[1] Grønland, Danmark og EF Af Frederik Harhoff Uddrag af kronik bragt i dagbladet Politiken 30. marts 1982 Landstinget har nu — i overensstem- melse med landstingsloven om afholdel- se af folkeafstemningen — bemyndiget Landsstyret til at indlede forhandlinger med Regeringen om tilrettelæggelse af Grønlands udmeldelse efter nærmere retningslinier, samt om fastlæggelse af kravene til en fremtidig alternativ til- knytning til EF. Rent praktisk vil Regeringen herefter — på grundlag af forhandlingerne med Landsstyret - fremlægge forslag til ændring af EF-traktaterne for EFs Mi- nisterråd. Der vil dels være tale om ændringer, der fastslår Grønlands udtræ- den af EF, og dels ændringer der skyldes Grønlands fremtidige forbindelse til EF. — Traktatændringsproceduren i EF er langvarig og tung: Først skal EF-Parla- mentet og EF-Kommissionen høres om traktatændringsforslaget, og derefter skal ændringerne vedtages med enstem- mighed i Rådet. Det således undertegne- de forslag skal herefter ratificeres af medlemslandenes regeringer, der for fle- res vedkommende først skal indhente samtykke fra deres respektive parlamen- ter i overensstemmelse med medlems- 120 landenes forfatninger. - Hvis denne pro- cedure skal være tilendebragt inden d. 1. januar 1984, - hvor Grønland for- udsættes udtrådt af EF - skal den være sat igang senest inden udgangen af inde- værende år. Regeringspartiet Siumut opnåede — alle- fede inden EF-afstemningen - nogen- lunde bred opbakning fra sine sam- arbejdspartnere under EF-kampagnen (1) til at siræbe mod den såkaldte 'OLT- associering' med EF, - d. v. s. EFs asso- cieringsordning med sine øvrige Over- søiske Lande og Territorier, (deraf be- tegnelsen 'OLT-ordning'). Denne ord- ning afhænger indholdsmæssigt nøje af 'Lomékonventionen', som EF indgår for 5 år ad gangen med 60 udviklingslande i Afrika, Vestindien og Stillehavet. - Beg- ge ordninger skal fornys næste gang i 1985, og indebærer — i hovedsagen — ud- viklingsbistand i forskellige former, samt gensidige toldlempelser og mestbegun- stigelsesforpligtelse. De associerede lan- de skal til gengæld indrømme EF en række præferencer ved etablering og in- vesteringer af kapital, know-how og tek- [2] nologi i disse lande. De oversøiske lande og territorier har selvstyreordninger i stil med Grønlands Hjemmestyre, og de er ikke medlemmer af EF, selvom de til- hører EF-landene. EF kan ikke ophæve told på importen fra OLT, men kan på- lægge importafgifter på varer fra disse områder. Grønlands eventuelle optagelse i OLT- associeringen d. 1/1 1984 sker på et tids- punkt, hvor man allerede er begyndt at forhandle om den nye Lomé-konvention, der skal træde i kraft d. 1/3 1985. EF vil formentlig foretrække at stå frit i disse forhandlinger, og vil derfor være tilbageholdende med at indrømme Grønland meget vidtgående ændringer i den eksisterende OLT-ordning. Forhandlingerne om den alternative tilknytning til EF kommer til at løbepa- ralklt med gennemførelsen af den tunge traktatændrings procedure i anledning af Grønlands udmeldelse. Indgåelsen af den alternative ordning sker imidlertid ved anvendelse af en lettere fremgangs- måde, nemlig i form af en almindelig rådsforordning. I praksis er det indlysende, at Lands- tinget ønsker at vurdere udmeldelsen på baggrund af den alternative ordning, som Regeringen forhandler sig frem til med EF. Forslaget til ændring af EF- traktaterne må derfor foreligge til be- dømmelse for Landstinget samtidig med forslaget til den alternative ordning. — For OLT-ordningens vedkommende gælder det imidlertid, at Grønlands opta- gelse heri i sig selv kræver en traktat- ændring, der altså skal gennemføres ef- ter den langvarige traktatsændringspro- cedure sammen med traktatændringerne om Grønlands udmeldelse. Optagelse i OLT-ordningen kræver med andre ord dels en traktatændring (der udvider listen over de associerede områder), og dels en rådsforordning (der ændrer den eksisterende OLT-ordnings indhold). - Landstinget støder her ind i det pro- blem, at EF-kommissionen muligvis ikke vil fremlægge noget forslag til ændring af OLT-ordningens indhold førend medlemslandene har haft lejlig- hed til at tilkendegive deres holdninger. Og dette kan i værste fald ikke ske før- end høringssvarene fra EF-Parlamentet og EF-Kommissionen foreligger, — umiddelbart forinden undertegnelsen af traktatændringsforslagene i Rådet. — Landstinget kan med andre ord komme i den knibe at skulle sige JA til OLT- ordningen førend vilkårene for Grøn- lands optagelse heri er fastlagt endeligt. - Dette er efter min opfattelse en helt urimelig klemme at sætte Det grøn- landske Landsting i, ikke mindst fordi det kan forhale