelse af ejendoms-og politiske rettigheder, er lande som Brasilien, Ar- gentina og Paraguay; lande med choke- rende vidnesbyrd om brud på menneske- rettighederne. De er ikke modeller, som lande som Canada eller Norge kan kopi- ere med veltilpashed. Vi er mange i Canada, som har den største respekt for den sociale interesse hos regeringerne og folkene i Skandina- vien. I Canada har jeg ofte talt om det faktum, at Norge har erkendt de oprin- delige folks sørgelige situation som et særligt anliggende i dets udenrigspolitik. I april 1977 henviste Norges udenrigs- minister til den sårbare situation mange indfødte folk lever under, og regeringen har ydet nogen financiel støtte til Den in- ternationale arbejdsgruppe for Indfødte Anliggender (IWGIA) og til Verdens- rådet for Indfødte Folk (WCIP). En nyere videnskabelig rapport til den canadiske regering har indtrængende til- skyndet os til at følge en tilsvarende lin- je. Så Norge er internationalt gået i spid- sen, og jeg befinder mig heri Norge med bevidstheden om, at vores fortid i Ca- nada i forhold til inuit og indianske folk historisk har været en national skændsel. Vi befinder os i en periode, hvor inter- nationale standarder er ved at blive ud- viklet for at kunne behandle spørgsmå- lene om oprindelige folk. Verdensrådet for Indfødte Folk ud- talte ved dets stiftende møde i Canada i 1975, at begrebet oprindelige rettigheder må anerkendes som et princip i internati- onal ret. Der er for tiden en underkom- mission som arbejder under menneske- retskommissionen under FN's Økonomi- ske og Sociale Råd (ECOSOC). Under- kommissionen forsøger at udforme en konvention eller en traktat vedrørende behandlingen af urbefolkningerne — med andr ord at skabe nogle internationale retlige standarder på dette område. Der er for nylig blevet udsendt en bog i England af en sagfører ved navn Gor- don Bennet. Bogen bærer titlen: Abori- ginal Rights in International Law (Ur- befolkningsret indenfor folkeretten). Den behandler dokumenterne fra Den In- ternationale Arbejdsorganisation (ILO) fra 1950'erne som specielt beskæftigede sig med spørgsmål om indfødte folk som arbejdskraft forskellige steder i verden. Den behandler også de internationale menneskerettighedsinstrumenter (Ver- denserklæringen om menneskerettighe- derne af 1948 samt de to FN konventio- ner om dels borgerlige og politiske rettig- heder og dels økonomiske, sociale og kul- turelle rettigheder). I bogen argumente- res for, at forestillingen om folkenes selvbestemmelsesret logisk finder anven- delse på de oprindelige folk, og henviser til samer, til indianerne i Nord- og Syd- amerika samt til urbefolkningen i Au- stralien. Der er en ny international op- mærksomhed omkring disse spørgsmål. Det har længe været påkrævet, og jeg tror, at de indfødte folk selv vil sikre sig, at det fortsætter. 174 [12]