[1] Fra en tale af folketingsmand Nikolaj Rosing i Det grønlandske Selskab den 11. november 1965 i anledning af nyt skolelovsforslag Tidsskriftet Grønland 1966 Grønlandsk, som er en af grenene af det eskimoiske sprog, er det mest moderne sprog blandt eskimostammerne, det sprog, som gennem tiderne har udviklet sig i livets omskiftelser, og som i mange århundreder har dækket hele den isole- rede grønlandske begrebsverden indtil den tid, da det mødte de andre folk med andre sprog. Under den første tid, i Grønlands missions- og kolonisationspe- riode, var der sikkert ikke for grønlæn- derne noget sprogproblem, det var der snarere for dem, der ville virke som missionærer og handelsmænd. Det var jo nødvendigt, at de lærte landets sprog for at kunne blive forstået. Men efterhånden som grønlænderne blev mere fortrolige med det folk, der var kommet et andet sted fra og havde fået lærdom af disse, fik situationen en anden retning. Man indsatte dansk som fag på et af to seminarier for mere end l OD år siden. (Det skulle man have ud- videt efterhånden, navnlig fra dette år- hundredes begyndelse, hvis man ikke havde, som det udtrykkes, „ventet grøn- lændernes eget ønske om at lære dansk"). Medens tiden gik, og grønlændernes ud- dannelse så småt skred fremad, ville ef- terhånden flere og flere grønlandske fa- milier have, at deres børn blev undervist i dette fremmedsprog. Læser vi Atua- gagdliutit fra 30'erne, kan vi ikke undgå at konstatere denne tendens i spørgsmå- let. Grønlænderne, også dem, der boede ude på udstederne, ønskede dette. Denne i begyndelsen svage tendens, som med tiden tegnede sig stærkere og stærkere, var indledningen og en af årsagerne til, at det grønlandske sprog kom i mindre vægt i folkets tankegang. Det er ikke første gang i disse år, at spørgsmålet om det grønlandske sprog bliver offentligt diskuteret mellem inter- esserede og skolefolk, mellem grønlæn- .dere og danske embedsmænd, der har med grønlandsarbejdet at gøre. Spørgs- målet har tidligere været rejst i forbin- delse med ønsket om indførelse af det danske sprog i skolerne, selv om enkelte fremstående grønlændere i sin tid har gi- vet udtryk for, at spørgsmålet om det grønlandske sprogs f remtid var grønlæn- dernes egen sag, er det mig lige så vig- tigt at fremhæve, at dette teoretisk og praktisk også er skolens sag. Det kan 252 [2] "Grønlænderne, også dem, der boede ude på udstederne, ønskede, at deres børn blev undervist i dansk. . . . Grønland er mi et to-sproget land, og det vil det være for de kommende generationer.« Fot.: Ole Jørgensen. Scorcsbysund 1977. ikke bortforklares ved, at en ny tid i al- mindelighed og grønlændernes fremtid i særdeleshed har krav på en helt anden vurdering af dette sproglige spørgsmål. Det må siges fra vor side, at vi både øn- sker og er indforstået med en struktur- ændring i den grønlandske skole, ikke mindst i bestræbelserne på at intensivere 253 [3] danskundervisningen i Grønland. I ønsket om at have lige så god uddannelse for grønlændere som for andre danske må dansk jo have en høj prioritet i vore sko- ler, men det grønlandske sprog, som nød- vendigvis må rykke ned som fag, har og- så kravpå særligt hensyn fra skolensside, bl. a. hvad dette angår at skaffe velkva- lificerede lærere og de til faget nødven- dige moderne hjælpemidler, lærebøger. Kræver vi mere end dette, vil jeg tro, at vi kommer til at modarbejde det, vi selv ønsker realiseret, og den udvikling, som vi selv gennem vore politiske repræsen- tanter har fremsat ønsker om. Lad mig så til slut opstille de få mulig- heder, som vi i øjeblikket har til effekti- visering af grønlandsundervisningen i vore skoler: 1. Udgivelse og udarbejdelse af grøn- landske lærebøger bør overvåges nøje og fremskyndes af skolevæsenets ledelse i højere grad end hidtil. Det ville i den- ne forbindelse være ønskeligt, at skole- væsenet så vidt det er gørligt giver let- telser i lærebogsforfatteres arbejdsbyrde eventuelt ved reduktion af deres timetal eller fritage dem i andre arbejder i sko- len eller måske ved bevilling af orlov. 2. Af hensyn hertil må man sørge for fremskyndelse af afgørelsen af, hvilket retskrivningssystem, der skal gælde i den kommende tid. 3. Etablering af permanente kurser for grønlandske lærere i faget grønlandsk a) i Grønland b) i Danmark. For det sidstes vedkommende tænkes på de grøn- landske lærere, der har taget lærereksa- men her i Danmark og forbliver her, og vore seminarister på danske seminarier, som agterat komme tilbage til Grønland. Det skal være korte kurser eller en række forelæsninger om sprogets opbygning og eskimoiske dialekter. Her har vi jo pro- fessorat i disse discipliner. 4. Vi kan ikke fremskaffe flere grøn- landske lærere før engang efter 1968, men i Danmark opholder sig nogle, og derfor er en eventuel nærmere undersø- gelse af deres lønmæssige problemer øn- skelig, så denne barriere ikke længere skal være hindrende for, at de vender til- bage til det grønlandske skolevæsen, hvor vi, som det vil forstås, har hårdt brug for dem. Sluttelig vil jeg sige, at det er min over- bevisning — ligesom det også er bevist blandt Alaska-eskimoerne, som udeluk- kende er undervist på engelsk, men som dog bevarer deres oprindelige sprog—at det grønlandske sprog aldrig vil forsvin- de; et „hjertesprog" kan jo ikke dø. Grønland er nu et to-sproget land, og det vil det være for de kommende gene- rationer. En grønlænder, der er perfekt i dansk, og som samtidig har en god sko- lemæssig uddannelse i grønlandsk, er og vil være, hvad det grønlandske samfund er bedst tjent med. Dette kan ikke bestri- des, derfor er vi grønlandske lærere og det grønlandske skolevæsen ansvarlige for den nuværende og de kommende ge- nerationer i spørgsmålet om den rette pleje og omsorg af vort modersmål, det er et krav til os. 254 [4]