[1] Klimasvingninger og grønlændernes forhistorie Af Robert Petersen og Lotte Rix I litteraturen om Grønlands forhistorie omtales ofte ændringerne i klimaet, enten som »klimaforbedring«, synonymt med »mildning«, eller »klimaforværring«, synonymt med tiltagende koldt klima. Der er ingen tvivl om, at netop en sådan brug af de samme betegnelser ville passe godt til klimaændringens virkning på kulturer uden tilpasning til arktisk tilværelse, og den ville passe især godt i forbindelse med agerbrugskultu- rer, som vi kender dem fra Europa. Der er heller ingen tvivl om, at sådanne be- tegnelser indeholder kulturspecifikke vurderinger, der næppe vil kunne bruges genefelt. Brugen af de to betegnelser i forbin- delse med de grønlandske forhistoriske kulturer skyldes ikke alene en for naiv overførsel af de vante betegnelser, fordi man ser bekræftelse herpå, når indvan- dringerne til Grønland som regel fandt sted i en varm klimaperiode. Men denne lidt forhastede slutning, at mildt klima altid er bedre end koldt klima, kan ikke uden videre overføres til at omfatte hele Grønland. Det ræsonnement, der synes at ligge til grund for den fortsatte brug, må være, at klimaets mildning må have be- gunstiget fangsten, således at befolk- ningstallet begyndte at vokse. Den der- ved udviklede overskudsbefolkning dels muliggjorde, dels nødvendiggjorde en migration. - Men overskudsbefolkning må dog ses i forhold til fangstmulig- hederne, og derfor ville der snarere fore- komme befolkningsoverskud ved »kli- maforværring«, når fangstmulighederne reduceres i forhold til den eksisterende befolknings størrelse. Af den grund bør man ikke bruge begreberne klimaforbed- ring = mildning, og klimaforværring = tiltagende koldt klima, for Grønland som en enhed. Når vi nu tager disse betegnelser op til overvejelse, er det, fordi en vurdering af de to begreber må foregå ved en bredere betragtning af de klimatiske forhold, afstande i Grønland, forskellen mellem østvendte og vestvendte kyster, og ikke mindst forskellene i tilpasning til vinterlivet og sommerlivet. Det vil fremgå af diskussionen her, at vi også mener, at en bedre forståelse af disse faktorer er nødvendig for en bedre planlægning af studiet af Grønlands for- historie. 82 [2] -V 7*** • .--* - -*? MjLjf 2. • atii .„^_, * __.. ' .„.Jgr*"*-.. .__T'*elH^'5fct__ * •' ~'jjf~~-/. «-«»"% /< «»"»t il* . f' Klimaforbedring/-forværring — i f or bold til hvad? Eskimokulturens særpræg var tilpas- ning til koldl: klima. Koldt klima betyder dog ikke bare kuldegrader, men også en sommer med åbent vand, snebar jord, Fot.: Mogens S. Koch. planter der kan udnyttes, og til tider temmelig varme dage. Rejser og fangst på havet og på landjorden, men vekslen- de med vintre med sne og is og somme tider ekstremt lave kuldegrader. Det var det, man havde tilpasset sig. Sommer 83 [3] med rigt liv og god fangst, og vandrin- ger med fangstoverflod, og vintre med sløj fangst, men hvor det også var muligt at nyttiggøre ikke alene vinterens dyre- liv, men også sne og is. Det var ikke for ingenting, at man tillagde isfangstkultu- rens udvikling en speciel rolle for eski- moernes tilpasning til et liv i de arktiske egne. Men det betød også, at tilpasningen måtte spænde over ret forskellige former for ressourceudnyttelse, og derved er en for snæver tilpasning undgået. En alt for stærk specialisering ville nemlig kunne medføre, at enhver klimatisk ændring kunne betegnes som »klimaforværring«. Alen-det er muligt, at man i den sidste ende især kunne tale om en »klimafor- værring«, hvis en klimaændring vanske- liggjorde tilværelsen i den strenge årstid. En forstyrrelse af vinterlivet ville ikke kunne fortsætte ret længe, uden at be- hovet for ændringer blev akut. Nytifpasning En nytilpasning kunne naturligvis fore- komme på forskellige måder. Den idé- mæssigt enkleste, men nok den omstæn- deligste i udførelsen, ville være vandring til andre egne, sandsynligvis i visse til- fælde egentlig uden at vide, om forhol- dene ville være bedre der. Men forskel- len fra eskimoernes årlige flytninger til større vandringer var i mange tilfælde gradsforskel, fordi visse sommerture, som fandt sted i Vestgrønland i forhisto- risk og tidlig historisk tid, faktisk foregik fra et økologisk område til et andet. Alene det ville jo resultere i, at en hel del normer efter vandringen måtte laves om. En sådan omvurdering af normerne kunne bestå i en eller flere af følgende områder: Nyvurdering af normerne, omlægning af visse dele af den sociale organisation, fornyelser i teknologien, og tilmed nye mål (jfr. Deutsch 1963; Mills 1967: 21). Et muligt eksempel herpå var Dorsetkulturen på Newfound- land (jfr. McGhee 1978: 69), hvorfra en hurtig folkevandring ville være ret van- skelig, så at de måtte se bort