[1] Fundamentalt ændret Grønlandspolitik Artikel af Moses Olsen Tidsskriftet Grønland 1969 I et åbent brev til statsminister Hilmar Baunsgård (offentliggjort i„Politiken") skriver formanden for Unge Grønlæn- deres Råd, stud. mag. Moses Olsen efter statsministerens grønlandsrejse bl. a.: Hvordan kan det være, at de danske læreres antal vokser og vokser, alt imens alle råber højere og højere om grønlæn- dernes overtagelse af samfundsfunktio- nerne? Den slags spørgsmål kunne man hel- lere tænke sig besvaret eller blot stillet af vor statsminister end høre den hårdt- prøvede „vuggevise", han leverede i sin radiotale. Stasministeren må under sin grønlands- rejse have erfaret, hvor fundamentalt forskellig Grønland og Damark og der- med det grønlandske og det danske sam- fund egentlig er. Trods denne uomgængelige kendsger- nig kræver den førte „ligestillingspoli- tik" eller „normaliseringspolitik" eller rettere sagt „bliv-dansk-politik", at den grønlandske ungdom skal have dansk ud- dannelse. Men opnår man lighed ved at gøre ensartethed i uddannelsen til et mål, når det gælder to så vidt forskellige sam- fuad? Personlig mener jeg, at det er at ønske sit eget tøj syet efter andres mål, og at man ikke føler sig særlig godt tilpas i så- danne klæder. Det er en kendsgerning, at kun et få- tal af de grønlandske børn kan få egent- lig fagligt udbytte af den næsten udeluk- kende dansksprogede undervisning, sko- len leverer i dag. De få grønlændere, der får et dansk eksamensbevis, har mulig- hed for at opnå en „uddannelsesmæssig ligestilling", sådan som „bliv-dansk-ud- dannet-politikken" fortolker denne. Det er imidlertid ingenlunde sikkert, at den danskuddannede grønlænder får denne eftertragtede status. „Bliv-dansk- politikken" kræver nemlig, at han for at opnå denne status skal kunne bevise, at han har så megen tilknytning til Dan- mark, at han kan betragtes som værende indfødt dansker. Først da kan han i sit eget land få en behandling, som man i dag finder er en fremmed (dansker) værdig. Med andre ord skal han på den mest knusende og ydmygende måde be- vise, at han, skønt han ved, at han er grønlænder, alligevel ikke er det. Han skal sælge sin egen identitet for at få den bedste behandling i sit eget land, en behandling, som enhver udsendt 264 [2] dansker automatisk får. Jeg er helt på det rene med, at et samfunds levestan- dard må stå i rimeligt forhold til de mu- ligheder, landet har at byde på. Derfor er jeg også på det rene med, at den dan- ske og grønlandske levestandard ikke kan være lige høje for tiden. Men den måde, dette praktiseres på i dag, kan efter al- mindelig sund fornuft ikke undgå at fore- komme at være et udtryk for indbildsk tro på egne normers fortræffelighed og en form for nedvurdering af medmenne- sker, som man var naiv nok til at tro kun kan forekomme i visse lande, som den danske stat gerne er en af de første til at fordømme for inhumane overgreb. „Bliv-dansk-uddannet-politikken" kræ- ver altså grønlænderens fuldstændige fremmedgørelse. Er det det, statsministeren havde i tankerne, da han under sin radiotale sag- de til den grønlandske ungdom: „I må være klar over, at samfundet stiller sine krav til jer." Statsministeren sagde noget om, at den førte Grønlands-politik vil forblive uændret. Mener statsministeren dermed, at det er et rimeligt krav, at grønlænderen skal eliminere sig selv, falbyde sit eget jeg? Jeg mener, at man må søge at formu- lere en grønlandsk uddannelse, som ikke nødvendigvis tager dansk uddannelse som norm eller mål i sig selv. En sådan ud- dannelse må først og fremmest tage hen- syn til det sprog, flertallet taler. Man kan tænke sig en skole, hvor man koncentrerer sig om tre sprog, nemlig grønlandsk, engelsk og dansk. En grøn- landsk uddannelse må endvidere i første række tage hensyn til de erhvervsmulig- heder, landet har at byde på. Dette vil bl. a. gøre personer, der er opvokset i Grønland og har føling med det grønlandske menneske og grønland- ske forhold iøvrigt, bedre kvalificerede til virke i Grønland end udefra kommen- de, hvilket er logisk og rigtigt, og det vil få til følge, at udefra kommende må gen- nemgå en grundig forberedelse forud for grønlandsarbejdet, hvilket er rimeligt og nødvendigt, hvis der nogen sinde skal kunne opstå et frugtbart og sundt sam- arbejde og fællesskab grønlændere og danskere imellem. Dette vil dog først og fremmest kræve en helt ændret holdning til hele proble- matikken omkring Grønland. Det vil kræve en fundamentalt ændret Grønlandspolitik, hvor uddannelsesmot- toet,,bliv-dansk-uddannet" udskiftes med noget andet, som indeholder følgende: „En hensigtsmæssig grønlandsk uddan- nelse, som honorerer grønlandske krav og behov, er lige så meget værd i Grøn- land som en hensigtsmæssig dansk ud- dannelse, som honorerer danske krav og behov, er det i Danmark." Hvor to fundamentalt så forskellige samfund skal leve inden for det samme riges grænser, gives der ingen anden form for ligestilling. Først når vi når så vidt i indlevelse i og forståelse for hinandens forhold og problemer, kan en dansk statsminister med god samvittighed appellere til os, den grønlandske ungdom, og tale om vort samfunds krav til os. 265 [3]