[1] Isaac de la Peyrére: »Relation du Qrøenland« - v - l--; - '-±_- . =v f: - - ^ ' " ' - '*--= - ^ ~^~- "'- " 7 . ' • Én 1)3 5 år gammel fransk »beretning om Grønland« .Den ældste almindelige Grønlandsbeskrivelsepå et europæisk hovedsprog A£J. Kisbye Møller efter, at Torstenssonkrigen var ud- brudt december 1643, foreslog kardi- nal Mazarin fredsforhandlinger mellem Danmark og Sverige, og i juni 1644 an- kom den franske diplomat Gaspar Coig- net de la Thuillerie med følge til Køben- havn. Han fortsatte til Stockholm, og efter at begge lande ud på efteråret havde antaget mæglingstilbudet, kunne de egentlige fredsforhandlinger begynde i februar 1645 på Brømsebro - en ø i Brømsebækken, grænsen mellem Ble- kinge og Småland. Efter energisk indsats fra de la Thuillerie endte forhandlin- gerne i august 1645 med underskrivel- sen if den for Danmark-Norge smerte- lige fred i Brømsebro. Endnu i januar 1646 opholdt de la Thuillerie sig i Stock- holm. — Hvad har dette med Grønland at gøre? Jo, ambassadørens sekretær ved navn Isaac de la Peyrére benyttede det l 1/2 år lange ophold i Norden til - ved hjælp af sine forbindelser til de højeste kredse i København - at skaffe sig op- lysninger om forholdene i det for franskmænd ukendte høje Nord: Han må have anset både Island og Grønland for så spændende emner, at de måtte in- , i. teressere en videbegærlig læserkreds, for han nåede tander opholdet heroppe at skrive en bog om hvert af disse lande - -"-' " -:- ' : •& :~ P og hans beretning om Grønland blev en salgssucces: Manuskriptet til »Relation de l'lslande« var færdigt allerede i december 1644, men bogen blev først udgivet i Paris 1663 og synes ikke udkommet i senere oplag. I 52 kapitler beskriver den Islands historie, natur, erhverv, sprog, m.v., den er udstyret med et korrekt kort over øen samt med det s_amme kort over Grøn- land, som skal omtales i afsnit l. Peyrére har ikke selv besøgt Island, men bygger på oplysninger fra Arngrimur Jonsson (se note 5), Ole Worm og »danskeren Blefkenius, som har besøgt Island« — og som Peyrére nærer samme tiltro til som til Herqdot!! »Relation du Groenland« færdiggjorde Peyrére i Haag den 18.6. 1646 og den blev trykt i Paris allerede 1647. En ny udgave på fransk udkom i 1651 og efter- hånden udkom den både i Tyskland, Holland og England. Det kgl. Bibliotek har eksemplarer både af førsteudgaven, at to tyske udgaver (Hamburg 1674 og 168 [2] Niirnberg 1679), af to hollandske (Am- sterdam 1678 og Leiden 1684) samt af en engelsk (London 1715). Thorkild Hansen oplyser (i »Jens Munk« 1965 pg. 371), at Peyréres bog alene i de før- ste år udkom i 4 udgaver i Frankrig, 3 i Tyskland, 2 i Holland og 3 i England. På dansk findes en oversættelse (hvoraf Marinens bibliotek har et eksemplar) af de to bøger; den har denne omstænde- lige titel: »La Peyrére, L: Historisk Beretning om Island etc. - Trykt sammen med: Historisk Beretning om Grønland. Hvorudi findes anførte de Reyser og Seyladser, som af de Danske fra Tid efter anden ere, for samme Land at op- finde, foretagne.. Udi det Franske Sprog først skreven og siden udi det Danske oversat. (Dateret Haag 1646)«. Des- værre fremgår det ikke af bogen, hvor- når den er udgivet eller af hvem den er oversat, men i et par noter nævnes, at der er »gået fast 100 år, siden Peyrére skrev beretningerne.« Enkelte steder i Peyréres Grønlandsberetning er citeret af danske forfattere, blandt de ældste Vidalin (Finn Gads udgave 1971 pg. 31, 70 og 84, hvor kortet fra Niirnberg- udgaven 1679 er gengivet) og Holberg, der gengiver beretningen om ekspeditio- nen til Spitsbergen og om Christian IVs sammenstød med Jens Munk (Samlede Skrifter bd. VII pg.491), jfr. nedenfor afsnit 9 og 10. Om Peyrére selv er kun at oplyse, at han er født i Bordeaux 1596, at han blev bibliotekar hos prinsen af Condé 1659 og døde 1676. Origianludgaven er en smuk oktav på 282 sider, indbundet i beder og forsynet med et kort og en billedside (se gen- givelserne).2 Peyrére har ikke selv været i Grønland og hans bog bygger helt overvejende på kendte kilder. Jeg har dog ment det af interesse at referere dens indhold, dels, fordi det er første gang, der gives den europæiske læse- verden et generelt billede af Grønland og polarområderne iøvrigt, dels fordi den er et vidnesbyrd om interessen i Dan- mark midt i 1600-tallet for disse om- råder, som det for en amatørhistoriker at se er værd at fremdrage. Mit referat byg- ger på originaludgaven fra 1647; den er — til forskel fra de tyske og hollandske udgaver — ikke kapitelinddelt, så ind- delingen i det følgende er min egen: 1. Kortet Bogen indledes med Peyréres kom- mentar til kortet: Han siger, at det er tegnet af Chapelain, som har delt den sydlige ende af Grønland i 2 øer, hvilket ikke støttes af oplysninger fra Danmark, men på et kort i Mazarins bibliotek, der har påskrift om at være tegnet af hollæn- deren Arnoldus' søn Martinus (kaldet den Briel) under 2 rejser til Grønland i 1624 og 25. Peyrére har fået sit kort teg- net således, at det dækker hele det om- råde, hans bog handler om: Fra Spitsber- gen i øst til Jens Munks vinterhavn i vest. Placeringen af Kap Farvel på 60 gr. 30 min. støtter han på Munks må- linger; derimod tør Peyrére ikke udtale sig om Grønlands længdeplacering, da hans kilder intet siger derom, men kun noterer, at »Kap Farvel ligger på den anden side af de canariske øer og vor 1. meridian«.3 Peyrére oplyser, at hans kort foruden på Munks beskrivelser og Martinus' kort bygger på Hudsons.4 - 169 [3] GJROEKLAND. ..lijBj ..