[1] Årsager til erhvervsskiftet fra fangst til fiskeri i Vestgrønland Af Pia Boisen og Bue Nielsen Det antages almindeligvis, at det skift i hovederhverv fra søpattedyrsfangst til fiskeri, som fandt sted i Vestgrønland i første halvdel af dette århundrede, har naturmæssige årsager: et aftagende antal sæler tvang grønlænderne til et er- hvervsskift. Opfattelsen er populær i Danmark, ikke mindst fordi den let kan forbindes med troen på, at uden den danske ind- sats i Grønland ville grønlænderne være omkommet af sult og kulde, når nedgan- gen i sælfangsten berøvede dem mad og klæder. Det danske kolonistyre har såle- des været grønlænderne til gavn. Trods sin popularitet er antagelsen forkert. Vi mener i denne artikel at kunne påvise, at sammenhængen er modsat den gængse opfattelse. Det var ikke sådan, at grønlænderne begyndte at fiske, fordi sælfangsten svandt ind. Tværtimod gik sælfangsten ned, fordi grønlænderne af andre grunde på- begyndte et øget fiskeri. Dermed er også sagt, at det ikke var de naturmæssige ændringer, der var den primære årsag til produktionsskiftet, men derimod sam- fundsmæssige faktorer. I løbet af perioden 1900-1940 fandt der en kvalitativ ændring i erhvervs- grundlaget for størstedelen af den vest- grønlandske befolkning sted. Fiskeri, navnlig af torsk, men stedvis også af hellefisk og andre arter, erstattede sæl- fangsten som vigtigste erhverv. Dette produktionsskift bevirkede en ændring i det grønlandske samfunds og den enkelte grønlandske families øko- nomi, idet muligheden for en selvfor- syningsøkonomi forsvandt. Mens fangst af sæl og hval m.v. kan give mad, lys, varme, beklædning, redskaber og meget andet, nødvendiggør et omfattende fiskeri i arktiske egne et varebytte for at anskaffe de fleste livsfornødenheder. Virkningerne af dette erhvervsskift kan illustreres med følgende oplysninger fra Ibsen & Sveistrups (1942) under- søgelse af det sydligste Grønland (den- gang Qaqortoq distrikt, i dag de 3 syd- ligste kommuner): I dette distrikt blev fisk stort set ikke solgt til KGH i 1900, men udgjorde i 1930 82 % af det samlede salg. Mens pengeindkomsterne i 1900 ud- gjorde 24 % af den samlede indkomst (resten var naturalier), voksede andelen til 37 % i 1920 og 72 % i 1930. De skindbeklædte, hjemmeproduce- rede konebåde erstattedes i løbet af 1920'erne af træbåde, skindtelte erstatte- 125 [2] des af lærredstelte, som KGH solgte, sælspæk udskiftedes med kul, skindtøjet afløstes i stor udstrækning af europæiske klæder osv. Endelig var det også slut med at være selvforsynende med fødevarer. Endnu i 1920 kunne områdets fødevareproduk- tion fuldt ud dække kaloriebehovet, men i 1930 måtte 30 %_a£ dette dækkes ved køb af navnlig mel og gryn i handelens butikker. Det kan derfor hævdes, at varepro- duktionen slog afgørende igennem i distriktet i 1920'erne. Erhvervsskiftet og det dermed for- bundne gennemslag for vareproduktio- nen er som nævnt generelt blevet opfat- tet og forklaret ud fra ændringer i natur- forholdene. En stigning i havtempera- turen skulle - alene eller i kombination med europæernes rovdrift — have bevir- ket, at sælerne fortrak nord- og østpå, eller. at bestandene i det hele taget for- mindskedes, mens til gengæld torsken begyndte at vise sig i store mængder ved den vestgrønlandske kyst. Denne forklaring på nødvendigheden af et erhvervsskift er ikke bare alminde- ligt udbredt, men også i den videnskabe- ligt orienterede litteratur næsten ene- rådende. Der kan fx henvises til Ibsen & Sveistrup (1942), Gad (1946), Grøn- lands Styrelse (1947), Lidegård (1961), Rosendahl (1961) og Mattox (1973). Forklaringen indgik i grundlaget for de beslutninger om den økonomiske poli- tik, der var resultat af Grønlandskom- misslonens arbejde i 1950 (se Grøn- landskommissionens betænkning, bd. 1). Også i marxistisk inspireret litteratur gengives samme forklaring almindelig- vis ukritisk, se fx Viemose (1977) og Jensen (1977). Dog tillægges her (som undskyldning?) europæiske sælfangeres rovdrift ofte større betydning for sæl- bestandens tilbagegang. Men at over- gangen til fiskeri skete af nød betvivles ikke. Som