[1] Var Hans Hedtoft imperialist? — Nogle betragtninger over de senere års Grønlands-debat Af Claus Bornemann For et års tid siden blev jeg opfordret til at skrive en artikel om udviklingen i Grønland til tidsskriftet »Politica«, som udgives af en kreds fra Instituttet for Statskundskab ved Århus Universitet. Selv om det anerkendes, at ansatte i den offentlige tjeneste har en vis ytrings- frihed, var det med nogen betænkelig- hed, at jeg imødekom opfordringen, ikke mindst i betragtning af, at det drejede sig om et videnskabeligt tidsskrift. Jeg sagde ja, dels fordi jeg mener, at mine mange år i Grønlanclstjenesten berettiger mig til at deltage i debatten, dels fordi jeg længe har haft lyst til at kommentere de nyeste samfundsvidenskabelige publika- tioner om Grønland. Når jeg i denne artikel har en række indvendinger mod nogle af disse publi- kationer, er det ikke den kritiske forsk- ning som sådan, jeg er ude efter — den forekommer mig nyttig som supplement til den politiske og administrative praksis. Men når denne forskning udarter, må det være berettiget at reagere. Mine indvendinger retter sig især imod den firkantede måde, hvorpå flere forfattere behandler den historiske ud- vikling, og ikke mindst motiveringen for den reformpolitik, der umiddelbart efter den anden verdenskrig blev sat i værk i Grønland.! 1. Dansk imperialisme i Grønland? I skolen lærte vi at Danmark gennem historien har ført en human politik i Grønland, hvor hensynet til det grøn- landske folks velfærd var hovedformålet, medens ønsket om udbytte først kom i anden række. Det er denne myte, den nyere litteratur søger at punktere. Som eksempler herpå kan henvises til Jørgen Viemoses bog Dansk kolonipolitik i Grønland, og til en antologi med titlen Grønland — imperialisme med dansk ansigt udgivet af en gruppe dansklitteratur- studerende ved Københavns Univer- sitet. Jørgen Viemose fastslår i sit forord, at formålet med de danske aktiviteter i Grønland altid har været at opnå økono- misk gevinst, ikke til fordel for hele det danske folk, men for dele af det danske borgerskab — altid på bekostning af det, grønlandske folk og den danske under- 65 [2] klasse, som blandt andet via skatterne har været med til at sikre borgerskabets udbytte af kolonierne. Nu vil ingen vel bestride, at Grønland indtil 1953 var en dansk koloni, og at der fra starten har været tale om dansk imperialisme i klassisk forstand. Man kan så rejse spørgsmålet, om danske i sætlig grad har udbyttet Grønland og optrådt som typiske imperialister, eller om vi fortjener betegnelsen humane kolonisatorer, en betegnelse vi plejer at smykke os med. I sin bog Ugestilling uden lighed søger Mads Lidegaard at påvise forskellige grundlæggende forskelle mel- lem kolonisationen i Grønland og den globale kolonisation, som den sammen- lignes med. Hans hovedargument er, at Grønland igennem historien som regel har givet underskud. I de få perioder, hvor der var tale om overskud, blev øen administreret ud fra det princip, at over- skuddet skulle komme grønlænderne selv til gode og bruges i selve landet. Deia opfattelse imødegås af såvel "Viemose som af de danskstuderende, der i deres bog tager diskussionen op med Lidegaard. Jeg føler mig ikke kompetent til at blande mig i denne historiske debat. Hvis Danmark ikke har optrådt som ud- bytter, kan det måske skyldes, at der ikke var meget at hente i Grønland. Havde de .grønlandske fjelde rummet lettilgæn- gelige værdier, er det muligt, at den dan- ske Grønlandspolitik havde fået et andet forløb. Vi er næppe så meget bedre end andre europæiske nationer. Den danske Indsats i kolonitiden er imidlertid ikke genstanden for denne artikel. Det, der interesserer mig er, om 66 der er hold i den påstand, at dansk ind- sats efter 1950 blot er en direkte fort- sættelse af den kolonipolitik, som Dan- mark har drevet i Grønland gennem mere end 200 år. At det er tilfældet, er hverken Viemose eller de danskstude- rende i tvivl om. For dem er det klart, at nyordningen efter 1950 er en fortsæt- telse af dansk imperialistisk koloni- politik, blot i anden forklædning. Den egentlige drivkraft bag aktiviteterne i Grønland efter 2. verdenskrig er efter Viemoses opfattelse den danske kapitals ønske (krav) om at anvende det grøn- landske område. Ganske vist har Danmark i de for- løbne 30 år ydet meget betydelige beløb til Grønland, men dels er hovedparten af disse penge gået tilbage i danske lom- mer, dels har de store investeringer haft det langsigtede mål at udvikle og fast- holde Grønland som funktionsområde for kapitalen. Udviklingen af området betyder efter Viemoses opfattelse at etablere de produktionsforhold og de fysiske strukturer, som er nødvendige for kapitalens akkumulation i området. Med andre ord har investeringer på læn- jjere sigt haft det hovedformål at skabe grundlag for den private kapitals profit. Gennem etablering af rigsfællesskabet i 1953 sikredes rigdomme i den grøn- landske undergrund på langt sigt som dansk statseje. Med nyordningen var Grønland blevet integreret i den danske kapitals aktivitetsområde. Investeringer i infrastruktur, uddannelse og sundheds- sektor har været nødvendige for at til- vejebringe de almene betingelser for kapitalens udfoldelse, hævder denne lit- teratur. [3] Har danske i særlig grad udbyttet Grønland og optrådt som typiske imperialister, eller fortjener vi betegnelsen humane kolonisatorer! (Fot.: Mogens S. Koch, Umanak). 2. Er kolonipolitikken fortsat efter 1950? Når man på nært hold har været vidne til udviklingen i Grønland efter 1950, forekommer disse beskrivelser af den nyere grønlandspolitik misvisende. Jeg løber naturligvis den risiko at blive erklæret inhabil, fordi jeg som embeds- mand har været deltager i processen. Men det er påfaldende, at der selv i posi- tive anmeldelser af de nævnte bøger rej- ses tvivl om behandlingen af tidsrum- met efter 1950. Eksempelvis efterlyser Ove Johnsen i en artikel i »Politica« (10. arg. nr. 3, 1978) en præcisering af betydningen af den danske imperialisme for Grønland efter nyordningen. Senere tilføjer han, at han finder det problematisk at anvende den »klassiske« imperialisme forms karakteristika til beskrivelse af den dan- ske imperialisme i dette tidsrum. En anden usikkerhedsfaktor med hen- syn til hvilke rationelle overvejelser der i danske beslutningstagerkredse blev gjort 67 [4] angående omlægningen af den »for- ældede« økonomiske politik, udgøres ef- ter Johansens opfattelse af den reaktion, der udgik fra den danske opinion ved åbningen af Grønland: »den åbenlyse sociale og sundhedsmæssige nød måtte skønnes at have øget det fra Danmark kommende pres for gennemgribende reformer i hele det grønlandske økono- miske grundlag«. fSrønlandskommissionen af 1950 og den politik, den kom til at danne basis for, indebar et markant brud på den hid- tidige statslige økonomiske politik, og terfnen »dansk kolonialisme« må i hen- hold til Ove Johansen, ubetinget gives en anden betydning, når den anvendes til betegnelse af den danske stats adfærd ovtar for Grønland efter nyordningens iværksættelse, Ove Johansen tager afstand fra den opfattelse, at den nyere Grønlandspolitik skulle være en direkte fortsættelse, af den århundredgamle danske kolonipolitik, blot med et mere humant præg i valg af metoder etc. Det sker bl.a. med følgende bemærkninger. »En beskrivelse/karakteristik ad disse baner giver os blot ikke særligt dybt- gående indblik i det afhængigheds- forhold, Grønland anno 1978 står i til Danmark, og som videreførelse heraf — og denne artikels intention in mente — grønlændernes muligheder for at kunne udvikle et Grønland på egne betingelser. Dertil kræves at analyse som i sin betragtningsmåde er bre- dere end den, der i udviklingen blot ser en fortsættelse af den traditionelle kolonipolitik, hvor statsmonopolet opgives til fordel for privatkapitals 68 penetrering, og hvor det statslige administrative apparat effektiviseres for at stimulere det private initiativ. Disse træk er helt klart til stede, men må ikke analyseres isoleret, det er nødvendigt at tolke dem ind i en bre- dere sammenhæng«. Også Viemose er opmærksom på den folkestemning, der opstod umiddelbart efter krigen for reformer i Grønland, men han anser blot denne stemning som en legitimering af den danske kapitals aktiviteter i Grønland. Dog erkender han, at »kapitalirrationelle« faktorer satte deres præg på statens indsats, og han strækker sig så vidt som til at karak- terisere den nuværende situation i og vedrørende Grønland som yderst kom- pliceret, idet han peger på, at økono- miske, mlBtærstrategiske, socialpolitiske og flere andre motiver spiller ind. I en anmeldelse i »Politica« kalder Uffe Østergaard Viemoses bog »en for- billedlig politisk oplysende samfunds- videnskabelig historisk analyse«, men han har dog også kritiske bemærkninger. Han anser det for et problem, »at Viemose uproblematisk identificerer den objektive udviklings resultater med de bevidst formulerede subjektive hensigter hos de historiske