[1] Tasiussaq affæren 1811 at Finn Gad Tasiussaq (73°22') på vestsiden af en stor ø, 70 km nord for Upcrnavik. Denl3.ogl4.juni 1811 begiken engelsk hvalfangerkaptajn et røverisk overfald på et af Den kgl. grønlandske Handels „etablissementer", som de forskellige an- læg dengang ofte blev kaldt, i Vestgrøn- land. Historien om dette overfald er for- talt flere gange.1 Men dels er den gen- givet alt for kortfattet, dels ganske mis- forstået, i alle tilfælde ude af den rigtige sammenhæng. Affæren, som var absolut enestående, kan ikke tages til indtægt for den i øvrigt forkerte vurdering, som dr. Bobé gør sig skyldig i i sin meget kortfattede skildring af forholdene i og omkring Grønland under krigen 1807-14 og den engelske politik i forbindelse med Grønland, Is- land og Færøerne. I den forbindelse er også C. W. Schultz-Lorentzens beretning om den her omtalte affære for ensidigt vurderende. Forløbet og sammenhængen var langt mere nuanceret ogkompliceret, 175 [2] og naturligvis også vævet ind i engelsk indenrigs-, krigs- og udenrigspolitik, selv om affæren var en diminutiv partikel i en sandstorm. Specielt bør affæren ved Tasiussaq betragtes med øjet på den al- mindelige situation f or hvalfangsten i Da- vis Strædet netop i foråret 1811, og i et noget videre syn på forholdet mellem de skotsk-engelske hvalfangere og de vest- grønlandske „etablissementer" og deres beboere, både grønlændere og europæere. Allerede længe havde direktionen for KGH haft et noget ambivalent forhold til den fremmede hvalfangst.2 Lokalt var dette frembaret og understøttet af Han- delens ansatte, især naturligvis i de om- råder, hvor de fremmede hvalfangere kom ind på besøg, således mest ved God- havn og Kronprinsens Ejland, hvorfra den væsentligste grønlandsk-danske hval- fangst foregik. Forholdet til de frem- mede hvalfangere udviklede sig til for- melige venskaber. For eksempel stod Peter Hanning Motzfeldt, inspektør i Godthavn, i brevveksling med hvalfan- gerkaptajnen John Marshall fra Hull, den betydeligste engelske hvalfangstle- der og -reder i Davis Strædet på det tids- punkt.3 Længe havde John Marshall plejet sit venskab med Peter Motzfeldt. Hver gang han var i nærheden af Godhavn, besøgte han sin ven, og han holdt ham til stadighed underrettet om, hvad der skete i Europa ved at overlade ham fort- løbende numre af det engelske dagblad The Hull Advertizer. Ind imellem over- lod han ham visse materielle godbidder. John Marshall var derfor spændt på, hvordan Motzfeldt som dansk embeds- mand ville reagere, når han fik medde- lelsen om den krig, der så brat havde ud- viklet sig mellem England og Danmark. I Grønland havde man levet i absolut uvidenhed om forholdene i Europa si- den sommeren 1807. Sidst i april 1808 lagde John Marshall sig med sit skib ud for Godhavn og sendte d. 23. et brev i land til Motzfeldt, sammen med en stak af TheHullAdvertizer.l brevet, der må have forekommet modtageren såre kryp- tisk, henviste John Marshall til aviserne, og tilføjede en efterskrift, der i første øjeblik må have sat Motzfeldt fuldkom- men i vildrede. Denne efterskrift lød: / zvoitld not have you to put all yoitr Valabols in any onegood place for feer o f any shadyvilan Evercoming to make over free with any — but you may Depend on my Love and F-ship the same may be said of all my shlps let not this letter go in any other hånd but your own J. M* Den karakteristiske ortografi