nævnt finder vi denne forklaring forkert. Vi har for at påvise dette kon- centreret os om Qaqortoq distrikt, hvor der i Ibsen & Sveistrups (1942) før- nævnte undersøgelse er en bearbejdning af KGH's materiale om ind- og udhand- ling i de afgørende år. Herved mulig- gøres en belysning af udviklingen i befolkningens produktion og forbrug mv. Udover, at erhvervsskiftet finder sted lidt tidligere i dette distrikt end i det meste af Grønland i øvrigt, er de i over- gangen involverede processer ikke atypi- ske. Vi tillader os derfor uden yderligere kvalificering at tage forløbet i Qaqortoq distrikt som gældende for Vestgrønland i hovedtræk i øvrigt. Produktionen i Qaqortoq 1900-1939 Omkring århundredeskiftet var produk- tionen i Qaqortoq distrikt domineret af sælfangst kombineret med fiskeri, spe- cielt af uvak (fjordtorsk) og angmassak (lodde). Fødebehovet blev i det væsent- lige dækket af disse produkter, idet der pr. indbygger blev forbrugt ca. 300 kg fisk og 300 kg sælkød og -spæk. Sælfang- sten var dog betydelig mere basal for den samlede levestandard end fiskeriet, idet den også gav lys, varme, beklæd- ning, produktionsmidler mv., ligesom 126 [3] antal sæler *1000 20- 15- 10- 5- 1839/1900 09/10 19/20 29/30 38/39 Fig. 1. Den totale sælfangst. Kilde: Grenlands Styrelse (194 7), s. 214 f. bemærkning: Der er mellem Grenlands Styrelse (1947) og Ibsen &• Sveistrup (1942) en betydelig forskel med hensyn til opgivelsen af tal for salfangsten i 1919/20, idet tallet for små suler bos Granlands Styrelse er 8559 stk. stem end hos Ibsen & Sveistrup. Vi har her og i detfelgende brugt tallet fra Grenlands Styrelse, da det er det nyeste (og i øvrigt udarbejdet af P. Sveistrup). Der kan ikke vare tale om trykfejl eller lignende, idet andringen er gennemgående i materialet i Grenlands Styrelse (1947). størstedelen af grønlændernes kontant- indtægter stammede fra indhandlingen af sælprodukter. Det er derfor naturligt først af analysere udviklingen i sælfang- sten i den efterfølgende periode for at kunne finde baggrunden for erhvervs- skiftet fra sælfangst til fiskeri som væsentligste indkomstkilde. Sælfangst Udviklingen i den totale sælfangst i Qaqortoq distrikt i perioden 1900-1939 er vist på fig. l. De væsentligste træk er for det første de meget store årlige svingninger i fangsten. Disse blev opvejet af en skiftende produktion og vedligeholdelse af konebåde, skindtelte mv., gennem et mindre salg af sælpro- dukter samt ved en større udnyttelse af andre ressourcer, specielt fiskene. For det andet er den betydelige forskel i fangstens størrelse før og efter 1920-22 iøjnefaldende. På trods af, at fig. l således giver nogle vigtige oplysninger om sælfang- sten, tager den ikke hensyn til flere væsentlige variable i forbindelse med sælfangsten. For det første skete der i løbet af perioden en forskydning af fangsten mod mindre sæler og for det andet er det naturligvis afgørende for en vurdering af sælfangsten at vide, hvor stor den tidsmæssige indsats har været. Der findes ingen opgørelser over, hvor meget tid, der brugtes på sælfang- sten i forhold til andre erhverv, men man kan gå ud fra, at der ved introduk- tionen af nye indkomstmuligheder er blevet brugt mindre tid på sælfangsten for mange sælfangeres vedkommende, specielt fordi en del fiskeri også blev drevet fra kajakkerne. En opgørelse af sælfangstens intensi- tet kan bygge på oplysninger om enten antallet af sælfangere (dvs. mænd, der har fanget mindst l sæl pr. år) eller antallet af kajakker. Vi har her valgt at bruge antallet af kajakker, fordi dette opgives af Ibsen & Sveistrup (1942) og fordi sælfangertallet som følge af dets definition er præget af tilfældigheder. Fig. 2 viser kg sælkød fanget pr. kajak og tager således hensyn til forskydnin- gerne i sælstørrelsen. Der er brugt 5-års 127 [4] kg 4. 1000- 500- 1899/tBOO 09/10 19/20 29/30 38/39 Fig. 2. Kg scelked pr. kajak i Qaqortoq. 