[1] Målsætninger for forsorgen for handicappede grønlændere Af landsstyremedlem for sociale anliggender Moses Olsen Med virkning fra den l.» januar 1980 overtog Grønlands Hjemmestyre ansva- ret for de hidtidige særforsorgsklienter. Der skete i Danmark en udlægning fra den danske stat til de danske kommuner og amtskommuner. Samtidig hermed blev ansvaret for de grønlandske særfor- sorgsklienter udlagt til de grønlandske myndigheder. I praksis omfattede udlægningen ale- ne de i Danmark anbragte særforsorgs- klienter, idet de grønlandske kommuner gennem de senere år i et nært samar- bejde med det centrale socialvæsen, skolevæsenet og sundhedsvæsenet har varetaget forsorgen for særforsorgs- klienter, som har haft ophold her i Grønland. En del af de i Grønland væ- rende særforsorgsklienter har dog tidli- gere været i Danmark på kortere eller længere ophold med henblik på observa- tion og træning, således at der kunne skabes den bedst mulige tilværelse for dem i det grønlandske samfund. I forbindelse med den danske stats udlægning af særforsorgen overtog det grønlandske samfund ansvaret for samt- lige grønlandske særforsorgsklienter, alt- så også de, som er anbragt på de tid- ligere særforsorgsinstitutioner i Dan- mark. Samtidig overføres der årligt et bloktilskud til Grønland — udregnet på stort set samme måde, som bloktilskud- dene til de danske kommuner og amts- kommuner. Ved udlægningen af særforsorgen blev selve begrebet »særforsorg« i Dan- mark erstattet af betegnelsen »personer med vidtgående fysisk eller psykisk han- dicap«, og denne rent verbale ændring er også overtaget for så vidt angår de grøn- landske klienter, men der er i den nye grønlandske handicapforsorg i det store og hele tale om samme klientkategorier som under den tidligere særforsorg. I de seneste ca. 10 år har det grønland- ske samfund i større og større grad søgt at beholde sine handicappede i Grøn- land. Der blev i begyndelsen af 70-erne etableret et nært samarbejde mellem skolevæsenet og socialvæsenet i Grøn- land og især Vestsjællands amt omkring de psykisk udviklingshæmmedes for- hold; med Vejle amt omkring de døve børn og unge; med Refsnæs-skolen om- 221 [2] k ring de blinde o. s. v., især med henblik på kortere varende ophold på danske institutioner for de grønlandske handi- cappede. Et af målene hermed var at få de pågældende handicappedes situation belyst så godt som muligt og at få etableret et hjælpeapparat omkring disse, som der senere kunne trækkes på fra Grønland i forbindelse med de pågæl- dendes videre optræning og oplæring, når de var kommet tilbage til Grønland. f Grønlands Hjemmestyre ønsker at vi- dereføre denne påbegyndte integration af handicappede i det grønlandske sam- fund, idet målsætningen for forsorgen for handicappede helt klart er, at de han- dicappede er ligeværdige borgere i det grøn- landske samfund) og at de skal kunne modtage den nødvendige hjælp og støtte i Grønland, således at eventuel nedsendelse til forsorg i Danmark kun vil skulle ske i enkelte til- falde, hvor der kræves helt specielle foranstalt- ninger, som ikke kan skaffes i Grønland. Denne målsætning søges først og fremmest opfyldt på den måde, at ned- sefidelse til varigt ophold på institution i Danmark søges undgået i videst muligt omfang; men også således, at den nuvæ- reiide praksis med nedsendelse til ob- sefvation og optræning nedtrappes for de fleste grupper af handicappede og vil kunne ophøre helt, efterhånden som det grønlandske samfund selv har de nød- vendige ressourcer til bistandsarbejdet. I Danmark gav udlægningen af særfor- sofgen til kommuner og amter anled- ning til, at der påbegyndtes en udstrakt integrering af handicappede i det øvrige sanlfund. Integrationen har dog været så 222 småt påbegyndt i skoler og andre steder tidligere, men har taget fart i Danmark efter udlægningen. I Grønland er situa- tionen den, at der gennem de seneste ca. 10 år er sket en