[1] Uddrag af provst Mathias Storchs svar på landsfoged Oldendows amnmeldelse af hans bog: Strejflys over Grønland Det grønlandske Selskabs Årsskrift 1931-32 Landsfogeden er forarget over, at jeg skrev, at kritiken imod styrelsen tager ikke meget fejl, når den siger: „at sty- relsen har kørt med landsrådene, hvor- hen den vil." Ja, man fristes jo til en så- dan kritik, når styrelsen sender de af landsrådet en gang behandlede sager — der ifølge anordninger skal behandles en gang — tilbage til landsrådet til genbe- haadling. Hvem skyldes dette forhold? Styrelsen eller landsfogeden, „landets orienterende — altså den upersonlige — forhandlingsleder" ? Følger man lands fogedens henvisning til Sydgrønlands landsrådsforhandliger og læser den af landsfogeden foranledi- gede landsrådsudtalelse, citeret i årsskrif- tet 1931, side 125, i forbindelse med landsrådets forhandling om danske ud- stedsbestyrere, ser det broget ud dér, hvor forhandlingen sluttedes med en ren idyl, da formanden — for at bruge lands- fogedens egne ord - gav dem „et alvor- ligt pulver". Tager man den slags for- hold, så er det ikke helt hen i vejret at sige: „Kritiken tager ikke meget fejl". Det ligger mig fjernt at mistænkelig- gøre landsrådenes arbejde; men det er, fordi jeg ønsker et godt samarbejde mel- lem danske og grønlændere, at jeg øn- sker landsrådene indskrænket til ét lands- råd. I følge de nu gældende bestemmelser behandler landsrådene sager, der uden skade kan henlægges til sysselrådene. Jeg synes, at det er uheldigt, at under lands- rådsforhandlinger de lokale interesser ofte giver sig for meget udtryk hos med- lemmerne og forstyrrer forhandlingernes gang og måske vanskeliggøre sagernes videre behandling i styrelsen. Men så siger landsfogden hertil: „forholdet er nu uimodsigeligt det, at der er så store og indgribende forskelle mellem Nord- og Sydgrønland, at disse landsdele alene af denne grund må have hvert sit lands- råd. . . ligesom de to landsdele har hver sin landsfoged og hver sin provst (vice- provst)". Uimodsigeligt, ja det er vel for stærkt sagt om de af ham omtalte indgri- bende forskelle, da de ikke er andet end de af mig ovenfor omtalte lokale forskel- ligheder. Og at landsdelene har hver sin landsfoged og hver sin provst skyldes ikke disse forskelle, men landets udstræk- ning. Gøres de to til ét landsråd, der kun 226 [2] Sydgrønlands landsråd og Rigsdagsdelegationen, .Godthåb 1923. Stående bagest: P. Kammersgaard, V. Piirshel. Mads Degnbol, Th. Povlsen, I. P. Oluf son, Simon Olsen. Foran disse stående: Th. Zahle, Kristian Hammckcn, Karl Rosing, Peter Albrechtsen. Siddende på bænk: Ole Petersen, Isak Lund, Lemvigh-Miilller, Kr. Lynge, J. S. Vanggaard, John Høegh. Siddende på jorden: Kristoffer Salomonsen, Hendrik Lund, Hesikiel Berthehen. behandler de for hele landet gældende sager — i stedet for som nu at sende så- danne fra det ene landsråd til det andet — f. eks. retsbestemmelser, og overlader alt det andet af lokal natur til sysselrå- dene, vil landsfogederne ikke tabe noget, fordi sysselrådssager forelægges dem; men på den anden side vil de jo få mere tid til sagernes videre behandling. Så vil Grønland også spare rejsepenge og diæt- penge, som hvert år bruges til landsråds- medlemmerne, hvis landsrådet ikke mere holder møde hvert år. Men landsfoge- den holder fast på den nugældende uhel- dige og for Grønland kostbare bibehol- delse af to landsråd og siger: „den skal der ikke rokkes ved". Det skriver han i kraft af det i 1920 nedsatte udvalgs be- tænkning, som blev fulgt af lovgivnings- magten. Det skete jo før sysselrådene kom i virksomhed. Men siden dengang er der løbet en del vand i stranden. Og det er ikke utænkeligt, at „flertallet" ville komme til at svinde ind, hvis sagen atter blev forelagt for samme udvalg. 227 [3]