^^UMB*• "'•^WIS 0 SULJMARC. ^O. ^ ^ jT ^t MVi./ ^^S~ *." noÆ^ ^3»5aBi *Jnt JOMMNM Kortet iPejréres bog, tegnet af CSapelain 1646 elkr 47 pågrundlag aftens M.unksrkort over Hudsonbugten og et aldre boBarufsk kort. Gennem udgaverne af Peyréres bog spredtes navnene Christiansstrade, Christianshavet og Nj Danmark over Vesteuropa, indtil de engelske navne slog igennem. Det morsomste ved Peyréres kort er, at det er forsynet med Jens Munks navn- givning: Detroit Christian (Hudsonstræ- det)^ Mer Christiane (Hudsonbugten) og Nouveau Danemarc, som Munk kaldte om- rådet vest for Hudsonbugten. Når dette område helt frem til 1791 på franske kort kaldet Nouveau Danemark, må det hidrøre fra Peyréres bog. Kortet går igeri i tyske og hollandske udgaver, men nu pyntet op med små dekorative skibe, bjergtoppe og »bueskydende vilde« samt carttmcher.4 Efter en kort tilegnelse til de la Thuil- lerie, der har skabt »la_ Paix celebre des deux Couronnes du Nord«, starter den egentlige tekst med, at Peyrére udbreder sig om, hvor farlig og vanskelig sejlad- sen på Grønland er. Om Grønlands geo- grafiske placering siger han, at mens nogle englændere tror, at Grønland hænger sammen med Amerika, mener den danske kaptajn »Jean Munck«, som har forsøgt at sejle mod nordvest fra 170 Davisstrædet, at Grønland er skilt fra Amerika. 2. Peyréres kilder Om sine kilder oplyser Peyrére, at de vigtigste er dels en gammel islandsk på prosa, nemlig en dansk oversættelse af Snorref dels en ny dansk, pastor Claus Christophersen Lyschanders versificerede „Danske Chronica.5 Peyrére vil »gengive, hvad han har fået oplyst om dette util- gængelige land, alt hvad han har kunnet få uel af, hvad der er fortalt ham og hvad han har kunnet forstå af de forvirrede skrifter (som han ikke har læst, men som er oversat for ham) fra et sprog, han ikke forstår, men som Rigshovmesteren har haft den godhed at læse for ham og give ham forklaring på«. Peyrére stiler både Islands- og Grøn- landsbogen til m. de la Mothe le Vajer, »berømt for sin sjældne viden og strå- lende indsats for kongens eneste bror«.7 Han er flere steder inde på, at le Vayer [4] snart vil træffe rigshofmesteren, der om kort tid skal til Frankrig: Der er ikke tvivl om, at den, der vinteraftner i København — og ovre i Kristianopel i Blekinge, hvor den danske fredsdelege- tion boede — har læst højt for Peyrére, er ingen anden end Corfitz Ulfeldt (og må- ske også Leonora Christine, der nævnes et enkelt sted). Ulfeldt var delegationens leder, og foretog i 1646-47 en ambassa- derejse til Paris og Haag. Ulfeldt tog un- der Torstenssonkrigen til orde for en ny udenrigspolitik med tilnærmelse til Frankrig (og Nederlandene) og det har været et led i denne charmeoffensiv, at han har siddet og oversat værker om Danmark-Norges historiske forbindelse med Grønland for ambassadørens vide- begærlige sekretær! Corfitz Ulfeldt (1606-64), mens han stod på sin magts tinde. Omtrent sådan har Peyrére medt ham i Brømsebro. Portrattet findes på Bosjo Kloster i Sverige. Ole Worm (1588-1654), uden tvivl Peyreres hovedkilde. Portrcetstik afWingendorp efter van Manders tegning. Af andre kontakter nævner Peyrére en Muller (må være senere generaltold- forvalter Henrik Muller, der stod Ulfeldt nær) - men navnlig har Peyrére haft ud- bytte af sin personlige og brevlige for- bindelse med »dr. Wormius«: Den medi- cinske professor Ole Worm, Christian IVs livlæge, en stor samler og oldforsker (grundlægger af den danske runeforsk- ning) med vide internationale kontakter og hvis museum blev Københavns stør- ste seværdighed.6. — Peyrére forsømmer i tidens stil ikke at beskrive sine med- delere i rosende adjektiver, og et sted svinger han sig helt i skyerne over Ulfeldt: Under omtalen af fredsforhand- lingerne i Brømsebro siger han, at de to 171 [5] forhandlingsledere — Ulfeldt og Axel Qxenstierna - »betragter hinanden med stolthed og ærbødighed«; Ulfeldt er en mand af ædelt hjerte, ophøjet sind og fornemt udseende, »han kaj} ikke alene støtte Kronen med sine rad, men har hovede til at bære et riges krone« j han er herpisk, en fuldkommen filosof, der ikke ynder pomp og pragt (!), San rummer kun ædle følelser og hans konversatio- ner: £r af uforlignelige sødme! - tJJfeldt har sandelig fået noget til gengæld for sin Højtlæsning for ambassadørens sekre- tær! 3, Qm nordbotiden På side 11-52 gengiver Peyrére på gttttidlag af Snorre, Arngrimur Jonsson og Tlyschander Nordbotidens historie: Vi far bl.a. beretningen om »Erric le R.QUS- sean«s opdagelse af landet, som han kaldte Grønland p.g.a. dets græsganges og træers(?) grønhed, om Leifs omven- delse til kristendommen og tilbageven- den til Grønland ledsaget af en præst. Der er intet nyt i Peyréres gengivelse af sagåberetningerne. Ganske morsom er hans kommentar til omtalen af, at Erik skiftevis kalder samme forbjerg Blåserk og Hvidserk, vel fordi isen skifter farve efter sin ælde - idet Peyrére fortæller sine med is formentlig ukyndige læsere, at da han og ambassadøren »i vinter vendte tilbage fra Sverige til Danmark og i vogn kørte langs havet fra Hel- singør til København, så vi forskellige steder isflager ophobet, af hvilke dynger nogle forekom os helt hvide og andre somfarvet i det skønneste azurblå«, Peyrére nævner, at den islandske krø- nike tidsfæster opdagelsen af Grønland 172 til omkring år 982 (hvilket som bekendt er det rigtige), mens den danske krønike henlægger den til c. år 770. Det sidste forekommer Peyrére sandsynligst — uden at han dog skal tage stilling — fordi den danske konges sekretær Gunter (må være oversekretær ved det tyske kancelli Frederik Giintber), »som er en lærd mand og min gode ven« har fortalt Peyrére, at han i ærkebispen af Bremens arkiv har set kopi af en pavebulle fra før år 900, der udtrykkelig angav, at ærkebispedøm- met omfattede »Norge og de dertil hø- rende øer Island og Grønland«.7 Peyrére er på sikrere grund, når han derefter beretter om, hvordan Eriks efterkommere bebyggede »Ostrebug« og »Vesterbug« (Øster- og Vesterbygden). I forbindelse med omtalen af Gardar hen- viser han til den kendte