[1] En ten fra Håbets Ø — den grønlandske håndten i kulturhistorisk lys Af Hans Christian Gulløv Under Landsmuseets og Nationalmu- seets arkæologiske undersøgelser på Hå- bets Ø dukkede adskillige genstande frem af jorden i de store eskimoiske langhuse ('fælleshuse') fra 1700-tallet. Især påkaldte de europæiske genstande sig arkæologernes opmærksomhed, fordi et af undersøgelsernes formål var at belyse samspillet mellem eskimoisk og europæisk kultur. Disse genstande var oftest umiddelbart iøjnefaldende, idet materialet var jern, kobber, messing, glas, kridt eller keramik. Derfor satte vi heller ikke straks en trækugle i æggeform i forbindelse med noget europæisk, men lod den blive årsag til vilde gætterier indenfor den eskimoiske materielle kul- tur. Men spekulationerne kredsede al- ligevel til slut omkring et eller andet af europæisk oprindelse. Først efter gennemgangen på museet af de tusindvis af hjembragte arkæo- logiske fund kom løsningen. Det var rig- tig nok en genstand af europæisk oprin- delse. Det var tenvægten af en håndten. Som vist på tegningen var den umiddel- bart at sammenligne med en håndten fra Agto, indkøbt af Kaj Birket-Smith i Den fundne hdndten fra den eski- moiske boplads Igdlorpait på sydsiden af Håbets Ø (tv.) og eksemplaret fra Agto indkøbt 1918 (tb.). Den sidste var forsynet med en smule Z-tvunden uld ved kebet. 'Lcengden på Agto tenen er 5 1 cm, heraf er kuglen 8,5 cm. Tenvagten fra Håbets Ø er 9,2 cm lang. 73 [2] Kar/ otw Håbets Ø med bopladsen Igdlorpait og det omtalte eskimoiske langhus (vist med en pil). 1918. Interessant er det, at begge tene er tildannet af ét stykke træ (nåletræ). Tenen fra Håbets Ø er knækket, hvilket i første omgang havde været én af år- sagerne til forvirringen omkring be- stemmelsen. Fæstet for tråden er et bøjet søm og et firkantet benstykke med gen- nemboring. Til styring af tråden rundt om vægten (kuglen) er anbragt tre træ- stifter i Agto eksemplaret og fem kind- tænder af grønlandssæl i Håbets Ø eksemplaret. Blrket-Smith har publiceret tenen fra Agto i Meddelelser om Grønland og skriver hér, at den uden tvivl er introdu- ceret til landet fra Danmark eller Norge. Dette er en naturlig formodning; men en nærmere undersøgelse af tenen fra Håbets Ø viser, at der også er andre og sandsynligere oprindelsesmuligheder samtidig med, at vi får den grønlandske håndten placeret i et 200 årigt kultur- historisk lys. Tenen blev fundet i tomten af et 13 meter langt eskimoisk hus på sydsiden af Håbets Ø i tilknytning til bopladsen Ig- dlorpait. Den lå i vinduesnichen. I samme hus fandtes adskillige genstande af europæisk oprindelse, som placerer det tidsmæssigt til væsentligt efter kolo- nisationen i 1721. Omkring 100 hunde- knogler, hvor mange kranier var iblandt, lå i to store koncentrationer inde i huset. Ud fra fundstedet at dømme ville det være naturligt først at sætte tenen i for- bindelse med Håbets Koloni, da hverken 74 [3] 01 2. 3 4 5M HUSETS OPRINDEU6E INDRE VÆGFORUØB HUSETS VAGFORLØB FØR UD6RAVNINGEN Langhuset med findestedet for tenen indtegnet samt angivelse af knoglekoncentrationer. norrøn inspiration eller indiansk op- rindelse kan komme på tale. Men det er vanskeligt at se nogen som helst mulig- hed for forbindelse med den dansk- norske koloni, fordi denne ikke havde til formål at være selvforsynende og heller ikke i sine regnskaber og forsyningslister kan fremvise noget råmateriale (uld). Få- rene, som i 1723 blev sendt til kolonien, læmmede og døde alle året efter. 