[1]
Af Knud Rasmussens svar til C. V.SchuItz-Lorentzens
indlæg om folkeoplysningen
Det grønlandske Selskabs Årsskrift 1918
Det var en selvfølge, at den oprinde-
lige grønlænder helt igennem havde .følt
sin sikkerhed i sit eget land, hvor han
både var øverste sagkundskab og øver-
ste autoritet, før fremmede kom til og
tog styret. Og disse stærkere kom jo ikke
blot som de stærkere i kraft af deres kul-
tur, men også som et folk med et frem-
med sprog. Enhver af os har sikkert op-
levet den usikkerhed, der uvilkårlig op-
står, når man står overfor fremmede,
hvis sprog man ikke forstår. Og under
hele kolonisationstiden havde jo forhol-
det faktisk været det mellem grønlæn-
derne og deres inspektører og kolonibe-
styrere, at grønlænderne stod som vidner
til en mængde ting, der foregik, uden at
de, som foranledigede reformerne, hav-
de evnen til at forklare dem hverken
hensigt eller mål. Da erfaringen gennem
de 200 år havde vist, at grønlandsk ikke
var et sprog, som let lod sig tilegne af
danske, synes der derfor ingen anden ud-
vej end for fremtiden at lære grønlæn-
derne dansk i langt større udstrækning,
end det hidtil var sket. Thi grønlænderne
kunne vinde deres gamle sikkerhed til-
bage, når de uden misforståelser kunne
Knud Rasmussen blandt nnrdgronlccndcre.
fotograferet af faderen Chr. Rasmussen.
diskutere deres egne affærer med „Lan-
dets Herrer", og derigennem skabtes der
en større mulighed for mere jævnbyr-
dighed mellem danske og grønlændere.
Lær derfor grønlænderne dansk i vi-
dest mulig omfang, overalt hvor det la-
der sig gøre.
212[2]