[1] Handicapforsorg i Grønland før og nu Af Margit Mortensen, cand. jur., socialkonsulent, Socialdirektoratets Forsprgsafdeling Før 1. januar 1980- særforsorgens udlcegningjra den danske stat De handicappede hører — sammen med de syge og de gamle — til de svageste grupper i samfundet. Overalt i verden var der tidligere tradition for, at de sva- geste kom sidst i rækken, når der skulle ydes hjælp og støtte fra myndighederne i det samfund, de lever i. Det vil nok jkke være meget forkert at sige, at sådan har det også været med forsorgen for de handicappede i Grønland. l tidligere tiders bopladskultur i Grønland har man selv klaret proble- merne internt i familierne og sammen métl sine bopladsfæller, og de handicap- pede har da - ligesom de syge og de gamle — været en naturlig del af det sam- lede samfund. Efterhånden er der så ble- vet lopbygget et samfundsapparat, og der er afsat ressourcer til også at yde hjælp og støtte til de svage grupper i befolk- ningen. Specielt blev der efter anden vefdenskrig, da planerne om at udvikle landet fra en koloni til et moderne indu- strialiseret samfund begyndte at tage form, taget fat på også at få gjort noget for He handicappede. 228 Grønland var omkring 1950 et meget fattigt samfund, og der var ikke særlig mange ressourcer at trække på hverken institutionsmæssigt, personalemæssigt eller pengemæssigt. Det statslige sund- hedsvæsen havde så at sige hænderne fulde med at forbedre befolkningens ge- nerelle sundhedstilstand, og ikke mindst kampen mod tuberkulosen og spædbør- nedødeligheden krævede en meget stor indsats fra myndighedernes side. Social- væsenet, der dengang tillige var en stats- lig opgave, omfattede stort set kun hjælp til enker og fader- eller forældreløse børn samt hjælp til mad, hvis fangsten slog fejl et år, så alle på en boplads ville lide nød, hvis der ikke blev ydet hjælp. Nedsendelsespolitikken Da der var så mange opgaver forbundet med at opbygge et levedygtigt erhvervs- liv og med at forbedre befolkningens generelle sundhedstilstand, blev der ikke ladt mange kræfter tilbage til nogen sær- lig omsorg for de handicappede. Den nemmeste løsning, nemlig at sende de handicappede til Danmark, hvor der var et allerede opbygget institutionsapparat at trække på inden for de forskellige sær- forsorgsgrene, blev derfor valgt som [2] Bomærke tegnet af Carl Richard Eriksen, hjælp til de handicappede på daværende tidspunkt. Der var ikke noget alternativ, bortset fra at man kunne have ladet de handicappede og deres familier fortsat klare det så godt de nu kunne lokalt. Det har ofte været fremført, at man i halvtredserne og tresserne på det nær- meste »støvsugede« Grønland for handi- cappede, især åndssvage, fordi de var uønskede i deres hjemland. Det synes dog at være forkert at sige, at de ånds- svage og andre handicappede blev sendt til Danmark, fordi de var uønskede i Grønland. Sandheden er derimod den, at man ønskede at gøre noget for at give handicappede bedre forhold, og der var ikke nogen muligheder i Grønland på daværende tidspunkt. De for længst etablerede danske særforsorgsinstitutio- ner med deres uddannede omsorgs- og plejepersonale og med mulighed for op- træning af de handicappede må have været en enorm forbedring for den enkelte handicappede. Og det var vel dette, der var baggrunden for, at både det grønlandske og det danske samfund accepterede forholdene dengang. At der siden er sket en udvikling, som gør, at man ikke længere anser det som en for- bedring af de handicappedes forhold, at de sendes på institutioner i Danmark, er vel også meget naturligt. Samfundet og hjælpemulighederne er jo ikke statiske, men udvikler sig hele tiden, så andre — og forhåbentlig bedre — løsninger bliver mulige. Kontaktproblemet De personlige omkostninger, adskillel- sen fra familien og fra hjemstedet i Grønland, tænkte man nok ikke så meget på i de første »nedsendelsestider«. Og det er nok også rigtigt, at mange handicappede og pårørende ikke fuldt ud har forstået eller har haft mulighed for at øve indflydelse på, hvad der egent- lig skete. I starten har vel også familie- medlemmer til en handicappet ønsket, at den handicappede skulle få det så godt som muligt. Først senere er savnet og længselen kommet frem til overfladen. Stiller man sig så spørgsmålet: Hvor- for sørgede man fra myndighedernes side ikke for en ordentlig kontakt mel- lem en nedsendt handicappet og pågæl- dendes familie i Grønland?, må det erindres, at i halvtredserne var der ikke, som nu, flere ugentlige flyforbindelser mellem Danmark og Grønland. Og der var ikke noget særligt veludbygget tra- fiknet internt i Grønland. Ligeledes må det erindres, at ofte kunne hverken den til Danmark nedsendte handicappede eller familien i Grønland skrive eller læse breve, hvilket var en yderligere hindring for etablering af løbende kon- takt parterne imellem. 