handlende personer«. Selv om Viemose efter Østergaards opfattelse har delvis kildemæssige belæg i de interne overvejelser i bureaukratiet, er det unuanceret af reducere hensigterne i kolonipolitikken til dens resultater. Der- ved afskærer man sig fra en total for- ståelse af den historiske virkelighed. Østergaard finder derimod, at det er yderst virkningsfuldt (og berettiget) i en politisk — agitatorisk sammenhæng. .Afe [5] 3. En socialpolitisk målsætning i Grønland I bevidstheden om at de sagkyndige ikke anser de klassiske imperialisme-teorier for skudsikre, når det drejer sig om Grønlandspolitikken efter den 2. ver- denskrig, tør jeg fremsætte den påstand, at Grønlandskommissionens betænk- ning af 1950 primært var båret af en socialpolitisk målsætning — et ønske om en generel hævning af grønlændernes levestandard. Jeg er opmærksom på, at jeg herved risikerer at blive stemplet som et offer for hvad de danskstude- rende kalder »socialstatsillusionen« — men det får så være. Det kan ikke nægtes, at udviklingen — navnlig i perioden 1950-70 - har været præget af dansk dominans, men det fore- kommer tvivlsomt, om der er belæg for at betegne den førte politik som imperialistisk. Det kræver i hvert fald en nærmere præcisering af betydningen af dansk imperialisme. Til begrebet impe- rialisme knytter der sig efter min læg- mandsopfattelse en form for økonomisk udbytning, som næppe kan påvises i Grønland i betragtning af, at der i denne periode er overført milliarder af kroner fra den danske stat. Det faktum ændres ikke ved, at det er påvist, at største- parten af disse penge er gået tilbage til Danmark igen. Pengene har forinden været anvendt dels til betaling af mate- rialer og arbejdsydelser i forbindelse med de store investeringer til fremme af udviklingen (skoler, sygehuse, fiskein- dustrianlæg etc.), dels til aflønning af læger, lærere, mekanikere etc.,. hvis ydelser er kommet den grønlandske befolkning til gode. Havde staten handlet ud fra sam- fundsøkonomiske interesser for riget som helhed, ville det utvivlsomt have givet bedre udbytte at anvende pengene i Danmark til etablering af motorveje, lufthavne, sygehuse, broer, forskning etc. Over for dette argument er det frem- ført, at vel har staten haft betydeligt underskud på Grønland i den nyere tid, men de store investeringer har haft et langsigtet perspektiv - nemlig at gøre det grønlandske samfund modent til kapitalismens indtog. Der peges i denne forbindelse på det mest karakteristiske ved reformpolitikken, nemlig åbningen for privat kapital i Grønland. Spørgsmålet er imidlertid, om privat- iseringen var et mål i sig selv eller blot et middel til at sætte gang i udviklingen. Besvarelsen af dette spørgsmål kræver en nærmere undersøgelse af motiverne for iværksættelsen af nyordningen og af beslutningsprocesserne. 4. Tiden efter 1945 Det var ikke imperialistiske ambitioner, der kendetegnede det danske folk og dets politikere i årene umiddelbart efter den 2. verdenskrig. Efter 5 års under- trykkelse var der i Danmark stor for- ståelse for den afkoloniseringsproces, der tog fart i de følgende år, og som blandt andet manifesterede sig med Indiens uafhængighed i 1947. Det var ikke længere velset at have kolonier, og derfor måtte Grønlands kolonistatus falde i øjnene. Medens andre lande blev lagt i ruiner i krigens år, gennemgik Grønland en udvikling, der gjorde det nødvendigt at finde nye veje i Grønlandspolitikken. 69 [6] Under adskillelsen fra Danmark havde grønlænderne oplevet en administration af mindre bureaukratisk tilsnit, end de var vant til. På grund af forsynings- linierne til USA havde de stiftet bekend- skab med varer, som de aldrig tidligere havde kunnet købe i de sparsomt for- synede grønlandske butikker. Folk op- dagede, at der var en verden uden for Den Kgl. Grønlandske Handel. Det skabte ønsker om en ændret styreform og en stemning mod statsmonopolet i dets daværende form. Et kvikt hoved har bemærket, at varekatalogerne fra det store amerikanske postordrefirma »Sears and Roebuck« har haft større betydning for Grønlands udvikling end Karl Marxs skrifter. 4.1. Grønlandske røster Da forbindelsen til Danmark knyttedes igen i 1945 var der blandt ledende grøn- lændere store forventninger om refor- mer. Typisk var en udtalelse af den senere grønlandske radiofonichef Frede- rik Nielsen. Han skrev den 1. juni 1945 i Grønlandsposten: Vi må være forberedt på, at ved genoptagelsen af den direkte for- bindelse med Danmark, står Grøn- land over for springet ind i en ny tid ... Vi må stille krav om, at Grøn- lands forbindelse med Danmark bli- ver klart præciseret. Udgør vi en del af Danmark med dansk indfødsret, eller udgør vi en kolonibefolkning med specielle love? Vi ønsker nær- mere tilknytning til Danmark. Den europæiske kultur vil vi gerne beholde Dg udvikle, for den er vort eksistens- ' grundlag. Vi er gledet bort fra den 70 gamle eskimoiske kultur, nu må vi til- passe os i strømlejet, og det vigtigste middel er det danske sprog. National- følelsen består ikke i en fastholden i gamle skikke, men i at sikre betin- gelserne for slægtens beståen og udvikling. Avgo Lynge, der blev den første grøn- landske folketingsmand, skrev i det samme år: Lad os bare sige det åbent: vi ønsker udvikling inden for det danske rige til social, politisk, økonomisk og kulturel ligestillethed. Samme krav, samme pligter, samme chancer for danskere som for grønlændere eller med andre ord, vi ønsker ud af grønlænderen at gøre en god dansk borger. Avgo Lynge var ikke nogen dansk »medløber« — tværtimod betragtedes han i danske kredse med nogen mistillid som noget i retning af en grønlandsk rebel. Men udtalelserne er karakteristiske for stemningen blandt ledende grønlændere og forklarer noget om, hvorfor dansk Grønlandspolitik i de følgende årtier blev, som den blev. Umiddelbart efter krigen var Grøn- landsdebatten en sag mellem to grupper af embedsmænd: de der under krigen havde opholdt sig i Grønlands styrelse i København, og de der havde arbejdet i Grønland i de 5 krigsår. Den sidste gruppe ønskede reformer og blev heri støttet af mange grønlændere. Men embedsmændene i København var be- tænkelige. De frygtede en for hurtig åbning af Grønland til skade for den grønlandske befolkning. En grønlandsk delegation blev kaldt til København i foråret 1946, men resultatet af forhand- [7] Grenlandskommissionens betankning af 1950 var primart båret af en socialpolitisk målsatning — et ønske om en generel hævning af grenlændernes levestandard. (Fot.: Mogens S. Kocb, Jakobshavn). Ungerne med Grønlands styrelse blev en afgjort skuffelse for de »fremskridts- venlige«. Diskussionen fortsatte med uformindsket kraft og bredte sig nu fra de snævrere grønlandske cirkler til at blive en folkesag. 4.2. Dansk kritik Myten om den danske Grønlandsadmi- nistrations fortræffelighed fik nogle slemme knubs i disse år. Forfatteren Ole Vinding skabte røre med sin bog Grøn- land 1945, hvori han rettede et voldsomt angreb på ledelsen af Grønlands sty- relse. Det var ikke statsmonopolet som sådant, Vinding var ude efter, men den måde hvorpå det var blevet admini- streret. Resultatet af monopolet var efter hans mening blevet en grønlandsk befolkning, der levede under de ringest mulige sociale forhold med bolignød, en forrygende tuberkulose, et dårligt orga- niseret erhvervsliv og en i politisk og administrativ henseende næsten total 71 [8] umyndiggørelse. Vinding ønskede refor- mer, men han gik imod fantasierne om at lukke Grønland op for danske nybyg- gefe. Heri var han enig med den »orto- dokse« Grønlands-litteratur. Der var lidt nok til grønlænderne selv deroppe - for en dansker ville der efter Vindings mening slet ikke være noget at hente i Grønland. Én journalistdelegation, der besøgte detlukkede land i sommeren 1946, var lige så kritisk, og virkningerne af kritik- ken udeblev ikke. I det følgende år steg Grønlandsdebatten til ukendte højder, og" kravet om nedsættelse af en Grøn- landskommission blev stadig stærkere. 