5-års glidende gennemsnit. Kilde: Ibsen <&• Sveistrup (1942), s. 9 og 15. glidende gennemsnit for at udjævne state spring i produktionen, som i den konkrete situation blev nivelleret ved hjælp af mindre salg, anden produktion mv. Fig. 2 viser et svagt fald i sælfangsten pr. kajak i perioden 1914/15-1922/23 og 'derefter et kraftigt fald indtil 1929/30. Disse nedadgående tendenser modificeres dog formentlig af, at der er brugt mindre tid på sælfangsten i det daglige (i sammenhæng med stigningen i fiskeriet) ligesom de sæsonvise fangstrej- ser indskrænkedes kraftigt. Fiskeri Før 1911 indhandledes kun haj- og torskelever, mens resten af fiskeriets udbytte anvendtes til føde eller gik til spilde. Oprettelsen af fiskestationer i 1911 medførte dels udvidede indhand- lingsmuligheder, dels gradvise forbed- ringer af fiskeredskaberne. Der findes ingen opgørelser over den totale fiske- fangst, men går man ud fra, at hjemme- forbruget i det store og hele kun steg med befolkningstilvæksten, vil indhand- lingsmængderne og det beregnede hjem- 128 meforbrug (300 kg X befolkningen) til- sammen give et godt billede af udviklin- gen i fiskefangsten. Denne kan ses på fig. 3.1 1911 starte- des kun indhandlingen af hellefisk. Fiskeriet øgedes først væsentligt efter "introduktionen af torskeindhandlingen i 1918, mens de andre arter kun har haft mindre betydning. Det voksende fiskeri betød ikke blot stigende indtægter fra indhandlingen. Den videre behandling af fisken med- førte en forøgelse af lønarbejdet, således at de samlede kontantindtægter steg kraftigt. De øvrige erhvervsmuligheder i Qa- qortoq, hvad enten det drejede sig om traditionelle former som jagt på fugle, ræve, bjørne og bærplukning mv. eller nye former startet af Grønlands Styrelse som hvalfangst og fårehold, fik ingen større betydning for befolkningen som helhed, idet indtægterne fra disse ^erhverv enten var samlet hos få eller udgjorde en meget lille andel af indkom- sten hos en bredere del af befolkningen. De altafgørende erhverv var således sæl- fangsten og/eller fiskeriet (specielt den kommercielle del af dette). Ismængde og sælfangst I den traditionelle forklaring på tilbage- gangen i sælfangsten indtager sammen- hængen mellem mængden af storis ved Vestgrønlands kyster og mængden af sæler en central plads. Dette gælder især trækkene af klapmyds og grønlandssæl. En belysning af holdbarheden af den traditionelle forklaring kan derfor natur- ligt tage udgangspunkt i, hvor vidt og i [5] tons 3000- 2000 1000- eget forbrug (beregnet) 29/30 1899/1900 09/10 19/20 Fig. 3. Fiskefangst og -indhandling. Kilde: Ibsen & Stieistrup (1942), s. 25f. Bemærkning: Figuren viser kun mængden i kg og tager ikke hensyn til, at KGH krævede en stadig større grad af bearbejdning af den indhandlede fisk gennem perioden. Fra 1928/29 kravede man således, at fisken skulle vare opskåret og afnakket, hvilket betyder, at man f rå dette tidspunkt skal lægge 50 % tilfor at f å sammenlignelige tal med de foregående år. 38/39 hvor høj grad der umiddelbart er over- ensstemmelse mellem udviklingen i ismængden og sælfangsten. Fig. 4 viser udviklingen i sælfangsten i kg pr. kajak; og i storisforekqmsten i Qaqortoq distrikt. Det ses, at der i groft taget den første halvdel af perioden er en rimelig sammenhæng mellem de to kurver, mens der fra ca. 1920 ikke er nogen umiddelbar sammenhæng mellem de to kurvers forløb. I løbet af perioden skete der en for- skydning i fangsten, således at de min- dre, hovedsageligt stationære sæler ud- gjorde en stadigt større del af den sam- lede sælfangst. Dette kunne umiddelbart bekræfte den traditionelle forklaring på nedgangen i sælfangsten, da de van- 129 [6] kg sælkød pr. kajak 1000- 500- - is sælkød is -20 -15 -10 1899/1900 09/10 19/20 29/30 Pig. 4. Kg salkedpr. kajak sammenholdt med ismangden. Kjldf:Ibsen &Sveistrup (1942). 