229 [3] Mange af de nedsendte handicappede synes således at være blevet »glemt«; mm det er nok også kun tilsyneladende, og den manglende kontakt må i nogen udstrækning tilskrives de oven for nævnte ydre forhold, som gjorde det vanskeligt at opretholde kontakten. Imidlertid må også myndighederne, såvel de grønlandske som de danske,, på- tage sig en ikke uvæsentlig del af skylden for, at der i mange tilfælde ikke har væfet kontakt mellem en handicappet i Danmark og familien i Grønland. Der burde i langt større udstrækning være givet orientering fra institutionerne i Danmark til familien her i Grønland, f. eks. gennem sundhedsvæsenet eller det efterhånden etablerede socialvæsen. Forholdene blev med tiden uaccep- table, og ikke mindst medarbejderne på åndssvageforsorgsinstitutionen »An- dersvænge« i Slagelse begyndte at ar- bejde med deres grønlandske klienters manglende kontakt med deres familie. I begyndelsen af halvfjerdserne gjorde en gruppe forældre i Godthåb Landsfor- eningen »Evnesvages Vel« opmærksom på problemerne, og der blev i forenin- gens regi nedsat et særligt »Grønlands- udvalg«. Besegsre/ser Besøgsrejser havde det været småt med; me£L der blev nu skrevet breve til pårø- rende i Grønland, og der blev fra insti- tutionerne søgt skaffet »erstatningsfami- lier« i Danmark til ferie- og week-end- besøg, så også grønlænderne kunne få kontakt til personer uden for institutio- nerne. I begyndelsen af halvfjerdserne blev der åbnet mulighed for besøgsrejser 230 i større antal, både rejser til Grønland for de handicappede og rejser til Dan- mark for de pårørende. Bevillingerne strakte ikke til at give rejser til alle klienterne, og der måtte derfor ske en udvælgelse, hvorfor der stadig kunne være lang tid mellem den enkelte handi- cappedes kontakt til sin familie. I starten kom de besøgende enkeltvis og på alle tider af året, men for nogle år _siden satte man besøgsrejserne til »An- dersvænge« i system, således at forældre qg eventuelle andre pårørende kom på besøg i grupper, hvorved de fik mulig- hed for at være sammen med andre for- ældre, der var i samme situation som de selv med et handicappet barn eller anden pårørende anbragt under særfor- sorg i Danmark. Den praktiske tilrette- læggelse af rejserne blev - og bliver stadig til en vis grad — forestået af et dengang selvbestaltet besøgsudvalg, hvori der sidder repræsentanter fra »An- dersvænge« og andre institutioner under denne centralinstitution, fra »Evnesva- ges Vel's Grønlandsudvalg« og fra Mi- nisteriet for Grønlands rådgivningsafde- ling (nu Grønlands Hjemmestyres Dan- markskontpr). ____Indtil 1. januar 1980 har udgifterne til ;,besøgsrejser, såvel de handicappedes rej- ser til Grønland som de pårørendes rejser til Danmark, været afholdt af den danske stat. Imidlertid er der i de senere år yderligere blevet bevilget ikke så få rejser af de grønlandske kommuner, fordi man herfra ønskede at medvirke til at skabe bedre kontakt mellem en i Dan- mark anbragt handicappet og dennes familie i Grønland. Endvidere har So- cialdirektoratet, den centrale sociale [4] / begyndelsen af halvfjerdserne blev der åbnet muligbed for besøgsrejser i stem antal, både rejser til Grenland for de handicappede og rejser til Danmark for de pårørende. Fot.: Mogens S. Koch. myndighed i Grønland, i de senere år bevilget et særligt beløb til udgifter til specielle arrangementer i forbindelse med grupperejser for pårørende. Rejser til pårørende ydes kun, såfremt den i Danmark anbragte handicappede ikke er i stand til at rejse til Grønland med ledsager, normalt fra den institu- tion, hvor den pågældende er anbragt. Også de handicappedes rejser til Grøn- land arrangeres i videst mulig udstræk- ning som grupperejser. I de sidste år før særforsorgens udlæg- ning var der således blevet etableret en nogenlunde rimelig mulighed for kon- takt, dog var der stadig ikke nogen egentlig tilbagevendende ret til regel- mæssige årlige besøgsrejser. Der kunne fra institutionernes side ydes det antal rejser, der var givet bevilling til fra den danske stat (socialstyrelsen), hvortil kom det antal rejser, der herudover blev bevilget af de grønlandske socialudvalg. Den centrale Kontaktgruppe I løbet af tresserne blev der etableret et egentligt socialt administrationsapparat i Grønland, i starten under landshøv- dingeembedet og kæmnervæsenet, men stadig uden særlig mange ressourcer til at varetage de handicappedes særlige behov. Ansvaret for forsorgen for de handicappede lå dels hos sundhedsvæ- senet og skolevæsenet, der forblev stats- lige instanser, dels hos det centrale so- cialvæsen, der blev overført fra lands- høvdingeembedet til daværende Grøn- lands Landsråd pr. l. januar 1968. Der har naturligvis stedse været tale om et samarbejde mellem de tre instan- 231 [5] ser om de handicappedes problemer; men efter udskillelsen af socialvæsenet skete der en egentlig formalisering af satsarbejdet ved »Aftalen af 1. maj 1970 mellem landslægeembedet, skoledirek- tørembedet og arbejds- og socialdirekto- ratet i Grønland om nedsættelse af en kontaktgruppe«, Den