[1] Læse- og skrivekyndigheden indtil 1814 belyst ved det grønlandske materiale1 Af Finn Gad Læse- og skrivekyndigheden i 1700- tallets Vestgrønland må betragtes ud fra følgende forudsætninger. De per- soner, der levede deres hele liv eller den væsentligste del af deres voksenliv på den vestgrønlandske kyst (og det er kun den, der kan blive tale om i denne for- bindelse), må deles op i mindst 3 grup- per: 1. den grønlandske befolkning, 2. de dansk-norske udsendte med mere eller mindre boglig eller akademisk præget baggrund, 3. de dansk-norske hånd- værksmæssigt uddannede eller helt uud- dannede. Der bliver på den måde tale om en socialt og erhvervsmæssigt præ- get opdeling. Inden for hver gruppe er der naturligvis mulighed for en »atomi- serende« opsplitning efter de enkelte individers evner og oplæring; men den kan, på grund af materialets omfang og karakter, kun ske i meget ringe grad og næsten ikke komme til orde her, i hvert fald kun eksempelvis. Der kan af samme grund heller ikke blive tale om en særlig dybdeborende undersøgelse. Egentlig bør man ikke forvente andet af det føl- gende end, hvad der kan generaliseres ud fra et indtryk af situationen og dens udvikling, dog som sagt med nogen do- kumentation. Det er på forhånd og i almindelighed vanskeligt at udskille skrivekyndigheden fra læsekyndighed, dvs. kyndighed i at læse både skrift og tryk. Der kan derfor ligeledes kun blive tale om nogle almene betragtninger over dette problemkom- pleks. Fastholdes må det, at de to færdig- heder har en gensidig effekt; men hvil- 1. Denne artikel er med en lidt anden indledning skrevet som supplement til mag. art. Ingrid Markus - sen's og professor, dr. pæd. Vagn Skovgaard-Petersen's oversigt over emnet »Læse- og skrivekyndighed i Danmark 1536-1850«, og sammen med denne oversigt optaget blandt rapporterne til Det 18. Nordiske Historikermøde, i Jyvaskyla, Finland, au- gust 1981. Men da det formodes, at læsekredsen omkring Tidsskr. GRØNLAND kunne have nogen interesse i at se den, og de nævnte rapporter ikke er umiddelbart tilgængelige, er artiklen optrykt her. Fremstillingen må begrænses til perioden 1721—1814 under hensyn til, dels at emnet først bliver aktuelt efter missionens tilstedeværelse, dels at der som kildemateriale er anvendt det, der i for- vejen af mig var gennemgået, men som nu blev be- tragtet ud fra emnets synsvinkel. Der er altså ikke inddraget nyt materiale, men nok noget tidligere ubrugt. Der henvises derfor til de forskellige arbej- der, der foreligger fra min hånd. I enkelte noter vil der blive henvist til ikke offentliggjort materiale og specielle artikler. 205 [2] ken af dem, der er fomdsætningen for den anden, er det vist umuligt at skelne. Nar det at skrive skal træde i funktion, skal en tærskel, delvis præget af under- legenhedsfølelse, overskrides. Den synes mindre udtalt, når det drejer sig om at læse, hvor man kan gøre det for sig selv. Omvendt kan en tilsyneladende frit- løbende læsefærdighed af skrift som af tryk bero på en illusion, idet den pågæl- dende har lært det »læste« stykke uden- ad. At låse udenad betyder almindeligvis i 1700 og 1800-tallets første halvdel at kunne et last stykke udenad, dvs. at det for- udsættes at være virkelig læst, og altså lært som en lektie. På den anderi side kan juan ikke være sikker på, at per- sonen, der berømmes for at kunne et stykke af en tekst eller dens helhed, vir- kelig er i stand til at læse. Der tales sjæl- dent om læsning af ukendte tekster. »Il- lusionsnummeret« levede de underviste højt på i 1700-tallets undervisning alle vegrié, når det gjaldt folk, som svarede til gruppe l og gruppe 3. Men det frem- går tydeligt af materialet, at læsefærdig- heden ikke altid er kongruent med skri- vefærdigheden. Omvendt ser det ud tjj, at man må læse for at kunne skrive, i hvert fald nogenlunde forståeligt formu- leret. Selve vurderingen af såvel læsekyndig- heden som skrivekyndigheden er stærkt afhængig af, om der eksisterer en mere eller mindre normeret retskrivning eller ej. Det er her straks vanskeligere at vur- dere læsekyndigheden frem for skrive- kyndigheden, dels fordi den førstnævnte fortoner sig i det udenadlærte, dels fordi de lærere eller, hvad de nu er, der lokalt karakteriserer den enkeltes færdigheder, 206 -- - - har forskelligt vurderingsgrundlag og sætter målet forskelligt. Endelig er der spørgsmålet, om der læses skrift eller tryk eller begge dele. Disse almindelige betragtninger har det været nødvendigt