[1]
Folkeoplysningen i Grønland
Uddrag af foredrag ved provst C. V. Schultz-Lorentzen
Det grønlandske Selskabs Årsskrift 1918
Ligeså vist som vi kan forlange af dem,
der forestår arbejdet med Grønland og
og grønlændernes ydre forhold, at de
skal have et mål for deres arbejde, så
de véd, hvad der skal stræbes imod, og
afpasser alle beslutninger og handlinger,
så de sigter i samme retning, ligeså vist
kan vi forlange, at der også sættes et mål
for den folkeoplysning, jeg her taler om,
så man målbevidst regner med alle de ån-
delige faktorer og deres magt og leder
dem i den bestemte retning. Med andre
ord: hvad ønsker vi, at grønlænderne
skal blive til ?
Jeg kan sarnle de forskellige opfattel-
ser i tre linjer, tre forskellige mål for
grønlændernes udvikling.
Den første er den, der sigter til at gøre
grønlændere til danske. Jeg ved nok, at
den ikke er sat offentlig frem, så den
kan påvises og modsiges. Den er måske
ikke engang helt bevidst hos dem, der
egentlig har den. Men den er såmeget
farligere, som den er ubevidst og ube-
vidst leder menneskers handlinger og tan-
ker. Vi, som kender lidt til forholdene i
Grønland, véd, at der er en bestemt slags
grønlændere, der falder i de danskes
smag. De skal være lidt polerede, høfli-
ge, med pæne, rene anorakker, så man
kan have dem i stuen uden at generes af
lugten, om ikke just dansk-talende, så
ialtfaldmed øvelse i at lægge deres sprog
tilrette, så det let forstås af „pidgin"ta-
lende danske. Og naturligvis skal de tillige
være flinke, villige og ærlige mennesker.
Der er mange sådanne. Og de er meget
tiltalende. Det er dem, bestyrerne helst
vil have til kivfakker og formænd, dem,
præsterne helst sender til seminariet, dem
der kommer herned og tager sig ypper-
ligt ud i danskes øjne. Den største ros,
de får hernede, er den, at „de ligner vir-
kelig ikke grønlændere". Jeg har al ær-
bødighed for mange af disse, kender og
holder af dem, véd lidt om, hvormeget
de har betydet og kan komme til at be-
tyde for deres folk. Men jeg er overbe-
vist om, at fremgangslinjen for det grøn-
landske folk ligger ikke dér. De er ikke
i livsforbindelse med det grønlandske fol-
kesind og har tit også hurtigt tabt for-
holdet til det. De er kommen til at ræ-
sonnere dansk. „De ligner virkelig ikke
grønlændere". Jeg skal ikke her begrun-
de det udførligere, men jeg afviser dette
som et mål, der er værdigt for os at
stræbe efter i vort arbejde for grønlæn-
derne som folk.
Der er andre, som har fået en levende
207
[2]
interesse for den „rigtige" grønlænder,
fangeren, der driver harpunfangst og ta-
ger på sommerrejse med skindtelt og ko-
nebåd. Og de sættere gerne målet frem
med det udtryk, at det gælder om at „be-
vare grønlænderne". Og jeg vil straks
sige, at jeg deler fuldt ud deres sympathi
for det gamle eskimosind. Hvor er det
en række pragtfulde typer, de gamle sagn
fører frem for os. Tænk på Knud Ras-
mussens venner, som han har gjort le-
vende for os i sine skildringer fra Kap
York. Vi husker vist alle en og anden
grønlænder fra en lille udplads, med no-
get af det sind, vi kom til at holde af.
Men jeg vil straks føje til, at hvor man
vil bruge denne sympathi til at skrue ud-
viklingen tilbage eller blot til at lægge
den allermindste hindring ivejen for den
naturlige vækst af det grønlandske folks
liv, der går jeg imod. Det anser jeg gan-
ske simpelt for en forbrydelse. Vi må jo
ikke glemme, at det, der er sket, kan ikke
gøres om. Enten vi synes om det eller ej,
har vi overtaget forfædrenes arv. Vi kom
til at stå overfor en vestgrønlandsk be-
folkning, der havde modtaget påvirknin-
gerne og var ændret både i sind og skind.