fra en række arktiske elementer i deres kultur, i de ca. 1000 år de beboede øen. Dette tyder på, at Dorsetkulturens fangstred- skaber også kunne bruges under mildere himmelstrøg. Isfangstens overlevelses- mæssige rolle måtte nærmest være eli- mineret. En sådan ændring var sikkert mulig- gjort af visse elementer ved eskimoernes tilpasning til de arktiske områder. Der var udnyttelsen spredt på forskellige dyrearter, og tilmed forskellige dyre- grupper. Disse udnyttelsesformer sup- plerede hinanden på den måde, at en til- b^gegang Pa et område uden videre kunne udjævnes ved en bedre udnyttelse af andre arter. En lignende situation kunne ligge bag den kendsgerning, at Saqqaqkulturens stenredskaber næsten ikke udviste nogen æjndringer i den tusindårige periode, den var fremherskende i store dele af Grøn- land. På en måde fornemmer man, at Saqqaqkulturen var stærkt præget af konservatisme (og måske kunne man ud fra det slutte sig til visse sider af sam- fundslivet, f. eks. at de ældres indflydelse måtte være betydelig). Men forudsætnin- gen for en sådan konservatisme måtte alligevel være den, at redskaberne var varierede nok og effektive nok til, at til- 84 [4] pasningen fortsat ikke kom ud af trit ved nogle af de klimatiske forandringer, der måtte forekomme med forskellig inten- sitet i den lange periode. Tidligere klimasvingninger Inden for de sidste 10—15 år er kend- skabet til tidligere klimatiske forhold, som man har fået gennem geologiske og palæobotaniske undersøgelser, for- øget gennem detaljerede undersøgelser af de klimatiske svingninger ved analyse af indholdet af iltisotopen 8 18O, hvis procentuelle tilstedeværelse i atmosfæ- ren er afhængig af temperaturen. Der- med er omfanget af indholdet af samme isotop i nedbøren også afhængig af tem- peraturen. Gennem analysen af isens indhold af denne iltisotop kan man få kendskab til gennemsnitstemperaturen på det tidspunkt, da det pågældende lag som nedbør faldt på isen. Der er blevet foretaget undersøgelser af borekerner fra flere steder, hvoraf Camp Century, Créte, Millcent og Dye 3 nok er de kendteste. Man har i de ca. 10 år under- søgelsen har stået på, forfinet daterings- metoderne, bl. a. ved identifikation af askelagene fra forskellige vulkanudbrud. Forskellige undersøgelser blev foretaget af danske og amerikanske forskerhold. Et dansk forskerhold foretog palæo- klimatiske analyser, bl. a. en analyse af klimaet i 10.000 år, foretaget på en bore- kerne fra Camp Century, og en detaljeret analyse af en borekerne fra Millcent, hvor man med stor sikkerhed har fulgt temperatursvingningerne fra år til år, så man tilmed har kunnet skelne mellem vinterens og sommerens kli- matiske forhold (Dansgaard o. a., 1978). En speciel detalje kan være af interesse, nemlig at de klimatiske svingninger, der kunne beregnes ved sammenbearbejd- ningen af tre borefelter i Grønland, gav stort set samme svingninger som de kendte klimatiske variationer på den nordlige halvkugle (Dansgaard o. a., 1980: 6). Denne påvisning af sving- ningernes sammenfald over større om- råder, behøver dog næppe at udelukke, at der kan have været forskelle i de for- skellige områder, bl. a. i de østvendte og vestvendte kysters faktiske situation. Anvendelsen af dateringerne i dette ar- bejde er tentativ. Når vi alligevel drister os til at prøve at bruge disse analyser her, er det med den tanke, at man især gennem et sådant forsøg til sidst kan finde ud af, om man — og i så fald hvor- dan — kan bruge disse data til etnohisto- riske studier. Glaciologerne advarer mod for konkret brug af deres resultater. I det følgende vil der af praktiske grunde blive henvist til »Dansgaard«, hvormed der menes en forfattergruppe på flere personer, og når der henvises til »Dans- gaards klimakurver« er det især to figu- rer der tænkes på, en fra Camp Century (Dansgaard, 1980 i Oeschger (red.): »Das Klima«), og figuren over årlige tempera- tursvingninger fra Millcent (Dansgaard o.a., 1978), sefig. 1. Omkring år 2000 f. Kr. sker der en temmelig brat klimaændring i Grønland (Dansgaards klimakurve, 1980). Det bli- ver koldere, efter 100 år bliver det gan- ske vist igen noget varmere, men langt fra så varmt, som det havde været i det foregående årtusind. Mildningen var også midlertidig, efter år 1900 f. Kr. fal- der temperaturen jævnt til år 600 f. Kr. 85 [5] B Figur 1: Detaljer fra 2 klimakurver. A udsnit af klima- kurven fra Camp Century (jfr. Dansgaard 1980). B udsnit fra klimakurven fra Millcent for perioden 1850-1900 (fra Dansgaard o. a. 1978). De to klimakurver viser tilsammen tnperiode, hvor den hajarktiske vandringsrute var delvis luk- ket, åben i visse år og lukket i andre. Indenfor samme pe- riode kendes flere migrationsforsøg fra Bqffia Island mod Grønland. B dakker