[1] Den grønlandske identitet Af Gudrun Chemnitz I længst forsvunden tid vandrede en lille menneskeskare. Der har været flere teorier, som taler om hvorfra Eskimoerne stammer, hvil- ken sprogstamme. - Der er Axel Olriks „Finsk-Ugrisk" sprogstamme og der er Knut Bergsands „Esk-Aleutisk" sprog- stamme. Efter min egen overbevisning og efter teorierne, vil jeg helst tro på Axel Olriks teori. Derfor går jeg meget langt tilbage i tankerne, nemlig til ,,Abraham og Lot" : „Går du til venstre, så går jeg til højre". Derfra kommer vel også de gamle eski- moiske fortællinger, f.eks. om mammu- terne, de urgamle elefanter. — Overleve- ring af fortællinger fra den ældre til den yngre grønlandske befolkning, da jeg var barn. Og disse fortællinger kan have væ- ret meget gamle. Jeg tror, at den oprindelige eskimoiske folkestamme kommer fra Ungarn ,fra Madjarerne. En del folk tog derfra og vandrede og da man i gamle dage altid fulgte fang- sten, er den lille menneskeskare taget mod Nord. Da de kom til havet drog nogle mod vest andre mod øst. Vandrin- gen for de, der drog vestpå blev ikke lang, for da de kom til havet, standsede stammen, for „Lapperne" må være dem, der drog mod vest. Vandringen for dem, der drog mod øst, blev meget lang. - Gennem Sibiriens nordligste land vandrede den lille men- neskeskare, og nogle bosatte sig under- vejs. Derfor møder man sibiriske eski- moer, Alaska eskimoer, canadiske eski- moer, og endelig dem, der vandrede længst, grønlandske eskimoer. Eskimoerne vandrede efter fangsten, derfor har de en meget højtstående fangstkultur.-Den lille vandrende folke- skare standsede lidt, da de kom til havet mellem Canada og Grønland; men fort- satte over isen til Thule i Grønland. Da tog de igen en beslutning: „Går du mod vest, så går jeg mod øst". Nogle drog over Nordgrønland og ned langs Østkysten og resten drog ned langs Vestkysten. De vandrede og vandrede, og efterhånden blev det barske land be- folket af et fangerfolk spredt over hele Grønlands kyst. I mange, mange år levede Grønlands eskimoer under konstant vandring i lan- det. — Jeg tror også, at de er kommet i flere hold gennem mange års mellemrum. 268 [2] Fot.: Ole førgensen, TUKAK' TEATRET, fra kultiinigen i september 1980 ved Ammassalik. Derfor finder man flere forskellige kul- turer, der har forskellige alderstrin som Dorset-Sarqaq kulturen m. m. Dengang var der meget fangst at følge. Selv store hvaler blev fanget med de meget veludstyrede fartøjer og fangst- redskaber. Af og til kom der folk fra Øst, det var Europæerne, som også vandrede, men det var mere på opdagelsesrejser. Omkring år 1000 begyndte eskimo- erne at blive blandet. - Da Erik den Røde kom til sydspidsen af Grønland, boede der allerede grønlandske eskimo- er over hele landet. Omkring år 1500 blev befolkningen blandet meget, det var hvalfangernes tid. — Så hvis man skal tale om grønlænderne idag, er den nuvæ- rende befolkning meget blandet, forfæd- rene er både eskimoer og europæer. Under vandringen levede eskimoerne under meget barske vilkår, som de beun- dringsværdigt overlevede. Derfor har de tit tyet til overnaturlige væsener gennem „Angakok'er" m. m. - for der må være en skaber til alt det, de oplevede gennem vandringen. Og denne skaber har men- neskene på jorden søgt ly hos på mange forskellige måder. Sådan mener jeg, at vi skal finde frem til vores identitet! I året 1721 kom Hans Egede, Grøn- lands apostel og kristnede den „lille men- neskeskare", og først i 1925 blev den sidste grønlænder