Enten vi skriger ak eller ve, vi står over-
for dette faktum og vi må regne med
det.
Men jeg vil opstille det som vort mål
at hjælpe det grønlandske folk til at/i«de
sig selv igen. Her står vi overfor det
spørgsmål: er det muligt? Er der ikke
tabt så meget så langt bort, at det ikke
kan komme tilbage. Hertil vil jeg svare,
at grønlænderne jo heldigvis er forun-
derlig faste i deres inderste væsen. De er
sejge og vedholdende ved alle ydre for-
mer, de har kun nødigt modtaget et og
andet, som kunne optages i eller bruges
sammen med deres egen kultur. De har
fået bøssen, men de har lagt den ovenpå
kajakken. De har fået nye begreber, men
de har omsluttet dem med deres egne
ord. De har modtaget nye befolknings-
elementer, men de har opslugt dem. Der
er endog en erobrende magt i det sind.
Danske mænds børn, ja danske ægtepars
børn bliver grønlandiserede, hvis der
ikke passes meget på. Og inderst inde, i
det lag i sindet, hvor fremmede ikke kan
nå ind, der ligger det eskimoiske fast-
groet i årtusinders vækst og ligger der
endnu. Selv hos de modtageligste tænkes
fremdeles på grønlandsk, når det angår
andet end de rent udvortes forhold. Der-
for tror jeg på, at når forholdene lægges
noget tilrette, kan det egentlig grønland-
ske atter gro frit frem.
Lad mig kort nævne, hvad det er, det
her gælder. Og jeg skal indskrænke mig
til nogle få, men væsentlige forhold.
Det, der betinger den ejendommelige
grønlandske selvfølelse, der virker så til-
talende hos Kap Yorkeren og Angmag-
ssalikkeren, er hans bevidsthed om, at
han er fuldkommen orienteret i sit liv.
Han véd, hvad hver eneste ting, der om-
giver ham, er værd, hans våben og for-
råd, årstid og sted, vejr og vind. Han har
sine forfædres og sin egen erfaring ved
hånden overalt, enten han går ud i kajak
på sælfangst, med slæde på bjørnejagt
eller han forbereder sit udstyr hjemme.
Sæd og skik, tro og overlevering er han
helt fortrolig med. Det giver ham en sik-
kerhedsfølelse, en tryghed, som holder
hans ryg rank og hans sind modigt. Han
møder den vanskelige årstid, den uven-
tede fare, med en rolig ligevægt og et
208
[3]
»Derfor tror jeg på, at når forholdene lægges noget til rette, kan det egentlige grønlandske atter gro frit
frem.« Fot.: Ole Jørgensen, TUKAK' TEATRET, fra kulturugen i september 1980 ved Ammassalik.
[4]
godt humør. Ud af denne sikkerhed i ori-
entering gror hans velvillige, glade lat-
ter, hans gæstfrihed, hans „simple-mind-
ed", troskyldige tillid, hans stilfærdige
mod og ukuelige udholdenhed.
Og kolonisationens store brøde er ikke
den at have afskaffet trommen og dan-
sen eller sangen - det er i den sammen-
hæng små ting — men den at have taget
sikkerheden fra ham uden at give ham
en anden. Hemmeligheden ved det for-
kvaklede hos vestgrønlænderne er den, at
de ikke mere er i stand til at kunne orien-
tere sig i deres egne forhold. Tingenes
værd er en helt anden, spæk og skind og
kød, fangstdygtighed og flid er sat i for-
hold til noget helt andet end det direkte
forbrug. Der er noget, der hedder butik
og butiksvarer, noget, der hedder læsning
og faste stillinger som kivfak eller kate-
ket. Taksten forandres. Hvorfor? Nye
bestemmelser udstedes? I hvad hensigt?
Han føler sig ganske utryg. Han vover
derfor ikke at sige sin mening, inden han
har hørt de kloge danskes. Føler han sig
forurettet, tier han. Eller tager han til
orde gør han det på en irriteret måde,
der ikke tager mod fornuft. Han hager
sig ved småting og ser slet ikke de større.