4.3. Hans Hedtofts Grønlandsbesøg Utilfredsheden blandt grønlandske poli- tikere og stemningen i den danske befolkning var baggrunden for Hedtofts rejse til Grønland i 1948. Problemet for efterkrigens danske politikere var, at de havde arvet en koloni fra tidligere generationer. Det stod ikke i noget parti- program, at Danmark skulle forblive en kolonimagt. Men det problem skulle løses: hvorledes afvikler man et tidligere koloniområde? At give grønlænderne selvstændighed var af praktiske grunde utænkeligt, og som det vil fremgå af de grønlandske udtalelser heller ikke ønsket af den grønlandske befolknings repræ- sentanter. Grønlænderne krævede lige- stilling, og det opfattedes på daværende tidspunkt som et ønske om at få ligeret metl danske i legal og ikke mindst i materiel henseende. Under sit ophold i Grønland fore- lagde Hedtoft de samlede grønlandske landsråd et forslag om nedsættelse af en Grønlandskommission, der skulle tage . stilling til en reformpolitik og en åbning af det hidtil lukkede land. Efter et døgns interne drøftelser sva- rede Gerd Egede på de samlede lands- råds vegne. Med henvisning til, at det i betænkningen fra 1946 enstemmigt var vedtaget, at handelsmonopolet skulle bibeholdes indtil videre, udtalte han: Men nu er Landsrådet af den opfat- telse, at der foreligger tilstrækkeligt grundlag til at gå ind på gennem- gribende ændringer; idet ønsket i befolkningen om erhvervsøkonomisk og kulturelt at komme på højde med andre nationer er blevet så stærkt, at Landsrådet ikke kan sidde det over- hørigt. Det private danske initiativ gør sig netop stærkere gældende end hidtil ved at oplære grønlænderne til at drive erhverv ved anvendelse af de moderne fangstmetoder, og de frie grønlandske erhverv ønsker at gribe denne mulighed til samarbejde med de private danske erhverv. Dette ønske er nu så klart udtalt, at Lands- rådet betragter virkeliggørelsen deraf som sin uafviselige opgave. Hedtoft kunne således vende hjem med Landsrådets tilslutning til sine kommis- sionsplaner, og de, der fulgte ham på rej- sen, berettede om det stærke indtryk, de elendige sociale forhold havde gjort på statsministeren. Kort efter sin hjemkomst nedsatte Hans Hedtoft den store Grønlandskom- mission, der tog fat på sit arbejde i slut- ningen af januar 1949. Derved var 72 [9] startsignalet givet til den udvikling, som totalt har ændret det grønlandske sam- fund. 5. 'Kapitalens rolle 5.1. Var kapitalen interesseret i Grønland? Det må være en ønskeopgave for en historiker at gå i gang med at forske i de beslutningsprocesser, der satte udviklin- gen i gang i Grønland. Hvad var de dybereliggende motiver? Og hvor fand- tes de kapitalinteresser, som den nyere Grønlandslitteratur er så overbevist om var den egentlige igangsætter af udvik- lingen? For den, der oplevede den periode, og som er bekendt med de tilgængelige dokumenter, er det vanskeligt at finde initiativer fra dansk kapitals side. Og er det nu så mærkeligt? Dansk kapital havde næppe større behov for ekspan- sion i efterkrigsperioden, hvor Danmark skulle opbygges efter besættelsestiden. Grønland var et fjernt og ukendt område, og der var dengang ikke tiltro til, at landet rummede profitable mine- ralske forekomster, bortset fra kryolit- minen, der var ved at være udtømt. Infrastrukturen manglede, og hvad fiskeriet angik, ville en fiskeindustri være afhængig af usikre råvaretilførsler og stærkt svingende verdensmarkedspri- ser.. Landets befolkning var fåtallig, boede spredt og frembød derfor ringe betingelser for etablering af en hjemme- markedsproduktion. Som Ole Vinding skrev for en dansker ville der slet ikke være noget at hente i Grønland. Det viste sig da også, at den danske kapital ikke var interesseret i at etablere sig i den grønlandske produktion. Efter Ove Johansens mening skyldes det, at dansk kapital i 50'erne for langt de fleste branchers vedkommende ikke havde noget behov for en ekspansion ud over de nationale (danske) grænser. 5.2. Privatiseringen Som nævnt var det de toneangivende grønlænderes ønske at blive ligestillet med danske borgere. Derfor kan det ikke undre, at datidens grønlandske og danske politikere forestillede sig en grønlandsk samfundsudvikling så vidt muligt i de samme baner, som dem man kendte fra Danmark. Derved kom en liberalisering af erhvervslivet ind i bil- ledet. I sin tale til de grønlandske Landsråd den 4. august 1948 rejste Hedtoft spørgsmålet, om det ikke ville være en naturlig tanke at hente den kapital og de nødvendige tekniske hjælpemidler, som ikke fandtes i Grønland, i moderlandet. For Hedtoft var det store problem, under hvilken form dette kunne ske, således at mulighederne udnyttedes, og det garanteredes, at det varigt blev til Grønlands og grønlændernes gavn. Hedtoft udtalte: Hvorvidt dansk erhvervsliv for eksempel gennem et af staten kontrol- lerede dansk/grønlandsk kompagni skal medvirke til at bringe kapital og initiativer herop, eller om spørgsmålet alene skal løses af grønlænderne og styrelsen selv ved andelsforetagender eventuelt med støtte fra Danmark 73 [10] eller om en kombination af danske foretagender og grønlandske andels- selskaber er den vej, man skal gå, tør jeg ikke udtale mig om endnu. og lidt senere sagde Hedtoft: Det må naturligvis være en absolut forudsætning, at nyorienteringen gen- nemføres som hidtil under statens til- syn og med garanti over for den grønlandske befolkning, at den ikke under nogen form bliver udnyttet eller ladt i stikken ... I Grønlandskommissionen var der enig- hed om at liberalisere det grønlandske erhverv og åbne for privat initiativ, men — som det blev sagt i Hedtofts tale - med særlig hensyntagen til den grøn- landske befolkning og dennes mulig- heder for at overtage virksomheder. Det skulle dog vise sig, at grøn- lænderne langt fra var konkurrence- dygtige. Privatiseringen blev til fordel for danske erhvervsdrivende og når man i dag ser resultatet, kan det undre, at der kunne skabes et flertal for denne politik i en dansk-grønlandsk kommission. Det må imidlertid ikke glemmes, at stats- monopolet var under heftig kritik og. fik skyld for at hæmme alt initiativ i Grøn- land. Fortalerne for en liberalisering havde derfor ret let spil. Man forestil- lede sig, at et begrænset privat initiativ ville kunne fremme udviklingen og hjælpe det grønlandske erhvervsliv opad. Der var også tvivl om, hvorvidt den danske stat ville være i stand til at til- vejebringe den kapital, der var for- nøden for at gennemføre de tanker, der 74 lå i Grønlandskommissionens betænk- ning. Derfor indeholdt betænkningen forslag om at tiltrække dansk kapital til Grønland, men der er ikke noget der tyder på, at det primære formål med reformpolitikken skulle være at åbne Grønland for dansk kapital. Resultatet af privatiseringen blev et andet end forudset. Det var ikke store danske foretagender med kapital og know-how, der kom til Grønland for at sætte skub i udviklingen. Derimod nedsatte et stigende antal af de hånd- værkere og funktionærer, der var ud- siSndt til Grønland i forbindelse med sta- tens arbejde, sig som private erhvervs- drivende. Det var beskedent, hvad disse mennesker tilførte det grønlandske sam- fund af faglig viden og kapital. Ofte uden større faglig erfaring kunne danske nedsætte sig som butikshandlende eller håndværksmestre og drage fordel af den pengerigelighed, som statens virksom- hed skabte. Erhvervstællingen i 1970 gav et klart billede af den danske dominans inden for den private sektor. På dette tids- punkt var omkring halvdelen af den samlede erhvervsaktivitet i Grønland på private hænder , og 40 pct. af de private virksomheder var grønlandsk ejede. Tæl- lingen viste, at de danske virksomheder var dominerende, idet de beskæftigede ca. 4/5 af arbejdsstyrken og havde 5/6 af omsætningen. Denne udvikling havde fundet sted til trods for, at det var et politisk ønske, at det grønlandske erhvervsliv først og fremmest skulle præges af grønlandske virksomheder. Erhvervstællingen i 1974 viser om- trent det samme resultat. Af de 732 pri- [11] Statsminister Hans Hedtoft hjemkommet fra Granland fotograferet aug. 1948 af]. Hartmann, Nordisk Pressefoto. vate virksomheder ejedes de 38 pct. af personer født i Grønland, hvilket næsten nøjagtigt svarer til andelen i 1970. Erhvervstællingen for 1974 er indtil videre den sidste tælling, der findes for Grønland. Den viser klart den danske 75 [12] dominans, og i det dokument, hvori tæl- lingens resultater blev forelagt Grøn- landsrådet, fastslås, at grønlænderne har stået svagt i konkurrencen mod de dan- skejede virksomheder i Grønland, og at mange i årenes løb havde måttet opgive deres virksomhed. Som årsag hertil peger oplægget på grønlændernes mang- lende etablerings- og driftskapital og leverandørkreditter samt deres ukendt- skab til privat erhvervsvirksomhed, og de krav der stilles såvel faglig og organi- satorisk, som økonomisk og regnskabs- mæssig!. 6. Forsøg på Grønlandisering Det var som nævnt det politiske mål, at det grønlandske erhvervsliv skulle præ- get? af grønlandske virksomheder, og det er derfor forståeligt, at erhvervstæUin- gexne vakte bekymring selv i de borger- Uge partier, der i særlig grad var gået ind for privatiseringen. I Grønlandsrådet førtes hyppige debatter om, hvorledes man kunne vende udviklingen således, at grønlænderne fik større indflydelse på erhvervslivet. 'Fra rådets første år findes et doku- ment, hvori der peges på det dilemma, der præger erhvervspolitikken i Grøn- land. På den ene side er man i yidt^om- fang gået ind for statsdrift for at sikre den grønlandske befolknings medvirken i erhvervsudviklingen og for at hindre fremkomsten af de private monopoler. På den anden side erkendes det, at en vis privatisering kunne skabe mulighed for, at det grønlandske erhvervsliv såvel på anlægs- som på driftssiden blev mere effektivt og dynamisk og præget af større omkostningsbevidsthed. 