centrale Kontakt- Formålet med Den centrale Kontakt- gnijppe har været at få tilvejebragt og koordineret foranstaltninger /' Grønland, som på rimelig måde vil kunne dække forekommende behov, som involverede to 'eller tre instanser for så vidt angår bøme- og ungdomsforsorgsproblemer, skoleproblemer, handicappedes proble- met, forslag om revallderingsplaner m. T. Specielt for så vidt angår nedsen- deher til Danmark indeholder aftalen be- stemmelse om, at kontaktgruppen skal høres, hvis der er tale om henvisning til specielle behandlings-, pleje-, undervis- nings- eller oplæringsmuligheder i Dan- mark. Endvidere indeholder aftalen bestemmelse om, at genetablering i Grønland efter behandling m. v. under den danske særforsorg skal forelægges kontaktgruppen . Alle sager vedrørende nedsendelse eller hjemtagelse af handicappede grøn- lændere har således siden kontaktgrup- peris oprettelse passeret denne. Tidligere skete nedsendelser til f. eks. særforsorg ofte udelukkende på sundhedsvæsenets foranledning. Rådgivnings- og visitationsgruppen i Danmark Spørgsmålet om optagelse under den danske særforsorg var imidlertid ikke 232 afgjort med en indstilling fra Den cen- trale Kontaktgruppe. Efter behandling af sagen blev denne sendt til Ministeriet for Grønland og forelagt den såkaldte rådgivnings- og visitationsgruppe, som var et særligt sagkyndigt team med re- præsentanter fra såvel Ministeriet for Grønland som fra socialstyrelsen og de Torskellige særforsorgsgrene. Det løbende ansvar for de klienter, som herefter er blevet anbragt i Dan- mark, har ligget hos den danske særfor- sorg (socialstyrelsen) med rådgivnings- afdelingen i Ministeriet for Grønland som kontaktled til Grønland. Sarligt om åndssvage Blandt handicapgrupperne indtager de åndssvage en særlig plads, væsentligst fordi det talmæssigt er langt den største gruppe; men også fordi det var inden for åndssyageområdet, man først for- søgte at etablere foranstaltninger med henblik på forbliven i Grønland. Dette skete i forbindelse med opbyggelsen af en skolepsykologisk rådgivningstjeneste og etablering af specialundervisning i den grønlandske folkeskole. Dette samt samarbejdet med »Andersvænge« om- kring det såkaldte »Projekt 171« er nær- mere beskrevet i et andet afsnit i dette temanummer, hvorfor her alene skal nævnes, at integrationspolitikken i folke- skolen altså startede i Grønland lang tid før det skete i Danmark. På tilsvarende måde har socialvæsenet I udstrakt grad integreret de handicap- pede i dag- og døgninstitutionerne i Grønland. Kun for de åndssvage er der etableret egentlige specialinstitutioner, også fortrinsvis begrundet i det store <•'-£». ^i.préfc- [6] Det beskyttede pensionat i Ilutissat/Jakobshavn. antal. Socialdirektoratet driver et optræ- ningshjem »Aaqa« i Nuuk/Godthåb og har sidste år taget et beskyttet pensionat med tilhørende beskyttet værksted i brug i Ilulissat/Jakobshavn. På de fleste af de almindelige døgninstitutioner for børn og unge er optaget åndssvage børn og unge, ligesom der enkelte steder er optaget andre handicappede. Også handicapforsorg på døgninstitu- tionerne i Grønland er beskrevet i et særligt afsnit i dette temanummer. Det skal tilføjes, at skolevæsenet i 1979 tog en kostskole for psykisk udvik- lingshæmmede, »Elisibannguup Atuar- fia« i Maniitsoq/Sukkertoppen i brug, også denne er omtalt andetsteds i dette temanummer. I Grønland er der — som i Danmark — mange familier, som ønsker at beholde deres åndssvage barn hos sig. Så vidt dette har været muligt, har man søgt at hjælpe familien til at beholde barnet eller den unge i hjemmet. Der har været be- vilget støtteperson i enkelte tilfælde, eventuelt både til at være nogle timer i hjemmet og i en daginstitution. Lige- ledes har der i en del tilfælde været ydet plejevederlag, oftest halvt vederlag, til forældre, som har beholdt deres ånds- svage barn i hjemmet. Nedsendelser til Danmark af ånds- svage er fortrinsvis sket til centralinsti- tutionen »Andersvænge«. Vestsjællands Amtskommune har fortsat modtagepligt for åndssvage grøn- lændere, og man har i tidens løb søgt at samle grønlænderne der, idet der så var større mulighed for at etablere noget, der kan være lidt erstatning for hjem- stedet i form af et »grønlandsk miljø«. Naturen og familien kan naturligvis ikke flyttes; men der er ansat enkelte grøn- landsksprogede pædagoger, så der kan arbejdes med det grønlandske sprog, ligesom der også nemmere kan serveres f. eks. grønlandsk mad engang imellem. Sarligt om døve Når det drejer sig om døve, har de grøn- landske myndigheder samarbejdet med »Fredericiaskolen« for så vidt angår 233 [7] Deltogen i kursus for hørehæmmede bgrn og deres familie. Sisimiut/Holsteinsborg, september 1980. Foi.: AMOS Frederiksen. døve og tunghøre børn og med »Institu- tionen for unge og voksne døve og svært tunghøre« i Herlev for så vidt angtr de voksne. ft>r en del døve og tunghøres ved- kommende har en nedsendelse til Dan- mark været en