[1] En hollandsk hvalfangers beskrivelse af grønlænderne 1720 - lige før Hans Egedes ankomst Det grønlandske Selskabs Årsskrift 1914 »Til alle frivillige beskæftigelser er de såre duelige«. Grønlandsk familie 1688. Den Arnamagnæanske Samling. De oprindelige beboere af landet, både mænd og kvinder, er almindeligvis meget vel proportionerede af skikkelse, og der findes ingen overvættes store eller tykke mennesker, men de er temmlig fede og ved huld, særlig fruentimmerne. Til alle 199 [2] Hollandsk sømands møde med grønlændere 1688. Den Arnamagnceanske Samling. frivillige beskæftigelser er de såre due- lige, men til svære eller langvarige ar- bejder er de slet ikke tilbøjelige, ja me- get uvillige. De anlægger og anstiller deres sager vel tydelig på, ikke at forrette noget svært eller træilende arbejde. Vanskabte personer ses eller findes sjældent blandt disse folk. Man har heller ikke nogen- sinde truffet tosser, gale eller rasende mennesker blandt dem. Blinde eller nær- synede har jeg aldrig truffet på i min tid. Mændene og kvinderne ere gulagtige el- ler brunagtige af lød, både ansigt, hæn- der osv. og, ligesom sigeunerne og hed- ningerne i Holland, uden eller med lidt skæg, og med meget sort hår uden den allermindste krølle deri, idet mændene klipper det af på issen, men kvinderne binder deres hår med en læderrem fast og sammen på hovedet. De har snehvide tænder af form som hugtænder, hvor- med de kan bide meget; små hænder og fødder, platte næser, men temmelig run- de ansigter. Der er også blandt dem nogle, som af alderdom er blevet helt grå. De bliver, som man kan se helt gam- le og stærkt til års, ja bliver næsten helt udtærede af høj alderdom. De er stærke og vevre af legeme og vide at efterligne alle vort folks kunster og lege, når de blot har set dem én gang. Disse ofte omtalte hedninge eller vil- de leve meget endrægtigt og fredsomme- ligt indbyrdes og med hinanden, og man sporer blandt dem ikke den allermindste trætte eller fjendskab. I så henseende tjener det de kristne —Gud bedre det —til forbillede, ja snarere overgår dem. Det er også den eneste dyd, der kan benævnes så, som de ejer, men derimod kan man ikke lide på dem i nogen henseende, ef- tersom de er særlig og ualmindelig tyvag- tige og grusomme, hvorom mangfoldige rejser vidner, hvad vi til vor smerte og skade har erfaret, og som i det følgende skal siges til sin tid. Indbyrdes er de overordentlig pålidelige, men når de kommer til os for at handle, har vi Ar- gusøjne højst fornødent for blot at hin- dre dem i at stjæle. De er meget listige og behændige i denne kunst, ja i at stjæle overtræffer de endog de hollandske jø- der, og når nogen bliver straffet med prygl for sin tyvagtighed, så plejer de oftest at flygte, omend nogle står om- kring for at kigge og le. 200 [3]