en del af den periode, der angives med en pil på A. Hele analysen fra Millcent dakker perioden 1177-1973. Ca. år 2000 f. Kr. begynder Saqqaqkultu- ren at vise sig i de store vestgrønlandske fjorde. Den ældste C—14 datering er fra Tuapassuit i Godthåbsfjorden, den viser 2060 f. Kr. (Gulløv og Hkjær, 1968). Der kendes også fund fra Kangerlussuaq der er dateret ca. 2000 f. Kr. (Steen Malm- quist, 1977). Dateringer fra Sermermiut (Tauber, 1966) og Illorssuit (Larsen og Meldgård, 1958: 40) begge i Disko- bugten, beliggende ved mundingen af en isfjord, er på 1500 og 1300 f. Kr. og da- tering fra Ikka nær Sukkertoppen er på 1400 f. Kr. (Tauber, 1966). De tre sidst- nævnte lokaliteter ligger nærmere ved yderkysten end de to førstnævnte. Da klimaet i hele perioden 2000-1000 f. Kr. er blevet langsomt køligere, men uden bratte svingninger, skal det måske tydes således, at kanten af den faste vinteris i fjordene har skudt sig længere frem mod yderkysten, og Saqqaqfolket er fulgt efter, evt. fordi vi&terfangsten ved iskanten har været vigtig. Om overskudskapacitet og visse Ændringer i vilkårene Der skete ganske vist hele tiden, omend med begrænset hyppighed, innovationer, der effektiviserede fangstens forhold, enten selve fangsten, behandlingen af fangsten eller mobilitet i almindelighed. Denne langsomme fornyelse kunne i visse tilfælde skabe en sådan kapacitet, at selv en radikal ændring af omgivelserne ikke kunne forhindre en fortsat udnyt- telse af ressourcerne, også i det tilfælde, hvor store dele af udnyttelsesformen skulle ændres. j.. Hvilke hypoteser man end kunne have om fælleshusets udbredelse, så skete det i det sydlige Vestgrønland samtidig med flytning fra fjordbopladser til skærgårdsbopladser. Da vi med »bo- pladser« normalt mener »vinterboplad- ser«, så viser denne ændring i boplads- 86 [6] mønsteret også en ret radikal ændring af vinterlivet, nemlig ændring af både vin- terens bosætningsmønster og erhvervs- mønster. Hidtil havde isfangsten om vinteren betinget overlevelsen for hovedparten af vestgrønlændere, og det gjaldt sandsyn- ligvis både hvalfangende og ikke-hval- fangende grønlændere. Hvalfangsten - det må erkendes - havde stor økono- misk betydning, men den var nok allige- vel for chancepræget til at spille nogen afgørende overlevehesmæssig rolle (jfr. Milton Freemann, 1979). Til gengæld har isfangsten haft en basal betydning både for palæoeskimokulturene i Grøn- land, og Thule- og Inugsukkulturerne indtil fælleshusets spredning (Th. Ma- Fot.: Mogens S. Koch. thiassen, 1936b: 88). I følge palæoklima- tisk analyse af borekerner fra Indlands- isen (Millcent) blev bunden af tiltagende kulde nået engang i 1600-t., og den blev afløst af varmere klima. Det var om- kring denne overgang, at fælleshuset spredtes i det sydlige Vestgrønland. Denne indtræden af mildning var uden tvivl af betydning for islægget i Vest- grønland, specielt den sydlige del, og is- fangsten måtte blive betydelig vanskeli- gere ved, at isen blev mere usikker. Des- uden må man regne med, at en del af ringsælbestanden flyttede længere mod nord. I denne situation, der kunne blive skæbnesvanger (og nok også havde væ- ret skæbnesvanger tidligere), fandt man ud af, at kajakken, der hidtil kun var ble- 87 [7] vet brugt til sommerens fangstliv, også kunne bruges om vinteren til jagt af de stimer af sortsider og klapmydser der holdt sig udenfor skærgården (R. Peter- sen, 1974/75:173). Der indgår flere faktorer i den nye si- tuation. Puslespillet går op med nedlæg- gelsen af de gamle bosteder, med nye bopladser længere inde i fjordene (folk der fortsat ønskede isfangst, når is- kanten flyttede sig tilbage ind i fjorden), udflytningen på skærgårde^ en del af forøgelsen af hustomternes antal, og til en vis grad også hustomternes størrelse, får en vis mening på den måde. Kajak- ken var jo også i brug før den tid, sikkert hovedsagelig om sommeren, men i de foregående århundreder var selve kajak- ken, kajakredskaberne og bugsertøjet blevet forbedret og havde fået tilstrække- lig kapacitet til at kunne klare en så voldsom ændringsproces. Grunden til at denne proces fremstil- les som muliggjort ved overkapacitet, der kunne udnyttes til noget andet, var, at ildstederne inde i selve husene for- svandt, da fælleshuset blev indført, og i stedet brugtes nu opvarmning med lam- per alene. Det er nærliggende at fortolke denne ændring således, at det var blevet lettere at få spækforsyningen til at slå til, og det var vel, fordi man simpelthen fik mere spæk at rutte med. Denne forbedring af kajakken, der gjorde det muligt at ændre brugen af kajakken fra ren sommeraktivitet til hel- årsaktivitet, har uden tvivl bevirket, at vestgfønlænderne for første gang har kunnet overleve en »klimaforbedring« uden af være nødsaget til at søge andre steder hen. Den årlige økonomi og vinterøkonomi Ved eskimoernes tilpasning til arktiske områder, må i det mindste tre betingel- ser opfyldes: 1. Den årlige produktion må have et omfang, der dækker energibehovet hos både mennesker og deres hunde året rundt. 