midlertidig foranstaltning med henblik på optræning i brugen af høreapparat eller for at lære tegnsprog. Der har tidligere været nedsendt døve til Danmark til længere varende ophold, og der har for disse været store proble- mef forbundet med at vende tilbage til hjemsted og familie i Grønland, fortrins- vis på grund af det af opholdet følgende manglende kendskab til det grønlandske sprdg. Hvis en døv i Danmark har lært mundaflæsning, har det været det danske sprog, og tegnsprog forstås ikke af fami- lie og bekendte, medmindre disse har fået mulighed for at tilegne sig dette. Erfaringerne med døve har specielt påvist, at de døve og svært tunghøre er 234 ._ den handicapgruppe, der synes at få flest _ psykiske problemer ved tilbagevenden til det grønlandske samfund efter et ophold i Danmark, fordi de ikke kan kommunikere med deres omgivelser i Grønland. Derfor er der søgt etableret særlige ordninger for døve og tunghøre grønlændere i de senere år. Drejer det sig om børn og unge, som skal optrænes i tegnsprog, tilbydes for- ældre og søskende samtidig undervis- ning i tegnsprog, og ophold uden for hjemstedet søges gjort så korte som mu- ligt. Der vælges hellere flere korte ophold end ét langt på institutioner i Danmark. Klienterne følges nøje fra døveinstitutionernes side, og skolevæ- senet i Grønland søger at yde en særlig indsats på området, så også de døve og tunghøre børn og unge kan optages i den grønlandske folkeskole. Et særligt »døvemiljø« blev for nogle få år siden etableret i Sisimiut/Hol- [8] steinsborg, idet der var flere nogenlunde jævnaldrende døve børn fra denne by samtidig, hvortil kom nogle børn, som måtte anbringes på en døgninstitution. På børnehjemmet i Sisimiut og på en af skolerne i byen blev der så iværksat spe- cialundervisning og optræning for den- ne lille gruppe døve og svært tunghøre børn. Indtil nu må det siges at forløbe godt, og det vigtigste for de pågældende selv, nemlig at de får optræning og undervisning, samtidig med at de kan blive boende i deres eget land, er opnået. Der er ved etableringen af dette døve- miljø sket en koncentration af en særlig gruppe handicappede, og enkelte af bør- nene er blevet flyttet fra deres hjemsted; men det synes alligevel at være en bety- delig bedre løsning for dem end en ned- sendelse til Danmark. Hvorvidt der andre steder vil blive etableret lignende specielle miljøer er det vanskeligt at sige nu; men det skal dog nævnes, at der i Grønland ikke er noget særligt stort ønske om at samle de forskellige grup- per af handicappede på enkelte lokali- teter, tværtimod ønsker man i videst muligt omfang at give dem mulighed for at forblive hos deres egen familie. Der ydes konsulentbistand fra danske specialinstitutioner til såvel de døve og svært tunghøre, som har været i Dan- mark, som til de, der altid har boet i Grønland, samt til de instanser, som har med de pågældende at gøre i det daglige. Særligt om blinde I forsorgen for blinde samarbejder de grønlandske myndigheder fortrinsvis med Refsnæsskolen ved Kalundborg. Der er kun få blinde børn og unge i Grønland, men en del ældre blinde- blevne. Kun få blinde har været sendt til Danmark til blivende ophold, og for de nedsendte gælder stort set, at blindheden kun har været ét handicap, således at der tillige har været tale om også psykiske eller andre fysiske handicaps. Blindeforsorgen under den danske særforsorg har, ligesom døveforsorgen, ydet konsulentbistand til blinde i Grøn- land, og der har været ydet hjælpemidler, herunder f. eks. også båndoptagere, til blinde grønlændere på lige fod med ydelser til blinde i Danmark. Der er i de senere år blevet bedre og bedre mulighed for at yde hjælp efter de grønlandske sociale vedtægter til blinde i form af f. eks. hjemmehjælp eller hjælpe- midler. En del blinde ældre optages på alderdomshjem eller på sygehusenes plejeafdelinger, hvor mere plejekrævende ældre må anbringes. Særligt om fysisk handicappede De fysisk handicappede kan have spe- cielt svært ved at færdes i Grønland, hvor terrænforholdene normalt er noget vanskeligere end det danske for en køre- stolsklient. Af denne grund er nogle handicappede forblevet i Danmark efter et behandlingsophold, eller den pågæl- dende har selv anmodet om at komme tilbage til Danmark, fordi vedkom- mende har følt sig for »indelukket« i det grønlandske samfund med de vanskelige terrænforhold. Det drejer sig fortrinsvis om voksne, som efter ulykkestilfælde eller på grund af sygdom er blevet bevæ- gelseshæmmede, og som har været i Danmark på hospitalsophold og efter- følgende optræning gennem lang tid. 235 [9] Der søges dog gjort meget for at de bevægelseshæmmede kan bo under ri- melige forhold i Grønland, eksempelvis ved boligændringer, flytning til mere ad- garigsvenlig bolig, ydelse af kørestol, der kan holde til det vanskeligere terræn m. v., og det er da også lykkedes for nogen at falde til igen i det grønlandske samfund efter som handicappet at have tilbragt en længere