fortegnelse over grønlandske bisper fra Arnald til Alf. Vinlandsrejserne og fristatstiden omtaler Peyrére ikke. Han anfører, at nord- boerne levede efter islandske love og var underlagt en slags vicekonge udnævnt af de norske konger.8 Peyrére gennemgår nu den islandske Grønlandsbeskrivelse »prd for ord, som den er oversat for mig fra dansk til fransk«: Nu følger en be- skrivelse af Østerbygden og den ødelagte Vesterbygdi med opregning af kirker og klostre, fjorde og gårde med tilliggende, alt gengivet næsten ordret efter Ivar Edrdsønsg beskrivelse i den form, den har i Jonsspns »Groenlandia« (jfr. note 5). Jonsson kalder beskriveren Iver Bere, hos Peyrére bliver det til Juer Bert; at det kniber lidt med stednav- nerje^ e|.tilgiveligt: Funkabuder bliver til Funchebuder »opkaldt efter en page hos Olav den Hellige, der led skibsbrud der«, [6] Ketilsfjord bliver til Kindelfjord og Ramsey til Roansen. Beskrivelsen af f.eks. de varme kilder (ved Igpik) eller af vegstenforekomsten på Renøen (Akia) er helt korrekt oversat. Det gælder også, når Peyrére fortæller, at der nær det ube- boede øde mellem Øster- og Vesterbyg- den har været en kirke Strosnes (Jons- sons Straumnes = Sandnes), der tidligere har været »Metropolitaine« og sæde for den grønlandske biskop — og hans citat af Bårdsøns kendte beretning om, at skrællingerne holder hele Vesterbygden, og at undsætningsekspeditionen - der af den grønlandske »juge« (lagmand) havde fået ordre til at jage skrællingerne væk - ingen mennesker fandt, men tog så mange dyr med, som skibene kunne bære. Peyrére siger, at da han ikke har no- get Grønlandskort eller andre historiske kilder, kan han kun gengive, hvad han har modtaget. Han er mest overrasket over, at kirken i Strosnes oprindelig skulle have været bispesæde, for det stri- der imod, at Gardar hele tiden skulle have haft denne forrang.10 Den danske krønike, siger han, beklager tabet af dette land, man ikke kan finde, men lyk- kes det at finde Gardar, vil man for- håbentlig få den hele og sande Grøn- landshistorie oplyst (Ved Gardars ud- gravning i 1926 løftedes jo dog kun en flig af sløret — endnu er ingen skrevne kilder fundet i selve Grønland). Peyrére synes, Bårdsøn er en dårlig historiker, fordi han ikke nævner, hvem skrællin- gerne er — men dr. Worm har skrevet til Peyrére, at det er Grønlands oprindelige vilde indbyggere. Peyrére filosoferer over, om de, da ekspeditionen kom til vesterbygden, er flygtet ind i fjeldene el- ler skovene (!). Worm antager, at skræl- lingerne har levet ved Davisstrædet, og at de måske er amerikanere, kommet fra det land, der er opdaget under Chri- stian IV af Jens Munk. 4. Natur og dyreliv — specielt om narhvalen Peyrére citerer den danske krønike for, at Grønland er 100 gange så stort som nordboernes del og befolket af forskel- lige folkeslag med egne høvdinge. Be- skrivelserne af landets frugtbarhed er - siger Peyrére med rette - modstridende: Et sted siger den islandske krønike, at der gror verdens bedste hvede og ege- træer med agern så store som æbler - andetsteds, at p.g.a. kulden kan kun det gro, som man sår. Peyrére betvivler, at kulden kan være så stærk, for den af nordboerne beboede del må ligge på højde med Upland i Sverige, og der har han selv set stor og god kornafgrøde. Og, nævner han, i Norge kan man på fjeldenes sydskråninger p.g.a. den kon- stante solvarme få god høhøst 2 gange årlig, så der er nok i Grønland både frugtbare sletter og ufrugtbare fjelde. Der er ifølge den islandske krønike en rigdom på dyr (heste, harer, hjorte, rener, ulve, losser, hvide og sorte bjør- ne), og krøniken siger, at man har fanget bæver og mår lige så fine som moskovi- tiske zobler. Der skal være flere hvide og grå falke end noget andet sted i verden. Man bragte tidligere disse sjældne falke til kongerne af Danmark »og kongerne brugte dem som gaver til konger og fyrster, naboer og venner, for falkejagt er ikke i brug hverken i Danmark eller 173 [7] =4f=~™---0-,.----- -fL-HSSr--.^^f?-J-V"- tcjjfcn npinme'parles iffiantLn* la CJTTK, au (in ae/ t atiec tm fronføn '• M a,eqtitihr med* .J •Sahtcye pejc)t.ntt JMIS Jon bafratt . *Pdit lattatt de {fro Illustrationer i Pejrérts bog. Narbvalen, narhvalkraniet qg tanden må stamme-fra de tegninger, W orm sendte Peyrére #Bi>. 154 5, da de er identiske med dem, derjindes i »Museum Wormianum«. Kajakken kan vare tegnet efter dem, Peyrére fik forevist i Kabenhavn. andre nordiske lande«. Havet er rigt på fisk, fuldt af sæler og en utallig mængde hvaler. Peyrére er i tvivl om, hvorvidt isbjørnen skal anses for et hav- eller landdyr: Den lever af fisk, men hader og frygter hvalerne, fordi de tager dens unger; »derfor tør bjørnene ikke forlade isflagerne og når de når Islands eller Grønlands kyster, er de vilde af sult«. i^arhvaltanden bruger Peyrére hele 32 sider på: Gennem århundreder har man, siger han, troet, at de lange^tænder, der findes rundt i Europa, var horn affabel- dyret Enhjørningen, men Peyrére har nu erfaret, at Grønland er fyldt med »Licor- nes« (Enhjørninger); i Danmark ser man mange både hele og afskårne stykker »horn«. Han er i tvivl, om de dyr, der bærer dem, er landdyr eller fisk, men un- derstreger, at de »horn«, han har set i Danmark, er af samme form og mate- riale som de, der findes i Frankrig. På Frederiksborg Slot, »den danske konges Fontainebleau«, har han set et større end det i St. Denis, men af samme kulør, form og vægt. Også i København anser man dem for et middel mod gigt. Det er givet, at alle de »horn«, der findes i Dan- mark, stammer fra Grønland, men fra hvilket dyr? »Dr. Worm har som den første fortalt mig, at det er en fisk. —Jeg havde stor diskussion med ham derom, mens jeg var i Kristianopel, da det stri- der mod opfattelsen hos alle ældre na- turvidenskabsmænd, der har behandlet og beskrevet »licornes« som landdyr med 4 ben, og der er også passager i Biblen, der kan forstås sådan.