[1]
Om at være bevægelses-
handicappet i Grønland
Af Anthon Petersen, kontormedhjælper
på kommunekontoret i Qasigiannguit/Christianshåb
Jeg er født i bygden Avannarllit i 1938.
Da jeg var 3 år, druknede min far. Han
forulykkede i sin kajak sammen med 2
andre. Et par år senere flyttede vi så til
Claushavn, hvor min mor mødte den
mand, som hun senere giftede sig med.
Han kom fra bygden Ikamiut, og vi flyt-
tede alle sammen dertil, da jeg var 8 år.
Jeg gik i skole i Ikamiut og regnede
med, at jeg skulle have været fisker og
fanger — det var min fremtid. Men i juli
1953 blev jeg ramt af polio. Jeg var da
14 år. Vi, der var syge, blev overflyttet
til Egedesminde, hvor skolen blev brugt
som sygehus, og i september blev alle
polio-ramte fra Grønland samlet sendt
til Danmark. Vi sejlede med den gamle
»Disko«. Jeg blev indlagt på Blegdams-
hospitalet i København. Jeg kunne kun
få danske ord, men var så heldig at ligge
på stue sammen med min fætter, som
havde været på efterskole i Egedes-
minde. Han kunne snakke dansk og
oversatte for mig. Jeg var totalt lammet,
men kunne dog snakke.
Efter 1/2 år blev jeg sendt til Horn-
bæk Kurbad, hvor jeg blev behandlet
med elektriske stød. Det var hårdt, men
det skulle jo hjælpe. Der blev også gjort
gymnastik med mig, så efter l år var jeg
så meget bedre, at jeg kom på Vanføre-
hjemmet i København. Der var jeg i 3
år. Jeg lærte at strikke på maskine der.
Så kom jeg på plejehjem i Lyngby i et
års tid.
Jeg ville gerne tilbage til Grønland, og
fik lov at komme herop på prøve i 1/2
år. Jeg havde problemer med vejrtræk-
ningen, og man var ikke sikker på, at jeg
ville kunne klare mig. Jeg kom hjem til
mine forældre i Ikamiut og var der i
10 år.
Jeg var glad for at komme hjem, men
det var lidt kedeligt. Jeg havde jo ingen
arbejde. Jeg strikkede lidt, men det gik
ikke godt. Der var jo ingen til at hjælpe.
Det var ikke bare det at strikke, men det
skal jo også bagefter stryges og sys. Så
jeg holdt op.
Jeg boede hos mine forældre. De har
et lille hus. Vi er kun 2 børn. Det var
svært at færdes i terrænet. Da jeg kom,
kunne jeg gå lidt, men jeg levede for
godt og tog så meget på, at benene ikke
mere kunne bære mig. Så jeg fik rulle-
stol. Jeg havde også en 3-hjulet cykel.
247
[2]
Jeg var nogenlunde selvhjulpen, men jeg
måtte se i øjnene, at jeg ikke havde no-
gen fremtid i Ikamiut. Så i 1969 flyttede
jeg til Christianshåb. Jeg boede på Alder-
domshjemmet.
Jeg snakkede med kontorlederen ved
KGH og fik arbejde på billetkontoret
den 1.3.1971. Jeg blev hentet og bragt i
bil. Jeg arbejdede der til 30.4.1977, hvor
jeg blev ansat som omstillingsmand på
kommunekontoret. Jeg søgte også bolig
og fik lejlighed i 1977. Jeg boede altså
7—8 år på Alderdomshjemmet. Det var
godt nok, men ikke noget for mig. Jeg
kunne ikke have noget privatliv der.
F. eks. måtte der ikke komme besøgende
efter kl. 21.00.
Jeg bor stadigvæk i min l-værelses lej-
lighed. Den er indrettet, så jeg kan klare
mig "Selv, og jeg har jo efterhånden fået
købt møbler og andre fornødenheder, så
jeg har det hyggeligt. Jeg har 4 timers
hjemmehjælp om ugen til at gøre rent.
Jeg arbejder fuldtids, og når jeg kommer
hjem fra arbejde, skal jeg lave mad og se
fjernsyn. Jeg keder mig ikke. Jeg har mit
fjernsyn, og der kommer venner og spil-
ler kort og dam. Jeg har også nogle ven-
ner, som henter mig engang imellem, så
jeg kommer på besøg. Jeg kendte ikke
ret mange, da jeg kom til Christianshåb,
men^eg lærte mange at kende på billet-
kontoret. Jeg har også en fætter og kusi-
ner ibyen.
Jeg ville jo gerne have været fisker og
fanger, og jeg tænker da også tit på,
hvordan det ville have været; men jeg
har vænnet mig til mit handicap og tæn-
ker ikke over det mere. Jeg har ikke
tænkt på at uddanne mig, for efterhån-
den blev jeg jo så gammel, før jeg kom
igang med noget.
Om sommeren kan jeg køre på min
3-hjulede cykel. Det er dejligt. Det tør
jeg ikke om vinteren. Jeg plejer at holde
sommerferie i Ikamiut. Der er altid dej-
ligt om sommeren med den friske vind
og varmen. Jeg er medlem af en skak-
klub og har vundet 3 pokaler. Desværre
holder den pause i vinter, for der er no-
jjen, som er rejst, og andre arbejder i
skiftehold på fabrikken.
Jeg er meget tilfreds med tilværelsen,
som jeg har det. Jeg ville da gerne have
en lidt større lejlighed med et sove-
værelse, hvis det kunne lade sig gøre;
men ellers klarer jeg mig selv og har ikke
brug for hjælp.
Jeg kunne måske godt tænke mig lidt
mere underholdning i byen, der sker jo
ildke så meget. Jeg kan ikke læse mere
end 5 minutter, så flyder bogstaverne ud
for mig. Men jeg kan se fjernsyn og lå-
ner nogle bånd, hvor der er indtalt
historier.
Hvis jeg skulle ønske noget for de
andre handicappede i byen, skulle det
være, at de skulle bo sammen et sted,
hvor de kunne få hver deres værelse i
stedet for at bo på Alderdomshjemmet.
Så kunne de snakke og alligevel have det
for sig selv. Det er ikke godt at skulle bo
på Alderdomshjemmet, når man ikke er
gammel.
248[3]