ratifikationsproceduren udover skæringsdagen d. 1/1 1984. Både Regeringen og EF-Kommissionen bør foranledige, at Landstinget inden udgan- gen af 1982 kan få udmeldelsen (traktat- ændringerne) og den alternative ordning (rådets indholdsmæssige ændringer i den gældende OLT-ordning) forelagt til be- dømmelse samtidigt. I et bredere per- spektiv er det oplagt i alle parters inter- esse, at Grønlands udtræden af Fælles- markedet kommer til at forløbe gnid- ningsløst, og dette taler i sig selv for en 121 [3] samlet og hurtig behandling af alle nød- vendige ændringsforslag. Grønland har væsentligst interesse i at kunne opretholde sin samhandel m. v. med EF og Danmark (herunder Fær- øerne) uden restriktioner af nogen art. Dette vil i alt væsentligt fortsat være muligt, hvis Grønland associeres til EF på samme vilkår som de øvrige oversøiske lande og territorier i den gældende OLT-ordning. Heri ligger dels, at Grøn- land ikke stilles ringere end de øvrige QLTS og dels at der tages hensyn til Grønlands udviklingsbehov på samme måde, som der i den eksisterende OLT- associering er taget hensyn til andre OLTers behov og muligheder. EFs varsel om opkrævning af import- afgifter på Grønlands fiskeeksport til EF forekommer i denne sammenhæng ikke velbegrundet. Importen af fisk fra Grøn- land spiller kun en ganske beskeden rol- le i forhold til EFs samlede fiskeimport og eget fiskeri, - og indtægterne fra en sådan importafgift vil under alle om- stændigheder være helt uden betydning for EFs økonomi. Man efterlades således med en antydning af, at importafgifts- kravet snarere har karakter af 'betaling' for Grønlands udmeldelse: en præventiv foranstaltning, der skal modvirke andre landområders eventuelle trang til at træ- de ud af fællesskabet. — Det er i sig selv uantageligt, at sådanne foranstaltninger iværksættes overfor det grønlandske fiskeri, når de intet har med Grønland at gøre, men derimod er begrundet i andre landes problemer. Bortset herfra må det erindres, at Grønland idag er det eneste oversøiske område med fuldt juridisk EF- 122 medlemskab. — Den 'afsmittende effekt', som Grønlands udtræden frygtes at kunne få andre steder i EF, er derfor ikke realistisk. — Grønland passer hver- ken etnisk, kulturelt, socialt, geografisk eller klimatisk ind i forudsætningerne for at opbygge det fælles marked i Euro- pa, og der vil formentlig aldrig kunne skabes den fornødne europæiske iden- titetsfølelse i Grønland, - lige så lidt som denne følelse og forståelsen for de europæiske strømninger kan skabes i Ny Kaledonien eller på Caracao. — Grøn- lands situation i EF er med andre ord enestående, og ønsket om udtræden bør derfor respekteres og ikke modarbejdes. Et eventuelt ønske fra EF om adgang til fortsat fiskeri i de grønlandske far- vande er formentlig først og fremmest begrundet i enkelte vesttyske rederes konkrete interesse i at bevare beskæfti- gelsen i og forrentningen af den nord- gående 'højsøflåde'. — OLT-ordningen indeholder imidlertid ingen regler om fiskerirettigheder, og eventuelle for- handlinger herom må derfor i givet fald føres uafhængigt af de øvrige forhand- linger med EF. I modsat fald vil der være tale om ren og kraftig pression på Regeringen og Landsstyret, hvilket kun med sikkerhed vil komplicere udmeldel- sesforhandlingerne — til skade for de vesttyske højsøredere. (Disse har tilken- degivet, at de ønsker størst mulig fred om sagen, og at de endog er villige til at betale licenser for at få adgang til fortsat fiskeri ved Grønland). Forudsætningen for et fortsat EF-fiskeri er imidlertid, at der er et overskud i fiskebestandene. Dette afhænger dels af den internationale fast- sættelse af de tilladte fangstmængder og [4] Hjemmestyrets interesse i at lette fangst- trykket i en kortere eller længere periode for at genopbygge fiskebestandene, — dels af udviklingen i det grønlandske fiskeri. Kan der under hensyntagen her- til konstateres et overskydende fiskeri, er der formentlig intet til hinder for, at dette kan erhverves af f. eks. vesttyske fiskere fra år til år. Det er ikke Hjemme- styrets hensigt at forhindre ethvert fremmed fiskeri for enhver pris, men alene at opnå den fulde rådighed over fangsttrykket på de grønlandske fiske- bestande, fordi fiskeriet er Grønlands dominerende hovederhverv. Sidst, men ikke mindst, må Regerin- gen naturligvis påse, at Grønland i tiden frem til udmeldelsen d. 1. januar 1984 oppebærer den økonomiske støtte fra EF i fuldt samme omfang, som hvis medlemsskabet var fortsat. Hovedemnet under EF-kampagnen i Grønland var økonomien. Det eneste der efter min vurdering kan siges med sikkerhed er, at det ikke er muligt at af- gøre klart, om Grønland på længere