Udstedes der en eller anden bestemmel-
se, er det gerne en biting derved, han
anker over. Vi trækker på skulderen, men
grunden er klar nok, han er ikke oriente-
ret og kan derfor ikke vurdere rigtig det
lille som lille, det store som store. Her
må vi sætte ind. Det er folkeoplysning,
der kræves. Vi kan gøre det ved direkte
at give denne oplysning. Førstepræst
Storch skrev rammende herom i en arti-
kel i selskabets årsskrift. Hvad kan det
nytte at indføre nye erhverv, når vi ikke
samtidig oplyser grønlænderne derom,
skrev han. Og lad os kun få børneskolen
i Grønland gjort så god som mulig, lad
os foruden seminariet få en efterskole,
som vi nu i 15 år har ønsket det. Grøn-
lænderne, som læser noget, vil derved få
en sikkerhed overfor de danske og må-
ske opdage, at vi slet ikke er så kloge,
som de tror. Lad os give dem ordentlig
læsning. Som eksempel på deres usikker-
hed kan jeg anføre, at det sydgrønland-
ske landsråd højtideligt vedtog, at der
årlig skulle udgives en belærende bog på
grønlandsk, og foreslog derefter, at den
første skulle være en oversættelse af
„Gøngehøvdingen" (!)
Men først og fremmest må vi give dem
sikkerhedsfølelsen i deres daglige øko-
nomiske liv. Og her er vi jo mange, der
ved, at den grønlandske Handels økono-
mi lever på, hvad man uden kriminel
betydning kan kalde falsk balance. Man
kan leve hæderligt som dagdriver i Grøn-
land, arbejde som daglønnet for en me-
get ringe betaling, føre et overklasseliv
som kivfak og kateket for mellem to og
femhundrede kroner, købe kød og fisk
meget billigt. Altsammen fordi grønlæn-
derne foruden let adgang til fiskeri etc.
kan købe varerne billigt i butikken. Den-
ne billighed kan varerne kun have, fordi
producenterne, de egenlige fangere og
pelsjægere, får såmeget mindre for de-
res produkter. Altså de få hundrede be-
taler for hele resten. Det er noget af det
umuligste at forklare grønlænderne en-
hver tings virkelige værdi eller hvad pen-
gene, der arbejdes med, er, hvorfra de
kommer o.s.v. De fatter det ikke. Hel-
digvis bliver mange grønlændere sejgt og
vedholdende, ud af arvet instinkt, ved
210
[5]
»Lad os give dem ordentlig læsning«. Sydgrønlands landsråd vedtog, at den første belærende bog skulle
være en oversættelse af Gøngehøvdingen. Pot.: Th. N. Krabbe, Thule 1909. Nationalmuseet,
Etnografisk Samling.
med at fange og jage. Men den simple
økonomiske regel, at det direkte produ-
cerende arbejde betaler sig bedst, den re-
gel, der herhjemme har fået en forkuet
bondestand og arbejderne til at finde sig
selv og være selvbevidste over deres er-
hverv, den er ganske skjult i Grønland.
Af åndelige grunde, om ikke tillige af
økonomiske, må der arbejdes for en for-
andring heri. Først når grønlænderne
klart kan se, hvad der betaler sig eller
ikke og hvad grundene er hertil, kan han
atter orientere sig og vinde sin sikker-
hedsfølelse tilbage, og med den sine an-
dre gode egenskaber.
Og for at hjælp grønlænderne til at
finde sig selv, må vi dernæst være inter-
esserede i alt, hvad der bidrager til at
give dem en selvbevidsthed som folk, en
samfølelse, en nationalbevidsthed. Den
tryghedsfølelse, hvormed de kunne fær-
des mellem hverandre på deres lange rej-
ser, på de fælles fangstpladser, fordi de
alle havde fælles regler at gå efter, en
uskreven, men uimodståelig lov for sam-
livet, den er falden. De danske kendte
den ikke og respekterede den ikke, hvis
den kom ivejen for deres interesser. Grøn-
lænderne fandt sig deri, fordi vi var de
fremmede, men lidt efter lidt opløstes lo-
ven, og om der end er mange regler til-
bage for deling af fangsten o.s.v., en hel-
hedslov er det ikke mere. Og hvad der
er indført af nye love for samfundslivet,
har jo ikke altid været i sammenhæng
med grønlændernes egne tanker.
211[6]