76 I dokumentet diskuteres, hvorledes de forslag, der lå i betænkningen fra Grøn- landsudvalget af 1960 om overdragelsen af statsvirksomheder til private kunne gennemføres, uden at det skete til skade for det grønlandske samfund. Der peges på tendenserne til dansk dominans i erhvervslivet og på de problemer, der rejser sig for den grønlandske befolk- nings udfoldelsesmuligheder. Derfor advares der mod at overdrage statsvirk- somheder til enkeltpersoner og i stedet anbefales andelsforeninger som en egnet driftsform — først og fremmest inden for detailhandelen. Ved at vælge andeisfor- men kunne man fjerne betænkelighe- derne ved privatiseringen, og derfor foreslås det i dokumentet, at statsbutik- kerne afvikles i takt med, at der på de enkelte steder dannes andelsforeninger. For administrationen var hensynet til dansk kapital irrelevant. Bestræbelserne gik i retning af at sikre erhvervsvirk- somhederne for grønlænderne og så vidt muligt for grønlandske fællesskaber. I bekendtgørelsen af 1969 om støtte til erhvervet i Grønland udtaltes det, at støtten skulle administreres således, at den primært sikrede den grønlandske befolkning mulighed for at deltage i erhvervsudviklingen. I det før omtalte og i senere doku- menter, som blev forelagt Grønlands- rådet, fandtes forslag, som alle gik ud på at sikre grønlænderne indenfor er- hvervslivet. Man drøftede dannelsen af aktieselskaber, hvor en betydelig del af aktiekapitalen skulle forbeholdes Landsrådet eller staten. Der var også forslag om statens adgang til opkøb af virksomheder, som havde været ejet af [13] danske med henblik på overdragelse på grønlandske hænder, og nødvendig- heden af konsulentbistand og af kurser for grønlandsk fødte erhvervsdrivende understregedes gang på gang2. I 1970 vedtog Grønlandsrådet et l O-punkt program, der skulle sikre den grønlandske arbejdskraft beskæftigelse, og dette program kom til at danne grundlaget for en lang række aktiviteter indenfor Grønlands Tekniske Organi- sation. Fra midten af 70'erne skete en op- bremsning af privatiseringen, og der blev ikke overdraget flere statsvirksom- heder til privatpersoner. Debatterne i Landsrådet og i Grøn- landsrådet i 60'erne og 70'erne viser tydeligt, at der ikke har været noget poli- tisk ønske om at fremme dansk kapitals ekspansion i Grønland. 7'. Myten om den billige arbejdskraft I denne forbindelse er der grund til at gøre op med myten om, at dansk kapital er blevet tiltrukket til Grønland for at udnytte den billige arbejdskraft. Allerede på Landsrådsmødet i 1959 drøftedes spørgsmålet om den grønlandske ar- bejdskraft, og under denne drøftelse blev det fra Grønlands Tekniske Organisa- tions side hævdet, at det ville være mere økonomisk at anvende dansk arbejds- kraft.3 Selv om de grønlandske lønninger ikke er på højde med de danske, har de været stærkt stigende i de sidste 15 år. Det er påfaldende, at de private .danske virksomheder gennemgående beskæfti- ger flere danskere end grønlændere, hvorimod det omvendte er tilfældet med statsvirksomhederne, der er pålagt en forpligtelse til at sørge for grønlandsk beskæftigelse. 8. Infrastrukturen Det er påstået, at investeringsplanlæg- ningen i Grønland har haft til formål at skabe en infrastruktur, der kunne åbne vejen for dansk kapitals ekspansion. Det er imidlertid kendetegnende for de inve- steringer, der er foretaget igennem de sidste 20 år, at de så godt som udeluk- kende har været rettet mod et grøn- landsk behov, det være sig inden for fiskeindustrien, den sociale sektor eller uddannelsen, og at kapaciteten er søgt tilpasset den grønlandske befolknings vækst. De investeringsplaner, der hidtil er gennemført, tager ikke højde for en mulig udnyttelse af de grønlandske res- sourcer, som i særlig grad kunne til- trække kapitalens opmærksomhed. 9. Byggesektoren Det er i det foregående hævdet, at hovedmotivet med reformerne i Grøn- land var at højne grønlændernes velfærd. Motivet var ikke at fremme danske kapi- talinteresser, som da også stort set har holdt sig borte fra landet. En undtagelse er byggesektoren, hvor danske firmaer har hentet store fortjene- ster i Grønland. Dette forhold, der er beskrevet i de årlige rapporter fra Grøn- lands Tekniske Organisation, er en følge af statens voldsomme investeringsakti- vitet. Man må imidlertid sætte et stort spørgsmålstegn ved den påstand, at det skulle være den danske byggekapital, der 77 [14] påvirkede staten til at investere i Grøn- land for at skaffe ekspansionsmuligheder for byggesektoren, således som det hæv- des i den nyere kritiske Grønlandslitte- ratur. Det forekommer mig, at en sådan påstand billedligt talt er at spænde vog- nen for hestene. Det stemmer i hvert fald ikke med, at den kraftigste investe- ringsperiode i Grønland faldt i den sidste halvdel af 60'erne, hvor bygge- branchen var fuldt beskæftiget i Dan- mark, og hvor det danske arbejdsmarked var overophedet. Hvorfor skulle staten i denne periode gøre en særlig indsats for at beskæftige dansk byggekapital ? Tværtimod havde planlæggerne store vanskeligheder med at få overtalt tekni- kerne til at gå med til at realisere det ambitiøse investeringsprogram, som var i G-60 betænkningen. Tendensen i 70'erne til at lade lokale byggefirmaer afløse de store udsendte entreprenør- firmaer peger heller ikke i retning af en favorisering af dansk kapital. Ganske vist er de fleste byggefirmaer i Grønland ejet af danske, men det drejer sig for størsteparten om »afhoppede« udsendte håndværkere, som har set deres chance for at blive mestre, men som næppe kan regnes med i de danske byggekapitali- sters kreds. 10. Mineloven af 1965 Derimod er der med vedtagelsen af mifieloven af 1965 og de deraf følgende uddelinger af koncessioner tilsynela- dende sket en ændring af Grønlands- politikken. Fra sidste halvdel af 60'erne og'indtil hjemmestyret har Grønlands- politikken så at sige kørt i to spor: ét præget af den hidtidige sociale udvik- 78 lingspolitik, og et andet vedrørende mi- neraludnyttelsen. Om dette kan tages som et tegn på dansk »imperialisme«, skal jeg undlade at kommentere, men gi- vet er det, at med minelovens indførelse er der for alvor draget private kapital- interesser ind i Grønlands udvikling. I begyndelsen af 70'erne krævede Siumutpartiet mineloven ændret for at få fastslået, at den grønlandske befolk- ning havde ejendomsretten til mineral- forekomsterne i Grønland. Med henvis- ning til rigsenheden er dette krav som bekendt hidtil afvist fra dansk side. Debatten kulminerede i hjemmestyre- kommissionen, hvor man vedtog et kompromis, der overlader styringen af ressourceområdet til et fællesråd bestå- ende af danske og grønlandske politi- kere, hvor begge parter har vetoret. Om dette er tilstrækkeligt til at sikre grøn- lænderne mod »udbytning«, må tiden vise. 11. Motiverne har betydning! Man kan spørge, hvorfor jeg bruger så mange kræfter for at påvise, at hoved- motivet i betænkningen af 1950 og 1964 ikke var at åbne vejen for danske kapi- talinteresser, når jeg alligevel må er- kende, at der med mineloven af 1965 er skabt adgang for storkapitalen til de grønlandske områder. Jeg finder det imidlertid vigtigt, når man skal analysere udviklingen i Grøn- land, og herunder også de fejltagelser, der er gjort, at man holder sig de oprin- delige motiver for øje og ikke forvræn- ger dem i betræbelserne på at få dem til at passe til egne teorier. Grønland har i de forløbne 30 år gen- .xs .--ML. [15] Med minelovens indfarelse i 1965 er derfor alvor draget private kapitalinteresser ind i Grenlands udvikling. På billedet hentes en skovlfuld malm udfra Kvanefjeldet i Risøs forsøgsmine. (Fof.: Lars Toft Rasmussen). nemgået en moderniseringsproces på linie med udviklingslandene i den 3. ver- den. Det er naturligvis overordentlig vigtigt, under hvilke økonomiske sty- ringsformer en sådan udvikling foregår. Alligevel finder vi en række lighedstræk i kapitalistiske og socialistiske udvik- lingslande. Eksempelvis kan nævnes problemerne om centraliseret eller de- centraliseret styreform og om befolknin- gens bosættelsesmønstre. Den meget kritiserede koncentrationspolitik'i Grøn- land er baseret på de samme argumen- ter, som Nyerere benyttede til at centra- lisere befolkningen i færre og større landsbyer i det socialistiske Tanzania. Kontaktproblemer mellem befolkningen og udsendte eksperter møder man over- alt, i udviklingslandene, og i de fleste tid- ligere koloniområder har regeringerne vanskeligheder med at skabe entusiasme i den brede befolkning for landets ud- viklingsplaner. Når man skal bedømme udviklingen i Grønland er det af væsentlig betydning, om fejl og overgreb er begået som følge af kritisable motiver, eller om proble- merne er udsprunget af den moderni- seringsproces, som 2/3 af verden i dag befinder sig i. 79 [16] 12. Den grønlandske indflydelse HeiLvil det være på sin plads med nogle bemærkninger om den grønlandske indflydelse. Det er karakteristisk for den nyeste Grønlandslitteratur, at den tillæg- ger" grønlandske politikere en meget beskeden rolle. Ganske vist har udvik- lingen siden den 2. verdenskrig været dansk domineret, men