er bibe- holdt i denne afskrift, hvis tekst vel kan oversættes således: „Jeg vil ikke råde dig til at anbringe alt, hvad du har af værdier (Falabols = valuables), på ét gemmested, af frygt for at der skulle komme en eller anden fordægtig slyngel og tage sig nogen fri- heder over for noget (eller nogen) — men du kan stole på min hengivenhed og mit venskab. Det samme kan siges om alle mine skibe. Lad ikke dette brev komme i andres hænder end dine". Efterhånden forstod Motzfeldt, at hans engelske ven ville advare ham dels mod at handle i panik, dels mod visse hvalfangere, som var udstyret med en- gelske kaperbreve. Som han senere med- 176 [3] delte sin kollega i syd, Marcus Nissen Myhlenphort, var der blandt de engelske hvalfangere et par stykker med kaper- brev. Én af dem bar navnet Thomas Forsier. Forholdet til de skotsk-engelske hval- fangere og den engelske regerings poli- tik over for Grønland skal ellers ikke beskrives her. Blot skal det nævnes, at der allerede i sommeren 1808 blev eta- bleret hjælpeforanstaltninger af den en- gelske regering; men englænderne tog sig rimelig nok betalt ved at indlade så mange af de indhandlede grønlandske produkter, de kunne. Igennem de følgen- de år foregik den efterhånden sædvan- lige trafik med køb af forskellige fornø- denheder mod grønlandske produkter, især narhvaltand, „Eenhiørnings Horn", som de blev kaldt. Denne trafik forstær- kedes nok en smule under krigsforhol- dene og den akutte mangel, man måtte lide under. Den grønlandske befolkning fortsatte med at aflægge lejlighedsvise besøg om bord på de fremmede skibe, når de lå uden for bebyggelserne, og til- tuske sig adskilligt godt uden om myn- dighederne, således som det nu var ble- vet en sædvane gennem årene, og som ikke var til at hindre. Den trafik kunne i heldigste tilfælde bringe en smule krudt til de ellers ubrugelige skydevåben. Ellers betød de intet med hensyn til de hårdt tiltrængte forsyninger. Ved sir Joseph Banks mellemkomst (fra 1809) præciserede den engelske re- gering sin politik over for de såkaldte Atlanterhavsøer, Grønland, Island og Færøerne, ved en Order in Conncil of 7. febr. 1810.s Ved denne kabinetsordre undtog England disse tre øer, deres be- folkninger og disses ejendele fra krigen, således at der kunne foregå en fri skibs- fart fra og til disse øer og til bestemte havne i Skotland eller England, for Grønlands vedkommende Leith og Lon- don. Der måtte ikke fra nogen engelsk undersåt øves nogen som helst vold mod skibe, ladninger eller personer og disses ejendele om bord på sådanne „frie" ski- be. Det blev forbudt alle hans britiske majestæts krydsere og undersåtter at for- øve nogen som helst plyndring af eller vold mod personer, skibe eller gods, der tilhørte indbyggerne i de nævnte områ- der, og mod noget som helst af hvad de ejede på de nævnte øer og steder.6 Dette slog et pennestrøg over de ka- perbreve, som var udstedt til de førom- talte to-tre hvalfangere, for så vidt det gjaldt alt og alle, der befandt sig i Grøn- land, og de skibe, der løb mellem Leith/ London og Vestgrønland, og som efter- hånden blev overført til inspektørerne, registreret som „deres ejendom". På baggrund heraf kom der en vis forsyningstjeneste i gang. Den var dog stærkt hæmmet af de vanskelige kommu- nikationsforhold; men det er en helt an- den historie. John Marshall lagde per- sonlig op i 1810, men virkede fortsat som reder for flere