integrering i samfundet af de handicappede, som ligger væsentlig ud over, hvad der hidtil er sket i Dan- mark. Dette er sket_både i skolevæsenet, i daginstitutioner og i døgninstitutioner. En af grundene til, at Grønland er foran Danmark med integreringen af handi- ''-- Sppede i samfundet har været ønsket om så vidt muligt at beholde de handi- cappede i Grønland. Talmæssigt er der jo ikke tale om så forfærdeligt mange handicappede; men disse bor temmelig spredt i Grønland, hvorfor det har været naturligt at søge at hjælpe de pågældende på det sted, hvor de bor, så kontakten til familie og hjemsted blev bevaret. Der er kun opført ganske enkelte specialinstitu- tioner til handicappede i Grønland: Optræningshjemmet »Aaqa« i Nuuk, ta- get i brug i 1974, og optræningshjem med beskyttet værksted i Ilulissat, taget i brug i 1980; begge drives af Hjemme- styret ved Socialdirektoratet samt skole- hjemmet »Elisibannguup Atuarfia« i Maniitsog, der drives af Hjemmestyret ved Kultur- og Undervisningsdirekto- ratet. Institutionerne beskrives iøvrigt særskilt i dette temanummer, hvortil der henvises. De eksisterende døgninstitutioner for børn og unge, der alle drives af Hjem- rdfiStyret ved Socialdirektoratet, mod- tager handicappede børn og unge i det omfang, den enkelte døgninstitution kan klare de særlige opgaver, der er forbun- det hermed. Der er optaget endog meget dårlige børn på nogle af disse institu- [3] Qptræningshjemmet »Aaqa« i Nuuk/Godthåb. tioner, og der er i stor udstrækning ansat støttepersonale til at løse de særlige op- gaver, der er forbundet med de handi- cappedes ophold på institutionerne. Også dette er nærmere beskrevet i et særligt indlæg i dette temanummer. Institutionsforsorg for handicappede er imidlertid kun nødvendig for et mindre antal handicappede. Langt de fleste han- dicappede børn og unge samt voksne bor i hjemmet hos deres familie, nogle hos plejefamilie, andre i egen bolig. Også for handicappede uden for insti- tutionerne er der mange muligheder for at få støtte med henblik på at lette den daglige tilværelse for de pågældende selv og deres familie. En anden målsætning for forsorgen for handicappede i Grøn- land er nemlig den, •A flest mulige bør for- blive i deres eget hjem, når det er muligt, og hvis de pågældende selv ønsker det. Ikke blot fordi det normalt er det billigste for samfundet, men også fordi det som regel er den menneskeligt set mest tilfredsstil- lende løsning. Med henblik på at opfylde denne mål- sætning i størst muligt omfang søges der tilbudt de pågældende den nødvendige støtte i form af f. eks. hjemmehjælp, hjæl- pemidler, eventuelle boligændringer, støttepersoner i hjem eller på daginstitu- tion og ydelse af plejevederlag. De støt- temuligheder, der kan stilles til rådighed, er nærmere beskrevet i et andet indlæg i dette temanummer, hvorfor jeg ikke her 223 [4] skal gå nærmere ind på disse ud over at nævne, at der i forbindelse med tildeling af støtte til afhjælpning eller mildnelse af et handicap ikke tages hensyn til den på- gældende eller familiens økonomiske forhold, men alene ydes støtte ud fra en vurdering af den handicappedes behov for støtteforanstaltninger, begrundet i handicappets art og karakter. ~iE- -- Når Grønlands Hjemmestyre har en så k'lar målsætning med hensjn til at søge atljeholde de handicappede i Grønland, kan man spørge sig: Hvad så med de mange, som i dag opholder sig i Dan- mark på de forskellige institutioner, som tidjtøgere hørte under den danske særfor- sorg? Allerhelst ville vi måske umiddel- bart søge at flytte dem alle tilbage til Gfønland. Imidlertid må det erindres, at mifige af disse efterhånden har boet i Danmark i mange år og har vænnet sig til forholdene der. Det vil derfor nok ikke være menneskeligt rigtigt kritikløst at flytte alle grønlændere tilbage til Grønland, blot fordi de pågældende er grønlændere og er blevet sendt til Dan- måtk på et tidspunkt, hvor der