at bringe, ikke mindst af hensyn til min egen tilnær- melse til det komplekse emne og dets belysning ud fra det grønlandske mate- riale. Det synes derfor også bedst at dis- ponere gennemgangen efter den før an- førte gruppedeling, selv om der er en væsentlig sproglig forskel på den ene over for de to andre. Gruppe ét fungerer på grønlandsk, gruppe to og tre på dansk/norsk. Der er inden for disse to sidste grupper meget svage skillelinjer mellem det danske og det norske, lige som der er skel på tværs mellem flere _;>..: „ - -- - J- forskellige dialekter. Det skal her straks generelt siges, at gruppe tre anvender en mere foneti.sk præget stavemåde i skrift end gruppe to; men enkelte tilfælde af fonetisk stavede ord kan forekomme og- --& _• : -±- . O så i gruppe to. Omgrupjpe 1 kan det kort og groft si- ges, at oplæringen i den kristne tro på eyangelisk-luthersk baggrund forudsatte, at man samtidig oplæftes i at læse så godt som muligt, men ikke nødvendig- yis i at skrive. Men det må fastholdes, at man i datidens undervisning ikke altid skelnede klart mellem disse to færdig- heder. Adskillige var der, som på grund af undervisningsmetoderne hverken lær- te at læse eller at skrive. Genertheden - det ikke at adskille sig iøjnespringende ud fra flokken — spillede — og spiller sta- dig — en stor rolle i de grønlandske sam- fpnd. Det førnævnte illusionsnummer med at lære udenad fejrede triumfer, så [3] ^a^£^^*2^ yec. ccri^tl/^^ eL^S> W*^x_ ^^^Wi^^^^^-e/ iM^^-^2^--^^^^ ^yy^*^^^^CM±&2AJ\ '^F r^ * ^^ / v-^y o +^^t €L/ t* • Æ^ ~Lsis£i/t* Ct~4r^&— éX/y*1**-^ /*/ ~^^ v--C^VX^^I^«*-«-*-* § ^^^^ ^^ . ^ ^ ~ * f é ^ Æst f-/ • s?* Jacob Poulsens brev til Poul Egede, juni 1765. vidt man kan forstå. Hvorledes skulle f. eks. ellers den blindfødte kateket i Juli- anehåb distrikt i slutningen af 1700-tallet have lært sine elever at »læ- se«, med mindre han kunne teksterne udenad? — Hvor vidt eleverne lærte at læse i egentligste forstand eller kun plap- rede teksterne udenad efter idelig genta- gelse, kunne han ikke kontrollere, ej hel- ler om de kunne skrive eller ej. Han hav- de ganske vist sine husfæller som hjæl- pere i det daglige; men om denne hjælp også strakte sig til undervisningen, mel- des der intet om. l øvrigt synes den //w/- 207 [4] byrdes undervisning at have fungeret i Grønland allerede i 1700-tallet, dog ikke sat i system. Det kan blandt andet skim- tes i det nedenfor nævnte eksempel med fangeren Gabriel og hans katekumener. Metoden blev senere anbefalet af de skoleinteresserede myndighedspersoner omkring 1800, væsentligst på grund af manglen på grønlandsk talende lærere, kateketer. Allerede i 1730'ernes slutning, knap 20 år efter missionens begyndelse, be- herskede flere unge mennesker af begge køn det grønlandske skriftsprog i en så- dan grad, at de var i stand til at skrive breve, foruden at de var i stand til at læse både »indenad« og »udenad«, samt at de havde gode kristelige kundskaber. Endda var det grønlandske skriftsprog, til en vis grad også ordforrådet, under stadig forandring gennem århundredet. Vanskeligheden ved retskriften var, at den på én og samme gang var fonetisk præget og syntaktisk-grammatikalsk, så- ledes som de efterfølgende retskriftsyste- mer har været det, endog med dialekt- forskelle som årvågne vagthunde over for, hvad der var »normal« udtale og dermed ortografi. Så meget desto mere må det understreges, at undervisningen har været så god og grundig, som man kunne ønske den. Dette falder tilbage på 1700-tallets missionærer, de udsendte danske kateketer, der for en del var vaj- senhusdrenge og således opfostret i en dansk undervisningsanstalt, altså med- lemmer af gruppe 2, og videre på de af dem uddannede kateketer. Men man må på den anden side ikke forbigå, at de før- ste læsende og skrivende grønlændere var særlig vakse personer med en rede- 208 " bon kopieringsevne, hurtig opfattelse, parret med en ikke ringe kritisk sans. Man kan dykke lidt dybere ned i det forhåndenværende kildemateriale, der dækker 17QO-tallet. Der er et forholdsvis Stort, antal indberetninger fra missionæ- rerne. Desværre interesserer de færreste sig for skole- og undervisningsforhold, og når de gør det, da handler deres ind- beretninger væsentligst om den rent materielle side af sagen, indbefattet re- kvisitioner af undervisningsmateriale, sjældent om kundskaberne ud over de rene almindeligheder og generaliserin- ger. Heraf kan ikke ret meget, eller sna- rere så godt som intet, sluttes. I