derfra og til at re- ducere grønlandske politikeres indsats til i enkelte tilfælde at legitimere dansk inspirerede foranstaltninger er et alvor- ligt spring. Flere forskeres opfattelse af de grønlandske politikeres rolle nærmer sig efter min mening det diskrimine- rende. Det antages i dag uden diskus- sion, at udviklingen i Grønland i sin hel- hed er presset ned over den grønlandske befolkning, men det er en sandhed med visSB modifikationer. Eksempelvis var nedsættelsen af såvel G-60-udvalget som af lajemmestyre-udvalget og hjemme- styfekommissionen affødt af grønland- ske politiske initiativer. I 60'erne var der et stærkt grønlandsk pres for »normalisering«, et krav der var skabt af grønlændernes ønske om at blive ligestillet med danskere. Et typisk eksempel på denne tendens var forhand- lingerne i Landsrådet om lærlingelovens indførelse i 1961. Fra administrationens side blev Landsrådet gjort opmærksom på, at den danske lærlingelov, der bygger på århundredgamle danske laugstraditio- ner, næppe var særlig egnet for Grøn- land, hvor der knapt nok fandtes en meSterstand. Landsrådet vedtog dog at anbefale indførelsen af lærlingeloven, og blev heri støttet af Grønlands Arbejder- sammenslutning, der blandt andet be- mærkede »Hvad der er godt nok for danske håndværkere er også godt nok til os«. Selv har jeg over en halv snes år ført forhandlinger om investeringsplaner med kommunalbestyrelserne overalt i Grønland, og det normale under disse ..forhandlinger har været, at vi som repræstentanter for den danske admini- stration er blevet stillet over for forståe- lige ønsker og krav om flere boliger, skoleudvidelser, kajanlæg etc. Men det var normalt ikke os, der pressede udvik- lingen ned over kommunalbestyrelserne under disse forhandlinger. 13. Er den danske Grønlandspolitik slået Jjl? I dag er det ved at blive et dogme, at den danske politik i Grønland er mislykket, og mange danske går i den anledning rundt med et skyldkompleks over for grønlænderne. Mon ikke det er for tid- ligt at drage endelige slutninger om den indsats, der i de sidste 30 år er gjort i det tidligere koloniområde? Hvem ved, om ikke fremtidens historikere vil vurdere denne epoke anderledes. Ganske vist k'an der peges på mange mangler i da- gens Grønland, men der har så sandelig også været positive træk i udviklingen. 13.1. Fremgang og problemer Det er ubestridt, at Grønland i de sidste 30 år har oplevet en enorm materiel fremgang. Levestandarden er hævet betydeligt, boligmassen er udvidet og forbedret, den engang så forsømte folke- skole er nu færdigudbygget, produktio- nen er steget, driftige fiskere investerer i store rejekuttere, sundhedstilstanden er forbedret, og levealderen er fordoblet. 80 [17] Musik, sang og digtning med grønlandsk udgangspunkt og tekst blomstrer som ingensinde før. Billedet afjuaaka er taget ved urankonferencen i København. (Fot.: Lars Toft Rasmussen). Ikke alene på det materielle område er der sket fremskridt. Grønland har i 70'erne oplevet et politisk gennembrud, hvor en ny generation af grønlandske politikere har forhandlet sig frem til hjemmestyre. Også på den kulturelle front sker der noget. Interessen for grafik og skulptur er stigende. Musik, sang og digtning med grønlandsk udgangspunkt og tekst blomstrer som ingensinde før. Nyligt kunne man i et københavnsk dagblad læse denne overskrift »Grønlandsk musik i rivende udvikling«, og grøn- landske kunstudstillinger er ved at blive et hverdagsfænomen. Men er denne unge generation af drif- tige fiskere, politikere og kunstnere ikke netop et resultat af den udvikling, som startedes i 1950? Bør hjemmestyrets indførelse ikke betragtes som en frugt af en lang indsats snarere end en reaktion mod en mislykket politik? Udviklingen har ganske vist haft alvorlige skyggesider. Grønland er ble- vet et klassesamfund med store sociale forskelle. Kriminalitet, spiritussalg og kønssygdomme var vel kendt før nyord- ningen, men var ikke som i dag en svøbe for det grønlandske samfund. Det alvorligste problem er vel nok, at den grønlandske velfærd i det væsentlige er skabt ved danske kapitaloverførsler og ved dansk arbejdskraft med det resul- tat, at det grønlandske samfund i dag er afhængig af en årlig kapitaloverførsel på l 1/2 mia. kr. samtidig med, at 5000 danskere er beskæftiget på det grøn- landske arbejdsmarked. De problemer, som beskrives i det 81 [18] følgende, skyldes næppe dansk »imperia- lisme« men snarere de velmente bestræ- belser på at leve op til det ambitiøse mål: at gøre Grønland til en ligestillet del af Danmark. At Grønland først og frem- mest er et udviklingsland, er i nogen grad blevet ignoreret. Derved har man undervurderet de menneskelige pro- blemer, der udspringer af kultursam- mertstødet, industrialiseringen og moderniseringen i øvrigt. Den debat om udviklingsstrategier, der i de sidste 20 år har fundet sted indenfor u-landsforskningen, har kun i ringe grad præget Grønlands-politikken - uden at jeg på indeværende tidspunkt tør drage den konklusion, at politikken af den grund har været mislykket. 13.2. Glemte vi at tage grønlænderne med? Tilstedeværelsen af mange tusinde dan- ske i Grønland har nok været en af de hårdeste belastninger i det dansk/grøn- landske forhold. I forhold til befolk- ningstallet ville det svare til, at Danmark ved modtagelsen af Marshall-hjælpen umiddelbart efter den 2. verdenskrig var blevet invaderet af 450.000 amerikanske eksperter og arbejdere, der skulle bistå os med vort lands udvikling. Uanset hvor korrekt disse amerikanere havde optrådt, ville de have været en belast- ning for samfundet, og det kan da heller ikke undre, at mange grønlændere og ikke mindst den unge generation er godt trætte af danskerne, uanset at dette nor- malt ikke manifesterer sig i et såkaldt »danskerhad«. Selv om den erhvervsaktive del af den grønlandske befolkning næppe alene kunne have gennemført de omfattende 82 reformprogrammer - over halvdelen af den grønlandske befolkning var den- gang under 19 år — er det nærliggende at rejse spørgsmålet, om det ikke havde væ- ret muligt at undgå en så kraftig inva- sion af Hanske. En del af svaret ligger antagelig i forsømmelserne på erhvervs- uddannelsesområdet . Problemet opstod allerede i forbin- delse med den første Grønlandskommis- sion fra 1948, som nærmest opfattede den indsats, der var behov for som et »grash program«, der skulle afhjælpe de værste mangler i samfundet. Når den relativt kortvarige opbygningsperiode var slut, skulle det grønlandske samfund falde tilbage til den sædvanlige erhvervs- rytme om end på et højere niveau. Der- for gjaldt det om at fastholde befolknin- gen i de traditionelle erhverv fangst og fiskeri og holde dem fra bygge- og anlægssektoren, for ikke at risikere at mange grønlandske bygningsarbejdere blev kastet ud i arbejdsløshed, når opbygningsperioden var slut. At dette var en fejlvurdering, kan de fleste se i dag. Det er en af årsagerne til, at der til stadighed har været mangel på faglært grønlandsk arbejdskraft. Grøn- landskommissionens betænkning negli- gerede iøvrigt ikke helt den faglige uddannelse. Betænkningen indeholdt et forslag om opførelse af en teknisk skole, men det er kendetegnende for udviklin- gen, at først i 1970 blev en grønlandsk fagskole indviet - 20 år efter kommis- sionens forslag! Nu kunne man forestille sig, at de mange danske ville være travlt optaget af at uddanne deres grønlandske efter- følgere. Men sådan fungerede systemet [19] ikke. Arbejdspresset var stort, og de fle- ste udsendte havde besvær nok med at klare deres egne opgaver. Der blev kun ringe tid til instruktion af grønlandske medarbejdere. Et tilbageblik viser, at det navnlig har været den pædagogiske ind- sats - taget i bredere forstand - det har skortet på i udviklingen. Eksempelvis anbefalede Landsrådet og Grønlands- rådet gentagne gange, at der blev ansat konsulenter til at vejlede grønlandske fiskere, handlende, entreprenører og andre erhvervsdrivende, men først i de allerseneste år er der oprettet en grøn- landsk konsulenttjeneste med et ret spar- somt personale. Sådanne forhold er ikke enestående. Dem møder man i de fleste tidligere koloniområder, fordi uddannel- sen i praktiske fag prioriteres langt under den boglige uddannelse, samtidig med at planlæggerne sjældent indleder en dialog med dem, de planlægger for. Den nuværende leder af det grøn- landske socialvæsen, landsstyremedlem Moses Olsen, skrev i 1970 i et åbent brev i »Information« til danskerne følgende: »I har sandsynligvis misfor- stået jeres rolle, som egentlig skulle være af rådgivende og vejledende karakter, og i stedet er I gået hen og blevet bestem- mende og opbyggende«. 