2. De sæsonmæssige svingninger i fang- sten må udnyttes på en sådan måde, at overskudsproduktionen i sommer- tiden må kunne konserveres til at kunne supplere forbruget i den fangstsløje periode. 3. Den fangstsløje periode om vin- teren måtte ikke have en for lang . varighed, og desuden var en eller anden form for fangst (sæler, fugle, fisk, landdyr el. lign.) nødvendig, dels forjii vinterforråd alene ikke kunne klare hele vinteren, dels fordi frisk føde var nødvendig i den kolde og mørke periode. At alle tre betingelser er nødvendige, er der ikke megen tvivl om. Man kan rent logisk hurtigt acceptere betingelse l., og også 2. uden videre, men det synes ikke at være så indlysende med 3., selv om denne betingelse kunne kaldes »betingel- sen for overlevelse«. Det kan illustreres på følgende måde: Sommer: B^F-D,ellerF^ B + D Vinter: B ^ F + D, men B > F og B > D Hele året: F ^ B (- D + D) B = behov; F = fangst; D = depot (forråd). 88 [8] SOMMER Forbrug Forbrug Figur 2. Produktion og konservering og deres relation tilforbrug om sommeren og om vinteren. Stregerne ved »fangst^ og »forbrug« i vinterhalvåret antyder, at de to størrelser kan andre sig i Isbet af vinteren. I den skematiske illustration fig. 2 ad- skilles også sommerens og vinterens økonomi. For nemheds skyld viser teg- ningen, at sommerens fangstproduktion dækker et så stort areal som forråd (D i de ovenfor opstillede ligninger) og for- brug tilsammen, mens vinterens økono- mi viser, at forbruget dækker lige så stort et areal som fangst og forråd til- sammen. Efter denne model kan man således ikke klare sig med fangst alene eller forråd alene om vinteren. De to usikre faktorer, der er tegnet, er fangsten, der kunne blive mere eller mindre efter forholdene, og dertil for- bruget, der kunne stige med vinterens længde og strenghed, og vel også med mørketidens længde, da spækforbruget måtte blive en del større, når man skulle holde lamperne tændt hele døgnet. Disse skemaer er ret forenklede, og et stadigvæk forenklet dog lidt mere detal- 89 [9] Figur 3. Nogle detaljer i produktion ogforbrug. jeret skema'vises i fig. 3. Pile der viser bort fra husholdet illustrerer produktion eller arbejdsindsats, og pile der peger mod husholdet viser forbrug. Til venstre vises, at ressourcer udnyttes ved større eller mindre investeringer f. eks. ved fangst i fangstområdet, både ved hun- denes hjælp og uden hundenes hjælp. Husholdet forsyner hundene med skag- ler, slæder o. 1. til udnyttelse, og fodrer dem både fra frisk fangst og fra depo- nerede sager. Fangst der er behandlet går dels til materialer (f. eks. skind, tænder o. lign.) dels gennem føde fra den friske fangst eller fra depoter, og det samme sker med spækket til lamper og madtilsætning. Udstyr og redskaber fås også fra »fangst« i allervideste forstand, hvor også indsamling indgår. Denne figur, der er inspireret af John Bodley's energimodel (J. Bodley, 1978: 15), kun- ne på proceslinierne forsynes med vær- dier, der kunne illustrere, om energi- behovet er blevet dækket ved produk- tionen, eller om det gav underskud. Men her er både ressourcegrundlaget og det sociale miljø udeladt, da formålet med dette stykke er snævrere end en beskri- velse af det totale økonomiske kredsløb ville kræve. Men denne model, sammenlignet med de tre nævnte betingelser, må vise, at der må. have været en øvre og en nedre grænse for de klimasvingninger, man kunne tage uden at man derfor har be- høvet en eller anden form for nytilpas- ning. Denne formulering kunne måske have en generel rigtighed, men den er specielt rigtig i de palæoeskimokulturer, der har måttet basere deres vinter- økonomi delvis på isfangst. Isfangst kunne naturligvis vanskeliggøres af streng vinter, lang mørketid m. m., men en betingelse herfor var også et solidt islæg, d. v. s. at to modsat rettede klima- tiske ændringer kunne virke lige ødelæg- gende. Indtræden af koldere klima ville be- virke, at vinteren blev længere og stren- gere, og den fangstsløje periode kunne således blive betydelig længere, mens kalorieforbruget nødvendigvis måtte sti- 90 [10] ge. I forbindelse med de højarktiske vandringsveje har vi tilmed et par til- fælde, hvor man nok aner, at den strenge vinter også fulgte efter en fangstsløj sommer, nemlig historierne vedrørende de sidste indvandreres forsøg på at vende tilbage til Canada. Der er her noget der tyder på, at historierne handler om rejser i det højarktiske van- dringsområde i dets delvis lukkede fase. Dette spørgsmål