38/39 drende sæler betragtes som de mest af- hængige af ismængden. Fig. 5, som viser sælfangsten fordelt på antal små og store sæler, viser imidlertid, at heller ikke fangsten af store sæler alene kan forkla- res ud fra ismængden. Andre faktorer må derfor have været vigtige. Her kan specielt fremhæves nedgangen i antallet af fangstrejser efter de trækkende store sæler (note 1). Det kan således fastslås, at der på trods af en vis klimamæssig indflydelse på sælbestanden må være helt andre kræfter, der er afgørende for det vold- somme fald i sælfangsten efter 1920. En anden måde at belyse sammen- hængen mellem klima og sælfangst er 130 ved at undersøge sælfangstens udvikling flere steder på Vestkysten. Fig. 6 viser sælfangsten i 4 distrikter sammenholdt med lufttemperaturen og storisforekomsten ved Qaqortoq. Klima- udviklingen her er symptomatisk for ud- viklingen langs hele Vestkysten. Hvis sælfangsten var afhængig af klimaet og aftog, efterhånden som tem- peraturen steg, skulle man forvente, at fangsten først aftog i de sydlige egne, og at nedgangen derefter ville brede sig nordpå. Dette er ikke tilfældet. Udviklingen i sælfangsten i Qaqortoq og i Aasiaat lig- ner i høj grad hinanden på trods af af- standen på ca. 1000 km, mens der i Nuuk, mellem Qaqortoq og Aasiaat kun [7] antal sæler pr. kajak 20- 15- 10. 5- store sæler 1899/1900 09/10 16/17 19/20 29/30 Fig. 5. Salfangst i stk.pr. kajak fordelt på store og små saler sammenboldt med ismangden. Kilde: Ibsen & Sveistrup (1942), s. 10. Gnnlands Styrelse (1947), s. 222-226. Bemærkning: Fangstlisterne skelner først fra 1916/17 mellem store og små såler. 38/39 sker en svag afmatning i sælfangsten. I Agpat (Ritenbenk) er fangsten konstant fra ca. 1910 og perioden ud. Når man ser på Vestkysten som hel- hed er det således klart, at nedgangen i sælfangsten ikke er afledt af temperatur- ændringer. Skindforbrug og kaloriebehov For nærmere at belyse, hvor vidt erhvervsskiftet var bestemt af natur- mæssig tvang, vil vi nu beskrive udvik- lingen inden for erhvervsredskaber og fødevarebehovets dækning. Hvis fiske- riet fik sin store betydning som følge af færre sæler, skulle man forvente, at dette ville manifestere sig i mangel på sæl- skind og føde. De vigtigste produktionsmidler i Qaqortoq distrikt ved århundredeskiftet var, foruden deciderede fangst- og jagt- redskaber, kajakker til fangst og fiskeri samt konebåde og skindtelte til trans- port og ophold, når man rejste til sæson- bestemte fangst- og fiskepladser. Den afgørende betingelse for at have kajakker, skindtelte og konebåde var en rigelig mængde sælskind. Fx skulle kajakkerne betrækkes 1-2 gange om året. Da grønlændernes økonomi ikke var isoleret, er det klart, at udefra kom- mende kræfter kunne forrykke balancen mellem fangst og produktionsmidler. Fx kunne grønlænderne sælge for mange skind til handelen for at få andre varer. I sammenhæng med udviklingen af 131 [8] 20- 10*- xlOOO 20- 15- 10- 5. Storisforekomst M[ddeltemperatur EGEDESMINDE JULIANEHÅB - RITENBENK GODTHÅB 1899/1900 09/10 19/20 29/30 Fig. 6. Salfangst, storisforekomst og middeltemperatur. Kilde: Grønlands Styrelse s. 597.. Remark: Storisforekomsterne og middeltemperaturerne er målt ijulianehdb. 34/35 fiskeriet introduceredes nye produk- tionsmidler i Qaqortoq, af større især træbåde til fiskeri, og erstatninger for gamle produktionsmidler, især lærreds- telte og sejldugsbetræk til kajakkerne. Hg. 7 viser udviklingen i antallet af kajakker, konebåde og træbåde i perio- den 1900-1939. Træbådene overtog til en vis grad kajakkers og konebådes op- gaver, idet de brugtes både til fiskeri og til transportopgaver. Konebådenes væ- sentligste transportopgave, udflytningen til de ydre skær, hvor sæltrækkene og angmassatstimerne kom, ophørte dog næsten totalt i løbet af perioden. Kajak- 132 kernes vigtigste opgave, sælfangsten, kunne træbådene ikke overtage. Som det ses af fig. 7 skete der et mar- kant fald i antallet af kajakker fra om- kring 1917. Nedgangen standsedes ikke af stabiliseringen af sælfangsten omkring 1920 (se fig. 1), men i stedet først i slut- ningen af 1920'erne. At nedgangen standsede på dette tidspunkt kan evt. hænge sammen med introduktionen af sejldugsbetræk, som gjorde det muligt at have en funktionsdygtig kajak uden på forhånd at have sælskind. Fra omkring 1919 faldt også antallet af konebåde drastisk, hvilket fortsatte med uformindsket styrke, indtil der i [9] antal 300- 250- 200- 150- 100- 50- kajakker konebåde træbåde 1900 05 10 15 20 25 30 35 39 Pig. 7. Antallet af kajakker, frabade og konebåde pr. 1000 