[1] De psykisk udviklingshæmmede Før ukritisk anbragt i Danmark - i dag integreret i det grønlandske samfund Af Bent Sørensen „Ved hans sidste besøg her var det svært for mig at acceptere, at han var blevet meget fremmed for os og over for for- holdene her. Han havde glemt at tale grønlandsk, han kunne næppe forstå det, og da han havde været hjemme nogle få dage, længtes han tilbage til Ånders- vænge. Det var svært for mig, men jeg har lært at forstå det. . ." Sagt af en ulykkelig mor, der har haft besøg af sin 19-årige søn, som i en år- række har boet på den vestsjællandske forsorgsinstitution Andersvænge. Han er en ud af mange skæbner, der er gået hen og blevet fremmedgjorte over for fami- lien og det grønlandske miljø. Han oplevede i sin tid at blive fjernet fra sit hjemland som så mange andre psy- kisk udviklingshæmmede gjorde det før- hen. Fra 1950erne til omkring 1970 blev det grønlandske samfund på det nærme- ste „støvsuget" for en hel del af sine åndssvage (psysisk udviklingshæmmede) medborgere. I samme periode skete der en hastig udbygning og opbygning af sundheds-, sygehus-, og skolesektorerne. Og de sva- ge, de handicappede, som krævede ekstra omsorg, var der ikke plads til. Myndig- hederne valgte — ovenikøbet helt legalt — den nærmeste og mest nærliggende udvej. Et Danmarksophold. For i Danmark fandtes institutionerne og behandlings- stederne. Grønland havde ingen. Det var barske tider. Fortvivlede for- ældre sagde farvel til deres psykisk ud- viklingshæmmede børn, der rejste væk for aldrig mere at komme hjem på per- manente ophold. Rystende beretninger fortæller om, hvor dårlig kontakten mel- lem forældre og børn var på hver sin side af Atlanten. Der var næsten ingen kontakt og i de værste tilfælde kunne der gå flere år før forældrene hørte om eller så til børnene igen. Helt op igennem 1960erne blev børn ofte sendt helt ufor- beredte til Danmark med tilfældige led- sagere. Placeret i et fly med en enkeltbil- let i kufferten med udsigt til langtidsop- hold. Det var manges lod. I dag skulle den skitserede brutale flytningsproces være en saga blot. I de undtagelsestilfælde nedsendelsen sker, forberedes den langt bedre, forældrene har jævnligt kontakt med institutionerne og anbringelsesstederne i Danmark. De 185 [2] orienteres om deres barns situation, og der er pligt til, at det offentlige en gang årligt betaler en rejse for klienten eller pågældendes pårørende fra Danmark til Grønland eller omvendt. Forholdene har ændret sig drastisk, og til alt helt hører det nu til absolutte undtagelser, hvis det besluttesat sende en psykisk udviklingshæmmet til Danmark på ophold af mere permanent karakter.- Sideløbende er der fortsat mulighed for at sende børn på tidsbegrænsede obser- vationsophold på en mindre dansk insti- tution i Vestsjælland. Den opfattes som en hjælp til det grønlandske bistandsap- parat, hvis det viser sig nødvendigt med ekspertbistand. Næsten 100 på permanent ophold 94 børn, unge og voksne opholder sig fortiden på vestsjællandske institutioner, hvor hovedparten af de grønlandske kli- enter på permanent ophold er samlet. I dag ser det ikke umiddelbart særligt sandsynligt ud, hvis ret mange forlader Danmark for bestandigt. Og dog, måske kan det lade sig gøre med nogle af de yngre, hvis myndighederne finder det forsvarligt. Situationen for de cirka 45 voksne i alderen 18 år og opefter, klien- ter som har boet i Danmark i årevis, teg- ner anderledes. De er så danskpåvirkede bl. a. af sprog og miljø, at de kan få uhy- re svært ved at klare sig i Grønland, me- ner både danske og grønlandske pæda- goger og administrationsfolk med kend- skab til klienterne. Uagtet at det hævdes, Danmark var den eneste mulighed for behandling, op- læring og undervisning i 1950erne og 1960erne, så er de børn og unge, der for år tilbage fik enkeltbillet til sydligere himmelstrøg i dag gået hen og blevet rodløse voksne. - Det er vel ikke nogen god skæbne at have. De lider ingen nød . . . eller gør de? siger undervisningsleder Hermann Hunger, Andersvænge, som indgående