[1] Inuit-partiet, blot et intermezzo? Fra en artikel af Jørgen Fleischer Tidsskriftet Grønland 1967 Inuit partiet er stiftet i ønsket om at gøre kløften mellem grønlændere og danske i Grønland mindre. Inuit-partiet tror på et sundt ogvelfunderet samarbejde, der hvi- ler på fuld gennemførelse af grundlo- vens bestemmelser om ligeberettigelse i Grønland. Det er partiets synspunkt, at man kan indføre ligelønsprincippet uden risiko for at havne i den modsatte grøft, hvis man samtidig giver befolkningene i Grønland samme økonomiske forpligtel- ser som i Danmark. Alle danske statsborgere i Grønland skal have samme ret til økonomiske go- der og til at øve en indsats i landets op- bygning, uden at man skeler til, hvor man er født. Partiet tror, at man ved at udjævne forskelbehandlingen kan skabe et harmonisk samfund i Grønland, hvor befolkningsgrupperne lever i fordragelig hed med hinanden, og som stiler mod større økonomisk fremgang, styrket i den fælles indsats af bevidstheden om, at alle er med på lige fod i samfundets opbyg- ning. Det vil betyde et lykkeligere og mere velstående Grønland. Dette er Inuit-partiets fornemste mål. Inuit-partiet ønsker varig tilknytning til Danmark, og det kan kun sikres, hvis grønlænderne kan samarbejde på lige fod med de øvrige borgere i riget. I øjeblikket er der ingen grund til at bekymre sig om Grønlands tilhørsforhold Der er ikke megen uenighed om den nu- værende officielle politiks hovedtræk. De ældre såkaldte besindige vælgere, der er opflasket med kolonitidens autoritetstro, finder det helt i sin orden, at de politi- ske og administrative myndigheder ved- tager en politisk kurs, der opretholder forskelsbehandlingen. Det er der ikke noget at sige til. Ældre grønlændere har aldrig kendt noget andet. Tanken om ligestilling er dem fjern. Men det vil tynde ud i de ældre væl- geres rækker, efterhånden som tiden går. Det unge Grønland vil gøre sig gældende, også politisk. Og det unge Grønland vil aldrig kunne tilgive det officielle Dan- mark og de folkevalgte i landsdelen den bjørnetjeneste, de har gjort Grønland ved at indføre fødestedskriteriet. Danmark har i dag en enestående chan- ce for at omskabe Grønland til et sam- fund med raceintegration. Men tiden må ikke forpasses. Det er i dag, at man skal handle med klogskab og fremsyn. At skabe et samfund af to racer er in- 257 [2] genlunde en let opgave. Det er farligt, bevidst at prøve at få en surrogat-dan- sker ud af grønlænderen. De bedste be- tingelser for et godt samarbejde mellem to folk kan sikres ved at vise respekt for kultur og sprog. Det er denne gensidige respekt for sprog og kultur, som efter Inuit-partiets opfattelse må være grund- laget for det fremtidige samarbejde mel- lem de to befolkningsgrupper. Umyndiggørelsen af grønlænderen er nok det allerstørste problem i Grønland i dag. Grønlænderen har aldrig genvundet den selvtillid, som han mistede under ko- lonitidens barnepigementalitet. Det er et af de største fejlgreb i grønlandspolitik- ken. Det kan kun rettes ved, at man akti- viserer grønlænderen, viser ham tillid og indbyder ham til samarbejde som lige- mand. Grønlænderen må kende sit eget værd som menneske. Han skal ikke bare være nydende men også ydende som andre borgere i det danske rige. De mange skæ- ve forhold og de uoverskuelige problemer i dagens Grønland skyldes, at grønlæn- deren fortsat venter, at danskerne skal klare ærterne for ham. Som menneske er grønlænderen ikke ringere end sine dan- ske medborgere. Det tror Inuit-partiet fuldt og fast på. Man skal bare give grønlænderen samme pligter. De mange problemer vil finde deres løsning, når grønlænderen ved, at han er lige så meget værd som danskeren, og at man af ham venter den samme indsats i landets op- bygning. Det er på dette grundlag, Inuit-partiet bygger sin skattepolitik. Inuit-partiet an- ser indførelsen af direkte skatter som en forudsætning for opnåelse af ligeløn. Men det er ikke den vigtigste begrun- delse. Inuit-partiets skattepolitik er dik- teret af ønsket om at give grønlænderen mere moralsk rygrad. Men mærkelig nok har Inuit-partiets skattepolitik vist sig at være den største hindring i partiets bestræbelser for at vinde gehør hos det grønlandske folk. „Vore autoriteter siger, at tiden ikke er moden til det. Vi tjener for lidt. Skatte- administrationen vil koste for meget. Hvordan kan vi sætte os op imod kends- gerningerne?" Inuit-partiet finder det vigtigt, at grønlænderen ikke mister sin nationale bevidsthed. Kun ved at vedkende sig sin oprindelse og sin kulturelle arv kan den grønlandske ungdom få fast grund under fødderne og uden komplekser møde dan- skeren som sin ligemand. At partiet lægger vægt på grønlandsk- undervisningen behøver ikke at betyde, at partiet tilsidesætter det danske sprog. Det er gennem det danske sprog, at vi skal lære hinanden at kende. Dansk skal være et fælles sprog i fremtidens Grøn- land, men af den grund behøver grønlæn- deren ikke at ringeagte sit modersmål. 258 [3]