det kil- demateriale, der til andre formål er udta- get, foreligger der imidlertid indberet- ninger fra 3 missionærer og l dansk ka- teket, brugelige i denne forbindelse. He- le, dette forhold kan fortolkes således, at børne- og ungdomsundervisningen var en selvfølgelighed, der ikke krævede dy- bere kommentarer, eller også at den var mindre væsentlig, hvorom man ikke skulle bebyrde myndighederne med de- taljer. Den dyberegående interesse for skolen og undervisning af børn dukker i Danmark som i det øvrige Europa sent op i 1700-tallet. De indberetninger, der kan bruges i nærværende forbindelse, kan med nogen forsigtighed sammenstilles, så der frem- kommer et vist indtryk af en udvikling, men også indirekte af hvor vanskelig og tidkrævende indlæringen var. Men det må også på forhånd understreges, at vid- nesbyrdene, samtidig med at de stammer fra vidt forskellige steder foruden til for- skellig tid, tillige beror på vidt forskel- lige personers vurderinger. Det fremgår [5] ikke af materialet, på hvilket grundlag vurderingerne foretages, for der er ikke nogen almindelig målsætning. Snarere har man en i og for sig prisværdig ind- stilling over for de underviste, at det gjaldt at nå så langt som muligt med den enkelte. Det gælder i det hele taget mis- sionspraksis'en i Vestgrønland, at man ikke pressede den enkelte længere end vedkommende kunne stå mål med; man så igennem fingre med manges svage færdigheder og kundskaber. Et typisk eksempel på en detaljeret vurdering af hver enkelt person i menig- heden, og som man umiddelbart skulle tro var brugeligt i denne forbindelse, er missionær Drachardts indberetning 1743 fra Godthåb. Hans »karaktergivning« er så vag og intetsigende, at allerede Hans Egede så, at indberetningen ikke kunne bruges til noget som helst. Kun om én person noterer Drachardt, at vedkom- mende kunne »temmelig læse udi skrev- ne Bøger«, hvad han så mener med, at bøgerne var »skrevne«. Noget mere kan der komme ud af missionær Alsbachs indberetning fra Christians håb, 1743. Det må her erin- dres, at missionen der kun var små 7 år gammel, men var blevet ledet af Poul Egede, i hvert fald de fleste år. Af de ialt 16 døbte kunne kun l mandsperson (?) på 23 år læse og skrive godt, og han var i funktion som kateket. Af kvinderne kunne kun l (16 år) både læse trykt og skrift samt selv skrive. Af resten, 14 per- soner i alderen 14 til 22 år kunne kun l 14 års pige læse, mens de øvrige var på stavestadiet eller havde kun lært udenad, hvad der så egentlig menes dermed. Kun 3 kunne altså på dette sted og dette tidspunkt læse og skrive. Dertil kommer en fjerde, som tilsyneladende er holdt uden for Alsbachs liste. Det drejer sig om den berømte grønlænderinde Arnar- saq, Poul Egedes hjælper såvel ved mis- sionen som ved oversættelserne af reli- giøse tekster til grønlandsk. Hun kunne faktisk og dokumenteret både læse og skrive; men det pudsige er, at Alsbach noterer, at hun i 1743 syntes at have glemt de fleste af sine kundskaber. Her må han dog have dømt forkert. Senere viste hun, at hun intet havde glemt, men fortsat kunne være en trofast og stabil hjælper for missionærerne.2 Der er herefter et spring både i tid og sted, nemlig til Frederikshåb 1766. Mis- sionen var der over 20 år gammel, men alligevel talte menigheden kun 27 perso- ner, 9 mandlige og 18 kvindelige. Heraf kunne missionæren kun erklære en 15 års dreng som flittig i at lære at læse, en 7 års dreng som flink til det samme og en 6 års pige, at hun er hurtig til lære at læse. Hvad resten (fra 4 til 60 år) angår, skriver han intet om læse- og skrive- kyndighed, men kun hvad de, der var over »skolealderen«, kunne udenad med mere eller mindre forståelse.3 Den næste i rækken er indberetningen fra den danske kateket Jacob Rachlew ved Pisugfik, en stor boplads norden for Godthåb. 1773 gav han sine skolebørn 2. Både Drachardts og Alsbachs indberetninger fin- des aftrykt i Meddelelser om Grønland 120, 1939, s. 207 ff. 3. RÅ: Missionskollegiet og Direktionen for Wai- senhuset 8 e, Indk. Sager den grønl. Miss. vedk. 1766-70, læg 1766 nr. 28, skr. fra miss. Myhlen- phort til miss. koll., dat. Frederikshaab 12/8 1766, s. 4 f. 209 [6] Katekit Jacob RacMiw's vidnesbyrd 1773 angående de unges lasekjndighed ved Pisugftk, Godthåbs mission. 