[1] Mødet mellem gammelt og nyt i grønlandsk tankegang Uddrag af en artikel ved provst Aage Bugge Det grønlandske Selskabs Årsskrift 1950 Grønlændernes generthed og tilbagehol- denhed er parret med hans urgamle angst for at blive til spot. Således bilagdes stri- digheder i gamle dage ved, at man un- der trommesange forsøgte at latterlig- gøre modstanderen. I vore dage kan det måske kaste lys over nogle grønlænderes vanskeligheder ved at komme i gang med at tale dansk. Vi møder det i blandings- grønlænderens sårbarhed over for de tit ensidige eller drastiske fremstillinger af det gammelgrønlandske i artikler, fore- drag og film. Kulturgrønlænderen for- langer, at vi loyalt og fuldt ud korrekt bedømmer hans bestræbelser efter at til- passe sig det nye. Det er derfor vor op- gave, uden at gøre grønlænderne til døde kopier af danske og udenlandske forbil- leder, at hjælpe dem til at finde sig selv i en sund ligevægt mellem gammelt og nyt under en selvstændig tilegnelse af det nye. Karakteristisk for det grønlandske sind er de undertiden mærkværdige stær- ke og hurtige svingninger mellem det rent praktisk, håndfaste og det overordent- ligt stærkt følelsesbetonede, der muligt har sine rødder i tidligere tiders isolation og indgifte. Grønlændernes barske liv og vilkår må gøre hans tankesæt praktisk og uhyre nøgternt; omvendt møder vi, som en reaktion mod dette, et følel- sesliv, der i virkeligheden er meget rigt, og som kan give sig uventede stærke, ja voldsomme udslag lige til grænsen af det hysteriske og ekstatiske. Vi møder det i deres sorg og glæde. Deres depressioner kan være meget stær- ke og føre til, at enkelte ender som omflakkende, ensomme fjeldgængere (qivitut) i ødemarken. Grønlænderne sørger, om ikke altid så længe, så dog tit meget stærkt. Ved grønlandske dødslejer har jeg oplevet udbrud af sorg, som ved deres styrke bogstavelig var ved at tage vejret fra mig. Men vi kender også deres festglæde. Deres monotone tilværelse synes at ud- løse en trang til livsudfoldelse. Hvor øl og spiritus nu kommer til, kan en hel bo- plads hensættes i en ekstatisk fælles psy- kose, selv med små midler. Det efter- tragtede ved drikkeriet er åbenbart først og fremmest denne ekstatiske fællesop- levelse. Men også uden spiritus ejer de „festens gave". Hos de gamle ser vi tit 221 [2] et henrivende overskud af vitalitet, hvad enten de danser, eller når de synger deres festsalmer. Svingningerne mellem det håndfaste og det stærkt følelsesbetonede går også igen i den grønlandske missions- og kirkehi- stories annaler. Det håndfaste finder vi f.eks. i den trykkende energi, hvormed grønlænderen kaster sig over de 10 bud i deres nøjagtige ordlyd. Der er, selv i det bedste af grønlandsk kristendomstil- egnelse en gammeltestamentepræget ud- vortes hensyntagen til selve budenes ord- lyd, noget der efter Knud Balles opfat- telse muligt kan ledes tilbage til fortidens respekt for en lang række taburegler. Omvendt går der fra ældgammel grøn- landsk tro om fortidens åndemanere og seancer og gennem flere perioder af grønlændernes kristendomstilegnelse en trang til det ekstatiske, hvad grønlænder- nes langtrukne salmesang også vidner om. Netop kristeligt set, har det såkaldte „koldsindige" folk såvist ikke været blot- tet for følelser. I missionens første år- hundreder ses det bl.a. af den stærke dragning mod den stærkt følelsesbetone- de, hernnhutiske mission i Sydgrønland. Et særdeles vigtigt karaktertræk er den grønlandske konservatisme med sin næsten uovervindelige, dybt indgroede sejghed. Schultz-Lorentzen gør, i Grl. selskabs årsskrift 1918 s. 89 opmærksom på denne konservatismes mærkværdige absorptionsevne. Interessant og vigtigt er det at følge denne absorptionsevne gennem det grønlandske sprogs over to- hundredeårige kamp for at indoptage, omskrive og tildanne de importerede be- greber. Sproget har vist en uhyre elasti- citet, men selvfølgelig løber man i ord- bogs- og oversættelsesarbejde ustandse- ligt panden mod ord, der kun delvis la- der sig omskrive. Faktum er, at det grøn- landske sprog nu på mange måder står på grænsen af sin ydeevne. Sproget er, ikke mindst blandt kolonigrønlænderne, bogstavelig bristefærdig af låneord. — Dog vil det grønlandske sprog, som en ledende grønlænder har sagt til mig, be- stå i uoverskuelig tid. I hjemmet og i kir- ken, i sagn og i sang, i salme og i littera- tur vil det endnu i lange tider tale til grønlænderen om noget af det allerinder- ste i hans sjæl, og dermed vil det bevare sin selvfølgelige eksistensberettigelse med det danske. I korthed må også nævnes den far- ligste og måske allermest fremskridts- hæmmende del af grønlandsk konserva- tisme: den rent passive side i grønlandsk naturel, noget der for øvrigt også kan have sine rødder i den gamle grønland- ske skæbnetro. „Det, der skal ske, det sker". Dette livssyn giver fare for det grønlandske samfund, fordi det ikke blot kan avle en rørende, uskyldig optimisme, men også en stadig tilbagevendende fri- stelse til dovenskab og ansvarsløshed både på det økonomiske, moralske, sek- suelle og mangfoldige andre områder. Det kan blive dræbende for det selvstæn- dige initiativ og for den handlekraft, der tiltrænges så hårdt blandt grønlænderne. 222 [3]