[1] Rink-medaljen til Helge Larsen Det grønlandske Selskabs 75 års jubilæumsfest 18. november 1980 Af Jørgen Meldgaard »Rink-medaljen kan tildeles personer, der, som Rink, på fremragende måde har bidraget til Grønlands udforskning eller har udført et påskønnelsesværdig! og uegennyttigt arbejde til gavn for grøn- lændere.« Således blev formålet formule- ret efter indstiftelsen af medaljen, offent- liggjort i tidsskriftet Grønland 1961, — af formanden Helge Larsen, _ Rink huskes og hyldes som Grønlæn- dernes Ven, som administrator og inspi- rerende leder. Rink var også en betydelig videnskabsmand: geograf, linguist og etnograf. Hans to store hovedværker studeres endnu 100 år efter udgivelsen i den engelsktalende verden, - hvor nye udgaver foreligger med forord af forske- ren Helge Larsen. Rink var optaget af problemet om grønlændernes og eskimoernes oprin- delse. I 1880 var hans konklusion, at vel kunne den eskimoiske race, såvel som indianerne, oprindelig være indvandret fra Asien, men større vægt måtte lægges på udviklingen i Den nye Verden. Hans hypotese var, at det eskimoiske folk fra en tilværelse langs floder i Alaska fandt deres egentlige »kultur-hjem« ved Bering Havets kyster, og derefter bredte sig østover via Canada til Grønland Siden har andre teorier været fremsat, men nu, 100 år efter, er forskningen i store træk nået tilbage til Rink's hypotese. Og grundtanken: en oprindelig indlands- orienteret kultur, senere tilpasning til havets fangstdyr med en fortsat udnyt- telse også af landets ressourcer, en dybt- gående tvedeling i eskimokulturen mel- lem land og vand, - den blev dokumen- teret ved udgravninger i Alaska af arkæologen Helge Larsen. Rink oprettede i Grønland forstan- derskaberne, lokalt selvstyre, som et skridt på vejen til hjemmestyre. For 40 år siden stod en ung samfundsforsker på Det grønlandske Selskabs talerstol og talte engageret om nødvendigheden af at fremme andelstanken i Grønland Han var rejst til Alaska med »en fast tro på det danske styres fortræffelighed og fuld af skepsis overfor det amerikanske.« Han havde dér konstateret, at efter en barsk periode udsat for den hvide mands frie udfoldelser var forholdet ændret til, at eskimoerne på bopladserne »styrer sig selv«. En udvikling af de gamle fanger- * •-- -fe..-.-_t -ti [2] erhverv, suppleret med rensdyrhold, havde takket være undervisningssyste- met og brugsforeningerne skabt »et folk af sunde, lykkelige og relativt velstående mennesker med en fremtid, der tegner lysere end for de fleste andre. Jeg tror,« sagde han, »vi danske kan lære noget, men lad os gøre det, mens der endnu er tid!« Den varme fortaler for andelstan- ken, for en hurtig overgangsordning fra kolonitid og monopol til nye former for selvstyre, - det var grønlændernes ven Helge Larsen. Rink-medaljen tildeles personer, der, som Rink, har bidraget til Grønlands udforskning eller udført påskønnelses- værdigt arbejde til gavn for Grønland Rink-medaljen tildeles idag en person, der på fremragende måde har ydet bidrag på begge områder: dr. Helge Lar- sen. Helge Larsen har i et halvt århund- rede bidraget til udforskningen af eski- moernes og grønlændernes historie, I 1930 forsøgte han med sit akademiske borgerbrev i hånden at komme til Grøn- / Trail Creek bulerne nær Beering Strædet i Alaska fandt Helge Larsen vidnesbyrd om 13000 årgamle bisonjægere og våben fra eskimoiske rensdyrjægere fra de sidste 5000 dr (1950). [3] kri . '- ^-r-c- •-•*-%! • r^f^;y^-jH^:^!^-aip;.