hvalfangerskibe i Davis Strædet. Det ødelagde ikke det gode forhold mellem ham og Motzfeldt. De stod fortsat i indbyrdes korrespon- dance. Hans skippere, blandt dem hans søn eller nære slægtning Thomas Mar- shall, optrådte fortsat venligsindet og hjælpsomt over for inspektøren for det nordre inspektorat. Så meget desto mere kom begivenhe- den ved Tasiussaq som en ubehagelig 177 [4] overraskelse, men heldigvis som sagt ene- stående. Vinteren 1810—11 havde været usædvanlig hård. Foråret blev ikke bed- re. Farvandene havde tidligt lagt til i 1810, og isen blev liggende fast langt hen i maj/juni. Det var ubehageligt for alle parter, og de skotsk-engelske hval- fangere så sig af isen hindret i fangsten, da de ikke i tide som vanligt kunne kom- me ind i Disko Bugt. Enkelte skibe, der forsøgte sig, kom i besæt i isen. Det si- ges, at to skibe forliste, og at et tredje strandede, men kom flot og senere blev bjerget og istandsat. Men fangst blev der ikke noget af. Omkring 1. juni be- sluttede derfor de fremmede hvalfan- gere at gå norden for Disko for at for- søge, om hvalfangsten der kunne give mere udbytte. Men ved disse togter lyk- kedes det ikke at bøde på den svigtende fangst. På nordfærden nåede de helt op på bredde med Tasiussaq i Upernavik nord- distrikt. Det var dengang KGH's nord- ligste anlæg, oprettet 1805 som et for- søg med garn- og hvalfangst. Udbyttet, som det hidtil havde givet, var kun ringe, og man havde i Grønland under krigen planer om at nedlægge både det og an- dre udsteder norden for Upernavik. Det var væsentligst, fordi de var så vanske- lige at besejle og dermed forsyne. Det samme gjaldt for øvrigt selve koloniste- det, der i den sidste ende af denne ulyk- kelige periode i virkeligheden blev ned- lagt og kun fungerede som et slags ud- sted under Godhavn. Blandt de engelske hvalfangere, der var stævnet nordud, var den førnævnte Thomas Forsier, der var kaptajn på „Trulove" af Hull, en af dem, der var udstyret med kaperbrev. Han og flere andre nåede op til Tasiussaq's bredde. En af disse „andre" var den ligeledes før nævnte Thomas Marshall. Ingen af dem havde held med fangsten. Denne modgang har givetvis ærgret dem alle og formentlig især Thomas For- sier, der nu i samfulde fire år ikke havde haft brug for sit kaperbrev, men der- imod set de eftertragtede grønlandske produkter hobe sig op ved „etablisse- menterne", gå delvis til spilde eller også blive fjernet af nogle, efter hans mening uvedkommende skibe — nu sidst det dan- ske „frie" skib „Freden". Midt i juni brød kaptajn Forsier over- tvært. Den 13. stævnede han i to hval- fangerchalupper (slupper) med to grøn- lændere som lodser ind mod Tasiussaq. Klokken var fire tidligt om morgenen i midnatssolens lys, da Forsier kom i land, tog alt nøje i øjesyn, for en time efter at forsøge på at forlade stedet, hvilket mis- lykkedes. En storm var nemlig blæst op, isen pakkede og afskar ham fra at kom- me i forbindelse med sit skib. Først kl. 23 kunne han komme fri af isen. Dagen efter kl. 3 kom fem slupper, fyldt med matroser, der var bevæbnede med bøsser og huggerter. De tonede det engelske flag, og da de var kommet i land, beslaglagde de alt, hvad de fandt på stedet ved at male skibets navn „Tru- love" på alt, endog på døren til oplags- skuret. Når det betegnes som et skur, har det efter datidens byggeskik i Grønland været en af tørv og træ nødtørftigt sam- menflikket „bygning". Senere blev det engelske flag også sat på denne stolte bygning. Kl. 8 lykkedes det „Trulove" at komme ind i havnen og fortøje. En 178 [5] time efter begyndte besætningen at fjer- ne det beslaglagte gods. Kaptajnen tilbød formanden på stedet Madz Thomsen Lund noget proviant til erstatning. Det tjener denne formand til ære, at han ikke ville modtage noget. Ved samme lejlig- hed betonede kaptajn Forsier tydeligt, at han havde kaperbrev, og at han på grund af krigen mellem Danmark og England derfor havde ret til at beslag- lægge og fjerne alt uden at give noget for det. Under den senere vidneforklaring ved Upernavik7 fortalte Madz Thomsen Lund, at den engelske kaptajn havde væ- ret „overmaade beskienket", forlangte at få nøglen til skuret udleveret, hvilket for- manden nægtede at gøre. Forster ravede i sin fuldskab rundt for at finde nøglen og trængte blandt andet ind i forman- dens telt og rev derved indgangsforhæn- get i stykker „og bandede græsseligt". Endelig tog han en stor sten og slog skursdøren ind, „hvorpå de engelske Ma- troser væltede ind, ligesom Hunde, og bortranede og borttog alt hvad der var i Skuuret af grønlandske Producter".De trampede rundt og derved dels brække- de de, dels splittede de adskillige bundter af tøndestave. Bagefter ødelagde de en sluppe, der var frosset fast i isen og sneen. Forsier blev sådan ved i fire dage, men leverede dog 52 fade tilbage, tom- me naturligvis, blandet engelske og dan- ske og alle mere eller mindre ødelagte. Kunne Madz Thomsen da ikke have fået hjælp mod englænderne af de tilstedevæ- rende grønlændere? Det er værd i den forbindelse at lægge mærke til, at han i sin indberetning udtrykkelig bemærkede, at der var to grønlændere med som lod- ser for Thomas Forster, da han kom ind til Tasiussaq den 13., og at der dagen efter var mange engelske og grønlændere til stede ved Forsiers opbrydning af skursdøren. Det er ikke for ingenting, at den ensomme formand nævner dette. Han ville understrege den talmæssige overmagt både han og to tilkomne, ven- ligsindede engelske kaptajner stod over- for. Man kunne ikke vente hjælp fra de tilstedeværende grønlændere. I Uperna- viks norddistrikt var befolkningen ikke Handelens embedsmænd særlig venligsin- det, måske snarere tværtimod. Under en skærmydsel ved Upernavik året før hav- de en grønlænder, som åbenbart stod i spidsen for en nordfra kommende grup- pe, truet med at være „ligesaa hastig som Engelskmændene", nemlig til at øve vold.8. Gennemgående karakteriseres de nordlige upernavikske grønlændere som lidet omgængelige. Koloniens købmand, assistenter og europæiske mandskab var faktisk bange for, hvad der kunne ske. Måske har de grønlændere, der var til stede den 14., med spændt forventning set på forløbet af dette „nederlag" for den i deres øjne elendigt fungerende Handel, identificeret med Madz Thom- sen Lund. Handelen fungerede virkelig dårligt ved Upernavik i de tider, hvor der var knaphed på alt, besejlingen var besværlig, og de knappe forsyninger, der nåede frem, hurtigt slap op. De to grøn- lændere, der lodsede Thomas Forster ind til Tasiussaq, var sikkert mere end villige „redskaber". Da Forster den 18. afsluttede sin plyn- dring meddelte han Madz Thomsen Lund som en afskedssalut, at han ville 179 [6] hjemsøge Upernavik og Umanaq på lig- nende vis, hvis han ikke fangede nogen hvaler. Om det var ishindringer eller heldigere fangst, der