grønlændere i Qaqortoq. Kilde: Ibsen og Sveistrup (1942) s. 7, 9 og W. 1930'erne kun var nogle få tilbage i hele distriktet. Antallet af træbåde steg fra fiskeriets begyndelse omkring 1910, men især fra 1920-25. Det er naturligvis svært af vurdere, hvilke faktorer, der specifikt bestemmer antallet af forskellige produktionsmidler i de enkelte år, men alligevel kan der drages nogle konklusioner af fig. 7. Den væsentligste konklusion er, at der ikke er belæg for tesen om, at over- gangen fra kajakker til træbåde og der- med formindskelsen af sælfangstkapaci- teten skete på grund af mangel på sæl- skind til kajakbetræk, idet nedgangen i antallet af kajakker ikke blev standset af stabiliseringen af sælfangsten omkring 1920. Det forekommer ligeledes usand- synligt, at antallet af konebåde begyndte at falde som følge af naturmæssig tvang, idet Bendixen i 1921 anfører, at der ind- til dette tidspunkt ikke har været vanske- ligheder forbundet med at tilvejebringe nok skind til konebådene. Alt i alt var der således tale om en fri- villig overgang fra én form for produk- tionsmidler til en anden. Fra 1900 til 1939 skete der en væ- sentlig stigning i omsætningen mellem de grønlandske familier og handelen, 133 [10] Tabel 1. Kaloriebehovet og dettes dækning i perioden 1899/1900 - 1938/39 ud- trykt i % (Qaqortoq distrikt). 1899/1900 1904/05 1909/10 1914/15 1915/20 1920/21 1921/22 1922/23 1923/24 1924/25 1929/30 1934/35 1938/39 Kaloriebehov 100 100 100 100 100 100 100 100 100 100 100 100 100 Dækning ved Dækning ved Samlet naturalprod. indkøbte prod. dækning 119,4 11,1 130,5 126,6 10,5 137,1 109,3 13,8 123,1 125,3 17,1 142,4 105,8 21,5 127,3 118,3 99,3 86,8 71,6 86,7 27,1 113,8 69,6 40,7 110,3 63,5 49,6 113,1 74,8 37,5 112,3 Arene 1920/21 - 1923/24 er beregnet af forfatterne efter den i Ibsen & Sveistrup (1942) benyttede metode og de deri givne oplysninger, suppleret med data om indhandlingen af sælspæk fra Grønlands Styrelse (1947), s. 402, De øvrige år er gengivet efter Ibsen & Sveistrup (1942), s. 57. Det skal bemærkes, at året 1919/20 her ikke er korrigeret efter Grønlands Styrelse (1947), se bemærkning til rig. 1. idet selvforsyningsgraden faldt i sam- menhæng med fiskeriets øgede betyd- ning, Sammensætningen af de indkøbte varer ændredes, således at basale føde- varer, brændsel mv. fik en større vægt. Hvis sælfangsten skulle have svigtet mellem 1910 og 1920, skulle man for- vente, at det ville afspejle sig i naturalie- produktionens dækningsgrad på dette tidspunkt, hvilket ikke er tilfældet. Tabel l viser, at de laveste tal for den samlede dækning af kaloriebehovet fin- des sidst i perioden, fra 1924/25 og fremefter. Ibsen & Sveistrup (1942) anfører i denne forbindelse, at spildet var langt større på naturalieprodukterne end på de indkøbte varer, på grund af manglende eller sjusket konservering. På den anden side må man formode, at spil- det på naturalprodukterne er mindsket, efterhånden som deres andel er faldet, på baggrund af at sælkødet betragtedes som en større delikatesse end rugbrød. Opgørelsen over dækningen af kalo- riebehovet ved naturalproduktion for perioden 1920—24 viser, at det først var i 1922/23, at et regulært underskud op- trådte. Hertil skal følgende bemærkes: Ibsen & Sveistrups metode til bereg- ning af naturalieproduktionen bygger på ensartede forudsætninger for perioden 1899-1939. Herunder antager de et 134 [11] uændret hjemmeforbrug af fisk, sva- rende til forholdene omkring 1900. Det medfører, at beregningen af natural- produktionens kalorieværdi giver et ud- tryk for produktionen til konsum under den gamle erhvervsstruktur alene. Dette betyder, at der ikke før 192^/23 var brug for en ændring af denne erhvervsstruktur af kaloriemæs- sige grunde. Som nævnt var et udvidet fiskeri sat i sving adskillige år før. Den mindskede kaloriedækning i den gamle erhvervsstruktur må derfor ses som et resultat af (og altså ikke som årsag til) det voksende fiskeri. Sammenfatning Vi har dermed konstateret, at det ikke var nogen mangel på føde eller sælskind, der tvang grønlænderne over i fiskeriet. Vi vil ikke benægte, at klimaændringer