**£7-3F---- Den førstefjernsynsudsendelsefra Nationalmuseets Etnografiske Samling: Helge Larsen viser grfnlandske brugsgenstande og dragter (1952). lancLsom assistent hos Therkel Mathias- sen. Den store arkæolog beklagede, mefi han havde mere brug for en mand, der kunne bruge en spade til at grave grøfter, og hans valg faldt på en hus- maad fra Jylland. Til gavn for eskimo- forskningen ville skæbnen, at husman- den blev syg en uge før afrejsen, - og kandidat Larsen startede sin karriere i Kangåmiut. Året efter var Helge Larsen vel kvali- ficeret til at tage sig af de arkæologiske opgaver på Lauge Koch's Treårs Ekspe- dition i NØ Grønland. Overvintringen på Eskimonæs 1931/32 med 7 hårhu- dede kammerater gav grundlag for utro- lige beretninger om arktiske eventyr, men for videnskaben var hovedsagen udgravningen af bopladsen Dødemands- bugten. Publikationen i Meddelelser om Grønland (1934) blev, og er, hovedvær- ket om Nordøst-Grønlændernes historie, stammen der forsvandt i begyndelsen af ISOb-tallet efter 5 århundreder i landet. Hvis den unge arkæolog havde indleve- ret afhandlingen på universitetet, kunne han formentlig allerede da have erhver- vet doktorgraden. 1935 udnævnes Helge Larsen til museumsinspektør ved Nationalmuseets [4] Etnografiske Samling, og samme som- mer er han i Sydøst-Grønland Som medarbejder har han Eigil Knuth, den foregående Rink-medalje-tager. Og igen i 1937 returnerer han til landet med Lauge Koch's Øst Grønlands Ekspedi- tion. Helge Larsens forskervirksomhed spænder fra øst til vest i eskimoernes land. Fra Danmark Strædet til Bering Strædet. Skal een lokalitet, een bedrift nævnes frem for andre, må det være Ipiutak i Alaska. Den største forhisto- riske, eskimoiske boplads, udgravet i årene 1939—41, og publiceret i et værk med 600 tekst-spalter og 2000 gen- stande illustreret, Larsen & Rainey: Ipiutak and die Arctic Whale Hunting Culture(1948). Historien om Ipiutak begynder her i København i 1938 ved den internatio- nale anthropologkongres. Helge Larsen møder amerikaneren Froelich Rainey, to arkæologer med erfaringer fra henholds- vis Øst Grønland og Vest Alaska. 5000 kilometer skiller dem, og de har meget afvigende meninger om eskimokulturen og dens udvikling. Helge Larsen skrev senere: Vi besluttede os til at organisere en fælles ekspedition og afgøre vore diskussioner med gravespaden... De valgte mødestedet Point Hope i Nord Alaska, hvor Knud Rasmussen 1924 havde observeret gamle bopladser. Her var man nær det »eskimoiske kultur- hjem«, som Rink havde postuleret, og dog på vejen mod Grønland. I juli 1939 var 3 arkæologer samlet ved Polhavet. Den tredie var en student, der var behørigt imponeret af Helge Larsen, den »mørkhårede dansker med Ti Helge Larsen / Point Hope, Nordalaska, hvor bopladsen fra Ipiutak kulturen blev udgravet (1939). en prærie-indianerhøvdings kraftige bryn og fremskudte næse, med et ind- trængende blik og et udtryksfuldt ansigt, som forventer af andre, at de er både interessante og underholdende.« Studen- ten var Louis Giddings. Sammen udgra- vede de Jabbertown bopladsen, konsta- terede nært slægtskab med Thule kultu- ren i Canada og Grønland, og de define- rede den »Vestlige Thule Kultur«. Men de ældre spor lod vente på sig. Det var en dag sidst på sæsonen, da arkæolo- gerne tog en omvej hjemad fra udgrav- ningerne til den ventende gryde med hvalkød, at Larsen observerede nogle besynderlige uregelmæssigheder på den [5] første af en lang række gamle strand- volde. Det var midnat, og den lave røde sol tegnede skygger omkring svage for- sænkninger. Frostfænomener forment- lig? På næste strandvold flere af samme skgs, nogle kvadratiske og rektangulære. Men nej, forsikrede arkæologerne hinan- den, husruiner kunne det ikke være, for ingen boplads i det