« 174 [8] SAVmGES GIrøNLENDOIS Dette billede af grønlændere i Peyréres bog må vare fri fantasi. Dr. Worm har i et brev til Peyrére for- talt, at Worm for nogle år siden overfor kansler Friis havde beklaget, at de køb- mænd og søfolk, der tog til Grønland, ikke skaffede sig oplyst, hvordan de dyr var, hvis »horn« de fik fat i. Friis havde svaret, at de var mere nysgerrige, end Worm troede, og havde sendt ham et stort tørt kranium, hvortil var knyttet et »horn« af 4 fods længde. Worm var ble- vet ude af sig selv af glæde over at få no- get så værdifuldt i sine hænder og fik lov at låne kraniet til nærmere studium. »Kraniet ligner en hvals, og der er to huller oven i det, gennem hvilket dyret sikkert kaster det vand ud, det har slugt - og det, man kalder dets »horn«, er en tand, der sidder fast på venstre side af 175 [9] NarKial, »seenhjerning«. Cartouebe/ra kortet i hollandske og tyske udgaver afPeyreres bog, dets overkæbe.« Worm har videre skre- vetf at han tilkaldte sine venner og bed- ste "elever og fik en maler til, i de pågæl- dendes nærværelse, at afbilde kraniet med tanden. Da Worm havde hørt, at et lignende dyr var fanget ved Island, skrev han, til bisp Thorlac Scalonius 1J i Ho- ^ , '"-. , ~f-.S. "3^- - lår; denne sendte Worm et billede af dy- retTSg oplyste, at islændingene kaldte det naÆval, dvs. en hval, der lever af åds- ler.« / _.. Peyrére fortæller videre, at da han vendte tilbage til København, så han Worms narhvalkranium; dets værdi blev anslået til 80QO rigsdaler. Også den fran- ske ambassadør fik set det, fik loy at male det og tog maleriet med til Paris. — Peyrére mener fortsat, at der også noE er landdyr med et horn som beskrevet af PI J n HI s og som måske er det dyr, skriften taler om. Han er også bange for at be- stride Aristoteles, der har sagt, at mens et dyr har 2 horn og 2 klove, har en en- hjørning kun et horn og en klov - men en riarhval har hverken klove eller horn, så 3et er altså noget andet! Han tror, danskerne har ret i, at alle »enhjørnings- horn« rundt i Europa stammer fra Grønland — men danskerne sælger dem sorri enhjørninge for at få bedst mulige 176 priser! Således havde det nye Grønlands- kompagni, oprettet på Christian IVs ini- tiativ 1636, fornylig sendt en købmand med en narhvaltand til storfyrsten af Moskva, men da hans læge sagde, at det bare var en fisketand, ville storfyrsten ikke købe »Hvilken uheldig købmand, han kunne have bestukket lægen med 2-300 dukater«! ;j>^^Vejrforhold m. m. .Bogens næste 25 sider handler om vejr- forhold,sejlruter — og havuhyrer\ Fra dette afsnit skal blot nævnes, at Peyrére — efter at have dvælet ved de nordiske landes lange sommerdage og lange vin- ternætter — fremhæver nordlyset som et ^mirakel, han ikke ville vove at beskrive, hvis det ikke havde støtte i den islandske krønike: »Det ser ud som flyvende ild, breder sig i de mørke vinternætter på .himlen som en høj og lang palisade, mens det passerer fra et sted til et an- det«. Han vil overlade dem, der er kyn- digere i fysikkens love, at udfinde årsa- gen, men oplyser, at nordlys også ses i Island og Norge, bedst når himlen er ren og skyfri - og siger, at det nok er samme fænomen, der under navnet »aurore boreale« af og til ses i Frankrig. - Om sejlruten nævner Peyrére, at den islandske krønike siger, at den korteste vej til Grønland går fra Norge via Island: Sej- ler man fra Snefjellsnes ret vest, passerer man halvvejs Gunnbjørns skær. Men in- gen opretholder sejladsen ad denne rute, der altid har været vanskelig og farefuld. — Endelig fortæller Peyrére — med »Kongespejlet« som kilde — om de 3 sø- uhyrer, man træffer i polhavet: Den mandslignende Hasstramp, der er uden [10] hænder og kun synlig til bæltestedet; den kvindelignende Marguguer, der altid optræder før uvejr: Vender hun ansigtet mod søfolkene, reddes de, vender hun ryggen til, er de fortabt; og Hafguer- dinguer med 3 store hoveder eller vandbjerge: Dette fænomen er, siger Peyrére, skabt af modgående strøm og vind og kommer et skib ind i trekanten mellem dem, er det fortabt. Og kommer et skib ind i isen, gengiver Peyrére et råd, andre har fulgt: »At anbringe chalupperne på den tykkeste isflage sam- men med mest mulig proviant og så af- vente, enten at isen bærer mod land, el- ler, hvis den smelter, redde sig i bådene«. 6. Fra den sorte død til Frobisher På de følgende godt 30 sider redegør Peyrére for den historiske udvikling fra den sorte død til Frobisher: Krøniken siger, beretter han, at historien om det gamle Grønland slutter år 1348, hvor den sorte død dræber de fleste af de køb- mænd og søfolk, der i Norge og Dan- mark sejlede på Grønland. »Dr. Worm har dog meddelt mig, at han i et gam- melt dansk manuskript har læst, at der omkring år 1481 — i kong Hans' rege- ringstid - i Bergen i Norge endnu var over 40 søfolk, som hvert år tog til Norge og hjembragte værdifulde sager derfra. »Da de nægtede at sælge til nogle tyske købmænd, der var kommet til Ber- gen for at handle, sagde de tyske køb- mænd ikke noget, men inviterede søfol- kene til aftensmad og dræbte om aftnen dem alle«. Peyrére betvivler dog histo- riens sandfærdighed ud fra de øvrige be- retninger om, at skibsforbindelsen var ophørt længe før.13 Peyrére oplyser videre, at der fra gam- mel tid skulle ydes skat fra Grønland til de norske konger og at det under døds- straf var forbudt at besejle Grønland uden tilladelse. »Da biskop Henrik af Gardar i 1389 opholdt sig i Danmark og deltog i Danehoffet i Nyborg under dronning Margrethe - som havde for- bundet Danmark og Norge — blev nor- ske købmænd, som var taget til Grøn- land uden tilladelse, beskyldt for at have snydt for de skatter, der skulle være ydet til dronningens bord«. De