210 .iå^t-jfciiijijii&iAii-iAiSfc -.T*a [7] et »skematisk vidnesbyrd«. Samlet viser det, at af 16 drenge kunne de 5 læse godt, mens 2 var nybegyndere, l af disse 5 havde lært at skrive, l kunne skrive nogenlunde. Ingen karakteriseredes som direkte slet. Af de 22 piger læste 6 godt, hvoraf 3 også mestrede håndskrev- ne tekster. De har vel så også selv kun- net skrive, skønt dette overhovedet ikke nævnes i forbindelse med pigerne. 2 var nybegyndere, mens 5 fik vidnesbyrd som slette læsere, l erklæres for tung- nem. Resten af børnene, 9 drenge og 9 piger, fordelte sig nogenlunde ligelig i midten. Alderspredningen synes, natur- lig nok på et lille sted, at have været stor. Hans undervisning viste et nogenlunde antageligt resultat.4 Knap 20 år efter afholdt missionær A.. Ginge påskeeksamen ved Den konge- lige Mission i Godthåb distrikt. 1792 indgav han sin beretning herom. Heri delte han børnene og unge op på distrik- tets fem pladser under denne mission. Han udelukker helt den store herrnhu- tiske menighed med dens tre pladser. Studerer man missionærens liste nærme- re vkker det ejendommeligt, at der ikke er nogen synderlig forskel mellem selve missionsstedet Godthåb og de fire andre steder. Forklaringen ligger vel i, at det var kateketer, mere eller mindre velud- dannede, der varetog undervisningen al- le fem steder. Missionær Ginge var kendt for ikke at have gjort så meget ved denne del af undervisningen. Han beret- 4. RÅ: Miss. koll. & Dir. f. Waisenh. 8 d, Indk. Sager den grønl. Miss. vedk. 1771-1775, læg 1773 nr. 42 Indlæg i skr. fra kateket J. Rachlew til miss. koll., dat. Pissugbik 30. juni 1773. ter intet om kundskaber, læse- og skrive- kyndigheden hos den ældre del af be- folkningen under hans mission. Tager man hans liste over denne påskeeksamen talmæssigt op, viser det sig, at 52 børn og unge, dvs. knap 3996 af den hele menighed på 134 sjæle, havde fået regelmæssigt undervisning i skolen. Af de 52 unge var 8 under 6 år på ABC- stadiet, 13 mellem 6 og 10 år stavede dels i ABC, dels i katekismus'en, 16 mel- lem 9 og 15 år læste mere eller mindre godt, 15 mellem 14 og 22 år kunne tekster mere eller mindre godt udenad. Efter missionær Ginges sprogbrug dæk- ker dette »at kunne noget udenad« efter alt at dømme, at vedkommende også kunne læse teksterne. Går man ud fra det, kunne af de 52 skolesøgende de 31 mellem 9 og 22 år læse, eller næsten 6096, og de øvrige var på vej dertil. Alt i alt gi- ver det et opløftende billede, også af un- dervisningens effektivitet. Det bør dog i samme åndedræt bemærkes, at missio- næren intet klart noterer om de skole- søgendes skrivekyndighed eller evne til at læse skrift. Åbenbart var for ham det at kunne læse kun et middel til at lære, at læse »udenad«.5 Foretager man en — nok noget hasar- deret — sammenligning mellem Als- bach's, Myhlenphort's, Jacob Rachlew's og Ginge's indberetninger, kan måske en udvikling spores. 3 kunne ved Chri- stianshåb 1743 læse og skrive. Det så i 1766 småt ud ved Frederikshåb. Det må 5. RÅ: Miss. koll. & Dir. f. Waisenh. 8 h, Indk. Sager den grønl. Miss. vedk. 1792—95, Indlæg »Liste over Skoelerne ved Paaske Examen« i skr. fra miss. A. Ginge til miss. koll, dat. Christianshavn (altså i Danmark) 14/12 1792. 211 [8] dog ved dette sted tages i betragtning, at missionen og dermed undervisningen af børnene og de unge var betydelig hæm- mefTaf den meget spredte og ustabile bo- sættelse, som vanskeliggjorde udstatio- neringen af kateketer, hvorpå der des- uden var pinlig mangel. Både Jacob Rachlew's og Ginges indberetninger henholdsvis 1773 og 1792 fra Godthåb kommer derved til at stå i relief, måske uberettiget til deres fordel. Nu var Godthåb på det tidspunkt den mindste af den kongelige missions menigheder. Tallene er små og afgiver alene af den grund et skævt billede. Det hævdes i samtiden, at der ingen hedninge fandtes i det distrikt; men her må man tage den store herrnhutiske menighed med i sine overvejelser, og den stod undervisnings- mæssigt såre ringe. Er tallene således små; Og viser en måske betvivlelig effek- tivitet, så kan det omvendt fastslås., at missionerne ved de andre steder var endnu mere effektive. Ved Sukkertop- pen var der f. eks. heller ikke flere hed- ninge ved århundredets slutning. Alle her var altså døbte, hvilket forudsatte i hvert fald nogen læsekyndighed og der- med forbundne »kundskaber«, tekster »læst udenad«, dvs. læst og lært efter en trykt tekst. En nærmere betragtning af tallene i forbindelse med aldersangivelserne kan måske afføde spørgsmålet om, hvad grunden kunne være til, at indlæringen af disse færdigheder tilsyneladende tog så lang tid. Der er naturligvis mange