[1] Uddrag af inspektør O. Bendixens bemærkninger til Grønlandsbetænkningen af 27. maj 1920 Det grønlandske Selskabs Årsskrift 1922 Det er naturligvis umuligt i et kort ind- ledningsforedrag at gå for meget i en- keltheder. Jeg skal derfor kun ret sum- marisk fremsætte de indvendinger, der efter min mening er mest nærliggende. For det første vil de nye Undervis- ningsanstalter for en væsentlig del kom- me kolonigrønlænderne til gode. Dette gælder således først og fremmest Møn- sterskolerne, thi at man stiller udsteds- grønlænderne i udsigt at få deres børn i disse skoler siger i praksis intet. I efterskolerne kan ganske vist alle børn optages, men man kan vistnok rolig gå ud fra, at børnene ved kolonierne i stor udstrækning vil blive foretrukket. De kommer fra mønsterskolerne, er så- ledes bedst forberedte, og desuden må der vel også tages hensyn til, at disse børn ikke så let vil kunne skabe sig et erhverv som børnene ved udstederne, og hertil kommer endelig, at myndighederne har en moralsk forpligtelse til at give børnene af den stadig voksende funktio- nærstab fortrinsvis adgang til eftersko- lerne. At udstedsbørnene som følge deraf vil blive helt eller delvis udelukket, er så meget mere sandsynligt, som eftersko- lernes elevantal er meget begrænset, idet der i det allerhøjeste demitteres 40 børn årlig fra disse skoler, eller ca. 2 pct. af det antal børn, der findes i samtlige bør- neskoler. I det hele og store bliver der, når man ser bort fra efterskolerne og seminariet, kun tale om en forbedret undervisning ved kolonistederne dvs. på 12 pladser, men desuden findes der jo ca. 150 udste- der og bopladser med langt den største og mest betydende del af den erhvervs- drivende befolkning, der helt eller delvis bliver uberørt af reformen. Nogen effektiv skoleordning er der således ikke tale om, hvad forholdene jo iøvrigt forbyder, og det indrømmes også indirekte af udvalget, der, efter hvad jeg før sagde, kun kræver, at det grøn- landske skolevæsen i det hele udvikles med det formål for øje, at der gives det fornødne antal grønlændere en tilstræk- kelig uddannelse til, at de kan beklæde alle stillinger inden for Styrelsen. Udvalgets kongstanke, at tilføre lan- det dansk civilisation og kultur, synes så- ledes — når man ser nøgtern på forhol- dene — at skulle realiseresved nogle uvæ- sentlige, rent administrative bestemmel- ser over for børneskolerne ved udsteder 205 [2] Semincariet i Nuuk/Godthåb tegnet af Bjarne Ljungdahl. og bopladser og en noget forbedret un- dervisning ved de 12 kolonisteder. Og hvad efterskolerne og seminariet angår, gør man rettest i hovedsagelig at betragte dem som forberedelses-eller fag- skoler for de unge mennesker, der agter at træde i Handelens eller kirkevæsenets tjeneste, men uden væsentlig betydning for den store erhvervsdrivende befolk- ning og dens udvikling. Og for de elever, der ikke opnår den lykke at få fast an- sættelse, må den lange uddannelsestid be- tragtes som spildt,da de er henvist til at leve som fangere og fiskere, og som så- danne i almindelighed ikke får praktisk anvendelse for de erhvervede kundska- ber. Fordem bliver skolen ikke den skole for livet, udvalget sætter sig som mål. Hertil kommer, at undervisningen i Dansk praktisk talt kun vil kunne gives ved de højere undervisningsanstalter — seminariet og efterskolerne — samt ved mønsterskolerne — når man engang i ti- den får uddannet de fornødne lærerkræf- ter - dvs. at kun hvert 4. barn i Grøn- land får lejlighed til at lære sproget. Og så har udvalget endda ikke kunnet enes om at kræve obligatorisk undervis- ning i dansk, idet et mindretal på 6 med- lemmer mener, at deltagelsen ikke alene bør være frivillig, men at undervisningen også bør gives uden for den egentlige skoletid. Mindretallets begrundelse går ud på, at det af grønlænderne let vil føles som tvang, såfremt deltagelsen bliver obliga- torisk, og at der derfor vil være fare for et tilbageslag i interessen for danskun- dervisningen, dersom en sådan ordning gennemføres. Det vil med andre ord sige, at under- visningen i dansk bliver til intet, hvis den interesse, grønlænderne i øjeblikket har for danskundervisning, slår over i sin modsætning. — Og det er jo aldeles ikke utænkeligt. Ja! Vi har jo hermed fjernet os ikke så ganske lidt fra de idealer, udvalget oprindelig opstillede. Man begynder med at tale om nødvendigheden af at tilføre landet dansk civilisation, og man indrøm- mer, at befolkningen ikke kan tilegne sig kundskaber og kultur uden kendskab til et kultursprog, men så må man virkelig også drage den fulde konsekvens heraf og ikke som mindretallet lade gennem- førelsen af disse store reformer være af- hængig af en — tilfældig stemning blandt en befolkning, som, man ikke tør forud- sætte, forstår rækkevidden og betydnin- gen af de danskes indsats af arbejde og penge for at bringe den fremad. 206 [3]