har haft med grønlandske klienter at gøre i mange år. — De har jo et sted at bo, deres arbejde er på et beskyttet værk- sted, på en arbejdsplads eller ude i det frie erhvervsliv. De hjælpes med forskel- lige ting og synes måske tilværelsen er ganske behagelig. — Nej, de voksne har ikke glemt Grøn- land, og det er jo ikke alt, at man har det behageligt på det fysiske plan. Der er nogle ting ud over det, vi behøver her i livet, bl. a. det der hører med til den føl- elsesmæssige side af sagen, sproget og kulturen. Altsammen noget man har brug for — hele den kontakt med mennesker, som ikke bare har pligt til at beskæftige sig med en. - Vi har ikke kunnet give dem det for- hold der er mellem forældre, børn, sø- skende og den kære familie, understreger Hermann Hunger. Ansvaret mi i Grønland Den 1. januar 1980 trådte to meget vigtige landstingsforordninger i kraft som lovgrundlag. Den ene fastslår at Grønlands Hjemmestyre varetager an- svaret for forsorgen og f or personer med „vidtgående fysiske og psykiske handi- cap". Den anden forordning om folke- skolen indeholder bestemmelser om, at det påhviler kommunerne at sørge for 186 [3] Skolehjemmet »Kaassassuk« i Ruds-Vcdby ved Slagelse, hvor elever kommer på observationsophold i op til et år. Fot.: Anker Pedersen. specialundervisning for psykisk udvik- lingshæmmede og andre der ikke kan klare sig med almindelig undervisning. To forordninger, der må tolkes i ret- ning af, at Grønland selv vil klare sine handicappede. Stærke ønsker fra grønlandsk side har dog stoppet strømmen af psykisk udvik- lingshæmmede til Danmark i løbet af 1970erne, og inden for de seneste fire til fem år er kun ganske få sendt a f sted på længerevarende institutionsophold. Un- dervisningen af disse elever har fungeret i praksis i nogle år inden for den grøn- landske skole. Hjemmestyret vil være meget kritisk med nedsendelsen til Vestsjællands Amt. De to parter har indgået en aftale med ikrafttræden den 1. januar i år. Da blev særforsorgen og dermed også åndssvage- forsorgen udlagt fra stat til amter og kommuner. Som en direkte forlængelse af særforsorgens udlægning og lands- tingsforordningen (om forsorgen forper- soner med fysiske og psysiske handicap) blev der i aftalen nedfældet, at Vestsjæl- lands Amts institutioner har en modtage- pligt. Men formuleret som en undtagelse, idet grønlandske klienter kun modtages, hvis Grønland ikke selv formår at klare dem via sit eget bistandsapparat. Lignende tanker giver socialdirektør Mogens Berthelsen, Nuuk, udtryk for: - Det er helt klart landsstyrets hold- 187 [4] Børnene har gode udendørs udfoldelsesmuligheder på den lille institution »Gudrunsminde« nær den vestsjællandske landsby Kongsted. Fot.: Anker Pedersen. ning, at i det omfang, det overhovedet er muligt bør vore børn og unge ikke for- lade Grønland. Det er ikke noget nyt, for i de senere år er meget få anbragt per- manent i Danmark. — Det er ganske af- gjort et politisk ønske at begrænse ned- sendelsen. Vi har opbygget et vist appa- rat og en vis institutionskapacitet, som er i gang med at blive udbygget. Før intet lovgrundlag Især gennem det sidste årti er der talt meget om en mere grønlandsk udvikling — en grønlandisering — med løsning af problemerne og opgaverne i Grønland. Fortidens synder kan være upopulære at rode op i, men nedsendelsespolitikken bør ikke være et glemt kapitel i historien. Og det er da også fra dansk side erkendt, at det var en forfejlet gestus at fjerne børn og unge fra hjemlandet, forældre, sø- skende og pårørende og så for evigt sen- de dem over Atlanten. Selvfølgelig var der også psykisk ud- viklingshæmmede der efter opholdet i de fremmede omgivelser blev sendt hjem igen. Argumenteres der med, at det drejer sig om under en procent, som blev hevet væk fra det hjemlige miljø, tæller det bare ikke. Sagen er, at myndighederne før valgte at klare problemerne med de handicappede i Danmark med en uhæm- met nedsendelse som følge. På baggrund af det omtalte lovkom- pleks er det værd at lægge mærke til, at 188 [5] det faktisk er første