uddybes dog senere. Man vil derfor kunne forsvare at tale om »klimaforbedring« i forbindelse med mildning, når det sker i dette højarktiske område. Derimod er brugen af samme beteg- nelse i forbindelse med det sydlige Vest- grønland mere betænkelig. Når man ved, at vinterens økonomi var baseret på vinterforråd og frisk fangst, ligger der deri, at ingen af dem kunne undværes. Men hvis en mildning i klimaet var så voldsom, at isen blev uanvendelig til isfangst, og/eller hvis de issøgende sæler migrerede nordpå, så var overlevelses- muligheden i det sydlige Vestgrønland stærkt reduceret, så længe vinterfang- sten foregik på isen. Og de for- skellige klimakurver tyder på, at klimaet flere gange har været mildere end den milde periode i dette århundrede. Noget lignende aner man, når Dorsetkulturen omkring kerneområder ved Iglulik ved klimaafkøling ekspanderede mod syd, mod Churchill og Belcherøerne, (Meld- gård, 1981), men igen trak sig nordpå ved den efterfølgende mildning. Isfang- sten har nok været sikrere mod nord. Dertil må man også tilføje, at når Vest- grønland syntes ubeboet ved nordboer- nes ankomst til de sydlige egne, kan det også ses i sammenhæng med, at klimaet var for varmt til tilstrækkelig isfangst om vinteren. Man må regne med at en eller anden årstid vil have givet en sløj fangst. Det vil ofte have været vinteren, men næppe hele vinteren, og iøvrigt kan der også være andre årstider, der gav en sløj periode. I visse dele af hundeslædeområdet var efteråret med storme, der kunne vanske- liggøre den sidste del af kajakfangsten, og samtidig forsinke islægget, sikkert en vanskelig tid, især hvis bostedet lå ude i skærgården. I denne periode har en del fangere kunnet flytte ind i fjordområder- ne, hvor et roligere farvand lettede over- gangen fra sommerens liv til vinterens. Det har således været en midlertidig boplads, der måtte sættes ind mellem sommerens og vinterens bosættelser. Et sådan sted kunne tillade en ikke helt ringe sælfangst, mens andre steder tillod fiskeri. Somme tider lå den vanskelige pe- riode dog senere om vinteren. I visse egne har man kunnet foretage kort- varige jagtture efter rensdyr, da renen søgte nærmere kysten om vinteren (Rink, 1857: 130 f), men der kunne også være en periode, hvor det har været svært at få fangst i det hele taget. I nogle områder, f. eks. i Nordøst- grønland, måtte den fangstsløje tid være temmelig lang. Fra begyndelsen af no- vember til hen i januar kunne den dybe, bløde fygesne gøre rejser og fangstture meget vanskelige, og den gjorde det også svært at finde åndehullerne. Disse for- hold må have hersket i Nordøstgrøn- land, hvis sne- og isforhold fra 91 [11] 1930-erne var typisk også for andre perioder, og spørgsmålet om overlevelse og samfundsdannelse har måttet bero på muligheden for at klare denne periode uden alt for store problemer. Der ser ud til at man har klaret sig igennem ved at have mange og store køddepoter. De blev bygget meget solidt, for at forhindre, at de blev ødelagt af isbjørne. Nogle depoter var så store, at de kunne rumme en hvalros. Dette har naturligvis forudsat, at de sæsonmæssigt forekommende fangstdyr: hvalros, grønlandssæl, narhval og grøn- landshval har været til stede i rigelig mængde. Men spørgsmålet om den fangstsløje periodes betydning for overlevelsen var ikke nordøstgrønlandsk alene, det var et genéfelt problem. Det er her nødvendigt at skelne mel- lem det højarktiske og det subarktiske område. Den fangstsløje periode i det højarktiske område vil blive forstærket ved koldere klima, hvorimod forholdet vil være noget andet i det subarktiske. Forudsat at isfangsten har været det basale erhverv om vinteren, vil en klimamildning over en bestemt grænse have virket meget uheldig, men ikke så drastisk, og den har måske kunnet være en fordel, når vinterkajakfangsten var udviklet. De tre hovedområder I. De f højarktiske vandringsområde Dette område vil i første omgang ind- befatte de store øer i det canadiske arkti- ske arkipelag, men også det nordligste Grønland og Pearylandområdet. Vedrørende disse områder må man forudsætte, at vandringsruten har været lukket i det kolde klima, og kun åben i de mildere perioder. Det er naturligvis af betydning at fastslå, at indgangsdøren til Grønland ligger i det højarktiske område, og at den derfor kan blive åben i de milde pe- rioder og lukket i de kolde perioder. Men denne tilstand vil ikke uden videre komme resten af Grønland ved. Lukket fase skal forstås således, at der vil være enkelte år, hvor man kan komme igennem, men hvor faren for hungersnød er noget man må regne med. Dette uddybes senere i forbindelse med sidste indvandring til Thule. Vi kan konstatere, at denne rute var mere eller mindre i den lukkede fase i den sidste halvdel af