har indflydelse på sælbestandens størrelse. Men vi har ikke kunnet opvise nogen åbentlys sammenhæng mellem klima- mildningen og nedgangen i sælfangsten i erhvervsskiftets afgørende år, hverken i Qaqortoq distrikt eller for Vestgrønland som helhed. Hermed må de naturmæssige ændrin- ger forkastes som den primære årsag til erhvervsskiftet og vareproduktionens gennemslag i Vestgrønland. Den anførte argumentation gælder for Qaqortoq distrikt og Vestgrønland som helhed. Dermed er det ikke udeluk- ket, at akut nød som følge af sælbestan- dens forsvinden lokalt kan have været afgørende for en intensivering af fiske- riet, i det mindste hvis flytning var besværlig. Bendixen (1921) nævner såle- des, at dette var baggrunden for påbe- gyndelsen af hellefiskeriet i bunden af Agdluitsoq-fjorden (s. 473). Sådanne en- kelteksempler kan meget vel være rigtige uden at rokke ved hovedindtrykket. En anden forklaring Men var naturforholdene ikke afgørende for overgangen fra fangst til fiskeri, hvad var det så, der skete? Uden at ville hævde at kunne besvare dette spørgsmål særligt fyldestgørende, skal vi det følgende pege på nogle mulige årsager. Det er bemærkelsesværdigt, at den danske koloniadministration allerede i det første tiår af århundredet, hvor der hverken var tale om temperaturændrin- ger eller fald i sælfangsten (men nok i indhandlingen af sælprodukter) først diskuterede og siden iværksatte for- anstaltninger til fremme af fiskeriet. Interessen for fiskeriet hang sammen med, at KGH søgte udveje til at ned- bringe sit efter 1880 konstante under- skud. Underskuddet var navnlig en følge af de faldende priser på tran i Europa. Fiskeri, hvalfangst og fåreavl var blandt de forsøgte alternativer. KGH var des- uden interesseret i at øge markedet i Grønland selv gennem en nedbrydning af den høje grad af selvforsyning, som endnu prægede landet. Et øget fiskeri ville også tjene dette formål. KGH's stimulering af fiskeriet skete på flere måder. Dels iværksattes de så- kaldte »rationelle fiskeriforsøg«, der indebar indhandling af fisk, og lån til forbedrede fiskeredskaber. Dels sattes prisen på indhandlede fiskeprodukter forholdsvis højt (Bendixen, 1930, s. 85). Koloniadministrationens erhvervspo- 135 [12] litik fik dermed en aktiv rolle i omlæg- ningen af produktionen i Vestgrønland, og denne politik var vel at mærke ikke et sval på naturmæssige ændringer, men havde en selvstændig begrundelse i kolonimagtens og KGITs ønske om et større udbytte af Grønland. Når erhvervspolitikken lykkedes i så høj grad, som den gjorde, hænger det selvfølgelig også sammen med, at tor- sken i århundredes første tredjedel bredte sig til stadigt nordligere egne. Men det var ikke denne spredning af torskene, der i sig selv var årsagen til politikkens iværksættelse. Det er næppe tilstrækkeligt alene at henvise til koloniadministrationens poli- tik for at forklare erhvervsskiftet. Den nye erhvervspolitik åbnede kun nogle muligheder for overgang til fiskeri. I sig selv tvang den ikke grønlænderne til at forlade sælfangsten. Hor at finde en fyldestgørende forkla- ring må man søge efter den dynamik i det grønlandske samfund selv, som betød, at grønlænderne brugte de mulig- heder for fiskeri og dermed pengeøko- nomi, som skabtes. Det kan tænkes, at muligheden for en social differentiering i det grønlandske samfund har spillet en rolle. Denne mu- lighed var begrænset, sålænge sælfangst var hovederhvervet, fordi der til denne var knyttet traditionsbestemte regler for deling af byttet og udveksling af gaver bopladsfæller og familier imellem (Klei- van 1964). En fangers overskud blev fordelt i det øvrige samfund, hvorved en egentlig akkumulation af rigdom van- skeliggjordes. Derimod gjaldt de samme regler ikke fiskeriet. Her kunne producenten und- lade at fordele overskuddet til andre. Desuden har prispolitikken formentlig favoriseret fiskeriet og dermed gjort det lettere for den grønlandske fanger at købe europæiske varer, hvis han blev fisker i stedet. Kleivan (1964) bruger netop ønsket om et større antal europæi- ske varer (som heller ikke var underlagt de omtalte