[1] Om dansk-grønlandsk forståelse Uddrag af et foredrag i Det grønlandske Selskab 18.12.1924 ved seminarieforstander Aage Bugge Det grønlandske Selskabs Årsskrift 1924-25 Jeg trorat kunne sige, at danske og grøn- lændere virkelig i mange tilfælde har en del kendskab til hinanden og kan stå i et udvortes meget venskabeligt og smukt forhold til hinanden; men hvor er begge parter dog nøjsomme i deres ønsker om et samvær, der kan føre dem nærmere ind på livet af hinanden, så de kan ud- veksle deres i høj grad forskellige erfa- ringer og tanker og lære hinanden grun- digere at kende. Sproget, den vidt forskel- lige opdragelse, horisont og tankegang, danske og grønlændere sidder inde med, lægger som regel sådannne hindringer i vejen, at mangfoldige viger tilbage for dem, så grønlændere og danske ved de pladser, hvor de lever sammen, i det hele kommer til at danne to temmelig afslut- tede kredse, som kun kommer i overfla- disk berøring rned hinanden. Jeg taler her fortrinsvis om den jævnere grønlæn- der. De danske, som i god mening vil prøve at føre diskussioner med sådanne grønlændere, vil undertiden synes, at det er en samtale, der kører i ring og derfor er temmelig håbløs. De, som søger en forklaring på et eller andet fænomen hos grønlænderne, vil hyppigt få svaret: „Det ved jeg ikke, men sådan plejer det nu engang at være." Grønlænderne elsker at holde sig til de foreliggende kends- gerninger, til den mere håndgribelige vir- kelighed og står derfor som regel ufor- stående overfor kulturmenneskets utræt- telige „hvorfor og hvordan". Og griber man i interesse for grønlænderen til den uheldige udvej at trænge sig for pludseligt ind på ham, begynder man at spørge ham ud på kryds og tværs, kommer man ham derfor ikke ind på livet med det samme, fordi en grønlænder nu en gang ikke ud- leverer sig på en studs, men er ret for- sigtig og forbeholden, indtil han er klar over, hvad slags menneske han har for sig. Han er i virkeligheden at sammen- ligne med en snegl, der forsigtigt vover sig ud af sit hus og føler sig lidt for, og der skal meget lidt til, før han trækker sig ind i sig selv. Dette og meget andet har trættet man- ge danske, så de er standset på halvvejen og tit standset med et meget ufærdigt indtryk af, hvad en grønlænder er. Sådan går det da også til, at der er store udsnit af grønlændernes liv og tanker, der kom- mer meget lidt til de danskes kundskab, 215 [2] selv hvor sådanne har opholdt sig i lan- det i flere år og gennem deres daglige virksomhed har en del at gøre med be- folkningen. Grønlænderen er sig selv til fulde den dybtgående forskel mellem dansk og grønlandsk væsen bevidst. Han ræsonnerer ikke så meget over den, men føler den rent instinktmæssigt, og hans optræden overfor den danske er baseret på bevidstheden om denne forskel. Hvis erfaringen ikke udtrykkeligt belærer ham om det modsatte, går han ud fra, at den danske ikke ønsker at indlade sig synder- ligt med ham, og holder sig derfor i det hele for sig selv. Han er klar over, at den danske på magfoldige områder kan og ved mere, end han selv, hvorfor han er villig til at tage os på autoritet. Han kender da også som regel sin begræns- ning, så han føler, at selv om han er af anden mening, betaler det sig ikke for ham at indlade sig i lange diskussioner med den danske udover et snævert om- råde, hvor han føler sig sikker. Han fø- ler tydeligt, at vi gang på gang taler og handler ud fra forudsætninger og tanke- gange, han ikke selv kan overse og mag- te. Derfor vil han hyppigt foretrække skyndsomt at give os ret for på en pæn måde at komme ud af det hele. På den anden side har grønlænderne selv deres del af skylden i, at danske og grønlændere ikke kommer hinanden nær- mere, end de gør. Ikke alene, at deres beskedenhed og tilbageholdenhed over- for de danske til tider er overdreven, men også fordi grønlænderne - trods nymo- dens tale om fremskridt — som helhed er og bliver et konservativt folk, der selv er stærkt tilbøjeligt til at fastholde den een gang satte forskel mellem danske og grønlændere. Derfor er det ikke let for de grønlændere, der søger dansk tilknyt- ning, at komme til at stå som bindeled mellem det grønlandske og det danske folk. Også i det daglige liv har jeg nu og da haft lejlighed til at mærke, hvordan den ene eller den anden grønlænder, der en tid havde sin gang hos mig, fik et lille vink fra sine landsmænd om pænt at holde sig på måtten. I samtaler om disse ting ynder grønlænderne nemlig at an- føre sagnet om Navaranåq, eskimopi- gen, der blev tjenerinde hos nordboerne og derfor løb med sladder og satte ondt mellem eskimoerne og nordboerne. Mo- ralen bliver den: at danske og grønlæn- dere gør bedre i at holde sig for sig selv, det andet kan f øre meget ondt med sig, og lige børn leger nu engang bedst. Sådanne ræsonnementer kan fremføres på meget tiltalende måde af mere konservative grønlændere. Og dog må udviklingen gå sin gang i det grønlandske folk. Disse formidlere mellem dansk og grønlandsk kultur, som vi forefinder i Grønland i sti- gende antal, repræsenterer et led i fol- kets udvikling, som det før eller senere må igennem. De må komme både fra dansk og grønlandsk side. Lad os da håbe, at de må møde op med god vilje til på fuldt ud redelig måde at øge den gen- sidige forståelse. 216 [3]