forrige århundrede, især om- kring og efter 1870, men den er åben i disse årtier. Men selv da den var i den lukkede fase, var hele Vestgrønland og en del af Østgrønland fortsat beboelige. Skal vi finde eksempler på vandringer i den delvis lukkede fase, kan nævnes de sidste migranter til Thule, der nogle år senere forsøgte tilbagerejse, men hvor hovedparten af gruppen bukkede under p. gr. af sult og kulde. Det var ikke vin- teren alene der var vanskelig, men også om sommeren havde fangsten voldt problemer. I de højarktiske områder, måske bort- set fra Thuleområdet, må vi kunne gå ud fra, at en mildning generelt kan betrag- tes som en »klimaforbedring«. II. Østgrønland Det er muligt, at Østgrønland burde deles i Nordøstgrønland fra Scores- 92 [12] bysund og nordpå, og i det sydlige Østgrønland syd for Blosseville kyst. Men her ønsker vi at tage det op under eet for at markere, at der må være for- skel mellem vestvendte og østvendte kyster. Ved den østvendte kyst har vi storisen konstant, enten tæt ved land eller længere ude, men sjældent langt borte. Den vil gøre sommeren kølig og vinteren streng, selv om Ammassalik og omegn måske ind imellem bliver påvir- ket af Golfstrømmens nærhed. Men alt i alt vil klimasvingningerne bremses i Østgrønland, og mildningen i klimaet vil blive begrænset. Specielt i forbindelse med vinterlivet vil der altid i Nordøst- grønland være gode betingelser for is- fangst, når vi tænker på isforholdene, og regulatoren i fangsten vil ofte være den dybe, bløde sne. Men her vil vinter- klimaet virke mere stabilt fra år til år. Derfor vil det nok være rigtigt i første omgang at betragte det nordøstlige Østgrønland som eet økologisk område, dog sikkert med et kerneområde, der lig- ger et godt stykke syd for Pearyland. 777. Vestgrønland Vestgrønland er vestvendt og strækker sig over 14-15 breddegrader. Det når ned i det subarktiske område, og den gren af Golfstrømmen, der i dag strøm- mer langs den sydlige del, har sandsyn- ligvis også gjort det i de tidligere milde perioder. Hvis man skal betragte Vestgrønland ud fra vinterlivet, så har Th. Mathias- sens udgravninger i »Julianehaab Di- strikt« påvist, at isfangst, ganske vist suppleret med hvalfangst (af en slags) og nok dybvandsfiskeri, har været domine- rende om vinteren (ved bopladslivet) ind- til fælleshusets tid (Mathiassen, 1936b: 88). I dag — og også i forrige århundrede - kan der drives isfangst langt sydpå, men det kan ikke bruges som det basale erhverv om vinteren for en lidt større gruppe. I den forbindelse ses det: a) at grænsen for den faste vinteris kunne ligge længere mod syd, men trak sig længere mod nord, når kli- maet blev mildere. I det sydlige vil der kun være islæg i så kort tid, at is- fangst ikke vil kunne drives effektivt. b) at de issøgende sæler i forbindelse med disse svingninger kunne trække længere mod syd i de kolde perioder, men ville søge længere mod nord i de milde perioder (Jfr. Vibe, 1967: 56 og 98). c) at kanten af den faste vinteris i fjor- dene lå længere ude i de kolde vintre, men trak sig tilbage i de varme vintre (jfr. Bendixen, 1921:382, 384 og 385). d) at vandringer langs Vestgrønland om sommeren var meget stærkere be- gunstiget end i Østgrønland. Derfor må Vestgrønland økologisk set udskilles fra Nord- og Østgrønland. Mu- lighed for isfangst var altid til stede et eller andet steds i Vestgrønland. Over- gangen til en koldere periode skete nor- malt gradvis, således at det var muligt at vandre længere mod nord eller mod syd. Når et bestemt område i Vestgrøn- land virkede ubeboet i en periode, behø- vede det ikke at betyde, at Vestgrønland som helhed var ubeboet. Det kunne tyde på at folk boede længere mod nord eller 93 [13] mod syd. Det kunne også betyde, at de boede længere inde i fjorden. Denne mulighed må i hvert fald stå åben så længe »bopladsarkæologi«, der vel pri- mært må være undersøgelse af vinter- livet, især er kystarkæologi. "Hvad betyder »den lukkede f ase«? Det vil efter det foregående være muligt med en vis rimelighed at påstå, at de høj- arktiske vandringsveje i visse perioder var i lukket fase. For at placere disse perioder i tid, kan man se på de palæo- klimatiske undersøgelser, specielt de un- dersøgelser der stammer fra iskerne- boringer. Anvendeligheden af disse un- dersøgelser fra Indlandsisen i forbin- delse med de forhistoriske kulturer må naturligvis afhænge af, at de afspejler klimatiske forhold af gyldighed for større dele af Grønland. Man må for- mode, at de normalt ikke er stærkt knyt- tet til lokale forhold alene. Denne for- tolkning synes at være rimelig i forbin- delse med vejrrapporter fra vor tid (jfr. Dansgaard o.a., 1980:6). Resultaterne fra Camp Century gælder især de højark- tiske vandringsveje. Hvis man ser på