ville være ble- vet hængt, hvis de ikke havde aflagt ed på, at det ikke havde været deres hensigt at sejle til Grønland. Herefter blev de frikendt, men, siger Peyrére, risikoen for strenge straffe for uden tilladelse at tage til Grønland medførte, at ingen køb- mand eller sømand senere vovede sig derop. Peyrére anfører fra den danske krønike, at biskop Eskild af Trondhjem år 1406 ville sende André (Anders) derop »for at han, hvis Henrik var død, kunne afsløre denne og ellers bringe nyt om ham«, men efter Andres afsejling hørte man intet om ham - og dette er, siger krøniken, den sidste bisp udsendt til Grønland.14 Peyrére nævner nu, hvordan de føl- gende danske konger ikke interesserede sig for Grønland: Christian II svor at ville genfinde Grønland, men blev afsat forinden. Peyrére nævner ærkebiskop Valkendorfs plan om at genskabe for- bindelsen, at han lod fremstille et kort over ruten, men i 1524 måtte forlade Norge. Og at Christian IH ophævede besejlingsforbudet, men »nordmændene var så fattige, at de ikke havde råd til at udruste skibe«. 177 [11] 7. Om Frobishers landgang i Grønland Peyrére bringer derefter en grundig be- retning om englænderen Martin Fro- bishers landgang i Grønland.J s Peyrére bygger sin beskrivelse på den danske krønike og siger, at han ikke ved, om dens beretning om Frobishers møde med eskimoerne stammer fra dennes egen beretning eller fra mundtlig gen- givelse. Det fremgår af note 15, at Lyschander og Peyréres beskrivelse er taget fra Frobishers beskrivelse af møder med eskimoer i 1576 og 1577. Peyréres beskrivelse skal ikke gengives her. Der henvises til det referat på grundlag af den originale beretning, der findes hos Finn Gad: Grl. Hist. I pg. 233 ff. Peyrére omtaler ikke Påvis' rejser 1585-87.16 8. Lindemovs ekspeditioner 1605-07 -*- tjr de fangne grønlænderes skæbne Disse emner får hele 38 siders omtale. Fra ekspeditionen 1605 nævnes, hvor- dan man ved Kap Farvel deler sig, så admiral Lindenov selv tager til øst- kysten, mens »hans engelske kaptajn« Øames Hall, hvis navn ikke nævnes) gør landgang på vestkysten og kidnapper 3 grønlændere. Peyrére fortæller videre om Lihdenovs 2. ekspedition 1606, der mad 5 skibe går til den grønlandske vestkyst (Holsteinsborgområdet, hvor Hall havde været 1605); 3 steder for- søger man at komme i land, men for- jages af de indfødte. Længere ifld6 i fjorden går man i land og iagttager eski- moernes vinterhuse — og denne gang medbringer man 5 grønlændere til Dan- mark. Peyréres beskrivelse bygger forment- lig udelukkende på Lyschanders, han har ikke kendt Halls mere nøjagtige beret- ninger. Der skal derfor ikke gås i enkelt- heder med Peyréres rejsebeskrivelser.17 Lkidenovs 3. ekspedition 1607 omtales ikke, derimod Carsten Richardsons for- gæves forsøg på at finde nordboer. Derimod får man nogle oplysninger om de fangne grønlænderes skæbne i Dan- mark (som han ikke alle har fra Lyschanders krønike, der udkom alle- rede 1608) og om deres efterladenskaber. Peyrére fortæller, at de 7, der blev her- nede (3 af de i 1605 fangne blev året ef- ter til deres fryd taget med til Grønland, men 2 døde undervejs), kunne ikke vænne sig til den danske mad. Man gav dem lov at sejle på Sundet i deres kajak- ker., men en storm drev dem ind på Skåne. Linder den spanske konges besøg gav de opvisning bl.a. i kajakroning. Der var købt dansk tøj til dem og en af dem erklærede, at han ville tjene kongen »a cheval« (til hest). De prøvede flere gange at flygte, kun to af dem levede 10—12 år længere end de andre. Peyrére fortæller, at en af disse boede i Kolding og skaffede guvernøren (lensmanden) muslinger fra åen, men da lensmanden i sin gerrighed forlangte, at han skulle fi- ske muslinger i isen hele vinteren, blev han syg og døde. Den sidstlevende prø- vede at flygte, men blev fanget 30-40 mil ude på havet.18) - Peyrére har set grønkendernes efterladte ejendele bl.a. bue og pil, dragter og to kajakker, den ene hos Worm og den anden hos Ul- feldt. Der var også »en grønlandsk ka- Jender, bestående af 25-30 små pinde bundet til en rem af fåreskind; hvad 178 [12] den bruges til, ved nok kun grønlæn- derne«.19 9. En ekspedition 1636- Ulfeldts Spitsbergenekspedition På pg. 188-228 omtales så blandede emner som Det grønlandske Kompagni (stiftet 1636), den fortsatte søgen efter nordboerne og efter nordvest- og nord- østpassagen, i hvilken forbindelse der gengives en beskrivelse af Spitsbergen. Fra disse afsnit skal kun enkelte ting refe- reres : Det omtales, hvordan Det grønlandske Handelskompagnis ekspedition 1636 giver handel med den grønlandske befolkning: Først forskrækkes de indfødte af et ka- nonskud, men så kommer de tilbage for at handle. En narhval, opskyllet på stranden, skyndte de indfødte sig at dræbe og sælge tanden til danskerne. »Man siger, at en narhval har beskadiget et skib med en sådan kraft, at der gik hul og skibet sank.« Hovedformålet med rej- sen var at finde guld, man skovlede ski- bet fuldt med sand fra en flad strand og troede, man havde et guldbjerg i lasten, men ved hjemkomsten konstaterede »Grand Maitre« (Ulfeldt), at det var vær- diløst; alt blev beordret losset ud i Østersøen og kaptajnen døde af skam. Ulfeldt har dog fortalt Peyrére, at man nok var for hurtig i vendingen, for i en minegang i Norge havde man senere fundet sand af samme kvalitet og heraf havde en guldsmed i København udvun- det guld af høj bonitet! Den føromtalte narhvaltand, som den moskovitiske stor- fyrste ikke ville købe, stammer fra denne ekspedition og det er den, Peyrére har set hos Ulfeldt. Under betragtninger over de forsvundne nordboers skæbne bemærker Peyrére, at de fangne grønlændere hverken efter sprog, hudfarve eller vaner kan være dis- ses efterkommere. Ulfeldt har fortalt Peyrére, at deltagerne i 1636-ekspedi- tionen havde spurgt