ikke var tilstrækkelige muligheder for at hjælpe dem til en bedre tilværelse her i Grøn- land. I alle de tilfælde, hvor en tilbage- flytning til Grønland kan komme på tale, vil der blive foretaget en meget grundig undersøgelse af, om det vil være det rigtige for den pågældende selv, f. eks. ved forsøgsvise ophold af længere eller kortere varighed i det grønlandske samfund. Der har i de seneste år tillige været etableret en ferierejseret for de grønlæn- dere, der er sendt til Danmark af de grønlandske myndigheder. Alle, som er i stand til at rejse til Grønland på ferie - enten alene eller med en ledsager - kan få en årlig frirejse til deres hjemsted og familie i Grønland. De, som ikke kan rejse til Grønland, kan i stedet for mod- tage besøg af en af forældrene, eventuelt begge forældre eller andre nært pårø- fiende, også en gang om året. Formålet med denne besøgsordning er at opret- holde kontakten mellem den i Danmark anbragte handicappede og dennes fami- lie i Grønland, og det kan nok disku- teres, om ét årligt besøg er tilstrækkeligt. Der har været rejst ønske om mulighed for oftere kontakt, og det er da også en af de ting, jeg vil tage op til fornyet overvejelse inden alt for længe. Det grønlandske samfund støtter sig i handicapforsorgen endnu i stor udstræk- ning til de danske specialinstitutioner og trækker på konsulentbistand fra danske specialkonsulenter. Det vil imidlertid nu kun være et spørgsmål om tid, hvornår Grønland selv har den nødvendige spe- cialviden inden for de fleste områder. Der vil blive satset på at få uddannet grønlandsksprogede specialkonsulenter, idet det er af afgørende betydning for den fremtidige udvikling, at der kan etableres konsulentbistand ved personer, som både har grønlandsk baggrund, og som taler grønlandsk. Kommunikations- problemer har måske før i tiden bevirket valg af løsninger, som ikke altid var ordentligt gennemdrøftet med den han- dicappedes pårørende på grund af sprog- lige vanskeligheder. Der er dog ingen tvivl om, at de anbringelser, der har 224 [5] »flest mulige bør forblive i deres eget hjem, når det er muligt, og hvis de pågældende selv ønsker det.« Fot.: Mogens S. Kod. været gennemført, er sket ud fra et ønske om at yde den bedst mulige bi- stand i hvert enkelt tilfælde. Men efter- hånden som det grønlandske samfund kommer til at råde over et tilstrækkeligt antal uddannede socialpædagoger og lærere, som har en grønlandsk baggrund, og som taler sproget, vil der blive valgt løsninger i Grønland i stedet for anbrin- gelser i Danmark. Det grønlandske bistandsapparat er afhængig af de per- sonalemæssige ressourcer, der kan stilles til rådighed; men der sker meget på dette område i disse år, så jeg tror på, at vi inden for en overskuelig fremtid vil være i stand til at beholde så godt som alle vore handicappede her i landet. Forud for særforsorgens udlægning d. 1. januar 1980 vedtog Grønlands Lands- 225 [6] ting en landstingsforordning om forsor- gen for vidtgående handicappede - landstingsforordning nr. 9 af 15. okto- ber 1979. Denne forordning er en ram- melov, der giver bemyndigelse til mig for udfyldning ved cirkulærer. I første omgang har jeg udsendt et cirkulære — SD-cirkulære nr. 136 af 18. december 1979 - der mere detaljeret beskriver, hvorledes forsorgen for de handicap- pede skal udøves. Dette cirkulære må forventes at skulle revideres inden alt for-længe, idet de hidtidige erfaringer har påvist behov for justeringer på en- kelte områder. Men i det store og hele dækker cirkulæret de muligheder, der sytles at være behov for, og der er da og§å fortrinsvis behov for en præci- sering af de enkelte bestemmelser af hensyn til især afgrænsningsspørgsmål. Landstingsforordningen og cirkulæret omhandler forsorgen for vidtgående handicappede; men dette begreb giver nafftrligvis anledning til afgrænsnings- problemer. Den tid, bestemmelserne indtil nu har været i kraft, har været anvendt til nærmere