[1] Digte på en døende eskimoisk dialekt Af Peter Jessen Den 30-årige digter Soja Nenglumkina er født i den eskimoiske bygd Nuvuqaq ved Østkap i Sibirien. Nenglumkina er til daglig programmedarbejder ved de eskimoiske udsendelser fra radioen i Anadyr. Hun debuterede i en lille digt- anatologi i 1977 med hvad man kunne kalde 'ungpigelyrik' — uden den store nationale kolorit. Allerede i 1979 fik hun udgivet en selvstændig samling, »Tigmeghet Nuvuqam«, Nuvuqaqs fugle. Digtene er skrevet dels på russisk, dels på den nu næsten uddøde Østkap- dialekt. Det virker som bevidst stædig- hed, at Nenglumkina fastholder denne dialekt. Som stemme i radioen taler hun dagligt Ungazik-yupig, men i et brev til en lærerinde på Skt. Lawrence-øen skri- ver hun på sin barndoms tungemål og altså også her i digtsamlingen. Fra de første digte til 'Nuvuqaqs fugle' er der et stort spring. Man for- nemmer en uhyre bevidst søgen efter en eskimoisk kulturarv, som åbenbart sta- dig er levende og bæredygtig. Nuvuqaq blev nedlagt i 1956, et skridt, som af- fødte en del kritik, og en sådan kan man da også indirekte udlæse af digtene. En mere direkte kritik er formuleret af den tjuktiske forfatter Jurij Rytkheu i for- fatterforbundets avis. Yupig-sprogenes stilling i Sibirien, hvor der kun bor ca. 1500 eskimoer, er vanskelig, ikke mindst på grund af den tiltagende nationale opblanding. Des- uden har forholdene omkring sprogets status i skole og børnehave ladt en del tilbage at ønske. Sidste år tog en kendt sovjetisk eski- molog, bakket op af eskimoiske skole- folk o.a., initiativ til et åbent opgør med en række misforhold for områdets oprindelige befolkning. Dette har efter sigende medført en intensivering af modersmålsundervisningen i børneha- ver og underskoler, og flere folk på ledende administrative poster mistede deres stilling. Det må formodes bl.a. at være et ud- slag af en vågnende national bevidsthed hos de sibiriske eskimoer, sådan som den blandt andet kommer til udtryk i Nenglumkinas digte. I et digt, som ikke gengives her, taler hun om at slå bro til Alaska med sin sang. Det forlyder, at den største eskimobygd i Sibirien, Unga- zik, er ved at gennemgå en modernise- ring for at være klar til at modtage gæ- ster fra Skt. Lawrence-øen næste år. Hermed er der udsigt til en genoptagelse af en kontakt mellem stammefrænder, som siden krigen har været henvist til at mødes i både på åbent hav i Bering- strædet. De følgende digte fra »Tigmeghet Nu- vuqam, Nuvuqaqs fugle, er illustreret af Else Poulsen (Ungåk). 61 [2] Mennesket og landet Vinden rusker i disen og fejer den bort, og vi står ved isranden — Hvad er det, langt derude i horisonten? -El sejl. Hvalbådene kommer ind Fangerne iler mod hjemmet med deres fangst Som de nærmer sig klipperne vokser de ventendes ængstelse, og efter gammel skik, i munden på hverandre, knebrende som fugle lyder trommerne om kap og kvinderne synger. Mandens lod er den dristige jagt, fangstheldet, og til sidst atter klart at tage kending af sine fædres og bedstefædres land. Kig nøje på den hjemlige himmel I den evige skumring hvirvles sneen op Det bidende snefog falder til jorden, ligger sølvglinsende under kamikkerne. Snevejret genlyder af glammen. Et hundespand skiller sig ud fra horisonten Kvindens lod er bundet til trommerij . til dans og festlighed. Hos os kalder ingen kvinden for svag. Alle i bygden har brug for hendes omhu. Hun fodrer hundene passer spæklampen og flænser sæl. SO Hvor trommen dog synger i hendes ferme hænder, når kiuriak*) danser i spraglede anorakker på polarhimmelen Barsk er det, mit land, dets sind er stejlt, men dog kender det latter og glæde og lykkelig er den, som med sin daglige indsats former og varmer landet *) Kiuriak (asiat, eskimoisk) - nordlysflamme. 62 [3] NÅ, ATUTIKA NÅ? lii! Glædeligt og bittert tavs at møde morgenrøden. En dag eller et år fra bakken ser jeg ud over dit hav. På ny anråber jeg afgrunden, Nå, Atutika, nå?... Jeg har mistet min sang. Det er din skyld. Hvorfor holdt jeg tal på festdage og hverdage? Over den forstummende tromme tæller min stolthed ikke. Min isflage er tøet bort, sangen har ladt mig tilbage. Hvis min tromme tier, blir din vej i fremmede egne vemodig og svær, — og skylden er min. Nå, Atutika, nå? Igen tier bølgen. Der er mange sange rundt omkring. Jeg giver havet skylden for alt. Har jeg mon mistet dig? Du har mistet mig! *) Atutika — min sang. 63 [4]