fordelingsmekanismer) til at forklare overgangen fra fangst til fiskeri i en sydgrønlandsk bygd i 1950'erne. Forskellige ting kan tyde på, at det oprindelige grønlandske fordelings- . system i dette århundredes første år var så nedbrudt, at der var opstået et ønske blandt grønlænderne om individualise- ring af produktionsresultatet og akku- mulation af rigdom. Herunder kan næv- nes, at den danske stat i hele koloni- perioden havde foretaget en række ideo- logiske og praktiske foranstaltninger for at nedbryde det indbyrdes sociale sikringssystem. Repartitionen (fangst- bonus) og dens konsekvens fattighjæl- pen er eksempler herpå. Fordelings- systemet var dermed også for svagt til at kunne etableres for de ny rigdomskilder, fiskene og de indkøbte varer. Det grøn- landske samfund var »modent« til vare- produktion. KGH's igangsættelse og favorisering af fiskeriet blev den ud- løsende faktor. Når den »naturfikserede« forklaring på erhvervsskiftet er blevet den altdomi- nerende i Grønlandslitteraturen skyldes det ikke, at der aldrig har været gjort for- søg på at give andre. Det fortjener at blive fremhævet, at 136 [13] Polareskimoer på narhvaljagt i Hvalsund. Fat.: Ralf Gilberg, juli 1969. Bendixen (1927) i en polemik med zoo- logen A. S.Jensen om forholdet mellem fiskeri og sælfangst antyder en forkla- ring på sælfangstens tilbagegang, der ikke ligger fjernt fra vores opfattelse. Bendixen vil ganske vist ikke benægte, at det nedadgående udbytte af sælfang- sten i nogen grad skyldes sælernes afta- gen. Men han tilføjer på baggrund af et ophold i Qaqortoq distrikt i 1925: »Forholdet er mange steder det ... at fangeren holder sig til fiskeriet, selv om der er sæler i farvandet. Dette gælder således store dele af den tid- ligere udprægede fangerbefolkning i Julianehåbs distrikt, hvor bopladserne for blot få år siden var helt affolkede under klapmydsetrækket, fordi samt- lige indfødte søgte ud på fangstøerne, medens adskillige, ved enkelte boplad- ser ofte indtil halvdelen af befolknin- gen, nu til dags holder sig hjemme hele sommeren igennem.« (s. 72) og videre: »Forholdet er det ganske simple, at fangerne - ret naturligt - udnytter det erhverv, der i øjeblikket giver den største pekuniære indtægt og kan dri- ves med mindst risiko. Det vil i øje- blikket sige fiskeriet, der jo på mange måder favoriseres på sælfangstens bekostning og bidrager til, at selv en så traditionel og sikker fangst, som den der drives efter den fede klapmyds i Julianehåbs distrikt, forsømmes og går kendelig tilbage, medens den 137 [14] magre klapmyds overhovedet ikke efterstræbes mere, fordi dens træk i teglen falder sammen med torskens.« (s. 72f, Bendixens fremhævelser). Bendixen fremhæver videre, at denne interesse for fiskeri medfører et fald i skindproduktionen, hvorfor træbåde ta- ges i anvendelse. Og at udviklingen vil betyde, at de unge grønlændere næppe vil tilegne sig de nødvendige færdig- heder i kajakroning mv. til at kunne fort- sætte sælfangsten. For Bendixen er det oplagt, til forskel fra__den ellers så udbredte forklaring, at årsagen til skiftet fra sælfangst til fiskeri skal søges i mulighederne for større pefTgeindkomst (for mindre arbejdsind- sats) i fiskeriet. Bendixen forklarer imidlertid ikke, hvorfor det er »naturligt« for grøn- lænderne at maximere pengeindkom- sten, og heller ikke, hvad årsagen til den større pengeindkomst i fiskeriet kan væte. Dermed forklarer han heller ikke, i hvilket omfang KGH's politik eller ændringer i det grønlandske samfund selv kan ligge bag. Bendixens ansatser til forklaringer på erhvervsskiftet, der ikke tager ændrin- gerne i naturforholdene som den pri- mære årsag hertil, blev imidlertid »glemt« — og ikke brugt som udgangs- punkt for videre forklaringer. Allerede Bendixen selv er på tilbagetog i 1930. Når »naturforklaringen« er blevet så dominerende, som tilfældet er, skyldes det formentlig to — med hinanden for- bundne — årsager. Den ene er det allerede antydede legi- timeringsbehov for Danmarks koloniale indsats. En legitimering, som eksplicit udtales af Ibsen & Sveistrup (1942), s. 60. Den skal ikke uddybes