[1] Udtalelser af seminarielærer Augo Lynge citeret i en artikel af Knud Oldendow Det grønlandske Selskabs Årsskrift 1939 Kan vi, så få, så fattige, så spredte som vi er, nogen sinde blive et selvstæn- digt folk? Har et så lille folk som det grønlandske, en miniaturebefolkning på størrelse med Viborg, spredt over en mægtig kyst på en strækning som fra Skagen til Syditalien overhovedet eksi- stensmuligheder med hensyn til race, kul- tur og sprog? Herpå svarer dansksprogs- tilhængerne : Nej! Lige fra de allerførste europæere satte foden på Grønland, siden den danske ko- lonisations begyndelse, er der ført krig mellem eskimoisk og europæisk. I de 200 år, der er gået, har der i det stille været kamp mellem eskimoisk og dansk blod, mellem den primitive eskimoiske kultur og den overlegne europæiske kultur, men først og fremmest mellem eskimoisk og kristen religion. Religiøst er den ulige kamp forlængst bragt til afslutning. Den gamle eskimoiske feticisme har lidt ne- derlag overfor den kristne religion. Og der er vist ingen, der beklager dette. Uden kristendommen ville vi i hvert fald have stået på et meget lavere kulturstand- punkt end nu om stunder. Når ret skal være ret, kan man vel ikke sige andet, end at folk, der er frem- kommet som blandinger mellem den hvi- de og den farvede mand, ikke er ansete i verden. Vi behøver kun at minde om me- stizer og mulatter i Amerika, som måske nok anses for at stå en smule højere end den ublandede indianer og neger, men langt under den fuldblods Amerikaner. Det samme er tilfældet i Grønland. Be- grebet grønlænder omfatter alle afskyg- ninger fra ren eskimo til 9 9 pct. dansker, fysisk og åndelig set, men han anerken- des ikke som dansker. Han er og bliver grønlænder, måske ikke helt en eskimo, men dog en farvet mand, der er danske- ren underlegen. Endnu kan man ikke sige andet, end at grønlænderen er en anden klasses mand i sit eget land. Ikke fordi de danske vil have det, men fordi folk, der ikke står på højde i kultur, oplys- ning osv., er og bliver et anden klasses folk. Som kendsgerning kan det anføres, at bortset fra ganske få undtagelser står selv de mest blandede under grønlandsk ret, har ikke de dånskes rettigheder, har ikke adgang til den opdragelse, der kan 229 [2] fås af andre statsborgere. (Endnu anno 1938 findes der ikke en eneste grønlæn- der, der nogen sinde har besøgt Dan- marks højeste læreanstalt, og det, skønt der ellers rundt om i verden findes mas- ser af farvede studenter.) Kulturelt står vi på en skillevej. Er- hvervsskiftet er nu forlængst en kends- gerning, idet der i Grønlands styrelse er en bevidst vilje til at føre grønlænderne fra det primitive jægerstadium til mindre kultur fjendske erhverv. Udtalelser af digteren Henrik Lund citeret i ovennævnte artikel af Knud Oldendow Det grønlandske Selskabs Årsskrift 1939 „I de senere år er kravene til under- visningen steget, og flere og flere af vore unge landsmænd lærer håndværk i Dan- mark. Det mærkes nu, at mange ved at se forholdene i Danmark finder dem ide- elle og længes efter og stræber hen til, at der kan blive ligesådan i Grønland, uden at de tænker på, at Grønland og Danmark er meget forskellige, befolk- ningen og erhvervene ligeså. Men ikke mindst på det åndelige område er der såre stor ulighed. Denne mangel på inderlig forståelse og trangen til hastigt at nå frem har også relation til kravet om at lære dansk. Det de kalder „Landets åbning" forøger og- så iveren. For mit vedkommende har jeg i sin tid tilsluttet mig til dem, der mener, at der bør undervises i dansk. Men jeg havde ikke tænkt mig, at faget skulle stilles over alle andre eller tage pladsen op for andet, endsige give anledning til ringe- agt for grønlandsk. — Men nu ser man - af den iver, hvormed dansk drives — at det ligesom bruges til og let kan forstås som middel til udryddelse af vort grøn- landske sprog." 230 [3]