reddede de to kolo- nisteder fra den „selvbudne gæst", må blive uopklaret. Ingen af de truede kolo- nier blev besøgt af nogen englænder det år. Det ser derimod ud til, at Forster sam- men med en anden engelsk hvalfanger, ligeledes med kaperbrev, var inde ved Godhavn, mens skibet „Freden" lå i hav- nen. Inspektør Motzfeldt skrev 24. aug. 1812 til direktionen for KGH, at disse to skippere (med navns nævnelse) over- vejede „at tage det, da her paa Havnen liggende Skib Freden; men efter at jeg, så godt jeg kunde, havde forestillet dem at de ikke havde Retten dertil, og at Skibet skulle endnu besejle og forsyne andre trængende Colonier her i Landet ------—afstode de fra deres onde For- sæt".9 „Freden" forlod først Godhavn medio juli 1811 og havde indtil 16. juni ligget ved Egedesminde, altså må det være efter affæren ved Tasiussaq, at Forster tænkte på kapring af „Freden". At disse to skippere ikke havde ret til at pristage eller beslaglægge noget som helst i Grønland, havde to andre hval- fangerkaptajner antydet over for For- ster under hans razzia ved Tasiussaq. I følge Madz Lund Thomsens tilføjelser under vidneforklaringen ved Upernavik 16. juli 1811 var to engelske kaptajner, hvoraf den ene var Thomas Marshall, kommet til „i samme Moment og saa vidt Madz forstod sagde:At Capt: For- ster ikke havde Ret til denne Handling og det vilde bekomme Forster ilde".7 På den ene side havde de altså advaret ham; men på den anden side havde de ikke grebet ind over for ham vel af kollegi- ale grunde, og fordi de ikke ønskede et internt opgør på stedet, hvilket sidste kunne blive mere skæbnesvangert for alle end selve den uberettigede razzia, måske endda udvikle sig til et blodigt slagsmål. De kunne jo i øvrigt heller ikke optræde på den engelske regerings vegne over for en af deres egne landsmænd. Da de så, at deres henstillinger ikke frugtede, for- lod de stedet. Men Forster var altså ad- varet, og derfor har Motzfelds forestil- linger, sikkert under påberåbelse af The Order in Council 7.2. 1810, virket kraf- tigere. Da meddelelsen om Tasiussaq-affæ- ren og den detaljerede indberetning nå- ede frem til inspektør Motzfeldt i God- havn, var skibet „Trulove" borte. På det helt rigtige grundlag indberettede han den 30. juli sagen til det skotske fir- ma CorbettBorthwich & Comp. i Leith. Dette firma var KGH's engelske kon- takt. I denne indberetning understregede Motzfeldt, på sine egne ogMyhlenphorts vegne, at den f o røvede „fjendtlige Hand- ling (var) saa aldeles stridende imod Hans Brittaniske Majestæts allernådig- ste Declaration, Ordre og Befaling i Conseil den 7de Febr. 1810", altså den ovenfor nævnte Order in Council, der utvetydigt forbød sådanne overgreb, som Forster havde forøvet ved Tasiussaq. Motzfeldt bad det skotske firma om at „andrage vort Klagemaal mod bemeldte Skibscaptain Thomas Forster— paa Vedkommende høje og allerhøjeste Stæ- der". En formel ansøgning til „Hans Brittaniske Majestæt" blev vedlagt, in- deholdende en henvisning til samme Or- 180 [7] der in Council. Da der senere fra Lon- don kom forsyningsskibe, udsendt af den engelske regering, gentogMotzfeldt ansøgningen i sin takkeskrivelse til The Right Honourable Sir William Mellish. Denne var formentlig én af The Lord Commisioners of His Majesty's Tre- asury, en af cheferne i det engelske fi- nansministerium, altså en højtstående myndighedsperson, som inspektøren for det nordre