grunde dertil, blandt andet at hele denne verden af abstrakte symboler i form af ubegribelige streger og buer i diminutiv sammensætning var det grønlandske sind aldeles væsensfremmed. En anden ting har sikkert været medvirkende til langsomheden. Træningen foregik ude- lukkende i skoletiden. Ud over den var adgangen til både læse- og skrivemate- rialer kun ringe, om de overhovedet fandtes. I en normal grønlandsk hytte var der j>å det tidspunkt i øvrigt intet bord, somme tider nok en lille firkantet kiste. Ellers var der ingen plan flade at lægge et stykke papir på. Stengulvet var alt andet end jævnt og tilmed snavset til af jord og fedt. Papir kom også til at se gruopvækkende ud, fedtet og snavset til af de uvaskede fingre. Bøger havde det på samme vis. Det er en idelig klage fra missionærerne, at bogmateriale så hur- tigt blev ubrugeligt. En bog havde kun et par års levetid. Men dette tyder på den anden side på, at bøgerne blev brugt af grønlænderne. Blyanter var kostbar- he4er. Blæk var endnu vanskeligere at skaffe og skulle fremstilles af pulver og vand. Tavler og grifler var det sparsomt med i skolerne. Har noget lignende mon ikke også spillet en rolle i danske lands- byer og norske bygder? — Spørgsmålet udkastes blot. Endnu et par forhold i forbindelse med det grønlandske bør nævnes. Da den nordgrønlandske fanger Gabriel 1793 fremstillede 6 katekumener, han havde læst med, siges der intet om, at de kunne læse eller skrive, men kun at de kunne »svare godt for sig«. Da 7 af God- havns grønlandske hvalfangere i 1791 ville klage over betalingen ved fangsten, måtte de lade kateketen skrive klage- breyet til kongen, selv om hver enkelt formulerede sin selvstændige klage. Da det var en samlet »aktion«, fik de enkelte 212 [9] a.u. 6/ u U 4-y/LaA. ~ -L o (Ltt-fisn.Q ijUL'ftløL U / o J JØ^J Ipl .4 A. ^ .. r */A'yrrn.a lf)i,fi&~ V må skoler med yderst lemfældig under- visning. Men om nogen grønlænder hos 214 [11] dem lærte at læse eller skrive i egent- ligste forstand på dette tidspunkt, mel- des der intet om. Man kan da vel til slut for denne gruppes vedkommende groft konstatere, at ved 1814 var skrivekyndigheden nok ikke særlig almindelig blandt grønlæn- dere. Læsekyndigheden af håndskrevne tekster har nok også været begrænset. Derimod har læsekyndigheden af trykte tekster (bibel, salmebog, katekismus og andre religiøse lærebøger) været mere udbredt. Ved 1800-tallets midte hævde- de missionær og seminarieforstander C. E. Jansen, at så godt som hele den vestgrønlandske befolkning kunne både læse og skrive. Men han tog dog det for- behold over for sine påstande, at evnen til at skrive hos den enkelte aftog med den tiltagende alder. Det vil sige, at det var undervisningens skyld, at skrivekyndig- heden forekom, men at der ikke var til- strækkeligt behov for at skrive, når man blev ældre, hvorfor den stadige træning udeblev, og færdighederne mindskedes. Imidlertid blev det til en sand eksplosion af skriftlige indlæg fra grønlændere, da H. J. Rink i 1861 påbegyndte Atuagag- dliutit. Udsendelsen af dette månedsblad forudsatte i sig selv udbredt læsekyndig- hed over for tekster, trykt på grøn- landsk. Om gruppe 2, de dansk-norske ud- sendte med mere eller mindre handels- mæssigt, boglig eller akademisk præget uddannelse, er der egentlig ikke så me- get at berette. Der er intet, der i og for sig udskiller dens medlemmer fra deres fæller i Danmark, Norge og Island. De har for det første haft et udstrakt og al- tid nærværende behov for at skrive, og for det andet skulle de ofte læse mange håndskrevne tekster. Der var et åndeligt behov for læsning, hvilket resterne af 1700-tallets missionariatsbiblioteker vid- ner om, samt de læsekredse, der omkring 1800 blev dannet. Med hensyn til skri- vekunsten var deres ortografi selvfølge- lig præget af de »normer«, der efterhån- den var blevet skabt, vel væsentligst af bogtrykkerne samt embedsmænd og skrivere i centraladministrationen. Der kan dog dukke visse »dialektprægede« skrivemåder op, også norsk »fonetiske«, f. eks. Niels Egede's ofte anvendte stave- måde Schip for Skib. Det samme gælder de norske ord og vendinger, Hans Egede anvendte. Diderik Arup Seip har i en ar- tikel »Norskhet i språket hos Hans Egede og hans sønner« i »Hans Egede Studier«, Oslo 1958, ss. 227-260, be- handlet ordforrådet, væsentligst på grundlag af de trykte skrifter. I nærvæ- rende artikel gælder det imidlertid ikke ordforrådet, men skrivemåden. Egeder- nes ortografi er naturlig