[1] Den sorgløse Grønlænder Uddrag af en artikel ved Kåle Rosing Tidsskriftet Grønland 1964 En sådan psykolog (grønlandsk, (red) findes desværre ikke idag, men da jeg synes, at der hidtil har manglet en mere samlet omtale af grønlændernes psyke, har jeg dristet mig til at berøre emnet, selv om Udvalget f or Samfundsforskning i sin sidste rapport om samarbejdspro- blemer har anført, at der ingen psykisk forskel er påvist hos de forskellige racer. Jeg er imidlertid af den opfattelse, at der hos grønlænderen findes visse frem- trædende karaktertræk, der er med til at danne en mentalitet, der afviger en del fra den danske. Hvad nedenfor følger må derfor ikke tages for mer, end det er, nemlig nogle personlige tanker, som jeg har dannet mig i årenes løb, og som jeg håber kan bidrage til en forståelse af grønlænderne og deres reaktioner i nu- tiden. Under kongerejsen i 1960 udtalte da- værende landsrådsmedlem Marius Sivert- sen i sin tale i Christianshåb, at der i så lang tid havde været skrevet om grøn- lændernes mere ufordelagtige sider, at det nu snart var på tide, at man også fandt de positive sider frem. Extremerne vil altid falde mest i øjnene, og man kom- mer da også ud for udtalelser, der f. eks. går ud på, at grønlænderne er dovne og drikfældige, lige såvel som man hører begejstrede udtalelser om, at de er ver- dens bedste og gladeste mennesker, der samtidig er i besiddelse af en formidabel hårdførhed. Lad os forsøge en kort om- tale af de mest udprægede karakteregen- skaber, der har dybe rødder i fortiden, og som derfor uvægerlig også kommer til at præge grønlænderen af i dag. Kort tid efter at Udvalget for Sam- fundsforskning havde begyndt sit arbej- de i Grønland, nævnte daværende for- mand for udvalget professor Carsten Høeg i Det grønlandske Selskab, at de såkaldte civiliserede altid ved mødet med mere primitive mennesker med største bekymring og hændervriden konstatere- de, hvor sorgløse de primitive var. Sorg- løsheden, som professoren her har rørt ved, er nok en karakteregenskab, der end- nu giver den grønlandske mentalitet en meget stor del af sit særpræg. Det er en egenskab, der i tidligere tid var uomtvi- stelig nødvendig for i det hele taget at kunne udholde livet ved eksistensmulig- hedernes yderste grænse. Det er derfor heller ikke mærkligt, at dette karakteri- stikum er fremtrædende den dag i dag. Det er i hovedsagen dette (sammen med en klædelig generthed), der hos danske 247 [2] i Danmark foranlediger de ovenud begej- strede udtalelserom grønlændernes char- me og uimodståelighed. Denne begej- string og overvældende interesse er ofte medvirkende til, at mange af grønlænder- ne under deres Danmarks-ophold forkæ- les i en grad, der ikke altid er af det gode, og som kan bevirke, at grønlæn- deren ved sin tilbagekomst til Grønland føler sig tilsidesat og „forskelsbehand- let", når der i Grønland på grund af hans uddannelse stilles samme krav til ham som til andre. Sorgløsheden er den egen- skab i Grønland, der vanskeligst går i spand med de krav, der i den nye tid stil- les til grønlændernes arbejdsindsats og ansvarsfølelse, og den kan ofte af ufor- stående danske udlægges som upålidelig- hed. Det er den, der bevirker, at man på mange arbejdspladser viger tilbage for at tildele grønlænderne højere og mere betroede stillinger. Denne egen- skab, der i sig selv er så charmerende, må nødvendigvis ofres på civilisationens alter. Denne egenskab, sorgløsheden, er vel for en stor del medvirkende til, at grøn- lænderne har en ganske særlig evne til at få noget ud af en sammenkomst eller fest; de har virkelig — som Knud Ras- mussen har udtrykt det i Myter og Sagn - fået „festens gave". Man giver sig helt hen i glæde over selve festen uden at be- kymre sig om noget andet. Når man har opholdt sig i Grønland i en længere år- række og er inde i sproget, vil man altid mindes det selskabelige samvær med grønlændere som noget ganske særligt, et samvær hvorom man virkelig kan sige, man har moret sig, uden at det er nød- vendigt med mange ydre arrangementer og traktementer, der ellers anses for nød- vendige, for at en fest skal være vel- lykket. Et andet