gang lovgiverne har slået fast at: — Forudsætningerne er at Grønland selv forsøger at klare sine åndssvage med den eksisterende og efterhånden mere udbyggede bistand. Immervæk vil nogle nok måbe og ryste på hovedet, når de gøres bekendt med, at der reelt først: for et par måneder siden kom et lovgrundlag for grønlandsk ånds- svageforsorg. At nedsendelsespolitikken og anbringelse af klienter i Danmark i over 25 år ikke byggede på et lovmæssigt grundlag er også en finesse i dansk grøn- landspolitik. Åndssvageloven fra 1959 blev aldrig sat i kraft i Grønland. Da landet var un- der opbygning til et moderne industri- samfund, så myndighederne ingen andre muligheder end „eksport" af en del af de grønlandske psysisk udviklingshæm- mede til danske institutioner. De kom til Danmark fordi man syntes de kunne have glæde af opholdet, men også for at give dem den undervisning, oplæring og behandling, som de behøvede. Så blev myndighederne samtidig fri for at spekulere i en lokal løsning. Blev de glemt? — De kunne ingen andre muligheder se dengang. De ting, der er sket i Grønland siden 1950erne og op til hjemmestyrets indførelse har været meget store og vold- somme begivenheder, der kostede meget arbejde og mange ressourcer. I alt det blev de handicappede en lille ting, selv om det vitterligt ikke var det for de men- nesker, det drejede sig om. Men jeg tror hverken der var tid eller penge til overs. Så var den mest nærliggende udvej at »Gudrunsminde ved Kongsted. -------1........*'•-'. -. Fot.: Anker Pedersen. sige „det er de vant til at klare nede på de danske institutioner", mener undervis- ningsleder Hermann Hunger, Ånders- vænge i Vestsjællands Amtskommune. Udviklingen Handicappede børn kom i klemme i systemet. Almindelig praksis var, at dan- ske institutioner tog imod grønlandske klienter, og påfaldende nok led de vest- sjællandske institutioner under Forsorgs- centret f or Vestsjællands Amt (og Grøn- land) helt frem til 1972 under pladsman- gel. På intet tidspunkt var det muligt at modtage alle de grønlandske børn, som man ønskede optaget og det gav sig ud- slag i en i perioder lang venteliste. Føl- 189 [6] gende eksempel skal ikke tages som ge- nerelt, men et udtryk for, hvorledes sy- stemet haltede: For ikke så mange år siden tussede der en 14-årig pige rundt på skolen i Manitsoq. Pigen kom en gang imellem på skolen, kiggede til og legede lidt med de øvrige elever, men skolens lærere kun- ne ikke rigtig gøre noget over for hende og følte afmagt over for opgaven. Sam- tidig havde Andersvænge den 14-årige stående på sin venteliste i seks år uden hun kunne få hjælp der . . . I slutningen af 1960erne konstaterede ledende skolefolk inden for den grøn- landske skole, at nu var tiden inde til op- bygning af en specialundervisning f or ele- ver der havde svært ved at klare sig, bl. a. psykisk udviklingshæmmede. Selv om Danmark forsøgte at klare undervisningen var det ingen rar situa- tion, at der gik en gruppe elever hjemme i den grønlandske skole, som det var me- get svært at gøre noget tilfredsstillende for med det eksisterende apparat. Der kom skred i udviklingen. For 10 år siden fik Grønland en skolepsykologisk service og dermed et middel til bedre at kunne strukturere den påbegyndte speci- alundervisning. Året efter fulgte det før- ste cirkulære om specialundervisning og det blev væsentligt fornyet i 1976. Det er heller ikke mange år siden cirkulæ- rerne om den såkaldte rådgivningslærer- funktion og integrering af de handicap- pede i folkeskolen blev iværksat. Det store forskningsprojekt, Projekt 171, derblev etableret på basis af et godt og grundigt samarbejde mellem det grøn- landske skolevæsen og „Forsorgscentret f or Vestsjællands Amt og Grønland", må ikke glemmes. En pionerindsats kaldes dette eksperiment med iværksættelse af forsøg med undervisning af psykisk ud- viklingshæmmede i den grønlandske sko- le. Det lykkedes at gennemføre en speci- alundervisning og et samarbejde mellem den grønlandske skole og forsorgscen- tret. Intensionerne om, at nedsendelse på