arktiske kunne være så stor. Og på 3. og 4. strandvold fort- satte fænomenerne. Næste morgen, meget tidligt, fulgte de samme rute tilbage, men det difuse dags- lys havde opløst konturerne, — bortset fra et par uklare forsænkninger. De følte sig lidt fjollede, da de hver for sig begyndte at grave sig ned i det sterile grus, beretter Giddings. Men Larsen gra- vede dybere, en halv meter ned, og så råbte han fra sit huL.. Og de vendte til- bage til lejren, samlede udstyr og mand- skab^ overbeviste om at de havde gjort det vigtigste arkæologiske fund i det ark- tiske. Ipiutak bopladsen var fundet. Mere end 600 husruiner og 138 grave duk- kede frem, og fundenes rigdom og skøn- hed er endnu — 40 år efter — uovertrufne i eskimoarkæologien. Som sidste mand forlod Helge Larsen Ipiutak i efteråret 1941. Med en del af de 10.000 oldsager og 500 skeletter gik han ombord i en lille skonnert, der kort efter mistede styringen og blev stormslået nordpå i Polhavet. Helge Larsen førte dog skatten sik- kert hjem, og i de følgende år fulgte han en støt og sikker kurs. Verdenskrigen var igang, men med base på American Museum of Naural History i New York drog han gentagne gange på fredelige og resultatrige felttog i Alaska, bLa. til ind- landseskimoerne ved Utorqaq. Ved skri- vebordet formulerede han sine tanker om Ipiutak kulturens nøglestilling for forståelsen af eskimokulturens udvikling. Om dens bærere, Paleo-Eskimoerne, der her i Rink's »eskimoiske kulturhjem« — område havde tilpasset sig en tilværelse delt mellem indland og kyst; samt om Den arktiske hvalfangst Kultur, der i Form af Neo-Eskimoer spredte sig øst- over og blev Grønlændernes direkte for- fædre. Helge Larsens Ipiutak-fund har her taget plads på bekostning af hans senere forskningsindsats i Alaska. Dog skal nævnes hans store ekspeditioner i 1949-50, perioden hvor han var profes- sor Helge Larsen ved University of Ala- ska Ved Trail Creek nær Bering Strædet blev de hidtil ældste spor af mennesker i arktisk Amerika påvist Dybe huler i kalkstensklipper havde øverst 1500 år gamle aflejringer fra rensdyrjagende Ipiutak-eskimoer, derunder endnu ældre paleo-eskimoer fra 3. årtusinde f.v.t, og nederst og ældst præeskimoer med red- skaber og våbentyper, hvis paralleller måtte søges i Sibirien og i Skandinaviens mesolitiske stenalderkulturer. Efter afslutningen af Bering Stræde ekspeditionerne i 1950 har Helge Larsen igen været aktiv i Grønland. Han har ledet undersøgelser og udgravninger i Disko Bugten i 1953, i Godthåb fjorden 1958. Men som en naturlig følge af den store indsats i det arktiske fik Helge Lar- sen overdraget hverv på hjemmefronten af betydning for sit fagområde, arkæo- logi og etnografi, — og han gik ind i et mangesidet og frugtbart arbejde til frem- [6] Erfaringer fra 40 års arbejde som eskimo-arkæolog bringes videre til studenter i f åget eskimologi. (Fot.:]ohs. Frederiksen, 1972). me af Grønlandsforskningen og oplys- ningen om grønlandske forhold. Et udvalg må række for at illustrere aktiviteterne: Leder af Arktisk Institut (1954—63); medlem af Kommissionen for videnskabelige Undersøgelser i Grønland (1955-75); redaktør af Acta Arctica (1959— ); formand for redak- tionsudvalget for Meddelelser om Grøn- land (1959-75); og sidst, men ikke mindst, formand for Det grønlandske Selskab (1956-65). Kære formand Helge Larsen, prærie- indianer høvding og storfanger! Det var en glæde at erfare, at Det grønlandske Selskab ved sin 75 års jubilæumsfest valgte at hylde dig med overrækkelsen af Rink-medaljen. 7 [7] Univmiiy of Alaska tildelte i 1950 Helge Larsen en æresdoktorgrad for hans indsats i eskimofonkningen.