periode i Danmark. De børn, der for år tilbage fødtes med bevægelseshandicap, blev oftere henvist tfl mere permanent ophold på danske institutioner, eksempelvis Tiår »Geels- gård Kostskole« været benyttet en del, mefr også andre institutioner under den tidligere danske vanføreforsorg har modtaget handicappede grønlændere. For en del fysisk handicappede gælder iøvfigt, at de pågældende ofte også har andre handicaps, f. eks. er en del tillige åndssvage, og denne gruppe har der nok været størst tilbøjelighed til at nedsende til åndssvageforsorg i Danmark. Samme udvikling som for andre han- dicapområder gør sig gældende på dette, således at også flere og flere fysiske handicappede forbliver i Grønland og kun nedsendes til kortere varende be- handlings- og optræningsophold. Andre grupper Andre grupper af handicappede er f. eks. epileptikere, hvor der har været tale om ophold på kolonien »Filadelfia« i Dianalund, eventuelt optagelse under åndssvageforsorgen, idet epilepsi ofte følger med åndssvaghed. Psykiatriske klienter medtages under- tiden under handicapforsorg. Når det drejer sig om den psykiatriske hospitals- 236 behandling, så er denne for Grønlands vedkommende henlagt til sundhedsvæ- senet, og der henvises derfor til særligt indlæg herom i dette temanummer. De varigt sindslidende henhørte før særforsorgens udlægning tillige direkte under den danske stat og dennes sinds- sygeforsorg. Enkelte varigt sindslidende grønlændere har gennem mange år været optaget på specialplejehjem i Dan- mark og kan næppe vende tilbage til Grønland for at bo her. Økonomisk ansvar Indtil den 1. januar 1980 blev udgifterne til særforsorg i Danmark afholdt fuldt ud af den danske stat, mens alle udgifter til foranstaltninger i Grønland har været afholdt af de grønlandske myndigheder. Ved at sende en handicappet til Dan- mark har det således været muligt at spare en del udgifter, idet det økonomi- ske ansvar ved en nedsendelse overgik til den danske særforsorg. Disse beta- lingsregler kunne måske medvirke til, at der skete flere nedsendelser end egentlig nødvendigt af behandlingsmæssige og optræningsmæssige hensyn. Imidlertid har det næppe været tilfældet de seneste godt 10 år, og bl. a. oprettelsen af Den jjoiciale Kontaktgruppe, som skal be- handle alle sager om nedsendelse, har været med til at bremse en for uhæmmet nedsendelse. Der har i Grønland været stor opbak- ning til ønsket om at beholde de handi- cappede i deres eget miljø, også selv om det har kostet penge for de offentlige grønlandske kasser. Siden slutningen af tresserne er der sket en grundig sags- behandling, før beslutning om anbrin- [10] Trods gangbesvær kan man godt gå på jagttur ijjeldet, Fot.:IbFoUin. gelse på særforsorgsinstitution i Dan- mark er blevet truffet. Det vil næppe være forkert at påstå, at ønsket om at spare udgifter aldrig har ligget til grund for en beslutning om nedsendelse, men at det altid har været manglende mulig- heder for hjælp til den pågældende i Grønland, som har bevirket nedsendel- sen. Hertil skal føjes, at der fra de grøn- landske kommuners side altid har været stor vilje til at: bevilge rejser til de i Dan- mark anbragte eller til disses pårørende i Grønland, når der har været givet afslag på besøgsfrirejse fra den danske særfor- sorg. De grønlandske kasser har således haft ikke ubetydelige udgifter på handi- cappede, som har været nedsendt til for- sorg i Danmark. Efter 1. januar 1980- særforsorgens udlægning Særforsorgens udlægning, der var et led i den danske socialreform i halvfjerdser- ne, betød for Grønland, at ansvaret for særforsorgsklienter overgik fra den dan- ske stat til Grønlands Hjemmestyre. Ud- lægningen omfattede i princippet kun de i Danmark anbragte, idet de handicap- pede i Grønland altid har været omfattet af bistandsreglerne i Grønland, uaf- hængigt af den danske særforsorg, bort- set dog fra konsulentbistand og obser- vations- eller behandlingsophold på de danske særforsorgsinstitutioner. Bistanden til handicappede har hidtil været ydet i Grønland efter de alminde- lige sociale vedtægter, og der har således kun været tale om få specielle bistands- regler for handicapgrupperne. I forbin- delse med særforsorgens udlægning var der behov for fastsættelse af regler om forsorgen for de handicappede, som anses for hjemmehørende i Grønland, altså både de i Grønland boende og de i Danmark anbragte. lovgrundlag efter 1. januar 1980 Grønlands Landsting har ved landstings- forordning nr. 9 af 15. oktober 1979 fastsat bestemmelser om, at Grønlands Hjem- mestyre varetager forsorgen for perso- ner, der på grund af vidtgående fysiske eller psykiske handicap har et særligt behov for omsorg og hjælpeforanstalt- ninger. Med hjemmel i landstingsforordnin- gen har landsstyremedlemmet for so- ciale anliggender udsendt et cirkulære til nærmere udfyldning af forordningen, 237 [11] Ivrig opmærksomhed om et indslagpå arbejdsseminaret, Julianehåb 1980 Fot.: Ib Follin. SD-cirkulære nr, 