32 knoglefragmenter af får er fundet i kolo- nien, og de viser mindst 2 individer. Ingen knogler af lam er fundet. Hermed må Håbets Koloni opgives som kultur- faktor i denne konkrete sammenhæng, hvilket da også svarer til husets relative alder som tidligere anført. Vi må søge andre steder. Husdyr har været holdt ved kolonierne lige siden Egede fik de første dyr sendt op i 1723, skriver Finn Gad i sin grønlandshisto- ries andet bind. Men det bliver en møj- sommelig opgave at finde ud af, hvornår dyrene kom til landet og iøvrigt, om der overhovedet kan tales om en sammen- hængende udnyttelse af husdyr fra nævnte årstal til i dag. Men et står fast. Første gang vi hører om får efter forsøget på Håbets koloni i 1723-24 er, da brødremenigheden ved Ny Herrnhut tilsendes tre får fra Dan- mark. Det er i 1759. David Cranz, der omtaler dette, beretter videre, at to af fårene læmmer med henholdsvis to og tre lam, hvorefter man hvert år kan slagte enkelte stykker. Enkelte er her- efter sendt ned til Lichtenfels (grundlagt 1758), hvor Cranz for året 1765 kan be- rette, at man dér har slagtet 14 dyr af den lille fåreflok og endnu har 15 til- bage. Der hersker ingen tvivl om, at de 75 [4] praktiske herrnhutere har udnyttet ul- den. Cranz noterer, at der godt kan græsse 200 far foran bygningerne ved Ny Herrnhut og derved erstatte rens- dyrene som fødekilde. Men så langt kommer det nu ikke med planerne. Den 3. september 1785 angiver overassistent Raun fra Fiskenæsset til Den kgl. grøn- landske Handels direktører at have mod- taget uld fra brødrene i Lichtenfels. Så langt kan vi komme med historiens hjælp. Og det er da også tilstrækkeligt. Men der er dog et spring til at påstå, at herrnhuterne lærte grønlænderne at spinde. Her må vi søge hjælp i National- museets Spørgelister, som blev besvaret i årene 1948-52. Liste l omhandler 'Skind og Remme', og sidste spørgsmål, nr. 19 i listen, drejer sig om anvendelsen af uld og hår samt om informanten har kendskab til en form for ten ('qivssivik', der både betyder håndten og rok). 32 in- formanter havde dette kendskab, men kun hvor qivssivik entydigt kan hen- føres til håndten, er besvarelsen med- taget hér. Besvarelserne viser kendskab til otte typer tene, som alle er fremstillet af træ (én meddeler fra Skansen på Disko næv- ner spunse fra fade som ten vægt). Til fæste for tråden er der i alle typer brugt søm. Tenvægten anbringes både for- oven, forneden og midtpå tenen. På il- lustrationen er typerne vist fra I til VHI. Geografisk har de været i brug langs hele vestkysten fra Frederiksdal i syd til Såtut i nord. På optegnelsestidspunktet (1948-52) har typerne I, H, IV, VI, VH og VTTI været i brug. Ulden og hårene har været hentet fra får, hare, hund og ræv. Fåreulden brugtes til vanter, huer, halstørklæder, trøjer, sokker og muffedisser. Hareulden brugtes til halstørklæder, vanter, huer, sokker, kantning til fuglepels, muffedisser, trø- jer, børnetøj, kantning på anoraqhætte og strømper. Hundehdrene (affældede) brugtes til vanter, huer, sokker, hals- tørklæder, strømper og muffedisser. I Frederiksdal brugte man indtil 1912 hårene fra små, sorte, tyndhårede hunde til kantning af timiaqer, kamikker og skindsko; nu brugtes fåreskind. I Skan- sen blev det anvendt i forbindelse med strømper, bukser, pels, soveposer og sid- deskind til slæden. Rjcevehårene brugtes til vanter, huer, sokker, strømper og kant- ning på anoraqhætte; især i Niaqornår- ssuk, som var vestkystens vigtigste ræve- fangstområde. Typerne I og III har været forsynet med riller for at fastholde tråden. Type V angives at være en ten »som Jomfru Marias«, hvor informanten i tankerne har haft de religiøse billeder, som i rigt mål har været at finde langs kysten. I Nuuk/Godthåb har informanten et par gange set koner spinde harehår for man- ge år siden men husker ikke, hvordan te- nen så ud, men mener brugen af ten stam- mer fra herrnhuterne. Med denne sidste oplysning er vi atter tilbage til tenen fra Håbets Ø, som nu med nogen sandsyn- lighed kan sættes i forbindelse med brødremissionen. Kangeq-området var fra 1754 »ein Vorhof von Neu Herrn- hut«, som Cranz skriver, og hermed underlagt Ny Herrnhut indtil 1900. Det er ydermere af betydning i denne sammenhæng, at hunden har haft anden anvendelse end blot som trækdyr. Fra Sarqaq beretter informanten, »jeg har set 76 [5] N!IAQORNA$ (3Y)NU6SSyA] TEN TYPER (I)GOPHAVN (•H) SKANSEN (I)A6TO HÅBETS (D Ø (I) QA65SIMTU (I)SYD (DI)(2)NANORTALIK FREDERIKSDVAL E. RODEBAY JAKOBS»-IAVN(3Zr) NIAQORMAR5SUKQII)(I) Grenlands vestkyst med angivelse af steder, hvor informanter oplyser om brugen af båndten. Understregning af navnet fortøller, at håndten har vieret i brug på optegnelsestidspunktet (dvs. 1948—52). Tentyperne er angivet med romertallene fra I til VIII, som også findes på kortet. 