13.3. Danskerne bliver f or dårligt forberedt At de mange danske har været en belast- ning for det grønlandske samfund, skyl- des også, at de er blevet for dårligt for- beredt til opholdet i Grønland. Mens eksperter og frivillige, der sendes til u-lande, gennemgår et længere forbere- delseskursus, får danske, der skal arbejde i Grønland, kun et nødtørftigt ugekur- sus, og det gælder endda kun en begræn- set del af dette personale. Denne frem- gangsmåde forsvares med, at Grønland på så mange måder er påvirket af dansk kultur, og derfor er det ikke så fremmed- artet for en dansker at opholde sig i Grønland, som det ville være at leve i et afrikansk eller asiatisk land. I 1975 afgav et ministerielt udvalg en betænkning vedr. uddannelse af perso- nale, der udsendes til Grønland, men dens mange forslag om en forbedret for- beredelse af de danske er endnu ikke blevet realiseret. 13.4. Privatiseringen Mange danske, der kom til Grønland på udsendte kontrakter, så chancen ved at slå sig ned som private erhvervsdri- vende. De tilførte som nævnt ikke Grønland kapital, og deres faglige know-how var i mange tilfælde begræn- set. Det blev således ikke den privati- sering, som man antagelig forestillede sig i Grønlandskommissionen, nemlig at kapitalstærke danske med erfaring og know-how inden for visse områder (specielt fiskeriet) ville medvirke til at udvikle den grønlandske produktion og oplære grønlænderne i det moderne erhvervslivs metoder. På baggrund af den beskrevne danske dominans inden for den private sektor i Grønland må det være forsvarligt at konstatere, at privatiseringen har været en fejltagelse, idet den kun i begrænset omfang har aktiveret grønlænderne i erhvervslivet. For byggesektorens ved- kommende er det påvist i en nylig ud- kommet afhandling Byggeri i Grønland, at privatiseringen af byggesektoren hver- 83 [20] »I bar sandsynligvis misforstået jeres rolle, som egentlig skulle være af rådgivende og vejledende karakter, og i stedet er l gået ben og blevet bestemmende og opbjggende«, skrev Moses Olsen 1970 i Information. (Tegning: Olejohannessen). ken økonomisk eller teknisk har været til fordel for Grønland, og det anbefales, at byggesektoren »afprivatiseres«.4 13.5, Hvorfor slog andelstanken ikke igen- nem? Det kan undre, at andelsbevægelsen ikke spiller en større rolle i Grønland — ikke mindst i betragtning af, at Danmark i sin bistandspolitik går stærkt ind for at fremme andelstanken i u-landene, og uanset at det lige siden Hedtoft er blevet sagt, at andelstanken var et egnet middel til at løse de grønlandske erhvervspro- blemer. Der er nok to væsentlige årsager til^ at andelsbevægelsen kun har haft begræn- set succes i Grønland. De store statslige serviceinstitutioner, KGH og GTO har fungeret som et forsyningsmæssigt og teknisk sikkerhedsnet under den grøn- 84 landske befolkning. Der har ikke været nogen stærk udfordring til selv at tage et initiativ. Når alt kommer til alt, er det lettere at lade staten sælge, end selv at skulle etablere en butik. Oprettelsen af et andelsforetagende i Grønland kræver en klar grønlandsk bevidsthed om selv at ville gøre en indsats. Hertil kommer, at politikerne er gået rundt om problemerne som katten om den varme grød. Der har været tradition for en tværpolitisk samling om Grøn- landsproblemerne, og derfor har man bestræbt sig på at hænge ideologien i garderoben, når der har været Grøn- landsproblemer på dagsordenen. Det har blandt andet resulteret i, at andels- bevægelsens tilhængere har været tilba- geholdende i deres argumentation, og resultatet er blevet en ret pragmatisk erhvervspolitik i Grønland, hvor man [21] har vaklet mellem privatkapitalistisk drift, andelsforetagender og statsdrift. Først ved hjemmestyrets indførelse sy- nes andelstanken for alvor at skulle slå igennem i Grønland. 1). 6. Uddannelsespolitikken Som i andre tidligere koloniområder har uddannelsespolitikken været stærkt præ- get af moderlandets normer. Dansk sprog og danske læseplaner har domine- ret folkeskolen og den faglige undervis- ning. Medens undervisningssproget i kolonitiden i de små klasser var grøn- landsk, opstod der i slutningen af 50'erne en tro på, at det ville fremme børnenes uddannelse, hvis de straks fra skolestarten blev undervist på dansk. Denne ordning blev indført med for- ældrenes fulde støtte i tillid til, at en god uddannelse ville sikre deres børns frem- tid. I løbet af nogle år rejste der sig ud fra pædagogiske og nationale motiver en reaktion mod denne ordning, men manglen på grønlandsksprogede lærere hindrede, at alle grønlandsksprogede børn kunne blive undervist på deres modersmål. Først i sidste halvdel af 80'erne vil skolen råde over tilstrække- ligt mange grønlandsksprogede lærere. Tanker om at ændre undervisnings- planerne, så de i højere grad blev tilpas- set det grønlandske samfunds behov, er næsten altid blevet mødt med indsigelser om, at en afvigelse fra danske normer ville sænke standarden. Om dette siger den franske u-landsekspert René Dumont i sin bog False start in Africa, at det er latterligt at mene, at alt hvad der ikke absolut er i overensstemmelse med europæiske (franske) normer kun kan Råde grønlandske og danske politikere fandt, at koncentrationspolitiken havde for store menneskelige omkostninger. (Tegning: Qlejohannessen). betyde en sænkning af undervisningens standard. Analogien til dansk- grønlandske forhold er nærliggende. 13.7. Koncentrationspolitikken En af de alvorligste indvendinger mod Grønlandspolitikken har været rettet mod G-60-udvalgets forslag om at kon- centrere størsteparten af investeringerne i de største byer, specielt i det isfrie om- råde i Midtgrønland. Formålet var at sikre helårsbeskæftigelse og en bedre offentlig service med hensyn til skoler, sygehuse etc. Denne politik mødte voldsom mod- stand fra store dele af bygde- befolkningen, der ikke var interesserede i at flytte til byerne. Mod slutningen af 60'erne førte denne modstand til politi- ske resultater, og en større del af inve- steringerne overførtes til bygderne. Det er imidlertid forkert, når det hævdes, at 85 [22] denne ændring af investeringspolitikken var'en følge af nedskæringerne. Afsvæk- kelsen af koncentrationspolitikken var resultat af et voksende pres fra grøn- landske og danske politikere, der fandt, at politikken havde for store menneske- lige omkostninger. Et væsentligt argument i debatten omkring bygderne er gået ud på, at man dér har bevaret en grønlandsk livsform, som er gået tabt i de daniflcerede byer. Det er imidlertid et argument, som re- præsentanterne for de større bygder ikke viser megen forståelse for, idet de under invésteringsforhandlingerne ønsker »bystatus«, uanset om dette skulle med- føre en ændring af deres traditionelle livsform. En udbygning af bygderne må imidlertid foregå i et langsomt tempo, hvis det grønlandske samfund skal udvikles på egne præmisser. 13.8. Tempoet i udviklingen En _af de væsentligste grunde til, at grøn- lænderne har haft svært ved at følge med i udviklingen, har været det stærke tempo, hvori reformerne er gennemført. I dagens Grønlandsdebat er det et hyp- pigt omkvæd, at udviklingen er gået for stærkt. Det må imidlertid ikke glemmes, at en væsentlig årsag til det forcerede tempo har været den befolkningseksplo- sion, som startede med indførelse af det forbedrede sundhedsvæsen i begyndel- sen af 50'erne. Fra 1950 til 1970, altså på 20 år, fordobles befolkningen, og det har stillet krav til institutionspladser, skoler og nu, hvor de store årgange er blevet voksne, også til boliger og arbejdspladser. 86 Men dertil kommer også utålmodig- heden hos den grønlandske befolkning, der ved grundlovsændringen i 1953 havde store forventninger om en høj- nelse af deres levestandard og en for- bedring af forholdene i almindelighed. En hurtig gennemførelse af investe- ringsopgaver er ofte blevet prioriteret højere end muligheden for at indsætte grønlandsk arbejdskraft på disse opga- ver. Som et friskt eksempel kan nævnes anlæggelsen af den nye flyveplads ved Godthåb - et projekt til omkring 100 milL kr. Her påviste Grønlands- rådets sekretariat, at man ved at strække opgaven over 5—6 år kunne sikre, at grønlandsk arbejdskraft fik mulighed for optræning og lønnet arbejde ved dette byggeri. Men et flertal af de danske og grønlandske politikere fulgte en indstil- ling fra trafikudvalget om at opføre flyvepladsen i hurtigt tempo i løbet af :3år. Dette lykkedes takket være en meget effektiv teknisk indsats med an- vendelse af store entreprenørmaskiner og udsendt arbejdskraft. Til gengæld fik det grønlandske samfund kun meget ringe andel i de 100 mill. kr. Det er stadig, som om man i Grøn- land ikke rigtig fatter, at der er en sam- menhæng mellem den fart, hvormed man gennemfører investeringer og de muligheder, grønlænderne har for selv at komme med i legen. 13.9, Afvandringen I slutningen af 60'erne så politikerne med nogen bekymring på de fortsat sti- gende kapitaloverførsler til Grønland. Samtidig rejste der sig tvivl om, hvor- vidt landets hovederhverv, fiskeriet, på -..,-.