136 af 18. december 1979. Landstingsforordningen er udformet som en rammelov, hvorefter cirkulæret indeholder de mere detaljerede regler om forsorgen. Ansvaret for forsorgen og den (laglige sagsbehandling Mens der i Danmark i forbindelse med udlægningen skete en decentralisering af ansvaret for personer med vidtgående fysiske og psykiske handicaps, valgte man*1! Grønland at centralisere ansvaret. Det er således den centrale sociale myn- dighed i Grønland, Socialdirektoratet, sonrhar ansvaret for forsorgen. De grønlandske kommuner er imid- lertid medinddraget som et meget vig- tigt led i den daglige sagsbehandling, fordi de kommunale forvaltninger har et betydeligt større kendskab til den en- kelte handicappede og dennes forhold, end Socialdirektoratet har. Dette gælder naturligvis fortrinsvis for de i Grønland 238 boende handicappede. Det er dog tillige af afj^rende betydning at få en kommu- ,nes indstilling frem, når der undtagelses- vis er tale om nedsendelse til forsorg i JDajnmark, jarnt selvfølgelig i sager ved- SøjKnde hjemtagelse fra Danmark, idet det er på den handicappedes hjemsted, man skal finde ressourcerne til even- tuelle nødvendige støtteforanstaltninger. Varetagelsen af den daglige sagsbe- handling sker i Socialdirektoratets for- sorgsafdeling, men altså i nært samar- bejde med de enkelte kommuners sociale forvaltninger. Desuden sker behandlin- gen af sagerne i samarbejde med skole- væsenet og sundhedsvæsenet, hvor der er behov for dette. Centralt sker der behandling i for- sorgsafdelingens såkaldte »personsags- gruppe-PSG«, som supplerer sig med lægekonsulent fra landslægeembedet i det omfang, det skønnes nødvendigt. Denne gruppe kan derefter forelægge de mere komplicerede sager samt sager, [12] hvor der er behov for en mere koordi- neret indsats med bistand fra skolevæsen og sundhedsvæsen f. eks., for den foran omtalte centrale kontaktgruppe. Socialdirektoratet har ansvaret for forsorgen for såvel de i Grønland bo- ende vidtgående handicappede som for de i Danmark anbragte. Med hensyn til de i Danmark anbragte handicappede samarbejdes der med de danske kommu- ner og amtskommuner via rådgivnings- afdelingen i Grønlands Hjemmestyres Danmarkskontor, men det formelle ansvar og bevillingskompetencen er henlagt til Socialdirektoratet i Grønland. Personkredsen Landstingsforordning nr. 9 og SD-cirku- lære nr. 136 retter sig mod personer med vidtgående fysiske eller psykiske handicaps. Personkredsen er tænkt af- grænset således, at de, som kan være be- rettiget til støtteforanstaltninger efter de særlige regler, skal være personer, som tidligere kunne optages under den stats- lige danske særforsorg. Dette har — som ventet — medført en række afgræns- ningssager. Tvivlsspørgsmål søges i før- ste række afklaret af Socialdirektoratet i samarbejde med lægekonsulenten, even- tuelt også på baggrund af forelæggelse i Den centrale Kontaktgruppe. Klager over Socialdirektoratets afslag om at anerkende en person som væ- rende vidtgående handicappet, og der- med berettiget til de særlige støttetilbud, kan af den pågældende selv eller af den eller de, som handler på dennes vegne, indbringes for Det sociale Ankenævn i Grønland. Ankesager kan således ind- bringes af f. eks. familiemedlemmer, af kommunernes sociale forvaltninger eller af pågældendes læge. Særligt omkring ansøgning om støtte efter handicapforsorgsreglerne skal an- føres, at anmodning om iværksættelse, ændring eller ophør af hjælpeforanstalt- ninger kan fremsættes over for Social- direktoratet af såvel den pågældende selv, af personer eller institutioner, som har ansvaret for, eller som rent faktisk varetager forsorgen for den pågældende samt af offentlige myndigheder og insti- tutioner. Adgangen til forsorgsforan- staltningerne er således søgt gjort så uformel som det er muligt af hensyn til, at ingen skal kunne blive oversete. So- cialdirektoratet er således forpligtet til at undersøge og behandle enhver henven- delse, uanset hvorfra denne kommer, om det er et socialudvalg, en læge, en sund- hedsplejerske, en skolelærer eller den på- gældende selv eller dennes pårørende. Socialdirektoratet registrerer løbende, hvilke klienter der anses som værende vidtgående handicappede, og hvilke for- anstaltninger, der er taget i brug for at støtte og hjælpe de pågældende. Den 1. april 1981 er der registreret ialt 289 per- soner som værende vidtgående handi- cappede og dermed berettiget til støtte- foranstaltninger efter de særlige regler herfor. Af disse 289 personer bor de 126 i Grønland, mens der er 163 anbragt i Danmark. En sammenligning med tidligere op- gørelser over anbragte i Danmark har ikke værdi, idet der ikke anvendes sam- me kriterier for registreringen som tid- ligere. Totaltallet for de i Danmark an- bragte pr. 1. april 1981 omfatter til eksempel også 24 psykiatriske klienter, 239 [13] optaget på danske amtskommunale insti- tutioner eller i familiepleje med henblik på psykiatrisk efterbehandling, idet