de indfødte, om de havde noget kendskab til hvide menne- sker; »det benægtede de, men havde sagt, at der på den anden side af bjer- gene levede nogle høje mennesker, der havde store buer og lange pile og som dræbte alle mennesker, der nærmede sig dem«. Man har ikke fra andre historie- skrivere nogen underretning om det folk, bemærker Peyrére. Vedrørende Nordøstpassagen konsta- terer Peyrére, at den forgæves er søgt, fordi man ikke har kunnet trænge gen- nem isen ved Novaja Semlja. Sejladsen mod nordøst er derfor begrænset til »Spitsbergen, som danskerne regner med til Grønland, og hvor der foregår den store hvalfangst, hvortil vore ba- skere og hollænderne rejser hvert år«. Peyrére er meget beæret over, at Ul- feldt velvilligst har sendt ham en beskri- velse af forholdene i Nordhavet. Ulfeldt havde sendt en spansk adelsmand Leo- nin til Spitsbergen, og af dennes rapport fremgår bl.a., at øerne består af spidse bjerge; »der er intet levende i land ud- over rener, der græsser på de spar- somme laver. Der er mange, udeluk- kende hvide bjørne, og flere, end der færdes i land, svømmer i havet eller kravler på isflagerne«. Ulfeldt har fået sendt nogle bjørne til København og un- derholder sine venner med at vise dem, hvordan bjørnene, bundet i kæder, kan svømme i havet i 2-3 timer. Peyrére for- 179 [13] tæiler videre, at der ved Spitsbergen fan- ges så mange hvaler, at der ikke er plads i skibene til al hvalolien, så dyrene må efterlades i land til de følgende år — men ligene rådner ikke selv efter 30 års for- løb, »Sandt at sige klarer de døde sig godt i disse nordlige lande, mens de le- vende bliver syge« (skørbugen). Der fin- des fuglearter, ukendte i Europa, Ulfeldt har fået nogle døde fugle sendt; de siges at have en smuk fællessang. f CL Om Jens Munk Endelig er bogens sidste 50 sider viet beretningen om Jens Munks rejse til Hudsonbugten 1619-20. Peyrére be- mærker, at Munk er død c. 15 år tid- ligere og at han bygger på dennes dag- bøger. Sammenholder man Peyréres gengivelse med dagbogen, synes der i det hele at være tale om et korrekt, for- kortet referat.20 Pg. 270 optræder den historie, Peyrére har fået fortalt, hvor- efter kongen, da Munk var klar til afrejse på en ny ekspedition til Nordvestpas- sagen, bebrejdede Munk, »at han p.g.a. dårlig ledelse havde mistet den besæt- ning, kongen havde givet ham. Munk svarede lidt brysk, hvilket krænkede kongen, der stødte ham med sin stok i brystet. Kaptajnen gik hjem, forbitret over denne fornærmelse, lagde sig på sin serig og døde 10 dage efter af sult og græmmelse«.21 *- Bogens konklusioner er, at det er usikkert, om Grønland er landfast med Amerika, men Peyrére tror, støttet af Munk m.fi., at der er hav imellem; at der intet fællesskab er i sprog og skikke mel- lem nordboerne og grønlænderne, samt at disse sidste, som Worm hævder, er 180 Grønlands oprindelige indbyggere og er kommet fra Amerika. Man må faktisk være imponeret over, at Peyrére - trods ukendskab til dansk og til polarområderne, alene på grundlag af mundtlige oplysninger og delvise oversættelser — har kunnet skrive denne bog og er kommet til så rigtige konklu- sioner. Han har flittigt brugt sine gode danske forbindelser og har haft de bedste danske og islandske forlæg; han citerer omhyggeligt sine kilder — som han også viser sund skepsis over for — og når der dog er adskillige fejl i den (også flere, end det ligger inden for artiklens rammer at nævne), synes de fleste af disse at skyldes Peyréres kilder. Taget som helhed giver den 335 år gamle bog et godt overblik over tidens viden eller formodninger om Grønland, dette ord taget i videste forstand. Den har bragt nyt oplysende og spændende stof til fransk-, engelsk-, hollandsk- og tysksprogede læsere. For første gang har man uden for Norden hørt om nord- boerne, om Jens Munks bedrifter, om Ole Worms påvisning af, at de mystiske enhjørningshorn kommer fra narhvalen osv. Om Frobishers og Lindenovs togter forelå vel grundigere, engelsksprogede beretninger, men de er i Peyréres bog sat ind i en ramme af ældre og nyere for- søg på fra dansk-norsk side at gen- oprette forbindelsen til »det gamle Grønland«. Her i landet har vel nogle af den franskkyndige overklasse læst den, men først henyed 100 år senere er den blevet oversat til dansk.22 Det er vel muligt, at der fra fransk side har været en politisk interesse i, at •M. [14] Peyreres kort, som det er blevet pyntet op i hollandske og tyske udgaver — og forsynet med eartoucher af islandske (!) oggrenlandske »vilde«, et »grenlandske skib« og en »seenhjerning«. omtalen af deri store hvalfangst, især ved Spitsbergen, kunne medvirke til at gen- oplive det erhverv, som bl.a. baskerne havde drevet. Men skal man tale om en tendens i bogen, er den præget af, at Peyréres meddelere ikke har undervur- deret Danmarks rolle: Christian IVs po- litik var gennem hele hans lange rege- ringstid at hævde Danmarks forrettig- heder i polarområdet, og Peyreres med- delere har - i nederlagets stund - her fået en god mulighed for at få kendska- bet til Danmark-Norges historiske for- bindelse til og indsats for dette område udbredt på datidens vigtigste kultur- sprog. 181 [15] 1.' Dithmar Blefken (1563-88) var en nedertysk rej- iende, der hævdede at have været på Island. I et brev fra Kristianopel af 7.4. 1645 spørger Pey- rere Worm, om man kan stole på, hvad Blefken beretter i sin bog »Islandia etc«, Leyden 1607, i,hyortil Worm svarer, at Blefken er løgnagtig og npålidelig i islandske forhold, og at man på ingen :tnåde bør fæste lid til ham (H. D. Schepelern '»Breve fra og til Ole Worm« bd, III 1968 nr. 1300 og 1303 jfr. note 6 og 12). 2. Et ekspl. af originaludgaven med kort er til salg hos Rosenkilde og Bagger for godt 20.000 kr. 3. Munkehavns længdegrad har Peyrére bestemt på grundlag af en måneformørkelse, der ifølge Minks dagbog fandt sted den 20.12. 