- [23] længere sigt ville være i stand til at skaffe lønsom beskæftigelse til den hur- tigt voksende grønlandske befolkning. Da der dengang var gode beskæftigel- sesmuligheder i Danmark, opstod tan- ken om at give nogle grønlændere mu- lighed for at afvandre til Danmark un- der organiserede forhold. Det formule- redes i perspektivplanen således: Der er derfor rejst det spørgsmål, om tiden ikke er inde til at overveje en alternativ Grønlandspolitik, hvorefter befolkningens størrelse gradvis søges stabiliseret ved nedbringelse af fød- selstallet og gennem afvandring. Tanken blev drøftet uden større drama- tik i grønlandske kredse, og selv en oprigtig nationalist som Moses Olsen kunne i en kronik i Berlingske Tidende i maj 1970 skrive følgende: Der må her straks siges, at en vis afvandring uden tvivl vil finde sted på længere sigt, allerede af den grund, at der må være grænser for hvor mange mennesker, der med rimelig eksistens- grundlag kan leve i Grønland. Det vil være urealistisk at lukke øjnene for dette, selv om det må være det aller- sidste, man griber til. Der må ikke finde en massiv udvandring sted som følge af en forfejlet Grønlandspolitik! For at tankerne om en begrænset af- vandring ikke skulle skabe misforståelser omkring målsætningen i øvrigt, hed det videre i perspektivplanlægningen: Den problemstilling, der er rejst med hensyn til delvis afvandring til Dan- mark, bør ikke tilsløre den kendsger- ning, at perspektivplanlægningen sig- ter mod udbygningen af et funktions- dygtigt grønlandsk samfund. På grund af usikre erhvervsmuligheder og de stadigt voksende kapitaltilskud søges befolkningen ganske vist stabili- seret på et lavere niveau end tidligere antaget, men såfremt planerne gen- nemføres, skulle der i 1985 findes et facetteret grønlandsk samfund med et indbyggertal på godt 55.000 eller 19 pct. flere end i 1970. Uanset denne udtalelse kan man i bogen Grønland — imperialisme med dansk ansigt læse følgende bemærkninger: I 1970 i perspektivplanen for Grøn- land blev fiskeriet officielt opgivet sammen med koncentrationspolitik- ken, i stedet for hvilken en aktiv ud- vandringspolitik til Danmark som løsning på arbejdsproblemet trådte. Og det tør man påstå om en plan, der foreslog investeringer på 425 mill. kr. til udvikling af det grønlandske fiskeri i perioden 1971-1985! Med den voksende arbejdsløshed i Danmark og efter hjemmestyrets ind- førelse er talen om organiseret afvand- ring forstummet. Til gengæld finder der en nedsivning sted af unge grønlændere 87 [24] til Danmark, en foreteelse der skaber problemer for såvel det grønlandske som det danske socialvæsen. 13.10. Standarden Takket være at Grønland med grund- loven i 1953 blev en del af Danmark, er udbygningen af den offentlige sektor sket i en standard, der stærkt nærmer sig den danske — altså i en meget høj standard. Derved adskiller de grønland- ske bebyggelser sig fra tilsvarende andre steder i arktiske områder (Alaska, Canada, Sibirien). Der har lejlighedsvis væfet rejst kritik af, at man har udbygget i err standard, der ikke svarer til landets økonomiske formåen. 13.11. Grønland — et u-land? Det er påfaldende, at Grønlandspolitik- ken altid har været uden forbindelse med Danmarks bistandspolitik i øvrigt. Der har indtil de seneste år været et jerntæppe mellem Grønlandsadministra- tionen og Danida, og det uanset at en række problemer i u-landene og i Grøn- land er parallelle. Det er diskuteret frem .og tilbage, om Grønland er et u-land, mefl givet er det, at visse karakteristika har. Grønland fælles med u-landene. Det gælder således det lave uddannelses- niveau, mangelen på igangsættere og ledere (management og entreprenør- ship) og den ubetydelige egenkapital- dannelse. På andre områder adskiller Grønland sig Fra u-landene: ved den meget høje kapitalimport, den højere levestandard, den udbyggede infrastruktur, den bedre offentlig service og fraværet af analfabe- tisme i snævrere forstand. 88 Alligevel er det at beklage, at der ikke har været et større samspil mellem dan- ske u-landskredse og Grønlandstjene- stén. Det ville utvivlsomt have givet en inspiration til alle parter. Som Niels Høj- lund skriver i sin bog Krise uden alterna- tiv: Grønlandsarbejdet gik glip af de incitamenter til nytænkning og utra- ditionelle løsninger, som kunne være kommet fra de folk, der arbejder med udviklingsproblemer, og på den an- den side var der altså ingen i u-landsarbejdet, der kom til at nyde godt af de eneste erfaringer med et tidligere koloniområdes udviklings- problemer, vi har haft, inden for vort eget lands og vor egen forståelses horisont. Det har sikkert været til skade for begge parter. Og muligvis også for grønlænderne. De kunne have fået chance for en mere realistisk erkendelse af deres situation ved sam- menligning med andre. Mærkeligt nok har emnet været så godt som tabu i den lokale debat i Grønland. 14. Kan hjemmestyret danne udgangspunkt for en udvikling på grønlandske betingel- ser'? 14.1. Begrænsninger For at besvare dette spørgsmål må man først gøre sig klart, hvilke be- grænsninger, der ligger for hjemme- styrets handlefrihed. Grønlands befolkning lever i et område, der med hensyn til klima og ressourcer er på grænsen af de men- neskelige eksistensmuligheder. JiL [25] Der har lejlighedsvis vieret rejst kritik af, at man har udbygget i en standard, der ikke svarer til landets økonomiske formåen. (Fot.: Mogens S. Kod, Sukkertoppen). Grønland savner ressourcer. Mulig- hederne for at finde og udnytte olie, mineraler og vandkraft er endnu så tvivlsomme, at de i øjeblikket må la- des ude af betragtning. Afgørende be- tydning for den grønlandske økonomi kan disse ressourcer tidligst få i slut- ningen af 80'erne, men de kan på den anden side blive afgørende på længere sigt. Grønland er i kraft af sin geografi- ske placering tæt ved USA og Canada og som en del af det danske rige snæ- vert knyttet til den vestlige verden, hvilket for øjeblikket manifesterer sig ved medlemskab af NATO og EF. Selv om hjemmestyret muligvis løsner Grønland fra EF, vil grønlænderne dog fortsat være påvirket af Fælles- markedet, så længe Grønland er til- knyttet Danmark. Og selv om man forestillede sig Grønland løsnet fra EF, ville det dog et langt stykke være en formel løsgørelse på grund af Grønlands store afhængighed af sin udenrigshandel. Dertil kommer det helt afgørende bånd for hjemmestyrets handlefrihed, der ligger i, at det grønlandske sam- fund er afhængig af en årlig kapital- overførsel på 1,5 mia. kr. fra den dan- ske stat til drift og anlæg inden for det grønlandske samfund. Den teoretiske mulighed foreligger, at der gøres så gode fund af mineraler (eksempelvis olie), at det muliggør Grønlands økonomiske uafhængighed af den danske stat. Men hvad enten 89 [26] Enhver igangsættelse af en virkelig kapitalgivende produktion vil nappe samtidig kunne tilgodese granlundernes interesser. Udsigten fra Kvanefjeldet er fotograferet af'Lars Toft Rasmussen. det drejer sig om oliefund, vandkraft eller de konstaterede mineralforekom- ster af jern, uran, molybdæn etc., vil en udnyttelse kræve meget store inve- steringer og tilkaldelse af en hærskare af fremmede eksperter og specialar- bejdere. Det betyder, at Grønland i givet fald vil blive afhængig til anden side. Dertil kommer, at udnyttelsen af grønlandske mineralforekomster og af vandkraften vil skabe problemer af økologisk, kulturel og socialpsykolo- gisk art. Det er derfor vanskeligt at komme uden om den konklusion, som en pro- jektgruppe ved Ålborg Universitets- center i maj 1977 nåede til, nemlig at mulighederne for en udvikling på grønlandske betingelser ikke ser sær- 90 lig gode ud, idet enhver igangsættelse af en virkelig kapitalgivende produk- tion næppe samtidig vil kunne til- godese grønlændernes interesser.5 14.2. Muligheder Selv om hjemmestyret således må se sin handlingsfrihed begrænset, vil der dog være mulighed for på relevante områder at dreje udviklingen i en mere grøn- landsk retning. Hjemmestyret har eller vil i de aller- nærmeste år overtage en række vigtige samfundsområder, såsom kommunalfor- valtningen, opkrævning af skatter og af- gifter, landsplanlægning, folkeskolen og erhvervsuddannelsen, arbejdsmarkeds- forhold, erhvervsforhold i øvrigt, herun- der statens fiskeri- og produktionsvirk- [27] somhed og det sociale område. Senere skal hjemmestyret overtage vareforsy- ningen, den interne passager- og gods- befordring, miljøbeskyttelsen og sund- hedsvæsenet. 