fonetisk præget, når det gælder absolut norske ord og bøjningsformer, men som helhed er den konsekvent og »korrekt«. Det gælder og- så de senere udsendte norskfødte. For gruppe 2, såvel norskfødte som dansk- fødte, kan det konstateres, at den i al- mindelighed behersker en »korrekt« og sirlig retskrift. For kuriositetens skyld — og for at vi- se, hvorledes personligheden kan slå af- gørende igennem især på skrivekunstens felt, lige indtil bogstavering, måde at skrive på og sparsommelighed - skal en særlig type inden for denne gruppe kort skildres. Det drejer sig om købmanden og hvalfangstlederen C. C. Dalager 215 [12] (1726-1799). Han var fra Lolland og kom som 19-årig til Grønland, udvik- lede sig til en særpræget personlighed, sanilede et ret omfattende bibliotek og var5efterhånden temmelig belæst. Trods denne »normaliserende« påvirkning ud- viklede han sin helt personlige ortografi og Interpunktion. I sin springende, svært læselige håndskrift, med dens tynde og svage stregføring (han var uhyre spar- somtnelig med blækpulveret), vekslede han mellem store og små bogstaver, som det JCLU passede ham i øjeblikket. Han sat- te pTinktum efter forgodtbefindende, tit midt i et udsagn eller mellem de enkelte ord i en sætning. Komma brugte han sjældent. Han var — også i den hen- seeflBe — individualist til fingerspidserne og lod sig på intet punkt noget sige, men demonstrerede denne sin individualisme på så godt som alle felter. Naturligvis fandtes den nyeste økonomiske litteratur i hans bibliotek, og han sluttede sig hel- hjertet til de økonomiske liberalister. Hans belæsthed forførte ham til anven- delse af latinske ord eller ordsprog ind imellem; men han stavede dem ofte ind- til ukendelighed. Hele denne »frigjort- hed« forhindrede dog ikke, at hans regn- skaber, skematiske indberetninger og lignende var små formfaste kunstværker af kalligrafi med et klart og tydeligt skriftbillede og smukke tal. Det er mu- ligt, at de er renskrevet af en assistent; for underskrifterne er Dalagers vanlige, ligesom henslængte kradserier. Der er altså ikke meget opsigtsvæk- kende at hente fra denne gruppe 2's skriftlige præstationer. Evnen til at for- mulere sig skriftlig og i overensstem- melse med den herskende, meget labile 216 ortografiske norm var faktisk fremra- gende. Bortset fra C. C. Dalager udmær- ker alle sig ved meget smukke hånd- skriftbilleder. Enkelte henfalder til, hvad man kan kalde skriverkunstfærdighed, et krukket formet skriftbillede med snørk- ler, magtfulde sving, kruseduller, krum- melurer og »sikkerhedsnåle«. Denne kunstfærdighed kan dog nå til det helt ulæselige som hos kirurgen J. F. Lerch (1780-1855). Hans brevsider fremtræ- der som et sindrigt tapetmønster af skrå streger, indbyrdes forbundet linje for linje med hårfine, meget betydnings- fulde småled. Jo, jo da, skrivning var ble- vet en kunstfærdig proces indtil det kunstlede, lige som det ofte må have væ- ret en vanskelig kunst at læse det skrevne. Gruppe 3 er nok den mest heterogene af alle tre grupper. Størstedelen af den tilsyneladende anonym, når det gælder læsning og skriftlige præstationer. Der var så sjældent lejlighed til at foretage den slags vanskelige udfoldelser. Denne »størstedel« bestod af de matroser, bon- dekarle og arbejdskarle, der blev sendt ud som grovarbejdere og hvalfangere, fordelt på kolonistederne. Ved ganske få lejligheder afsløredes det, at nogle ikke evnede at skrive deres eget navn, men enten satte et slags bomærke eller »un- derskrev« ved en andens hånd eller med ført hånd. Det fremgår ofte af selve skri- velsen, at den pågældende »underskri- ver« ikke heller havde kunnet læse det, hans navn blev fæstnet under, men hav- de fået det forelæst. Der ligger måske et kriterium for en »forbedret« tilstand på dette område i, at denne form for under- skrift, lige som bomærket, helt forsvin- [13] der i løbet af 1700-tallet i Grønland. Men man må vogte sig vel for af dette faktum at drage slutninger om skrive- kunstens vækst i samme periode. Dels ser det ikke ud til, at denne »størstedel« har bevæget sig ud på skrivekunstens hængedynd mere end allerhøjst nødven- digt, dels har vi direkte eksempler på, at man veg tilbage for at prostituere sig på det felt. Da én af disse menige efter 22 års tjeneste i Grønland 8. januar 1810 søgte om tjeneste som missionskok, måt- te missionæren skrive ansøgningen, mens ansøgeren tilsyneladende med no- get besvær og en kende usikkert men dog tydeligt, selv skrev sit