1619 kl. 8 -aften og som blev iagttaget i Paris den 21. dec. -Tkl. 3 morgen: 7 timers tidsforskel må betyde, 4t Munkehavn ligger c-10 gr. eller 1260 mfl vest for Paris. - Munk angiver ikke Munkehavns pla- cering, men det rigtige er, at den ligger på 94 gr.v. pg 59 gr.n. (Churchlllflodens munding) eller syd- , Bgere end antaget af Peyrére. løvrigt kan det ikke •røre samme måneformørkelse, for i Munks dag- ; bog er kun nævnt en den 10. dec! 4. Kortet fra Peyréres originaludgaven findes i Eesens utrykte Grønlandsbeskrivelse 1087 NKS fra 1687. — Dets direkte forbindelse til Jens : Munks dagbog ses ikke tidligere bemærket, det er ^således ikke omtalt i nogen af bøgerne om Munk , (P. Lauridsen »Navigatio Septentrionalis« 1883, jBiiket-Smiths »Jens Munks Rejse etc« 1929 eller \1h. Hansens »Jens Munk« 1965). 5. Snorres Heimskringla forelå, såvidt vides, den- Jgang kun i håndskrifter jpå vestnordisk, men Ole -Worm kan have haft et sådant. — Lyschanders ;digt »Den grønlandske Chronica« udkom 1608. Peyrére nævner også flere steder Arngrmur Jons- .son: Denne islandske forfatters værker, ialtfald »Groenlandia«, har Peyrére sikkert set i manu- skript eller afskrift hos Worm, der henvendte sig til Jonsson i historiske spørgsmål; på islandsk •blev »Groenlandia« trykt 1688 og på dansk først 1732. 6. I det i note l nævnte værk »Breve fra og til Ole Worm« bd. TTT er Worms og Peyréres brevveks- ling gengivet, ialt 40 breve, det første fra Peyrére i Kristianopel dateret 17.2. 1645 og det Sidste fra dec. 1649. Brevene i 1645 drejer sig især om narhvalen, se note 12), men også om for- skellige bøger, Worm lover at sende dels til Peyrére, dels til kardinal Mazarins bibliotek. Worm sender også de la Thuillerie en kommen- teret Saxoudgave, de udveksler mønter og Peyrére orienterer om de træge fredsforhandlin- ger. Fra den senere brevveksling kan nævnes, at Worm i 1646 sender de la Thuillerie et ekspl. af Eddaen oversat til latin, at Peyrére i 1648 sender Worm et ekspl. af »Relation du Groenland«, »hvoraf du selv har leveret størstedelen« (brev nr. 15,70^ at Worm samme år af kongen får for- æret hovedskallen af en hvalros, der var drevet i land på Island, samt at Worm gennem Peyrére kommer i forbindelse med filosoffen Pierre Gassendi, som Worm skaffer oplysninger om Tycho Brahe, om hvem Gassendi i 1654 udgiver en biografi. - I H. D. Schepelerns »Museum Wormianum« 1971 omtales Worms forbindelse med Pevrére flere steder, især pg. 188 ff. og Peyrére betegnes som »den lærde og livfulde Gascogner« og en »fremstående skribent«. 7. Hvad Gunther har set, kan have været et pave- brev fra 830'erne vedrørende ophøjelsen af Ham- _ burg til ærkesæde. Det vides nu, at dette pavebrev engang i 1100-tallet er blevet forfalsket ved til- føjelse af Island, Grønland etc. 8. Dette har Peyrére uden tvivl fra »Groenlandia«, hvor det hævdes, at Grønland allerede i 1022 un- der Olav den Hellige blev skatskyldig. Det rigtige er, at Grønland først 1261 blev norsk skatland - og at islandske love aldrig har været gældende i Grønland. 9. Ivar Bårdson opholdt sig som stedfortræder for biskoppen af Gardar en længere årrække midt i 1300-tallet i Grønland. 10. Oplysningen giver stadig anledning til tvivl, jfr. .„Finn Gad Grønlands Hist. I 1967 pg. 79. 11. Biskop Thorlak Skulason f. 1597, en ven af Worm, der samlede og afskrev gamle håndskrif- ter. Ifølge Worms brev nr. 1303 af 12.4. 1645, modtog han tegningen fra Skulason i 1639. 12. Peyréres oplysninger er et forkortet referat af, hvad Worm i det nævnte brev nr. 1303 skriver om narhvalen. I et brev af 9.11.1645 (brev , nr. 1362) sender Worm Peyrére »de lovede bille- der af vor enhjørning«. - I Museum Wormianum (se note 6) anføres pg. 278, at det var i 1636, Christian Friis viste Worm et narhvalkranie med tand, samt at den hele narhval, der er gengivet i Mus. Worm, er tegnet efter den af Skulason sendte tegning. Narhvalbillederne hos Peyrére ligner ganske de i Mus. Worm. pg. 278—79 gen- . givne. - Ole Worm er den første i verden, der (i 182 [16] 1638) skriver videnskabeligt om narhvalen. - Når Olearius i 2. udgave af hans »Beschreibung der muscowitischen und persischen Reyse« (1656) i kapitlet om grønlænderne fastslår, at »enhjør- ningshorn« stammer fra en hval, ikke fra et land- dyr (Finn Gad Grl.s Hist. I pg. 302) har han det sandsynligvis fra Peyrére. 13. Peyréres beretning er gengivet hos Finn Gad Gr. Hist. I pg. 223. 14. Peyréres gengivelse af sagen mod de norske køb- mænd er korrekt gengivet fra Ar. Huitfeldts Chronologia III pg. 81, der dog ikke har noget om bisp Henrik. Indberetningen til dronningen om købmændene er ordret gengivet hos Finn Gad Grl. Hist. l pg. 183. Oplysningen om Henrik har Peyrére fra Pontanus (Johan Isaksen Pon- tanus, 1571-1639, fra 1618 kgl. dansk historio- graf efter Lyschander). Faktisk har Henrik dog aldrig været på Grønland, men endte som biskop på Orkneyøerne. — Eksemplet viser, at Peyrére har brugt de bedste danske forlæg, men også viderebragt disses misforståelser og fejl. 15. Frobisher foretog i årene 1576, 77 og 78 3 ekspe- ditioner for den engelske dronning Elisabeth, for- målet var at finde Nordvestpassagen samt at søge efter guld. På sin l. rejse så han et land, han kaldte Vestfrisland; det må efter beskrivelsen have været Grønlands østkyst, jfr. Birket-Smith Medd. om Grl. 66 pg. 202. Frobisher fortsatte til et »streight« (som man i 150 år troede gennem- skår Grønlands sydende, men som senere er fast- slået som den bugt på Baffinland, der bærer hans navn). Dagbøger fra Frobishers rejser, som ud- kom allerede 1577 og 78 (seneste udgave The Hakluyt Society »Three Voyages of Martin Fro- bisher«, London 1938), beskriver møderne med skindklædte kanoer (kajakker) og mennesker, som han troede kom fra Cathays (Kinas) yderste ende. Han mente at have fundet Nordvestpassagen og - hvad der vakte mest opmærksomhed - guld. Hovedformålet med rejsen i 1577 var at fylde skinbene med det formodede guld (viste sig at være værdiløs svovlkis). Stort set er det beskrivel- ser fra 1577-ekspeditionens iagttagelser af (Baf- finland) eskimoernes dragter, optræden, både m.v., der gengives af Lyschander og Peyrére (se navnlig rejsedeltageren Dionyse Settles beskri- velse i Frobisher bd. H pg. 16ff. Historien om barnerovet stammer dog fra landgangen 1576). På sin 3. rejse foretog Frobisher den 20.6. 