karaktertræk, man ikke kan undgå at tage i betragtning, hvis man vil forsøge at forstå grønlændernes psyke, er den medfødte generthed. Ligesom sorgløsheden har genertheden været en af de egenskaber, der har været nødven- dig for eskimoerne for at kunne gennem- føre ordnede forhold i de små samfund og derved medvirke til opretholdelse af livet. På bopladsen var der i gamle dage een mand, der i givet fald tog afgørel- serne for de andre, og som iøvrigt i mangfoldige tilfælde ernærede de øvrige i dårlige fangstperioder. Hans ord var lov, og de øvrige havde værsågod at rette sig efter ham uden diskussion. Ikke på den måde, at han slog om sig med ordrer, men man accepterede ham stil- tiende som overhoved og rettede sig efter hans adfærd eller antydninger. Også han undså sig for at „optræde". Måske var nogle af hans „undersåtter" så fulde af hæmninger, at en moderne psykoanaly- tiker ville være blevet lige så forfærdet som de civiliserede over disse primitives sorgløshed. Det var imidlertid ganske nødvendigt med en vis generthed i de gamle samfund for overhovedet at op- retholde en vis orden. Den fatalisme, der tidligere må siges at have været et af de fremtrædende karak- tertræk, eksisterer på sin vis stadig. Man finder sig i det uundgåelige. Man kom- mer måske let i affekt overfor uforudsete hændelser (det være sig pludselige døds- fald, skuf felser etc.),men efter kort tids forløb af finder man sig med skæbnen. Denne egenskab står måske også i for- 248 [3] Optræning til fest og glæde. Fra TUKAK' TEATRETs forestilling Nattoralik, som bygger på sagnet om »Festens Gave«. Pot.: Ole Jørgensen, TUKAK' TEATRET. bindelse med den autoritetstro, der har været stærkt fremherskende både i den gamle eskimoiske tid overfor åndema- ner og hekse, og i den nyere tid (koloni- tiden) overfor de danske og deres afgø- relser. Denne autoritetstro er dog i den seneste tid stærkt på retur, hvilket er en naturlig følge af den større oplysning. - En anden karakteregenskab, der også nok har en vis relation til den tidligere karakteristiske fatalisme, er den — ofte i danske øjne grænseløse — tålmodighed, der kan udvises. Denne tålmodighed i forbindelse med den ofte berømmede hårdførhed gør blandt andet grønlænde- ren til den af læger og sygeplejersker højt værdsatte patient, ikke mindst som operationspatient. Denne egenskab gør grønlænderen til en skattet medarbejder, der sjældent taber humøret, hvor det f. eks. drejer sig om langvarigt rutinear- bejde eller om de perioder, hvor overar- bejde er nødvendigt. Fatalismen, der som nævnt stadig be- står, omend ofte i en noget anden form end den oprindelige, er måske til dels skyld i den mangel på medfølelse, der af og til kan udvises. De gamle sagn beret- ter ganske vist om medfølelse, men of- test som en undtagelse f. eks. mod et for- 249 [4] ældreløst barn, der ellers i det store og hele så sandelig ikke var ude for medføl- else; og udviste man i gamle dage med- følelse overfor en gammel mand eller kvinde, skete dette som regel ved, at den pågældende blev efterladt, så han eller hun hurtigt kunne fryse eller sulte ihjel. Det kan også i denne forbindelse nævnes som karakteristisk, at der fra grønlandsk side ikke er gjort noget større ud af børneforsorgen før i den nyeste tid. Denne mangel på medfølelse overfor dyr og mennesker kan sikkert også for- klares i sammenhæng med den tidligere omtalte hårdførhed, der var nødvendig under så barske levevilkår. Dette må ikke forstås således, at der i nutidens Grønland sjældent vises medfølelse, men at de enkelte — og af og til chokerende - eksempler på mangel herpå kan have sin forklaring blandt de karakteregenskaber der har hjulpet eskimoerne til at klare sig tinder de vanskelige forhold. Som kort berørt ovenfor er grønlæn- deren i almindelighed i besiddelse af en meget levende iagttagelsesevne ikke alene overfor naturen, men også overfor sine medmenneskers gøren og laden. Han er i besiddelse af humor omend i en ganske anden form end f. eks. danskerens, idet den i oversættelse er både for direkte og kan virke ligefrem grov, men som vir- ker ganske anderledes morsom i det sprog, hvor den hører hjemme. Ved