så- danne ophold ikke kan dækkes fra det statslige grønlandske sundhedsvæsen. For så vidt angår åndssvage skal nævnes, at der pr. 1. april 1981 er anbragt ialt 108 i Danmark, heraf nogle enkelte på kortere varende observations- og træ- ningfophold, og dette tal viser en klart faldende tendens i forhold til for blot 4—5 år siden. Vedrørende antallet af handicappede, der bor i Grønland, skal anføres, at der alene er tale om personer, som er anset vidtgående handicappede. Derfor er f. eks. skolevæsenets tal for elever med behov for specialundervisning noget større, og der er optaget klienter på såvel de sociale specialinstitutioner »Aaqa« i Nuuk/Godthåb og Det beskyt- tede Pensionat og Værksted i Ilulissat/ Jakobshavn som på skolevæsenets kost- skole for psykisk udviklingshæmmede »Elisibannguup Atuarfia« i Maniitsoq/ Sukkertoppen, som ikke er med i total- tallet, fordi de ikke anses som værende vidtgående handicappede. Her modtager alle elever dog vidtgående specialunder- visning. Endvidere skal for så vidt angår opgørelsen af de i Grønland boende vidtgående handicappede tages forbe- hold, idet der på optællingstidspunktet endnu er en række afgrænsningssager, som ikke er endeligt afklarede. Nogle forhåndsregistrerede vil formentlig ud- gå, mens andre vil komme til, efter- hånden som afgrænsningsproblemerne afklares. Specielt skal nævnes, at der for tiden arbejdes meget med de særlige af- grænsningsproblemer for så vidt angår 240 ældre handicappede, idet fortrinsvis aldersbetingede svækkelser ikke giver ret til støtte efter handicapreglerne, hvorfor der i så tilfælde skal henvises til støtte som personligt tillæg til aldersrente, altså en behovsvurderet ydelse, der skal afhol- des af den enkelte kommune. Bistandstilbudene Som grundlag for de bistandstilbud og muligheder, der gives de handicappede, ligger de pgså forud for særforsorgens udlægning eksisterende muligheder. Væ- sentligste ændring for de i Grønland boende vidtgående handicappede er, at bistand efter de særlige regler for for- sorg og omsorg for vidtgående handi- cappede er helt uafhængig af indkomst- og formueforhold. Før 1. januar 1980 var hjælpen på en række områder f. eks. ved ydelse af plejevederlag, afhængig af en økonomisk behovsvurdering, mens derimod hjælpemidler blev ydet uden økonomisk vurdering, men alene be- grundet i nødvendigheden af hjælpemid- let til den pågældende. Betingelserne for at kunne modtage hjælp efter landstingsforordningen og SD-cirkulære nr. 136 er: 1) at den pågældende har et vidt- gående fysisk eller psykisk handi- cap, og 2) at følgerne af handicappet kan på- regnes mildnet eller afhjulpet gen- nem særlig omsorg og/eller støtte- foranstaltninger. Når disse to betingelser er opfyldt, er der iøvrigt ikke begrænsninger i de støttemuligheder, der kan tages i brug, bortset fra, at det lokalt kan vise sig at være umuligt at iværksætte den pågæl- -j 7__,ii,.,, atfeii [14] dende støtte. I sådanne tilfælde kan der blive tale om at tilbyde institutions- anbringelse, fortrinsvis andre steder i Grønland, og eventuelt i Danmark, så- fremt et tilfredsstillende tilbud ikke kan etableres i Grønland. Specielt for så vidt angår de i Dan- mark anbragte handicappede skal der henvises til det foran anførte om forsor- gen før 1. januar 1980. Det grønlandske socialvæsen udøver fortsat forsorgen for de i Danmark anbragte ved samarbejde med de danske myndigheder. Nu samar- bejdes der med danske amtskommuner og kommuner i stedet for som før med socialstyrelsen. Rådgivningsafdelingen i Ministeriet for Grønland er pr. l. januar 1981 overført til Hjemmestyrets Dan- markskontor, men udøver stort set sam- me funktioner som før, blot nu i samar- bejde med amtskommunernes social- centre og primærkommunernes social- væsen. Spørgsmål om eventuel anbringelse til kortvarig eller mere permanent forsorg i Danmark behandles i Socialdirektoratet, og som tidligere sker visitationen efter forelæggelse for Den centrale Kontakt- gruppe. Dette gælder ligeledes sager vedrørende hjemtagelse til Grønland af personer, som har været anbragt i Dan- mark. Når en person er visiteret til anbrin- gelse i Danmark, sendes sagen til rådgiv- ningsafdelingen i Danmarkskontoret, som herefter forelægger spørgsmålet for visitationsteamet i den forventede mod- tagende amtskommune. Grønlands Hjemmestyre har overens- komst om modtagepligt med Vestsjæl- lands Amtskommune, og der arbejdes i øjeblikket på en overenskomst med Vejle Amtskommune. Vestsjællands Amtskommune skal fortrinsvis modtage åndssvage grønlændere, og for Vejle Amtskommunes vedkommende drejer det sig fortrinsvis om døve og tunghøre børn og unge. Der kan endvidere træffes aftaler med andre amtskommuner, så- fremt der bliver behov herfor. De nær- mere regler om de danske amtskommu- ners modtagepligt fremgår af Social- ministeriets cirkulære nr. 324 af 27. juni 1979 om pligt til at modtage grønlæn- dere på bistandslovens institutioner under amtskommunerne for