W. Dansgaards kli- makurve fra Camp Century, der dækker de sidste 10.000 år, er det tydeligt, at der var perioder både med mildt og koldt klima. De enkelte aflæsninger på fig. 4 dækker perioder på 100 år, og det må anses for at være en lang tid. Hvis vi sætter fokus på 1800-t var det mildere end 1700-t, men koldere end 1900-t. Og i 1800-t må vi betragte den højarktiske vandringsrute som delvis lukket. Der er en række tragiske histo- rier fra vandringsområdet, bl .a. fra Ellesmere Island (G. M. Rousseliere, 1980: 89 ff og 144). Men der er andre beretninger der viser, at det var muligt i visse år at nå igennem (jfr. Qitdlarssuaq), og dette kan sættes i relation til de årlige klimakurver fra Millcent (Dansgaard o.a,, 1978:12). Det viser, at man må se mere nuanceret på den lukkede fase. Millcent viser, at mildning også fore- kommer i de kolde perioder (fig. 1). Hvis man i denne forbindelse ser på beretningen om baffinlænderne, der under ledelse af Qitdlarssuaq migrerede til Thuledistriktet og forsøgte tilbage- -jcejse nogle år senere, vil man med ret stor sikkerhed være i stand til at tids- fæste vandringshistoriens kronologi. Det er et forsøg på at benytte klimakurverne til datering af en etnohistorisk begiven- hed. Der findes en række støttepunkter, som tjener til at indsnævre muligheder- ne. Selve indvandringshistorien må deles i tre faser: A. vandringen fra Baffin Island til Thuleområdet; B. opholdet hos polareskimoerne; og C. det mislykkede forsøg på at vende tilbage til Baffin Is- land, hvorunder de fleste omkom, og resten endnu engang rejste tilbage til Thuleområdet. Efter Meqqusaaqs beretninger skulle den første fase A have taget tre år (Ras- mussen, 1909:104), fase B skulle have taget 6 år (Rasmussen, 1905:32), mens fase C skulle have taget 5 år (ibid.:33). Alt i alt skulle det så have taget ca. 14 år fra starten. Det ville være rimeligt at sætte starten til 1856. Denne fastsættelse skyldes to ting. Lederen af gruppen der kom til Thule, Qitdlarssuaq, havde opholdt sig alene på flugt, da han mødte Inglefields 94 [14] ekspedition i 1853 (C.Petersen, 1860:93), og da han formodentlig først rejste hjem den følgende vinter, og brugte en vis tid til at overtale sirie bo- pladsfæller, kan det næppe være sket tidligere end i 1856. Dertil mødte Qitdlarssuaqs gruppe McClintocks eks- pedition i 1858 (ibid.:92-94) og på det tidspunkt hævdede de at have vandret et par år. Meqqusaaq påstod også at grup- pen skiltes efter to års vandring, og ved mødet med McClintock synes de alle- rede at have delt sig. Men iøvrigt har vi ikke bygget vore antagelser på Meqqu- saaqs tidsangivelser alene, fordi de ikke holdt helt stik. De burde efter Meqqu- saaqs angivelser have nået frem i 1859. Men vi ved med ret stor sikkerhed, at denne gruppe endnu ikke var nået frem i juni 1861 (jfr. Steensby, 1910:261). Polareskimoerne havde dengang hver- ken bue eller pil. Det blev indført af ind- vandrergruppen. Da de kom på vinteris og byggede snehus ved deres ankomst til Grønland, kan det tidligst have været i den sene vinter eller det tidlige forår 1862. Det vil sige, at den første fase fak- tisk havde varet 6 år. Men anden fase var snarere over- drevet. Der er dateringsmulighederne betydelig svagere, men den blev afsluttet nogle år før 1872 (jfr. Steensby, 1910:261, 262). Qitdlarssuaqs svigerdat- ter Ivaloq fortalte, at de øvrige migran- ter var draget tilbage nogle år i forvejen, og at hendes familie var alene tilbage i Thule. Den tredie fase skulle efter Meqqu- saaqs beretning have varet 5 år. Den var påbegyndt engang før 1872, og blev af- sluttet engang efter. Denne fase havde præget sig ind i fortællerens sind, fordi der skete ganske alvorlige ting. Først døde Qitdlarssuaq, og de kom i alvorlig misfangst, som resulterede i en fatal hungersnød, begge Meqqusaaqs forældre døde, og der opstod kannibalisme blandt to deltagere, som tilmed prøvede at dræbe nogle af Meqqusaaqs familie, bl.a. ham selv. Til sidst flygtede Meqqusaaqs familie i en elendig forfatning, og uden hunde ville gruppen næppe klare sig ved gentagelse af en sådan vinter, men dog klaredes de næste 3 år tilsyneladende uden store vanskeligheder (Rasmussen, 1905:33). Denne fase var således fore- gået i en periode på 5 år, hvor vi i be- gyndelsen måtte konstatere 1-2 uår, mens de følgende 3 år må have været ret gunstige. Et af disse år var 1872. Hvis vi sætter dette mønster af 2 uår efterfulgt af 3 gunstigere år omkring 1872, finder vi et koldt år i 1868, streng vinter efterfulgt af en kold sommer og 95 [15] en ikke helt gunstig vinter. Derefter en periode med en del mildere somre og vintre. Derefter vil det være rimeligt ud fra disse præmisser at antage, at den tredie fase af denne vandring varede fra efter- året 1867 til 1872-73, og