udfyldning for så vidt angår de nødvendige hjælpeforan- staltninger og omfanget heraf, til fast- læggelsen af kriterier for, hvornår en person skal anses som vidtgående handi- cappet og dermed omfattet af handicap- forordningen og det tilhørende cirku- lære, eller hvornår der skal hjælpes efter andre sociale regelsæt, som f. eks. lands- rådsvedtægten om hjælp fra det offent- lige, vedtægten om børne- og ungdoms- forsorg eller vedtægten om alder srente. I Danmark skete der ved særforsorgens udlægning en decentralisering. I Grøn- 226 land gik man ikke helt så vidt. Der skete en decentralisering ved overførelsen af ansvaret for særforsorgsklienterne fra den danske stat til Grønlands Hjemme- styre. Men i Grønland har man med de nugældende bestemmelser valgt en cen- tralisering af forsorgen for de vidt- gående handicappede, således at ansva- ret for og udgifterne til forsorgen er henlagt til det centrale socialvæsen ved Socialdirektoratet. Imidlertid er det ikke tanken at stoppe herved. Også i Grøn- land vil vi gerne på længere sigt decen- tralisere ansvaret for den særlige for- sorg, der er behov for til de handicap- pede. Det er dog fundet nødvendigt i første omgang at placere ansvaret cen- tralt, hvorefter der kan indhentes et erfaringsgrundlag og skabes en praksis for forsorgens indhold, som så senere kan danne grundlag for en udlægning til de lokale myndigheder. Forsorgen vare- tages dog i dag i nært samarbejde med de lokale myndigheder; således er det pålagt kommunerne at yde den nødven- dige bistand til Socialdirektoratets sags- behandling såvel i forbindelse med un- dersøgelsen af behovet for hjælpeforan- staltninger som ved det løbende tilsyn med henblik på eventuelle ændringer af iværksatte støtteforanstaltninger. Bestemmelserne om forsorgen for vidt- gående handicappede blev udstedt i slut- ningen af 1979, altså umiddelbart forud for udlægningen af særforsorgen. Der må som ovenfor nævnt inden for en overskuelig tid nok påregnes justeringer af i hvert fald cirkulærebestemmelserne, idet den forløbne tid allerede har påvist forskellige uklarheder og medført for- [7] tolkningstvivl i visse situationer; men det er jo ikke usædvanligt, at der er behov for en revision af bistandsbestem- melser. Der vil på nuværende tids- punkt næppe blive tale om gennemgri- bende ændringer af den handicapfor- sorg, der er ved at blive opbygget, men alene om justeringer for så vidt angår de situationer, hvor de pågældende bestem- melser har vist sig ikke at være tilstræk- keligt klare eller måske direkte uhen- sigtsmæssige. Der må dog påregnes en udlægning til kommunerne af ansvaret for handicapforsorgen på et eller andet tidspunkt. For så vidt angår den politiske mål- sætning for forsorgen for handicappede skal der dog næppe påregnes ændringer i forhold til det foran anførte, hvorefter de handicappede anses som ligeværdige borgere i det grønlandske samfund, og at den nødvendige hjælp og støtte skal kunne modtages i Grønland, således at eventuel nedsendelse til forsorg i Dan- mark kun vil skulle ske i enkelte tilfælde, hvor der kræves helt specielle foranstalt- ninger, som ikke kan skaffes i Grønland, samt at flest mulige bør forblive i deres eget hjem, når det er muligt, og de på- gældende selv ønsker det. Hertil kan føjes, at der ej heller er overvejelser om at gøre retten til hjælpeforanstaltninger, der skyldes vidtgående handicaps, af- hængig af pågældendes egen eller fami- liens indkomstforhold. Opgaven at skaffe de handicappede mu- lighed for en rimelig tilværelse i det grønlandske samfund anses ikke at være løst med det nu iværksatte sikkerheds- og hjælpesystem. Der sker hele tiden en udvikling, både i selve samfundet og med hensyn til hjælpemulighederne, og der vil derfor på dette område såvel som på andre områder blive tale om en fort- sat udvikling, der forhåbentlig fører til endnu bedre forhold også for vore han- dicappede medborgere. 227 [8]