her. Den anden er det forhold, at datidens antropologer og geografer, som var toneangivende i Grønlandslitteraturen, alle var præget af det i disse fag her- skende naturdeterministiske syn på sam- fundet, dets indretning og udvikling. Specielt tillagdes karakteren af klimaet, jordbunden og vegetationen afgørende betydning for erhvervskulturens ud- formning, se fx Wahl & Hatt (1922). Forklaringer, der tog udgangspunkt i samfundets egen udvikling, blev derfor nedtonet. Den naturdeterministiske opfattelse tjente kolonimagtens interesser. Når naturen tillægges direkte indflydelse på samfundets indretning, bliver modsæt- ningen mellem menneske og natur set som afgørende for samfundsudviklin- gen. Samfundets egen indre dynamik, modsætningen mellem menneskene, na- tioner og samfund, klassekampen, for- svinder. .....Det har tit været antropologers og geografers opgave at argumentere for international arbejdsdeling og imperiali- stisk udbytning ved at henvise til, at det geografiske miljø nødvendiggør en bestemt produktion og samfundsindret- ning, som er i kolonimagtens interesse. Grønland ser ikke ud til at være nogen undtagelse. Den i denne artikel påviste fejlagtig- hed i den naturbestemte forklaring på erhvervsskiftet i Vestgrønland er der- med også i overensstemmelse med den historiske materialismes opfattelse af 138 [15] forholdet mellem samfundet og dets geografiske miljø. Her ses samfundets udvikling som et resultat af dets egne drivkræfter og love. Naturforholdene udgør betingelser for den samfundsmæs- sige udvikling, men ikke dens drivkraft. Ændringer i naturbetingelserne forand- rer dermed de forudsætninger, som de samfundsmæssige kræfter virker under — og kan begunstige nogle og svække andre af disse kræfter. Naturforholdene bestemmer derimod ikke samfundets indretning og udvikling. Note l: Følgende korrelationskoefficienter kan tjene til belys- ning af de fremstillede sammenhænge mellem ismængde og sælfangst: 1. Ismængde/kg kød pr. kajak 1899/1900-1938/39................ r = 0,73 X 1899/1900-1917/18................ r = 0,54 X 1918/19 -1927/28................ r = 0,62X 2. Ismængde/fangst af store sæler pr. kajak 1916/17-1938/39................... r = 0,55 X 1918/19-1927/28................... r = 0,60X r angiver korrelationskoefficienten, X angiver signi- fikans på 5 % — niveau, '/• angiver insignifikans på samme niveau. Det er karakteristisk, at der er signifikant overens- stemmelse mellem ismængden og sælfangsten over 40-års perioden. Begge starter højt og ender lavt. Derimod har sammenhængen et tilfældigt præg i de afgørende overgangsår fra 1918, hvor torskeindhand- lingen starter, til 1928, hvor fiskeriet foreløbigt kul- minerer. Litteraturhenvisninger Bendixen, O. (1921): Julianehåb distrikt; i: Grønland i Tohundredåret for Hans Egedes landing; Medd. om Grønland, bd. 61. Bendixen, O. (1927): Grønlændernes fiskeri; Det Grønlandske Selskabs Årsskrift 1926-27. Bendixen, O. (1930): Grønlandsfiskeriet, dets historie og fremtidsmuligheder, København. Gad, F. (1946): Grønlands historie, København. Grønlandskommissionen (1950): Betænkning, bd. l, København. Grønlands Styrelse (1947): Sammendrag af statistiske oplysninger om Grønland I—VII, København 1942-1947. Ibsen, P. & P. Sveistrup (1942): Den erhvervs- mæssige udvikling i Julianehåb distrikt 1899-1939; Medd. om Grønland, bd. 131, 7, København. Jensen, L. (1977): Dansk imperialisme; Litteratur og samfund, bd. 19—21. KJeivan, H. (1964): Acculturation, ecology and human choice: Case studies from Labrador and South Greenland; Folk, vol. 6, l. Udegaard, M. (1961): Grønlands historie, Køben- havn. Mattox, W. (1973): Fishing in West Greenland 1910—1966. The development of a new native industry; Medd. om Grønland, bd. 197, l, København. KosendaM, P. (1961): Grønlandsk jagt- og fangst- statistik; Geografisk Tidsskrift, bd. 60. Wahl, M. e> G. Hatt (1922): Jorden og menne- skelivet, København. Viemose, ]. (1977): Dansk kolonipolitik i Grøn- land, København. 139 [16] KalaaOit Nunaata Katersugaasivia, Grønlands LandsmHseum i Nuuk/Godthåb, fotograferet marts 1982 af Hans Kapel. 140 [17]