navn under den blomstrende tekst. Man gad vidst, om han egentlig genkendte sig selv i den omtale og anbefaling, missionæren hav- de udformet. Fra denne del af gruppe 3 skilte en- kelte personer sig ud for sammen med de håndværksuddannede at give sig skriftligt til kende. Hvordan det forholdt sig med læsningen, kan man kun gisne om. Men det er tydeligt, at disse tre og de håndværksuddannede har kunnet læ- se skrift. Bag de tres skriftlige præsta- tioner må der ligge en eller anden form for skolemæssig oplæring. Om den ene er det i hvert fald sikkert. Blandt de »Nordlands Karle«, som blev antaget 1740, var der to, der gjorde sig særligt bemærkede. Hvis de har fået nogen sko- leuddannelse, må den have ligget forud for skoleforordningen af 13. januar 1739. Den ene siges at have været ud- dannet som tømrer, altså uddannelses- mæssigt ikke noget ubeskrevet blad og mere hørende til håndværkerdelen af gruppe 3, ikke nogen almindelig karl. (I parentes bemærket har ordet karl ikke det samme betydningsindhold i 1700-tallet, som det senere fik og da især begrænset til landbruget.) Betegnelsen »karl« må vel også tages med nogen deli- katesse, når det drejer sig om den anden af de to fra Nordlandene. Begge kunne fra begyndelsen udtrykke sig skriftligt, så nr. to har muligvis været en slags skri- verkarl eller handelskarl, begge beskæf- tiget ved Finmarks-handelen, hvorfra de blev hentet til Grønland. Da de begge kort efter ankomsten blev ansat som handelsassistenter, fik de hårdt brug for læse- og skrivekyndigheden. Den ene avancerede endda til kolonigrundlægger og bestyrer af handelspladser. Det var den berømte Anders Olsen, Sukkertop- pens, Fiskenæssets og Julianehåbs grundlægger og stamfader til slægten af egentlige grønlandske bønder ved Iga- liko. Han var altså et særtilfælde, der skrev nydeligt og tydeligt indtil sin død, men ikke var stiv i regnekunsten. Den tredje var heller ikke nogen al- mindelig »karl«. Han var ligesom den ene af »Nordlands Karlene« håndvær- keruddannet, nemlig som bødker. Det var Peder Olsen Walløe, den bekendte op- dagelsesrejsende. Han stammede fra Kø- benhavn, hvor vi ved, at han havde gået i skole, sandsynligvis til konfirmationen var overstået. Hvad han læste og i hvor høj grad, ved vi ikke noget om. Men skrift kunne han læse og skrev selv yp- perligt, både indholdsmæssigt og orto- grafisk. Hermed er vi så forlængst ovre i den del af gruppe 3, der rummer de hånd- værksuddannede. De, der på denne bag- grund blev udsendt, blev i adskillige til- 217 [14] fælde for de mest stabiles vedkommende beskikket som formænd ved koloniernes arbejds- eller fangstsjak. Derfra til ansæt- telse som underassistent eller udsteds- bestyrer var der kun et kort spring; men forudsætningen var, at de kunne læse og skrive - og helst også regne, veje og måle - til noget over husbehov. Antallet af sådanne personer var stigende år- hundredet igennem. De stikprøver, der er faget af deres skriftlige præstationer, viseT et ret broget billede lige fra det knappe og dårligt formede indhold og en "ubehjælpsom skrift med en udstrakt fonetisk præget ortografi - over den enkle skrift med mere eller mindre »kor- rekt« stavemåde, hvori en saglig og kort- fattet beretning er iklædt, for øvrigt ofte med et forbløffende begrænset ordfor- råd og i stereotype vendinger — og så endelig til det levende og næsten »kor- rekt« bogstaverede, som f. eks. indberet- ningen fra Matz Thomsen Lund ved TassiussaqlSll.6 Qm der ligger nogen som helst skole- gang bag dise håndværkeres udvikling, kan ikke dokumenteres. I de fleste til- fælde kendes deres herkomst eller føde- sted overhovedet ikke. De blev for det meste i en meget ung alder antaget til Grønland, giftede sig med grønlænder- inder og forblev i landet til deres døds- dag. Formentlig har de fået en eller an- den skolemæssig uddannelse i deres barndom; for det er ikke sandsynligt, at deres skrivekyndighed og dermed deres læsekyndighed har udviklet sig i Grøn- land ved andet end fortsat træning og vedligeholdelse af det tidligere færdig- hedsgrundlag. Denne vedligeholdelse er 6. TSsskriftet GRØNLAND 1980, nr. 6, s. J82-184. 