143. Erhvervspolitikken Trods påstandene om at Grønland er solgt til kapitalen, er erhvervslivet for omkring 50 pct.s vedkommende stadig på offentlige hænder. Det gælder de store fiskeindustrier, trawlerne, skibs- værfterne og en række større supermar- keder — altså de største arbejdspladser i landet. I de byer, hvor Den Kgl. Grøn- landske Handel ikke har supermarkeder, findes der andelsbutikker. Siumutpartiet, der er indehaver af regeringsmagten, går ind for en er- hvervsudviklingspolitik, der primært sig- ter mod at udnytte landets levende res- sourcer, de såkaldte grønlandske pro- dukter, og det vil sige at støtte fangst- og fiskerierhvervene. Siumut mener, at olieudvinding og minedrift kan forstyrre de oprindelige erhverv og kan vælte livs- rytmen i de grønlandske lokalsamfund. De kræver milliardinvesteringer, som vil give de multinationale selskaber urime- lig stor indflydelse og skabe yderligere udenlandsk dominans i Grønland, siges det i Siumuts program. Siumut udeluk- ker dog ikke råstofudvinding, når det finder sted i nøje balance med det grøn- landske arbejdsmarked og det grøn- landske samfunds behov under skyldig hensyntagen til miljøet. Det grønlandske landsstyre er i dag navnlig interesseret i at fremme udviklingen af vandkraft og af kulressourcerne. Udnyttelsen af mineralforekomsterne skal som nævnt ske i et snævert sam- arbejde med den danske stat. Selv om det skulle lykkes grønlænderne med ti- den at få fuld rådighed over ressour- cerne, vil de næppe kunne klare sig alene uden forhandlinger med de multinatio- nale selskaber. Der ligger imidlertid en mulighed i at søge bistand hos FNs »resources and transport division«, der siges at råde over nogle af verdens bed- ste eksperter på de forskellige områder inden for kortlægning af ressourcer. Siumutpartiet går ind for en overord- net økonomisk politik, der støtter fælles- skabstanken ved på andelsbasis at løse de erhvervsmæssige opgaver i Grønland og prioriterer støtte til grønlandske sel- skaber med et bredt grundlag i den grønlandske befolkning sigtende mod en bred erhvervsudvikling i bygd, by, kom- mune og region. Partiet ønsker i den an- ledning at indføre en lovgivning, der i særlig grad støtter andelsvirksomhed i Grønland. Ved overdragelsen af de store fiske- industrier, trawlerne og erhvervsstøtte- fonden vil hjemmestyret være i stand til at kontrollere udviklingen inden for fiskeriet. Dertil kommer, at Den Kgl. Grønlandske Handels butikker og brugsforeningerne er prisførende, og når hjemmestyret overtager ansvaret for for- syningsvirksomheden, må det være mu- ligt at få et samarbejde i gang mellem de tidligere KGH-butikker og andelsbevæ- gelsen for derigennem at sikre de grøn- landske forbrugeres interesser. Mulighederne inden for fiskerierhver- vet synes bedre end i 70'erne. Hvis det lykkes hjemmestyret at håndhæve 200 91 [28] ; sømiles-fiskerigrænsen for fiskeriinteres- ser T>g at fa udlignet forskellen mellem de profitable lakse- og rejefiskerier og det underskudsgivende torskefiskeri ek- sempelvis gennem pålæggelse af en eksportafgift, vil det være muligt at drive et rentabelt fiskerierhverv i Grøn- land. Men et eventuelt overskud fra dette erhverv vil langt fra kunne dække det tilskud, som årligt ydes til Grønland af den danske stat. Det er iøvrigt bemærkelsesværdigt, at det nye hjemmestyre satser på fiskeri- ethvervet som Grønlands hovederhverv. Det fortsætter den linie, som er lagt i de store kommissioner og gennem Grøn- landsrådets og Landsrådets hidtidige arbejde. Det viser, at grønlænderne ikke er enige i den'kritik, der fra dansk side er rettet mod den ensidige erhvervs- udvikling i Grønland. Hjemmestyret står imidlertid med me- get store beskæftigelsesproblemer. Der skal ifølge de foreliggende prognoser skaffes et meget stort antal arbejdsplad- ser i de kommende 10 år. Derfor er der al mulig grund til at overveje alternative produktionsmuligheder. Det har allerede i flere år været forsøgt, ikke mindst in- den for Grønlands Tekniske Organisa- tion, hvor man har gennemgået en række muligheder for inden for bygge- sektoren at finde nye beskæftigelses- muligheder. Det er imidlertid vanskeligt at skabe en hjemmemarkedsproduktion, der kan konkurrere med storproduktion udefra, men i kraft af besejlingsmonopo- let skulle der være mulighed for hjem- mestyret for at beskytte en hjemmepro- duktion ved pålæggelse af afgifter og gennem en fornuftig fragtsatspolitik. 92 14.4 Uddannelsessektoren Også inden for uddannelsen har hjem- mestyret mulighed for at præge udvik- lingen i en mere grønlandsk retning. Der er fra folketingets side kun stillet ganske få krav til det grønlandske skole- væsen. Det drejer sig om 9 års undervis- ningspligt, om befolkningens ret til gra- tis undervisning i folkeskolen og gratis undervisningsmaterialer. Indholdet af folkeskolen er det overladt til grøn- lænderne selv at bestemme, og derved skulle der være mulighed for at undgå de urimelige krav der tidligere har været stillet til de grønlandske elever f.eks. i skoleloven af 1967, hvorefter grønlæn- derne var nødt til at læse tysk i realklas- serne til trods for, at de i forvejen havde store problemer med at klare både deres grønlandske og det danske sprog samt engelsk. Det grønlandske sprog vil kunne få forbedrede vilkår, især når sko- len i løbet af 80'erne får tilstrækkeligt mange grønlandsksprogede lærere. Men hovedproblemet følger med over i hjemmestyret. Det er trods alt et spørgsmål hvor langt man kan gå i en grønlandisering af skolen, når samfun- det allerede er udviklet så stærkt i tek- nisk og administrativ henseende, at der kræves en række specielle kvalifikationer hos befolkningen for at det kan fungere. 14.5. Arbejdsmarkedet For så vidt angår arbejdsmarkedet, er der også bedre udsigter end tidligere. I løbet af 80'erne vil Grønland kunne blive selvforsynende med arbejdskraft inden for de væsentligste områder. Sam- tidig er det omsider lykkedes at få gen- nemført bestemmelser om de grønland- [29] I lebet afSO'erne vil Grønland kunne blive selvforsynende med arbejdskraft indenfor de væsentligste opgaver. Billedet er fra Bygge- og Anlægsskolen i Holsteinsborg. (Fat.: Mogens S. Koch). ske myndigheders ret til at udstede arbejdstilladelser, således at det bliver muligt at regulere tilgangen af arbejds- kraft udefra. Det store problem bliver som nævnt at skaffe de mange nye arbejdspladser, der er nødvendige i de kommende ti år for at undgå masse- arbejdsløshed. 14.6 Standarden Endelig har hjemmestyret muligheder for at udnytte de økonomiske rammer bedre, hvis cle er villige til at nedsætte standarden på en række områder. Det kan imidlertid blive svært, idet der er skabt behovskrav i det grønlandske sam- fund, som det vil være vanskeligt at afvise. Erfaringerne fra den grønlandi- serede kommunalforvaltning tyder ikke på, at der hos de grønlandske politikere er større vilje til at finde nye veje med hensyn til den standard, Grønland ud- bygges i. 15. Har dansk forskning opgaver i Grøn- land? Samfundsforskningen har i de senere år i stigende grad beskæftiget sig med grønlandske forhold. Ved hjemmestyrets indførelse er det derfor nærliggende at spørge, om der også i fremtiden vil være opgaver i Grønland for danske sam- fundsforskere. 93 [30] Sandsynligvis far hjemmestyret behov for rådgivning i sine bestræbelser for at nå frem til alternative løsninger. Det er meget begrænset, hvad der findes af grønlandske forskere, og hjemmestyret har endnu ikke en særlig planlægnings- afdeling. Der foreligger allerede i de se- neste år en række bidrag fra danske forskningsinstitutter vedrørende bojig- byggeri, arbejdsmarkedsproblemer, ud- nyttelse af råstoffer og trafikplanlæg- ning15. Anvendt med den fornødne kriti- ske sans må sådanne afhandlinger kunne blive et værdifuldt supplement til det officielle materiale, som hjemmestyret til daglig arbejder med. Der er allerede positive tegn på, at hjemmestyret er interesseret i et sam- arbejde med dansk samfundsforskning, merrder er nok grund til at mane til for- sigtighed. I den aktuelle situation vil be- hovet antagelig koncentrere sig om de mere konkret betonede projekter. I be- tragtning af, at Grønland er et gammelt koloniområde, vil det dog også være fri- stende at foretage mere generelle studier af forholdet mellem Danmark og Grøn- land blandt andet for at afprøve de jjængse imperialismeteorier, herunder også begrebsparret center-periferi. Interessen for samarbejdet med dansk samfundsvidenskab vil svinde, hvis forskningen, som det er sket i enkelte til- fælde, får et alt for politisk-agitatorisk præg, og såfremt danske videnskabs- mænd er for ivrige efter at presse deres modeller ned over den grønlandske vir- kelighed. Forsøg på teorioverførsel kan have interesse — men ikke mytedannelser! 1. Nærværende artikel er omtrent identisk med mit indlæg i »Politica«'s temanummer om Grønland, der udsendtes i december 1980 under titlen »Det Grønlandske Hjemmestyre«. (Politica - 12. arg. nr. 14,1980, Institut for Statskundskab, Århus). 2. Grønlandsrådets dokumenter nr. 77, 30/70, 23/72 og27/77. 3. Claus Bornemann, »Bliver den grønlandske arbej- der forbigået?« [Tidsskriftet] Grønland, 1960, p. 462. 94 4, Kr. Kreiner og Axel Gaardslev, Byggeri i Grønland, København: Nyt fra Samfundsvidenskaberne, 1980. 5. Storgruppe 7621 Erhvervsgrundlaget for selvstyre Ålborg: AUC, 1977. $, Se som eksempler Kr. Kreiner og Axel Gaardslev, Byggeri i Grønland, København: Nyt fra Samfunds- videnskaberne, 1980; Peter Bach og Jens Dahl, Vedr, udnyttelse af råstofferne i Grenland, København: ., Danmarks Tekniske Højskole, 1980; Jens Dahl og Karl Johan Lyberth, Grønlandske emigrantarbejdere, København: Institut for Eskimologi, 1980; Jørgen Kristiansen, Persontransport og samfund i Vestgrøn- land, Ålborg: Ålborg Universitetsforlag, 1980. ...i, IL [31]