gi- ven lejlighed giver han da udtryk for sine iagttagelser, som oftest under udfol- delse af et humør og en så blændende fortælleteknik, at det ville gøre enhver skuespiller ære. Inden vi forlader omtalen af de karak- teregenskaber, der efter min formening har deres dybe rødder i fortiden, skal grønlændernes stilling til kønslivet kort omtales. Der har været skrevet med „jordskælvshøje" bogstaver i de danske aviser om de utallige gonorrhoetilfælde, om den udbredte promiscuitetog proble- met havnepiger. Resultatet er forment- lig, at danskere forestiller sig grønlæn- derne som et overmåde erotisk folk. For- holdet er imidlertid, at grønlænderne be- tragter kønsakten som en ganske naturlig foreteelse, således som den forkomnier blandt alle levende væsener. Man tillæg- ger ikke en seksuel oplevelse en betyd- ning i samme grad, som mere „civilise- rede" ofte gør det. Man tager det nær- mest som en form for leg, og det er iøv- rigt en foreteelse, som man som barn ikke har kunnet undgå at være tilskuer til både i de overfyldte huse og i det nordlige Grønland ude i det fri, hvor det vrimler med løbske tævehunde. Skulle det så ske, at en seksualforbryder har med en lovlig ung pige eller dreng at gøre, har det sjældent så stor en psykisk virkning, at det kommer til at præge den unge senere hen. Jeg betvivler, at grøn- lænderne er mere seksuelt aktive end an- dre folkeslag, men sorgløsheden og der- med manglende ansvarsfølelse har des- værre den store udbredelse af kønssyg- domme og det høje antal fødsler udenfor ægteskab til følge (og iøvrigt også de alt for mange børnefødsler i ægteskab), men dette forhold vil der næppe kunne rådes bod på uden større oplysning og ikke mindst en væsentlig forhøjelse af bolig- standarden og den almindelige hygiejne. Jeg kan heller ikke slutte omtalen af grønlændernes egenskaber uden at sige et par ord om deres intelligens. At eski- 250 [5] ». . . grønlandske børn, der har fået lejlighed til at få undervisning under akkurat samme vilkår som danske, har klaret tig fuldt ud lige så godt som disse.« Fot.; Mogens S. Koch, moerne harkunnet udvikle en så hensigts- mæssig fangstteknik og kultur i det hele taget, at de har kunnet klare sig i områ- der, hvor andre folkeslag har måttet give op, tyder dog ikke på en helt ringe intelligens. Tidligere medicinalkonsulent i Grønlands styrelse dr. Alfr. Bertelsen har efter nogle foretagne undersøgelser i Umanak distrikt ment at kunne fastslå, at grønlandske børns intelligens ligger betydeligt lavere end f. eks. danske. På hvilket videnskabeligt grundlag, han har fastslået dette ved jeg ikke, men det kan i hvert fald anføres, at en så kendt psyki- ater som overlæge dr. med. Carl demen- sen har udtalt: „Kunne vi ikke få en intelligensprøve, så vi kunne „bestemme intelligenskvoti- enten?" spørger undertiden pædagoger, men dette må på Grønland betragtes som udelukket—jeg havde nær sagt heldigvis. Sagen er den, at de gængse intelligens- prøver er lidet anvendelige i den grøn- landske befolkning. Grønlænderne er ikke vant til de abstrakte begreber, der ofte indgår i disse prøver, og ville man ende- lig udarbejde en grønlandsk intelligens- prøve, er befolkningen ikke stor nok til at gennemføre en standardisering, og be- folkningens forudsætninger er så forskel- lige i byer og på bopladser, i syd og i nord, at man uhjælpelig vil komme til kort" (Tidsskr. Grønland nr. 2, 1963). Dette må vist være tilstrækkeligt til at kuldkaste dr. Bertelsens konklusion, og de praktiske erfaringer har i hvert fald vist, at grønlandske børn, der har fået lejlighed til at få undervisning under akkurat samme vilkår som danske, har klaret sig fuldtud lige så godt som disse. Dette forsøg på at beskrive nogle af de karakteregenskaber, der er mest frem- trædende hos grønlænderne, må langt fra betragtes som udtømmende, og jeg skal derfor afholde mig fra at give en almin- delig karakteristik af grønlænderen. Der kan findes mange andre fremherskende — gode eller dårlige — egenskaber som hos så mange andre, men jeg er af den formening, at de omtalte karakteristiske egenskaber findes mere eller mindre hos de allerfleste grønlændere. 251 [6]