personer med vidtgående fysiske eller psykiske handicap. Bistandstilbudene til de i Grønland bosiddende vidtgående handicappede fremgår af SD-cirkulære nr. 136. Blandt mulighederne skal nævnes ydelse af plejevederlag til forældre, familiepleje- anbringelse, hjælp til anskaffelse af hjælpemidler, særlig indretning af bolig, ydelse af hjemmehjælp og optagelse på daginstitution eller døgninstitution. De i cirkulæret opremsede foranstaltninger er ikke tænkt som udtømmende, idet det samtidig er bestemt, at enhver rimelig og hensigtsmæssig foranstaltning kan bevilges, såfremt de foran anførte to be- tingelser er opfyldt. Således skal en støtteforanstaltning anses at kunne mildne eller afhjælpe følgerne af pågæl- dendes handicap. Der er derudover ikke nogen begrænsninger for, hvilke støtte- foranstaltninger der kan bevilges, så- fremt muligheden for at anvende den pågældende foranstaltning er tilstede. Der er i ikke så få tilfælde bevilget plejevederlag af varierende størrelser til 241 [15] Vidtgående handicappede anbragt i Danmark pr. 1. april 1981 ~ ' Anbragte ialt Fys. Psykiatr. Åndssv. Blinde Døve Andre Ikke institutionsanbragte 19 6 6 2 4 1 Åndersvænge 84 2 2 83 1 1 Attetuphøj 1 1 Barnets Hus, Frb. Amt 3 1 2 Blindeinstituttet 2 2 »Bytoften«, Herning 2 1 1 Elevhj. II, Hillerød 1 1 Geelsgård Kostskole 2 2 Gudrundsminde 7 7 Hjemmet for døve, Nærum 1 1 Hjemmet for døve, Gladsaxe 1 1 Jonstrupvang 2 2 Kassassuk -6 1 5 GL Kalvehave S -: 2 2 Københavns Amtskommune 7 4 1 3 1 Nislevgård 1 1 Nordjyllands Amtskommune 2 1 1 Nyborgskolen "2 2 Pilehuset 1 1 Psykjilejehjem, Stege 3 3 ReEsnjesskolen 2 2 Set Hans Hospital 1 1 1 Storstrøms Amtskommune 4 1 3 Strandberg 1 " 1 Vordingborg 4 ' 4 Viborg Amtskommune 1 1 Østerskoven 1 1 lait 163 21 24 108 7 9 2 forældre, som beholder deres handicap- pede barn eller unge i hjemmet. Der er bevilget en række støttepersoner, såvel til at støtte i hjemmet som på dag- eller døgninstitution. Der ydes alle mulige til- gængelige hjælpemidler, herunder også båndoptagere til blinde. Socialdirektora- tet har et nært samarbejde med ergo- og fysioterapeuterne på Dronning Ingrids Hospital i forbindelse med behandlingen af sager vedrørende hjælpemidler. 242 [16] Vidtgående handicappede i Grønland pr. 1. april 1981 Kommune Institution Registr. Reg. ialt Fys. Psykiatr. Åndssv. Døv Blind Andre Qaqortoq/ Julianehåb Børnehjemmet 11 1 12 4 2 1 3 3 Narssaq 5 5 3 2 Paamiut/ Frederikshåb 7 7 6 1 1 1 Nuuk/ Godthåb »Aaqa« 22 6 28 10 2 4 3 2 5 3 2 Maniitsoq/ Sukkertoppen Elisibannguup Børnehjemmet 4 3 3 10 2 1 1 2 2 1 1 Sisimiut/ Holsteinsborg Gertrud Rask's Minde 9 6 15 5 1 2 1 2 4 1 Kangatsiaq 1 1 1 Aasiaat/ Egedesminde 3 3 2 1 Qasigiannguit/ Christianshåb 16 16 6 3 2 6 Ilulissat/ Jakobshavn Børnehjemmet Det beskyttede Pensionat 7 3 7 17 1 1 1 1 1 2 5 3 2 Uummannaq 4 4 4 Upernavik 3 3 1 2 Illoqqoortoormiut/ Scoresbysund 1 1 1 Tasiilap/ Angmarssalik Børnehjemmet 4 4 1 3 1 lait 126 126 46 14 27 24 21 3 Heraf i eget hjem: 93 På special døgninstitution: 16 På almindelig døgninstitution: 17 / oversigten over registrerede vidtgående handicappede, samt hvor de pågældende bor eller opholdt sig pr. 1. april 1981, er enkelte personer medtaget under to handicapgrupper,/, eks. som blind og som åndssvag, hvorfor en sammentælling ikke stemmer med totaltallet. Der kan bevilges hel eller delvis ned- sættelse af motorafgiften til en bil, så- fremt den handicappede af fortrinsvis erhvervsmæssige årsager har behov for at råde over et køretøj. Der er i en del situationer bevilget taxatransport, når der er behov herfor til arbejdspladsen, til undervisningssted eller til daginstitu- tion. 243 [17] Afsluttende bemærkninger Socialdirektoratet i Grønland har nu i knap 2 år haft ansvaret for forsorgen for de vidtgående handicappede, uanset om disse bor fast i Grønland, eller de af de grønlandske myndigheder er nedsendt til forsorg i Danmark. I løbet af denne periode har det vist sig, at mange ting kan gøres bedre, og der pågår derfor til stadighed drøftelser og overvejelser om regélsættene. Også den af landsstyre- medlemmet for sociale anliggender i for- året 1980 nedsatte socialreformkommis- sion har beskæftiget sig med forsorgen for handicappede med henblik på frem- sættelse af eventuelle ændringsforslag. Om målsætningerne og de foreløbige overvejelser om ændringer inden for handicapforsorgsområdet skal iøvrigt henvises til indlægget fra landsstyre- medlem Moses Olsen i dette tema- nummer. Vedrørende socialreformkommissio- nens overvejelser på området henvises til den betænkning, som afleveres i efter- året 1981. Afslutningsvis kan tilføjes, at der nu tillige synes at ske noget på handicap- foreningsområdet. Således har en række lokale vanføreforeninger i sommeren 1981 oprettet en grønlandsk landsfor- ening, og andre foreninger følger even- tuelt efter. Hfretfaning i aritkulationstimen. Holsteinsbon. Fot,: Aksel Andersen., -.- J^'SS^ -____• ~ -> * - "-l-J^-___ _-]ji_ 3JS-" :,,~ 4fffer