inspektorat henvendte sig til. Så havde han gjort, hvad han kunne i den prekære sag.10 Den britiske kommissionær, som fulg- te med forsyningsskibene, blev mundtlig underrettet om affæren. Hele forløbet indberettede Motzfeldt til direktionen for KGH i en skrivelse af 24. august 1812.11 „Efter Fortælling af nogle Skibs Captainer fra Hull og Skrivelse fra Captn. John Marshall skal Captn For- ster være sadt under Tiltale og de vare ellers af den Formeening at den af ham tilføiede Skade vilde blive erstattet." Et advokatfirma i Hull fik imidlertid sagen overdraget. I slutningen af novem- ber 1811 var den så vidt fremskredet, at dette firma gav gode udsigter for er- statning for den lidte skade. Forsier blev dømt og fik bestallingen som hvalfanger- kaptajn og sit kaperbrev inddraget, men han slap så vidt vides for fængselsstraf. Dommen faldt formentlig ved en ret i London, hvor også erstatningsspørgsmå- let blev afgjort12 Erstatningen blev gan- ske rigtigt udbetalt i juli 1812, men til det dansk-engelske firma Wolff 6? Dor- ville i London, som KGH tidligere havde haft forbindelse med; men det gik fal- lit i 1812. Det var til stor fortrydelse og ulejlighed for KGH, der bebrejdede fir- maet i Leith, at de ikke havde sørget for, at udbetalingen var gået til dem. Der er— og var især - langt fra London til Leith. I 1811 havde asstistent R. J. Brandt ved vidneforklaringen opgjort det rane- de gods til „160 Td. Sæl og Hvidfiske Spæk, 2 Stk. Eenhiørningshorn over 3 Alen, l Stk Ditto over l Alen, 30 ordi- naire Sælskind, l Stk 3Tøndes og 21 Stk 2 Tøndes Jernbaands Fade og 2 Stk. Jenbaands Een Tøndes." Dertil de gan- ske vist tilbageleverede 160 engelske og danske fade, mere eller mindre ødelagte, de splittede og itutrådte tøndestave og den ene ødelagte sluppe.Endvidere deskind, som Madz Thomsen Lund havde haft lig- gende som sine egne.7 Værdien af alt dette findes ikke opgjort. Der blev i juli 1812 udbetalt firmaet Wolff & Doruille som erstatning herfor £269/14/5. Det var et nettobeløb, idet der forlods var foretaget afkortninger på £10/9/10 for auktionssalærer og£49/9/4 for „andre omkostninger". Wolff & Dorville havde derefter yderligere af- kortet summen uden angivelse afgrunden med £ 38/7/5, der synes at være advokat- salærer. I alt gav det en erstatning på £ 231/7/0.18 Med en kurs på 24 rigs- bankdaler pr. £ svarer det til ca. 5550 rbd. Denne sum kom til udbetaling i Kø- benhavn i april 1815, svarende til ca. 3 % af KGH's balance på regnskabet pr. 31. december 1814, en ikke uvæsentlig post på KGH's ellers sørgelige regnskaber. Hvad Madz Lund Thomsen angår, må man gå ud fra, at han har fået erstatning for sine tab. Forsøget med Tasiussaq blev efter „affæren" indtil videre opgivet. 181 [8] NOTER 1 C. W. Schultz-Lorentzen: Grønland under Kri- gen 1807-14, ATLANTEN II, 1909, s. 364. - Louis Bobé: Den grønlandske Handels og Kolo- nisations Historie indtil 1870, MoG 55,2 1936, s. 87. - H. Ostermann: Nordmænd paa Grøn- land I-II, 1940, forskellige steder. 2 F. Gad: »La Gronlande, les Isles de Ferroe et l'Islande nem comprises«, SCANDINAVIAN JOURNAL OF HISTORY IV, 3 1979, s. 187- 205. 3 John Marshall nævnes ved siden af William Scoresby sen. Den sidstnævnte opererede mest langs de østgrønlandske isbræmmede kyster, mens den første koncentrerede sig om Da- vis Strædet. De to konkurrerede i flere år om at hjemføre de største fangstladninger. Will. Scoresby jun.: MY FATHER, London 1851, Caedmon Reprints, Whitby 1978, s. 122. 