døbt. Hans Egede kom fra Norge, men den- gang hørte Norge til Danmark, og der- for kom Grønland til at høre til Dan- mark. Først efter Hans Egede begyndte van- dringerne at standse De fik noget andet at samles om - Kristendommen —. Brød- remenigheden kom også til landet og satte deres tydelige spor. Omkring 1900 vandrede eskimoerne langs østkysten til vestkysten syd om Kap Farvel for at blive døbt, og blandede sig dér med sydgrønlænderne. Omkring 1800 var der en meget ån- delig opvækning i den grønlandske be- folkning. Der var nok omkring 15 til 269 [3] 20 tusinde mennesker i Grønland på da- værende tidspunkt. Afsmitning af euro- pæernes interesser er naturligt kommet med i blandingen. Der var meget dygtige digtere og forfattere blandt grønlænder- ne omkring 1800-års--tallet. I 1900—1930 vågnede interessen for at kende Grønlands geografi. Det var Knud Rasmussen, der tog på indholds- rige ekspeditioner til både Thule og Ca- nada og også til østkysten. Som halv- grønlænder var han en hærdet mand mod vejr og vind i det barske ark- tiske land. Det er ikke mindst hans digt- samlinger, der kan spore vore veje til stammen af vore vestlige eskimoiske for- fædre. Jeg husker selv tydeligt Knud Ras- mussen fra min barndom, når jeg sad på hans skød og „red ranke" og fik et bol- sje af ham. Det var i Nanortalik, og han lejede min fars første motorbåd til en af østkystekspeditionerne, hvor båden forliste. Mange kan være imod danskernes mo- nopol i Grønland i 30—40'erne. Men er det ikke netop den hånd, der har beskyt- tet grønlændernes identitet? For at vi kunne bevare, hvad der er vores, indtil vi selv fik øjnene op for værdien af den kulturarv, vi har fra vore forfædre. Selv om der er delte meninger om den beskyttelse, og meninger om, at den har været hæmmende for udviklingen, så har jeg personlig altid ment, at modpolet i sig selv har sin berettigelse, (som nok kan være vanskelig at forstå for ung- dommen) . — Men lad mig ridse op, hvil- ken konklusion, jeg er kommet til. Som jeg nævnte i begyndelsen, har grønlænderne fra starten været et fan- gerfolk. - En lille menneskeskare, der fulgte med naturens gaver. De har kun- net eksistere mod vejr og vind på grund af forståelsen for samarbejdsvilkårenes krav for en kvinde og mand. — Kvinden kunne ikke eksistere, hvis manden ikke fangede sin fangst, og manden kunne ikke eksistere, hvis ikke kvinden var til hjælp for hans fangst. Derfor har jeg altid beundret forfædrenes fordeling af livspprettelsen „Trofast og uundværligt hjalp kvinden og manden hinanden i det gamle Grønland!" De brugte ikke megen plads, meget nøjsomt har de kunnet finde frem til at kunne eksistere og eje livsnødvendighe- derne uden overflod. Deres tøj var ikke alene varmt, det var også pyntet med en særlig kunstnerisk syteknik, hvis lige ikke findes i andre folkeslag.—Et beundrings- værdigt folkefærd. Jeg har lyst til at de- finere min beundring med disse ord: —Kvinden har på sin stille måde, uden at vente ros fået kernefamilien til at eksi- stere og holdt vægen i blus for at bevare roden til forfædrene. Mange vil sige, at det er utopi og ro- mantik at tænke sådan, og at den tid er forbi osv. — Men jeg personlig har ikke den opfattelse, for jeg synes ikke, at den tid er forbi endnu, og den skal ikke over- ses, fordi den går stille med dørene. Den grønlandske kvinde råber ikke op for at vise sine kundskaber. Hun sidder stille bøjet over en værdifuld ting, som hun inderst inde så gerne vil bevare — men hun føler sig magtesløs