institutionsophold i Danmark så vidt muligt måtte ophøre, er i væsentlig grad gået i opfyldelse. Integrering Danmark harhaft tradition forat pla- cere sine handicappede på institutioner. Billedet er dog efterhånden ved at vende sig, således at man går fra de større til de mindre institutioner og forsøger at sluse de handicappede ud i samfundet så nær det normale som muligt. I Grønland er der sket meget de sidste 10 år. Grønland har ingen større institu- tionskapacitet haft. Socialvæsenet har etableret et beskyttet pensionat (12 plad- ser) i Nuuk for 17—27 årige og senest et beskyttet pensionat i Ilulissat (12 plad- ser) for klienter i alderen 18 år og opef- ter. Rundt omkring på børnehjem/døgn- institutioner er der også nogle stykker. Integreringen i folkeskolen, som der er talt meget om i pædagogkredse i Dan- mark er sket i langt højere grad i Grøn- land. Politiske krav om grønlandisering og ønsker fra skolevæsenet har medført, at hovedparten af børn og unge er integre- ret i Folkeskolen. I dag modtager ca. 80 elever fra børnehaveklassetrin op til 16- års alderen, der grupperes som psykisk udviklingshæmmede, en vidtgående spe- cialundervisning i folkeskolens regi. De 190 [7] Integrering, i folkeskolen Fot: Herm:in Hunger' sker i højere grad end i Danmark. er eller forsøges integreret i de almin- delige klasser. Desuden har skolevæsenet i august 1979 åbnet en ungdomsskole (14 elever) i Maniitsoq for 14—20-årige. ErikWinkel i kultur og undervisnings- direktoratet i Nuuk er konsulent for spe- cialundervisningen og kender til integre- ringen i den grønlandske skole af de psy- kisk udviklingshæmmede. Han siger: — Vi har mange positive erfaringer. Der har været en fantastisk positiv poli- tisk holdning overfor det. Da vi startede i begyndelsen af 70erne viste det at være forbandet svært, da samfundet ikke var vant til den type mennesker. Heldigvis har det forhold ændret sig og efterhån- den har folk opdaget, at de handicappede også skal være der. Han indrømmer at integreringen og undervisningen af forskellige grupper handicappede elever, hvor de psykisk ud- viklingshæmmede udgør den største part, ikke fuldt ud er lykkedes, men Erik Win- kel synes skolevæsenet godt kan være det bekendt. I korthed bygger systemet på rådgiv- ningslærere i hvert skoledistrikt og ved hver større skole, som vejleder pædago- gerne ude på de enkelte undervisnings- steder. — Vi forsøger at styrke de almindelige klasser, bl. a. meget med støttepædago- ger, fortæller Erik Winkel. Hovedfor- målet må være, at de handicappede ind- gå i klasserne på ganske normal vis. Men nogen kan ikke, og dem har vi været nødt til at lave en ungdomsskole for. — Den almindelige holdning hos råd- givningslærerne er den „Hellere lave no- get på stedet, som ikke er 100 procent end sende børnene til Danmark". Og det er da klart, at der er mange ting, som vi ikke kan gøre så godt som i Danmark, men jeg mener rådgivningsfunktionen har fungeret godt siden 1974-75. Stadig nedsendelse Efter udtalelser fra forskellig side ser det ud til, at det er naivt at tro på, at det grønlandske bistandsapparat kan hjælpe alle med behandling, undervisning, oplæ- ring og bopæl. — Det kan vi ikke absolut fuldt ud. Der vil nok være nogle helt særlige tilfælde, som vi ikke har og næppe inden for de første mange år får mulighed for at be- holde i Grønland, forudser socialdirektør Mogens Berthelsen. Anbringelse uden målsætning Vestsjællandske institutioner har ho- vedsagelig taget sig af grønlandske klien- ter, der blev udset til længerevarende op- hold. Den indgåede aftale mellem lands- 191 [8] tinget og Vestsjællands amtsråd siger kli- enttallet i Vestsjælland højest må være 100 fordelt med ca. 40 voksne og ca. 60 børn og unge. I dag bor der 94. Flertallet kom til Danmark før bremsen blev slået i. So- cial-, sundheds- og skolevæsen er så ud- bygget, at de fleste handicappede ikke længere risikerer Danmarksophold på ubestemt tid. Den ukritiske nedsendelse hører ikke en skummel fortid til, men er et kapitel i vor nyere historie. - Der var absolut