1578 landgang på et sted, som iflg. Birket-Smith må have været i Sydvestgrønland; 3 dage senere sej- lede man videre til Baffinland. Den knappe beret- ning om dette ophold - detftrste kendte siden nord- boerne — begynder (Frobisher I pg. 86) med, at man den 20. juni observerer land, man mener, det er Vestfrisland og navngiver det Ny England. Dagbogen fortsætter: Héere the Generall, and ot- her Gentlemen wente ashore, being the fyrste knowen Christians that we haue true notice of, that euer set foote upon that ground: and there- fore the Generall toke possession thereof to the vse of our Soueraigne Lady the Quéenes Maiestie, and discouered héere a goodly harborough for the Shippes, where were also certaine little Boates of that Countrey. And being there landed, they espyed certayne tents and people of that Countrey, which were (as they iudge) in all sorts, very like those of Meta Incognita, as by theyr apparell, and other things whych wée found in theyr tentes, appeared. The sauage and simple people, so soone as they perceyued our men comming towards them (sup- posing there had bin no other Worlde, but theirs) fledde fearefully away, as men muche amazed at so strange a fight, and creatures of humane shape, so farre in apparell, complexion, and other things different from themselues. They left in their tents alle their fumiture for haste behinde them, where amongst other things were, founde a boxe of small nayles,* and certayne redde Hearings, boor- des of Fyrre trée well cutte, with dyuers other things artificially wroughte, whereby it appeareth, that they haue tråde with some ciuill people, or else åre in déede tehmselues artificiall workemen. Oure menne broughte awaye wyth them, onelye twoo of theyr Dogges, leauing in recom- pence belles, looking-glasses, and dyuers of oure Countrey toyes behynde them. This Countrie no doubte, promiseth good hope of great commoditie and riches, if it maye be well discription whereof you shall finde more at large in my seconde booke, Page 5. * Few things åre more common with Eskimos who tråde freely with whites than boxes or packages of small nails; but, as said in our Intro- duction, few åre more out of character for Eski- mos divorced from whites, as were, for instance, those of Coronation Gulf prior to 1910-and, if there was no tråde with Greenland by ships from Europe before Frobisher, the Greenlanders would have been still more isolated in 1577. Under such conditions of scarcity of iron, nails would be used up rapidly for needles and for many other things. We kno w, though Best did not, that Eskimos åre not »themselues artificiall 183 [17] '^srorkemen« of nails and åre thus in a position to Tprefer decisively the alternative which he se- rningly inclined to favour, that the Greenlanders were having »tråde with forme ciuill people«. Det interessanteste i det citerede stykke er vel konstateringen af metalgenstande jfr. den engel- ske note om, at det tyder på, at grønlænderne havde handelsforbindelse med »civiliserede folk«. 16._Vedr. Davis' dagbøger henvises til artikel i tids- skriftet af Inge Kabel! 1979 pg. 291. Om en be- skrivelse af en hollandsk skibskaptajns møde med grønlændere i 1656 se artikel i tidsskriftet af Finn "Gad 1966 pg. 73 17. F.eks. fortæller James Hall i sin beretning om rej- ;seme 1605 og 06 (gengivet in extenso i Birket- ,'Smiths i note 4 nævnte bog) om vinterhusene, at de »er bygget af hvalknogler med bjælker af hval- ^fibben og foroven dækket med jord, og de havde firkantede hvælvinger eller kældre under jorden, C. 2 yards nedgravet i marken. Husenes antal var : nogle og fyrre. De fandt også nogle grave opbyg- " jet af sten over de indfødtes lig, idet de døde var indhyllet i sælskind og stenene lagt som en kiste over dem«. 18. Alfr. Bertelsen har i Medd. om Grl. 145,2 pg. 16 ff påvist, at muslingemanden ikke var en grønlænder, men en »indianer«, som Ove Gjedde 'i 1622 havde medtaget fra Ostindien. Historien genfindes hos Olearius og Holberg, begge sikkert fra Peyrere. 19. Det fremgår af Schepelern »Museum Wormia- num«, at der på Worms museum fandtes flere grønlandske redskaber bl.a. pile og spyd samt en kajak. 20. Dagbogen er optrykt in extenso af P. Lauridsen og af Birket-Smith samt delvis af Th. Hansen i de i npte 4 nævnte bøger. - Om Peyréres brug af Munks kort henvises til mit afsnit l. 21. P. Lauridsen har i den i note 4 nævnte bog påvist, at Peyrere eller hans meddelere har taget fejl i på- standen om, at Christian IV hindrede Munks nye ekspedition: En sådan blev forberedt 1621, men uvist hvorfor blev den opgivet, og Munk døde først 1628. Th. Hansen mener (»Jens Munk« pg. 270) at det ikke er usandsynligt, at et sam- menstød mellem kongen og Munk i 1628 har medvirket til dennes død, så Peyrere blot har sammenblandet de to begivenheder. 22. I Finn Gad Grl.s Hist. II pg. 379 anføres, at da kgl. historiograf Thormod Thorfæus i et memo- randum til Christian V 1683 gav en række be- grundelser for at genkolonisere Grønland (fra Is- land), henviste han dem, der ønskede nærmere kendskab til det fjerne, ukendte Grønland, til Peyréres bog og Peder Resens Grønlandsbeskri- velse (fra 1680erne, men aldrig udgivet). 184 [18]