77 [6] Rasmus BertMsen (1829-1901). Anvendelsen af hundeskind i armer og kraver ses tydeligt. 78 [7] Den korthårede L^abrador retriver. Billedet er formentlig optaget i Sydgrønland. Typen er sandsynligvis indført til landet med engelske eller skotske hvalfangere i 1700 og 1800-tallet. Den sidste var ifølge ]ens Kosing i live til omkring 1950 i Sukkertoppen. en mand, der i den samme hund har trækdyr, samtidig med at han havde en hue og et par vanter af dens hår. Han sagde, han benyttede hunden hvert år på samme måde« (type VII). Fundet af de mange hundeknogler i langhuset fra Igdlorpait på Håbets Ø, og iøvrigt i alle de udgravede huse i området, viser tyde- ligt, at hunden må have været brugt. Det tidligere kateketpar i Kangeq fortalte os da også, da vi stillede dem spørgsmålet om anvendelse af hunde, at man havde brugt skindet/hårene til kantning. Det er vanskeligt at afgøre hvilken hunderace, der har været benyttet. Jens Rosing fortæller, at der både kan være tale om den sorte Labrador retriver, den islandske fårehund og den almindelige grønlandske slædehund. I midten af 1700-tallet skriver missio- nær H. C. Glahn om hunde, at der kun findes få i Holsteinsborg Distrikt, mens den nordpå, hvor hver mand for sin kør- sels skyld behøver dem, findes i største mængde. Sønder på findes flere. Glahn skriver også, »sorte hundeskind agter jeg 79 [8] l'SLENSKUR HUNDUR JUMELET '980 Den islandske fårehund, som omtales af Cranz ' dennes grtnlandsbistorie. Hér gengivet på et frimarks fra 1980. meget højt... bruges til huer, kantning om pelshætten og ærmeopslag«. Cranz skriver om sydgrønlændernes hunde, at de er helt forskellige fra den grønland- ske art og kommer den islandske nær- mest. Håndtenen fra Håbets Ø kan nu med rimelig sandsynlighed sættes i forbindel- se med herrnhutisk indflydelse, hvor fåret og hunden må have leveret spinde- materialet. Der ligger en åbenbar van- skelighed ved kun at have dette ene, ar- kæologisk fundne eksemplar som sam- menligning. Væveren Lise Warburg, Den korthårede Labrador retriverfotograferet i Qagssimiut i 1912 afcand. mag. Knud Stephensen. Stedet identificeret af Jens Roiing. 80 [9] Udsnit af akvarel af Ann fra Kangeq. Hunden på billedet ligner mere den 'sydgrenlandske hund' end den velkendte nordgrenlandske sladehund. Akvarellen findes på Etnografiske Museet i Oslo. som har vist stor interesse for det oven- stående, har gjort mig opmærksom på en håndten fra Mellemeuropa, ganske vist meget kort men med den markante kugleformede tenvægt placeret for oven. Litteratur Birket-Smith, Kaj. 1924: Ethnography of the Egedes- minde District. Meddelelser om Grønland vol. 66. Bobé, Louis et. al. (ed.). 1921: Grønland i Tohundred- året for Hans Egedes Landing. Meddelelser om Grønland vol. 61,1. Cranz, David. 1770: Historie von Gronland. I—III. Leipzig. Gad, Finn. 1969 og 1976: Grønlands Historie II og III. Arnold Busck. Glahn, H. C. 1921: Dagbøger 1763-68. Det grøn- landske Selskabs Skrifter vol. IV (ed. H. Oster- mann). Og uden at drage for vidtgående slut- ninger af denne oplysning er det dog tankevækkende, at Mellemeuropa også geografisk dækker Sachsen, hvor Herrn- hut ligger. Glahn, H. C. 1784: Om den grønlandske Hund. Kgl. Norske Videnskabers Selskabs Skrifter, bind I. Gulløv, H. C. og Hans Kapel. 1979: Haabetz Colonie 1721-1728. A historical-archaeological investiga- tion af the Danish-Norwegian colonization of Greenland. Ethnographical Series vol. 16, Natio- nalmuseet. Warburg, Lise. 1974: Lykken kan ligge i en pind. SKALK. Warburg. Lise. 1980: Spindebog. Borgen. 81 [10]