ingen målsætning. Det er jo sådan set miseren i det hele. Det var bare en anbringelse —en opbeva- ring. Som Hermann Hunger, Ånders- vænge udtrykker det. Hunger peger på, at en af vanskelig- hederne lå i den manglende skolepsyko- logiske service i Grønland før 1970. Enid Reimenschneider, socialfuldmæg- tig og leder af rådgivningsafdelingen i Ministeriet for Grønland, bekræfter også flere negative erfaringer med nedsendel- sen. Hun siger om den uhæmmede flyt- ning : —De er sendt ned på et tidspunkt, hvor man slet ikke kunne overskue, at Grøn- land kunne løfte opgaven. Tommelfingerregler Danske institutioner har forsøgt at varetage de grønlandske klienters tarv med skiftende held. Fra nedsendelsesbøl- gen satte ind i 50erne og mange år frem var der mange ting, der kunne være gjort bedre. De folk, der arbejdede i Forsorgscen- tret for Vestsjællands amt havde ikke de letteste betingelser. — Vi havde ikke andet end de „tom- melfingre-regler", der efterhånden op- stod gennem samarbejdet at rette os ef- ter. Det var regler, der opstod gennem det praktiske arbejde, siger Hermann Hunger. Det lovmæssige grundlag sav- nede vi i høj grad, og det smittede af på den budgetmæssige side af sagen. - Til at begynde med var det meget svært, og i og for sig er der heller ikke noget at sige til det. For kommer man og beder myndighederne om penge, så sva- rer de „hvor er grundlaget". - Når det nødvendige lovgrundlag ikke eksisterede, havde vi heller ikke altid den nødvendige styrke til at sige „jamen, der skal etable- res de og de ting". Kommunikation I dag er der både fra grønlandsk og dansk side rørende enighed om, at der i fremtiden kun i ganske enkelte tilfælde bliver tale om at sende psykisk udvik- lingshæmmede på langtidsophold i Dan- mark. Rapporten til „Projekt 171" taler sit lydelige sprog og dokumenterer ulykke- lige skæbner fra tiden op til 1970: „De langtidsanbragte børn er næsten alle kommet uforberedte med tilfældige ledsagere . . " og rapporten beretter vi- dere: „Den sproglige faktor spiller en stor rolle. Barnet forstår ikke, hvad der siges til det, og hvad der sker med det, ligesom det heller ikke kan gøre sig forståeligt over for omgivelserne. Hertil kommer savnet af den daglige kontakt med for- ældre, søskende og pårørende. Der kan gå flere år inden børnene overvinder det chock, som flytningen fra Grønland til 192 [9] Også psykisk udviklingshæmmede har bedst af at leve i et hjemligt miljø. Fot.: Herman Hunger. Danmark har givet dem. Nogle overvin- der det aldrig." Besøg en gang om året Der er eksempler på forældre, der simpelthen ikke har anet, hvor børnene havnede. I grelle tilfælde har der været børn uden forældrekontakt i op til fem- seks år. Medarbejderne på Andersvænge var ofte fortvivlede over situationen. Siden er der gjort en stor indsats for at eta- blere et rimeligt forældresamarbejde med jævnlig korrespondance mellem instituti- onen og Grønland. Bl. a. med personlige breve til forældrene. Der er tilmed lagt faste rammer for ferierejser for klienterne, som har ledsa- ger med sig til Grønland, og besøgsrej- serne for forældrene. Mens forældre f or nogle år siden kom ud for ind imellem at blive overladt til dem selv, når de besøgte Andersvænge, lægges der nu hver gang udførlige planer for forældregrupperne. Tolkebistand er ligeledes en selvfølgelighed. - Det er ikke så mange år siden disse rejser blev sat i system, og det kan An- dersvænge godt bryste sig af, siger fuld- mægtig Enid Riemenschneider, Ministe- riet for Grønland. Spørgsmålet er så om børn og pårø- rende skal nøjes med at se hinanden den ene gang om året betalt af det offentlige. Fra 1. januar 1980 har Hjemmestyret overtaget den forpligtelse. Rejserne er dyre, ganske vist, men er det retfærdigt i lyset af danske forældres langt større muligheder for kontakt med deres børn på institutioner. — Vi er tilbøjelige til at mene, at der nok bør åbnes mulighed for flere, men en generel ordning med 3-4 rejser årligt vil efter min mening være meningsløst, siger socialdirektør Mogens Berthelsen. 193 [10]