[1]
Grønlændernes gamle sjæl
Afsnit af en artikel af W. Thalbitzer
Det grønlandske Selskabs Årsskrift 1942
Skal vi tro Grønland har en sjæl? De
indfødte tillægger det ialtfald selv både
en krop og en sjæl. For dem er jorden
levende og befolket med ånder.
Imiitfolket er dog i egentligste forstand
landets sjæl. Kalåtdlit nunåt = Grønland.
Men lad os høre først hvad de siger
om kroppen nitnap timå (landets krop) :
dette samme ord (timå) betyder ikke
blot fastlandet og indlandet, men bruges
netop også om menneskets eller dyrets
krop, om vort legeme. Og svarende der-
til har utallige bjerge og klipper derovre
navne efter legemsdelene. Der ligger
Niaqornaq (hodet, fjældknolden, som
ganske ligner et hode) ; hist ligger Kina-
lik-fjældet (han med Ansigtet). Et an-
det sted ser vi redekammen på bjergtop-
pen; så kommer vi til andre, der fore-
stiller næsen, munden, mundvigen, hal-
sen, kæberne, ryggen, rumpen, yveret osv.
i det uendelige, atter og atter legems-
dele; ikke at forglemme nyren, hjertet,
hjertefjældet Umanak. Disse stednavne
er ret hyppige. Eskimoernes øjne har
genkendt hele kroppen i kystens former.
Selve østkysten kaldes under et for lan-
dets tiinna, dets ryg eller bagside — man
må jo huske at de indvandrende forfæd-
re, som gav stederne navne for 1000 år
siden, kom fra forsiden, fra fronten mod
vest. Kroppens ryg vender østerud. Nu-
nap tunua — Østgrønland.
Men hvordan har landet en sjæl? —
Alle arktiske folkeslag, i Sibirien som i
Amerika, har modtaget levende indtryk
af naturen. Den store moder jord er ikke
død, men besjælet som vor egen krop.
Alle jægerfolk ved at der bor usynlige
åndefolk i bjergene eller under jorden;
— og hvert folkeslag taler (som vi selv)
om sine slags kæmper, dværge, trolde,
nisser og elverfolk, underjordiske osv.
Grønlænderne kendte til et ild folk i fjæ-
ren mellem havranden og klipperne; og
til et indlandsfolk, Timersit, kæmperne
på indlandsisen. Deres gamle jord- og
havguddom, Toornaarssuk, havde vel sit
navn efter de ånder, han ragede op over:
et troldsk indlandsfolk T or nit, fra hvem
åndemanerne, angåkut, ofte hentede de-
res hjælpeånder.
Og disse jægerfolk så ingen stor for-
skel på mennesker og dyr. De følte sig
måske selv som et jaget vildt, der delte
samme skæbne i naturens rige som bjør-
219
[2]
Skulptur af Steffen Rasmussen, Kangaamiut. Fot.: Ole Jørgensen.
nette, sælerne, rensdyrene, — eller som
rovfuglene. Vi mennesker og dyrene har
alle beslægtede sjæle, siges der — det er
jægerens form for animisme, for den
animistiske tro på ånden i naturen, eller
rettere sagt, ånderne.
I gamle dage kunne mennesker for-
vandle sig til dyr eller dyr til mennesker,
ifølge shamanistisk tro. Det var blot en
viljessag. Mennesket beholdt sin sjæl og
sit navn, men viste sig som en bjørn, som
ulv eller ravn - derom handler ofte de
gamle myter. Dyr og mennesker kunne
tale med hinanden og de var ikke hinan-
den fjendtlige.
220[3]