218 sket under omstændighedernes tvang og har været den nødtørftigste og mest be- grænsede, lige som deres ord- og be- grebsområde har været begrænset og snævert på grund af deres isolerede til- værelse. Ind i denne gruppe af ansatte under den til enhver tid i 1700-tallet eksiste- rende grønlandske handel kan skipperne og styrmændene, hvalfangerkommandø- rerne og spækskærerne drages. De havde alle behov for at kunne læse skrift og selv skrive i skibs- og fangstjournalerne, de fleste på dansk, men også enkelte (fri- serne f. eks.) på tysk. Også breve, korte notater og meddelelser måtte de skrive. Formen var alle tider den knappest mu- lige, ofte med mærkelige logiske spring i sammenhængen. Stavningen er tit ud- præget fonetisk med en tilnærmelse til de herskende normer. Det er ejendom- jmeligt at iagttage, at retskrivningen blandt disse søfolk synes sikrere i begyn- delsen af århundredet end i slutningen. Talmæssigt er materialet imidlertid for lille til, at clette billede ikke kan bero på tilfældigheder. I forbindelse med disse søfolk kan det til sammenligning tjene, at der foreligger adskillige breve fra engelske hvalfangere til personer i Vestgrønland. Her fore- kommer de samme gennemgående ka- rakteristiske træk, en knap formulering, der ofte springer i logikken, en sær abrupt skriftform og en udpræget fone- tisk stavemåde. Læseren må ofte læse deres skriverier højt med engelsk tone for at forstå, hvad der egentlig skrives. Det kan måske også tjene til lidt vide- re perspektiv at foretage en sammenlig- ning, let og luftigt, med 1700-tallets ty- [15] skrive. Det grove og tit hårde arbejde gjorde det ikke let for fingrene at fatte om »blyantspennen« eller pennefjeren. ske missionærer i Grønland, selv om det lette og luftige ikke just passer til disse personers apparition. Sammenligningen kan kun omfatte mænd; thi brødre- menighedens kvinder spillede i datidens Grønland deres betydningsfulde rolle i det mere skjulte. Et stort antal af mæn- dene var håndværkere af profession; men alle havde de lært at læse og skrive. Deres skriftlige præstationer viser et upåklageligt og velformet tysk, naturlig- vis præget af stereotype herrnhuttiske vendinger. Ortografien er ganske i over- ensstemmelse med datidens gængse. Skriften er gennemgående sirlig og al- mindeligvis tydelig, uden pralende ska- ter af nogen som helst art. Det grønlandske materiale op til 1814 er hermed udtømt, hvad dette emne an- går, for så vidt som der ved en fornyet gennemgang af det totale kildestof med dette emne for øje sikkert vil kunne fin- des mere stof til at facettere og uddybe billedet. Men det betvivles, om det totale indtryk vil blive væsentligt anderledes. Hvis der af det indtryk, det foregå- ende efterlader, skal drages nogen slut- ninger, bliver det kun til nogle banalite- ter. Skrivefærdighed og læsefærdighed erhverves og vedligeholdes kun, hvis der er mulighed for at lære disse færdigheder og udøve dem, og hvis der er behov for at udøve dem. Denne banalitet må man ikke destomindre have in mente, hvis man skal vurdere læse- og skrivekyndig- heden i almindelighed hos befolkningen i 1700-tallet. De socialt ringere stillede havde sjældent behov for at læse- og Behovet for at læse var tilsvarende be- grænset. Der var selv sagt ingen for- ståelse for dem, der på den ene eller an- den måde havde et fysisk eller fysiolo- gisk-psykisk handicap. De var i en sam- let sum »dumme« eller »tungnemme«. Hjælp var der ikke for dem. Også dette er banaliteter. Vender man det hele om, kan man måske konkludere: når det vi- ser sig, at så relativt mange — det lille be- folkningstal taget i betragtning - i Vest- grønland af alle de anførte tre grupper kunne læse og skrive, og det på et for- holdsvis tidligt tidspunkt af deres liv, pe- ger det - tilbageslutningsvis - hen mod, at der har ligget en eller anden form for undervisning i disse færdigheder i en tidlig alder hos den enkelte. Elementær undervisning fandt som bekendt sted både i by, i landsby og i bygd i det dansk-norske samfund. Men det er in- gen garanti for, at alle fik elementær un- dervisning. Der er alt for mange ano- nyme, der aldrig har vist eller fået lejlig- hed til at vise, endsige haft mulighed el- ler behov derfor, at de kunne eller om de kunne skrive og læse, især det første. Specielt for Grønlands vedkommende bør det måske også fremhæves, at kravet til den enkelte var stærkere her end no- get andet sted. Det har altid været sådan, at skjulte »talenter« har fået en forbav- sende udvikling i det milieu. Under alle omstændigheder får man en fornemmelse af bundløshed over for problemerne omkring dette emne. Den- ne fornemmelse behersker også dette forsøg på et overblik over det for Grøn- lands vedkommende, selv om påstan- dene, der er anført, kan have et anstrøg af skråsikkerhed. 219 [16]