sigt bliver 'fattigere' ved at forlade EF. Grønland har som medlem af EF mod- taget stigende økonomiske tilskud fra EFs fonde, — især Regionalfonden, og det grønlandske samfund har haft kolos- sal megen gavn heraf. Om denne økono- miske støtte kunne opretholdes i samme omfang som hidtil, er dog i sig selv et spørgsmål, som jeg ikke skal gå nærmere ind på her. Givet er det imidlertid, at værdien af EFs fiskeri i de grønlandske farvande — incl. værdien af det fiskeri i andre landes farvande, som EF har op- nået ved at kunne tilbyde fiskerirettig- heder til disse lande ved Grønland - er mindst lige så stor som værdien af de til- skud, som Grønland har modtaget af EF. Hertil kommer, at EF-tilskudene for størstedelens vedkommende (ca. 2/3) er bevilget til mindre infra-strukturanlæg (bygge-elværker, telekommunikation, kaj-anlæg m. v.), d. v. s. udenfor det grønlandske produktionsapparat. Bort- faldet af disse midler forringer ikke umiddelbart produktiviteten i det grøn- landske erhvervsliv, men betyder alene, at udbygningen af sådanne anlæg frem- over vil ske i et langsommere tempo end hidtil. Dette kan være føleligt nok end- da, men er næppe så katastrofalt for det grønlandske samfund, som det under- tiden er blevet hævdet. — Det hører end- videre med til en vurdering af EF-støt- ten, at disse anlægsinvesteringer rent faktisk påfører samfundet ganske bety- delige vedligeholdelsesudgifter, som i en årrække fremover binder Hjemmestyrets fordeling af samfundets økonomiske res- sourcer. Afgørende for Grønlands fremtid er grønlændernes evne til at producere værdier med de givne produktionsmid- ler, og denne evne berøres ikke radikalt af Grønlands udmeldelse af EF. Der vil naturligvis opstå et konkret og aktuelt finansieringsbehov til en række af de EF-støttede projekter, men dette pro- blem er trods alt kun midlertidigt. Selv- om Regeringen forlods har tilkende- givet, at de bortfaldne EF-midler ikke vil blive erstattet, bør der ikke være noget til hinder for, at Regeringen kan medvirke til en kortvarig løsning af det 123 [5] mest akutte finansieringsbehov i en begrænset overgangsperiode. Det. har været hævdet, at Grønlands udtræden af EF måtte afgøres ved en folkeafstemning i Danmark. Synspunk- tet er uholdbart. Det ville formentlig føles både undertrykkende og udemo- kratisk, hvis vi først med Regeringens tilsagn erklærede, at beslutningen alene tilkom Grønland, og dernæst påtog os selv at afgøre sagen. — Bortset herfra er det i virkeligheden et spørgsmål om, hvilke interesser vi danskere har i Grøn- lands fortsatte EF-medlemskab, og hvem der varetager EFs interesser i at bevare Grønland som medlem. Grøn- lands medlemskab af EF i 1972 sammen med Danmark kan ikke med troværdig- hed påstås at have været nogen afgøren- de forudsætning for de danske vælgeres beslutning i sin tid. Når man derfor idag ønsker spørgsmålet lagt ud til folke- afstemning — et ret usædvanligt middel — må det være fordi der alligevel findes væsentlige og afgørende interesser i Grønlands forbliven i EF. Fra officiel side er der klart givet udtryk for, at så- danne interesser ikke findes eller i hvert fald ikke har været virksomme, og jeg må derfor efterlyse en redegørelse for, hvilke interesser der kan begrunde dette skridt, og hvem der har sådanne interes- ser. Jeg anser med andre ord spørgsmålet om Grønlands fortsatte EF-medlemskab for afgjort med Landstingets beslutning herom. Folkeafstemningen i Grønland har i denne forbindelse kun været for- melt Vejledende', men ret beset er denne konstruktion noget kunstig, for hvis landstinget træffer en afgørelse i strid med afstemningsresultatet, burde der straks udskrives nyvalg til Landstinget. Med det afstemningstema, som Lands- tinget selv formulerede i afstemnings- loven, må det være givet, at Landstinget — i hvertfald politisk — er forpligtet til at efterkomme resultatet og melde Grøn- land ud af EF. — Landstinget må derfor sikre sin indflydelse på udformningen af forhandlingsresultatet mellem Regerin- gen og Kommission/Kåd på en sådan måde, at disse forhandlinger ikke for- sinkes som følge af, at Landstinget kun samles to gange om året. Dette kan en- ten ske ved etablering af en kontrol- procedure i stil med Folketingets Mar- kedsudvalg, hvor det givne mandat lø- bende kan korrigeres, — eller ved indkal- delse til en ekstraordinær landstingssam- ling såsnart forhandlingsresultatet mel- lem Regeringen og EF foreligger. — Af denne grund er det så meget desto mere vigtigt, at såvel spørgsmålet om udmel- delsen som vilkårene for Grønlands fremtidige tilknytning kan foreligge samtidigt, og inden udløbet af 1982, når Rådet skal undertegne traktatændrin- gerne. 124 [6]