over alt det nye udefra. Af og til tilsidesætter hun sit eget jeg, fordi andet udefra er nemmere og kan bare betales med penge. - Hør er det nu 270 [4] l A/W1K ». . .grønlændernes identitet er værdifuld at bevare«. Identitet både som kvinde og smn grønlænder blev diskuteret på »Kvindernes dag« undcrAasivik 80. Fot.: Hans-Erik Rasmussen. rigtigt, du stille kvinde, hvor blev du af? -Den unge kvinde vil gerne råbe op, men måden at råbe op på afviger fra den æl- dres personlighed og eksistens. Lyt hel- lere til de ældre, og bær frugten videre, som dine forfædre har gjort, og se, at grønlændernes indentitet er værdifuld at bevare. Livsvilkårene i mine barndomsår i Syd- grønland har nok været materialistisk fat- tigt; men dog så nøjsomt og åndeligt rigt. Fangerlivet og europæisk islæt blandet sammen blev en meget harmonisk sam- mensmeltning i sydgrønlændernes udvik- ling i 30-40erne. Havebruget som godt kan give afgrøde i den varme sommer, supplerede fint med f åreavl og fangerliv. Der skabtes ellers en masse arbejds- former og nærende føde, som burde ud- vikles, hvis bare den ikke var blevet over- set. For lige netop ved dens blomstring, blev den trampet ned, fordi der kom 271 [5] færdige varer udefra. Jeg ville ønske, at man fortsat havde udviklet den selvtillid, man dengang startede blandt grønlæn- derne, men det kan nås endnu, den står bare i stampe. Dengang var grønlænderne også ån- deligt rige. De kendte naturens stærke kræfter, og ved troen blev de styrket. De sørgede ikke alene for kroppen, men tro- fast dyrkede de sjælens behov for ikke at få afmagt. Som præst tog min far tit ud til menig- heden i det farefulde Kap-Farvel-områ- de. Bygderne lå meget spredt, og folket levede som storfangere. Sommetider tog vi med på disse ture. Jeg kan sige, at jeg har gennemlevet overgangen fra fanger- samfundet til de industrialiserede sam- fund. Så kom krigen 1940. Forbindelsen til Danmark blev afskåret. Grønland kom under Amerika, der aftog kryolit mod at forsyne os med varer, som vi ellers havde fået af Danmark og mange nye ting, som aldrig havde været kendt her. Grønlænderne opdagede den store ver- den - hvilket var både godt og ondt. I 1950'erne var befolkningen på ca. 25.000. Jeg var blevet lærerinde og kom hjem efter endt uddannelse. — Sygelig- heden var kommet til Grønland, mange døde af tuberkulose, mæslinger og bør- nelammelse. Når jeg rejste med lægen til bygderne for at tolke for ham, mødte jeg et helt andet folkefærd end fra før krigen. De førvarme og hyggelige jordhytter var nu den rene elendighed. Mange var døde og familiernes ældste lå svage på briksen og hostede. De fleste levede af butikskost. — Mændene stod bare med hænderne i lommen, og vidste ikke rig- tigt hvad de skulle gøre af sig selv, skulle de tage på fangst eller fiske. Grønland bukkede ikke under dengang sidst i50'erne, men fik en ny blomstrings- tid, da det daværende landsråd og den danske stat tog fat på udviklingen af sundhed, boligbyggeri, uddannelser og erhvervsmuligheder. Så begyndte man at satse på fiskeriet, hvad der også er godt. Men glemte man ikke noget? —Grønlændernes eget hoved- erhverv, fangsten. Fiskeriet kendte man jo fra Danmark, så det var nemt nok at udvikle. Men fangerlivets videre ud- vikling gik i stå, da man ikke havde for- udsætninger for det. Min konklusion er, at der skal paral- lelle lovgivninger til: Fanger- og fiskerlivet og det industri- aliserede liv. Fangerlivet skal udvikles, og det må foregå i yderdistrikterne. 272 [6]