vi må så næsten regne med, at den første fase blev afsluttet enten i 1862 eller ikke senere end 1863. Kommer vi tilbage til Meqqusaaqs tidsangivelser, kommer de til at passe ret godt til fase B og fase C, men ikke til den første fase. Det kan skyldes hans unge alder dengang, han var kun en dreng, der dårlig nok kunne Jiuske noget om deres tilværelse på Baffin Island. Pearyland Pearyland må betragtes på samme måde som den højarktiske vandringszone, dvs. som et område der kun er »åbent« for bosættelse eller gennemvandring i var- me perioder. De tidsrum Pearyland har været beboet, dvs. hvorfra man har bo- ligrester og fund, falder i to helt ad- skilte afsnit. Der er fundet et stort antal bopladser, de fleste i Jørgen Brønlunds fjord og dennes fortsættelse i dale og langstrakte søer mod vest (jfr. Knuth, 1952 og 1954). Independence I er dateret til 3400-1900 f.Kr. og klimakurverne vi- ser, at hele bosættelses- og vandrings- perioden har været begunstiget af et usædvanlig mildt klima, men der har dog været en del svingninger. Men da selv minima var milde i sammenligning med senere perioder, kan man ikke ude- lukke en samfundsdannelse i området under Independence I. Efter dette tidsrum har varmeperio- derne ikke været så varme som mellem 2800 og 2600 f.Kr. og mellem 2200 og 2000 fXr. Men det milde klima udeluk- ker naturligvis ikke at tyngdepunktet for samfundsdannelsen kan have ligget læn- gere mod syd. Independence II har været under- kastet større temperaturændringer end Independence I, og det ser da også ud til, at de i en periode på 300 år har været forsvundet fra Pearyland (fig. 4). Der er en række dateringer fra Independence II, der alle stammer fra temperaturmaxima, dvs. at Pearyland i de milde perioder har været åben for bosættelse og gennem- varidring. Også i dette tilfælde må man formode at kerneområdet måtte ligge længere mod syd. Måske kunne området omkring Kejser Franz Joseph fjord - Kong Oscar fjord komme på tale. Det er ikke alle temperaturmaxima hvorfra man har daterede fund fra Pearyland. F.eks. savnes daterede fund fra .100 f.Kr., 400 e.Kr. og 700 e.Kr. Om dette skyldes at der ikke har været van- dringer i disse perioder, er vanskeligt at sige, men måske burde man holde øj- nene åbne for de nævnte perioder. Endnu et eksempel kan nævnes fra den højarktiske vandringszone på et tidspunkt da den må have været i »luk- ket fase«. Det er beretningen fra Jørgen Brønlunds dagbog 1907, der fortæller den tragiske historie om hvordan Brøn- lund, Mylius-Erichsen og Høeg Hagen omkommer på en kortlægningsekspedi- tion i Nordøstgrønlands nordøstligste egne. Den egentlige årsag må også her 96 [16] -34 -32 -30 -28%o Figur 4. Klimakurvefra Camp Century (Dansgaard 1980). Jo varmere klima, des langere mod hajre. Til hejre vises C-14 dateringer fra Independeme II kulturen i Pearyland. De falder alle sammen på perioder med mildt klima. Dateringerne stammer fra Tauber 1966, Ktiuth 1967 og 1977/78. (Her er en traringsanalyse udeladt). søges i svigtende sommerfangst og mændenes ukendskab til fangstmulig- hederne, samt det tidspres de var i. Årene 1903-08 var en række strenge vintre med kølige somre imellem, kun sommeren 1907 var varmere end de foregående, men kort. Holdet gennem- rejste den nyopdagede Danmarkfjord, idet de kørte på slæde på fjordisen, men fremfarten var meget langsom p. gr. af blød, våd sne. Og langs med land var en bred revne i isen, som var vanskelig pas- sabel. Derfor var der kun ganske få ste- der mulighed for at komme på land og drive jagt på moskusokser (Bendix Tho- strup, 1911:206). Man kan ikke ude- lukke at nogle forhistoriske vandringer hen imod Grønland har befundet sig i et lignende tidspres. Betydning for forskningsplaner Det ses i dag, at det arkæologisk udfor- skede område i Grønland står skævt i forhold til de tanker der præsenteres her. Det bliver tilmed endnu mere skævt, hvis vi kun regner med de udgravninger, der er foretaget efter at palæoeskimo- kulturerne er anerkendt i Grønland (Kort,fig.5). Noget kunne tyde på, at undersøgel- serne af Independence I og især Inde- pendence II har fundet sted i yderkanten af de to kulturers område. Det naturlige område i Nordøstgrønland bliver derved yderligere aktuelt, selv om rekognosce- ring af palæoeskimotomter i de frodige dele af Nordøstgrønland må være bety- delig vanskeligere end i Pearyland- området. I Vestgrønland ville det være rimeligt at søge mod syd eller mod nord, når Diskobugten synes affolket. I forbin- delse med de sterile perioder i Disko- bugten, både efter Saqqaqkulturen og Dorsetkulturen udviser klimakurven fig. 4 at der først indtraf mildning i klimaet, og derefter afkøling. Det ville 97 [17] 1906-085 1869-70' 1948™ 1931 " 1932-33'° 1926'3 1929-33'2 1979/81 " 1963 J96014 1968/70