4 Nordre inspektorats arkiv (NIA): Indkomne Breve (grønlandsk Korrespondance) 1808, nr. 54, skrivelse fra John Marshall til Peter Hon- ning Motzfeldt, dat. 23. april 1808. 5 Som i note 2, s. 194. 6 Public Record Office, London: War Office I, 743,1-E folio 68-69; kopi i Rigsarkivet, Køben- havn (RÅ): Danica film, arkiv nr. 600. Kopi i RÅ: Departementet for udenlandske Anliggen- der 1800-1848, almindelige Korrespondancesa- ger J 3, Island og Færøerne 1758-1846, læg Koncept ad nr. 708, Brev til Kongen af 3. Juli 1810. 7 NIA: Indk. Br. (grønl. Korresp.) 1811, nr. 123, Promemoria fra assistent R. J. Brandt til in- spektør P. H. Motzfeldt, dateret Godhavn 29. juli 1811. - Formand Madz Thomsen Lunds første indberetning var indsendt til inspektø- ren som bilag til en skrivelse fra købmand Fr. Rosbach, Upernavik, til inspektør P, H. Motz- feldt, dateret Godhavn 29. juli 1811, sst. nr. 124. Madz Thomsen Lunds indberetning til købmand Fr. Rosbach, Upernavik, dateret 26. juni 1811, altså umiddelbart efter affæren, brin- ges herefter i afskrift med den originale tekst i venstre spalte og en »normaliseret« gengivelse i højre. Høidt ærede Hrr Kiøbmand Rosbach! Jeg vil saa nøie som er mig mulig med deele dem føgindc sandfærdigheds underretning om hvad som er paasseeret her ved Forsøget i disse Dage Uformodindes jndkom hertil stedet d: 13. om morgenen Klokken 4re en Engelske Kapper Cap- taien Foster Kaldet med to Slapper omentendt 4 ad 5 Mille fra søen af, havde to Grønlændere til Loots, han var her entimme og efter saae nøie alleting. Men da det begyndte at blcese S: W: saa Riste han strax. Men J sen kom saagesvint paa ham saa han blev jndstugede med bege Sloppeerne en Mil herfrastedet af, og Maatte tillige med bege Grønlænde Lege til omaftenen Klokken 11 da det begynde at blæse Norenvind og Jssen forde- lede sig og han gik bordt. - Jeg kunde meget Vel see at han ikke havde nogen gode hensegter da han var i lande men hva skulde jeg vel giørre og da han ikke Looed sig bemærke med det allermin- ste untagen som sagt Nøie efter saae alleting. - - D:14de Morgenen kl. 3 kom 5 Slapper i Land Jeg vil så nøje, det er mig muligt, meddele Dem følgende sandfærdige underretning om, hvad der er passeret her ved forsøget i disse dage. Uventet indkom her til stedet den 13. om morgenen kl. 4 en engelsk kaperkap- tajn kaldet Forster, med to slupper, omtrent 4 å 5 mil ude fra havet. Han havde to grønlændere til lods. Han var her én time og efterså nøje alle ting. Men da det begyndte at blæse sydvest tog han straks bort. Men isen kom saa gesvindt på ham, at han kom i besæt med begge slupperne en mil her fra stedet og måtte tillige med begge grønlænderne ligge til om aftenen kl. 11, da det begyndte at blæse nordenvind og isen for- delte sig, og han tog bort. — Jeg kunne meget vel se, at han ikke havde nogen gode hensigter, da han var i land; men hvad skulle jeg vel gøre? Og da han ikke lod sig mærke med det allermind- ste, undtagen som sagt nøje efterså alting. - - Den 14. om morgenen kl. 3 kom 5 slupper i land 182 [9] Ira ham af alle velbevæbnct med Flinter og Saabe- Icr. som om her havde været et hundrede Mand til forsvar. Strax da de traade i Land satte det Engelske flag på Clopen Skrev Skibets Navn Truløev paa alle fader og tønder som forcfandcs ved forsøget, paa Skuer Døren og de her vcerindc 2